Roskildes borgere har historien brusende i blodet
Af: Lene Steinbeck
02.07.2021
Roskildes borgmester, Tomas Breddam, foran Domkirken. Den er sidste hvilested for en lang række af danske regenter og er dermed en stærk stemme i fortælling om det historiske Roskilde. Foto: Roskilde Kommune.
I Roskilde går kommunens lange historie aldrig af mode, og traditioner for landbrug, handel og fiskeri er stadig nøgleord i området omkring Roskilde Fjord. Kulturarv er domkirke og vikingemuseum – men den lever i høj grad i og i kraft af borgene. Det fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam, i denne artikel, som er en del af en serie, hvor ROMU tager temperaturen på kulturarven i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.
Der findes fortidsspor, som øjet altid vil drages af. Som troner med rejste spir på byens højeste punkt og majestætisk fortæller om et årtusind med kirke, konger og magt. Eller dem, som sender øjet på vandring over fjorden, på udkig efter de stribede, firkantede sejl, der for mere end tusind år siden fragtede et berygtet og berømmet folkefærd på togter over hele Europa.
Og så er der de spor, som skjuler sig for det blotte øje. Den immaterielle kulturarv, som er traditioner, som er hverv, og som er ånd. De mennesker, der driver handel, landbrug og traditioner gennem generationer, er i lige så høj grad som domkirker og vikingeskibe med til at forme et sted.
”Roskilde er et overflødighedshorn. Vi er virkelig privilegerede, fordi vi har så meget kulturarv,” siger borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam (S).
”Der er selvfølgelig Domkirken, vikingeskibsmuseet og hele den stærke fortælling om middelalderbyen i Roskilde. Men der er også historien om, at vi altid har været handlende. Der er en lang fisketradition omkring fjorden ved Jyllinge, og der er de gamle bondesamfund ved Gundsømagle. Og sådan kan man jo bare blive ved.”
De nysgerrige borgere
Det er ROMU, der har det kulturhistoriske ansvar i Roskilde Kommune og blandt andet skal sørge for at bevare museets samlinger, forske og skabe ny viden. Men en betydelig del af kulturarven næres og lever uden for museernes mure – nemlig af Roskildes borgere. Og de er selv i høj grad opsøgende for at kende og bevare deres fælles historie.
”Jeg oplever en kæmpe nysgerrighed. Man kan se det på nogle flotte besøgstal på vores museer, men i høj grad også i det frivillige engagement,” fortæller Tomas Breddam.
”Prøv at tænke på, hvor mange der skal til at sejle vikingeskibene. Det er der virkelig mange, der støtter op om. Det er noget, man gerne vil holde liv i som en del af den sejlende kulturarv. Så der er blevet bygget gode kopier af vikingeskibene. De kan faktisk sejle, og vi kan lære en hel masse af det arbejde, som de frivillige udfører.”
Som et andet eksempel nævner han Roskilde Festival, der en uge hver sommer mere end fordobler kommunens indbyggertal. Den store festival, der er afhængig af et stærkt korps af frivillige, har samtidig vokset sig ind i roskildensernes bevidsthed som en del af deres identitet. En identitet, der løftes ind i en kulturarvssammenhæng med hele satsningen på den nye bydel Musicon med museet RAGNAROCK som en gylden kerne midt i det hele. – Ikke mindst nu, hvor museets særudstilling er ”Smattens Magi – 50 års aftryk af Roskilde Festival”, som netop indkapsler festivalen som kulturarv.
Historien er med i planerne
Roskilde ligger helt i toppen af listen, når det kommer til at tiltrække nye borgere. Og selv om det måske kunne være fristende at bygge stort og nyt i byen, skal man være varsom med ikke at tromle historien. For den spiller i følge Tomas Breddam en stor rolle, når så mange leder efter deres nye hjem i Roskilde:
”Det er helt tydeligt, at det har noget at gøre med kulturarven. Og det er ikke, fordi vi har været noget engang, men fordi vi stadig er det. Vi holder det ved lige. Roskilde har gennem 1.000 år været centrum for handel, og det er vi stadig. Det køber man ind op, når man flytter hertil.”
Derfor må der tænkes kreativt, når nye hjem kommer til. Som når en række af de tidligere hospitalsbygninger på Sankt Hans nu skal laves til boliger. Hospitalet er opført af Københavns Kommune i begyndelsen af 1800-tallet – og stedet var på ingen måde et tilfældigt valg.
”Årsagen til, at man i sin tid flyttede de psykiatriske patienter til Roskilde, var jo, at her var så skønt med fjorden, parkerne og Boserup ganske tæt på,” fortæller borgmesteren.
Siden har Roskilde nærmest integreret Sankt Hans – både stedet og patienterne – i sit dna.
”Vi har lært at leve rigtig fint og godt med Sankt Hans. Patienterne er en fast del af vores bybillede, og institutionen er med til at beskæftige rigtig mange. Også et stort korps af frivillige.”
Derfor har Roskilde – som Breddam siger – ”historien med”, når de gamle hospitalsbygninger genopstår som 400 nye boliger.
”Den tid til ro og fordybelse, som man dengang tænkte var med til at hele det sårede sind, den tror vi også, at vi har brug for nu. Derfor laver vi hele Roskildes helende baghave. Vi dyrker mange af de gode steder, Sankt Hans har. Både den plejede og den vilde natur, og så den fantastiske forbindelse til Roskilde fjord. Fordybelse og ro er stadig godt for menneskets sind,” slutter Tomas Breddam.
ROMU har det kulturhistoriske ansvar for Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund. Artiklen her er et afsnit af en lille serie, hvor vi tager temperaturen på kulturarven i de fire kommuner og spørger borgmestrene, hvilken rolle kulturarven spiller i henholdsvis Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner.
Mød det ældste Roskilde:
Roskilde Domkirke er UNESCO verdensarv og har knejset over byen siden omkring år 1200. Læs om Domkirken her.
Du kan blive klogere på Roskildes historie i Sankt Laurentius, hvor du kan opleve den skjulte kirkeruin fra middelalderen og gå til tops i byens tårn, der har været både fængsel og tårnvægterens udkigspost.
Eller tag på Roskilde Museum, hvor du kan opleve oldtidsfund, dykke ned i Roskildes middelalderhistorie, fordybe dig i særlige samlinger eller spændende særudstillinger.
Roskilde har været en livlig handelsby gennem århundreder. Oplev en autentisk købmandsgård og gør et godt køb i Lützhøfts Købmandsgård. Læs mere om købmandsgården her.
Sankt Hans har i mange år været hospital ved Roskilde til behandling og pleje af psykiatriske patienter. I dag skal nogle af de gamle hospitalsbygninger omdannes til boliger.
På Vikingeskibsmuseet kan du opleve autentiske vikingeskibe og historisk håndværk. Læs mere her.
Mød den musikalske kulturarv:
Roskilde Festival har eksisteret siden 1971 og samler hvert år tusindvis af mennesker til Nordeuropas største festival på Dyrskuepladsen i Roskilde.
På RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur, kan du i øjeblikket opleve særudstillingen ”Smattens Magi – 50 års aftryk af Roskilde Festival”.
Musicon er Roskildes nye bydel med fokus på kunst, kultur og kreativitet ligger både museum, teater, musikskole, skatehal, spisesteder, boliger, butikker og meget mere.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
EGEDALS FRIVILLIGE GLÆDER SIG TIL AT GENÅBNE FOR LOKALHISTORIEN
I Egedal står en gruppe ildsjæle og tripper for at få lov til at åbne. De frivillige i tre lokalhistoriske foreninger længes efter at mødes med andre frivillige og glæder sig over, at det forhåbentligt snart er muligt igen at udbrede de lokale historier.
MUSEUMSBUTIKKERNE UNDER ROMU ÅBNER VIRTUELT
ROMU slår dørene op til en ny butik, der ikke lader sig mærke med smittetryk og kontakttal. Det er nemlig en webshop, der sørger for, at kulturhungrende gæster kan købe museumsvarer fra Lejre, Frederikssund og Roskilde Museer.
LEJRE MUSEUM VIL INSPIRERE TIL VANDRETURE MED NY GUIDE PÅ NETTET
Kulturlandskabet i Lejre er et populært udflugtsmål, og nu bliver det lettere at planlægge vandreturen, med en ny guide fra Lejre Museum. Her er der både kortere og længere ture, der alle lægger vejen forbi historiske spor i landskabet.
DERFOR ER VIKINGEGRAVEN FRA GERDRUP STADIG GÅDEFULD
Arkæologerne er med tiden blevet klogere på den sensationelle dobbeltgrav, der blev fundet for fyrre år siden, som indgår i udstillingen på Roskilde Museum. Men hver gang de finder nye svar, dukker nye spørgsmål op. Arkæolog Ole Thirup Kastholm fortæller her om fundet, der bliver ved med at give – alt andet end klare svar.
MUSEUMSAFTALE SÆTTER FORTIDEN I SPIL FOR IDENTITET OG SAMHØRIGHED I EGEDAL
Formidling af fortiden er i fokus i ny aftale mellem museumsorganisationen ROMU og Egedal Kommune. ROMU skal føre arkivalsk kontrol med vores fortid og sætte den i spil over for de nye generationer
ÉT ÅR EFTER PATIENT NUL: ROMU HAR SIKRET HISTORIERNE OM CORONA-KRISEN FOR EFTERTIDEN
Lige siden corona-epidemien ramte Danmark, har ROMU’s samlingsmedarbejdere arbejdet ihærdigt med at indsamle lokale genstande og fortællinger om krisen. Det har ikke været uden udfordringer.
FONDENE BAG BESØGSCENTER VED ROSKILDE DOMKIRKE ØGER SAMARBEJDET MED ROMU
De to organisationer ser begge frem til samarbejdet, der indebærer, at ROMU fremover skal drive fondenes sekretariat og tage ansvar for projektudvikling af kommende besøgscenter ved domkirken.
TINA KAN IKKE VENTE, TIL GÆSTERNE MÅ KOMME IGEN
I museumsbutikken på Roskilde Museum prøver butiksansvarlig Tina Sundling at holde hænderne beskæftiget og humøret oppe, mens museet må holde lukket. Men det er svært, når det vigtigste mangler: Den daglige, livgivende kontakt med museets gæster.
PÅ VEGNE AF FREMTIDEN: MUSEERNES MAGASINER BESKYTTER UVURDERLIGE SKATTE
PERSPEKTIV. Museernes magasiner er vældige skatkamre af viden. Også viden, som først om mange år med fremtidens metoder vil kunne lirkes ud af de bevarede genstande. ROMUs chef for forskning og kulturarv, Lars K. Christensen fortæller om en del af museerne, som de færreste skænker en tanke – men som er hjertet i museernes virke.
ROMU ÅBNER MUSEER FOR UNDERVISNING FOR DE YNGSTE ELEVER
Fra mandag den 8. februar bliver det igen muligt at inddrage et museumsbesøg i undervisningen for 0. – 4. klasse i Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner. ROMU åbner tre af sine besøgssteder for netop denne særlige gruppe af besøgende.