Frederikssund er en del af fjordens uendelige historie
Af: Lene Steinbeck
30.06.2021
John Schmidt Andersen (V) foran Frederikssund Museum, Færgegården, hvor livet ved fjorden gennem tiden skildres. Det er for borgmesteren en hjørnesten i fortællingen om Frederikssund, der geografisk bliver delt i to af Roskilde Fjord. Foto: ROMU/Trine Sejthen.
I Frederikssund Kommune er naturen en meget aktiv del af at skabe et fællesskab i kommunen. Faktisk guider borgmesteren selv tilflyttere rundt i landskabet med et håb om, at de vil falde til, finde ro og føle sig som en del af kommunen. Vi har taget en snak borgmester John Schmidt Andersen om kulturarv og ikke mindst natur i denne artikel, der er en del af ROMU’s sommerserie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
Når John Schmidt Andersen (V) sidder på en bænk ved Møllekrogen ved Selsø slot, bruser det i kroppen. Blikket glider på vandring over fjorden, helt ned til bunden, hvor spirene på Roskilde Domkirke giver øjnene en pause.
”Jeg får en sanseløs lykkefølelse i kroppen af det her langstrakte blik over forskellighederne ved fjorden. Min gamle far sagde altid: ”Hvad har vi da gjort, siden vi skal have det så godt? Det har jeg nok arvet.”
Det er naturen, han vender tilbage til igen og igen i en snak om kulturarven i Frederikssund Kommune, hvor han er borgmester. For mennesket har altid været forbundet med naturen, og det har man blik for, både i kommunen og på Frederikssund Museum, Færgegården. Her kan man i den permanente udstilling ’Menneske og fjord’ blive klogere på, hvordan fortidens mennesker søgte mod fjorden for at få mad på bordet eller sejle ud mod verden. Samtidig kan man udforske, hvordan mennesket i dag bruger fjordens natur – og måske blive inspirere til selv at udvide bekendtskabet.
”Den kan helt sikker være med til at skabe tætte forbindelser. Jeg elsker at gå rundt i naturen. Bare opdage og kigge. Det får mig til at tænke over, hvor stor en historie, vi er en del af,” siger John Schmidt Andersen
Borgmesteren som turguide
Ud over den bjergtagende skønhed har naturen en anden fordel: Den er let tilgængelig og nem at forstå. Uanset om småbørnsfamilien jagter det nærmeste ishus, eller den historieinteresserede pensionist spænder vandrestøvlerne på, så trænger historierne sig på.
”Når jeg står på de der gamle steder med en lang historie, får jeg altid refleksioner – hvordan var livet her, hvor gik de hen, når de var færdige i marken? Det er så fascinerende. Der har været så meget rum og plads til at dyrke naturen. Nu har vi så travlt hele tiden. Jeg har lyst til at rejse tilbage og se, hvordan det hele foregik. Altså, jeg ville ikke ønske, at jeg levede dengang. Men hvis man nu bare kunne gå lidt på sidelinjen og se, hvordan man levede.”
Faktisk står John Schmidt Andersen selv forrest i bussen med mikrofonen i hånden et par gange om året, hvor kommunen inviterer nye beboere på en sightseeing.
”Vi kører rundt i tre timer, mens jeg bare snakker og fortæller. Vi stopper ved kroen i Kulhuse og får kage og kaffe, men ellers kører vi bare. Kun på de store veje, vi kommer slet ikke ud i alle afkrogene. Der må de selv finde ud.”
Selv mener han ikke, at han kan finde nye steder i kommunen. Men det kan andre måske. De kan finde deres egen lille yndlingsplet, hvor de kan lade sig overvælde af historien, kulturen og naturen. Og måske mærke det samme brus af lykke som borgmesteren.
Fjorden, der deler og samler
I Frederikssund Kommune er naturen i høj grad præget af Roskilde Fjord, som deler kommunen i to dele, kun forbundet af broer. Mod vest ligger Skibby og Jægerspris, der tidligere var to selvstændige kommuner – det samme var Frederikssund og Slangerup, der ligger på fjordens østlige bred. Ved kommunalreformen i 2007 blev de fire kommuner samlet under en.
Frederikssund stod – som mange andre kommuner dengang – over for en proces med at samle trådene og skabe en fælles kommunal forståelse. Det blev ikke nemmere af, at kommunen rent fysisk er splittet af vand. Men undervejs gik noget op for John Schmidt Andersen.
”Jeg sad med på nogle workshops, hvor vi skulle finde ud af, hvad vi gerne ville fremhæve. Jeg havde mit liv i Slangerup med små børn, så jeg så nok ikke så meget andet end dagligdagen og motorvejen. Det var først, da vi lagde kommunerne sammen, at jeg opdagede, hvad der var på den anden side.”
Og da borgmesteren først løftede blikket, sænkede han det ikke igen. Han så slotte og smukke kirker, gamle teglværker og savværker. Han så traditioner for landbrug på den ene side af fjorden og på handel på den anden side. Og i centrum for det hele var naturen. Her fandt han den fælles historie, der ikke skelner til kommunegrænserne.
”Vi bor et sted med stor mangfoldighed, både blandt borgerne og i naturen. Vi har moræne-landskaberne, vi har åse, der er Roskilde Fjord, højmoser i Kulhuse og Hammer bakker. Vi har det hele,” lyder det begejstret for John Schmidt Andersen.
ROMU har det kulturhistoriske ansvar for Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund. Artiklen her er et afsnit af en lille serie, hvor vi tager temperaturen på kulturarven i de fire kommuner og spørger borgmestrene, hvilken rolle kulturarven spiller i henholdsvis Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.
FAKTA:
På Frederikssund Museum, Færgegården kan du i den permanente udstilling ’Menneske og fjord’ gå på opdagelse i menneskets forhold til fjorden gennem tiden. Se praktisk info om blandt andet åbningstider på museet hjemmeside.
Selsø Slot er en herregård fra 1576 og et levende museum. Her er der mulighed for at lade sig føre tilbage i tiden i det statelige hus med store sale, vægmalerier og et velbevaret 1700-tals køkken i kælderen. Læs mere om slottet her.
Jægerspris Slot er både et kulturhistorisk museum og rammerne om en række kulturelle arrangementer. Her har blandt andet Christian den Fjerde haft sin gang og stået for en række ombygninger. Læs mere om slottet og se besøgstider her.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
LEV VEL OG HAV DET GODT, LILLE MOR
Et udhulet franskbrød gjorde det muligt for den dødsdømte modstandsmand Georg Quistgaard at få smuglet et sidste brev til sin mor ud af fængslet – dagen inden han blev henrettet i maj 1944.
SÅDAN HÅNDTERER ROMU ANDEN BØLGE
Det er fortsat trygt og sikkert at gå på museum, skriver direktør for museumsorganisationen, der allerede har tilpasset sig et efterår med skærpede krav som følge af COVID-19 i samfundet.
ROMU BIDRAGER MED VIDEN OG DNA TIL BANEBRYDENDE VIKINGESTUDIE
15 skeletter fra området omkring Roskilde er med til at kaste nyt lys over vikingerne i et stort, internationalt dna-studie. ROMU-arkæologen Ole Kastholm ser spændende muligheder for at undersøge, om de nye resultater kan kobles sammen med den spæde begyndelse på kongemagten i Danmark.
UNGE MUSIKERE I DAG KAN LÆRE AF GASOLIN’S USA-FLOP
Gasolin’ drømte allerede fra bandets spæde begyndelse, om at indtage USA med storm. Men selvom de forsøgte ad flere omgange, lykkedes det desværre aldrig. Hvorfor var det så svært for dem, og står nutidige kunstnere mon overfor samme udfordringer i dag? RAGNAROCK inviterer til en Rabalder Talk om at turde satse alt for den store berømmelse. Det sker under overskriften “The American Dane” den 7. oktober 2020 klokken 19.
OSTED-ERIK – STÆRK VILJE OG TOTAL UVILJE
Erik var en viljestærk og modig modstandsmand, der ikke lod sig skræmme. Men modstandskampen satte sine spor og fik Erik til at flytte til det nordlige Sverige efter krigen. Langtidsvirkningerne af krigen prægede ikke kun ham, men også hans datter, den svenske kunstner Anna Kristensen.
REDNINGSAKTION: BEFRI FREDERIKSSUND FOR SKRALD
Lørdag den 19. september rydder Frederikssund Museum, Færgegården og Danmarks Naturfredningsforening op i naturen omkring museet og ved fjorden. Arrangementet er en del af den årlige, landsdækkende affaldsindsamling, og du kan være med.
KENDT FORFATTER GENFORTÆLLER ROSKILDES MODSTANDSHISTORIER
2. verdenskrig bød på adskillige dramatiske begivenheder i og omkring Roskilde. Journalist, historiker og forfatter Niels-Birger Danielsen har samlet flere eksempler her, som han uddyber ved foredrag på Roskilde Museum i anledning af særudstilling om arven fra modstandskampen.
SVENSK KUNSTNER KASTER LYS OVER MODSTANDSGRUPPE FRA BORUP
I en meget personlig udstilling går den svenske billedkunstner Anna Kristensen tæt sin fars historie som en del af modstandsbevægelsen omkring Roskilde.
EVIG UNGDOM INDTAGER ROSKILDE
Kulturstrøget, RAGNAROCK og Golden Days står sammen bag en lang stribe arrangementer i september måned under titlen ”Forever Young”. Gennem to en halv uge undersøger adskillige af byens kulturinstitutioner ungdom som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl.
“SOM AT BLADRE I EN BILLEDBOG OVER ROSKILDES HISTORIE”
Siden 1787 har man skudt til måls efter en fuglefigur på toppen af en stang i Roskilde. Vinderen af konkurrencen, den såkaldt fuglekonge, får lavet en udsmykket skive til året efter. Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab fejrer fødselsdag, og festlighederne begynder på Roskilde Museum, hvor mange af de historiske skiver er udstillet og giver et kig ind i byens historie.