Lützhøfts Købmandsgaard i Roskilde søger frivillige
01.09.2023
Der er snart æbleskiver, æbletryk og æblemost i stride strømme, når købmandsgården slår porten op for den traditionsrige æblefest i efterårsferien. Men med et stigende antal gæster er der brug for flere, gode frivillige kræfter til at skabe historiske oplevelser for byens børnefamilier.
![Frivillige 1 Foto Katrine Catalan](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2023/09/frivillige-1-foto-katrine-catalan-scaled.jpg)
Gode oplevelser med historien i centrum er et af de mange udbyttter, man kan få af at være frivillig ved Lützhøfts Købmandsgaard. Frivillig Keld Holm (i midten) har her en hyggelig stund ved æblepresseren i selskab med gæster i to generationer. Foto: Katrine Catalan /ROMU
Gården giver genlyd af hestesko mod brosten og glade børnestemmer, når de store arrangementer løber af stablen på Lützhøfts Købmandsgaard. Der er historie for alle sanserne, når der bliver mostet æbler og lavet kreative aktiviteter, inspireret af gammeldags husflid.
De senere år har flere og flere valgt at tage historien til sig på netop købmandsgårdens måde. Og med flere gæster følger behovet for flere frivillige:
”Vi er utroligt glade for den store opbakning til arrangementerne på købmandsgården – både fra de mange deltagere og de frivillige. Det betyder dog også, at der er flere opgaver at lave. Derfor håber vi, at der sidder nogen derude og drømmer om at være med som frivillig,” siger museumsinspektør Jakob Caspersen, der har ansvaret for at drive og udvikle købmandsgården.
Skab historiske oplevelser
Og købmandsgården er en særlig mulighed for at være med til at skabe oplevelser med historie, forklarer Jakob Caspersen:
”Med købmandsgårdens helt unikke, velbevarede miljø får man ikke en bedre ramme. Her kan man virkelig mærke historien. For her skal historien netop mærkes, duftes, føles, ses og ikke mindst smages. Selv en ydmyg æbleskive indeholder et lille stykke kulturhistorie. Har man ikke allerede håndelag for at vende æbleskiver, så får man det hurtigt som frivillig ved panderne i vores hyggelige, nyrenoverede forsamlingsstue.”
Håndværk og slagterfag
Hvis det ikke lige er æbleskivehyggen, der trækker, er der også andre gode muligheder for at sit bringe håndelag i spil i de historiske rammer.
På førstesalen i det gamle kornmagasin finder man Håndværksmuseet. I den store værktøjssamling hjælper frivillige de besøgende i gang med små byggeprojekter.
”Hvis vi ønsker at skabe nye generationer af håndværkere, så må vi også lære børnene at holde på en hammer. I Håndværksmuseet kan vores besøgende få lov at bygge noget selv, og samtidig se hvor dygtig man kan blive,” fortæller Jakob Caspersen.
Endelig kan man komme bag disken hos købmandsgårdens nabo: Slagtermuseet i Roskilde. Her passer og bestyrer en gruppe frivillige museet, som har åbent hver lørdag fra 10-14. De deltager også til købmandsgårdens arrangementer.
FAKTA:
Vil du være frivillig eller har du spørgsmål?
Kontakt museumsinspektør Jakob Caspersen på 29 32 75 42 eller jakobc@romu.dk
Du er også velkommen til at kigge forbi købmandsgården i åbningstiden.
Se mere på lützhøftskøbmandsgård.dk
.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
GRUSGRAV VED HEDEHUSENE GEMTE PÅ BØRNESKELETTER OG MYSTERIER
Børneskeletter fra oldtiden er et sjældent fund. Så ROMUs arkæologer løftede øjenbrynene, da de for nyligt fandt fem børneskeletter under en udgravning forud for udvidelsen af grusgrav ved Hedehusene. Hver gang børnegrave bliver fundet, rejser spørgsmålet sig på ny: Hvor er alle børnene blevet af?
EFTERÅRSFERIE FOR HELE FAMILIEN I LEJRE
Tag på Tadre Mølle og lav din egen æblemost, dyk ned i hemmeligheden om skelettet i Kongehallen eller grib en metaldetektor og prøv lykken som skattejæger i det historiske landskab omkring Lejre Museum. ROMUs besøgssteder byder på sjove ferieaktiviteter for hele familien i efterårsferien
KOM TIL UHYGGELIG ALLEHELGEN PÅ FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN
Ved du, hvordan man forhindrer en død i at gå igen, gør hekse så blide som kattekillinger eller beskytter sig mod de lumske trolde i skoven? NEJ?? Så må du hellere komme til Allehelgen på Færgegården i efterårsferien! (Hvis du altså tør…)
EFTERÅRSFERIEN I ROSKILDE STÅR PÅ MORD, MYSTIK OG – ÆBLER
ROMU er klar med et efterårsferieprogram, som har noget for enhver smag. Kom til æblefest i den gamle købmandsgård, lav en skraldefortælling på Roskilde Museum, oplev Smattens Magi på RAGNAROCK og meget mere
FOREDRAG: TYDER FUND PÅ ET STÆRKT, RIGT NORDSJÆLLAND I JERNALDEREN?
Kom til foredrag 14. oktober med ROMUs arkæolog og museumsinspektør Palle Østergaard Sørensen, der sammenfatter en række fund fra jernalderen i Egedal og Frederikssund kommuner. Tilsammen peger de på, at området muligvis for 2.000 år siden har været et center for rigdom
ER DET UDE AF SYNE, SÅ FÅ DET GERNE IND I SINDET
Velkomsttale til åbning af særudstillingen ”Forvandlinger – fortællinger om affald”, Roskilde Museum, 29. september 2021
KOM TÆT PÅ MARGRETE: BLIV KLOGERE PÅ ROSKILDE SOM MIDDELALDERENS MAGTCENTRUM
Margrete 1. havde en stærk tilknytning til Roskilde. Formentlig havde hun oven i købet selv residens i byen. Det var der en grund til. I tredje del af miniserien ”Kom tæt på Margrete” kan du tage med tilbage til middelalderens kirkelige magtcentrum
DANMARK SPILLEDE EN CENTRAL ROLLE, DA FORDISMEN KOM TIL EUROPA
Mange forbinder ”Fordisme” med bilproduktion ved samlebånd i begyndelsen af 1900-tallet. Men i en ny bog, der udkommer 23. september, afdækker Lars K. Christensen, hvorfor vi i lige så høj grad skal knytte Fordismen til opbygningen af den moderne velfærdsstat i efterkrigstiden. Læs her om udviklingen, der satte sit synlige præg, også helt konkret i nattemørket syd for Roskilde.
KOM TÆT PÅ MARGRETE: BRODERENS DØD OG EN LOYAL BISP BANER VEJEN TIL TRONEN
Ud over regenten selv har særligt to mennesker betydning for Margrete 1.’s vej til magten. Den ene, fordi han dør. Den anden, fordi han sætter sig i spidsen for at få Margrete udnævnt som overhoved. I Roskilde Domkirke kan du komme tæt på dem begge – og selvfølgelig på Danmarks store middelalderdronning, som dette efterår trækker folk i biografen. Her kommer anden del af ROMUs miniserie om Margrete 1
ROSKILDE MUSEUM ÅBNER FOREDRAGSSAL PÅ ‘SUKKERLOFTET’
Med en helt nyindrettet og moderne foredragssal på toppen af byen vil Roskilde Museum gerne være et kulturhus i centrum. Et sted, hvor meninger mødes, mennesker bliver klogere og sammen stiller sig på skuldrene af fortiden for at forbedre fremtiden. Samtidig vil museet tilbyde Roskildes borgere at holde arrangementer i et selskabslokale med byens bedste udsigt