Arkæologer skal lede efter brikker til puslespil om stenalderens gravskikke
12.10.2021
![01 Emil Struve Foto ROMU-min](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/10/01-emil-struve-foto-romu-min-scaled.jpg)
Emil Winther Struve (her ved en anden udgravning) er spændt på, om udgravningerne ved Kildedal Nord kan kaste nyt lys på de tidligere fund fra Knardrup-graven. Foto: ROMU.
ROMUs arkæologer er klar til at hakke spaden i jorden på en mark mellem Kildedal station og Knardrup. De håber at finde spor efter gravskikke fra stenalderen – en tid med store forandringer. Et sjældent fund på en nabomark giver grund til at håbe på flere brikker i puslespillet om, hvornår nye gravskikke kom til lokalområdet
Over jorden er det bare en mark, der snart skal byudvikles. Men under jorden gemmer der sig forhåbentligt spor efter de mennesker, der for 2.500 år siden levede, døde og blev begravet her.
Marken ligger i Egedal Kommune, og planen er, at området – Kildedal Nord – om nogle år skal være en levende bydel. Først skal marken altså bare lige efterses af arkæologer fra ROMU, så man sikrer sig, at man ikke beskadiger væsentlige fortidsminder.
For der er faktisk sandsynlighed for, at jorden gemmer på noget spændende.
”Tidligere har der været registreret gravhøje på den mark. Dem ved vi ikke så meget om. De er undersøgt i slutningen af 1800-tallet, og der er ikke registreret ret meget. Men de giver anledning til at tro, at der kan være mere,” siger Emil Winther Struve, der er museumsinspektør og arkæolog hos ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.
Nye kulturelle strømninger
I området omkring marken er der tidligere udgravet bopladser fra bronze- og jernalderen, samt et gravanlæg, som vi vender tilbage til. De tidligere fund giver håb om, at jorden gemmer på mere. For området omkring ådalen har været et oplagt sted at bosætte sig i oldtiden.
”Ådalen har selvfølgelig været en naturlig grænse, men den har også været en kontaktflade, en transportkorridor, en hovedfærdselsåre. Det gør det til et godt sted at bo – og et oplagt sted at blive introduceret til nye ideer,” fortæller Emil Winther Struve.
Og det er netop spor efter nye ideer, arkæologen er særligt interesseret i her. Da der for godt 30 år siden blev anlagt en omfartsvej på nabomarken, fandt arkæologerne et gravanlæg fra stenalderen. Det blev fundet nær Knardrup og viste sig at være et temmelig specielt fund. For graven, der er fra ca. år 2.500 før hvor tidsregning, er fra en verden i forandring.
Både på europæisk plan og i store dele af Danmark skete der på det tidspunkt store, kulturelle skift. Blandt andet i måden, hvorpå man begravede sine døde. Fra de store stenanlæg – stendysserne og jættestuerne – overgik vi til en gravkultur med enkeltgrave, der ikke blev genbrugt. I graven lagde man gaver, der skulle vise den dødes status i samfundet.
”Tidligere blev der flyttet rundt på ting i gravkammeret, og man kunne ikke udrede det enkelte menneske og dets prestige. Men med de nye gravmetoder begynder individet at træde frem,” fortæller Emil Winther Struve.
![03 Lerkar i udstilling](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/10/03-lerkar-i-udstilling-scaled.jpg)
Lerkarrene, der har en højde på ca. 20 cm, var svajede i formen, og det er karakteristisk for enkeltgravskulturens keramik. Fundene er udstillet på Roskilde Museum sammen med skiveformede ravperler, pilespidser af flint samt en økse fra samme grav. Foto: ROMU.
Interessant skift i genstandsmaterialet
Graven ved Knardrup er et af de tidligste eksempler på den nye gravskik på Sjælland. Skiftet fra den gamle verden til den nye skete over en lang periode på Sjælland, og enkeltgravene var på det tidspunkt faktisk sjældne, forklarer Emil Winther Struve.
”Men Knardrup-graven er netop sådan en undtagelse. Der er godt nok to mennesker i graven, men de er lagt i en stenkiste med gravgaver, som kan udtrykke deres status. Derfor er den et meget sjældent eksempel på, at der er nogle få mennesker på Sjælland, der har taget de nye ideer til sig.”
Om det er tilflyttere – for eksempel fra Jylland, hvor gravskikkene var hurtigere til at slå igennem – eller om det er lokalbefolkningen, der har taget ideer udefra til sig, kan man ikke sige noget om. Men uanset hvad vidner fundet om forandring.
”Når man beskæftiger sig med den her periode af stenalderen, er det utrolig spændende at kigge på de her store skift i genstandsmaterialet. Er det et udtryk for en reel indvandring til stedet eller for nye ideer, der begynder at sprede sig blandt de lokale?”
I første omgang skal Emil Winther Struve og hans kollegaer fra ROMU lave en forundersøgelse af jorden. Hvis de påviser, at der er fortidsminder, indstilles området til en egentlig arkæologisk udgravning. Og så kan arkæologerne begynde at drømme om at samle puslespilsbrikkerne.
”Hvis vi finder noget ved Kildedal Nord, kan vi tilføje den viden til Knardrup-graven og blive klogere på de gravlagte. De har været optaget af nogle af de nye ideer, der knytter sig til kulturelle ændringer. Kan vi finde flere grave og bopladsspor, kan vi også gå længere ned i detaljen med, hvilken slags mennesker, der levede her. Vi kan få nye perspektiver på Knardrup-graven og få sat den i relation til, hvad der skete i området,” slutter Emil Winther Struve.
FAKTA
Knardrup-graven, som er fra midten af bondestenalderen, blev fundet og udgravet i 1993, da der skulle anlægges en ny omfartsvej. I graven fandt man to mennesker, der er gravlagt i en stenkiste. Med sig har de gravgaver, der skal udtrykke deres status i samfundet. Graven er særlig, fordi den er en af de første enkeltgrave på Sælland og markerer en forandring i den måde, man begravede de døde i stenalderen. Genstandene fra graven kan i dag ses på Roskilde Museum.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Fra haver til æbleskiver: ROMU hylder sine frivillige
Ved årets nytårskur kastede de frivillige sig ud i workshops om udvikling af kompetencer og rekruttering af nye frivillige.
Roskilde Museum tilbyder gæsterne mandagsåbent og rabat i museumscaféen Freunde
En forsøgsordning, der har kørt siden efterårsferien, bliver nu gjort permanent, så Roskilde Museum holder åbent for besøgende alle ugens dage. Derudover kan man få rabat i husets café med gyldig entrebillet – og rabat på museet, hvis man er kunde i Museums Caféen Freunde.
ROMU-FUND: MARGRETE 1’S KÆLDER PÅ ÅRETS TOP 10
I 2019 dukkede en middelalderkælder op på en grund i Lille Grønnegade i Roskilde. Nogle uger efter fundet kunne ROMUs middelalderarkælog Jesper Langkilde melde, at kælderen med al sandsynlighed har tilhørt Margrete 1. Nu er fundet kommet på Slots- og kulturstyrelsens Top 10 over Årets Fund og sikrer ROMU en placering på listen for sjette år i træk.
PORTEN TIL ”SKJOLDUNGERNES KONGSGÅRD” I LEJRE FUNDET
ROMUs arkæologer har i samarbejde med Nationalmuseet fundet åbningen i det palisadeanlæg, der omkransede Gl. Lejres imponerende kongehal under optakten til og i vikingetiden. Placeringen af den cirka seks meter brede indgang understreger, at kongehallen som bygningsværk var en magtdemonstration.
Kim Larsens måske bedste sang mangler i Højskolesangbogen
Debatindlæg i Jyllands-Posten bragt 30. september 2019 af Tomas Breddam, bestyrelsesformand, Romu, borgmester i Roskilde (S) og Morten Thomsen Højsgaard, direktør, ph.d., Romu
Klik og læs hele debatindlægget på jp.dk
6 GODE GRUNDE …
… til at zoome ind på Gasolin’
Med sange som “Kvinde min” og “Masser af succes” fik rockbandet Gasolin’ fat i det helt store publikum. Som optakt til ny særudstilling på RAGNAROCK kommer her seks grunde til stadig at lade sig tanke op til tonerne fra Wili, Søren, Franz og Kim.
10 STÆRKE SAGER AT SE PÅ ROMU
ROMU passer hver eneste dag på mange tusinde levn fra mennesker, der har levet her før os – genstande, ting og sager, som alle fortæller om levet liv fra oldtiden helt frem til i dag. Mød 10 af de mere spektakulære her
ROSKILDE FESTIVAL PÅ MUSEUM
Når tusindevis af mennesker i denne uge fylder dyrskuepladsen i Roskilde og befolker et campingområde på størrelse med 300 fodboldbaner, så er RAGNAROCK- museet for pop, rock og ungdomskultur også at finde.
10 GODE GRUNDE TIL AT TAGE PÅ MUSEUM
Hvorfor bruge tid som gæst på et museum? Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør for ROMU, opstiller her en stribe fordele ved at tage på museum. Og der er nogle overraskelser iblandt.
NY DIREKTØR FOR ROMU
Morten Thomsen Højsgaard tiltræder som ny direktør for ROMU
Morten Thomsen Højsgaard kommer fra en stilling som udviklingschef ved Kristeligt Dagblad med ansvar for indhold på mediehusets digitale platforme, samt tværgående projekter og innovation.