Vi tabte ude, men kan stadig vinde hjemme
Af: Morten Thomsen Højsgaard
09.07.2021
![England v Denmark - UEFA Euro 2020 - Semi Final - Wembley Stadium](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/07/mikkel-damsgaard.-kredit-pa-wire-pa-images-ritzau-scanpix..jpg)
Fodboldhelten med den formidable sparketeknik Mikkel Damsgaard er fra Jyllinge ved Roskilde Fjord. Et område med kultur og historie man med fordel kan udforske for at genvinde hømeret efter den tabte semifinale forleden. Foto: Pa Wire/PA Images/Ritzau Scanpix.
SOMMERHILSEN Skuffelse over nederlag kan dulmes ved at søge svar på vigtige spørgsmål i det hjemlige, nære og lokale, skriver museumsdirektør for ROMU i sommerhilsen, der tager afsæt i fodboldspilleren, der scorede til 1-0 på Wembley og tændte en dansk drøm, der så alligevel brast forleden.
Hvor kommer Mikkel Damsgaard egentlig fra?
I Jyllinge var der ingen tvivl, da fodboldspilleren scorede elegant til 1-0 forleden i semifinalen ved EM. Damsgaard, der begyndte at spille fodbold i den lokale klub i byen ved Roskilde Fjord, var en helt – fra Jyllinge.
For andre borgere, der fulgte landsholdets kamp mod England, var der også jubel, da Damsgaard scorede direkte på frispark. Hos familier i Trekroner eller blandt folk på Stændertorvet midt i domkirkebyen kunne man lune sig ved, at manden med den formidable sparketeknik var fra Roskilde Kommune.
I resten af landet var Damsgaard fra Nordsjælland, fra Sjælland, ja, fra Danmark. Nogle kommentatorer kaldte den unge mand med det sublime spark for Damsinho, som var han fra Brasilien. Mens man i det italienske formentlig mest har bidt mærke i, at Damsgaard nu engang til daglig spiller for klubben Sampdoria i norditalienske Genova.
Alle mennesker kommer et eller andet sted fra, hvad enten de så er kendte fodboldspillere eller ukendte tilskuere foran små eller store skærme rundt omkring i verden. Vi fødes et sted. Vi vokser op. Vi flytter måske væk fra vores “hjemegn” på grund af uddannelse, arbejde, kærlighed eller udlængsel.
Men før eller siden kommer så spørgsmålet: Hvor kommer du fra? Og hvad svarer vi så? Hvad svarer du selv?
At samle sig om noget større
”Hvor kommer det fra, hvor ender det henne?”, spørger også popduoen Nik & Jay.
Vi skal ikke hjem, vi skal videre, lød parolen for landsholdet undervejs. Nu er vi så hjemme igen. For der var, og der er næsten altid et hjem, et tilhørsforhold.
Når fodboldhold spiller om trofæer, ære og værdighed, bliver spørgsmålet om, hvor vi kommer fra, særdeles tydeligt: For hvem vi holder med, afhænger som oftest netop af, hvor vi kommer fra, hvilket land, hvilken by, hvilken egn, vi føler os hjemme i eller mest knyttet til.
Fodbold kan samle nationer, som det er sket under dette EM i Danmark, fordi landsholdets mange spillere tilsammen overskrider og forener de mange lokale tilhørsforhold. Her er for en gangs skyld i den samlede trup ikke ret mange forskelle mellem by og land. Hovedstad og udkant udgør et samlet og større “vi”, når de rødhvide spiller.
Til gengæld skærpes modsætningerne mellem nationerne som et “os” mod “dem”.
“Skuffelsen kan med fordel dulmes og humøret genvindes ved at gå på hjemlig opdagelse i storheden i fortidens historier.”
Kulturens hjemsteder
På museerne har det en vigtig betydning, hvor vi kommer fra, og hvor vi hører til. Ligesom i fodbold.
Vi optager på museerne principielt kun genstande i vores samlinger, som har tilknytning til vores ansvarsområde. Og vi formidler hele tiden historien set med briller, der er farvet af, hvor ting hører til, hvor de er fundet, hvor de har været, hvem har skabt eller ejet det, hvad enten det så er fiskegrej fra Jyllinge, dragtspænder fra oldtidens Lejre, udgravninger af verdens største vikingeskibe eller samlinger af skilderier fra guldalderens Roskilde.
I en aktuel sag diskuteres det mellem museumsfolk, hvor den berømte Egtved-pige egentlig stammede fra. Hun levede godt nok i bronzealderen længe før, der var noget, som hed Danmark. Men hvor kom hun fra? Var hun lokal og en af “vore egne”? Eller var hun fra det store udland og dermed måske sværere at identificere sig med?
Det endelige svar er ikke fundet i den sag, men de mange spørgsmål og den store interesse også fra internationale forskere understreger, hvor vigtigt det er for os som mennesker at tage stilling til, hvor vi hører til, hvor vi kommer fra, hvad der er er vores hjem, hvilken gruppe vi er en del af.
Den sidste rejse ender et sted
Vi ved ikke præcis, hvor Egtved-pigen kom fra, men vi ved, hvor hun endte sine dage og blev gravlagt. Derfor vil hun altid forblive en del af vores fælles arvegods her til lands.
Flere og flere danskere oplever, at de gennem livet bor flere steder, bestrider mange forskellige jobs, og for så vidt hører til flere steder. Men ved afslutningen på livets rejse ender det for de fleste med én ceremoni, et gravsted, en sten, en jordisk forankring.
Vi har i øvrigt også et Kongehus, hvis medlemmers oprindelse har tråde ud til det meste af Europa, ja, verden. Men traditionen i Danmark byder, at regenterne til slut så at sige vender hjem og stedes til hvile i Roskilde Domkirke. Dermed bliver domkirken et sted, der også symbolsk samler os på tværs af andre skel om noget fælles, noget større, noget historisk.
Mens landsholdets bedrifter i de seneste uger med usædvanlige resultater har samlet nationen fra Jyllinge over Jyderup til Jerslev, så er det i det lange løb institutioner som netop Kongehuset og de monumentale kirkerum med deres århundredlange kulturhistorie, der stabilt kan binde os sammen.
Roskilde er som sådan ikke kun landets tiende største by. Roskilde er ej heller blot en kommune, hvor en super dygtig fodboldspiller med succes kommer fra.
“Byen med domkirken og de kongelige grave er symbolsk, formelt og konkret et forankringspunkt for landet”.
Roskilde som nationalt samlingspunkt
Byen med domkirken og de kongelige grave er symbolsk og formelt et forankringspunkt for landet. Et sted, som både kan levere svar på, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Som sådan er og vil Roskilde være et fælles stykke arvegods for nationen.
Det forpligter, det fascinerer, det kalder på nysgerrighed, ikke mindst i en sommerperiode, hvor grænserne til det store udland endnu ikke står på vid gab.
Hvad udad tabes, kan indad vindes, sagde man engang i 1800-tallet i en svær periode efter nogle forsmædelige nederlag.
Så nu, hvor landsholdet desværre trods den gode start i semifinalen alligevel endte med at tabe derovre i London til englænderne, ja, så kan skuffelsen med fordel dulmes og humøret genvindes ved at gå på hjemlig opdagelse i storheden i fortidens historier.
Og hvorfor ikke søge indad via kultur og historie i Roskilde og i området omkring Roskilde Fjord, hvor Mikkel Damsgaard tilfældigvis og heldigvis også kommer fra. Det kan der komme rigtig meget godt ud af. Helt sikkert.
Rigtig god sommer!
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
MUSEUMSDIREKTØR: DET SKAL NOK BLIVE GODT IGEN!
Julen byder på store forventninger, meningsfulde gentagelser og undertiden også skuffelser. Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard siger tak til alle brugerne af museerne i 2021 og fortæller om, hvordan et spil fra barndommens jul indrammer oplevelser fra året, der gik
Bliv klogere på den nyeste arkæologiske forskning
Årets udgave af tidsskriftet Gefjon er kommet fra trykken. Dyk ned i nogle af de mest interessante danske arkæologiske opdagelser fra de forgange år. Læs blandt andet om et våbenhus, der blev bygget af en anden, end man troede, og om stedet, hvor udtjente skibe blev afmonteret, før de blev sænket i Roskilde fjord. Der er kun ét krav til læseren: Du skal ønske at blive klogere.
STORT KULTURÅR FOR ROSKILDE INDVARSLES MED EN HEL UGES FEJRING AF LYSET
Næste år bliver januar fulgt til dørs af en uge med lys i Roskildes gader. Kulturstrøget gentager succesen med at lade byens lysfest sprede sig over flere dage. Der skal lyses for at fordrive mørket og for et år, der både byder på en 1000-års fejring og en Tour de France-etape
ROSKILDE MUSEUM EFTERLYSER BILLEDER OG PERSONLIGE HISTORIER FRA AFFALDSBRANDEN I SOLUM
I DR2’s nye historiske serie ”Gåden om Danmarks første konge” rejser historiker Cecilie Nielsen rundt i kongeriget for at blive klogere på, hvorfor kongerækken ser ud, som den gør. Jagten fører hende i sidste afsnit til Lejre Museum, hvor en lille figur udfordrer den nationale selvforståelse – og viser, at der har været en kongemagt i Lejre før kristendommens indtog i Danmark
SKOLEFORLØB MED ROLLESPIL OG FESTIVAL SKAL ØGE ELEVERNES TRIVSEL
Grundskolerne i Egedal kan dette efterår for første gang nyde godt af kommunens samarbejde med museumsorganisationen ROMU. De kan endnu lige nå at søge om ganske gratis at benytte sig af ROMUs tilbud om undervisningsforløb frem til nytår. Fristen er 26. november.
KIRSTEN HANSDATTER TRAK FULDE HUSE PÅ RÅDHUSET – 113 ÅR EFTER SIN DØD
Tiden blev skruet tilbage til 1863, da Egedal Rådhus dannede rammen om en aften i Kirsten Hansdatters tegn. Den unge kvinde skrev dagbog et år af sit liv her på egnen for næsten 160 år siden. Arrangementet, som var stablet på benene af lokalhistoriske kræfter, var gennemført med udstilling, musik, fortælling og en ret, der også optræder i dagbogen.
GÅ MED I FODSPORENE EFTER BONDESTENALDERNES “FIRST MOVERS” I KILDEDAL NORD
Kom med på jagt efter stenalderens mennesker i Egedal. Museumsinspektør og arkæolog Emil Winther Struve guider på området Kildedal Nord og fortæller om livet på kanten af ådalen omkring 2.500 f.Kr. En særlig grav fra bondestenalderen giver håb om flere spændende fund.
DR2 JAGTER DEN FØRSTE DANSKE KONGE – OG SPORENE ENDER PÅ LEJRE MUSEUM
I DR2’s nye historiske serie ”Gåden om Danmarks første konge” rejser historiker Cecilie Nielsen rundt i kongeriget for at blive klogere på, hvorfor kongerækken ser ud, som den gør. Jagten fører hende i sidste afsnit til Lejre Museum, hvor en lille figur udfordrer den nationale selvforståelse – og viser, at der har været en kongemagt i Lejre før kristendommens indtog i Danmark
“KIRSTEN HANSDATTERS DAGBOG ER EN GAVE TIL EGEDAL KOMMUNE”
Den 11. november er Egedals borgere inviteret til en aften i bondepigen Kirsten Hansdatters tegn. Hendes dagbog fra 1863 er en usædvanlig historie om et helt almindeligt kvindeliv på landet for 150 år siden. Etnolog Carsten Hess fortæller her, hvad der gør dagbogen så unik
EN AFTEN I SELSKAB MED KIRSTEN HANSDATTER
For 150 år siden skrev en ung kvinde fra Knardrup dagbog et år af sit liv. Den 11. november er kvinden, Kirsten Hansdatter, og hendes dagbog omdrejningspunkt for et arrangement, som Egedals tre lokalhistoriske foreninger afholder på rådhuset