![](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2020/12/01-jul-med-romu-grafik-amalie-wulff-scaled.jpg)
2020 har været et mærkeligt år. Men det bliver jul alligevel, også hos ROMU, som i år markerer julemåneden med digitale julekalendere, julede undervisningsforløb og juleforedrag, som kan opleves både fysisk og via live stream.
Der er linet op til både hygge og spas – fysisk og digitalt – på ROMU’s besøgssteder. På Færgegården kan du for eksempel komme til foredrag om juletraditionernes historie, du kan følge med via live stream, eller du kan deltage fysisk, ligesom du kan købe et helt fysisk juletræ på gårdspladsen foran museet. På RAGNAROCK rimer jul i år på Roskilde Festival, og så holder alle vores museumsbutikker selvfølgelig åbne – hvis du vil forkæle en, du holder af i julen.
Jul på Færgegården – mere digitalt end det plejer
På Færgegården skal der julehygges både fysisk, under sikre forhold, og digitalt. På Facebook kan du følge med i museets julekalender og deltage i julequizzen, og der sælges som altid juletræer på gårdspladsen foran Færgegården. Det foregår den 5., 6., 12., 13., 19., 20., 21. og 22. december – altså alle weekender og de sidste to hverdage inden lille juleaften.
Den 10. december inviterer museet desuden til hyggeligt foredrag – om selve julens historie. Julen er traditionsrig, den er fyldt med ritualer og særlige skikke, som gentages år efter år. Sådan har man altid gjort – eller har man? Er de danske juletraditioner overhovedet danske? Og hvordan kan det være, at man også fejrede jul før Jesus blev født?
Det er nogle af de spørgsmål, som museumsinspektør Line Jandoria Jørgensen giver svar på i foredraget. Sammen med tilhørerne på museet og hjemme bag skærmene dykker hun ned i juletraditionernes historie og ser på, hvorfor vi egentligt gør, som vi gør. Hun vil undersøge de danske juletraditioners oprindelse og se på, hvordan de har forandret sig over tid. Der bliver også tid til at udforske, hvordan man har fejret jul før julen, som vi kender den i dag.
Du kan booke en af de begrænsede pladser – eller følge med hjemme fra stuen via live stream.
Jul på RAGNAROCK – i år rimer jul på Roskilde Festival
Et nisselandskab med legofigurer på Orange Scene. En guirlande af gamle festivalprogrammer. Og en ræv, der er formet som en ølbong. Julepynten har sit helt eget udtryk og slår en særlig stemning an i årets julesatsning på RAGNAROCK – en adventskalender i fire afsnit – “Jul i Smatten”.
”Konceptet er ganske simpelt: hver søndag i advent lukker vi en kasse op med et stykke kulturarv fra Roskilde Festival”, forklarer museumsinspektør Jakob Caspersen, der glæder sig til årets julespas på RAGNAROCK. Og hvad gemmer der sig mon i de fire pakker? Her er et hint til hvert afsnit:
1. En vigtig lap papir
2. Et smattet minde
3. En syv-hullet dessertskaber
4. Et intergalaktisk møde.
“Jul i Smatten” kan følges hver søndag i advent på RAGNAROCKs Facebook-side eller på rf50.dk.
Skoleforløb med duft af jul
Også når det gælder ROMUs undervisningsforløb dufter det af jul og gran.
På Frederikssund Museum, Færgegården kan de yngste elever høre om jul i gamle dage i skoleforløbet ”Julestue på Færgegården”, og Roskilde Museum tilbyder et skoleforløb for 2.-4. klasse om ”Jul i en besættelsestid” – om hvordan det var at være barn og fejre jul under Anden Verdenskrig.
Der er også åbent i alle vores butikker
Julen er hjerternes fest, og hvis du gerne vil glæde en du holder af i december, så kan du jo slå vejen forbi en af museumsbutikkerne på Roskilde Museum, Lejre Museum, Frederikssund Museum Færgegården, Lützhøfts Købmandsgård og RAGNAROCK – Museet for pop, rock og ungdomskultur.
Her er der gode muligheder for at finde julegaven, hvad enten du er på jagt efter museumskopi-smykker, et KLUB kort med gratis adgang for 2 i et helt år, en flaske mjød og et horn at drikke det af eller Gasolin’-merchandise.
Alle ROMUs museumsbutikker har åbent samtidigt med museerne.
Tider, priser og steder
Juleforedrag:
Fysisk arrangement:
10. december kl. 19.00-21.00
75 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk eller på museet Frederikssund Museum, Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Live streaming:
10. december kl. 19.00-21.00
25 kr. + billetgebyr. Billetter købes på billetto.dk
Se med via smartphone, tablet eller computer hjemme fra din egen stue
Du vil modtage en mail en time før arrangementet med link og informationer om, hvad du skal gøre. Vær opmærksom på, at mailen kan ende i dit spamfilter. Hvis der mod forventning skulle opstå problemer, da skriv til faergegaarden@romu.dk både før og under foredraget. Det vil ikke uden for almindelig arbejdstid være muligt at få svar på henvendelser, der er gået igennem billetto.
Digital julekalender- og quiz:
‘Like’ Frederikssund Museum, Færgegården på Facebook – og følg med hver dag i december.
Juletræssalg:
Der sælges juletræer på gårdspladsen foran Færgegården den 5., 6., 12. 13., 19., 20., 21. og 22. december.
“Jul i Smatten”:
Følg adventskalenderen hver søndag op til jul på RAGNAROCKs Facebook-side eller rf50.dk.
Find desuden museumsbutikkerne på:
Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
WEEKEND MED FORTIDSMINDER OG FORÅRSFORNEMMELSER
Kom ud i foråret og på sporet af fortiden i naturen til fortidsmindeweekenden 2021
EGEDALS FRIVILLIGE GLÆDER SIG TIL AT GENÅBNE FOR LOKALHISTORIEN
I Egedal står en gruppe ildsjæle og tripper for at få lov til at åbne. De frivillige i tre lokalhistoriske foreninger længes efter at mødes med andre frivillige og glæder sig over, at det forhåbentligt snart er muligt igen at udbrede de lokale historier.
MUSEUMSBUTIKKERNE UNDER ROMU ÅBNER VIRTUELT
ROMU slår dørene op til en ny butik, der ikke lader sig mærke med smittetryk og kontakttal. Det er nemlig en webshop, der sørger for, at kulturhungrende gæster kan købe museumsvarer fra Lejre, Frederikssund og Roskilde Museer.
LEJRE MUSEUM VIL INSPIRERE TIL VANDRETURE MED NY GUIDE PÅ NETTET
Kulturlandskabet i Lejre er et populært udflugtsmål, og nu bliver det lettere at planlægge vandreturen, med en ny guide fra Lejre Museum. Her er der både kortere og længere ture, der alle lægger vejen forbi historiske spor i landskabet.
DERFOR ER VIKINGEGRAVEN FRA GERDRUP STADIG GÅDEFULD
Arkæologerne er med tiden blevet klogere på den sensationelle dobbeltgrav, der blev fundet for fyrre år siden, som indgår i udstillingen på Roskilde Museum. Men hver gang de finder nye svar, dukker nye spørgsmål op. Arkæolog Ole Thirup Kastholm fortæller her om fundet, der bliver ved med at give – alt andet end klare svar.
MUSEUMSAFTALE SÆTTER FORTIDEN I SPIL FOR IDENTITET OG SAMHØRIGHED I EGEDAL
Formidling af fortiden er i fokus i ny aftale mellem museumsorganisationen ROMU og Egedal Kommune. ROMU skal føre arkivalsk kontrol med vores fortid og sætte den i spil over for de nye generationer
ÉT ÅR EFTER PATIENT NUL: ROMU HAR SIKRET HISTORIERNE OM CORONA-KRISEN FOR EFTERTIDEN
Lige siden corona-epidemien ramte Danmark, har ROMU’s samlingsmedarbejdere arbejdet ihærdigt med at indsamle lokale genstande og fortællinger om krisen. Det har ikke været uden udfordringer.
FONDENE BAG BESØGSCENTER VED ROSKILDE DOMKIRKE ØGER SAMARBEJDET MED ROMU
De to organisationer ser begge frem til samarbejdet, der indebærer, at ROMU fremover skal drive fondenes sekretariat og tage ansvar for projektudvikling af kommende besøgscenter ved domkirken.
TINA KAN IKKE VENTE, TIL GÆSTERNE MÅ KOMME IGEN
I museumsbutikken på Roskilde Museum prøver butiksansvarlig Tina Sundling at holde hænderne beskæftiget og humøret oppe, mens museet må holde lukket. Men det er svært, når det vigtigste mangler: Den daglige, livgivende kontakt med museets gæster.
PÅ VEGNE AF FREMTIDEN: MUSEERNES MAGASINER BESKYTTER UVURDERLIGE SKATTE
PERSPEKTIV. Museernes magasiner er vældige skatkamre af viden. Også viden, som først om mange år med fremtidens metoder vil kunne lirkes ud af de bevarede genstande. ROMUs chef for forskning og kulturarv, Lars K. Christensen fortæller om en del af museerne, som de færreste skænker en tanke – men som er hjertet i museernes virke.