Roskilde brænder! – ny spotudstilling åbner 18. juni på Roskilde Museum

20.03.2024

Branden på Lindenborg kro i 1967. Foto: Gorm Grove

I anledningen af Roskilde Brandvæsens 150 års jubilæum åbner spot-udstillingen ’Roskilde brænder!’ 18. juni i den gamle brandstation, som i dag huser Roskilde Museum.

Glæd dig til, i udstillingen og på sommerens byvandringer, at få indblik i de store by-brande, der hærgede Roskilde i byens ældste historie – og se hvordan brandvæsnet har udviklet sig fra sin oprettelse i 1874 frem til i dag.

Du kan komme tæt på brandmændenes dramatiske historie om indsatser ved store brande, som du måske selv kan huske: branden i Roskilde Domkirke i 1968 og Solum-branden i 2021. Hele sommeren er der aktiviteter for børn og nysgerrige voksne.

På åbningsdagen fortæller beredskabsdirektør Lars Robétjé kl. 19-21 om branden i domkirken i 1968 og giver et indblik i brandvæsnet dengang og i dag. Omkring 250 mand deltog i slukningsarbejdet af branden – hvoraf pensioneret vicebrandinspektør Ebbe Bødker på foredragsaftenen vil dele beretninger og minder fra branden og livet på brandstationen.

Læs mere og køb billet her: Foredrag: Domkirken brænder! v/beredskabsdirektør Lars Robétjé | Billetter | Roskilde | Samfund & Kultur | Billetto — Denmark

Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Historien om Veksøhjelmene – et ikonisk oldtidsfund fra Brøns Mose

Af Lene Steinbeck

D. 15.09.2022

De to hjelme er i dag en del af Nationalmuseets udstilling. Men i Egedal håber man på, at de på et tidspunkt finder hjem igen, så borgerne kan få lov til at se dem på hjemmebane – bare for en kort bemærkning. Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet

På Nationalmuseet i København kan man se to fornemt dekorerede hjelme fra bronzealderen. Et værdifuldt offer til guderne, der for præcis 80 år siden blev fundet i Brøns Mose ved Veksø. Veksøhjelmene fortæller en historie om religion og ritualer i bronzealderens Egedal, og mange årtier efter fundet er de stadig en stor del af identiteten i Veksø.

Den 15. september 1942 stødte en arbejdsmand sin tørvespade i Brøns Mose. Der skulle graves brændsel til den kommende vinter. Pludselig mødte spaden uventet modstand, og frem fra mosens mørke dukkede en samling bronzedele. Nationalmuseets fagfolk blev tilkaldt, og da stumperne blev samlet, så man, hvad mosen havde skjult: To næsten identiske hjelme i bronze, fint dekoreret, udstyret med snoede horn og et korsformet beslag hen over issen. I dag er de udstillet på Nationalmuseet i København.

”Veksøhjelmene er et af de mest ikoniske og karakteristiske oldtidsfund i Danmark. De har en størrelse og en form, der imponerer, og en mystisk og tankevækkende detaljerigdom,” fortæller Emil Winther Struve, arkæolog ved ROMU med arkæologisk ansvar for Egedal Kommune.

Et betydningsfuldt offer

Selv om de hornede hjelme måske leder tankerne hen på beskyttelse og slagsmål, er det misvisende at tro, at de har været brugt i kamp, fortæller Emil Winther Struve. Det er nemlig ikke særlig behændigt med horn på hjelmen, hvis man skal slås.

”Hjelmene har udelukkende med en religiøs sfære at gøre. Vi kender dem fra helleristninger, hvor man på illustrationer kan se skikkelser bære økser frem, blæse i lure og bære den slags hjelme. I bronzealderen er de meget gode til at illustrere deres religiøse forestillinger, derfor ved vi en masse om de ceremonier, der knytter sig til bronzealderens religion.”

At hjelmene er endt i mosen, må være sket i forbindelse med en ofring, siger arkæologen. Det er nemlig praksis, at ofring foregår i moser – og hjelmene har været et betydeligt offer.

Den daværende borgmester i Stenløse, Lone Lunding, beundrer de to hjelme sammen med Alfred Thomsen, der var med til at grave hjelmene op den 15. september 1942. Hjelmene blev i anledningen af 50-året for fundet i september 1992 udlånt fra Nationalmuseet til en udstilling på Veksø Skole. Foto: Finn Lustrup

Solens rejse gennem nat og dag

I bronzealderen (1700-500 f.v.t) var religionen i høj grad en dyrkelse af den livgivende sol, og illustrationer i form af blandt andet helleristninger viser, hvordan man formodede, at solen foretog sin rejse. Om dagen blev den trukket hen over himlen af heste, og om natten blev den med skib fragtet tilbage til udgangspunktet. Natterejsen foregik underjordisk, og måske derfor har moserne været et godt sted af ofre, siger Emil Winther Struve:

”Man har helt sikkert set moserne som et sted med en særlig forbindelse. Måske er det de her overgange mellem elementerne, der bliver tydelig her. Her kan man komme under vandet og under jorden, og solen skulle jo ned i underverdenen for at være klar til næste dag. Så måske har det haft noget med det at gøre,” fortæller Emil Winther Struve.

Netop denne forestilling om overgangen mellem verdener og elementer kan måske også spores i hjelmenes formgivning og ornamentik. De er nemlig prydet med øjne og krogede næb, og man mener, at hjelmene på kammen over issen og for enden af hornene har været prydet med fjer.

”Det taler for, at de, der har båret hjelmene, har påtaget sig en rolle som noget fuglerelateret. Det er især svømmefugle, som går igen i bronzealderens billedverden. De kan bevæge sig i luften, på jorden og i vandet, altså i de forskellige elementer og mellem verdener. Det har man gerne villet for at kunne komme i kontakt med guderne eller ånderne.”

Ved 50-års dagen for fundet genopførte en lokal teatertrup fundet af hjelmene i Brøns Mose. Til venstre ses Finn Lustrup, der gerne så, at hjelmene endnu engang kom på besøg i kommunen.  Foto: Finn Lustrup

Hjelmene på udstilling?

Selvom hjelmene nu er en del af den permanente udstilling på Nationalmuseet, er de bestemt ikke glemt i Veksø, fortæller frivillig på Stenløse lokalarkiv, Finn Lustrup, der selv bor i Veksø:

”Hjelmene sætter jo Veksø på landkortet. Og vi bruger dem i logoer for en del foreninger og på Veksø Skole. De hjelme hører ligesom til os. Når vi laver byvandringer, går vi også forbi Brøns Mose. Det er en vigtig del af vores historie, at hjelmene er fundet her.”

Og i Egedal Kommune håber man på et tidspunkt, at Nationalmuseet vil udlåne hjelmene.

”Det ville være en stor drøm at få lov til at udstille dem på deres hjemmebane, så borgerne i Egedal kunne få mulighed for at se dem. Så vil de måske i højere grad blive opmærksom på, at hjelmene faktisk stammer herfra – og at det i den grad er noget at være stolt af,” fortæller Rolf Kjær-Hansen, der er leder af Egedal Arkiv og Museer.

Faktisk var hjelmene for 30 år siden på visit i Veksø. De blev nemlig på 50-årsdagen for fundet – den 15. september 1992 – udstillet på Veksø Skole. I den forbindelse var Finn Lustrup en del af en teatertrup, der lavede en happening, hvor de genopførte fundet. Han ser lige som Rolf Kjær-Hansen meget gerne, at Egedal får mulighed for at udstille dem igen.

”Sidst de var her, nåede jeg dårligt at se dem, så det ville betyde meget for mig at se dem her, hvor de hører til. Og jeg tror, det ville glæde mange andre borgere også,” siger Finn Lustrup.

De frivillige giver møllen liv. Møllen giver igen med grin, venskaber og kaffe

Af: Lene Steinbeck

D. 07.09.2022

Det sociale er for mange en vigtig del af det at være frivillig. Det gør sig også gældende på Skenkelsø Mølle Museum, hvor kaffen er varm og selskabet godt. Foto: Lene Steinbeck

Der er brug for flere og gerne yngre kræfter, hvis Egedals driftige frivilligkorps skal fremtidssikres. Derfor håber kommunen, at flere vil vie pensionisttilværelsen til frivillighed. Det er nemlig ikke kun spændende at lære om lokalområdets historie – der er også en social gevinst at hente.

Kaffen ryger fra de hvide porcelænskopper hele vejen rundt om det gamle bord i stuen på Skenkelsø Mølle Museum. Det er en tirsdag formiddag i august, og et uformelt møde går stille og roligt i gang. Der er ingen dagsorden og ingen talerække.

”Vi vender bare hele verdenssituationen. Og så griner vi en del,” lyder forklaringen på, hvad de snakker om.

Hver tirsdag mødes de frivillige for at vende de reparationsopgaver, der melder sig på en gammel vindmølle fra 1891, og de arrangementer, der udgør en stor del af formidlingen af møllen. Lige om hjørnet venter det årlige høstmarked. Der bliver diskuteret, om møllen skal investere i en saftpresser, som kan presse de besøgendes medbragte æbler til juice. Og har nogen mon en ide til at få fingrene i en container, som kommunen ikke kan hjælpe med at skaffe?

Der er nok at se til for de frivillige i Egedal Kommune. Udover på Skenkelsø Mølle er der også brug for hænder på lokalarkiverne i Ølstykke, Stenløse og Ledøje-Smørum, ligesom de tre tidligere kommuners historiske foreninger er storforbrugere af frivillige. Alle tre steder oplever de, at aldersgennemsnittet i korpset af frivillige efterhånden er højt.

”Vi har heldigvis rigtig mange frivillige, og dem er vi meget glade for. Men vi vil da gerne have flere. Det handler blandt andet om at få nogle nye kræfter ind, så vi kan få overleveret viden – for eksempel om, hvordan mølledriften på Skenkelsø Mølle foregår. Man kan se på det som en form for mesterlære, hvor der helst skal være nogen at give stafetten videre til,” siger Rolf Kjær-Hansen, der er leder af Arkiv og Museer i Egedal Kommune.

Gert Christensen er relativt ny som frivillig på Skenkelsø Mølle. Han har set for mange gå ned med flaget, når arbejdslivet går på hæld. Derfor søgte han fællesskabet som frivillig. Foto: Lene Steinbeck

Det sociale er en vigtig faktor

På sigtekornet er især folk på vej ud af arbejdsmarkedet. En tjans som frivillig kan nemlig være meningsfyldt indhold til en nyerhvervet tilværelse som pensionist. Det er det i hvert fald for Gert Christensen. Han sidder for bordenden i stuen på Skenkelsø Mølle Museum, hvor han er med som frivillig for fjerde eller femte gang, regner han sig frem til.

”Min primære årsag til at være frivillig er det sociale. Jeg har set mange gå helt i hundene, når de går på pension. Der sker ikke en skid. Jeg kan ikke bare sidde i et hjørne derhjemme, så bliver det lynhurtigt kedeligt. Der skal ske et eller andet,” fortæller Gert Christensen.

Før han blev pensioneret, havde han en hverdag som taxavognmand, hvor han i 26 år mødte nye mennesker hver dag. Da arbejdslivet sluttede, hjalp han i nogle år sin søn i den lokale Rema 1000. Men derefter skulle Gert finde på noget andet at bruge tiden på.

At det lige blev på Skenkelsø, at han slår sine pensionistfolder, skyldes til dels, at hans kone allerede var frivillig på møllen. Men den gamle mølle gør også opmærksom på sig selv.   

”Når jeg er gået forbi og har kigget mod møllen, så har jeg da været fascineret af det gamle maskineri. Tænk på det store arbejde, der blev lagt i den for mange år siden – og den virker stadig. Så møllen trak da også i mig,” lyder det fra Gert Christensen.

Frivillighed er for alle

Det er et kæmpe plus for kommunen, at folk som Gert Christensen søger et nyt fællesskab, når kollegaer ikke længere er en del af hverdagen.

”Frivillighed er vigtigt for lokalsamfundet såvel som for den enkelte. Jeg plejer at kalde det “limen”, det der binder os sammen. De frivillige er hele grunden til, at vi så aktivt kan formidle Egedals kulturhistorie. De støtter de få ansatte, vi har, og de løfter en kæmpe opgave,” siger Egedals kulturudvalgsformand, Charlotte Haagendrup (C), der dog også håber, at de endnu yngre vil være frivillige på kulturområdet.

”Sportsverdenen er jo rigtig god til at tiltrække børnefamilier, hvor forældrene er frivillige som trænere, til kampe og så videre. Men der er jo ikke nødvendigvis kamp hver lørdag. Vi skal på kulturområdet også bruge frivillige, og her tænker jeg, at jo tidligere, vi får vakt interesse for området, jo flere i alle alderslag vil vi kunne tiltrække.”

Er man interesseret i at blive frivillig, kan man kontakte Rolf Kjær-Hansen, leder af Arkiv og Museum i Egedal Kommune, på mobilnummer 2271 4777 eller e-mail Rolf.Kjaer-Hansen@egekom.dk

Fra Camera Obscura til digital revolution: Oplev kameraets historie på Skenkelsø Mølle

Af: Lene Steinbeck

D. 29.08.2022

Preben Christensen er frivillig på Skenkelsø Mølle og fotograferer jævnligt arrangementer og hverdagen på møllen. Nu har han også lavet en udstilling om kameraets historie, som han selv giver guidede rundvisninger i. Foto: Lene Steinbeck.

På Skenkelsø Mølle Museum kan man gennem gamle kameraer, billeder og film få en lidt anderledes fortælling om Egedal. En udstilling viser kameraets udvikling, men også for eksempel hvem der havde råd til at rejse på ferier og komme hjem med nyt til fotoalbummet.

For de fleste er det bare et greb i lommen, når konfirmanden eller den nye hundehvalp skal foreviges. Vores telefoner er efterhånden udstyret med så gode kameraer, at nuværende og kommende generationer hverken kender til at skifte en filmrulle eller til ventetiden efter at en film bliver afleveret hos fotohandleren til man endelig kan se de billeder, man har taget.

Men for at nå hertil har kameraet, som så mange andre opfindelser, gennemgået et væld af stadier. Dem kan man lige nu opleve på udstillingen ”Kameraets evolution” på Skenkelsø Mølle Museum.

Det er en af møllens faste frivillige, Preben Christensen, der sammen med sin søn Rasmus Mogensen har fået udstillingen i stand. Museet havde brug for noget, der måske især kunne interessere det mandlige publikum.

”Det er primært kvindelige indslag, vi har her. Vi udstiller kniplinger, fine duge og andre former for håndarbejde, som de lavede på gårdene i gamle dage. Så opstod ideen om, at kameraer fra gamle dage måtte kunne tiltrække nogle mænd,” fortæller Preben Christensen.

En række gamle bælg-kameraer fra 1915-1949. Dem vil nogle måske genkende fra gamle film. Foto: Lene Steinbeck.

Ølstykke set gennem en kameralinse

Han begyndte at lede i arkiver og gemmer efter alt, hvad der havde med kameraer at gøre: Fotoapparater fra forskellige perioder, filmkassetter, lysmålere, blitz og selvfølgelig både film og billeder. Det blev hurtigt til en del, og selv om næsten alle fotoapparaterne er blevet indleveret fra det gamle Ølstykke kommune, er det endt med at blive en omfangsrig samling fra de første papkameraer over bælgkameraerne og til de nyere spejlreflekskameraer.

Det gav Preben Christensen masser af muligheder – men også nogle dilemmaer.

”Jeg havde en ide om, at jeg ville fortælle historien om kameraet. Og hvor starter den? Det måtte jeg undersøge. Når man begynder på der, så får man hele tiden nye ideer, og nye verdner åbner sig. Det skete så mange gange, at jeg var nødt til at sætte grænser. Der er jo også en begrænsning i pladsen her på museet.”

Hans rundvisning i udstillingen begynder med Camera Obscura, et optisk apparat, der kan projicere et billede op på en skærm. Det er forløberen for det moderne kamera, der modsat Camera Obscura’et har den store fordel, at det kan fastholde motivet. Og motivet er selvfølgelig en lige så stor del af fortællingen om kameraet, som selve teknologien er det. De fortæller nemlig både historier fra gamle dage om, hvordan mennesker, mode, gader og stræder så ud, men også om, hvem der havde råd til at tage billeder.

På en væg i udstillingen har Preben Christensen illustreret netop det. Her hænger skolefotos fra begyndelsen af 1900-tallet, billeder fra en lokal – og, må man antage, velstående – families strøgtur til en større by, fra arbejderklassens hverdag med tørvegravning til en formuende families to-måneders rejse til de norske fjelde.

Næsten alle kameraerne og billederne er gennem tiden indleveret fra det, der før kommunesammenlægningen, hed Ølstykke kommune. Foto: Lene Steinbeck.

God hjælp til udstillingen

Materialet var omfattende, så Preben Christensen fik både hjælp af sin søn og fra en del af de andre frivillige. Der var billeder, der skulle printes, lærreder skulle sys, og så skulle der indrettes et lille mørkekammer, så man kan få en fornemmelse af, hvordan man fremkalder film. Det har været en lang proces, der begyndte allerede inden corona. Men nu er udstillingen godt i gang, og Preben Christensen giver gerne guidede ture til interesserede besøgende.

Hans egen historie med fotografering begyndte sidste i 1960’erne, da en bekendt skulle af med sit gamle spejlreflekskamera. Det købte Preben Christensen.

”Så fandt jeg ud af, at det der med at tage billeder, det var jeg faktisk god til. Derfra blev interessen bare større og større. Jeg prøvede mig frem med kameraerne og legede i mørkekammeret. Det var super spændende, synes jeg.”

De mange år bag kameraet har givet ham en rolle som den, der fotografisk dokumenterer mølledage, høstmarkeder og andre arrangementer. Men også små film om Skenkelsø Mølle er på hans opgaveliste. For efterhånden er der kun få tilbage, der kender møllens funktioner helt til bunds. Og det er jo det, kameraet kan: Det indkapsler og gemmer til evigheden.

Udstillingen ”Kameraets evolution” kan ses på Skenkelsø Mølle Museum sidste gang til 1. oktober. Museets åbningstider er tirsdage kl. 9-12 og torsdage 9-14. Derudover den første lørdag i måneden kl. 10-14

Det ældste kamera i udstillingen er produceret i Tyskland i 1919 og var simpelt, billigt og dermed til at få fingrene i for også almindelige familier. Foto: Lene Steinbeck.

Møller Eriksens bukser kan altid godt lappes lidt mere

Møllerens bukser har været gennem gentagne reparationer, og i årtier holdt møller Eriksen varm gennem kolde vintre. I dag ligger de i en kommodeskuffe i huset, hvor Eriksen og hans familie boede, og som i dag er en del af museet Skenkelsø Mølle. Foto: Lene Steinbeck/ROMU

Af: Lene Steinbeck

Den sidste møller på Skenkelsø mølle fylder stadig stedet med sin ånd. Møllen gemmer på finurlige historier og efterladte genstande fra en mand, der var prisbevidst og ordentlig, men også drev en mølle med plads til leg, gæster og glæde

I en kommode på Skenkelsø mølle ligger et par slidte uldne bukser. De kunne nok være sendt på pension mange gange, men reparationer vidner om, at de igen og igen har fået deres anden luft og sandsynligvis i årevis – måske årtier – har holdt møller Eriksens underkrop varm. 

”Han har nok brugt dem det meste af den tid, han var på møllen,” fortæller Lena Sørensen, der er arkivassistent på Skenkelsø Mølle. Hun har fundet bukserne frem til en snak om stedets sidste møller, Karl Johan Eriksen. Og hans bukser, der vinter efter vinter gjorde det udholdeligt at arbejde i den uopvarmede mølle. 

”De har virkelig været brugt er blevet repareret mange gange. De er lappet med forskellige syteknikker, så man kan forestille sig, at der er flere, der gennem tiden har været med til at reparere. Måske hans kone Anna og døtrene Bitten og Alice,” fortæller Lena Sørensen. 

Møller Karl Johan Eriksen overtog Skenkelsø Mølle under krigen i 1942. Han var oprindeligt sømand, men gik i land og havde arbejde på forskellige møller, inden han som 32-årig rykkede sin lille familie til Skenkelsø og overtog møllen.

Et udateret fotografi af møller Eriksen (tv) i sit hvide arbejdstøj. Han står på møllens galleri, som den ydre gangbro rundt om mølle. Herfra drejes mølles vinger, alt efter vindens retning. Foto: Lene Steinbeck/ROMU

Sparetider og ferieopsparing

At det var krigstid, satte selvfølgelig sit præg på økonomien. Bedre bliver det ikke af, at møllen allerede ved sin opførsel i 1891 var noget umoderne for sin tid. Byggestilen og teknikken var typisk i brug i midten af 1800-tallet, altså næste hundrede år inden Karl Johan Eriksen kom til. Allerede omkring år 1900 var møllererhvervet på retur, fordi konkurrencen fra industrimøller, der blev drevet af dampmaskiner, vandt frem.

Men møller Eriksen holdt ud helt til 1972. I arkiverne kan man se, at han gennem årene har haft en indtjening ved at frasælge den jord, der hørte til møllen. Og bukserne – ja, de kunne altid klare et par reparationer mere.

Selvom møller Eriksen måske har måttet arbejde hårdt for at få det til at løbe rundt, har han og familien klaret sig fint. Selv en lille ferieopsparing blev det til. Måske i en lidt utraditionel sparegris, som Lena Sørensen åbner ved at lirke en sten fra møllens ene væg fri. Et lille hulrum åbenbares. 

”Herinde gemte han penge. Hans døtre har fortalt, at de kunne huske de krøllede sedler, som deres far altid fandt frem, når de skulle på ferie. De undrede sig over, hvorfor de var så krøllede, men det er først som voksne, de har fundet ud af, at det var fordi han hev dem frem herindefra,” fortæller Lena Sørensen. 

Skenkelsø Mølle er en hollandsk vindmølle, der blev opført i 1891. Den var i drift helt til 1972, hvor den blev solgt til Ølstykke Kommune. Møllen er fuldt funktionsdygtig og drives i dag som museum. Foto: Lene Steinbeck/ROMU

Hele verden kom til Skenkelsø

Døtrene har for et par år siden besøgt det gamle barndomshjem på møllen og fortalt om deres far, som de husker som varm og kærlig. På trods af sin noget utilregnelige overordnede – vinden, der fik møllens vinger til at dreje og uden varsel kunne sende Eriksen på arbejde juleaften – var der også masser af tid til leg. Lena Sørensen åbner en låge ned til slisken, som sendte de fyldte melsække direkte fra møllen og ned på en ventende hestevogn. 

”Her fik børnene lov til at rutsje ned, så der har også været tid til sjov og leg. Vi har haft besøg af lokale, der fortæller, at de som unge også har taget turen på den stejle rutsjebane,” fortæller hun. 

I det hele taget summede stedet af liv på møller Eriksens tid. Inde i møllen vidner en kegleformet træsøjle fyldt med visitkort om besøg fra blandt andet Paris, Frankfurt og Massachusetts.

”Det er fra mølleinteresserede fra hele verden, som er kommet forbi, og så har han sikkert bedt om at få deres visitkort. Jeg tror, han har haft en stor kontaktflade, allerede inden han kom til møllen. Han har jo rejst meget som sømand,” siger Lena Sørensen.

I 1972 gik Eriksen på pension og solgte møllen til Ølstykke Kommune. Men han var stadig tilknyttet møllen og dens bygninger, som han også var med til at gøre til det museum, som stedet huser i dag. Karl Johan Eriksen døde i 1987. Men på Skenkelsø Mølle lever historierne om ham i bedste velgående.

Bag en mursten i møllens væg gemte møller Eriksen familiens ferieopsparing. Først som voksne fandt hans døtre ud af, hvorfor de altid havde krøllede pengesedler med, når de skulle holde ferie. Foto: Lene Steinbeck/ROMU

”Festival og Flintsegl” er vitaminrig sommerlæsning for den nysgerrige

ROMUs årbog er snart på gaden, og den er en saltvandindsprøjtning af forskning og kreativtet. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU.

Af: Stine Blegvad

ROMUs årsskrift for 2021 præsenterer et solidt udvalg af den viden og de spørgsmål, som ROMUs forskere og formidlere er optagede af – med artikler direkte fra fagfolkene selv. ”Festival og Flintsegl” kan købes i ROMUs museumsbutikker og webshop fra 15. juni

Til sommerens gode stunder i hængekøjen eller til godnatlæsning, når dagenes sidste minutter skal udnyttes – ”Festival og flintsegl” er på én gang et udpluk af ny viden om forfædrenes liv omkring Roskilde fjord og et aktuelt kig ind i museumsorganisationens mange-facetterede arbejde med at vise fortiden, fange nutiden og inspirere til fremtiden.

Udgravninger gav ny viden om guldskat

I årsskriftet kan du for eksempel læse om den middelalderskat, som netop nu kan opleves på Roskilde Museum. [Link til PM-artikel] Skatten, der består af over 80 dele af guld, sølv, bronze og ædelstene, blev fundet, hvor storgården Ryegaard engang lå. Mange af skattens mønter og metalstykker var med vilje bøjet eller brækket, og der var rester af den tøjbylt, de har været opbevaret i.

Det spændende fund satte gang i nye udgravninger i området, og her dukkede resterne af et værksted op. Det stod klart for arkæologerne Jesper Langkilde og Amanda Sjöbeck og deres kolleger, at skatten var fundet ved en af værkstedets bygningsstolper. Det bekræftede deres teori om, at skatten har skullet bruges til omsmeltning.

Når ny viden skal findes i magasinet

Men ny arkæologisk viden opstår ikke alene ved udgravninger. Af og til kan nye øjne på gamle fund også føre til nye opdagelser og ny viden. Det skete netop med to flintsegle fra bronzealderen, der dukkede op under en oprydning på Frederikssund Museum Færgegårdens magasin.

I ”Festival og flintsegl” kan du læse om det detektivarbejde, som arkæolog Jens Winther Johannsen satte i gang – og om den viden, som kom ud af det.

Levende undervisning med festival som prisme

I den helt anden ende af historiens enorme tidsspand boltrer årsskriftets artikel om Roskilde festival sig. Årsskriftet udkommer få dage, før Roskilde Festival nummer 50 løber af stablen, og i foråret 2021 åbnede RAGNAROCK sin særudstilling om den festival, som mere end nogen anden er skabt af de frivillige og formet af deltagerne.

Artiklen, der er skrevet af undervisningsansvarlig Louise Dahl Christensen, giver et indblik i, hvordan RAGNAROCK hele tiden gør sig umage med at omsætte sin festivalviden til levende og engagerende undervisning til ungdomsuddannelser og de ældste folkeskoleklasser.

Her er festivalen et prisme, gennem hvilket eleverne kan blive klogere på ungdomskultur gennem de seneste 50 år – og forhåbentlig opleve, at undervisningen bliver endnu mere vedkommende og relevant end til daglig.

Fra hele området omkring Roskilde fjord

Alt i alt spænder ”Festival og flintsegl” fra bondestenalder til nutid og præsenterer et udvalg af ROMUs forsknings – og formidlingsaktiviteter i Lejre, Frederikssund, Roskilde og Egedal kommuner.

Her er et samlet overblik over årsskriftets artikler:

• Forord, ROMU: ”2021 med kontraster, der stod i kø”
  /museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard
• Roskilde: ”Evigt anakronistisk, altid moderne – købmandsgård mellem forretning og museum” /museumsinspektør, Lützhøfts Købmandsgaard og Håndværksmuseum Jakob Caspersen
• Egedal: ”Knardrupgraven – og jagten på bondestenalderens first movers ved Kildedal Nord” /museumsinspektør, arkæologi Emil Winther Struve
• Egedal: ”Kirsten Hansdatters dagbog – et unikt indblik i en bondepiges liv 1862-63”
  /arkiv – og museumsleder Rolf Kjær-Hansen og fhv. museumsleder Carsten Hess
• Frederikssund: ”En upåagtet flintskat fra museumsmagasinets gemmer – om et depotfund med to bronzealderflintsegle fra Svineholm ved Skuldelev”
  /museumsinspektør, arkæologi og ph.d.-stipendiat Jens Winther Johannsen
• Lejre: ”Spøgelsesskibet i Lejre Ådal”
  /museumsinspektør, arkæologi Ole Thirup Kastholm
• Roskilde: ”En stemning af festival – Roskilde Festival 50 år”
  /museumsinspektør, læring og formidling Louise Dahl Christensen
• Lejre: ”Stormandsgården ved Rye Kirke – nye undersøgelser af Ryegårds middelalderlige forgænger”
  /museumsinspektør, arkæologi Jesper Langkilde og arkæolog Amanda Sjöbeck
• ROMU: ”Kunsten at samarbejde”
  /museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard
• ROMU: ”Hvor gravede arkæologerne i 2021”
  /museumsinspektør, arkæologi Ole Thirup Kastholm

”Festival og flintsegl – Årsskrift for Museumsorganisationen ROMU 2021” kan købes fra 15. juni i ROMUs museumsbutikker og webshop her.

Fakta

”Festival og flintsegl – Årsskrift for Museumsorganisationen ROMU 2021” er udgivet på Museumsforlaget ROMU.

ISBN 978-87-88563-85-6

Redaktion: Ole Thirup Kastholm og Nadja Malika Kring Mortensen

Omslag og grafisk layout/ tilrettelæggelse: Trine Sejthen