Kulturens Analyseinstitut bliver en del af stærk kulturkoalition i Det Kongelige Palæ
Af: Lene Steinbeck
08.06.2023
![Espen og Morten Palæhaven 01 Kreditering Kristian Grøndahl ROMU](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2023/06/espen-og-morten-palaehaven-01-kreditering-kristian-groendahl-romu.png)
1. juli flytter Kulturens Analyseinstitut med Esben Danielsen (tv) i spidsen midlertidigt ind i portnerbygningen til Det Kongelige Palæ. For tiden står bygningerne tomme, og Morten Thomsen Højsgaard, direktør for museumskoncernen ROMU og for fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke, ser frem til, at endnu en kulturel samarbejdspartner tager plads i huset. Foto: Kristian Grøndahl/ROMU
Den 1. juli flytter Kulturens Analyseinstitut ind i portnerboligen i Det Kongelige Palæ og kommer til at have sin hverdag tæt på arbejdsgruppen bag det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Begge parter glæder sig til samarbejdet, som de forudser kan gavne både instituttet og centret, men i særdeleshed kulturen generelt.
Det Kongelige Palæ, der er en del af Roskildes levende kulturstrøg, får en ny lejer, når Kulturens Analyseinstitut flytter ind i nogle ubenyttede lokaler i det historiske hus. Instituttet blev sidste år nedsat af Kulturministeriet til at analysere og levere viden om kulturområdet i Danmark. Fra den 1. juli får instituttet, som er politisk bestemt til at høre hjemme i Roskilde, for en midlertidig periode kontorer i den gamle portnerbygning, som er en del af Det Kongelige Palæ. Her skal de blandt andet dele hverdag med arbejdsgruppen bag det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter.
Hidtil har Kulturens Analyseinstitut holdt til på Vækstfabrikken i det boblende startup-miljø på Musicon, og det har givet den helt rigtige energi til instituttet, der selv er en startup-virksomhed.
”Nu skal vi til at tage næste step. Vi rykker ind i palæets gamle, historiske rammer, samtidig med at der bliver arbejdet på at skabe fremtidens bud på formidling af verdensarv. Vi får nogle naboer, der har fokus på det nationale, og som også arbejder med kulturarv på den helt store klinge. Det bliver fantastisk i den kommende periode at komme helt tæt på den del af vores virke,” siger instituttets direktør, Esben Danielsen.
Stærkt kulturelt samarbejde
Også for kræfterne bag det kommende verdensarvscenter er det en god nyhed, at Det Kongelige Palæ fortsat kommer til at dirre af kultur i samtlige lokaler. Og der er masser af synergi at hente i samarbejdet mellem instituttet og arbejdsgruppen bag det nye Verdensarvscenter, siger Morten Thomsen Højsgaard, direktør for museumskoncernen ROMU og for fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke.
”Det er et kæmpe plus, at nogle af landets bedste kulturanalytikere nu rykker tættere på. Det skaber attraktive muligheder for samarbejde, inspiration og deling af viden om kulturliv og kulturarv med et nationalt og ambitiøst sigte. De kongelige rammer kalder på, at der her skabes noget, som skiller sig ud, og som rigtige mange borgere fra hele landet og turister med vil sætte pris på”.
I forvejen rummer bygningerne blandt andet biskoppens bolig, Roskilde Kunstforening og stiftets administration. De nye kontorfæller skriver sig derfor ind i en stærk kulturel koalition. Netop samarbejde og interessefællesskab er essentielt for de kommende års arbejde med det nye Verdensarvscenter, fortæller Morten Thomsen Højsgaard.
”Der findes kun få lokaliteter i Danmark, som er udpeget som verdensarv. Roskilde Domkirke hører til den fine og udvalgte kreds. Også derfor er det kommende verdensarvscenter noget, der kun kan blive stort og godt, hvis mange institutioner og mennesker arbejder sammen om det. For nogle måneder siden trådte Kongernes Samling ind i kredsen af samarbejdspartnere, der i forvejen tæller Slots- og Kulturstyrelsen, Roskilde Kommune, domsognet og andre museer. Og nu udvides kredsen yderligere. Det er, sagt på en varm sommerdag, ganske enkelt en ren solskinshistorie.”
Roskildes kulturliv som live-lab
At lande midt i det kulturelle Roskildes centrum og få en hverdag omgivet af kultur er noget af det, Esben Danielsen ser mest frem til. Det Kongelige Palæ er en del af Roskilde Kulturstrøg, som tæller otte kulturinstitutioner midt i domkirkebyen.
”Vi drømmer om, at Roskilde Kommune og byens kulturliv kan være et slags live-lab for os, så vi benytter vores hjemkommune til at prøve os frem i forhold til, hvordan man ser analytisk på kulturlivet. Det samarbejde, der er mellem ROMU, byens kulturstrøg og kommunen, bliver sindssygt spændende at være en del af,” fortæller Esben Danielsen.
I øjeblikket består medarbejderstaben i Kulturens Analyseinstitut udover Esben Danielsen og analysechef Jens Christian Nielsen af en stab på syv projektansatte, som er instituttets ”prototype bemanding”, og som året ud skal afprøve, hvilke kompetencer og indsatser instituttet skal være klar til at gennemføre. Det er disse ni, som får deres dagligdag i portnerboligen i Det Kongelige Palæ.
Kulturens Analyseinstitut skal levere struktureret og empirisk funderet viden om kulturområdet og dets dynamikker. Bestyrelsen er udpeget af kulturministeren og sammensat, så den repræsenterer kompetencer inden for ledelse, økonomi, dansk og international kulturpolitik, kultur- og kunstfaglighed, viden om psykologi, sociologi og lignende, forskning samt statistik. Derudover er det hensigten, at mindst et af medlemmerne repræsenterer et af de øvrige nordiske lande.
Roskilde Domkirke Verdensarvscenter, der efter planen skal åbne i 2027, skal formidle historien om domkirkens unikke arkitektur, om den kongelige danmarkshistorie og om ritualerne, der vedrører de kongelige begravelser. Centret skal bo i dele af bygningskomplekset med Det Kongelige Palæ, der ligger umiddelbart ved siden af Roskilde Domkirke. Fondsorganisationen bag Kulturarv Roskilde Domkirke står overordnet for processen og realiseringen af Verdensarvscentret, og museumskoncernen ROMU skal stå for driften.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
JEG TAKKER MIN GUD – JEG SLAP SÅ GODT
Lederen af modstandsgruppen Borupholdet, Helmuth von Barner, skrev i 1993 bogen ’Borupholdet 1943-1945’ om gruppens aktiviteter. Et vidnesbyrd om modstandskampen, som den udspillede sig i skovene nær Roskilde med både barske, humoristiske og sørgelige fortællinger.
DA DANMARK FIK SIN FØRSTE BY
I artikelserien HER BLEV DANMARK FØDT går en række historikere, arkæologer og forfattere tilbage i historien og fortæller om steder, der har haft stor betydning i udviklingen af det Danmark, vi kender i dag. I denne artikel giver museumsinspektør og arkæolog Claus Feveile nogle pointer fra sit foredrag om Ribe, der som Skandinaviens første by var en spydspids i udviklingen af Danmarks handelsliv.
FÅ TO MUSEUMSBESØG PÅ ÉN ENTREBILLET
I efterårsferien får du et ekstra museumsbesøg med i handlen, når du køber en entrebillet til Roskilde Museum, Frederikssund Museum eller Lejre Museum.
MODSTANDSMAND SKUDT AF SINE EGNE
Dagen efter befrielsen blev modstandsmanden fra Roskilde Jens Erik Clausen og tre andre skudt ned af deres egne i Sorø. Jublen forstummende, og alle flag gik på halv i byen.
LEV VEL OG HAV DET GODT, LILLE MOR
Et udhulet franskbrød gjorde det muligt for den dødsdømte modstandsmand Georg Quistgaard at få smuglet et sidste brev til sin mor ud af fængslet – dagen inden han blev henrettet i maj 1944.
SÅDAN HÅNDTERER ROMU ANDEN BØLGE
Det er fortsat trygt og sikkert at gå på museum, skriver direktør for museumsorganisationen, der allerede har tilpasset sig et efterår med skærpede krav som følge af COVID-19 i samfundet.
ROMU BIDRAGER MED VIDEN OG DNA TIL BANEBRYDENDE VIKINGESTUDIE
15 skeletter fra området omkring Roskilde er med til at kaste nyt lys over vikingerne i et stort, internationalt dna-studie. ROMU-arkæologen Ole Kastholm ser spændende muligheder for at undersøge, om de nye resultater kan kobles sammen med den spæde begyndelse på kongemagten i Danmark.
UNGE MUSIKERE I DAG KAN LÆRE AF GASOLIN’S USA-FLOP
Gasolin’ drømte allerede fra bandets spæde begyndelse, om at indtage USA med storm. Men selvom de forsøgte ad flere omgange, lykkedes det desværre aldrig. Hvorfor var det så svært for dem, og står nutidige kunstnere mon overfor samme udfordringer i dag? RAGNAROCK inviterer til en Rabalder Talk om at turde satse alt for den store berømmelse. Det sker under overskriften “The American Dane” den 7. oktober 2020 klokken 19.
OSTED-ERIK – STÆRK VILJE OG TOTAL UVILJE
Erik var en viljestærk og modig modstandsmand, der ikke lod sig skræmme. Men modstandskampen satte sine spor og fik Erik til at flytte til det nordlige Sverige efter krigen. Langtidsvirkningerne af krigen prægede ikke kun ham, men også hans datter, den svenske kunstner Anna Kristensen.
REDNINGSAKTION: BEFRI FREDERIKSSUND FOR SKRALD
Lørdag den 19. september rydder Frederikssund Museum, Færgegården og Danmarks Naturfredningsforening op i naturen omkring museet og ved fjorden. Arrangementet er en del af den årlige, landsdækkende affaldsindsamling, og du kan være med.