![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/07/sukkerhuset-1-kredit-daniel-tarkan-nacak-rasmussen-formindsket.jpg)
I dag huser Sukkerhuset en stor del af Roskilde Museums permanente udstilling. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen
Roskilde Museums bygninger gemmer på en mørk historie. En historie fra 1700-tallet om udnyttelse af mennesker i jagten på økonomisk fortjeneste og om vold, der dengang blev brugt og opfattet som et legitimt middel til at få mennesker til at rette ind. Roskilde Sukkerraffinaderis korte virke fra 1763-79 er en af historiens skyggesider, som museet her kaster lys over.
Roskilde var efter reformationen i 1500-tallet skrumpet til en lille ubetydelig provinsby. Byens livsnerve, kirken, havde mistet sin magt, og handlen var rykket til København.
Det må derfor have været en opmuntrende nyhed, da Johan Jørgen Holst i 1700-tallet kom til Roskilde med visionen om at anlægge et sukkerraffinaderi. Den store fortjeneste ved sukkerproduktion havde primært været forbeholdt København, men med kronens overtagelse af kolonierne i det daværende Dansk Vestindien frigav man handlen i 1754. Nu kunne andre byer få del i den lukrative forretning.
Om det ligefrem var for at genrejse byen til fordums storhedstid i middelalderen vides ikke. I hvert fald mente Holst og de øvrige interessenter, at det ville gavne byen med en sådan forretning, blandt andet fordi sukker var en luksusvare, som der var stor efterspørgsel på fra den velstående overklasse på landet.
Forretningen tog form
Holst gik til kongen med argumentet om, at et sukkerraffinaderi kunne afhjælpe den ekstreme efterspørgsel på raffineret sukker hos de overbebyrdede københavnske raffinaderier. Frederik 5. underskrev privilegiet 22. april 1763, og forretningen kunne begynde at tage form. Raffinaderiet blev oprettet som interesseselskab mellem lokale borgere og rige købmænd fra København, da Holst manglende den fornødne kapital til byggeriet.
Sukkeraffinering var en pladskrævende affære, og for at spare plads byggede man Sukkerhuset og anlagde flere lavloftede etager, der i dag kan opleves som rammer om museets udstilling.
Raffinaderiet satte spor
Produktionen fik betydning for byen. Rørsukker er en relativ ufin sukkerform, som man er nødt til at rense for uønskede stoffer. Det efterlader en række forskellige biprodukter, som blev udnyttet af de lokale købmænd. For eksempel brugte byens apoteker Christian Friderik Frick sukkeret til at fremstille apotekersirupper.
Det var altså ikke blot raffinaderiet selv, der tjente penge på sukkeret – købmænd, skippere, kuske og mange andre fik direkte eller indirekte økonomisk gevinst på den baggrund. Raffinaderiet satte spor i samtiden og årene, der fulgte – også som andet end en fysisk bygning i gadebilledet.
Pisk til døde og grusom undertrykkelse
Men forretningen havde en brutal bagside på den anden side af Atlanterhavet. Sorte slavegjorte mennesker blev udnyttet til at dyrke sukkerrør under så ekstreme forhold, at den gennemsnitlige levetid, fra de blev gjort til slaver, til de døde, var 7 år. Vold blev brugt som et magtmiddel til at undertrykke, og brutale strafformer skulle fungere afskrækkende, så ingen ville forsøge sig med oprør.
”Der var så mange, der fik bank dengang”, vil nogen måske tænke. Og det blev da helt givet opfattet som mere legitimt at bruge vold som magtmiddel i 1700-tallets samfund, hvilket blandt andet også kan ses i de historiske dokumenter, som afspejler ledelsens syn på raffinaderiets egne ansatte. Men volden udøvet mod slavegjorte mennesker var så ekstrem, at den kræver en separat opmærksomhed i vores fælles erindring.
Som det fremgår af slavereglementet fra 1733 skulle en slavegjort person, som f.eks. havde opfordret eller på anden måde medvirket til oprør eller maron, dvs. flugt fra plantage, knibes med gloende tænger og derpå hænges. Hvis personen derimod kun havde forsøgt sig med maron, skulle han modtage 150 piskeslag på nøgen krop og afskæring af det ene øre. En afstraffelsesform de færreste overlevede.
Hvad vidste Holst og interessenterne
Der hersker ingen tvivl om, at både Holst og de øvrige interessenter kendte til plantageslaveriets virkelighed i det daværende Dansk Vestindien. Det er rimeligt at antage at Holst, der havde været ungkarl hos amtmanden i København, må have oparbejdet et vist kendskab til plantageøkonomien og slaveriet gennem arbejdet. Derudover havde de københavnske interessenter allerede lignende foretagender i København og har derfor kendt til brutaliteten i Dansk Vestindien.
Roskilde Sukkerraffinaderi er i dag en saga blot. Sukkerproduktionen nåede aldrig rigtig at blive lige så rentabel som de københavnske sukkerraffinaderier. Interne stridigheder, ledelsens økonomiske bindinger, salgsforbuddet i København og raffinaderiets transportomkostninger medvirkede til lukningen 1779. Dermed blev der sat punktum for et brutalt kapitel i Roskildes historie.
Men det fortjener en særlig plads i historien, at vi også husker ofrene, når vi ser på Sukkerhuset i dag.
Bygningens historie og funktioner gennem tiden.
- 1763-1779: Sukkerraffinaderi
- 1779-1783: Sukkerhuset var ikke i brug.
- 1783-1909: Pakhus for byens købmænd
- 1909 -1925: Sukkerhuset bliver sprøjtehus.
- 1925-1984: Byens Brandstation.
- 1986-nu: Roskilde Museum
Litteratur
Petersen, H. (1992) En skiøn sukkerfabrik : Roskilde sukkerraffinaderi 1763- 1779 . Roskilde: Roskilde Museums Forlag.
Olsen, P. E. (2017) Danmark og kolonierne: Vestindien: St. Croix, St. Thomas og St. Jan. København: Gads Forlag A/S.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
NYT HOLD I BESTYRELSEN SKAL STYRKE KULTURARV VED KONGELIG GRAVKIRKE
Roskilde Domkirke står på UNESCOs liste over umistelig verdensarv, er kongelig gravkirke og en af landets store turistattraktioner. Fondsorganisationen, der driver formidlingen af den enestående kulturarv fra domkirken, har sat nyt hold i bestyrelsen, der samtidig får ny formand og ny næstformand
VI TABTE UDE, MEN KAN STADIG VINDE HJEMME
SOMMERHILSEN Skuffelse over nederlag kan dulmes ved at søge svar på vigtige spørgsmål i det hjemlige, nære og lokale, skriver museumsdirektør for ROMU i sommerhilsen, der tager afsæt i fodboldspilleren, der scorede til 1-0 på Wembley og tændte en dansk drøm, der så alligevel brast forleden.
BRUGER SIN FRITID PÅ AT GRAVE FORTIDEN FREM: ‘JEG FORTSÆTTER SÅ LÆNGE MINE BEN KAN HOLDE’
Hans Herman Olander Jensen er med i den lille gruppe af frivillige, som har hjulpet ROMU’s arkæologer i Frederikssund med udgravninger, lige fra stenalderbopladser til renæssance-kældre.
ROSKILDES BORGERE HAR HISTORIEN BRUSENDE I BLODET
I Roskilde går kommunens lange historie aldrig af mode, og traditioner for landbrug, handel og fiskeri er stadig nøgleord i området omkring Roskilde Fjord. Kulturarv er domkirke og vikingemuseum – men den lever i høj grad i og i kraft af borgene. Det fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam, i denne artikel, som er en del af en serie, hvor ROMU tager temperaturen på kulturarven i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.
DE FRIVILLIGE HAR SAVNET HINANDEN – OG DEN GAMLE MØLLE
Efter en lang corona-nedlukning kan de frivillige ved Skenkelsø Mølle se en ende på den ufrivillige isolation. Det er nemlig ikke bare møllen, historien og formidlingen, der lokker dem til at engagere sig i møllen. Det er i lige så høj grad det sociale samvær med de andre frivillige. Og det har været savnet.
FREDERIKSSUND ER EN DEL AF FJORDENS UENDELIGE HISTORIE
I Frederikssund Kommune er naturen en meget aktiv del af at skabe et fællesskab i kommunen. Faktisk guider borgmesteren selv tilflyttere rundt i landskabet med et håb om, at de vil falde til, finde ro og føle sig som en del af kommunen. Vi har taget en snak borgmester John Schmidt Andersen om kulturarv og ikke mindst natur i denne artikel, der er en del af ROMU’s sommerserie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
VUGGE MED VOKSEVÆRK – HISTORISKE LEJRE HAR EN MAGNETISK TILTRÆKNING
Det er svært at sige Lejre, uden at nethinden fyldes med sagnhelte, konger og vikinger. Men Lejre er også en progressiv kommune med stor tilflytning, og der er en iboende bevidsthed om, at kulturarven ikke bare er noget, der foregår på et museum. Den bliver taget med på råd og tænkt ind i byfornyelse, historiefortælling – og endda i et nyetableret gin-destilleri. Det fortæller borgmester Carsten Rasmussen i denne artikel, der er en del af ROMU’s lille serie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.
JAKOB SKAL SKABE LIV I ROSKILDES HISTORISKE KØBMANDSGÅRD
Museumsorganisationen ROMU vil tiltrække flere besøgende til Lützhøfts Købmandsgård og sikre, at den historiske gård fortsat er ét af roskildensernes mest elskede besøgssteder. Det sker med udvidede åbningstider og ansættelsen af en ny museumsinspektør.
GAMMEL KONGSGÅRD SLÅR DØRENE OP TORSDAG DEN 3. JUNI
Juni er snart over os, og det betyder, at Lejre Museum kan sæsonåbne Gammel Kongsgård i Gl. Lejre. Det sker den 3. juni.
EGEDALS STÆRKE HISTORIE SKAL HELT HJEM TIL BORGERNE
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.