I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal.3 Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

EN FREJA-FIGUR?
Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve.7 Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT?
Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og
en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig
tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre9, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det
gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).

Efter Den Kolde Krigs afslutning var håbet, at det nu ville være slut med frygten for krig. Men alligevel har verden været præget af konflikt snarere end fred lige siden, og er det stadig den dag i dag. Hvordan bevarer vi håbet om fred i en verden med krig? Med udstillingen Roskilde mellem håb og frygt – fra Den Store Krig til Den Kolde Krig giver Roskilde Museum et indblik i fortællinger fra Roskilde i krigens skygge i det 20. århundrede i håbet om, at et historisk perspektiv kan være et bidrag til omtanke og til at forholde os til den aktuelle situation med krige og konflikter i verden.

Krig påvirker menneskers handlinger, forestillinger og oplevelser, både når krigen kommer helt tæt på i Danmark, som under besættelsen, og når krigen er varm i andre lande eller forbliver kold, som under Den Store Krig og Den Kolde Krig. Hverdagen og måden, hvorpå vi tilpasser os og lever vores liv i krigens skygge, viser, hvordan vi, på trods af at truslen om krig er nærværende, bevarer håbet i frygten. Dette er og var også tilfældet i Roskilde, som museets udstilling Roskilde mellem håb og frygt giver et indblik i.

SOLDATERHJEMMET

KFUM’s Soldatermission kan fejre 25-års jubilæum, samme år som Den Store Krig eller 1. Verdenskrig bryder ud. Da sikringsstyrken, som udgjorde den danske hærs ekstraordinære styrke, blev indkaldt, betød det en stor udvidelse af KFUM’s arbejde med åbning af 15 soldaterhjem på 15 måneder. I Roskilde etableres soldaterhjemmet i Sankt Olsgade 18 allerede d. 12. november 1913, samme år som den nybyggede kaserne i Roskilde netop var åbnet. Og det er i selvsamme lokaler, hvor fortællingen om Roskilde under Den Store krig nu bliver udstillet.

I soldaterhjemmet kunne soldaterne fra kasernen og Tunestillingen få en pause fra hærens strenge disciplin. De indkaldte soldater, der byggede Tunestillingen, var lige så meget arbejdsmænd på akkord, som de var soldater. Det meste af anlægsarbejdet blev udført ved håndkraft. Der var i perioder op til 5.000 arbejdende soldater i gang. Ud over gravearbejdet havde de militær træning og vagttjeneste. Soldaterne havde også deres geværer med ved gravearbejdet, så de hurtigt kunne gribe til våben.

Soldaterne kunne i soldaterhjemmet deltage i salmesang, lytte til foredrag og bibel- og vækkelsesmøder, der skulle højne soldaternes moral og kristne opdragelse. I de mere hjemlige omgivelser var der også mulighed for at få et varmt måltid mad, læse dagens avis, fordybe sig i bibliotekets bøger eller skrive breve til familien derhjemme. Soldaterhjemmet lå i Sankt Olsgade frem til 1916, hvorefter det flyttede til Helligkorsgade 8. Med både åbningen af kasernen, der blev nedlagt i 1974, og soldaterhjemmet var soldaterne en del af bybilledet i Roskilde under Den Store Krig, hvorved krigen på trods af Danmarks neutralitet altid var nærværende.

DEN SPANSKE SYGE

Da det første tilfælde af den spanske syge blev konstateret i Roskilde i 1918, blev det tydeligt for enhver, at byen er tæt forbundet med resten af verdenssamfundet. Navnet skyldes, at epidemien først blev omtalt i spanske medier, mens omtalen af den var underlagt censur i de lande, der deltog i Den Store Krig. Det betød dog ikke, at den havde sit udspring i Spanien, men betegnelsen kom hurtigt til at hænge fast også i danske aviser. Den opstod formentlig på en kaserne i USA i begyndelsen af 1918, og den nåede med de amerikanske soldater, der kæmpede på Vestfronten, til Europa i løbet af foråret.

Den spanske syge var en voldsom influenza, der på få dage kunne dræbe unge og raske mennesker. Under Den Store Krig spredte den sig hastigt i skyttegravene til de tæt befolkede europæiske storbyer og derfra videre til mindre byer, hvor blandt andet jernbaneforbindelsen mellem Roskilde og København hjalp smitten på vej. Knap fem uger efter at det første tilfælde blev konstateret, var antallet af smittetilfælde over 500 – hvoraf 272 var soldater. Soldaterne boede tæt på kasernen og var derfor meget modtagelige over for sygdommen. Knap 100 mennesker blev ofre for sygdommen i den lille provinsby Roskilde med knap 18.000 indbyggere. Som tilfældet var med covid-19, kom sundhedsstyrelsen og andre myndigheder med smitteforebyggende råd til befolkningen på plakater, i aviser m.v.

DA ROSKILDE GIK I SORT
I 1930’erne kom frygten for krig tæt på efter Tysklands totalt ødelæggende bombardement af den spanske by Guernica i 1937 under Den Spanske Borgerkrig. Derfor afholdt Statens Civile Luftværn både kurser og udstillinger, der kunne forberede danskerne på, hvordan en kommende krig kunne udfolde sig. Og 7. november 1938 og to dage frem indledte det danske militær og beredskab Danmarks første mørklægningsøvelse som foregik i Roskilde. Roskilde var et oplagt mål for mørklægningsøvelsen, da den som et trafikalt knudepunkt ville give rig mulighed for at afprøve mørklægning af særligt de mange tog, der passerede gennem byen.

For at hjælpe byens borgere med at orientere sig i mørket malede man kantsten langs vejen og perronkanten på stationen hvide, og byens lygtepæle fik påmalet et hvidt bælte. I byens vigtige gadekryds kom der hvide afskærmede lamper, og på Algade og Skomagergade kom der blå retningslys. Lise Nørgaard beskriver her, hvordan forberedelserne til mørklægningen var den rene feststemning:

”Indbyggerne følger fornøjet, hvordan kantstene kridtes hvide, og det bliver en ren sport at tilvejebringe ugennemsigtige stoffer eller fedt sort papir til opsætning for vinduerne i de titusinder hjem. De lokale blade giver råd og vejledning om alle de forholdsregler, der skal træffes i den særprægede folkefests anledning og oplyser samtidig om restauranters og hotellers muntre arrangementer og lækre traktementer, når byen går i sort.”

50.000 borgere fordelt på 10.000 husstande var omfattet af mørklægningen. Dertil kom, at lygterne på 300 tog, der kørte igennem byen under øvelsen, skulle være dæmpet og ruderne tildækket. Efter tre døgn i mørke ophævede man mørklægningen, og øvelsen havde været en succes. Da krigen kom d. 9. april 1940, blev danskerne pålagt fra den ene dag til den anden at mørklægge deres vinduer og begrænse al udendørs belysning. Hvad der i 1938 blev oplevet som en spændende og festligt øvelse, var nu skræmmende alvor. Mørklægningen var pålagt danskerne helt frem til befrielsen 4. maj 1945, hvor mange skyndte sig at rive mørklægningsgardinerne ned og markere besættelsens afslutning ved at afbrænde dem på bål.

HVIS KRIGEN KOMMER

Tiden efter 2. Verdenskrig var både kendetegnet ved optimisme med økonomisk fremgang og udbygning af velfærdssamfundet og den voksende frygt for 3. verdenskrig med Den Kolde Krigs oprustningskapløb og atomvåben. Civilforsvaret var en af fire grene i et komplekst totalforsvar, der skulle koordinere både militære og civile ressourcer: militæret, civilforsvaret, politiet og hjemmeværnet. Civilforsvarets hovedopgave var at beskytte befolkningens liv og ejendom under krise eller krig gennem forebyggende og afbødende indsatser. Dette gjorde CF ved at etablere beskyttelses- og sikringsrum og lave planer for flygtningelejre og nødhospitaler. Andre forebyggende opgaver inkluderede f.eks. etableringen og vedligeholdelsen af et landsdækkende varslingssystem, der kunne advare befolkningen før et angreb. I landets større byer var der sirener, som én gang om ugen blev afprøvet. På landet skulle højtalervogne og kirkeklokker advare befolkningen. Desuden var Danmarks Radio en central del af varslingsberedskabet.

I Roskilde blev der under Klostermarksskolen etableret en kommandocentral, hvorfra civilforsvarets beredskabsarbejder skulle ledes, hvis krigen blev varm. Fra centralen var der direkte telefonlinjer til udrykningsstationer, observationsposter, sygehus, politi og meldeposter. Der var køkken, toiletter, sovepladser til seks personer, nødgenerator, gasfiltre og egen vandboring. Hele centralen var beskyttet mod radioaktivt nedfald, gas- og bombeangreb. Der var planer for, hvordan beredskabet skulle aktiveres, herunder hvordan beredskabet kunne rykke ud til katastroferamte områder med en mobil kommandopostpakning og hermed etablere en fremrykket kommandocentral. Opgaven var at melde tilbage til kommandocenteret om situationen, få sårede i sikkerhed og finde et sted at gøre af de døde.

En del af beredskabet er også den borgerrettede beredskabsinformation, som den husstandsomdelte pjece Hvis krigen kommer, der blev uddelti januar 1962, er et eksempel på. Det var et forsøg fra Statsministeriets side på at oplyse befolkningen om farer, forebyggelse og fakta i forbindelse med et eventuelt angreb mod dansk territorium, herunder et atomangreb. Pjecen skulle komme bekymrede borgere i møde, som ønskede
information om, hvorledes man skulle forholde sig til et atomangreb på Danmark. Med covid-19 og den aktuelle situation i 2024 med krige og konflikter er efterspørgslen efter borgerrettet beredskabsinformation vokset og der er fokus på ikke at opskræmme, men som med mørklægningsøvelsen i 1938 eller den indkaldte sikringsstyrke under Den Store Krig at forberede sig og komme frygten for krig i møde og bevare håbet om fred i en verden med krige og konflikter.

De seneste år har hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, arbejdet målrettet på at nå nye grupper af besøgende. Det har krævet tålmodighed, is i maven og tillid. For en del af projektet ’Museumshackerne’ har blandt andet betydet, at museets fagfolk har inviteret eksterne samarbejdspartnere med meget frie rammer med dybt ind i de kreative processer.

Hvad sker der, hvis et rockmuseum inviterer nogle af dem, man stræber efter at have som gæster, til at gribe tøjlerne og være med til at lave indhold?

Det satte ROMU’s medarbejdere sig for at undersøge med ’Museumshackerne’ – et nyskabende flerårigt projekt, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Målet var at åbne nye brugergruppers øjne for museets mange fortællinger og muligheder. Midlet var at få dem, det hele handlede om, til at involvere sig selv mest muligt i skabelsen af indhold, fortællinger og nye forståelser.

I løbet af projektperioden er alt fra udstillinger til markedsføring og events blevet hacket af eksterne samarbejdspartnere. Som for eksempel udstillingen LYT. LIKE. DEL, som efter mange forberedelser og udviklingsprocesser i 2023 åbnede på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, i starten af 2024.

Udstillingen handler om unges musikvaner. I stedet for, at museets fagfolk fortalte om unges liv, inviterede de en 8. klasse med helt ind i kommandocentralen. Resultatet blev et generationsmøde, som forbandt musikelskere på tværs af tid. Eleverne var med som værter på åbningsdagen.

”Vi er unge, musikinteresserede folkeskoleelever, der har fået lov til at lave en udstilling. På den måde ’hacker’ vi museet ved at gøre noget, der meget sjældent sker for os unge, og vi er meget taknemmelige for, at det lige var os, der blev valgt,” lød det stolt fra eleverne i talen.

De nævnte også den tillid, de blev mødt med af museets erfarne udstillingshold:

”Det har virkelig været fedt, at vi ikke har haft alt for faste rammer omkring, hvad vi skulle lave, men næsten kun vejledning og nogle få retningslinjer. Det at se en udstilling, der først bare var ord på et papir og ideer, der fløj gennem luften, den interessante og nogle gange lidt svære proces, til den færdige udstilling, har virkelig været inspirerende.”

SPÆNDENDE – OG EN LILLE SMULE NERVEPIRRENDE
Og det er i høj grad eleverne, der har præget den færdige udstilling. Det fortæller Tine Moberg, projektleder på ’Museumshackerne’, som arbejdede sammen med eleverne fra start til slut.

”Da vi startede det her udstillingsprojekt, ville vi gerne undersøge og formidle, hvordan unge opdager og bruger musik i dag. Vi inviterede derfor eleverne ind til workshops og begyndte med at spørge: Hvis I skulle formidle, hvordan I opdager og bruger musik i dag, til et voksent publikum – hvordan ville I så gøre det?”

Gennem et halvt år var det elevernes ideer og ønsker, der med minimal påvirkning og maksimal opbakning fra Tine Moberg og hendes kollegaer blev forvandlet til LYT. LIKE. DEL. Med lige dele ja-hat og is i maven fandt udstillingen langsomt sin form. Ikke som udstillinger plejer at se ud på rockmuseet RAGNAROCK – men hacket af eleverne, der fortalte historien, som de syntes, den skulle fortælles. Og det var ikke kun eleverne, der tog udfordringen i stiv arm, fortæller Tine Moberg.

”Det har virkelig været spændende og fantastisk – men også en lille smule nervepirrende. Når vi selv laver udstillinger eller arrangementer, ved vi som regel ret tidligt i processen, hvad outputtet bliver. Der var den her proces anderledes. Eleverne er naturligvis ikke vant til at tænke i udstillingsformater, og det var kun positivt. Det fik nemlig også os til at tænke i andre baner”, siger Tine Moberg.

INTERNE DISKUSSIONER OM PROJEKTET
Grundlæggende har ROMU’s medarbejdere mødt de midlertidige kollegaer med en tillid til, at de faktisk kommer med en stor kapacitet. Som 8. klasses-eleverne, der var hverdagseksperter på deres musikvaner. Ultimativt er målet med et museumshack at få så mange som muligt af de eksterne samarbejdspartneres ideer til at flyve, at tænke museum på en ny måde, at genopfinde de traditioner, der former besøg, oplevelse og mødet med historien. Uanset om resultatet så kommer til verden i samarbejde med et kulturhus, en skole eller et reklamebureau.

Nogle dele af projektet er lykkedes bedre end andre – men spørger man direktør for ROMU, Morten Thomsen Højsgaard, så har ’Museumshackerne’ overordnet været en succes.

”Ja, det vil jeg bestemt sige. Vi har med ’Museumshackerne’ rakt ud til nye målgrupper af mennesker, der ellers ikke ville have som første tanke, når de vågner om morgenen, at nu skal jeg på museum. Vi har opfundet meget nyt sammen med andre. Vi har tilladt os at give kontrollen fra os, men har også fået så meget tilbage af inspiration og kreative indspark og nye formater, at det overgår vores forventninger,” forklarer han.

Et af de nye formater, han henviser til, er talkfestivalen ’Historien bag musikken – musikken bag historien’, hvor tv-vært Clement Kjersgaard har været den udefrakommende kraft, der har udfordret museet og skabt nyt sammen med museets stab. Gennem en række artist talks inviterer han nogle af musikkens store navne til en snak om deres arbejdsliv, deres kunst, deres tid og deres inspirationskilder.

Samtalerne med folk som Tim Christensen og Annika Aakjær foregår live foran et publikum, men bliver efterfølgende gjort tilgængelige på YouTube og gemt for eftertiden i museets musikhistoriske onlinearkiv. Her går den besøgende ikke på museum i klassisk forstand og ser genstande, museets udstilling opstår på en scene i mødet mellem vært, gæster og publikum og bliver dernæst digitalt udstillet.

Og netop efterlivet på den digitale platform var en af grundtankerne bag festivalen.

”YouTube er et godt eksempel på en brugerdrevet samling af viden, som vokser organisk. Alt fra gamle film, koncerter og musikvideoer bliver delt og kommenteret igen og igen. Der foregår en løbende genforhandling af kunstneres popularitet, og der er et element af demokratisk inddragende dialog i den proces. Ideen her var at prøve at lave en event, der kunne skabe den form for samtidshistorie til rockmuseet og etablere en samtale over tid,” fortæller Clement Kjersgaard.

Det fællesskab, der opstår online omkring kulturoplevelser, er oplagt for museer at tappe ind i, mener Clement Kjersgaard. Det gælder ikke mindst for hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, der som institution er dedikeret til en tidsperiode, der er tæt på de besøgendes egen nutid og samtid.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om. Når jeg interviewer Annisette Koppel, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”, siger Clement Kjersgaard.

SPILLERUM TIL FORANDRING
Det er ikke nyt for museer at inddrage eksterne i projekter. Men for ROMU har intentionen med ’Museumshackerne’ været at bringe brugerinvolveringen et helt nyt sted hen. Et sted, hvor eksterne får usædvanligt meget indflydelse på udstillingerne – både i form og indhold. Og det er både et spændende og nødvendigt greb, mener ROMU’s publikumschef Isabella No’omi Fuglø.

”Museumsformatet er en dynamisk størrelse, der skal udvikle sig og følge med hele tiden. Det gør vi selvfølgelig også, men vi udvikler os bedst, hvis vi ikke bare er et ekkokammer. Derfor har vi hevet forskellige typer af mennesker ind til at prøve en masse ting af sammen med os. Og hvis man skal hacke museumsformatet, så skal man også nogle gange turde noget.”

Netop fordi fokus har været på de nye brugergrupper, har det været oplagt at bede de eksterne samarbejdspartnere – uanset om det er skoleelever eller tv-værter – om at træde helt ind i kernen af museumsarbejdet.

”Noget af det, der ligger i grebet ’hacking’, er at man underlægger sig på en eller anden måde. Man skal lade sine egne grænser bryde for at kunne udfolde sig. For hvis vi skal være noget for nye målgrupper – det kan for eksempel være de unge – så bliver vi nødt til at give plads til, at museumsformatet kan følge med. Hvis vi gerne vil formidle ungdomskultur, så er det ikke nok, at vi har nogle unge med, som kan svare på vores spørgsmål. Det skal lyde som dem, og det skal ligne dem. De skal kunne se sig selv og føle sig repræsenteret i den udstilling, vi laver. Hvis ikke, de gør det, så må vi jo lave den anderledes. Sammen med dem, selvfølgelig” siger Isabella No’omi Fuglø.

VÆRDI I DE NYE SAMARBEJDER
Som en del af museumshackerne har ROMU nu i en årrække udfordret sig selv og brugerne i en række delprojekter med flere forskellige typer af samarbejdspartnere. Sammen med RealDania bød museet i slipstrømmen på covid-19 indenfor til streaming af unge artisters optrædener. Sammen med reklamebureauet Produced By gav museet en ung instruktør frie tøjler til at skabe sin egen fortælling med fokus på unge i forbindelse med en udstilling om Roskilde Festival. På de indre linjer er museet begyndt at arbejde på nye måder.

Selv om den flerårige bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen udløber i begyndelsen af 2024, kan aftrykkene tydeligt spores i ROMU.

”På en hel masse måder har det udviklet os. Vi stiller nye spørgsmål til vores brugere. Vi har fået udviklet en event, som nu bliver stående år for år. Vi har skabt flere nye formidlings- og udstillingsgreb, som vi nu bygger videre på. Vi kan se, at rockmuseet tiltrækker mange nye og mange yngre museumsgæster. Og så er det i øvrigt skønt, at vi har været med til at gøre museumshacking til et positivt begreb. I krydsfeltet mellem at gøre op med vanetænkningen og samtidig være dybt nørdet interesseret i genstandsfeltet og nye brugeres oplevelse, ja, der opstår den kreative grundindstilling, som museumshackingen står for,” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.

Helt grundlæggende har det lagret sig hos de medarbejdere, der har fundet en enorm værdi i at få input fra ganske forskellige målgrupper. Samarbejdspartnere, som samtidig beriger museet med noget, som de i høj grad har brug for: Deres historier og deres engagement.

”Vi har lært mange, mange ting, men mest af alt tror jeg, vi har lært, at vi gerne VIL hackes. Så skal vi jo bare finde nogen, der har lyst til at lege med os. Det behøver ikke nødvendigvis være unge, det kan være alle mulige andre segmenter, der har eller får lyst til at museumshacke,” slutter Isabella No’omi Fuglø.

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal.3 Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

EN FREJA-FIGUR?
Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve.7 Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT?
Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og
en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig
tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre9, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det
gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).

Efter Den Kolde Krigs afslutning var håbet, at det nu ville være slut med frygten for krig. Men alligevel har verden været præget af konflikt snarere end fred lige siden, og er det stadig den dag i dag. Hvordan bevarer vi håbet om fred i en verden med krig? Med udstillingen Roskilde mellem håb og frygt – fra Den Store Krig til Den Kolde Krig giver Roskilde Museum et indblik i fortællinger fra Roskilde i krigens skygge i det 20. århundrede i håbet om, at et historisk perspektiv kan være et bidrag til omtanke og til at forholde os til den aktuelle situation med krige og konflikter i verden.

Krig påvirker menneskers handlinger, forestillinger og oplevelser, både når krigen kommer helt tæt på i Danmark, som under besættelsen, og når krigen er varm i andre lande eller forbliver kold, som under Den Store Krig og Den Kolde Krig. Hverdagen og måden, hvorpå vi tilpasser os og lever vores liv i krigens skygge, viser, hvordan vi, på trods af at truslen om krig er nærværende, bevarer håbet i frygten. Dette er og var også tilfældet i Roskilde, som museets udstilling Roskilde mellem håb og frygt giver et indblik i.

SOLDATERHJEMMET

KFUM’s Soldatermission kan fejre 25-års jubilæum, samme år som Den Store Krig eller 1. Verdenskrig bryder ud. Da sikringsstyrken, som udgjorde den danske hærs ekstraordinære styrke, blev indkaldt, betød det en stor udvidelse af KFUM’s arbejde med åbning af 15 soldaterhjem på 15 måneder. I Roskilde etableres soldaterhjemmet i Sankt Olsgade 18 allerede d. 12. november 1913, samme år som den nybyggede kaserne i Roskilde netop var åbnet. Og det er i selvsamme lokaler, hvor fortællingen om Roskilde under Den Store krig nu bliver udstillet.

I soldaterhjemmet kunne soldaterne fra kasernen og Tunestillingen få en pause fra hærens strenge disciplin. De indkaldte soldater, der byggede Tunestillingen, var lige så meget arbejdsmænd på akkord, som de var soldater. Det meste af anlægsarbejdet blev udført ved håndkraft. Der var i perioder op til 5.000 arbejdende soldater i gang. Ud over gravearbejdet havde de militær træning og vagttjeneste. Soldaterne havde også deres geværer med ved gravearbejdet, så de hurtigt kunne gribe til våben.

Soldaterne kunne i soldaterhjemmet deltage i salmesang, lytte til foredrag og bibel- og vækkelsesmøder, der skulle højne soldaternes moral og kristne opdragelse. I de mere hjemlige omgivelser var der også mulighed for at få et varmt måltid mad, læse dagens avis, fordybe sig i bibliotekets bøger eller skrive breve til familien derhjemme. Soldaterhjemmet lå i Sankt Olsgade frem til 1916, hvorefter det flyttede til Helligkorsgade 8. Med både åbningen af kasernen, der blev nedlagt i 1974, og soldaterhjemmet var soldaterne en del af bybilledet i Roskilde under Den Store Krig, hvorved krigen på trods af Danmarks neutralitet altid var nærværende.

DEN SPANSKE SYGE

Da det første tilfælde af den spanske syge blev konstateret i Roskilde i 1918, blev det tydeligt for enhver, at byen er tæt forbundet med resten af verdenssamfundet. Navnet skyldes, at epidemien først blev omtalt i spanske medier, mens omtalen af den var underlagt censur i de lande, der deltog i Den Store Krig. Det betød dog ikke, at den havde sit udspring i Spanien, men betegnelsen kom hurtigt til at hænge fast også i danske aviser. Den opstod formentlig på en kaserne i USA i begyndelsen af 1918, og den nåede med de amerikanske soldater, der kæmpede på Vestfronten, til Europa i løbet af foråret.

Den spanske syge var en voldsom influenza, der på få dage kunne dræbe unge og raske mennesker. Under Den Store Krig spredte den sig hastigt i skyttegravene til de tæt befolkede europæiske storbyer og derfra videre til mindre byer, hvor blandt andet jernbaneforbindelsen mellem Roskilde og København hjalp smitten på vej. Knap fem uger efter at det første tilfælde blev konstateret, var antallet af smittetilfælde over 500 – hvoraf 272 var soldater. Soldaterne boede tæt på kasernen og var derfor meget modtagelige over for sygdommen. Knap 100 mennesker blev ofre for sygdommen i den lille provinsby Roskilde med knap 18.000 indbyggere. Som tilfældet var med covid-19, kom sundhedsstyrelsen og andre myndigheder med smitteforebyggende råd til befolkningen på plakater, i aviser m.v.

DA ROSKILDE GIK I SORT
I 1930’erne kom frygten for krig tæt på efter Tysklands totalt ødelæggende bombardement af den spanske by Guernica i 1937 under Den Spanske Borgerkrig. Derfor afholdt Statens Civile Luftværn både kurser og udstillinger, der kunne forberede danskerne på, hvordan en kommende krig kunne udfolde sig. Og 7. november 1938 og to dage frem indledte det danske militær og beredskab Danmarks første mørklægningsøvelse som foregik i Roskilde. Roskilde var et oplagt mål for mørklægningsøvelsen, da den som et trafikalt knudepunkt ville give rig mulighed for at afprøve mørklægning af særligt de mange tog, der passerede gennem byen.

For at hjælpe byens borgere med at orientere sig i mørket malede man kantsten langs vejen og perronkanten på stationen hvide, og byens lygtepæle fik påmalet et hvidt bælte. I byens vigtige gadekryds kom der hvide afskærmede lamper, og på Algade og Skomagergade kom der blå retningslys. Lise Nørgaard beskriver her, hvordan forberedelserne til mørklægningen var den rene feststemning:

”Indbyggerne følger fornøjet, hvordan kantstene kridtes hvide, og det bliver en ren sport at tilvejebringe ugennemsigtige stoffer eller fedt sort papir til opsætning for vinduerne i de titusinder hjem. De lokale blade giver råd og vejledning om alle de forholdsregler, der skal træffes i den særprægede folkefests anledning og oplyser samtidig om restauranters og hotellers muntre arrangementer og lækre traktementer, når byen går i sort.”

50.000 borgere fordelt på 10.000 husstande var omfattet af mørklægningen. Dertil kom, at lygterne på 300 tog, der kørte igennem byen under øvelsen, skulle være dæmpet og ruderne tildækket. Efter tre døgn i mørke ophævede man mørklægningen, og øvelsen havde været en succes. Da krigen kom d. 9. april 1940, blev danskerne pålagt fra den ene dag til den anden at mørklægge deres vinduer og begrænse al udendørs belysning. Hvad der i 1938 blev oplevet som en spændende og festligt øvelse, var nu skræmmende alvor. Mørklægningen var pålagt danskerne helt frem til befrielsen 4. maj 1945, hvor mange skyndte sig at rive mørklægningsgardinerne ned og markere besættelsens afslutning ved at afbrænde dem på bål.

HVIS KRIGEN KOMMER

Tiden efter 2. Verdenskrig var både kendetegnet ved optimisme med økonomisk fremgang og udbygning af velfærdssamfundet og den voksende frygt for 3. verdenskrig med Den Kolde Krigs oprustningskapløb og atomvåben. Civilforsvaret var en af fire grene i et komplekst totalforsvar, der skulle koordinere både militære og civile ressourcer: militæret, civilforsvaret, politiet og hjemmeværnet. Civilforsvarets hovedopgave var at beskytte befolkningens liv og ejendom under krise eller krig gennem forebyggende og afbødende indsatser. Dette gjorde CF ved at etablere beskyttelses- og sikringsrum og lave planer for flygtningelejre og nødhospitaler. Andre forebyggende opgaver inkluderede f.eks. etableringen og vedligeholdelsen af et landsdækkende varslingssystem, der kunne advare befolkningen før et angreb. I landets større byer var der sirener, som én gang om ugen blev afprøvet. På landet skulle højtalervogne og kirkeklokker advare befolkningen. Desuden var Danmarks Radio en central del af varslingsberedskabet.

I Roskilde blev der under Klostermarksskolen etableret en kommandocentral, hvorfra civilforsvarets beredskabsarbejder skulle ledes, hvis krigen blev varm. Fra centralen var der direkte telefonlinjer til udrykningsstationer, observationsposter, sygehus, politi og meldeposter. Der var køkken, toiletter, sovepladser til seks personer, nødgenerator, gasfiltre og egen vandboring. Hele centralen var beskyttet mod radioaktivt nedfald, gas- og bombeangreb. Der var planer for, hvordan beredskabet skulle aktiveres, herunder hvordan beredskabet kunne rykke ud til katastroferamte områder med en mobil kommandopostpakning og hermed etablere en fremrykket kommandocentral. Opgaven var at melde tilbage til kommandocenteret om situationen, få sårede i sikkerhed og finde et sted at gøre af de døde.

En del af beredskabet er også den borgerrettede beredskabsinformation, som den husstandsomdelte pjece Hvis krigen kommer, der blev uddelti januar 1962, er et eksempel på. Det var et forsøg fra Statsministeriets side på at oplyse befolkningen om farer, forebyggelse og fakta i forbindelse med et eventuelt angreb mod dansk territorium, herunder et atomangreb. Pjecen skulle komme bekymrede borgere i møde, som ønskede
information om, hvorledes man skulle forholde sig til et atomangreb på Danmark. Med covid-19 og den aktuelle situation i 2024 med krige og konflikter er efterspørgslen efter borgerrettet beredskabsinformation vokset og der er fokus på ikke at opskræmme, men som med mørklægningsøvelsen i 1938 eller den indkaldte sikringsstyrke under Den Store Krig at forberede sig og komme frygten for krig i møde og bevare håbet om fred i en verden med krige og konflikter.

De seneste år har hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, arbejdet målrettet på at nå nye grupper af besøgende. Det har krævet tålmodighed, is i maven og tillid. For en del af projektet ’Museumshackerne’ har blandt andet betydet, at museets fagfolk har inviteret eksterne samarbejdspartnere med meget frie rammer med dybt ind i de kreative processer.

Hvad sker der, hvis et rockmuseum inviterer nogle af dem, man stræber efter at have som gæster, til at gribe tøjlerne og være med til at lave indhold?

Det satte ROMU’s medarbejdere sig for at undersøge med ’Museumshackerne’ – et nyskabende flerårigt projekt, der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen. Målet var at åbne nye brugergruppers øjne for museets mange fortællinger og muligheder. Midlet var at få dem, det hele handlede om, til at involvere sig selv mest muligt i skabelsen af indhold, fortællinger og nye forståelser.

I løbet af projektperioden er alt fra udstillinger til markedsføring og events blevet hacket af eksterne samarbejdspartnere. Som for eksempel udstillingen LYT. LIKE. DEL, som efter mange forberedelser og udviklingsprocesser i 2023 åbnede på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, i starten af 2024.

Udstillingen handler om unges musikvaner. I stedet for, at museets fagfolk fortalte om unges liv, inviterede de en 8. klasse med helt ind i kommandocentralen. Resultatet blev et generationsmøde, som forbandt musikelskere på tværs af tid. Eleverne var med som værter på åbningsdagen.

”Vi er unge, musikinteresserede folkeskoleelever, der har fået lov til at lave en udstilling. På den måde ’hacker’ vi museet ved at gøre noget, der meget sjældent sker for os unge, og vi er meget taknemmelige for, at det lige var os, der blev valgt,” lød det stolt fra eleverne i talen.

De nævnte også den tillid, de blev mødt med af museets erfarne udstillingshold:

”Det har virkelig været fedt, at vi ikke har haft alt for faste rammer omkring, hvad vi skulle lave, men næsten kun vejledning og nogle få retningslinjer. Det at se en udstilling, der først bare var ord på et papir og ideer, der fløj gennem luften, den interessante og nogle gange lidt svære proces, til den færdige udstilling, har virkelig været inspirerende.”

SPÆNDENDE – OG EN LILLE SMULE NERVEPIRRENDE
Og det er i høj grad eleverne, der har præget den færdige udstilling. Det fortæller Tine Moberg, projektleder på ’Museumshackerne’, som arbejdede sammen med eleverne fra start til slut.

”Da vi startede det her udstillingsprojekt, ville vi gerne undersøge og formidle, hvordan unge opdager og bruger musik i dag. Vi inviterede derfor eleverne ind til workshops og begyndte med at spørge: Hvis I skulle formidle, hvordan I opdager og bruger musik i dag, til et voksent publikum – hvordan ville I så gøre det?”

Gennem et halvt år var det elevernes ideer og ønsker, der med minimal påvirkning og maksimal opbakning fra Tine Moberg og hendes kollegaer blev forvandlet til LYT. LIKE. DEL. Med lige dele ja-hat og is i maven fandt udstillingen langsomt sin form. Ikke som udstillinger plejer at se ud på rockmuseet RAGNAROCK – men hacket af eleverne, der fortalte historien, som de syntes, den skulle fortælles. Og det var ikke kun eleverne, der tog udfordringen i stiv arm, fortæller Tine Moberg.

”Det har virkelig været spændende og fantastisk – men også en lille smule nervepirrende. Når vi selv laver udstillinger eller arrangementer, ved vi som regel ret tidligt i processen, hvad outputtet bliver. Der var den her proces anderledes. Eleverne er naturligvis ikke vant til at tænke i udstillingsformater, og det var kun positivt. Det fik nemlig også os til at tænke i andre baner”, siger Tine Moberg.

INTERNE DISKUSSIONER OM PROJEKTET
Grundlæggende har ROMU’s medarbejdere mødt de midlertidige kollegaer med en tillid til, at de faktisk kommer med en stor kapacitet. Som 8. klasses-eleverne, der var hverdagseksperter på deres musikvaner. Ultimativt er målet med et museumshack at få så mange som muligt af de eksterne samarbejdspartneres ideer til at flyve, at tænke museum på en ny måde, at genopfinde de traditioner, der former besøg, oplevelse og mødet med historien. Uanset om resultatet så kommer til verden i samarbejde med et kulturhus, en skole eller et reklamebureau.

Nogle dele af projektet er lykkedes bedre end andre – men spørger man direktør for ROMU, Morten Thomsen Højsgaard, så har ’Museumshackerne’ overordnet været en succes.

”Ja, det vil jeg bestemt sige. Vi har med ’Museumshackerne’ rakt ud til nye målgrupper af mennesker, der ellers ikke ville have som første tanke, når de vågner om morgenen, at nu skal jeg på museum. Vi har opfundet meget nyt sammen med andre. Vi har tilladt os at give kontrollen fra os, men har også fået så meget tilbage af inspiration og kreative indspark og nye formater, at det overgår vores forventninger,” forklarer han.

Et af de nye formater, han henviser til, er talkfestivalen ’Historien bag musikken – musikken bag historien’, hvor tv-vært Clement Kjersgaard har været den udefrakommende kraft, der har udfordret museet og skabt nyt sammen med museets stab. Gennem en række artist talks inviterer han nogle af musikkens store navne til en snak om deres arbejdsliv, deres kunst, deres tid og deres inspirationskilder.

Samtalerne med folk som Tim Christensen og Annika Aakjær foregår live foran et publikum, men bliver efterfølgende gjort tilgængelige på YouTube og gemt for eftertiden i museets musikhistoriske onlinearkiv. Her går den besøgende ikke på museum i klassisk forstand og ser genstande, museets udstilling opstår på en scene i mødet mellem vært, gæster og publikum og bliver dernæst digitalt udstillet.

Og netop efterlivet på den digitale platform var en af grundtankerne bag festivalen.

”YouTube er et godt eksempel på en brugerdrevet samling af viden, som vokser organisk. Alt fra gamle film, koncerter og musikvideoer bliver delt og kommenteret igen og igen. Der foregår en løbende genforhandling af kunstneres popularitet, og der er et element af demokratisk inddragende dialog i den proces. Ideen her var at prøve at lave en event, der kunne skabe den form for samtidshistorie til rockmuseet og etablere en samtale over tid,” fortæller Clement Kjersgaard.

Det fællesskab, der opstår online omkring kulturoplevelser, er oplagt for museer at tappe ind i, mener Clement Kjersgaard. Det gælder ikke mindst for hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, der som institution er dedikeret til en tidsperiode, der er tæt på de besøgendes egen nutid og samtid.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om. Når jeg interviewer Annisette Koppel, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”, siger Clement Kjersgaard.

SPILLERUM TIL FORANDRING
Det er ikke nyt for museer at inddrage eksterne i projekter. Men for ROMU har intentionen med ’Museumshackerne’ været at bringe brugerinvolveringen et helt nyt sted hen. Et sted, hvor eksterne får usædvanligt meget indflydelse på udstillingerne – både i form og indhold. Og det er både et spændende og nødvendigt greb, mener ROMU’s publikumschef Isabella No’omi Fuglø.

”Museumsformatet er en dynamisk størrelse, der skal udvikle sig og følge med hele tiden. Det gør vi selvfølgelig også, men vi udvikler os bedst, hvis vi ikke bare er et ekkokammer. Derfor har vi hevet forskellige typer af mennesker ind til at prøve en masse ting af sammen med os. Og hvis man skal hacke museumsformatet, så skal man også nogle gange turde noget.”

Netop fordi fokus har været på de nye brugergrupper, har det været oplagt at bede de eksterne samarbejdspartnere – uanset om det er skoleelever eller tv-værter – om at træde helt ind i kernen af museumsarbejdet.

”Noget af det, der ligger i grebet ’hacking’, er at man underlægger sig på en eller anden måde. Man skal lade sine egne grænser bryde for at kunne udfolde sig. For hvis vi skal være noget for nye målgrupper – det kan for eksempel være de unge – så bliver vi nødt til at give plads til, at museumsformatet kan følge med. Hvis vi gerne vil formidle ungdomskultur, så er det ikke nok, at vi har nogle unge med, som kan svare på vores spørgsmål. Det skal lyde som dem, og det skal ligne dem. De skal kunne se sig selv og føle sig repræsenteret i den udstilling, vi laver. Hvis ikke, de gør det, så må vi jo lave den anderledes. Sammen med dem, selvfølgelig” siger Isabella No’omi Fuglø.

VÆRDI I DE NYE SAMARBEJDER
Som en del af museumshackerne har ROMU nu i en årrække udfordret sig selv og brugerne i en række delprojekter med flere forskellige typer af samarbejdspartnere. Sammen med RealDania bød museet i slipstrømmen på covid-19 indenfor til streaming af unge artisters optrædener. Sammen med reklamebureauet Produced By gav museet en ung instruktør frie tøjler til at skabe sin egen fortælling med fokus på unge i forbindelse med en udstilling om Roskilde Festival. På de indre linjer er museet begyndt at arbejde på nye måder.

Selv om den flerårige bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen udløber i begyndelsen af 2024, kan aftrykkene tydeligt spores i ROMU.

”På en hel masse måder har det udviklet os. Vi stiller nye spørgsmål til vores brugere. Vi har fået udviklet en event, som nu bliver stående år for år. Vi har skabt flere nye formidlings- og udstillingsgreb, som vi nu bygger videre på. Vi kan se, at rockmuseet tiltrækker mange nye og mange yngre museumsgæster. Og så er det i øvrigt skønt, at vi har været med til at gøre museumshacking til et positivt begreb. I krydsfeltet mellem at gøre op med vanetænkningen og samtidig være dybt nørdet interesseret i genstandsfeltet og nye brugeres oplevelse, ja, der opstår den kreative grundindstilling, som museumshackingen står for,” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.

Helt grundlæggende har det lagret sig hos de medarbejdere, der har fundet en enorm værdi i at få input fra ganske forskellige målgrupper. Samarbejdspartnere, som samtidig beriger museet med noget, som de i høj grad har brug for: Deres historier og deres engagement.

”Vi har lært mange, mange ting, men mest af alt tror jeg, vi har lært, at vi gerne VIL hackes. Så skal vi jo bare finde nogen, der har lyst til at lege med os. Det behøver ikke nødvendigvis være unge, det kan være alle mulige andre segmenter, der har eller får lyst til at museumshacke,” slutter Isabella No’omi Fuglø.