Kom tæt på Margrete: Bliv klogere på Roskilde som middelalderens magtcentrum
Af: Linda Corfitz Jensen
24.09.2021
I middelalderudstillingen på Roskilde Museum kan du blive klogere på Margretes samtid og få indblik i middelalderens vigtigste emner som handel, krig og religion ved at se originale riddersværd og meterhøje jesusfigurer. Foto: ROMU.
Margrete 1. havde en stærk tilknytning til Roskilde. Formentlig havde hun oven i købet selv residens i byen. Det var der en grund til. I tredje del af miniserien ”Kom tæt på Margrete” kan du tage med tilbage til middelalderens kirkelige magtcentrum
I disse dage lokker biograferne med den stort opsatte film “Margrete den Første”, som løseligt bygger på historiske hændelser.
Margrete 1. er især kendt for at samle hele Norden i en union og præstationen understreges af, at hun var en kvinde i mændenes verden. Men hvis man vil forstå Margrete 1. og hendes samtid, kommer man ikke uden om ét vigtigt aspekt: kristendommen.
“Tiden var religiøs på måder der er svær at forstå i dag,” fortæller middelalderarkæolog Jesper Langkilde fra ROMU.
Kristendommen var altafgørende
Religionen var vigtig både på det åndelige, relationelle og i magtpolitikken. Kristendommen gennemsyrede samfundet indefra og ude, og fra høj til lav. Hvis man ville have magten – som Margrete ville – så var en alliance med kirken nærmest uundgåelig. Og på hendes tid var Roskilde netop Danmarks kirkelige magtcentrum. Derfor havde Margrete 1. naturligvis også sin gang i byen.
På Margretes tid husede Roskilde 20 kirker, og byen blev på den front kun overgået af Lund, som husede ærkebispesædet.
“Roskilde kan ses som en parallel til Lund, og de to byer lignede hinanden meget. Dengang havde Roskilde en særlig status i det kirkelige miljø,” fortæller Jesper Langkilde.
Margrete 1. blev særligt knyttet til Roskilde, da hun i 1395 fik udnævnt sin højre hånd, Peder Jensen Lodehat, til biskop i Roskilde Stift.
“Herefter kom hun helt sikkert meget i byen,” siger Jesper Langkilde og nævner, at hun formentlig havde en fast residens i byen. Det fandt middelalderarkæologen ud af i 2019, da ROMU udgravede en kælder fra middelalderen et sted, hvor man ellers ikke hidtil havde fundet megen bybebyggelse fra den tid, men til gengæld tæt på byens nonneklostre.
“Men via dateringer og med hjælp fra en skriftlig kilde, kunne vi konstatere, at kælderen med tilhørende gård formentlig tilhørte Margrete 1.” siger arkæologen.
Han forklarer, at dronningen frem for at bygge sin gård i byens centrum sandsynligvis placerede den i udkanten af byen netop på grund af nærheden til klostret.
Roskilde var et international kirkecentrum
Når Margrete 1. og hendes store følge red ind ad byporten til Roskilde, har der mødt dem et mylder af liv.
“Vi ved ikke, hvor mange indbyggere Roskilde havde dengang, men vi regner med omkring 10.000. Det var efter danske forhold en meget stor by.”
Først og fremmest fyldte folk fra kirken gadebilledet: præster, kannikker, munke og nonner. Man kunne høre mange forskellige sprog blive talt, da kirken skabte et internationalt miljø. Det var normalt, at kirkens folk fik embeder uden for deres hjemland. Som bispesæde havde kirken også en regelmæssig kontakt med paven, så beskederne skulle kunne komme frem og tilbage til Rom. Der var i det hele taget en stor trafik ind og ud af byen.
Byen var et knudepunkt for pilgrimstrafik
Ind og ud af byporten vandrede også pilgrimme, som enten kom igennem byen på færd ned i Europa eller på tilbagevejen.
“Vi har fundet mange pilgrimsmærker fra hellige steder rundt om i Europa. Pilgrimmene blev begravet med mærkerne, så de kunne hjælpe den afdøde på Dommens Dag,” fortæller Jesper Langkilde.
Flere af disse pilgrimsmærker kan i dag ses i Roskilde Museums middelalderudstilling.
Og så bestod byen selvfølgelig også af alle de håndværkere, købmænd og arbejdere, som skulle til for at levere tjenester og ydelser til den rige kirke. Håndværkere som smede, skomagere, garvere og skræddere.
Byen var velhavende i middelalderen. De mange kirkelige institutioner og især Roskildebispen var hovedrige. I arkæologiske fund kan det faktum tydeligt aflæses, da man i Roskilde finder flere værdifulde genstande end i de fleste andre byer i Danmark. Flere af disse fine fund kan også ses i Roskilde Museums middelalderudstilling.
Bliv klogere på Margretes tid på museet
På udstillingen kan du i det hele taget blive klogere på Margretes samtid og lære mere om datidens hverdag: Hvordan var hygiejnen? Hvilket tøj gik folk i? Hvad lavede de som tidsfordriv og underholdning? Hvad spiste de? Hvad købte de?
Og ikke mindst få et indblik i middelalderens vigtigste emner som handel, krig og religion ved at se originale riddersværd, meterhøje jesusfigurer og store illustrationer af tidens førende og rummelige skibstype, koggen.
I udstillingen er faktisk også ét direkte link til Margrete 1.’s nærmeste familie. For her kan du se en del af junker Christoffers seglstampe. Christoffer var Margrete 1.s storebror, der døde som 21-årig. En del af seglstampen er fundet i mulden tæt på kirken. Teorien er, at Christoffer blev begravet i kirken, og med sig i graven fik han sin knuste seglstampe, for at undgå misbrug. En seglstampe blev nemlig benyttet til at underskrive dokumenter. Men ved en ombygning af kirken blev han gravet op, og materiale fra graven blev læsset ud med byggeaffaldet. Seglstampen blev siden funder uden for kirken, og nu er den i udstillingen på Roskilde Museum. Christoffers jordiske rester ved man ikke, hvor er.
Domkirken og Skt. Laurentius bringer dig også tæt på middelalderen
Udover at se middelalderudstillingen på Roskilde Museum, kan du også komme tæt på Margrete 1.’s tid ved at besøge den udgravede middelalderkirke Skt. Laurentius under Stændertorvet.
Ikke mindst kan du besøge domkirken, hvor selveste Margrete 1. ligger begravet. Og i samme ombæring se broderen junker Christoffers gravmæle såvel som gravstenen for hendes højre hånd, Peder Jensen Lodehat.
Blev du grebet af historien?
Få indblik i middelalderens vigtigste emner som handel, krig og religion i udstillingen på Roskilde Museum.
Du kan lære meget mere om Margrete 1 og se hendes sarkofagen ved et besøge i Roskilde Domkirke.
Gå på opdagelse i middelalderkirkeruin Sankt Laurentius.
Kom tæt på Margrete
Artiklen er en del af en mini-serie på i alt tre dele, som går helt tæt på Margrete 1. og hendes nære forhold til det middelalderlige magtcentrum Roskilde.
- del: Kom tæt på Margrete: En gravrøvet dronning og hendes stjålne kjole.
- del: Kom tæt på Margrete: Broderens død og en loyal bisp banede vejen til tronen
- del: Kom tæt på Margrete: Bliv klogere på Roskilde som middelalderens magtcentrum
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
”DET LYDER SOM ET EVENTYR, ET SAGN FRA GAMLE DAGE. EN RØVET DATTER DYBT BEGRÆDT, ER KOMMEN FRELST TILBAGE” – GENFORENINGEN 1920.
Et overbevisende flertal i Nordslesvig stemte sig i 1920 ”hjem” til Danmark. Sommeren det år blev en stor fest for flertallet i Sønderjylland, der kulminerede med Christian 10.s ridt over den gamle grænse ved Kongeåen. Rundt i landet delte befolkningen de danske sønderjyders glæde blandt andet ved opstilling af 600 genforeningssten. Dele af markeringen af 100-året for Genforeningen er udskudt til 2021. Men heldigvis er det muligt på egen hånd at tage ud og opleve de rejste sten. Museumsinspektør Louise Dahl Christensen, opvokset i Sønderjylland, giver her baggrunden for Genforeningen og guider dig til fem genforeningssten ved Frederikssund, Lejre og Roskilde.
SMIL OG GLADE MENNESKER: SÅ KOM UGEN ENDELIG, HVOR MUSEERNE KUNNE SLÅ DØRENE OP PÅ NY
Efter knap tre måneder med tvangslukning gør museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard status på genåbningen af ROMU i en uge, der har været fyldt med højt humør – og ganske få ærgrelser
DA FOLKET BLEV HERRE I EGET HUS
I Roskilde Palæ på første sal i Museet for Samtidskunsts udstillingssal finder vi det politiske demokratis arnested. I årene frem mod Grundlovens indførelse blev der fra 1835 holdt møder og landspolitiske forhandlinger her. Det førte frem til folkestyrets indførelse i 1849, hvor ”folket i sine udvalgte blev herre i eget hus”, hvilket vi stadig markerer og fejrer Grundlovsdag.
SATANMØNTER, KOLD KRIG OG ROCK FOR FULD UDBLÆSNING
Historierne pibler frem fra jord og kirkebænke, når ROMU’s ansatte går på arbejde. Årbogen ROMU 2019 samler en række gode historier fra Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner – og viser en enorm alsidighed i museets mange projekter.
OVERVÆLDENDE INTERESSE FOR AT FORPAGTE MUSEUMSCAFEER
Det er et stærkt og nysgerrigt felt, der har budt sig til som forpagter hos ROMU. Museumsorganisationen er overvældet over den store interesse for at overtage driften af cafeerne på Roskilde Museum og RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur.
ROSKILDE FEJRER DEMOKRATIETS FESTDAG MED FÆLLESSANG DEN 5. JUNI
Flere end 1000 mennesker deltog i Alsang Live på befrielsesaftenen den 4. maj. Nu gentager Roskilde successen med en begivenhed, der skaber nærvær, fællesskab og samhørighed. Store dele af musikbyens kulturliv inviterer igen til at synge sammen hver for sig: Grundlovsdag den 5. juni kl. 15-16 kan alle være med til at fejre demokratiet med virtuel fællessang.
VI GLÆDER OS MEGET TIL AT SE PUBLIKUM IGEN
Efter et langt forår uden gæster slår museumsorganisationen ROMU dørene op for besøgsstederne i ugen, der begynder med den 8. juni. Flere nye udstillinger og udvidet åbningstid er på vej. Men fortsat forsamlingsforbud medfører aflysninger af flere større arrangementer denne sommer.
CORONA-FORTÆLLINGER RUMMER DET HELE
ROMU er i fuld gang med at indsamle lokale fortællinger, som kan fortælle eftertiden om Corona-krisen i Roskilde, Lejre og Frederikssund. De indsamlede historier fortæller om både sammenhold og opfindsomhed i en svær tid.
TO TIPS: OPLEV MAGTFULDE SKIBSSYMBOLER UNDER ÅBEN HIMMEL
Skibe, skibe, skibe. To vidt forskellige perioder i oldtiden – bronzealder og yngre jernalder – havde noget særligt til fælles: De var fyldt med skibssymboler. Men skibene har jo været vigtige, så længe der har været mennesker og vand at sejle på, så hvorfor havde folk så travlt med at bruge dem som symboler i netop de to perioder? Få historien om, hvordan fortidens magthavere funderede deres magt med skibssymboler – og tag selv ud og oplev et par af dem.
YNGSTE DANEFÆFUND I 2019 – SATANMØNTEN FRA VOR FRUE KIRKE
Yngste danefæfund i 2019 - satanmønten fra Vor Frue Kirke Af Cille Krause, arkæolog og museumsinspektørNærfoto af mønten fra Vor Frue kirke. På den ene side ses en opretstående djævel med en trefork. Djævlen har horn og hale og hhv. klov på det ene ben og klo på det...