Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.

Hvem var her før os? Hvorfor slog de sig ned netop her? Og hvad fik de tiden til at gå med? Det er nogle af de spørgsmål, som arkæologer leder efter svar på i jorden under vores fødder. Og der er rigeligt at gruble over i Egedal, hvor nye, spændende fund jævnligt kaster lys over fortiden. Det ved Emil Winther Struve, arkæolog og museumsinspektør i museumsorganisationen ROMU, hvor han har ansvar for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune. Ved et foredrag i Smørum Kulturhus den 26. september åbner han døren til sit arbejdsliv og deler noget af den viden, han og hans kollegaer det seneste år har gravet frem om fortidens Egedal.

Nord for Egedal Rådhus har ROMU’s arkæologer udgravet store områder og gjort fund fra mange forskellige perioder. Det var blandt andet her, at de i 2022 fandt et moseoffer. En nyhed, som gik verden rundt og skrev sig ind i en fortælling om stenalderens menneskeofringer. Til foredraget, som er et årligt tilbagevendende overblik over året i arkæologien, fortæller Emil Winther Struve om noget, der endnu ikke har fået så meget fokus: En boplads fra midten af bronzealderen.

”Vi har udgravet et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring huset. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Det bliver udgangspunkt for at fortælle om livet i bronzealderen ud fra nogle meget rige fund, der er gjort i området. Det mest kendte er nok Veksøhjelmene, men der er også fundet andre store ofringer af bronzealder-genstande, som viser, at der her har været en meget lang periode med et meget rigt samfund,” fortæller Emil Winther Struve.

Flere nuancer på historien

Bronzealderen er betegnelsen for perioden 1700-500 f.Kr, hvor en effektivisering af landbruget for alvor medførte velstand i Danmark. En velstand, der blandt andet kom til udtryk i pragtgenstande i bronze. Bronze findes ikke naturligt i Danmark, men blev importeret sydfra via netværk og handelsforbindelser til magtfulde kulturer i det sydlige og centrale Europa. At de kostbare genstande dukker op efter tusindvis af år i jorden her i Egedal, underbygger fortællingen om, at området i oldtiden var et sted for de rige og magtfulde. Samtidig er udgravningen af bopladsen og spor efter bronzearbejdet med til at nuancere historien om, hvem der boede og levede her.

”Vi ved, at de har ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her. For de har altså siddet her og arbejdet med at producere de her metalgenstande og offerfund.”

Foredraget finder sted i Smørum Kulturhus torsdag den 26. september kl. 19. Billetter koster 25 kroner + gebyr og bookes via Place2book.

Tid: Torsdag den 26. september 2024, kl. 19.00
Sted: Smørum Kulturhus – Salen, Flodvej 68, Smørum, 2765
Pris: 25 kroner + gebyr. Billet købes via Place2book

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.

Hvem var her før os? Hvorfor slog de sig ned netop her? Og hvad fik de tiden til at gå med? Det er nogle af de spørgsmål, som arkæologer leder efter svar på i jorden under vores fødder. Og der er rigeligt at gruble over i Egedal, hvor nye, spændende fund jævnligt kaster lys over fortiden. Det ved Emil Winther Struve, arkæolog og museumsinspektør i museumsorganisationen ROMU, hvor han har ansvar for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune. Ved et foredrag i Smørum Kulturhus den 26. september åbner han døren til sit arbejdsliv og deler noget af den viden, han og hans kollegaer det seneste år har gravet frem om fortidens Egedal.

Nord for Egedal Rådhus har ROMU’s arkæologer udgravet store områder og gjort fund fra mange forskellige perioder. Det var blandt andet her, at de i 2022 fandt et moseoffer. En nyhed, som gik verden rundt og skrev sig ind i en fortælling om stenalderens menneskeofringer. Til foredraget, som er et årligt tilbagevendende overblik over året i arkæologien, fortæller Emil Winther Struve om noget, der endnu ikke har fået så meget fokus: En boplads fra midten af bronzealderen.

”Vi har udgravet et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring huset. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Det bliver udgangspunkt for at fortælle om livet i bronzealderen ud fra nogle meget rige fund, der er gjort i området. Det mest kendte er nok Veksøhjelmene, men der er også fundet andre store ofringer af bronzealder-genstande, som viser, at der her har været en meget lang periode med et meget rigt samfund,” fortæller Emil Winther Struve.

Flere nuancer på historien

Bronzealderen er betegnelsen for perioden 1700-500 f.Kr, hvor en effektivisering af landbruget for alvor medførte velstand i Danmark. En velstand, der blandt andet kom til udtryk i pragtgenstande i bronze. Bronze findes ikke naturligt i Danmark, men blev importeret sydfra via netværk og handelsforbindelser til magtfulde kulturer i det sydlige og centrale Europa. At de kostbare genstande dukker op efter tusindvis af år i jorden her i Egedal, underbygger fortællingen om, at området i oldtiden var et sted for de rige og magtfulde. Samtidig er udgravningen af bopladsen og spor efter bronzearbejdet med til at nuancere historien om, hvem der boede og levede her.

”Vi ved, at de har ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her. For de har altså siddet her og arbejdet med at producere de her metalgenstande og offerfund.”

Foredraget finder sted i Smørum Kulturhus torsdag den 26. september kl. 19. Billetter koster 25 kroner + gebyr og bookes via Place2book.

Tid: Torsdag den 26. september 2024, kl. 19.00
Sted: Smørum Kulturhus – Salen, Flodvej 68, Smørum, 2765
Pris: 25 kroner + gebyr. Billet købes via Place2book

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.

Hvem var her før os? Hvorfor slog de sig ned netop her? Og hvad fik de tiden til at gå med? Det er nogle af de spørgsmål, som arkæologer leder efter svar på i jorden under vores fødder. Og der er rigeligt at gruble over i Egedal, hvor nye, spændende fund jævnligt kaster lys over fortiden. Det ved Emil Winther Struve, arkæolog og museumsinspektør i museumsorganisationen ROMU, hvor han har ansvar for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune. Ved et foredrag i Smørum Kulturhus den 26. september åbner han døren til sit arbejdsliv og deler noget af den viden, han og hans kollegaer det seneste år har gravet frem om fortidens Egedal.

Nord for Egedal Rådhus har ROMU’s arkæologer udgravet store områder og gjort fund fra mange forskellige perioder. Det var blandt andet her, at de i 2022 fandt et moseoffer. En nyhed, som gik verden rundt og skrev sig ind i en fortælling om stenalderens menneskeofringer. Til foredraget, som er et årligt tilbagevendende overblik over året i arkæologien, fortæller Emil Winther Struve om noget, der endnu ikke har fået så meget fokus: En boplads fra midten af bronzealderen.

”Vi har udgravet et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring huset. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Det bliver udgangspunkt for at fortælle om livet i bronzealderen ud fra nogle meget rige fund, der er gjort i området. Det mest kendte er nok Veksøhjelmene, men der er også fundet andre store ofringer af bronzealder-genstande, som viser, at der her har været en meget lang periode med et meget rigt samfund,” fortæller Emil Winther Struve.

Flere nuancer på historien

Bronzealderen er betegnelsen for perioden 1700-500 f.Kr, hvor en effektivisering af landbruget for alvor medførte velstand i Danmark. En velstand, der blandt andet kom til udtryk i pragtgenstande i bronze. Bronze findes ikke naturligt i Danmark, men blev importeret sydfra via netværk og handelsforbindelser til magtfulde kulturer i det sydlige og centrale Europa. At de kostbare genstande dukker op efter tusindvis af år i jorden her i Egedal, underbygger fortællingen om, at området i oldtiden var et sted for de rige og magtfulde. Samtidig er udgravningen af bopladsen og spor efter bronzearbejdet med til at nuancere historien om, hvem der boede og levede her.

”Vi ved, at de har ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her. For de har altså siddet her og arbejdet med at producere de her metalgenstande og offerfund.”

Foredraget finder sted i Smørum Kulturhus torsdag den 26. september kl. 19. Billetter koster 25 kroner + gebyr og bookes via Place2book.

Tid: Torsdag den 26. september 2024, kl. 19.00
Sted: Smørum Kulturhus – Salen, Flodvej 68, Smørum, 2765
Pris: 25 kroner + gebyr. Billet købes via Place2book

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.