Søndag den 1. juni inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold traditionen tro til sæsonåbning på Gl. Kongsgaard – og i år bliver det ekstra festligt. I 2025 er det nemlig 100 år siden, Gl. Kongsgaard blev åbnet som museum, og det skal fejres med manér!

I 1925 flyttede Kirsten Nielsen – hvis familie havde boet på Gl. Kongsgaard siden midten af 1700-tallet – ind på gården og indrettede stuehuset med familiens møbler. Hun åbnede dørene for besøgende, og lige siden har gæster kunnet besøge den stemningsfulde mindestue for områdets bondekultur i hjertet af Gl. Lejre.

Den 1. juni fra kl. 11.00 til 16.00 fejres jubilæet med taler, sang og festlige indslag for hele familien. Kl. 12.00 finder den officielle fejring sted, hvor blandt andre ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard holder tale. Her serveres også en særlig jubilæumskage, og der synges fællessange.

Dagen byder, som traditionen foreskriver, på lokalhistorisk teater, spillemandsmusik og boder med salg og demonstration af gamle håndværk som plantefarvning, hørproduktion og trædrejning. Sultne gæster kan glæde sig til flæskestegssandwich fra Lejre Museumsforening, mens det frivillige havehold sælger hjemmebag og varm kaffe. Der er aktiviteter for børn – de kan blandt andet prøve at støbe lys og lege gamle lege – mens de voksne kan tage på havevandring, prøve at slå med le eller nyde en kold fadøl i solen.

“I 100 år har mennesker besøgt Gl. Kongsgaard for at få et glimt af livet, som det var engang. Men det, der gør oplevelsen særlig – dengang som i dag – er mødet med de mennesker, der løfter stedet,” fortæller Maja Kvamm fra Lejre Museum.

“Da Gl. Kongsgaard åbnede som museum, var det Kirsten Nielsens stærke vilje, der bar projektet. I dag er det det lokale, frivillige fællesskab og områdets store kærlighed til stedet, der holder det levende – og det mærker man tydeligt til sæsonåbningen.”

Tid, pris og sted:

1. juni 2025, kl. 11.00–16.00

Gratis adgang

Gl. Kongsgaard, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

Gl. Kongsgaard holder åbent hver torsdag og søndag fra kl. 13.00 til 16.00 i juni, juli og august. Der er gratis adgang til stuehuset og mulighed for at nyde kaffe og kage i de idylliske, historiske omgivelser.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

Søndag den 1. juni inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold traditionen tro til sæsonåbning på Gl. Kongsgaard – og i år bliver det ekstra festligt. I 2025 er det nemlig 100 år siden, Gl. Kongsgaard blev åbnet som museum, og det skal fejres med manér!

I 1925 flyttede Kirsten Nielsen – hvis familie havde boet på Gl. Kongsgaard siden midten af 1700-tallet – ind på gården og indrettede stuehuset med familiens møbler. Hun åbnede dørene for besøgende, og lige siden har gæster kunnet besøge den stemningsfulde mindestue for områdets bondekultur i hjertet af Gl. Lejre.

Den 1. juni fra kl. 11.00 til 16.00 fejres jubilæet med taler, sang og festlige indslag for hele familien. Kl. 12.00 finder den officielle fejring sted, hvor blandt andre ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard holder tale. Her serveres også en særlig jubilæumskage, og der synges fællessange.

Dagen byder, som traditionen foreskriver, på lokalhistorisk teater, spillemandsmusik og boder med salg og demonstration af gamle håndværk som plantefarvning, hørproduktion og trædrejning. Sultne gæster kan glæde sig til flæskestegssandwich fra Lejre Museumsforening, mens det frivillige havehold sælger hjemmebag og varm kaffe. Der er aktiviteter for børn – de kan blandt andet prøve at støbe lys og lege gamle lege – mens de voksne kan tage på havevandring, prøve at slå med le eller nyde en kold fadøl i solen.

“I 100 år har mennesker besøgt Gl. Kongsgaard for at få et glimt af livet, som det var engang. Men det, der gør oplevelsen særlig – dengang som i dag – er mødet med de mennesker, der løfter stedet,” fortæller Maja Kvamm fra Lejre Museum.

“Da Gl. Kongsgaard åbnede som museum, var det Kirsten Nielsens stærke vilje, der bar projektet. I dag er det det lokale, frivillige fællesskab og områdets store kærlighed til stedet, der holder det levende – og det mærker man tydeligt til sæsonåbningen.”

Tid, pris og sted:

1. juni 2025, kl. 11.00–16.00

Gratis adgang

Gl. Kongsgaard, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

Gl. Kongsgaard holder åbent hver torsdag og søndag fra kl. 13.00 til 16.00 i juni, juli og august. Der er gratis adgang til stuehuset og mulighed for at nyde kaffe og kage i de idylliske, historiske omgivelser.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

Søndag den 1. juni inviterer ROMU, Lejre Museumsforening og det frivillige havehold traditionen tro til sæsonåbning på Gl. Kongsgaard – og i år bliver det ekstra festligt. I 2025 er det nemlig 100 år siden, Gl. Kongsgaard blev åbnet som museum, og det skal fejres med manér!

I 1925 flyttede Kirsten Nielsen – hvis familie havde boet på Gl. Kongsgaard siden midten af 1700-tallet – ind på gården og indrettede stuehuset med familiens møbler. Hun åbnede dørene for besøgende, og lige siden har gæster kunnet besøge den stemningsfulde mindestue for områdets bondekultur i hjertet af Gl. Lejre.

Den 1. juni fra kl. 11.00 til 16.00 fejres jubilæet med taler, sang og festlige indslag for hele familien. Kl. 12.00 finder den officielle fejring sted, hvor blandt andre ROMUs direktør Morten Thomsen Højsgaard holder tale. Her serveres også en særlig jubilæumskage, og der synges fællessange.

Dagen byder, som traditionen foreskriver, på lokalhistorisk teater, spillemandsmusik og boder med salg og demonstration af gamle håndværk som plantefarvning, hørproduktion og trædrejning. Sultne gæster kan glæde sig til flæskestegssandwich fra Lejre Museumsforening, mens det frivillige havehold sælger hjemmebag og varm kaffe. Der er aktiviteter for børn – de kan blandt andet prøve at støbe lys og lege gamle lege – mens de voksne kan tage på havevandring, prøve at slå med le eller nyde en kold fadøl i solen.

“I 100 år har mennesker besøgt Gl. Kongsgaard for at få et glimt af livet, som det var engang. Men det, der gør oplevelsen særlig – dengang som i dag – er mødet med de mennesker, der løfter stedet,” fortæller Maja Kvamm fra Lejre Museum.

“Da Gl. Kongsgaard åbnede som museum, var det Kirsten Nielsens stærke vilje, der bar projektet. I dag er det det lokale, frivillige fællesskab og områdets store kærlighed til stedet, der holder det levende – og det mærker man tydeligt til sæsonåbningen.”

Tid, pris og sted:

1. juni 2025, kl. 11.00–16.00

Gratis adgang

Gl. Kongsgaard, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

Gl. Kongsgaard holder åbent hver torsdag og søndag fra kl. 13.00 til 16.00 i juni, juli og august. Der er gratis adgang til stuehuset og mulighed for at nyde kaffe og kage i de idylliske, historiske omgivelser.

Arbejdet med at restaurere Øm Jættestue er i fuld gang. Det er for arkæologerne en både spændende og udfordrende opgave, der blandt andet har budt på (fir)benspænd og ny viden. Ved et foredrag på Lejre Museum fortalte arkæolog Emil Winther Struve om arbejdet med at restaurere den gamle gravhøj.

Siden 2020 har Øm Jættestue været lukket for offentligheden, fordi stendiget omkring stenaldergravhøjen var truet af sammenstyrtning. Sidste forår gik ROMUs arkæologer i gang med et omfattende, men nænsomt arbejde med at sikre fortidsmindet fra stenalderen.

Det vakkelvorne stendige var muligvis til fare for besøgende. Men det er ideelt til at huse en gruppe firben. De er flyttet ind i stendiget, som nu både er en del af et fortidsminde og habitat for en koloni af markfirben. Der er bare den hage, at markfirbens habitat er beskyttet af EU’s naturdirektiver, og det giver panderynker hos arkæologerne. Men ikke hos firbenene, der ufortrødent er gået i hi. Mens de sover, er arkæologerne sat skakmat.
Firbenene vender vi tilbage til.

I sin ufrivillige pause fra restaureringen, mens firbenene sov sig gennem vinteren, havde Emil Winther Struve indbudt til foredrag på Lejre Museum. Struve er arkæolog hos ROMU og projektleder på restaureringen. De omkring 50 fremmødte fik i løbet af aftenen fortællingen om jættestuens historie, om arbejdet med at gøre fortidsmindet sikkert igen, og om ny viden, som de arkæologiske undersøgelser i forbindelse med restaureringen har båret med sig.

Trærødder og besøgende pressede diget
”Arkæologer begynder altid med en prik på et kort, selv om alle her nok er helt med på, hvor jættestuen er,” siger Emil Winther Struve med et lille grin og lader sin lille laser-pen vandre hen over det første slide med et kort over Lejre og Øm.

”De lokale ved nok også, at jættestuen i en periode var muret til. Der var sat hegn op, og der stod vist et skilt med teksten ’Livsfare’. Man kunne godt få fornemmelsen af, at hvis man vovede sig derind, risikerede man, at jættestuen kollapsede om ørerne på en. Det var nu ikke det primære problem. Udfordringen ser vi herude,” siger arkæologen og klikker næste billede frem. Det viser, hvordan de tonstunge sten i diget omkring højen er skredet ud.  

Stendiget er presset af rodnettet fra de træer, der har vokset sig store på højens top, og af de tusindvis af mennesker, der hvert år besøger og kravler på gravhøjen.

”En jættestue er en gravhøj med et stort, stenbygget gravkammer og en gang, så man har kunnet færdes ind og ud af kammeret. Jættestuerne er kulminationen på de store gravkamre, man bygger i stenalderen,” forklarer Emil Winther Struve.

Det var typisk magtfulde slægter, som etablerede jættestuer som gravsteder. Men gennem årtusinder blev monumenterne genbrugt, fordi der var direkte adgang ind til gravkammeret.

Fra stejlt fortidsminde til blød hat
Øm Jættestue kan dateres til midten af bondestenalderen og er omkring 5300 år gammel. Den er også blevet brugt til gravlæggelser i mange år. Sandsynligvis senest i jernalderen, omkring 3-400 e.Kr. Derefter blev den overladt til sig selv og naturen, indtil den i 1832 blev genopdaget af nogle lokale gårdmandssønner. Nationalmuseet blev straks tilkaldt.

”Det bliver hurtigt erkendt, at her er et prægtigt og vigtigt fortidsminde. Der bliver fundet oldsager i højen, og her starter en meget fin, arkæologisk dokumentation af fortidsmindet. Der bliver lavet udgravningsplaner og tegninger, og der bliver lavet lister over fundene, der både blev gjort inde i kammeret og i toppen, hvor der er urnebegravelser fra bronzealderen.”

 Året efter blev fortidsmindet fredet. Samtidig blev et dige opført omkring højen for at beskytte den mod blandt andet græssende køer og pløjning. Området mellem stendiget og den skrånende høj blev efterfølgende – måske med det samme, måske med tiden – fyldt op med jord, og det ændrede højens udtryk markant.

”Hvis man ikke lige ved det, så kunne man godt være i tvivl om det var den samme høj. Den var mindre i diameter, og højen var noget stejlere. Man kan næsten sige, at den er gået fra at være et lille, stejlt fortidsminde til en stor, blød hat,” fortæller Emil Winther Struve.

Særdeles solidt byggearbejde
Øm Jættestue er en af de bedst bevarede og mest besøgte fortidsminder. I 2020 blev der ved et rutinemæssigt tilsyn konstateret, at stendiget fra 1830’erne var i en slem forfatning. I 2023 blev der takket være lokale ildsjæle afsat penge på finansloven til at restaurere jættestuen.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvaret for fortidsminder i Danmark, og indtil for nyligt stod styrelsen selv for at restaurere dem. Men som en del af et pilotprojekt blev ROMU som det lokale museum med arkæologisk ansvar for Øm Jættestue hyret til i samarbejde med eksterne fagligheder at foretage arbejdet. Opgaven lød på så nænsomt som muligt at sikre stendiget og gravhøjen, men samtidig forsøge at bevare så meget som muligt.

Det blev konstateret, at det indvendige gravkammer var temmelig velbevaret. Den meget specielle teknik med store og små sten, tørmursfliser og birkebark havde stået distancen og holdt kammeret tørt og sikret mod erosion.

”Der er ikke mange håndværkere, der giver 6000 års garanti på deres arbejde. Men det kunne de faktisk godt have gjort, dengang,” konstaterer Emil Winther Struve. 

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”