2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Fra første til sidste dag bød 2023 på store forandringer, ændrede omstændigheder, nye beslutninger, vilde rejser og store fund, fortæller museumsdirektør i denne introduktion til årsskrift fra museumsorganisationen ROMU.

På årets sidste dag. På den allersidste aften. Da familie og venner stod klar med velkomstdrinken. Mens fjernsynet kørte, som traditionerne byder det.

Da kom overraskelsen.

Hendes Majestæt Dronningen meddelte den 31. december 2023 klokken lidt over 18 i sin tv-transmitterede nytårstale til nationen, at hun havde besluttet sig for at abdicere og overdrage ansvaret til sin søn.

Det var – og det skulle blive – nye tider i Kongeriget Danmark. En epoke på over et halvt århundrede med samme monark på tronen var på vej mod sin afslutning. Kong Frederik 10. og dronning Mary var på vej mod en ny begyndelse i deres gerning, i deres liv, i deres roller som forbundne og forpligtede forbilleder for folket.

Ord skaber, hvad de nævner. Det sagte kan ikke være usagt. Så da først beskeden var givet nytårsaften, var overdragelsen af ansvaret sådan set allerede i gang.

Et tronskifte var sat i værk. Samtidig blev der sat en hegnspæl i danmarkshistorien af den slags, som fremtiden vil inddele mangt og meget efter. Der vil være en tid før, en tid under og en tid efter,
at dronning Margrethe 2. var regent i Danmark.

Verden som sådan ændrede sig i virkeligheden ikke ret meget fra klokken lidt i 18 til klokken kvart over 18 nytårsaften. Men mentalt og i borgernes bevidsthed gjorde det kvarter en verden til forskel.
Pludselig stod det klart, at vi havde flyttet os.

Fra en verden uden internet ved tiltrædelsen i begyndelsen af 1970’erne til en tid i dag med kunstig intelligens, techgiganter og world wide web.

Fra et samfund uden fri abort til en tid med p-piller, meget mere ligestilling og MeToo.

Fra et land med monopol hos DR til en tid med konkurrence om opmærksomheden i mediefladen og på utallige andre fronter.

Fra et Danmark uden for EF og et neutralt Sverige til en situation med stadig tættere bånd mellem Danmark og Europa og med svenskerne på vej ind i NATO.

Listen kunne meget let forlænges. Men pointen står allerede fast: Med tronskiftet har vi fået et nyt årstal, en ny anledning, et nyt prisme, hvorigennem vi kan se på tiden og verden og nationen og vores egen hverdag der, hvor vi nu engang har hjemme.

”Du er kvinde. Jeg er mand. Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i forsvaret. Du skaber billeder. Jeg danner makkerskaber. Du svinger den fine pensel. Jeg kom under den store bjælke. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock”, sagde den daværende kronprins i sin tale til sin mor, da dronningens 50-års regentjubilæum blev fejret i 2022. Vi bladrer således ikke bare om til næste side i bogen om Danmark.

Vi begynder på et nyt kapitel, når vi går fra 2023 til 2024.

PERSONLIGE FORTÆLLINGER I TID OG RUM

2023 vil for altid blive husket i Danmark for det, der skete på årets sidste
dag.

Men året har budt på meget andet, der også har sat sig spor, og som også har betydning, der rækker vidt omkring.

På årets allerførste dag den 1. januar 2023 døde den folkekære journalist og forfatter Lise Nørgaard i en alder af 105 år. Hun kom til verden i 1917 i Roskilde, hvor hun fik sin opdragelse, sin skolegang, sin uddannelse, sine første arbejdsår, sin egen bolig, sin egen familie.

Da nyheden om Lise Nørgaards dødsfald nåede ud til danskerne, gjorde det stort indtryk, ikke mindst i Roskilde, hvor statuen i bronze på Algade
blev et samlingspunkt for mange.

En mindevandring, som ROMU arrangerede sammen med Roskilde Kommune og byens øvrige kulturinstitutioner, opnåede bred opbakning og måtte anmeldes som demonstration for at kunne blive gennemført.

Hele året igennem kunne borgere skrive hilsner med personlige fortællinger om Lise Nørgaard i forbindelse med en portrætudstilling på Roskilde Museum til ære for en af byens mest kendte og indflydelsesrige personligheder fra det 20. århundrede.

”Du har betydet meget for mig og mit liv, som forganger for aldrig at give op”, skrev en gæst, der underskrev sig Majbritt.

”Lise er mit livs Emma Gad. Og tak for det”, skrev en anonym gæst.

”Kære Lise. Tak for alt, hvad du har givet os alle sammen. Det tager vi med os, og derfor er du her stadig”, skrev journalist og foredragsholder Cecilie Frøkjær og bidrog dermed til den store samling af kommentarer, der nu indgår i Roskilde Museums arkiv som dokumentation for eftertiden.

Lise Nørgaards liv fra 1917 til 2023 vil for mange også markere en periode, ikke bare i Roskildes, men i hele Danmarks historie. Hun blev født midt under 1. Verdenskrig, og hun døde, mens Ruslands krig mod Ukraine
rasede. Hun bidrog til at ændre kønsrollerne og synet på flere sociale forhold i Danmark.

Og så skabte hun særligt via tv-serien ”Matador” med fiktionens virkemidler et tidsbillede og et sindbillede på livet i provinsbyen Korsbæk, der i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig hvirvles ind i den ene menneskelige og samfundsmæssige udviklingshistorie efter den anden.

Lise Nørgaard gjorde flere generationer interesserede i det 20. århundredes historie i Danmark. Med skarp iagttagelsesevne så hun nye tider komme, og hun bidrog selv til at forme og iscenesætte tiden med et væld af kreative talenter. Det er unikt og samtidig utrolig genkendeligt, eksemplarisk og alment.

I en af de første artikler i dette årsskrift fra museumsorganisationen ROMU kædes Lise Nørgaards personlige livshistorie sammen med astronauten Andreas Mogensens rumrejse. I august 2023 tiltrak Mogensen verdens og Danmarks opmærksomhed via sit livs opgave med missionen mod Den Internationale Rumstation.

Med sig havde Andreas Mogensen bl.a. en kopi af Odin-figuren fra Lejre sammen med andre eksempler på kulturskatte med stor betydning for kongerigets udvikling. Det var – og det er – nye tider med en dansker i rummet, som i en koordineret indsats med ROMU og andre museer benytter anledningen til at slå et slag for forhistoriens betydning til den brede befolkning.

ÅRSSKRIFT MED FLERE NYE SIDER AF HISTORIEN

Lise Nørgaard og Andreas Mogensen er langtfra de eneste, der repræsenterer noget epokegørende, noget nyt, noget afgørende i årsskriftet for 2023 fra ROMU. I hver eneste artikel er der nyt at hente, nyt at forstå, nyt at tilføje til den kulturhistorie, som ROMU er sat i verden for at tage vare på.

I Lene Steinbecks artikel om de såkaldte museumshackere får vi historien om, hvordan ROMU i et flerårigt projekt har genopfundet selve museumsbegrebet og skabt udstillinger og tiltag på nye måder og sammen med nye mennesker. For eksempel en 8.-klasse, der viser, hvor og hvordan de finder ny musik. Eller med et andet eksempel en tv-vært som Clement Kjersgaard, der har skabt en ny talkfestival og en ny måde at gå på museum på sammen med ROMU.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om”, siger Clement Kjersgaard om det nye projekt, hvor stjerneartister foran et livepublikum på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, fortæller deres livshistorie, som samtidig er et stykke dansk musik- og samtidshistorie. Han uddyber:

”Når jeg interviewer Annisette, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”.

Der er nogle, som fordomsfuldt tror, at museer er støvede eller stillestående. Kommer man i kontakt med et af de ti besøgssteder i ROMU, opdager man en dynamisk og innovativ tilgang, som betyder, at intet støv får lov til at lægge sig.

Nye udstillinger inddrager eksistentielle vinkler på nutidens brændende spørgsmål såsom håbet og frygten i en tid med krig. Det uddyber Dorthe Godsk Larsen i sin artikel om Roskildes historie i krigenes skygge i det 20. århundrede.

Nye produkter opfindes i en lind strøm. Og et af dem er den såkaldte Dom Øl, som udgår fra den i øvrigt nyligt istandsatte Lützhøfts Købmandsgaard i hjertet af Roskilde. Det skriver Jakob Caspersen meget mere om i sin artikel i årsskriftet.

En ny gennemillustreret bog til turister om konger og dronninger i Roskilde Domkirke siden Harald Blåtands dage gør et stykke verdensarv og et nationalt klenodie tilgængeligt for meget brede målgrupper. Det beretter Sara Peuron-Berg om.

Nye metoder med georadar-undersøgelser finder spor i fortidens mægtige landskaber ved Lejre. Det fortæller Ole Thirup Kastholm, Julie Nielsen og Arne Anderson Stamnes om i deres bidrag.

Derudover vælter det frem med nye og undertiden vilde fund fra oldtiden, når detektorførere og fagarkæologer i Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal Kommuner går i felten. Med tidens nye fremgangsmåder udgør arkæologien en stadig mere fascinerende kilde til ny indsigt og mere udsyn, hvad angår oldtidens samfund og menneskeliv. Det hjælper arkæologerne Cille Krause, Marion Ree, Emil Winther Struve, Christian Dedenroth-Schou, Palle Østergaard Sørensen og Nadja M.K. Mortensen os med at forstå med eksempler og overblik i flere forskellige bidrag til årsskriftet.

Emil Winther Struve kommer i sin artikel om det overraskende og særegne fund af en såkaldt tapkile ved Jørlunde med en særlig arkæologisk opfordring til at holde øjnene særdeles åbne og kigge ned i stedet for op for at finde nyt:

”På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier”, skriver Emil og fortsætter: ”Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned!”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten”.

STIGENDE INTERESSE HOS BRUGERNE

Det er med god grund, at dronning Margrethe 2. siden studietiden har holdt fast i en tårnhøj interesse for det arkæologiske område. Det er hun bestemt ikke ene om. For bag gråbrune farver kan store skatte gemme sig.

På Frederikssund Museum Færgegården åbnede ROMU i 2023 en spotudstilling med rige detektorfund fra Hornsherred. Udstillingen med titlen ”Manden med ørnehjelmen” blev bredt omtalt og førte til en fornem stigning i antallet af gæster i udstillingerne på museet.

ROMU fik i 2023 i det hele taget flere gæster end året før. Aldrig har der været så mange børn og unge på de ti besøgssteder, som samlet opnåede et besøgstal på 220.874.

At verden forandrer sig omkring ROMU, kan aflæses på flere andre måder, end at tronen skifter, og at en rummission optager os. Det er en trend i hele samfundet, at den trykte presse får stadig vanskeligere vilkår med færre udgivelser, færre mennesker og færre sider til følge. Dette slog også igennem for ROMU, som blev omtalt i færre artikler i pressen i 2023 end året før.

Til gengæld steg den digitale udbredelse for museumsorganisationen ganske betragteligt med flere visninger og besøgende på web, flere brugere af sociale medier og markant flere modtagere af nyhedsbreve end tidligere. Det er nye tider, også hvad angår museumsorganisationens måde at komme i kontakt med sine brugere på.

Den digitale transformation i verden og den nye tids sociale medier præger også ROMU. Men et stort mål er og bliver uforandret: Vi ønsker i ROMU at gøre kulturarven inden for vores ansvarsområde tilgængelig for stadig flere borgere gennem møder med autentiske genstande på fysiske besøgssteder.

MUSEERNES NYE TIDER

I slutningen af 2023 godkendte bestyrelsen for ROMU en ny strategi for museumsorganisationen, der gælder for de næste fem år. Netop det fysiske besøg og mødet med autentiske arkæologiske og historiske genstande er et nøglepunkt i strategien.

”Dit besøg forandrer dig – og verden”, lyder visionen. Vi ønsker i ROMU gennem vores arbejde at gøre en forskel, at påvirke og gerne forandre vores besøgende og brugere.

I ROMU tror vi på, at det er hamrende vigtigt for samfundet, at museerne bevarer, åbner og udbreder kulturarv.

Også derfor ønsker vi i ROMU på tværs af generationer og på et solidt fagligt grundlag at give stadig flere borgere mulighed for at møde fortiden i nutiden for sammen at kunne forme en bedre fremtid.

Det er store ord, som giver mening, når de i det daglige omsættes til konkrete møder med borgere og konkret arbejde med at indsamle, registrere, bevare, forske, formidle, forvalte og administrere kulturarv.

I 2023 kom en arbejdsgruppe med mandat fra kulturministeren og rege ringen med et forslag til en ny museumsreform. Forslaget har skabt stor debat om, hvad fremtiden vil indebære, især for de statsanerkendte museer i Danmark, som også er den kategori, ROMU hører til.

ROMU har igennem de senere år udviklet sig til at blive en af de større museumsenheder i landet med en samling fordelt på to magasiner med i alt over 200.000 genstande, med over 100 ansatte på kontrakt, med ansvar for mere end 220.000 gæster, med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, med kulturhistorisk ansvar for både arkæologi og nyere tid i fire kommuner, med tilsyn med fredede fortidsminder i ti kommuner, med ledelsesansvar for og arbejde med verdensarv ved Roskilde Domkirke, dertil med en landsdækkende opgave med populærmusikkens kulturarv.

Det er meget væsentligt for ROMU, at der i så kompleks og stor en organisation med højt specialiserede indsatser, der udføres på vegne af hele samfundet, er ro omkring økonomien og statslig og offentlig opbakning til det virke, der udfoldes.

I skrivende stund er der ikke klarhed over, hvad museumsreformen vil indebære af nye tider omkring de statslige rammer for landets museer og for ROMU som en statsanerkendt kulturhistorisk museumsorganisation.

Men det er sikkert og vist, at vi ufortrødent med afsæt i den nye strategi fortsætter vores arbejde med fortiden i nutiden med fast overbevisning om, at det bidrager til, at vi sammen kan forme en bedre, en mere oplyst og en rigere fremtid.

Også i 2023 har vi kun kunnet udføre vores virke som følge af velvillig støtte og opbakning fra en meget bred og meget trofast vifte af fonde, foreninger og andre bevillingsgivere, hvoraf flere fremhæves på en særlig takkeliste her i årsskriftet.

Årsskriftet for 2023 vidner med sine eksempler om den enorme dedikation, som topprofessionelle kolleger lægger i deres arbejde dag efter dag, år efter år. Nogle år står i traditionernes og gentagelsernes tegn. Andre år er, som 2023, kendetegnet ved større eller usædvanlige mængder af brud, forandringer, skift i tid, i rum, i metoder, i materialer, i måden at organisere sig på.

I 2023 flyttede vi fra første til sidste dag historiske hegnspæle med ord, med handlinger, med rejser, med beslutninger og med nye omstændigheder eller forhold, der bare indtraf.

”Nye tider” er således i flere henseender den helt rigtige overskrift på årsskriftet om det epokegørende 2023 fra ROMU. Indholdet er dygtigt udvalgt og nøje kvalitetssikret af redaktørerne, Nadja M.K. Mortensen og Lars Kjølhede Christensen.

Rigtig god læselyst!

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Fra første til sidste dag bød 2023 på store forandringer, ændrede omstændigheder, nye beslutninger, vilde rejser og store fund, fortæller museumsdirektør i denne introduktion til årsskrift fra museumsorganisationen ROMU.

På årets sidste dag. På den allersidste aften. Da familie og venner stod klar med velkomstdrinken. Mens fjernsynet kørte, som traditionerne byder det.

Da kom overraskelsen.

Hendes Majestæt Dronningen meddelte den 31. december 2023 klokken lidt over 18 i sin tv-transmitterede nytårstale til nationen, at hun havde besluttet sig for at abdicere og overdrage ansvaret til sin søn.

Det var – og det skulle blive – nye tider i Kongeriget Danmark. En epoke på over et halvt århundrede med samme monark på tronen var på vej mod sin afslutning. Kong Frederik 10. og dronning Mary var på vej mod en ny begyndelse i deres gerning, i deres liv, i deres roller som forbundne og forpligtede forbilleder for folket.

Ord skaber, hvad de nævner. Det sagte kan ikke være usagt. Så da først beskeden var givet nytårsaften, var overdragelsen af ansvaret sådan set allerede i gang.

Et tronskifte var sat i værk. Samtidig blev der sat en hegnspæl i danmarkshistorien af den slags, som fremtiden vil inddele mangt og meget efter. Der vil være en tid før, en tid under og en tid efter,
at dronning Margrethe 2. var regent i Danmark.

Verden som sådan ændrede sig i virkeligheden ikke ret meget fra klokken lidt i 18 til klokken kvart over 18 nytårsaften. Men mentalt og i borgernes bevidsthed gjorde det kvarter en verden til forskel.
Pludselig stod det klart, at vi havde flyttet os.

Fra en verden uden internet ved tiltrædelsen i begyndelsen af 1970’erne til en tid i dag med kunstig intelligens, techgiganter og world wide web.

Fra et samfund uden fri abort til en tid med p-piller, meget mere ligestilling og MeToo.

Fra et land med monopol hos DR til en tid med konkurrence om opmærksomheden i mediefladen og på utallige andre fronter.

Fra et Danmark uden for EF og et neutralt Sverige til en situation med stadig tættere bånd mellem Danmark og Europa og med svenskerne på vej ind i NATO.

Listen kunne meget let forlænges. Men pointen står allerede fast: Med tronskiftet har vi fået et nyt årstal, en ny anledning, et nyt prisme, hvorigennem vi kan se på tiden og verden og nationen og vores egen hverdag der, hvor vi nu engang har hjemme.

”Du er kvinde. Jeg er mand. Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i forsvaret. Du skaber billeder. Jeg danner makkerskaber. Du svinger den fine pensel. Jeg kom under den store bjælke. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock”, sagde den daværende kronprins i sin tale til sin mor, da dronningens 50-års regentjubilæum blev fejret i 2022. Vi bladrer således ikke bare om til næste side i bogen om Danmark.

Vi begynder på et nyt kapitel, når vi går fra 2023 til 2024.

PERSONLIGE FORTÆLLINGER I TID OG RUM

2023 vil for altid blive husket i Danmark for det, der skete på årets sidste
dag.

Men året har budt på meget andet, der også har sat sig spor, og som også har betydning, der rækker vidt omkring.

På årets allerførste dag den 1. januar 2023 døde den folkekære journalist og forfatter Lise Nørgaard i en alder af 105 år. Hun kom til verden i 1917 i Roskilde, hvor hun fik sin opdragelse, sin skolegang, sin uddannelse, sine første arbejdsår, sin egen bolig, sin egen familie.

Da nyheden om Lise Nørgaards dødsfald nåede ud til danskerne, gjorde det stort indtryk, ikke mindst i Roskilde, hvor statuen i bronze på Algade
blev et samlingspunkt for mange.

En mindevandring, som ROMU arrangerede sammen med Roskilde Kommune og byens øvrige kulturinstitutioner, opnåede bred opbakning og måtte anmeldes som demonstration for at kunne blive gennemført.

Hele året igennem kunne borgere skrive hilsner med personlige fortællinger om Lise Nørgaard i forbindelse med en portrætudstilling på Roskilde Museum til ære for en af byens mest kendte og indflydelsesrige personligheder fra det 20. århundrede.

”Du har betydet meget for mig og mit liv, som forganger for aldrig at give op”, skrev en gæst, der underskrev sig Majbritt.

”Lise er mit livs Emma Gad. Og tak for det”, skrev en anonym gæst.

”Kære Lise. Tak for alt, hvad du har givet os alle sammen. Det tager vi med os, og derfor er du her stadig”, skrev journalist og foredragsholder Cecilie Frøkjær og bidrog dermed til den store samling af kommentarer, der nu indgår i Roskilde Museums arkiv som dokumentation for eftertiden.

Lise Nørgaards liv fra 1917 til 2023 vil for mange også markere en periode, ikke bare i Roskildes, men i hele Danmarks historie. Hun blev født midt under 1. Verdenskrig, og hun døde, mens Ruslands krig mod Ukraine
rasede. Hun bidrog til at ændre kønsrollerne og synet på flere sociale forhold i Danmark.

Og så skabte hun særligt via tv-serien ”Matador” med fiktionens virkemidler et tidsbillede og et sindbillede på livet i provinsbyen Korsbæk, der i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig hvirvles ind i den ene menneskelige og samfundsmæssige udviklingshistorie efter den anden.

Lise Nørgaard gjorde flere generationer interesserede i det 20. århundredes historie i Danmark. Med skarp iagttagelsesevne så hun nye tider komme, og hun bidrog selv til at forme og iscenesætte tiden med et væld af kreative talenter. Det er unikt og samtidig utrolig genkendeligt, eksemplarisk og alment.

I en af de første artikler i dette årsskrift fra museumsorganisationen ROMU kædes Lise Nørgaards personlige livshistorie sammen med astronauten Andreas Mogensens rumrejse. I august 2023 tiltrak Mogensen verdens og Danmarks opmærksomhed via sit livs opgave med missionen mod Den Internationale Rumstation.

Med sig havde Andreas Mogensen bl.a. en kopi af Odin-figuren fra Lejre sammen med andre eksempler på kulturskatte med stor betydning for kongerigets udvikling. Det var – og det er – nye tider med en dansker i rummet, som i en koordineret indsats med ROMU og andre museer benytter anledningen til at slå et slag for forhistoriens betydning til den brede befolkning.

ÅRSSKRIFT MED FLERE NYE SIDER AF HISTORIEN

Lise Nørgaard og Andreas Mogensen er langtfra de eneste, der repræsenterer noget epokegørende, noget nyt, noget afgørende i årsskriftet for 2023 fra ROMU. I hver eneste artikel er der nyt at hente, nyt at forstå, nyt at tilføje til den kulturhistorie, som ROMU er sat i verden for at tage vare på.

I Lene Steinbecks artikel om de såkaldte museumshackere får vi historien om, hvordan ROMU i et flerårigt projekt har genopfundet selve museumsbegrebet og skabt udstillinger og tiltag på nye måder og sammen med nye mennesker. For eksempel en 8.-klasse, der viser, hvor og hvordan de finder ny musik. Eller med et andet eksempel en tv-vært som Clement Kjersgaard, der har skabt en ny talkfestival og en ny måde at gå på museum på sammen med ROMU.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om”, siger Clement Kjersgaard om det nye projekt, hvor stjerneartister foran et livepublikum på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, fortæller deres livshistorie, som samtidig er et stykke dansk musik- og samtidshistorie. Han uddyber:

”Når jeg interviewer Annisette, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”.

Der er nogle, som fordomsfuldt tror, at museer er støvede eller stillestående. Kommer man i kontakt med et af de ti besøgssteder i ROMU, opdager man en dynamisk og innovativ tilgang, som betyder, at intet støv får lov til at lægge sig.

Nye udstillinger inddrager eksistentielle vinkler på nutidens brændende spørgsmål såsom håbet og frygten i en tid med krig. Det uddyber Dorthe Godsk Larsen i sin artikel om Roskildes historie i krigenes skygge i det 20. århundrede.

Nye produkter opfindes i en lind strøm. Og et af dem er den såkaldte Dom Øl, som udgår fra den i øvrigt nyligt istandsatte Lützhøfts Købmandsgaard i hjertet af Roskilde. Det skriver Jakob Caspersen meget mere om i sin artikel i årsskriftet.

En ny gennemillustreret bog til turister om konger og dronninger i Roskilde Domkirke siden Harald Blåtands dage gør et stykke verdensarv og et nationalt klenodie tilgængeligt for meget brede målgrupper. Det beretter Sara Peuron-Berg om.

Nye metoder med georadar-undersøgelser finder spor i fortidens mægtige landskaber ved Lejre. Det fortæller Ole Thirup Kastholm, Julie Nielsen og Arne Anderson Stamnes om i deres bidrag.

Derudover vælter det frem med nye og undertiden vilde fund fra oldtiden, når detektorførere og fagarkæologer i Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal Kommuner går i felten. Med tidens nye fremgangsmåder udgør arkæologien en stadig mere fascinerende kilde til ny indsigt og mere udsyn, hvad angår oldtidens samfund og menneskeliv. Det hjælper arkæologerne Cille Krause, Marion Ree, Emil Winther Struve, Christian Dedenroth-Schou, Palle Østergaard Sørensen og Nadja M.K. Mortensen os med at forstå med eksempler og overblik i flere forskellige bidrag til årsskriftet.

Emil Winther Struve kommer i sin artikel om det overraskende og særegne fund af en såkaldt tapkile ved Jørlunde med en særlig arkæologisk opfordring til at holde øjnene særdeles åbne og kigge ned i stedet for op for at finde nyt:

”På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier”, skriver Emil og fortsætter: ”Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned!”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten”.

STIGENDE INTERESSE HOS BRUGERNE

Det er med god grund, at dronning Margrethe 2. siden studietiden har holdt fast i en tårnhøj interesse for det arkæologiske område. Det er hun bestemt ikke ene om. For bag gråbrune farver kan store skatte gemme sig.

På Frederikssund Museum Færgegården åbnede ROMU i 2023 en spotudstilling med rige detektorfund fra Hornsherred. Udstillingen med titlen ”Manden med ørnehjelmen” blev bredt omtalt og førte til en fornem stigning i antallet af gæster i udstillingerne på museet.

ROMU fik i 2023 i det hele taget flere gæster end året før. Aldrig har der været så mange børn og unge på de ti besøgssteder, som samlet opnåede et besøgstal på 220.874.

At verden forandrer sig omkring ROMU, kan aflæses på flere andre måder, end at tronen skifter, og at en rummission optager os. Det er en trend i hele samfundet, at den trykte presse får stadig vanskeligere vilkår med færre udgivelser, færre mennesker og færre sider til følge. Dette slog også igennem for ROMU, som blev omtalt i færre artikler i pressen i 2023 end året før.

Til gengæld steg den digitale udbredelse for museumsorganisationen ganske betragteligt med flere visninger og besøgende på web, flere brugere af sociale medier og markant flere modtagere af nyhedsbreve end tidligere. Det er nye tider, også hvad angår museumsorganisationens måde at komme i kontakt med sine brugere på.

Den digitale transformation i verden og den nye tids sociale medier præger også ROMU. Men et stort mål er og bliver uforandret: Vi ønsker i ROMU at gøre kulturarven inden for vores ansvarsområde tilgængelig for stadig flere borgere gennem møder med autentiske genstande på fysiske besøgssteder.

MUSEERNES NYE TIDER

I slutningen af 2023 godkendte bestyrelsen for ROMU en ny strategi for museumsorganisationen, der gælder for de næste fem år. Netop det fysiske besøg og mødet med autentiske arkæologiske og historiske genstande er et nøglepunkt i strategien.

”Dit besøg forandrer dig – og verden”, lyder visionen. Vi ønsker i ROMU gennem vores arbejde at gøre en forskel, at påvirke og gerne forandre vores besøgende og brugere.

I ROMU tror vi på, at det er hamrende vigtigt for samfundet, at museerne bevarer, åbner og udbreder kulturarv.

Også derfor ønsker vi i ROMU på tværs af generationer og på et solidt fagligt grundlag at give stadig flere borgere mulighed for at møde fortiden i nutiden for sammen at kunne forme en bedre fremtid.

Det er store ord, som giver mening, når de i det daglige omsættes til konkrete møder med borgere og konkret arbejde med at indsamle, registrere, bevare, forske, formidle, forvalte og administrere kulturarv.

I 2023 kom en arbejdsgruppe med mandat fra kulturministeren og rege ringen med et forslag til en ny museumsreform. Forslaget har skabt stor debat om, hvad fremtiden vil indebære, især for de statsanerkendte museer i Danmark, som også er den kategori, ROMU hører til.

ROMU har igennem de senere år udviklet sig til at blive en af de større museumsenheder i landet med en samling fordelt på to magasiner med i alt over 200.000 genstande, med over 100 ansatte på kontrakt, med ansvar for mere end 220.000 gæster, med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, med kulturhistorisk ansvar for både arkæologi og nyere tid i fire kommuner, med tilsyn med fredede fortidsminder i ti kommuner, med ledelsesansvar for og arbejde med verdensarv ved Roskilde Domkirke, dertil med en landsdækkende opgave med populærmusikkens kulturarv.

Det er meget væsentligt for ROMU, at der i så kompleks og stor en organisation med højt specialiserede indsatser, der udføres på vegne af hele samfundet, er ro omkring økonomien og statslig og offentlig opbakning til det virke, der udfoldes.

I skrivende stund er der ikke klarhed over, hvad museumsreformen vil indebære af nye tider omkring de statslige rammer for landets museer og for ROMU som en statsanerkendt kulturhistorisk museumsorganisation.

Men det er sikkert og vist, at vi ufortrødent med afsæt i den nye strategi fortsætter vores arbejde med fortiden i nutiden med fast overbevisning om, at det bidrager til, at vi sammen kan forme en bedre, en mere oplyst og en rigere fremtid.

Også i 2023 har vi kun kunnet udføre vores virke som følge af velvillig støtte og opbakning fra en meget bred og meget trofast vifte af fonde, foreninger og andre bevillingsgivere, hvoraf flere fremhæves på en særlig takkeliste her i årsskriftet.

Årsskriftet for 2023 vidner med sine eksempler om den enorme dedikation, som topprofessionelle kolleger lægger i deres arbejde dag efter dag, år efter år. Nogle år står i traditionernes og gentagelsernes tegn. Andre år er, som 2023, kendetegnet ved større eller usædvanlige mængder af brud, forandringer, skift i tid, i rum, i metoder, i materialer, i måden at organisere sig på.

I 2023 flyttede vi fra første til sidste dag historiske hegnspæle med ord, med handlinger, med rejser, med beslutninger og med nye omstændigheder eller forhold, der bare indtraf.

”Nye tider” er således i flere henseender den helt rigtige overskrift på årsskriftet om det epokegørende 2023 fra ROMU. Indholdet er dygtigt udvalgt og nøje kvalitetssikret af redaktørerne, Nadja M.K. Mortensen og Lars Kjølhede Christensen.

Rigtig god læselyst!

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Fra første til sidste dag bød 2023 på store forandringer, ændrede omstændigheder, nye beslutninger, vilde rejser og store fund, fortæller museumsdirektør i denne introduktion til årsskrift fra museumsorganisationen ROMU.

På årets sidste dag. På den allersidste aften. Da familie og venner stod klar med velkomstdrinken. Mens fjernsynet kørte, som traditionerne byder det.

Da kom overraskelsen.

Hendes Majestæt Dronningen meddelte den 31. december 2023 klokken lidt over 18 i sin tv-transmitterede nytårstale til nationen, at hun havde besluttet sig for at abdicere og overdrage ansvaret til sin søn.

Det var – og det skulle blive – nye tider i Kongeriget Danmark. En epoke på over et halvt århundrede med samme monark på tronen var på vej mod sin afslutning. Kong Frederik 10. og dronning Mary var på vej mod en ny begyndelse i deres gerning, i deres liv, i deres roller som forbundne og forpligtede forbilleder for folket.

Ord skaber, hvad de nævner. Det sagte kan ikke være usagt. Så da først beskeden var givet nytårsaften, var overdragelsen af ansvaret sådan set allerede i gang.

Et tronskifte var sat i værk. Samtidig blev der sat en hegnspæl i danmarkshistorien af den slags, som fremtiden vil inddele mangt og meget efter. Der vil være en tid før, en tid under og en tid efter,
at dronning Margrethe 2. var regent i Danmark.

Verden som sådan ændrede sig i virkeligheden ikke ret meget fra klokken lidt i 18 til klokken kvart over 18 nytårsaften. Men mentalt og i borgernes bevidsthed gjorde det kvarter en verden til forskel.
Pludselig stod det klart, at vi havde flyttet os.

Fra en verden uden internet ved tiltrædelsen i begyndelsen af 1970’erne til en tid i dag med kunstig intelligens, techgiganter og world wide web.

Fra et samfund uden fri abort til en tid med p-piller, meget mere ligestilling og MeToo.

Fra et land med monopol hos DR til en tid med konkurrence om opmærksomheden i mediefladen og på utallige andre fronter.

Fra et Danmark uden for EF og et neutralt Sverige til en situation med stadig tættere bånd mellem Danmark og Europa og med svenskerne på vej ind i NATO.

Listen kunne meget let forlænges. Men pointen står allerede fast: Med tronskiftet har vi fået et nyt årstal, en ny anledning, et nyt prisme, hvorigennem vi kan se på tiden og verden og nationen og vores egen hverdag der, hvor vi nu engang har hjemme.

”Du er kvinde. Jeg er mand. Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i forsvaret. Du skaber billeder. Jeg danner makkerskaber. Du svinger den fine pensel. Jeg kom under den store bjælke. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock”, sagde den daværende kronprins i sin tale til sin mor, da dronningens 50-års regentjubilæum blev fejret i 2022. Vi bladrer således ikke bare om til næste side i bogen om Danmark.

Vi begynder på et nyt kapitel, når vi går fra 2023 til 2024.

PERSONLIGE FORTÆLLINGER I TID OG RUM

2023 vil for altid blive husket i Danmark for det, der skete på årets sidste
dag.

Men året har budt på meget andet, der også har sat sig spor, og som også har betydning, der rækker vidt omkring.

På årets allerførste dag den 1. januar 2023 døde den folkekære journalist og forfatter Lise Nørgaard i en alder af 105 år. Hun kom til verden i 1917 i Roskilde, hvor hun fik sin opdragelse, sin skolegang, sin uddannelse, sine første arbejdsår, sin egen bolig, sin egen familie.

Da nyheden om Lise Nørgaards dødsfald nåede ud til danskerne, gjorde det stort indtryk, ikke mindst i Roskilde, hvor statuen i bronze på Algade
blev et samlingspunkt for mange.

En mindevandring, som ROMU arrangerede sammen med Roskilde Kommune og byens øvrige kulturinstitutioner, opnåede bred opbakning og måtte anmeldes som demonstration for at kunne blive gennemført.

Hele året igennem kunne borgere skrive hilsner med personlige fortællinger om Lise Nørgaard i forbindelse med en portrætudstilling på Roskilde Museum til ære for en af byens mest kendte og indflydelsesrige personligheder fra det 20. århundrede.

”Du har betydet meget for mig og mit liv, som forganger for aldrig at give op”, skrev en gæst, der underskrev sig Majbritt.

”Lise er mit livs Emma Gad. Og tak for det”, skrev en anonym gæst.

”Kære Lise. Tak for alt, hvad du har givet os alle sammen. Det tager vi med os, og derfor er du her stadig”, skrev journalist og foredragsholder Cecilie Frøkjær og bidrog dermed til den store samling af kommentarer, der nu indgår i Roskilde Museums arkiv som dokumentation for eftertiden.

Lise Nørgaards liv fra 1917 til 2023 vil for mange også markere en periode, ikke bare i Roskildes, men i hele Danmarks historie. Hun blev født midt under 1. Verdenskrig, og hun døde, mens Ruslands krig mod Ukraine
rasede. Hun bidrog til at ændre kønsrollerne og synet på flere sociale forhold i Danmark.

Og så skabte hun særligt via tv-serien ”Matador” med fiktionens virkemidler et tidsbillede og et sindbillede på livet i provinsbyen Korsbæk, der i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig hvirvles ind i den ene menneskelige og samfundsmæssige udviklingshistorie efter den anden.

Lise Nørgaard gjorde flere generationer interesserede i det 20. århundredes historie i Danmark. Med skarp iagttagelsesevne så hun nye tider komme, og hun bidrog selv til at forme og iscenesætte tiden med et væld af kreative talenter. Det er unikt og samtidig utrolig genkendeligt, eksemplarisk og alment.

I en af de første artikler i dette årsskrift fra museumsorganisationen ROMU kædes Lise Nørgaards personlige livshistorie sammen med astronauten Andreas Mogensens rumrejse. I august 2023 tiltrak Mogensen verdens og Danmarks opmærksomhed via sit livs opgave med missionen mod Den Internationale Rumstation.

Med sig havde Andreas Mogensen bl.a. en kopi af Odin-figuren fra Lejre sammen med andre eksempler på kulturskatte med stor betydning for kongerigets udvikling. Det var – og det er – nye tider med en dansker i rummet, som i en koordineret indsats med ROMU og andre museer benytter anledningen til at slå et slag for forhistoriens betydning til den brede befolkning.

ÅRSSKRIFT MED FLERE NYE SIDER AF HISTORIEN

Lise Nørgaard og Andreas Mogensen er langtfra de eneste, der repræsenterer noget epokegørende, noget nyt, noget afgørende i årsskriftet for 2023 fra ROMU. I hver eneste artikel er der nyt at hente, nyt at forstå, nyt at tilføje til den kulturhistorie, som ROMU er sat i verden for at tage vare på.

I Lene Steinbecks artikel om de såkaldte museumshackere får vi historien om, hvordan ROMU i et flerårigt projekt har genopfundet selve museumsbegrebet og skabt udstillinger og tiltag på nye måder og sammen med nye mennesker. For eksempel en 8.-klasse, der viser, hvor og hvordan de finder ny musik. Eller med et andet eksempel en tv-vært som Clement Kjersgaard, der har skabt en ny talkfestival og en ny måde at gå på museum på sammen med ROMU.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om”, siger Clement Kjersgaard om det nye projekt, hvor stjerneartister foran et livepublikum på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, fortæller deres livshistorie, som samtidig er et stykke dansk musik- og samtidshistorie. Han uddyber:

”Når jeg interviewer Annisette, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”.

Der er nogle, som fordomsfuldt tror, at museer er støvede eller stillestående. Kommer man i kontakt med et af de ti besøgssteder i ROMU, opdager man en dynamisk og innovativ tilgang, som betyder, at intet støv får lov til at lægge sig.

Nye udstillinger inddrager eksistentielle vinkler på nutidens brændende spørgsmål såsom håbet og frygten i en tid med krig. Det uddyber Dorthe Godsk Larsen i sin artikel om Roskildes historie i krigenes skygge i det 20. århundrede.

Nye produkter opfindes i en lind strøm. Og et af dem er den såkaldte Dom Øl, som udgår fra den i øvrigt nyligt istandsatte Lützhøfts Købmandsgaard i hjertet af Roskilde. Det skriver Jakob Caspersen meget mere om i sin artikel i årsskriftet.

En ny gennemillustreret bog til turister om konger og dronninger i Roskilde Domkirke siden Harald Blåtands dage gør et stykke verdensarv og et nationalt klenodie tilgængeligt for meget brede målgrupper. Det beretter Sara Peuron-Berg om.

Nye metoder med georadar-undersøgelser finder spor i fortidens mægtige landskaber ved Lejre. Det fortæller Ole Thirup Kastholm, Julie Nielsen og Arne Anderson Stamnes om i deres bidrag.

Derudover vælter det frem med nye og undertiden vilde fund fra oldtiden, når detektorførere og fagarkæologer i Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal Kommuner går i felten. Med tidens nye fremgangsmåder udgør arkæologien en stadig mere fascinerende kilde til ny indsigt og mere udsyn, hvad angår oldtidens samfund og menneskeliv. Det hjælper arkæologerne Cille Krause, Marion Ree, Emil Winther Struve, Christian Dedenroth-Schou, Palle Østergaard Sørensen og Nadja M.K. Mortensen os med at forstå med eksempler og overblik i flere forskellige bidrag til årsskriftet.

Emil Winther Struve kommer i sin artikel om det overraskende og særegne fund af en såkaldt tapkile ved Jørlunde med en særlig arkæologisk opfordring til at holde øjnene særdeles åbne og kigge ned i stedet for op for at finde nyt:

”På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier”, skriver Emil og fortsætter: ”Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned!”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten”.

STIGENDE INTERESSE HOS BRUGERNE

Det er med god grund, at dronning Margrethe 2. siden studietiden har holdt fast i en tårnhøj interesse for det arkæologiske område. Det er hun bestemt ikke ene om. For bag gråbrune farver kan store skatte gemme sig.

På Frederikssund Museum Færgegården åbnede ROMU i 2023 en spotudstilling med rige detektorfund fra Hornsherred. Udstillingen med titlen ”Manden med ørnehjelmen” blev bredt omtalt og førte til en fornem stigning i antallet af gæster i udstillingerne på museet.

ROMU fik i 2023 i det hele taget flere gæster end året før. Aldrig har der været så mange børn og unge på de ti besøgssteder, som samlet opnåede et besøgstal på 220.874.

At verden forandrer sig omkring ROMU, kan aflæses på flere andre måder, end at tronen skifter, og at en rummission optager os. Det er en trend i hele samfundet, at den trykte presse får stadig vanskeligere vilkår med færre udgivelser, færre mennesker og færre sider til følge. Dette slog også igennem for ROMU, som blev omtalt i færre artikler i pressen i 2023 end året før.

Til gengæld steg den digitale udbredelse for museumsorganisationen ganske betragteligt med flere visninger og besøgende på web, flere brugere af sociale medier og markant flere modtagere af nyhedsbreve end tidligere. Det er nye tider, også hvad angår museumsorganisationens måde at komme i kontakt med sine brugere på.

Den digitale transformation i verden og den nye tids sociale medier præger også ROMU. Men et stort mål er og bliver uforandret: Vi ønsker i ROMU at gøre kulturarven inden for vores ansvarsområde tilgængelig for stadig flere borgere gennem møder med autentiske genstande på fysiske besøgssteder.

MUSEERNES NYE TIDER

I slutningen af 2023 godkendte bestyrelsen for ROMU en ny strategi for museumsorganisationen, der gælder for de næste fem år. Netop det fysiske besøg og mødet med autentiske arkæologiske og historiske genstande er et nøglepunkt i strategien.

”Dit besøg forandrer dig – og verden”, lyder visionen. Vi ønsker i ROMU gennem vores arbejde at gøre en forskel, at påvirke og gerne forandre vores besøgende og brugere.

I ROMU tror vi på, at det er hamrende vigtigt for samfundet, at museerne bevarer, åbner og udbreder kulturarv.

Også derfor ønsker vi i ROMU på tværs af generationer og på et solidt fagligt grundlag at give stadig flere borgere mulighed for at møde fortiden i nutiden for sammen at kunne forme en bedre fremtid.

Det er store ord, som giver mening, når de i det daglige omsættes til konkrete møder med borgere og konkret arbejde med at indsamle, registrere, bevare, forske, formidle, forvalte og administrere kulturarv.

I 2023 kom en arbejdsgruppe med mandat fra kulturministeren og rege ringen med et forslag til en ny museumsreform. Forslaget har skabt stor debat om, hvad fremtiden vil indebære, især for de statsanerkendte museer i Danmark, som også er den kategori, ROMU hører til.

ROMU har igennem de senere år udviklet sig til at blive en af de større museumsenheder i landet med en samling fordelt på to magasiner med i alt over 200.000 genstande, med over 100 ansatte på kontrakt, med ansvar for mere end 220.000 gæster, med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, med kulturhistorisk ansvar for både arkæologi og nyere tid i fire kommuner, med tilsyn med fredede fortidsminder i ti kommuner, med ledelsesansvar for og arbejde med verdensarv ved Roskilde Domkirke, dertil med en landsdækkende opgave med populærmusikkens kulturarv.

Det er meget væsentligt for ROMU, at der i så kompleks og stor en organisation med højt specialiserede indsatser, der udføres på vegne af hele samfundet, er ro omkring økonomien og statslig og offentlig opbakning til det virke, der udfoldes.

I skrivende stund er der ikke klarhed over, hvad museumsreformen vil indebære af nye tider omkring de statslige rammer for landets museer og for ROMU som en statsanerkendt kulturhistorisk museumsorganisation.

Men det er sikkert og vist, at vi ufortrødent med afsæt i den nye strategi fortsætter vores arbejde med fortiden i nutiden med fast overbevisning om, at det bidrager til, at vi sammen kan forme en bedre, en mere oplyst og en rigere fremtid.

Også i 2023 har vi kun kunnet udføre vores virke som følge af velvillig støtte og opbakning fra en meget bred og meget trofast vifte af fonde, foreninger og andre bevillingsgivere, hvoraf flere fremhæves på en særlig takkeliste her i årsskriftet.

Årsskriftet for 2023 vidner med sine eksempler om den enorme dedikation, som topprofessionelle kolleger lægger i deres arbejde dag efter dag, år efter år. Nogle år står i traditionernes og gentagelsernes tegn. Andre år er, som 2023, kendetegnet ved større eller usædvanlige mængder af brud, forandringer, skift i tid, i rum, i metoder, i materialer, i måden at organisere sig på.

I 2023 flyttede vi fra første til sidste dag historiske hegnspæle med ord, med handlinger, med rejser, med beslutninger og med nye omstændigheder eller forhold, der bare indtraf.

”Nye tider” er således i flere henseender den helt rigtige overskrift på årsskriftet om det epokegørende 2023 fra ROMU. Indholdet er dygtigt udvalgt og nøje kvalitetssikret af redaktørerne, Nadja M.K. Mortensen og Lars Kjølhede Christensen.

Rigtig god læselyst!