Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

13.06.2024

I spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ bliver branden i Roskilde Domkirke i 1968 mindet med et rigt fotomateriale, avisartikler og dokumentaroptagelser. Foto: Roskilde Domkirkes Arkiv

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Det vakte opsigt, og folk stimlede sammen på Stændertorvet, da Roskilde Domkirke brændte i 1968. Nu mindes branden og brandfolkenes indsats i spotudstillingen ‘Roskilde brænder’ på Roskilde Museum. Foto: Roskilde Arkiverne

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Mange voksne og ældre roskildensere husker brandstationen i Sankt Ols Stræde, som i årene 1909 – 1984 havde til huse i en af de bygninger, der i dag rummer Roskilde Museum. Foto: Gorm Grove

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Fra 23. juni til og med 1. uge af september kan den originale brandbil, drejestigen ”S.1.” fra 1937, opleves i gården på Roskilde Museum som en del af spotudstillingen ”Roskilde brænder!” Det er foreningen Roskilde Stigeholdere, som vedligeholder og passer på det flotte køretøj, der kendes fra den årlige juletræstænding på Stændertorvet. Foto: Gorm Grove

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Det lille brandmuseum lavet af brandmændene i anledningen af brandvæsnets 100 års jubilæum i 1974 i den gamle brandstation genopstår i ny form i udstillingen Roskilde brænder! Foto: Gorm Grove

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Med brandstationen på Sankt Ols Stræde fik brandfolkene helt nyt udstyr. Her ses deres første brandbil, Trianglen, som de indkøbte for 100 år siden, i 1924. Foto: Roskilde Brandvæsen.

Lützhøfts Købmandsgaard tager en bid Roskilde-historie med til København

Af Lene Steinbeck

09.03.2023

Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Valkyrien fra Kirke Hyllinge

Af: Cille Krause

Fig. 1. Foto af for- og bagside af valkyrien fra Kirke Hyllinge. Foto: Cille Krause, ROMU.

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

“Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død”

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både
kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

Fig. 2. Kaare Bøgh-Jensen i felten efter fundet af valkyrien i foråret 2023. Foto: Cille
Krause, ROMU.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal. Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

“Smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene.”

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

Fig. 3. Kaare Bøgh-Jensen fremviser valkyrien. Foto: Cille Krause, ROMU.

EN FREJA-FIGUR? 

Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve. Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

“Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken”

Fig. 4. Nærfoto af valkyriens overdel. Foto: Cille Krause, ROMU

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT? 

Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Fig. 5. Valkyriefragmentet fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre. Man kan tydeligt se den fornemme frisure med den flettede ”knold”, der går igen på de andre kendte valkyrie-smykker. Foto: Cille Krause.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

“Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på.”

Fig. 6. Valkyriefibel fra Tissø på Vestsjælland. Figuren på hesten, som har opsat hår og
kappe, tolkes som valkyrien. Denne konstellation med valkyrie til hest er også en velkendt type. Foto: Foto: Roberto Fortuna og Kira Ursem, Nationalmuseet, hentet fra
https://samlinger.natmus.dk/do/asset/4661.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

Klik her for at åbne artiklen som pdf

Fremmed fugl, sjælden sten

Af: Emil Winther Struve

Fig. 1. Tapkile eller skafttapøkse? Stenalderredskabet fundet ved Jørlunde.
Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

– fund af en tapkile fra den yngre
bondestenalder ved Jørlunde

Mange kender det. På traveturen er blikket stift vendt mod jorden,
og blikket scanner de mange sten på mark, strand eller i skovbunden:

”Ligner den der ikke noget?”, ”den her kunne godt ligne en økse lidt”, ”mærk lige, hvordan den ligger godt i hånden!”.

Håbet er lysegrønt, og stenene vendes i hånden med optimistiske
forhåbninger – oftest forgæves.

… og dog. Nogle gange tilsmiles man af heldet, og ikke bare er den
lidt tvivlsomme sten faktisk et af stenaldermenneskenes tildannede
redskaber – den gemmer også på en helt særlig historie.

EN UNDSEELIG STEN ER SJÆLDEN KILE ELLER ØKSE

Henrik Buitenhuis har en interesse for fortiden og går med metal-
detektor i sin fritid. Gennem sin hobby gør han en del metalfund, der afleveres til danefævurdering hos ROMU.

Fig. 2. Tapkilen er fundet tæt ved byen Jørlunde i Nordsjælland.

Ved en indlevering havde Buitenhuis ud over de mindre stykker af metal
også medbragt en relativt stor sten fundet på hans ejendom lidt uden for Jørlunde i Frederikssund Kommune (fig. 2). Ved første øjekast kan stenen for det utrænede øje ligne enhver anden marksten. Dens relativt ru og grovkornede overflade giver ikke indtryk af en fin og nænsom forarbejdning.

Hvordan kan det ejendommelige redskab ellers beskrives? Det er tildan-
net af et stykke granit, som indledningsvist er tilhugget og formgivet med en stump flintmejsel, hvorefter overfladen er jævnet ved slibning med en blødere sten.

Den vejer 1584 g, og bliver vi i lægmandsbetegnelserne for opsamlede marksten, vil den sandsynligvis skulle placeres i kategorien ”tung sten”.

“Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt”

Fig. 3. I profil ses tapkilens/skafttapøksens formgivning tydeligere. Foto: Kristian
Grøndahl, ROMU.

Når man ser nærmere på stenen, træder en klassisk økseform frem: fire tildannede sider, en stump afrunding i kilens/øksens nakkeende og modsat en tilspidset æg (fig. 1). Ses øksen i profil, bemærkes en tydelig indsnævring i smalsidens tykkelse, således at nakkeenden fremstår som en tap øverst på selve øksebladet, der er tykkere (fig. 3). Tappen er afgørende i navngivningen af genstandstypen både som kile (tapkile) og som økse (skafttapøkse). Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt.

Tapkilen – som vi for nemheds skyld vil kalde den her – er 19,5 cm lang. Den er 7,7 cm bred på det bredeste sted og 7,2 cm bred ved overgangen mellem blad og tap. Her måles også den maksimale tykkelse på 5,8 cm, inden formen indsnævres til en tykkelse på ca. 4,6 cm, hvormed den markante tap dannes (fig. 3).

Fig. 4. Tydeligt slid ses som afspaltninger på æggen og sort patinering af æg og bredside. Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

TAPKILE/SKAFTTAPØKSE – TVIVLEN OM REDSKABETS FUNKTION

Den kendte, nu afdøde arkæolog og professor P.V. Glob har behandlet genstandstypen i sin doktordisputats fra 1944 omhandlende den jyske enkeltgravskultur. Følges Globs typologiske inddeling, defineres redskabet fra Jørlunde som en tapkile af undergruppen A1, hvilket forsigtigt daterer den til perioden ca. 2600-2400 f.Kr. Glob beskriver, hvordan det for alle typer af tapkiler gælder, at der kan findes eksemplarer med knusemærker i nakkeenden som tegn på, at nakkeenden er blevet tildelt hårde slag.1

“Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ.”

Tapkilen fra Jørlunde fremviser netop tydelige knusemærker i nakkeenden men har også andre distinkte spor efter brug. Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ. Slitagen ses tydeligst ved æggen, hvor der også ses flere mindre brudskader. Yderligere er de mørke slidspor tydeligst på den fremtrædende kant mellem blad og tap på bredsiderne, som udgør de dele af stenen, som har haft den største kontaktflade under brug. Det er tydeligt, at der er tale om et flittigt brugt arbejdsredskab.

Forud for Globs afhandling var kilerne klassificeret som skafttapøkser.2 De to betegnelser for genstandstypen afspejler en oprindelig usikkerhed i forståelsen af typens funktion. Var der tale om en kile eller en økse? Hvor et øksehoved er skæftet og bruges til direkte slag – f.eks. til at fælde et træ – placeres kilen på det emne, man ønsker at bryde, hvorefter man slår på kilen for at presse den ned – f.eks. når en træstamme skal flækkes
på langs.

Fig. 5. Udbredelsen af den jyske enkeltgravskultur (rød markering). Fund af tapkiler/
skafttapøkser i Danmark (prik). Jørlundefundet markeret (stjerne). Efter Glob 1945,
Fig. 85. og Iversen 2015, Fig. 4.34.

DET JYSKE OPHAV
For at forstå tvivlen om genstandstypens benævnelse må vi grave lidt i redskabets oprindelse, der ligger langt fra fundstedet ved Jørlunde. Tapkilerne fra den yngre bondestenalder er ikke usædvanlige i Danmark. Der kendes mere end 300 fund fra hele landet. Derimod er fundtypen meget usædvanlig på Sjælland, hvor der med fundet fra Jørlunde nu kendes til fem eksemplarer. Årsagen til den skæve fordeling på landsplan skal findes i redskabstypens tilhørsforhold til den jyske enkeltgravskultur.

Den jyske enkeltgravskultur betegner en befolkning, som i perioden 2800-2400 f.Kr. indvandrer og etablerer sig i dele af det vestlige Danmark – særligt i Vestjylland. Indvandringen sker som led i en på europæisk plan større folkevandringsbølge i denne periode. En bølge, som i Sydskandinavien resulterer i fremkomsten af enkeltgravskulturen i det vestlige Danmark og stridsøksekulturen i dele af Sverige og Norge.3 En af de tydeligste arkæologiske markører for de nye befolkningsgruppers ankomst er deres markant ændrede gravskik, når man sammenligner med den eksisterende befolknings skikke. Den såkaldte tragtbægerkultur havde i flere hundrede år anvendt og genbrugt de store megalitanlæg – jættestuerne – til deres begravelser. Betegnelsen enkeltgravskultur demonstrerer, at de nye befolkninger medbragte en tradition for at begrave deres døde enkeltvist i små jordhøje.

Til Sydsverige, Jylland samt store dele af det centrale og vestlige Europa medbragte de nye befolkninger en anderledes idéverden, som kan ses gennem udformninger af økser og keramik men også ved ændringer i levemåde og begravelsesritualer. Som en del af den nye befolknings ”værktøjskasse” introduceredes sammen med nye typer af flotte stridsøkser også tapkilen/skafttapøksen, der på linje med stridsøksen kunne medgives som gravgave i forbindelse med ritualerne knyttet til de nye gravskikke.

“Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.”

Tapkilernes/øksernes placering i enkeltgravene er med til at skabe tvivl om deres funktion som kile eller økse. De stridsøksehoveder, som oftest findes i gravene, har alle gennemboringer – såkaldte skafthuller – og blev brugt som økser. I gravene er der både fundet enkelte tapkiler med gennemboringer til skaft og tapkiler uden gennemboringer, der måske også har været brugt som økser trods fraværet af skafthuller. Man kan tænke sig, at tapkilen har været skæftet med et vinkelbøjet økseskaft (fig. 6). Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.

Teorien bakkes op af det faktum, at tapkileøkserne fundet i grave hører
til de mindste eksemplarer af typen med længder under 14 cm.5 De er således markant mindre end eksemplaret fra Jørlunde, der med en vægt på mere end 1.500 g må formodes at være alt for tung til en skæftning af denne type. Eksemplarer som tapkileøksen fra Jørlunde peger i stedet på en brug af typen som en svær kile til trækløvning. Et eksempel på en sådan anvendelse kendes fra et fund i en mose ved Urup i Vestjylland, hvor der i de bevarende moselag er fundet en delvist kløvet træstamme
med en fastklemt tapkile, der må være gået tabt, da stammen ved arbejdet
er sunket ned i moselagene.

Konklusionerne om tapkilernes anvendelse forbliver tvetydige. Anvendelsen som kile eller økse har altså med stor sandsynlighed været afhængig af det enkelte eksemplars størrelse. Et overvejende flertal må dog grundet størrelse betegnes som tapkiler, hvormed denne betegnelse fremstår mest korrekt. Der findes dog sikre eksempler på, at små tapkiler har været skæftede og dermed kan betegnes som skafttapøkser. Muligvis har mindre eksemplarer af tapkiler uden gennemboring haft funktion af vinkelskæftede økser, hvormed de kunne anvendes som gravgaver. Eller måske har selv mindre, simple kiler været fundet værdige som gravgaver? Tapkilen fra Jørlunde bekræfter den nuværende forståelse af genstandstypen. Eksemplarets størrelse og vægt samt slidspor
peger entydigt anvendelse som netop kile til trækløvning.

Fig. 6. Eksempel på vinkelbøjet økseskaft fra bondestenalderen. Tegnet på baggrund af
fund fra Dümmersee, Tyskland. Efter Vang Petersen 1999, Fig. 50. Tegning: Lykke Johansen.

SJÆLDEN PÅ SJÆLLAND

Enkeltgravskulturen bredte sig ikke til de østdanske øer, hvor den eksisterende
tragtbægerkultur fortsatte endnu nogle århundreder. Derfor hører enkeltgravskulturens typiske genstande til sjældenhederne på Sjælland. Her regner vi de få fund som udtryk for sparsom samhandel og gaveudveksling mellem landsdelene eller måske i sjældne tilfælde som udtryk for en spredt tilflytning til øerne.

Der har formentligt ikke været et stort importbehov for værktøj knyttet til skovrydning på Sjælland. I perioden tolkes generelt for befolkningen en nedskalering af landbruget mod et mere forskelligartet bopladsmønster med et øget fokus på jagt og fiskeri. Et pollendiagram lavet på prøver fra et vandhul blot tre kilometer fra tapkilens findested viser ingen tegn på betydelig skovrydning i området i perioden.

Tapkilens udprægede tilhørsforhold til det jyske område gør dens tilstedeværelse i Jørlunde til lidt af en gåde. Var den en prestigefyldt handelsvare, en gave eller måske en kær ejendel for en sjælden tilflytter? Vi ved, at handel og kontakt mellem befolkningsgrupper både på regionalt og overregionalt niveau har foregået gennem hele bondestenalderen, så i perspektivet af det generelle fravalg af enkeltgravskulturens øksetyper i det østdanske område har ejeren af tapkilen fra Jørlunde med sit tilvalg sendt signaler om et personligt udsyn og måske en omfavnelse af de nye befolkningsgruppers ideer.

KIG NED!

På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier. Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten.

Klik her for at åbne artiklen som pdf

Museernes jul tager, igen, fortiden med ind i fremtiden

20.12.2023

Af: Morten Thomsen Højsgaard

Nu er det jul. Det er mørkt udenfor. Og der er brug for ledestjerner, fodpedaler og rampelys som her på RAGNAROCK. Hele Danmarks rockmuseum i Rabalderstræde i Roskilde tog hul på en ny tradition med juleudstilling med skæve, sjove og farverige pointer om populærmusikkens julesange fra Shu-bi-dua, Gasolin’, GNAGS og flere andre. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU. 

Populærmusikkens festlige engle, julemus og stjerneregn af sne gør op med julen, omfavner julen og fornyer julen ved at lægge nye traditioner og udtryk til de gode, gamle. Men det bliver altid og snart og endelig jul igen, før som nu, i by og på land. Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser tilbage på julemåneden 2023 og ønsker glædelig jul.

Af Morten Thomsen Højsgaard

”Jesus bli’r født på anden sal
I Magasin du Nord
Han griner, når du trykker på en fodpedal
Si’r goddag til sin mor”.

Sådan lyder det i Shu-bi-duas populære julesang, der fortsætter og udbasunerer:

”Nu’ det jul.
Og træet tændes påny.
Nu’ det jul.
I land og by”.

Shu-bi-dua var og er ironiske. Med den folkekære Michael Bundesen som forsanger lavede de pjat med julen, men på en kærlig måde. Bandet holdt julen ud i strakt arm. Alt imens de gav den folkelige jul med klejner, rensdyr og familien, der er samlet fra nær og fjern, en stor, varm og opdateret krammer.

Danskerne sang med, ligesom de i øvrigt har gjort det, og stadig gør det. Når Mads Langer synger julen ind med en stjerneregn af sne. Når MC Einar køligt i radioen slår fast, at det er jul, og det’ cool, for det er nu, man hygger sig bedst. Når GNAGS med Peter AG ønsker glædelig jul med historien om to mus, der lykkes med at komme op af en mælkespand.

Eller når Kim Larsen og Gasolin’ toner frem og får os med på drømmen om gaden, der er så smuk med sin julepynt, dage med sange, dage med fred og tid til kærlighed, for:

”Nu er det endelig jul. Jul igen”.

Igen. På ny. Nu. Snart. Endelig. Der er nogle vidunderlige små ord i mange af de mest populære folkelige julesange, som siger noget om, hvad der er på færde, når det er jul.

Det er fortiden, der bliver levende i nutiden, og i julen fører os sammen videre ind i det nye år, ind i fremtiden.

Det er gentagelsen, som minder os om alle traditionerne, alt det, der er og skal være, som det plejer at være, men som alligevel år for år bliver en lille smule anderledes.

Danskerne holdt også jul, før Michael Bundesen sang ”Nu’ det jul”, og før Kim Larsen sagde ”Nu er det endelig jul”.

Danskerne holdt også jul, før man engang i 1800-tallet efter tysk forbillede fandt på at tage et juletræ ind i stuerne.

Fejret blev julen også, før B.S. Ingemann i midten af 1800-tallet skrev den danske tekst til det, der i dag er den mest elskede julesalme ”Glade jul, dejlige jul”.

Men i dag virker det så selvfølgeligt, så uundværligt, så integreret i hele julekulturen, som det næsten kan blive, med juletræet og med netop de julesange og de julesalmer, vi nu engang, på ny, snart, igen og endelig synger gladeligt med på.

Museumsbutikker som her på Roskilde Museum tilbyder anderledes julegaver og specielle værtindegaver. I år kan det for eksempel være bogen ”Konger og dronninger i Roskilde Domkirke”, der udkom på verdensarvsdagen den 12. oktober 2023. Foto: Jan Friis. Grafik: Annette Borsbøl /Storm og Stille

Opgør med og omfavnelse af julen

I museumsorganisationen ROMU er julen en kærkommen anledning til på én gang at dyrke traditioner og at fortælle om deres oprindelse og udvikling.

ROMU har selv sin oprindelse i 1929 i mellemkrigsårene, hvor en gruppe borgere stiftede Roskilde Museumsforening med sigte på at bevare byens og egnes kulturarv og gøre den tilgængelig for eftertiden for stadig flere mennesker, unge såvel som ældre.

Organisationen er siden vokset en del og rummer nu aktiviteter i såvel Roskilde som i Lejre, Frederikssund og Egedal kommuner. ROMU har ti besøgssteder, to magasiner og lidt over 100 ansatte. ROMU fører på vegne af Slots- og Kulturstyrelsen tilsyn med fredede fortidsminder i ti sjællandske kommuner.

Derudover udfolder ROMU et landsdækkende ansvar for at bevare og formidle populærmusikkens kulturhistorie med afsæt i hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, på Rabalderstræde i Roskildes kreative bydel, Musicon.

Siden 2021 har ROMU endelig fået betroet opgaven med at lede og udvikle indsatsen med turisme og verdensarv i fondsorganisationen bag kulturarv ved Roskilde Domkirke, der er hele landets kongelige gravkirke.

Det er store og væsentlige emner, der har vidtstrakt betydning, og som kan samle mange folk fra nær og fjern, lokalt og nationalt, i by og på land.

Og når det så bliver jul igen, ja, så illustrerer museumsorganisationens aktiviteter på flere forskellige måder også den spændvidde, der er i danskernes julekultur.

På Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, tændte ROMU i 2023 en ny tradition med juleudstillingen ”Merry freakin’ jul”. Den handler om populærmusikkens julekultur, der på mange måder er blevet det nye soundtrack til danskernes jul. Det er jul i Angora. Det er samvittigheden, der klares med en ulandskalender. Det er et alt for grande juletræ, der pyntes af en punkartist. Det er amerikaniseringen, der har væltet ind med Elvis og Mariah Carey og mange andre stjerner efter 2. verdenskrig.

Det er også kulturhistorien om, hvordan det danske samfund har bevæget sig fra at sige ”Velkommen igen, Guds engle små” til samtidig at have det prægtigt med formuleringen ”Og Guds engle små klæ’r sig festligt på”.

Juleudstillingen blev krydret med velbesøgte arrangementer, der bragte folk sammen i den ikoniske guldbygning på Rabalderstræde: jule-fællessang med live band og med nogle af populærmusikkens største julenumre, og to udsolgte aftner med musikbingo i en særlig juleedition – med quiz i viden om julens sange.

Det er skævt, det hyggeligt, og det er populært. Præcis som julen er det i virkelighedens verden for rigtig mange borgere. Og så gik det i øvrigt hånd i hånd med det store julemarked, som bydelen Musicon også afholdt to weekender i december i et samspil mellem aktører, stadeholdere, museum, frivillige, virksomheder, kommune – og flere end 27.000 nysgerrige gæster.

Til dette års julemarked på Tadre Mølle var julestemningen helt i top, med hestevognskørsel, nissevækning og i år også kælkning! Takket være julesneen, der lå som et smukt hvidt tæppe over den gamle vandmølle. Foto: Visit Fjordlandet

Vandkraft og sammenhængskraft

De fleste mennesker i dagens Danmark bor i byer. De fleste nye jobs skabes i landets største byer, hvortil Roskilde også hører.

Men sådan har det ikke altid været. Den såkaldte urbanisering er ligesom rocken og poppen noget relativt nyt. For få generationer siden var landet og landbokulturen det mest almindelige og udbredte. I det meste af Danmarks historie har vi været et landbrugssamfund.

Det afspejler sig i julekulturen, hvor vedligeholdelsen af og minderne om de landlige traditioner fortsat betyder meget.

På Tadre Mølle i Elverdamsdalen driver ROMU museum sammen med en stor kreds af frivillige. Og hvert år til jul er der julemarked. Her vækkes julenissen efter gamle, folkelige traditioner. Her kan børn og voksne høre møllerens fortælling om vandets kraft, der kan forvandle landmandens korn til mel, alt imens de med egne øjne kan se møllehjulet snurre og vandet løbe. Der er kræmmere og stadeholdere og spillemænd. Lune æbleskiver, der serveres i Mølle-Maries gamle stuer på husmandsstedet. Åbne udstillinger er der også med fortællinger om naturens kræfter, kildekalkens oprindelse samt energiens betydning i flere henseender.

Kun få procent af de mennesker, der kommer på museum, kommer der alene, viser flere undersøgelser. De fleste kommer der sammen med andre.

Til julemarkedet på Tadre Mølle blev denne kendsgerning igen i år særdeles tydelig, da alle aldersgrupper og en meget varieret skare af mennesker, mange fra byerne, endnu engang fandt sammen ude på landet om vandmøllens julemarked som en tilbagevendende tradition. Det er historien om vandkraft og en manifestation af sammenhængskraft på én gang.

På Færgegården i Frederikssund blev julen også fejret med alt fra juletræsplyndring, til nissesporsjagt, gammeldags æbleskiver og selvfølgelig spejdernes årlige juletræssalg. Foto: Mathias Rasmussen/ROMU

Jul på museum

På flere andre besøgssteder i ROMU har julens traditioner også været et tema. På Færgegården ved Frederikssund har spejderne igen i år solgt juletræer i hundredvis, mens museet har holdt åbent og fortalt julens kulturhistorie.

På Roskilde Museum – der netop har åbnet en fast udstilling om ”Roskilde mellem håb og frygt” – kan du endnu nå at nyde en omgang gløgg i museumscafeen, før museet holder julelukket. Eller du kan skaffe de sidste julegaver i museumsbutikken, som også tilbyder julekort og værtindegaver. Et af årets absolutte gavehits er den nye bog ”Konger og dronninger i Roskilde Domkirke” skrevet af den lokale kulturjournalist Lene Steinbeck og redigeret af den ligeledes lokale redaktør Lisbeth Elkjær Øland.

På Lützhøfts Købmandsgaard i Ringstedgade i Roskilde er der de seneste år sket en bemærkelsesværdig udvikling med mange facetter: Åbningstiden er udvidet. Bygningerne har gennemgået renovering. Der er ny samlingssal. Sortimentet er opdateret med større historisk autenticitet, der sigter mod den tid og det miljø, som fandtes, da Lise Nørgaard blev født og voksede op som barn i Roskilde. En ny idé med at sælge Dom-øl efter historisk opskrift går så godt, at partierne af øl næsten bliver udsolgt, førend museet får dem hjem. Frivillige håndværkere, slagtere og samarbejdspartnere gør det særdeles godt.

Op til jul blev så alle sejl sat til for at give de besøgende en hyggelig oplevelse med handel og vandel, der svarer til højtiden. På adventssøndage har der været særåbent, og et juletræ blev pyntet med inspiration fra Lise Nørgaards barndomshjem.

Det er svært at holde julehumøret fra døren, når Lützhøfts Købmandsgård på Ringstedgade i Roskilde inviterer til gammeldags julestemning med ekstra åbent på adventssøndage. Foto: Kristjan Løk/Visit Fjordlandet

Netop hjemmet spiller en enorm rolle i forestillingen om den gode jul. Det er bestemt ikke uden grund, at Chris Rea hitter igen og igen med ”Driving Home for Christmas”, mens frygtscenariet år for år på tv og i borgernes bevidsthed er at være alene hjemme juleaften.

Museer hverken kan eller skal konkurrere med den hjemlige jul. Museer skal ej heller gøre det, som kirkerne og præsterne står for.

Men museer kan rette fokus mod alt det, der finder sted mellem hjemmets rammer og kirkens forkyndelse i juletiden: Den folkelige musikkultur, handelslivet, samfundets udvikling, dokumentation af traditionernes forandring, hvor både opgør med og omfavnelse af den klassiske jul kommer med.

Hertil kommer, at museer og besøgssteder af mange slags og med placeringer tæt på, hvor folk bor, tilbyder nogle ekstra, offentlige og smukke rum for fælles oplevelser i en tid, hvor der er længsel efter at være sammen med andre, at høre til et sted, at opleve sig selv som en del af en større sammenhæng.

Dermed bliver det jul. Igen. Endelig jul. På ny.

Nok blev Jesusbarnet betragtet som psykopat, udstødt, i sin samtid, som Kim Larsen hæse og karakteristiske stemme minder os om. Men julen er alt andet lige kommet for at blive.

Mon ikke, at Shu-bi-dua nok engang i løbet af december får ret, når de synger:

”Og udenfor lyser den ledestjerne
I en smuk julenat”.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

Museumsorganisationen ROMU driver besøgsstederne: RAGNAROCK – hele Danmarks Rockmuseum, Domkirkemuseet, Roskilde Museum, Lützhøfts Købmandsgaard med Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle, Lejre Museum, Gl. Kongsgaard samt Frederikssund Museum Færgegården. Tjek åbningstider og aktiviteter og udstillingsprogrammer på romu.dk.

Skenkelsø Mølle trækker atter i juletøjet og inviterer til traditionsrigt marked

28.11.2023

Pressemeddelelse

Sidste år var både store og små i gang med gran, ler og lys, og også i år kan man lave sin egen juledekoration i staldbygningen på Skenkelsø Mølle. Foto: Preben Christensen.

December står for døren og med den også julehyggen. Den indfinder sig også på Skenkelsø Mølle, for igen i år at invitere de frivillige til det hyggeligste julemarked. Her er skattejagt for de eventyrlystne, klippe-klistre til de kreative og garanti for julestemning.

Lørdag den 2. december trækker Skenkelsø Mølle i højtidsdragten, når det årlige julemarked løber af stablen. Som altid er det de frivillige møllekoner og møllemænd fra Ølstykke Historiske Forening, som i samarbejde med Egedal Arkiv og Museum står bag arrangementet.

”Der plejer at være en rigtig hyggelig julestemning. En af vores møllemænd kan spille harmonika, og han spiller alle de gode julesange. Både på førstesalen, hvor man kan male julenisser og klippe julepynt, og i stuerne, hvor vi filter hjerter og andet pynt,” fortæller en af de frivillige møllekoner, Hanne Mogensen.

Julemarkedet varer fra klokken 11-15, og det er gratis at deltage. Dog kan der være små udgifter til materialer for nogle af de ting, man selv kan være med til at lave. I staldbygningen kan man lave sin egen juledekoration, som – lige som alle de andre kreationer, man laver – må tages med, så man kan få en lille smule mølle-julestemning med hjem.

I år vil der være en særligt vigtig opgave for børnene. Julemanden har nemlig fået et julekort, men der er bøvl med bogstaverne. Måske har sætternissen været på spil? Gennem en række poster rundt på møllen skal børnene samle de manglende bogstaver, og der vil være en præmie til alle, der kan hjælpe julemanden, så han kan få brevet til at give mening.

Derudover kan der købes lune æbleskiver, gløgg til de voksne og varm kakao til børnene, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i julestemning.

Pynt med gamle og tålmodige nisser

Det er møllens frivillige, der har klædt møllen i gran og nisser. En del af julepynten har mange år på bagen, for det stammer fra lokale, der har indleveret det til den historiske forenings arkiv. Derfor kan man godt støde på nisser, der er over 100 år gamle som en del af møllens juleudsmykning.

På møllen kan man også finde et stykke meget tålmodigt pynt. Gammel folketro er nemlig skyld i, at en nisse har ventet et helt år på, at det skulle blive jul igen.

”Problemet er jo at finde det hele, når vi skal have det ned igen, og sidste år glemte vi altså en nisse i skolestuen. Den har været der hele året, og børnene har også spurgt, hvorfor der sidder en nisse. Men hvis man ikke tager ham ned til jul, så skal man lade ham sidde. For ellers, siger man, at han render rundt og laver ulykker,” griner Hanne Mogensen.

Nissen behøver dog ikke se frem til at tilbringe resten af sine dage i skolestuen. Hvis blot man pakker ham ned sammen med den øvrige julepynt i år, burde han være tilfreds og styre uden om ulykker, fortæller Hanne Mogensen.

Tid: Lørdag den 2. december kl. 11-15

Sted: Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke

Pris: Gratis entré. Enkelte aktiviteter koster 10 kroner.

Oplev sjove sommersøndage for hele familien på Tadre Mølle

19.06.2023

Over fire søndage i juli inviterer Tadre Mølle børn og deres familier til spændende aktiviteter. Kreative naturkunstværker udformes, naturen skal udforskes og brød skal bages i den gamle stenovn.

Sommer og søndag er i hvert fald på plads. Om der også kommer sol til de, der finder vej til Tadre Mølles alsidige og hyggelige ferieaktiviteter, må tiden vise. Men næsten uanset vejret bliver der gode muligheder for at få sig en feriesøndag fyldt med fælles oplevelser på tværs af generationer ved den kulturhistoriske perle i Elverdamsdalen.

Kreativt naturværksted

På det kreative naturværksted på Tadre Mølle skal børn og deres familier slippe deres indre kunstner løs og lave flotte kunstværker af de naturmaterialer, der findes rundt om møllen.

”Kyndige krea-vejledere vil hjælpe de besøgende med at skabe smukke kreationer af naturens materialer. Kun fantasien sætter grænser, når de besøgende gennem denne kreative aktivitet kommer tæt på naturen og skaber hyggeligt samvær,” siger museumsmedarbejder Maja Kvamm.

Det kreative naturværksted finder sted den 2. juli fra klokken 12:00-15:00.

Naturdage
Hele familien er inviteret, når Tadre Mølle holder naturdag i den smukke Elverdamsdal. Kyndige naturvejleder fra Nationalpark Skjoldungernes Land vil udstyre børn og deres familier med grej til at gå på opdagelse i naturens liv omkring den gamle vandmølle.

”Den kulturhistoriske perle Tadre Mølle ligger omgivet af smuk natur i Elverdamsdalen, og denne dag er der ekstra mulighed for at komme helt tæt på det krible- krablende liv, der findes ved møllen,” siger Maja Kvamm.

Naturdage på Tadre Mølle finder sted søndag den 16. juli og 23. juli fra klokken 11:00-14:00.

Bagedag
Den, der kommer først til mølle, får først malet melet. Korn skal kværnes til mel, og brød skal bages i Tadre Mølles gamle stenovn, når der inviteres til bagedag for hele familien.

”Oplev naturens kræfter, når den gamle vandmølle forvandler korn til mel. Få hænderne i dejen og mærk de gamle traditioner på egen krop. Der vil være forskellige aktiviteter på dagen, så alle familiens medlemmer kan sætte sanserne i brug,” siger Maja Kvamm.

Bagedagen på Tadre Mølle finder sted søndag den 20. juli fra kl. 12:00-16:00.

Billetter til alle arrangementer kan købes i Møllecafeen. Børn er gratis.

Valkyrien fra Kirke Hyllinge

Af: Cille Krause

Fig. 1. Foto af for- og bagside af valkyrien fra Kirke Hyllinge. Foto: Cille Krause, ROMU.

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

“Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død”

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både
kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

Fig. 2. Kaare Bøgh-Jensen i felten efter fundet af valkyrien i foråret 2023. Foto: Cille
Krause, ROMU.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal. Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

“Smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene.”

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

Fig. 3. Kaare Bøgh-Jensen fremviser valkyrien. Foto: Cille Krause, ROMU.

EN FREJA-FIGUR? 

Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve. Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

“Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken”

Fig. 4. Nærfoto af valkyriens overdel. Foto: Cille Krause, ROMU

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT? 

Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Fig. 5. Valkyriefragmentet fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre. Man kan tydeligt se den fornemme frisure med den flettede ”knold”, der går igen på de andre kendte valkyrie-smykker. Foto: Cille Krause.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

“Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på.”

Fig. 6. Valkyriefibel fra Tissø på Vestsjælland. Figuren på hesten, som har opsat hår og
kappe, tolkes som valkyrien. Denne konstellation med valkyrie til hest er også en velkendt type. Foto: Foto: Roberto Fortuna og Kira Ursem, Nationalmuseet, hentet fra
https://samlinger.natmus.dk/do/asset/4661.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

Klik her for at åbne artiklen som pdf

Fremmed fugl, sjælden sten

Af: Emil Winther Struve

Fig. 1. Tapkile eller skafttapøkse? Stenalderredskabet fundet ved Jørlunde.
Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

– fund af en tapkile fra den yngre
bondestenalder ved Jørlunde

Mange kender det. På traveturen er blikket stift vendt mod jorden,
og blikket scanner de mange sten på mark, strand eller i skovbunden:

”Ligner den der ikke noget?”, ”den her kunne godt ligne en økse lidt”, ”mærk lige, hvordan den ligger godt i hånden!”.

Håbet er lysegrønt, og stenene vendes i hånden med optimistiske
forhåbninger – oftest forgæves.

… og dog. Nogle gange tilsmiles man af heldet, og ikke bare er den
lidt tvivlsomme sten faktisk et af stenaldermenneskenes tildannede
redskaber – den gemmer også på en helt særlig historie.

EN UNDSEELIG STEN ER SJÆLDEN KILE ELLER ØKSE

Henrik Buitenhuis har en interesse for fortiden og går med metal-
detektor i sin fritid. Gennem sin hobby gør han en del metalfund, der afleveres til danefævurdering hos ROMU.

Fig. 2. Tapkilen er fundet tæt ved byen Jørlunde i Nordsjælland.

Ved en indlevering havde Buitenhuis ud over de mindre stykker af metal
også medbragt en relativt stor sten fundet på hans ejendom lidt uden for Jørlunde i Frederikssund Kommune (fig. 2). Ved første øjekast kan stenen for det utrænede øje ligne enhver anden marksten. Dens relativt ru og grovkornede overflade giver ikke indtryk af en fin og nænsom forarbejdning.

Hvordan kan det ejendommelige redskab ellers beskrives? Det er tildan-
net af et stykke granit, som indledningsvist er tilhugget og formgivet med en stump flintmejsel, hvorefter overfladen er jævnet ved slibning med en blødere sten.

Den vejer 1584 g, og bliver vi i lægmandsbetegnelserne for opsamlede marksten, vil den sandsynligvis skulle placeres i kategorien ”tung sten”.

“Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt”

Fig. 3. I profil ses tapkilens/skafttapøksens formgivning tydeligere. Foto: Kristian
Grøndahl, ROMU.

Når man ser nærmere på stenen, træder en klassisk økseform frem: fire tildannede sider, en stump afrunding i kilens/øksens nakkeende og modsat en tilspidset æg (fig. 1). Ses øksen i profil, bemærkes en tydelig indsnævring i smalsidens tykkelse, således at nakkeenden fremstår som en tap øverst på selve øksebladet, der er tykkere (fig. 3). Tappen er afgørende i navngivningen af genstandstypen både som kile (tapkile) og som økse (skafttapøkse). Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt.

Tapkilen – som vi for nemheds skyld vil kalde den her – er 19,5 cm lang. Den er 7,7 cm bred på det bredeste sted og 7,2 cm bred ved overgangen mellem blad og tap. Her måles også den maksimale tykkelse på 5,8 cm, inden formen indsnævres til en tykkelse på ca. 4,6 cm, hvormed den markante tap dannes (fig. 3).

Fig. 4. Tydeligt slid ses som afspaltninger på æggen og sort patinering af æg og bredside. Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

TAPKILE/SKAFTTAPØKSE – TVIVLEN OM REDSKABETS FUNKTION

Den kendte, nu afdøde arkæolog og professor P.V. Glob har behandlet genstandstypen i sin doktordisputats fra 1944 omhandlende den jyske enkeltgravskultur. Følges Globs typologiske inddeling, defineres redskabet fra Jørlunde som en tapkile af undergruppen A1, hvilket forsigtigt daterer den til perioden ca. 2600-2400 f.Kr. Glob beskriver, hvordan det for alle typer af tapkiler gælder, at der kan findes eksemplarer med knusemærker i nakkeenden som tegn på, at nakkeenden er blevet tildelt hårde slag.1

“Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ.”

Tapkilen fra Jørlunde fremviser netop tydelige knusemærker i nakkeenden men har også andre distinkte spor efter brug. Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ. Slitagen ses tydeligst ved æggen, hvor der også ses flere mindre brudskader. Yderligere er de mørke slidspor tydeligst på den fremtrædende kant mellem blad og tap på bredsiderne, som udgør de dele af stenen, som har haft den største kontaktflade under brug. Det er tydeligt, at der er tale om et flittigt brugt arbejdsredskab.

Forud for Globs afhandling var kilerne klassificeret som skafttapøkser.2 De to betegnelser for genstandstypen afspejler en oprindelig usikkerhed i forståelsen af typens funktion. Var der tale om en kile eller en økse? Hvor et øksehoved er skæftet og bruges til direkte slag – f.eks. til at fælde et træ – placeres kilen på det emne, man ønsker at bryde, hvorefter man slår på kilen for at presse den ned – f.eks. når en træstamme skal flækkes
på langs.

Fig. 5. Udbredelsen af den jyske enkeltgravskultur (rød markering). Fund af tapkiler/
skafttapøkser i Danmark (prik). Jørlundefundet markeret (stjerne). Efter Glob 1945,
Fig. 85. og Iversen 2015, Fig. 4.34.

DET JYSKE OPHAV
For at forstå tvivlen om genstandstypens benævnelse må vi grave lidt i redskabets oprindelse, der ligger langt fra fundstedet ved Jørlunde. Tapkilerne fra den yngre bondestenalder er ikke usædvanlige i Danmark. Der kendes mere end 300 fund fra hele landet. Derimod er fundtypen meget usædvanlig på Sjælland, hvor der med fundet fra Jørlunde nu kendes til fem eksemplarer. Årsagen til den skæve fordeling på landsplan skal findes i redskabstypens tilhørsforhold til den jyske enkeltgravskultur.

Den jyske enkeltgravskultur betegner en befolkning, som i perioden 2800-2400 f.Kr. indvandrer og etablerer sig i dele af det vestlige Danmark – særligt i Vestjylland. Indvandringen sker som led i en på europæisk plan større folkevandringsbølge i denne periode. En bølge, som i Sydskandinavien resulterer i fremkomsten af enkeltgravskulturen i det vestlige Danmark og stridsøksekulturen i dele af Sverige og Norge.3 En af de tydeligste arkæologiske markører for de nye befolkningsgruppers ankomst er deres markant ændrede gravskik, når man sammenligner med den eksisterende befolknings skikke. Den såkaldte tragtbægerkultur havde i flere hundrede år anvendt og genbrugt de store megalitanlæg – jættestuerne – til deres begravelser. Betegnelsen enkeltgravskultur demonstrerer, at de nye befolkninger medbragte en tradition for at begrave deres døde enkeltvist i små jordhøje.

Til Sydsverige, Jylland samt store dele af det centrale og vestlige Europa medbragte de nye befolkninger en anderledes idéverden, som kan ses gennem udformninger af økser og keramik men også ved ændringer i levemåde og begravelsesritualer. Som en del af den nye befolknings ”værktøjskasse” introduceredes sammen med nye typer af flotte stridsøkser også tapkilen/skafttapøksen, der på linje med stridsøksen kunne medgives som gravgave i forbindelse med ritualerne knyttet til de nye gravskikke.

“Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.”

Tapkilernes/øksernes placering i enkeltgravene er med til at skabe tvivl om deres funktion som kile eller økse. De stridsøksehoveder, som oftest findes i gravene, har alle gennemboringer – såkaldte skafthuller – og blev brugt som økser. I gravene er der både fundet enkelte tapkiler med gennemboringer til skaft og tapkiler uden gennemboringer, der måske også har været brugt som økser trods fraværet af skafthuller. Man kan tænke sig, at tapkilen har været skæftet med et vinkelbøjet økseskaft (fig. 6). Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.

Teorien bakkes op af det faktum, at tapkileøkserne fundet i grave hører
til de mindste eksemplarer af typen med længder under 14 cm.5 De er således markant mindre end eksemplaret fra Jørlunde, der med en vægt på mere end 1.500 g må formodes at være alt for tung til en skæftning af denne type. Eksemplarer som tapkileøksen fra Jørlunde peger i stedet på en brug af typen som en svær kile til trækløvning. Et eksempel på en sådan anvendelse kendes fra et fund i en mose ved Urup i Vestjylland, hvor der i de bevarende moselag er fundet en delvist kløvet træstamme
med en fastklemt tapkile, der må være gået tabt, da stammen ved arbejdet
er sunket ned i moselagene.

Konklusionerne om tapkilernes anvendelse forbliver tvetydige. Anvendelsen som kile eller økse har altså med stor sandsynlighed været afhængig af det enkelte eksemplars størrelse. Et overvejende flertal må dog grundet størrelse betegnes som tapkiler, hvormed denne betegnelse fremstår mest korrekt. Der findes dog sikre eksempler på, at små tapkiler har været skæftede og dermed kan betegnes som skafttapøkser. Muligvis har mindre eksemplarer af tapkiler uden gennemboring haft funktion af vinkelskæftede økser, hvormed de kunne anvendes som gravgaver. Eller måske har selv mindre, simple kiler været fundet værdige som gravgaver? Tapkilen fra Jørlunde bekræfter den nuværende forståelse af genstandstypen. Eksemplarets størrelse og vægt samt slidspor
peger entydigt anvendelse som netop kile til trækløvning.

Fig. 6. Eksempel på vinkelbøjet økseskaft fra bondestenalderen. Tegnet på baggrund af
fund fra Dümmersee, Tyskland. Efter Vang Petersen 1999, Fig. 50. Tegning: Lykke Johansen.

SJÆLDEN PÅ SJÆLLAND

Enkeltgravskulturen bredte sig ikke til de østdanske øer, hvor den eksisterende
tragtbægerkultur fortsatte endnu nogle århundreder. Derfor hører enkeltgravskulturens typiske genstande til sjældenhederne på Sjælland. Her regner vi de få fund som udtryk for sparsom samhandel og gaveudveksling mellem landsdelene eller måske i sjældne tilfælde som udtryk for en spredt tilflytning til øerne.

Der har formentligt ikke været et stort importbehov for værktøj knyttet til skovrydning på Sjælland. I perioden tolkes generelt for befolkningen en nedskalering af landbruget mod et mere forskelligartet bopladsmønster med et øget fokus på jagt og fiskeri. Et pollendiagram lavet på prøver fra et vandhul blot tre kilometer fra tapkilens findested viser ingen tegn på betydelig skovrydning i området i perioden.

Tapkilens udprægede tilhørsforhold til det jyske område gør dens tilstedeværelse i Jørlunde til lidt af en gåde. Var den en prestigefyldt handelsvare, en gave eller måske en kær ejendel for en sjælden tilflytter? Vi ved, at handel og kontakt mellem befolkningsgrupper både på regionalt og overregionalt niveau har foregået gennem hele bondestenalderen, så i perspektivet af det generelle fravalg af enkeltgravskulturens øksetyper i det østdanske område har ejeren af tapkilen fra Jørlunde med sit tilvalg sendt signaler om et personligt udsyn og måske en omfavnelse af de nye befolkningsgruppers ideer.

KIG NED!

På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier. Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten.

Klik her for at åbne artiklen som pdf

Museernes jul tager, igen, fortiden med ind i fremtiden

20.12.2023

Af: Morten Thomsen Højsgaard

Nu er det jul. Det er mørkt udenfor. Og der er brug for ledestjerner, fodpedaler og rampelys som her på RAGNAROCK. Hele Danmarks rockmuseum i Rabalderstræde i Roskilde tog hul på en ny tradition med juleudstilling med skæve, sjove og farverige pointer om populærmusikkens julesange fra Shu-bi-dua, Gasolin’, GNAGS og flere andre. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU. 

Populærmusikkens festlige engle, julemus og stjerneregn af sne gør op med julen, omfavner julen og fornyer julen ved at lægge nye traditioner og udtryk til de gode, gamle. Men det bliver altid og snart og endelig jul igen, før som nu, i by og på land. Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser tilbage på julemåneden 2023 og ønsker glædelig jul.

Af Morten Thomsen Højsgaard

”Jesus bli’r født på anden sal
I Magasin du Nord
Han griner, når du trykker på en fodpedal
Si’r goddag til sin mor”.

Sådan lyder det i Shu-bi-duas populære julesang, der fortsætter og udbasunerer:

”Nu’ det jul.
Og træet tændes påny.
Nu’ det jul.
I land og by”.

Shu-bi-dua var og er ironiske. Med den folkekære Michael Bundesen som forsanger lavede de pjat med julen, men på en kærlig måde. Bandet holdt julen ud i strakt arm. Alt imens de gav den folkelige jul med klejner, rensdyr og familien, der er samlet fra nær og fjern, en stor, varm og opdateret krammer.

Danskerne sang med, ligesom de i øvrigt har gjort det, og stadig gør det. Når Mads Langer synger julen ind med en stjerneregn af sne. Når MC Einar køligt i radioen slår fast, at det er jul, og det’ cool, for det er nu, man hygger sig bedst. Når GNAGS med Peter AG ønsker glædelig jul med historien om to mus, der lykkes med at komme op af en mælkespand.

Eller når Kim Larsen og Gasolin’ toner frem og får os med på drømmen om gaden, der er så smuk med sin julepynt, dage med sange, dage med fred og tid til kærlighed, for:

”Nu er det endelig jul. Jul igen”.

Igen. På ny. Nu. Snart. Endelig. Der er nogle vidunderlige små ord i mange af de mest populære folkelige julesange, som siger noget om, hvad der er på færde, når det er jul.

Det er fortiden, der bliver levende i nutiden, og i julen fører os sammen videre ind i det nye år, ind i fremtiden.

Det er gentagelsen, som minder os om alle traditionerne, alt det, der er og skal være, som det plejer at være, men som alligevel år for år bliver en lille smule anderledes.

Danskerne holdt også jul, før Michael Bundesen sang ”Nu’ det jul”, og før Kim Larsen sagde ”Nu er det endelig jul”.

Danskerne holdt også jul, før man engang i 1800-tallet efter tysk forbillede fandt på at tage et juletræ ind i stuerne.

Fejret blev julen også, før B.S. Ingemann i midten af 1800-tallet skrev den danske tekst til det, der i dag er den mest elskede julesalme ”Glade jul, dejlige jul”.

Men i dag virker det så selvfølgeligt, så uundværligt, så integreret i hele julekulturen, som det næsten kan blive, med juletræet og med netop de julesange og de julesalmer, vi nu engang, på ny, snart, igen og endelig synger gladeligt med på.

Museumsbutikker som her på Roskilde Museum tilbyder anderledes julegaver og specielle værtindegaver. I år kan det for eksempel være bogen ”Konger og dronninger i Roskilde Domkirke”, der udkom på verdensarvsdagen den 12. oktober 2023. Foto: Jan Friis. Grafik: Annette Borsbøl /Storm og Stille

Opgør med og omfavnelse af julen

I museumsorganisationen ROMU er julen en kærkommen anledning til på én gang at dyrke traditioner og at fortælle om deres oprindelse og udvikling.

ROMU har selv sin oprindelse i 1929 i mellemkrigsårene, hvor en gruppe borgere stiftede Roskilde Museumsforening med sigte på at bevare byens og egnes kulturarv og gøre den tilgængelig for eftertiden for stadig flere mennesker, unge såvel som ældre.

Organisationen er siden vokset en del og rummer nu aktiviteter i såvel Roskilde som i Lejre, Frederikssund og Egedal kommuner. ROMU har ti besøgssteder, to magasiner og lidt over 100 ansatte. ROMU fører på vegne af Slots- og Kulturstyrelsen tilsyn med fredede fortidsminder i ti sjællandske kommuner.

Derudover udfolder ROMU et landsdækkende ansvar for at bevare og formidle populærmusikkens kulturhistorie med afsæt i hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, på Rabalderstræde i Roskildes kreative bydel, Musicon.

Siden 2021 har ROMU endelig fået betroet opgaven med at lede og udvikle indsatsen med turisme og verdensarv i fondsorganisationen bag kulturarv ved Roskilde Domkirke, der er hele landets kongelige gravkirke.

Det er store og væsentlige emner, der har vidtstrakt betydning, og som kan samle mange folk fra nær og fjern, lokalt og nationalt, i by og på land.

Og når det så bliver jul igen, ja, så illustrerer museumsorganisationens aktiviteter på flere forskellige måder også den spændvidde, der er i danskernes julekultur.

På Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, tændte ROMU i 2023 en ny tradition med juleudstillingen ”Merry freakin’ jul”. Den handler om populærmusikkens julekultur, der på mange måder er blevet det nye soundtrack til danskernes jul. Det er jul i Angora. Det er samvittigheden, der klares med en ulandskalender. Det er et alt for grande juletræ, der pyntes af en punkartist. Det er amerikaniseringen, der har væltet ind med Elvis og Mariah Carey og mange andre stjerner efter 2. verdenskrig.

Det er også kulturhistorien om, hvordan det danske samfund har bevæget sig fra at sige ”Velkommen igen, Guds engle små” til samtidig at have det prægtigt med formuleringen ”Og Guds engle små klæ’r sig festligt på”.

Juleudstillingen blev krydret med velbesøgte arrangementer, der bragte folk sammen i den ikoniske guldbygning på Rabalderstræde: jule-fællessang med live band og med nogle af populærmusikkens største julenumre, og to udsolgte aftner med musikbingo i en særlig juleedition – med quiz i viden om julens sange.

Det er skævt, det hyggeligt, og det er populært. Præcis som julen er det i virkelighedens verden for rigtig mange borgere. Og så gik det i øvrigt hånd i hånd med det store julemarked, som bydelen Musicon også afholdt to weekender i december i et samspil mellem aktører, stadeholdere, museum, frivillige, virksomheder, kommune – og flere end 27.000 nysgerrige gæster.

Til dette års julemarked på Tadre Mølle var julestemningen helt i top, med hestevognskørsel, nissevækning og i år også kælkning! Takket være julesneen, der lå som et smukt hvidt tæppe over den gamle vandmølle. Foto: Visit Fjordlandet

Vandkraft og sammenhængskraft

De fleste mennesker i dagens Danmark bor i byer. De fleste nye jobs skabes i landets største byer, hvortil Roskilde også hører.

Men sådan har det ikke altid været. Den såkaldte urbanisering er ligesom rocken og poppen noget relativt nyt. For få generationer siden var landet og landbokulturen det mest almindelige og udbredte. I det meste af Danmarks historie har vi været et landbrugssamfund.

Det afspejler sig i julekulturen, hvor vedligeholdelsen af og minderne om de landlige traditioner fortsat betyder meget.

På Tadre Mølle i Elverdamsdalen driver ROMU museum sammen med en stor kreds af frivillige. Og hvert år til jul er der julemarked. Her vækkes julenissen efter gamle, folkelige traditioner. Her kan børn og voksne høre møllerens fortælling om vandets kraft, der kan forvandle landmandens korn til mel, alt imens de med egne øjne kan se møllehjulet snurre og vandet løbe. Der er kræmmere og stadeholdere og spillemænd. Lune æbleskiver, der serveres i Mølle-Maries gamle stuer på husmandsstedet. Åbne udstillinger er der også med fortællinger om naturens kræfter, kildekalkens oprindelse samt energiens betydning i flere henseender.

Kun få procent af de mennesker, der kommer på museum, kommer der alene, viser flere undersøgelser. De fleste kommer der sammen med andre.

Til julemarkedet på Tadre Mølle blev denne kendsgerning igen i år særdeles tydelig, da alle aldersgrupper og en meget varieret skare af mennesker, mange fra byerne, endnu engang fandt sammen ude på landet om vandmøllens julemarked som en tilbagevendende tradition. Det er historien om vandkraft og en manifestation af sammenhængskraft på én gang.

På Færgegården i Frederikssund blev julen også fejret med alt fra juletræsplyndring, til nissesporsjagt, gammeldags æbleskiver og selvfølgelig spejdernes årlige juletræssalg. Foto: Mathias Rasmussen/ROMU

Jul på museum

På flere andre besøgssteder i ROMU har julens traditioner også været et tema. På Færgegården ved Frederikssund har spejderne igen i år solgt juletræer i hundredvis, mens museet har holdt åbent og fortalt julens kulturhistorie.

På Roskilde Museum – der netop har åbnet en fast udstilling om ”Roskilde mellem håb og frygt” – kan du endnu nå at nyde en omgang gløgg i museumscafeen, før museet holder julelukket. Eller du kan skaffe de sidste julegaver i museumsbutikken, som også tilbyder julekort og værtindegaver. Et af årets absolutte gavehits er den nye bog ”Konger og dronninger i Roskilde Domkirke” skrevet af den lokale kulturjournalist Lene Steinbeck og redigeret af den ligeledes lokale redaktør Lisbeth Elkjær Øland.

På Lützhøfts Købmandsgaard i Ringstedgade i Roskilde er der de seneste år sket en bemærkelsesværdig udvikling med mange facetter: Åbningstiden er udvidet. Bygningerne har gennemgået renovering. Der er ny samlingssal. Sortimentet er opdateret med større historisk autenticitet, der sigter mod den tid og det miljø, som fandtes, da Lise Nørgaard blev født og voksede op som barn i Roskilde. En ny idé med at sælge Dom-øl efter historisk opskrift går så godt, at partierne af øl næsten bliver udsolgt, førend museet får dem hjem. Frivillige håndværkere, slagtere og samarbejdspartnere gør det særdeles godt.

Op til jul blev så alle sejl sat til for at give de besøgende en hyggelig oplevelse med handel og vandel, der svarer til højtiden. På adventssøndage har der været særåbent, og et juletræ blev pyntet med inspiration fra Lise Nørgaards barndomshjem.

Det er svært at holde julehumøret fra døren, når Lützhøfts Købmandsgård på Ringstedgade i Roskilde inviterer til gammeldags julestemning med ekstra åbent på adventssøndage. Foto: Kristjan Løk/Visit Fjordlandet

Netop hjemmet spiller en enorm rolle i forestillingen om den gode jul. Det er bestemt ikke uden grund, at Chris Rea hitter igen og igen med ”Driving Home for Christmas”, mens frygtscenariet år for år på tv og i borgernes bevidsthed er at være alene hjemme juleaften.

Museer hverken kan eller skal konkurrere med den hjemlige jul. Museer skal ej heller gøre det, som kirkerne og præsterne står for.

Men museer kan rette fokus mod alt det, der finder sted mellem hjemmets rammer og kirkens forkyndelse i juletiden: Den folkelige musikkultur, handelslivet, samfundets udvikling, dokumentation af traditionernes forandring, hvor både opgør med og omfavnelse af den klassiske jul kommer med.

Hertil kommer, at museer og besøgssteder af mange slags og med placeringer tæt på, hvor folk bor, tilbyder nogle ekstra, offentlige og smukke rum for fælles oplevelser i en tid, hvor der er længsel efter at være sammen med andre, at høre til et sted, at opleve sig selv som en del af en større sammenhæng.

Dermed bliver det jul. Igen. Endelig jul. På ny.

Nok blev Jesusbarnet betragtet som psykopat, udstødt, i sin samtid, som Kim Larsen hæse og karakteristiske stemme minder os om. Men julen er alt andet lige kommet for at blive.

Mon ikke, at Shu-bi-dua nok engang i løbet af december får ret, når de synger:

”Og udenfor lyser den ledestjerne
I en smuk julenat”.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

Museumsorganisationen ROMU driver besøgsstederne: RAGNAROCK – hele Danmarks Rockmuseum, Domkirkemuseet, Roskilde Museum, Lützhøfts Købmandsgaard med Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle, Lejre Museum, Gl. Kongsgaard samt Frederikssund Museum Færgegården. Tjek åbningstider og aktiviteter og udstillingsprogrammer på romu.dk.

Skenkelsø Mølle trækker atter i juletøjet og inviterer til traditionsrigt marked

28.11.2023

Pressemeddelelse

Sidste år var både store og små i gang med gran, ler og lys, og også i år kan man lave sin egen juledekoration i staldbygningen på Skenkelsø Mølle. Foto: Preben Christensen.

December står for døren og med den også julehyggen. Den indfinder sig også på Skenkelsø Mølle, for igen i år at invitere de frivillige til det hyggeligste julemarked. Her er skattejagt for de eventyrlystne, klippe-klistre til de kreative og garanti for julestemning.

Lørdag den 2. december trækker Skenkelsø Mølle i højtidsdragten, når det årlige julemarked løber af stablen. Som altid er det de frivillige møllekoner og møllemænd fra Ølstykke Historiske Forening, som i samarbejde med Egedal Arkiv og Museum står bag arrangementet.

”Der plejer at være en rigtig hyggelig julestemning. En af vores møllemænd kan spille harmonika, og han spiller alle de gode julesange. Både på førstesalen, hvor man kan male julenisser og klippe julepynt, og i stuerne, hvor vi filter hjerter og andet pynt,” fortæller en af de frivillige møllekoner, Hanne Mogensen.

Julemarkedet varer fra klokken 11-15, og det er gratis at deltage. Dog kan der være små udgifter til materialer for nogle af de ting, man selv kan være med til at lave. I staldbygningen kan man lave sin egen juledekoration, som – lige som alle de andre kreationer, man laver – må tages med, så man kan få en lille smule mølle-julestemning med hjem.

I år vil der være en særligt vigtig opgave for børnene. Julemanden har nemlig fået et julekort, men der er bøvl med bogstaverne. Måske har sætternissen været på spil? Gennem en række poster rundt på møllen skal børnene samle de manglende bogstaver, og der vil være en præmie til alle, der kan hjælpe julemanden, så han kan få brevet til at give mening.

Derudover kan der købes lune æbleskiver, gløgg til de voksne og varm kakao til børnene, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i julestemning.

Pynt med gamle og tålmodige nisser

Det er møllens frivillige, der har klædt møllen i gran og nisser. En del af julepynten har mange år på bagen, for det stammer fra lokale, der har indleveret det til den historiske forenings arkiv. Derfor kan man godt støde på nisser, der er over 100 år gamle som en del af møllens juleudsmykning.

På møllen kan man også finde et stykke meget tålmodigt pynt. Gammel folketro er nemlig skyld i, at en nisse har ventet et helt år på, at det skulle blive jul igen.

”Problemet er jo at finde det hele, når vi skal have det ned igen, og sidste år glemte vi altså en nisse i skolestuen. Den har været der hele året, og børnene har også spurgt, hvorfor der sidder en nisse. Men hvis man ikke tager ham ned til jul, så skal man lade ham sidde. For ellers, siger man, at han render rundt og laver ulykker,” griner Hanne Mogensen.

Nissen behøver dog ikke se frem til at tilbringe resten af sine dage i skolestuen. Hvis blot man pakker ham ned sammen med den øvrige julepynt i år, burde han være tilfreds og styre uden om ulykker, fortæller Hanne Mogensen.

Tid: Lørdag den 2. december kl. 11-15

Sted: Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke

Pris: Gratis entré. Enkelte aktiviteter koster 10 kroner.

19.06.2023

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

Foto: Trine Sejthen, ROMU

Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages. 

Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.

”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:

”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.

Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.

Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.

Mød dyrene i fjorden

Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.

Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.

”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.

Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.

Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.

”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.

Den sorte bogs hemmeligheder
Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.

Mød dyrene i fjorden
Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00. 
Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto. 

Læs flere nyheder og artikler her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Valkyrien fra Kirke Hyllinge

Af: Cille Krause

Fig. 1. Foto af for- og bagside af valkyrien fra Kirke Hyllinge. Foto: Cille Krause, ROMU.

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

“Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død”

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både
kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

Fig. 2. Kaare Bøgh-Jensen i felten efter fundet af valkyrien i foråret 2023. Foto: Cille
Krause, ROMU.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal. Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

“Smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene.”

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

Fig. 3. Kaare Bøgh-Jensen fremviser valkyrien. Foto: Cille Krause, ROMU.

EN FREJA-FIGUR? 

Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve. Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

“Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken”

Fig. 4. Nærfoto af valkyriens overdel. Foto: Cille Krause, ROMU

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT? 

Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Fig. 5. Valkyriefragmentet fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre. Man kan tydeligt se den fornemme frisure med den flettede ”knold”, der går igen på de andre kendte valkyrie-smykker. Foto: Cille Krause.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

“Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på.”

Fig. 6. Valkyriefibel fra Tissø på Vestsjælland. Figuren på hesten, som har opsat hår og
kappe, tolkes som valkyrien. Denne konstellation med valkyrie til hest er også en velkendt type. Foto: Foto: Roberto Fortuna og Kira Ursem, Nationalmuseet, hentet fra
https://samlinger.natmus.dk/do/asset/4661.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

Klik her for at åbne artiklen som pdf

Fremmed fugl, sjælden sten

Af: Emil Winther Struve

Fig. 1. Tapkile eller skafttapøkse? Stenalderredskabet fundet ved Jørlunde.
Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

– fund af en tapkile fra den yngre
bondestenalder ved Jørlunde

Mange kender det. På traveturen er blikket stift vendt mod jorden,
og blikket scanner de mange sten på mark, strand eller i skovbunden:

”Ligner den der ikke noget?”, ”den her kunne godt ligne en økse lidt”, ”mærk lige, hvordan den ligger godt i hånden!”.

Håbet er lysegrønt, og stenene vendes i hånden med optimistiske
forhåbninger – oftest forgæves.

… og dog. Nogle gange tilsmiles man af heldet, og ikke bare er den
lidt tvivlsomme sten faktisk et af stenaldermenneskenes tildannede
redskaber – den gemmer også på en helt særlig historie.

EN UNDSEELIG STEN ER SJÆLDEN KILE ELLER ØKSE

Henrik Buitenhuis har en interesse for fortiden og går med metal-
detektor i sin fritid. Gennem sin hobby gør han en del metalfund, der afleveres til danefævurdering hos ROMU.

Fig. 2. Tapkilen er fundet tæt ved byen Jørlunde i Nordsjælland.

Ved en indlevering havde Buitenhuis ud over de mindre stykker af metal
også medbragt en relativt stor sten fundet på hans ejendom lidt uden for Jørlunde i Frederikssund Kommune (fig. 2). Ved første øjekast kan stenen for det utrænede øje ligne enhver anden marksten. Dens relativt ru og grovkornede overflade giver ikke indtryk af en fin og nænsom forarbejdning.

Hvordan kan det ejendommelige redskab ellers beskrives? Det er tildan-
net af et stykke granit, som indledningsvist er tilhugget og formgivet med en stump flintmejsel, hvorefter overfladen er jævnet ved slibning med en blødere sten.

Den vejer 1584 g, og bliver vi i lægmandsbetegnelserne for opsamlede marksten, vil den sandsynligvis skulle placeres i kategorien ”tung sten”.

“Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt”

Fig. 3. I profil ses tapkilens/skafttapøksens formgivning tydeligere. Foto: Kristian
Grøndahl, ROMU.

Når man ser nærmere på stenen, træder en klassisk økseform frem: fire tildannede sider, en stump afrunding i kilens/øksens nakkeende og modsat en tilspidset æg (fig. 1). Ses øksen i profil, bemærkes en tydelig indsnævring i smalsidens tykkelse, således at nakkeenden fremstår som en tap øverst på selve øksebladet, der er tykkere (fig. 3). Tappen er afgørende i navngivningen af genstandstypen både som kile (tapkile) og som økse (skafttapøkse). Tolkningen af tappens funktion er altså afgørende for forståelsen af redskabets brug og for, hvilken benævnelse der dermed er mest korrekt.

Tapkilen – som vi for nemheds skyld vil kalde den her – er 19,5 cm lang. Den er 7,7 cm bred på det bredeste sted og 7,2 cm bred ved overgangen mellem blad og tap. Her måles også den maksimale tykkelse på 5,8 cm, inden formen indsnævres til en tykkelse på ca. 4,6 cm, hvormed den markante tap dannes (fig. 3).

Fig. 4. Tydeligt slid ses som afspaltninger på æggen og sort patinering af æg og bredside. Foto: Kristian Grøndahl, ROMU.

TAPKILE/SKAFTTAPØKSE – TVIVLEN OM REDSKABETS FUNKTION

Den kendte, nu afdøde arkæolog og professor P.V. Glob har behandlet genstandstypen i sin doktordisputats fra 1944 omhandlende den jyske enkeltgravskultur. Følges Globs typologiske inddeling, defineres redskabet fra Jørlunde som en tapkile af undergruppen A1, hvilket forsigtigt daterer den til perioden ca. 2600-2400 f.Kr. Glob beskriver, hvordan det for alle typer af tapkiler gælder, at der kan findes eksemplarer med knusemærker i nakkeenden som tegn på, at nakkeenden er blevet tildelt hårde slag.1

“Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ.”

Tapkilen fra Jørlunde fremviser netop tydelige knusemærker i nakkeenden men har også andre distinkte spor efter brug. Stenens gråbrune nuancer brydes flere steder af mørke plamager, der afspejler slid efter kilens/øksens anvendelse til bearbejdning af træ. Slitagen ses tydeligst ved æggen, hvor der også ses flere mindre brudskader. Yderligere er de mørke slidspor tydeligst på den fremtrædende kant mellem blad og tap på bredsiderne, som udgør de dele af stenen, som har haft den største kontaktflade under brug. Det er tydeligt, at der er tale om et flittigt brugt arbejdsredskab.

Forud for Globs afhandling var kilerne klassificeret som skafttapøkser.2 De to betegnelser for genstandstypen afspejler en oprindelig usikkerhed i forståelsen af typens funktion. Var der tale om en kile eller en økse? Hvor et øksehoved er skæftet og bruges til direkte slag – f.eks. til at fælde et træ – placeres kilen på det emne, man ønsker at bryde, hvorefter man slår på kilen for at presse den ned – f.eks. når en træstamme skal flækkes
på langs.

Fig. 5. Udbredelsen af den jyske enkeltgravskultur (rød markering). Fund af tapkiler/
skafttapøkser i Danmark (prik). Jørlundefundet markeret (stjerne). Efter Glob 1945,
Fig. 85. og Iversen 2015, Fig. 4.34.

DET JYSKE OPHAV
For at forstå tvivlen om genstandstypens benævnelse må vi grave lidt i redskabets oprindelse, der ligger langt fra fundstedet ved Jørlunde. Tapkilerne fra den yngre bondestenalder er ikke usædvanlige i Danmark. Der kendes mere end 300 fund fra hele landet. Derimod er fundtypen meget usædvanlig på Sjælland, hvor der med fundet fra Jørlunde nu kendes til fem eksemplarer. Årsagen til den skæve fordeling på landsplan skal findes i redskabstypens tilhørsforhold til den jyske enkeltgravskultur.

Den jyske enkeltgravskultur betegner en befolkning, som i perioden 2800-2400 f.Kr. indvandrer og etablerer sig i dele af det vestlige Danmark – særligt i Vestjylland. Indvandringen sker som led i en på europæisk plan større folkevandringsbølge i denne periode. En bølge, som i Sydskandinavien resulterer i fremkomsten af enkeltgravskulturen i det vestlige Danmark og stridsøksekulturen i dele af Sverige og Norge.3 En af de tydeligste arkæologiske markører for de nye befolkningsgruppers ankomst er deres markant ændrede gravskik, når man sammenligner med den eksisterende befolknings skikke. Den såkaldte tragtbægerkultur havde i flere hundrede år anvendt og genbrugt de store megalitanlæg – jættestuerne – til deres begravelser. Betegnelsen enkeltgravskultur demonstrerer, at de nye befolkninger medbragte en tradition for at begrave deres døde enkeltvist i små jordhøje.

Til Sydsverige, Jylland samt store dele af det centrale og vestlige Europa medbragte de nye befolkninger en anderledes idéverden, som kan ses gennem udformninger af økser og keramik men også ved ændringer i levemåde og begravelsesritualer. Som en del af den nye befolknings ”værktøjskasse” introduceredes sammen med nye typer af flotte stridsøkser også tapkilen/skafttapøksen, der på linje med stridsøksen kunne medgives som gravgave i forbindelse med ritualerne knyttet til de nye gravskikke.

“Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.”

Tapkilernes/øksernes placering i enkeltgravene er med til at skabe tvivl om deres funktion som kile eller økse. De stridsøksehoveder, som oftest findes i gravene, har alle gennemboringer – såkaldte skafthuller – og blev brugt som økser. I gravene er der både fundet enkelte tapkiler med gennemboringer til skaft og tapkiler uden gennemboringer, der måske også har været brugt som økser trods fraværet af skafthuller. Man kan tænke sig, at tapkilen har været skæftet med et vinkelbøjet økseskaft (fig. 6). Tolkningen af den anderledes skæftning har ledt til betegnelsen skafttapøkse, idet tappens funktion her netop bliver knyttet til skæftningen.

Teorien bakkes op af det faktum, at tapkileøkserne fundet i grave hører
til de mindste eksemplarer af typen med længder under 14 cm.5 De er således markant mindre end eksemplaret fra Jørlunde, der med en vægt på mere end 1.500 g må formodes at være alt for tung til en skæftning af denne type. Eksemplarer som tapkileøksen fra Jørlunde peger i stedet på en brug af typen som en svær kile til trækløvning. Et eksempel på en sådan anvendelse kendes fra et fund i en mose ved Urup i Vestjylland, hvor der i de bevarende moselag er fundet en delvist kløvet træstamme
med en fastklemt tapkile, der må være gået tabt, da stammen ved arbejdet
er sunket ned i moselagene.

Konklusionerne om tapkilernes anvendelse forbliver tvetydige. Anvendelsen som kile eller økse har altså med stor sandsynlighed været afhængig af det enkelte eksemplars størrelse. Et overvejende flertal må dog grundet størrelse betegnes som tapkiler, hvormed denne betegnelse fremstår mest korrekt. Der findes dog sikre eksempler på, at små tapkiler har været skæftede og dermed kan betegnes som skafttapøkser. Muligvis har mindre eksemplarer af tapkiler uden gennemboring haft funktion af vinkelskæftede økser, hvormed de kunne anvendes som gravgaver. Eller måske har selv mindre, simple kiler været fundet værdige som gravgaver? Tapkilen fra Jørlunde bekræfter den nuværende forståelse af genstandstypen. Eksemplarets størrelse og vægt samt slidspor
peger entydigt anvendelse som netop kile til trækløvning.

Fig. 6. Eksempel på vinkelbøjet økseskaft fra bondestenalderen. Tegnet på baggrund af
fund fra Dümmersee, Tyskland. Efter Vang Petersen 1999, Fig. 50. Tegning: Lykke Johansen.

SJÆLDEN PÅ SJÆLLAND

Enkeltgravskulturen bredte sig ikke til de østdanske øer, hvor den eksisterende
tragtbægerkultur fortsatte endnu nogle århundreder. Derfor hører enkeltgravskulturens typiske genstande til sjældenhederne på Sjælland. Her regner vi de få fund som udtryk for sparsom samhandel og gaveudveksling mellem landsdelene eller måske i sjældne tilfælde som udtryk for en spredt tilflytning til øerne.

Der har formentligt ikke været et stort importbehov for værktøj knyttet til skovrydning på Sjælland. I perioden tolkes generelt for befolkningen en nedskalering af landbruget mod et mere forskelligartet bopladsmønster med et øget fokus på jagt og fiskeri. Et pollendiagram lavet på prøver fra et vandhul blot tre kilometer fra tapkilens findested viser ingen tegn på betydelig skovrydning i området i perioden.

Tapkilens udprægede tilhørsforhold til det jyske område gør dens tilstedeværelse i Jørlunde til lidt af en gåde. Var den en prestigefyldt handelsvare, en gave eller måske en kær ejendel for en sjælden tilflytter? Vi ved, at handel og kontakt mellem befolkningsgrupper både på regionalt og overregionalt niveau har foregået gennem hele bondestenalderen, så i perspektivet af det generelle fravalg af enkeltgravskulturens øksetyper i det østdanske område har ejeren af tapkilen fra Jørlunde med sit tilvalg sendt signaler om et personligt udsyn og måske en omfavnelse af de nye befolkningsgruppers ideer.

KIG NED!

På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier. Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten.

Klik her for at åbne artiklen som pdf

Museernes jul tager, igen, fortiden med ind i fremtiden

20.12.2023

Af: Morten Thomsen Højsgaard

Nu er det jul. Det er mørkt udenfor. Og der er brug for ledestjerner, fodpedaler og rampelys som her på RAGNAROCK. Hele Danmarks rockmuseum i Rabalderstræde i Roskilde tog hul på en ny tradition med juleudstilling med skæve, sjove og farverige pointer om populærmusikkens julesange fra Shu-bi-dua, Gasolin’, GNAGS og flere andre. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU. 

Populærmusikkens festlige engle, julemus og stjerneregn af sne gør op med julen, omfavner julen og fornyer julen ved at lægge nye traditioner og udtryk til de gode, gamle. Men det bliver altid og snart og endelig jul igen, før som nu, i by og på land. Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard ser tilbage på julemåneden 2023 og ønsker glædelig jul.

Af Morten Thomsen Højsgaard

”Jesus bli’r født på anden sal
I Magasin du Nord
Han griner, når du trykker på en fodpedal
Si’r goddag til sin mor”.

Sådan lyder det i Shu-bi-duas populære julesang, der fortsætter og udbasunerer:

”Nu’ det jul.
Og træet tændes påny.
Nu’ det jul.
I land og by”.

Shu-bi-dua var og er ironiske. Med den folkekære Michael Bundesen som forsanger lavede de pjat med julen, men på en kærlig måde. Bandet holdt julen ud i strakt arm. Alt imens de gav den folkelige jul med klejner, rensdyr og familien, der er samlet fra nær og fjern, en stor, varm og opdateret krammer.

Danskerne sang med, ligesom de i øvrigt har gjort det, og stadig gør det. Når Mads Langer synger julen ind med en stjerneregn af sne. Når MC Einar køligt i radioen slår fast, at det er jul, og det’ cool, for det er nu, man hygger sig bedst. Når GNAGS med Peter AG ønsker glædelig jul med historien om to mus, der lykkes med at komme op af en mælkespand.

Eller når Kim Larsen og Gasolin’ toner frem og får os med på drømmen om gaden, der er så smuk med sin julepynt, dage med sange, dage med fred og tid til kærlighed, for:

”Nu er det endelig jul. Jul igen”.

Igen. På ny. Nu. Snart. Endelig. Der er nogle vidunderlige små ord i mange af de mest populære folkelige julesange, som siger noget om, hvad der er på færde, når det er jul.

Det er fortiden, der bliver levende i nutiden, og i julen fører os sammen videre ind i det nye år, ind i fremtiden.

Det er gentagelsen, som minder os om alle traditionerne, alt det, der er og skal være, som det plejer at være, men som alligevel år for år bliver en lille smule anderledes.

Danskerne holdt også jul, før Michael Bundesen sang ”Nu’ det jul”, og før Kim Larsen sagde ”Nu er det endelig jul”.

Danskerne holdt også jul, før man engang i 1800-tallet efter tysk forbillede fandt på at tage et juletræ ind i stuerne.

Fejret blev julen også, før B.S. Ingemann i midten af 1800-tallet skrev den danske tekst til det, der i dag er den mest elskede julesalme ”Glade jul, dejlige jul”.

Men i dag virker det så selvfølgeligt, så uundværligt, så integreret i hele julekulturen, som det næsten kan blive, med juletræet og med netop de julesange og de julesalmer, vi nu engang, på ny, snart, igen og endelig synger gladeligt med på.

Museumsbutikker som her på Roskilde Museum tilbyder anderledes julegaver og specielle værtindegaver. I år kan det for eksempel være bogen ”Konger og dronninger i Roskilde Domkirke”, der udkom på verdensarvsdagen den 12. oktober 2023. Foto: Jan Friis. Grafik: Annette Borsbøl /Storm og Stille

Opgør med og omfavnelse af julen

I museumsorganisationen ROMU er julen en kærkommen anledning til på én gang at dyrke traditioner og at fortælle om deres oprindelse og udvikling.

ROMU har selv sin oprindelse i 1929 i mellemkrigsårene, hvor en gruppe borgere stiftede Roskilde Museumsforening med sigte på at bevare byens og egnes kulturarv og gøre den tilgængelig for eftertiden for stadig flere mennesker, unge såvel som ældre.

Organisationen er siden vokset en del og rummer nu aktiviteter i såvel Roskilde som i Lejre, Frederikssund og Egedal kommuner. ROMU har ti besøgssteder, to magasiner og lidt over 100 ansatte. ROMU fører på vegne af Slots- og Kulturstyrelsen tilsyn med fredede fortidsminder i ti sjællandske kommuner.

Derudover udfolder ROMU et landsdækkende ansvar for at bevare og formidle populærmusikkens kulturhistorie med afsæt i hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, på Rabalderstræde i Roskildes kreative bydel, Musicon.

Siden 2021 har ROMU endelig fået betroet opgaven med at lede og udvikle indsatsen med turisme og verdensarv i fondsorganisationen bag kulturarv ved Roskilde Domkirke, der er hele landets kongelige gravkirke.

Det er store og væsentlige emner, der har vidtstrakt betydning, og som kan samle mange folk fra nær og fjern, lokalt og nationalt, i by og på land.

Og når det så bliver jul igen, ja, så illustrerer museumsorganisationens aktiviteter på flere forskellige måder også den spændvidde, der er i danskernes julekultur.

På Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, tændte ROMU i 2023 en ny tradition med juleudstillingen ”Merry freakin’ jul”. Den handler om populærmusikkens julekultur, der på mange måder er blevet det nye soundtrack til danskernes jul. Det er jul i Angora. Det er samvittigheden, der klares med en ulandskalender. Det er et alt for grande juletræ, der pyntes af en punkartist. Det er amerikaniseringen, der har væltet ind med Elvis og Mariah Carey og mange andre stjerner efter 2. verdenskrig.

Det er også kulturhistorien om, hvordan det danske samfund har bevæget sig fra at sige ”Velkommen igen, Guds engle små” til samtidig at have det prægtigt med formuleringen ”Og Guds engle små klæ’r sig festligt på”.

Juleudstillingen blev krydret med velbesøgte arrangementer, der bragte folk sammen i den ikoniske guldbygning på Rabalderstræde: jule-fællessang med live band og med nogle af populærmusikkens største julenumre, og to udsolgte aftner med musikbingo i en særlig juleedition – med quiz i viden om julens sange.

Det er skævt, det hyggeligt, og det er populært. Præcis som julen er det i virkelighedens verden for rigtig mange borgere. Og så gik det i øvrigt hånd i hånd med det store julemarked, som bydelen Musicon også afholdt to weekender i december i et samspil mellem aktører, stadeholdere, museum, frivillige, virksomheder, kommune – og flere end 27.000 nysgerrige gæster.

Til dette års julemarked på Tadre Mølle var julestemningen helt i top, med hestevognskørsel, nissevækning og i år også kælkning! Takket være julesneen, der lå som et smukt hvidt tæppe over den gamle vandmølle. Foto: Visit Fjordlandet

Vandkraft og sammenhængskraft

De fleste mennesker i dagens Danmark bor i byer. De fleste nye jobs skabes i landets største byer, hvortil Roskilde også hører.

Men sådan har det ikke altid været. Den såkaldte urbanisering er ligesom rocken og poppen noget relativt nyt. For få generationer siden var landet og landbokulturen det mest almindelige og udbredte. I det meste af Danmarks historie har vi været et landbrugssamfund.

Det afspejler sig i julekulturen, hvor vedligeholdelsen af og minderne om de landlige traditioner fortsat betyder meget.

På Tadre Mølle i Elverdamsdalen driver ROMU museum sammen med en stor kreds af frivillige. Og hvert år til jul er der julemarked. Her vækkes julenissen efter gamle, folkelige traditioner. Her kan børn og voksne høre møllerens fortælling om vandets kraft, der kan forvandle landmandens korn til mel, alt imens de med egne øjne kan se møllehjulet snurre og vandet løbe. Der er kræmmere og stadeholdere og spillemænd. Lune æbleskiver, der serveres i Mølle-Maries gamle stuer på husmandsstedet. Åbne udstillinger er der også med fortællinger om naturens kræfter, kildekalkens oprindelse samt energiens betydning i flere henseender.

Kun få procent af de mennesker, der kommer på museum, kommer der alene, viser flere undersøgelser. De fleste kommer der sammen med andre.

Til julemarkedet på Tadre Mølle blev denne kendsgerning igen i år særdeles tydelig, da alle aldersgrupper og en meget varieret skare af mennesker, mange fra byerne, endnu engang fandt sammen ude på landet om vandmøllens julemarked som en tilbagevendende tradition. Det er historien om vandkraft og en manifestation af sammenhængskraft på én gang.

På Færgegården i Frederikssund blev julen også fejret med alt fra juletræsplyndring, til nissesporsjagt, gammeldags æbleskiver og selvfølgelig spejdernes årlige juletræssalg. Foto: Mathias Rasmussen/ROMU

Jul på museum

På flere andre besøgssteder i ROMU har julens traditioner også været et tema. På Færgegården ved Frederikssund har spejderne igen i år solgt juletræer i hundredvis, mens museet har holdt åbent og fortalt julens kulturhistorie.

På Roskilde Museum – der netop har åbnet en fast udstilling om ”Roskilde mellem håb og frygt” – kan du endnu nå at nyde en omgang gløgg i museumscafeen, før museet holder julelukket. Eller du kan skaffe de sidste julegaver i museumsbutikken, som også tilbyder julekort og værtindegaver. Et af årets absolutte gavehits er den nye bog ”Konger og dronninger i Roskilde Domkirke” skrevet af den lokale kulturjournalist Lene Steinbeck og redigeret af den ligeledes lokale redaktør Lisbeth Elkjær Øland.

På Lützhøfts Købmandsgaard i Ringstedgade i Roskilde er der de seneste år sket en bemærkelsesværdig udvikling med mange facetter: Åbningstiden er udvidet. Bygningerne har gennemgået renovering. Der er ny samlingssal. Sortimentet er opdateret med større historisk autenticitet, der sigter mod den tid og det miljø, som fandtes, da Lise Nørgaard blev født og voksede op som barn i Roskilde. En ny idé med at sælge Dom-øl efter historisk opskrift går så godt, at partierne af øl næsten bliver udsolgt, førend museet får dem hjem. Frivillige håndværkere, slagtere og samarbejdspartnere gør det særdeles godt.

Op til jul blev så alle sejl sat til for at give de besøgende en hyggelig oplevelse med handel og vandel, der svarer til højtiden. På adventssøndage har der været særåbent, og et juletræ blev pyntet med inspiration fra Lise Nørgaards barndomshjem.

Det er svært at holde julehumøret fra døren, når Lützhøfts Købmandsgård på Ringstedgade i Roskilde inviterer til gammeldags julestemning med ekstra åbent på adventssøndage. Foto: Kristjan Løk/Visit Fjordlandet

Netop hjemmet spiller en enorm rolle i forestillingen om den gode jul. Det er bestemt ikke uden grund, at Chris Rea hitter igen og igen med ”Driving Home for Christmas”, mens frygtscenariet år for år på tv og i borgernes bevidsthed er at være alene hjemme juleaften.

Museer hverken kan eller skal konkurrere med den hjemlige jul. Museer skal ej heller gøre det, som kirkerne og præsterne står for.

Men museer kan rette fokus mod alt det, der finder sted mellem hjemmets rammer og kirkens forkyndelse i juletiden: Den folkelige musikkultur, handelslivet, samfundets udvikling, dokumentation af traditionernes forandring, hvor både opgør med og omfavnelse af den klassiske jul kommer med.

Hertil kommer, at museer og besøgssteder af mange slags og med placeringer tæt på, hvor folk bor, tilbyder nogle ekstra, offentlige og smukke rum for fælles oplevelser i en tid, hvor der er længsel efter at være sammen med andre, at høre til et sted, at opleve sig selv som en del af en større sammenhæng.

Dermed bliver det jul. Igen. Endelig jul. På ny.

Nok blev Jesusbarnet betragtet som psykopat, udstødt, i sin samtid, som Kim Larsen hæse og karakteristiske stemme minder os om. Men julen er alt andet lige kommet for at blive.

Mon ikke, at Shu-bi-dua nok engang i løbet af december får ret, når de synger:

”Og udenfor lyser den ledestjerne
I en smuk julenat”.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!

Museumsorganisationen ROMU driver besøgsstederne: RAGNAROCK – hele Danmarks Rockmuseum, Domkirkemuseet, Roskilde Museum, Lützhøfts Købmandsgaard med Håndværksmuseet, Sankt Laurentius, Tadre Mølle, Lejre Museum, Gl. Kongsgaard samt Frederikssund Museum Færgegården. Tjek åbningstider og aktiviteter og udstillingsprogrammer på romu.dk.

Skenkelsø Mølle trækker atter i juletøjet og inviterer til traditionsrigt marked

28.11.2023

Pressemeddelelse

Sidste år var både store og små i gang med gran, ler og lys, og også i år kan man lave sin egen juledekoration i staldbygningen på Skenkelsø Mølle. Foto: Preben Christensen.

December står for døren og med den også julehyggen. Den indfinder sig også på Skenkelsø Mølle, for igen i år at invitere de frivillige til det hyggeligste julemarked. Her er skattejagt for de eventyrlystne, klippe-klistre til de kreative og garanti for julestemning.

Lørdag den 2. december trækker Skenkelsø Mølle i højtidsdragten, når det årlige julemarked løber af stablen. Som altid er det de frivillige møllekoner og møllemænd fra Ølstykke Historiske Forening, som i samarbejde med Egedal Arkiv og Museum står bag arrangementet.

”Der plejer at være en rigtig hyggelig julestemning. En af vores møllemænd kan spille harmonika, og han spiller alle de gode julesange. Både på førstesalen, hvor man kan male julenisser og klippe julepynt, og i stuerne, hvor vi filter hjerter og andet pynt,” fortæller en af de frivillige møllekoner, Hanne Mogensen.

Julemarkedet varer fra klokken 11-15, og det er gratis at deltage. Dog kan der være små udgifter til materialer for nogle af de ting, man selv kan være med til at lave. I staldbygningen kan man lave sin egen juledekoration, som – lige som alle de andre kreationer, man laver – må tages med, så man kan få en lille smule mølle-julestemning med hjem.

I år vil der være en særligt vigtig opgave for børnene. Julemanden har nemlig fået et julekort, men der er bøvl med bogstaverne. Måske har sætternissen været på spil? Gennem en række poster rundt på møllen skal børnene samle de manglende bogstaver, og der vil være en præmie til alle, der kan hjælpe julemanden, så han kan få brevet til at give mening.

Derudover kan der købes lune æbleskiver, gløgg til de voksne og varm kakao til børnene, så der er ingen undskyldning for ikke at komme i julestemning.

Pynt med gamle og tålmodige nisser

Det er møllens frivillige, der har klædt møllen i gran og nisser. En del af julepynten har mange år på bagen, for det stammer fra lokale, der har indleveret det til den historiske forenings arkiv. Derfor kan man godt støde på nisser, der er over 100 år gamle som en del af møllens juleudsmykning.

På møllen kan man også finde et stykke meget tålmodigt pynt. Gammel folketro er nemlig skyld i, at en nisse har ventet et helt år på, at det skulle blive jul igen.

”Problemet er jo at finde det hele, når vi skal have det ned igen, og sidste år glemte vi altså en nisse i skolestuen. Den har været der hele året, og børnene har også spurgt, hvorfor der sidder en nisse. Men hvis man ikke tager ham ned til jul, så skal man lade ham sidde. For ellers, siger man, at han render rundt og laver ulykker,” griner Hanne Mogensen.

Nissen behøver dog ikke se frem til at tilbringe resten af sine dage i skolestuen. Hvis blot man pakker ham ned sammen med den øvrige julepynt i år, burde han være tilfreds og styre uden om ulykker, fortæller Hanne Mogensen.

Tid: Lørdag den 2. december kl. 11-15

Sted: Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke

Pris: Gratis entré. Enkelte aktiviteter koster 10 kroner.