UDSTILLING FORLÆNGET: Lützhøfts Købmandsgaard fortæller Roskildes cikelhistorie
23.06.2022 – opdateret 08.08.2022 med ny slutdato for udstilling
Pressemeddelelse
En ung Lise Nørgaard var i 1947 til en temafest, fuldt ekviperet som cyklist anno 1910. Hun lånte en Velocipede og blev foreviget. Både billedet og cyklen er en del af udstillingen ’Roskilde set gennem et cykelhjul’. Fotograf ukendt.
Tour de France-feberen raser i Roskilde, og Lützhøfts Købmandsgaard er med helt fremme i feltet med spotudstillingen ’Roskilde set gennem et cykelhjul’. Her er samlet et væld af anekdoter om cykler og cyklister – og så er der mulighed for at komme i lære som cykelbud. Udstillingen er blot en af mange oplevelser, som ROMU har forberedt til tour’en
Når starten går til 2. etape af årets Tour de France, skrives et kapitel i Roskildes i forvejen lange og spændende cykelhistorie. Nogle af højdepunkterne i dén kan man opleve i spotudstillingen ’Roskilde set gennem et cykelhjul’, som inviterer indenfor på Lützhøfts Købmandsgård fra den 28. juni.
Udstillingen åbnes af Mogens Hallager (C), der er formand for Kultur- og idrætsudvalget i Roskilde og medlem af den politiske styregruppe for Tour de France Grand Départ Roskilde.
”Det er så godt, at kultur og sport bliver bundet sammen på den her måde, da Roskilde jo i høj grad er en kultur- og idrætsby. Derfor er jeg glad for, at så mange små steder også har grebet bolden. Det er jo med til at løfte hinanden, alt sammen. Jeg er specielt glad for, at ROMU her med Lützhøft er med, og jeg har store forventninger til udstillingen,” siger Mogens Hallager.
Bøffen og Bananen
På udstillingen kan man blandt andet høre om Bøffen og Bananens cykelløb fra København til Roskilde. De ville se, om en vegetar kunne slå en kødspiser. Man kan også få historien bag et fotografi med Lise Nørgaard og en gammel Velocipede, der blev forenet til en temafest.
”Lise Nørgaard ankom direkte fra et bestyrelsesmøde til temafesten – naturligvis i fuld udklædning som cyklist anno 1910. Da hun nåede frem, havde arrangørerne lånt en gammel cykel fra Roskilde Museum; et perfekt match til hendes outfit,” fortæller museumsinspektør Jakob Caspersen fra Lützhøfts Købmandsgaard.
På udstillingen kan man både se fotografiet og den nu 150 år gamle velocipede. De store jernbeslåede træhjul og den lille saddel af træ har næppe givet den store komfort.
”Da billedet blev taget, var cyklen 75 år gammel, og et levn fra en svunden tid. For velocipede-feberen døde nemlig lige så hurtigt ud, som den kom. I mellemtiden havde den moderne cykel revolutioneret ikke bare Roskilde, men snart sagt hele verden.”
Cyklen er ikke kun den rene fest. Landet over sled tusindvis af børn på ladcykler for at bringe alt fra sukkertoppe til kaffeerstatning ud fra landets købmænd. Sommeren igennem kan man prøve at træde i deres sko, og se om man kan få et bevis på, at man er et flinkt og dygtigt cikelbud. Og hvem ved – måske falder der ligefrem lidt drikkepenge af.
Storskærm og hep i Lejre
På selve etape-dagen, den 2. juli, hvor Tour-feltet cykler fra Roskilde til Nyborg, går Lützhøfts Købmandsgaard lidt mere moderne til værks og tænder for en storskærm. Her kan man se hele etapen i hyggelige omgivelser.
Men købmandsgården er ikke det eneste sted, ROMU gør sig klar til at trække i gult. Også på Lejre Museum har de fundet den store skærm frem. Tour de France-feltet suser lige forbi museet, hvor man kan være med til at heppe feltet forbi, og efterfølgende kan hele etapen ses på storskærm i museets foredragssal.
”Det er jo en festdag fuld af oplevelser, lokalfølelse og samvær med hinanden. Derfor står vi på besøgsstederne langs ruten i Roskilde og Lejre klar til at tage mod publikum med udvidede åbningstider,” fortæller Isabella No’omi Fuglø, der er fungerende formidlings- og kommunikationschef hos ROMU.
Selvom Tour de France nok denne dag løber med opmærksomheden, er der andre spændende ting på programmet på ROMUs museer.
”På Roskilde Museum kan man se håndskriftet, som nævner Roskilde for første gang, man kan lade sig opsluge af energien fra Roskilde Festival på RAGNAROCK, og på Lejre Museum kan man – ud over storskærmsarrangementet – fordybe sig i hele fortællingen om det spektakulære kongesæde på Lejre Museum,” tilføjer Isabella No’omi Fuglø.
Ekstra længe åbent på museerne
ROMUs besøgssteder på og omkring ruten holder ekstra åbent og står klar til at tage i mod museumsgæster allerede fra kl. 9 om morgenen. Hver klokketime står dygtige formidlere klar til at introducere museernes udstillinger. Det er ikke nødvendigt at bestille plads på forhånd.
Der er åbent helt til kl. 17 – og i Lützhøfts Købmandsgård til kl. 19, så der bliver mange muligheder for at få flere gode museumsoplevelser i dagens Tour de France program.
Særlige åbningstider på ROMUs besøgssteder lørdag den 2. juli:
Lejre Museum, Orehøjvej, Lejre kl. 9-17
Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade, Roskilde kl. 9-19
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde, Roskilde kl. 9-17
Ragnarock, Rabalderstræde, Musicon, Roskilde kl. 9-17
Sankt Laurentius, Stændertorvet, Roskilde kl. 9-17
UDSTILLING FORLÆNGET: ‘Roskilde set gennem et cykelhjul’ kan ses fra 28. juni – 3 September. Besøgende kan komme i lære som cykelbud fra åbningen til og med den 30. juli. Gratis adgang.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
VELKOMMEN! LYSET ER SAT TIL NYE STORE OPLEVELSER
ROMU slår fra onsdag den 21. april dørene op til et væld af spændende muligheder for at opleve og opdage kulturarv. Fra nutidens magiske festivalkultur til oldtidens mytologi og magt. Få overblikket her.
WEEKEND MED FORTIDSMINDER OG FORÅRSFORNEMMELSER
Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021
EGEDALS FRIVILLIGE GLÆDER SIG TIL AT GENÅBNE FOR LOKALHISTORIEN
I Egedal står en gruppe ildsjæle og tripper for at få lov til at åbne. De frivillige i tre lokalhistoriske foreninger længes efter at mødes med andre frivillige og glæder sig over, at det forhåbentligt snart er muligt igen at udbrede de lokale historier.
MUSEUMSBUTIKKERNE UNDER ROMU ÅBNER VIRTUELT
ROMU slår dørene op til en ny butik, der ikke lader sig mærke med smittetryk og kontakttal. Det er nemlig en webshop, der sørger for, at kulturhungrende gæster kan købe museumsvarer fra Lejre, Frederikssund og Roskilde Museer.
LEJRE MUSEUM VIL INSPIRERE TIL VANDRETURE MED NY GUIDE PÅ NETTET
Kulturlandskabet i Lejre er et populært udflugtsmål, og nu bliver det lettere at planlægge vandreturen, med en ny guide fra Lejre Museum. Her er der både kortere og længere ture, der alle lægger vejen forbi historiske spor i landskabet.
DERFOR ER VIKINGEGRAVEN FRA GERDRUP STADIG GÅDEFULD
Arkæologerne er med tiden blevet klogere på den sensationelle dobbeltgrav, der blev fundet for fyrre år siden, som indgår i udstillingen på Roskilde Museum. Men hver gang de finder nye svar, dukker nye spørgsmål op. Arkæolog Ole Thirup Kastholm fortæller her om fundet, der bliver ved med at give – alt andet end klare svar.
MUSEUMSAFTALE SÆTTER FORTIDEN I SPIL FOR IDENTITET OG SAMHØRIGHED I EGEDAL
Formidling af fortiden er i fokus i ny aftale mellem museumsorganisationen ROMU og Egedal Kommune. ROMU skal føre arkivalsk kontrol med vores fortid og sætte den i spil over for de nye generationer
ÉT ÅR EFTER PATIENT NUL: ROMU HAR SIKRET HISTORIERNE OM CORONA-KRISEN FOR EFTERTIDEN
Lige siden corona-epidemien ramte Danmark, har ROMU’s samlingsmedarbejdere arbejdet ihærdigt med at indsamle lokale genstande og fortællinger om krisen. Det har ikke været uden udfordringer.
FONDENE BAG BESØGSCENTER VED ROSKILDE DOMKIRKE ØGER SAMARBEJDET MED ROMU
De to organisationer ser begge frem til samarbejdet, der indebærer, at ROMU fremover skal drive fondenes sekretariat og tage ansvar for projektudvikling af kommende besøgscenter ved domkirken.
TINA KAN IKKE VENTE, TIL GÆSTERNE MÅ KOMME IGEN
I museumsbutikken på Roskilde Museum prøver butiksansvarlig Tina Sundling at holde hænderne beskæftiget og humøret oppe, mens museet må holde lukket. Men det er svært, når det vigtigste mangler: Den daglige, livgivende kontakt med museets gæster.