Den 10. november 1944 dukkede en køn kvinde op på Valborup Skovridergård og spurgte efter skovrider Krarup. Denne var imidlertid ”gået under jorden” og ingen vidste, hvor han var henne. Kort efter blev skovridergården omringet af Gestapo og den unge kvinde mødte op igen, denne gang bevæbnet med maskinpistol. Hun kaldte sig Marianne Lund og var tilsyneladende kæreste med Birkedal. Folkene på skovridergården blev efter tur forhørt og afslørede til sidst en jagthytte ved Avnsø, hvor man opbevarede våbnene. De var dog blevet fjernet inden Gestapo nåede frem.

Som straffeaktion blev Valborup Skovridergaard og Sønderstrup sæbefabrik sprængt i luften og for de arresterede begyndte nu kampen for at overleve i de tyske kz-lejre. Og leder af våbenmodtageorganisationen på Sjælland, Stig Jensen, måtte sende telegrammet til London, hvor han meldte, at ”Sjælland er ramt af alvorlig sygdom og alle modtagepladser afmeldes”. I starten af 1945 kunne man dog melde sig klar til igen at modtage våben fra himlen og i løbet af foråret 1945 blev pladsen ”Ruins of Valborup” taget i brug igen.

Dybt var mørket I overvandt

Erik Briand Clausen måtte ”gå under jorden” som følge af optrevlingen, men blev den 8. marts 1945 arresteret af Gestapo og henrettet. Kunstneren Anna Kristensen mindes i den aktuelle udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’ på Roskilde Museum et møde mellem hendes far, Erik Kristensen og leder af Borupholdet Helmuth Barner, hvor de dybt bevæget holdt et minuts stilhed for Erik Briand Clausen, der trods tortur ikke afslørede nogle i gruppen.

Optrevlingen af modtagegrupperne på Sjælland fik stor betydning. Omkring 20-30 personer blev arresteret og deporteret til Frøslevlejren, tyske kz-lejre eller måtte ”gå under jorden”. Efter krigen kom de fleste tilbage og kunne genoptage deres civile liv, men ikke uden ar på krop og sjæl.

10 år efter befrielsen blev der ved hjørnet af Stændertorvet og Fondens Bro rejst en mindesten, lavet af Knud Nellemose der selv var aktiv modstandsmand. Ud over Erik, finder vi en lang række andre navne på modstandsfolk tilknyttet Roskilde – herunder savværksejer fra Hvalsø, Poul Kristiansen, der samme dag som Erik blev henrettet i Ryvangen den 29. marts 1945 omkom i Neuengammen kz-lejr.

Våbenmodtagelser under svære forhold

Helmuth blev kontaktet og bedt om at skaffe så mange modtagepladser som muligt og udbygge modtagerhold og transportgrupper. Englænderne ville nemlig gerne undgå den farlige transport af våben fra Jylland til Sjælland og ønskede derfor at iværksætte våbennedkastninger på Sjælland. Tænker man tilbage, er det utroligt, at våbenmodtagelser kunne gennemføres i Borupområdet, skriver Helmuth. Afstanden mellem Ringsted og Roskilde og mellem Ringsted og Køge er i luftlinje kun ca. 30 km – et relativt lille område at skjule sine aktiviteter i. Ud over cykelpatruljerne var der var tyske soldater i Roskilde og en del i Køge.

Men det gik heller ikke altid som planlagt. Modtagelsen af våbennedkastningen med kodeordet ELISABETH ved Munkeskov ved Haslev i februar 1945 gik helt galt. Helmuth fortæller, at lysfolkene var på plads og ventede. De syntes, at de havde ventet en evighed, og så lige med et hørte de en maskine. I deres utålmodighed tændte de lygterne og morsede til den. Det skulle de ikke have gjort. Maskinen svingede hurtigt rundt og kom tilbage i et mægtigt dyk og afgav en række salver fra maskingeværer. Modstandsfolkene rullede sig under nogle små graner, der dog ikke gav meget beskyttelse. Heldigvis blev ingen ramt. Men der herskede en arrigskab over, at de havde fejlet og ængstelse for piloterne i den maskine, der formodentlig var på vej. Der var imidlertid ikke andet at gøre, end at komme bort fra området. Alle sivede væk fra pladsen i al stilfærdighed, hvilket var godt, da der ikke gik mere end en halv time, før der var to tyske vogne på stedet.

Jeg ser mig lykken har føjet

Da befrielsesbudskabet lød 4. maj 1945 blev det modtaget med en dyb lettelse og glæde. Helmuth skriver:

’Her stod vi så – udmattede og med nerverne i laser:  1 kvinde og omkring 27 mænd. Ingen arresterede. Ingen torterede. Ingen dræbte. Vi tænkte vel på den gamle soldatersang: Jeg takker min Gud, jeg slap så godt. Jeg ser mig lykken har føjet. Plaget mig ej en ulidelige tørst, da var jeg af hjertet fornøjet.’

Helmuth fortæller, at det var begrænset, hvor meget tid, der havde været til at lære praktisk skovbrug under opholdet på gården. Men han havde erhvervet en del specialviden, hvor han var sine studiekammerater overlegen:

Grantræer på 2-3 meters højde er egnede til at skjule containere

Grantræer på 3-5 meters højde er egnede til at skjule forskræmte modstandsfolk

Grantræer på 10-15 meters højde er egnede til at skjule transportkøretøjer

Bøgetræer på 22-25 meters højde er magnetiske og tiltrækker metalgenstande på 200 kg.

Helmuth er ikke med på fotografiet af Borupholdet taget foran Roskilde Domkirke d. 30 maj, hvor der var parade og festligheder, da han netop denne dag skulle til den afsluttende eksamen på skovbrugsstudiet.

Forbuddet mod DKP kom fra besættelsesmagten i forlængelse af deres angreb på Sovjetunionen. Det blev fulgt op af forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Kommunisterne agiterede dog fortsat for deres synspunkter på arbejdspladserne og via illegale blade.

Kommunisterne kritiserede arbejdsmarkedsforholdene, og de gav Socialdemokratiet ansvaret for de dårlige forhold på arbejdspladserne. Og vedtagelsen af kommunistloven gjorde ikke ligefrem Socialdemokratiet mere populær i kommunistiske kredse, der derimod så tiltaget som et eksempel på, hvor langt den danske regering var villig til at gå for at opretholde samarbejdspolitikken.

Fra nedkæmpning til tragedie

5. maj blev der taget kontakt til Jens Erik på Ting- og arresthuset i Roskilde, hvor modstandsfolk havde samlet sig. Han skulle sammen med et par andre modstandsfolk køre en kurér med anholdelseslister videre fra Roskilde til Sorø. Alle i bilen var iført frihedskæmperarmbind og på vognen vajede et blåhvidt flag, begge symboler for modstandsbevægelsen på Midtsjælland. Men da de ankom til Sorø blev der åbnet ild mod bilen af modstandsfolk – Jens Erik og to andre passagerer blev dræbt på stedet, mens den fjerde døde efter indlæggelse på sygehuset.

Den lokale avis skrev samme dag, at Hipofolk forklædt som frihedskæmpere var blevet nedkæmpet og stoppet i deres flugt. Nogle dage senere var historien dog en hel anden: der var tale om en tragisk fejltagelse.

Et ulægt sår

Det var da Jens Erik Clausens bror, Helmer Clausen, fik adgang til kapellet dagen efter hændelsen, at det blev klart, at der var tale om en tragisk nedskydning af egne modstandsfolk og ikke Hipofolk.

Gennem alle årene har nedskydningen været debatteret. Helmer Clausen mente, at det var et planlagt baghold, netop fordi Jens Erik og de to andre modstandsfolk fra Roskilde var tilknyttet en kommunistisk orienteret gruppe. Samme overbevisning havde kunstneren Anna Kristensens far, Erik Kristensen, som er afsættet for Roskilde Museums udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’. Både for Helmer Clausen og for Erik Kristensen fremstod hændelsen som uopklaret og forblev igennem deres liv et ulægt sår.

Deres syn på nedskydningen hang måske sammen med, at de med kommunistloven fra 1941, der betød at en række kommunister blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland, oplevede sig som forfulgte og marginaliserede. Et rygte forlød også, at socialdemokratiske kredse i Roskilde skulle have sørget for nedskydningen. Det er dog aldrig blevet bekræftet.

Politiet lagde en stor indsats i at få opklaret skyderiet. De foretog mange afhøringer af modstandsfolk, militærfolk m.v. i Sorø, Ringsted og Roskilde. Alt tyder på, at en forkert gengivelse af en telefonbesked var årsag til tragedien: vagtværnslederen på Ringsted Rådhus havde ringet til Ringsted Bykommando og fortalt, at han havde set to lastvogne passerer forbi rådhuset. Derfra bliver der ringet videre til Sorø Bykommando, hvor det bliver meddelt, at to formodede Hipo-vogne var på vej mod Sorø.

10. maj 1945 blev den 23-årige Jens Erik Clausen sammen med to af de andre dræbte modstandsfolk fra Roskilde – Knud Andersen og Børge Olsen – bisat fra Roskilde Domkirke, og han ligger begravet på Østre Kirkegaard. Kuréren fra København, Erik Andersen – der skulle have været forlovet 7. maj 1945 – ligger begravet i København.

Blandt Georgs medfanger i Vestre Fængsel i dagene umiddelbart før henrettelsen var en ung frihedskæmper, der fik den opgave at hjælpe med maduddelingen, hvilket gjorde det muligt at etablere en illegal posttjeneste ud af fængslet med beskeder i udhulede franskbrød. På den måde kom Georgs dagbøger og det sidste brev til hans mor ud af fængslet, inden henrettelsen blev fuldbyrdet den 20.5.1944 i Ryvangen.

Ellens skjul

Henrettelsen blev offentliggjort i danske aviser 23. maj, hvor Ellen læste det fra sit skjul i Sverige, hvor hun modvilligt havde søgt tilflugt. Hun ønskede ikke at forlade Danmark, når Georg var i fangenskab, men det var nødvendigt, da hun også var eftersøgt, og Gestapo var besiddelse af hendes signalement og kendte hendes modstandsaktiviteter.

Ellen fortsatte modstandskampen fra Sverige, hvor hun virkede som sekretær for efterretningsofficer Niels B. Schou, der arbejdede med sikkerhedsovervågning, kontrol med illegale ruter og indsamlede oplysninger om formodede stikkere i Danmark.

Brevet kom frem til Georgs mor, der sad i sit hjem på Sankt Mortensvej 6 i Roskilde og var bekymret for sin søn. Fra bogen ’Fængselsdagbog og breve’ – en samling af Georgs breve og dagbøger udgivet i 1946.

Tavs, kærlig og præget af minderne

Minderne fra de grænseoverskridende oplevelser under krigen havde Erik med sig, og han var som mange andre modstandsfolk præget af den frygt for stikkeri, forhør og tortur, som fulgte med modstandskampen. Hvorvidt han var stolt eller ej af sin indsats under krigen, er svært at svare på – men han valgte som sin kammerat Chresten, at forlade Danmark efter krigen. Chresten, der sidder på fotografiet ved siden af Erik, var også fra Osted, og han flyttede til Canada, hvor han levede resten af sit liv. Erik levede sit liv i Sverige – og det som for Eriks datter Anna var hendes barndomshjem, var for Erik også et tilflugtssted. 

Anna oplevede, at hendes far var en kærlig, men tavs mand. Samtidig oplevede hun, at han havde en total uvilje mod efter krigen nogensinde igen at skulle beskæftige sig med noget, som havde med krig at gøre.

Og netop derfor var den fritagelse fra svensk militærtjeneste, som fulgte med brevet fra Løkkegaard nok af mindst lige så stor betydning som anerkendelsen af hans modstandsarbejde.

Udstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse” kan opleves på Roskilde Museum frem til og med den 23. december.

Den 10. november 1944 dukkede en køn kvinde op på Valborup Skovridergård og spurgte efter skovrider Krarup. Denne var imidlertid ”gået under jorden” og ingen vidste, hvor han var henne. Kort efter blev skovridergården omringet af Gestapo og den unge kvinde mødte op igen, denne gang bevæbnet med maskinpistol. Hun kaldte sig Marianne Lund og var tilsyneladende kæreste med Birkedal. Folkene på skovridergården blev efter tur forhørt og afslørede til sidst en jagthytte ved Avnsø, hvor man opbevarede våbnene. De var dog blevet fjernet inden Gestapo nåede frem.

Som straffeaktion blev Valborup Skovridergaard og Sønderstrup sæbefabrik sprængt i luften og for de arresterede begyndte nu kampen for at overleve i de tyske kz-lejre. Og leder af våbenmodtageorganisationen på Sjælland, Stig Jensen, måtte sende telegrammet til London, hvor han meldte, at ”Sjælland er ramt af alvorlig sygdom og alle modtagepladser afmeldes”. I starten af 1945 kunne man dog melde sig klar til igen at modtage våben fra himlen og i løbet af foråret 1945 blev pladsen ”Ruins of Valborup” taget i brug igen.

Dybt var mørket I overvandt

Erik Briand Clausen måtte ”gå under jorden” som følge af optrevlingen, men blev den 8. marts 1945 arresteret af Gestapo og henrettet. Kunstneren Anna Kristensen mindes i den aktuelle udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’ på Roskilde Museum et møde mellem hendes far, Erik Kristensen og leder af Borupholdet Helmuth Barner, hvor de dybt bevæget holdt et minuts stilhed for Erik Briand Clausen, der trods tortur ikke afslørede nogle i gruppen.

Optrevlingen af modtagegrupperne på Sjælland fik stor betydning. Omkring 20-30 personer blev arresteret og deporteret til Frøslevlejren, tyske kz-lejre eller måtte ”gå under jorden”. Efter krigen kom de fleste tilbage og kunne genoptage deres civile liv, men ikke uden ar på krop og sjæl.

10 år efter befrielsen blev der ved hjørnet af Stændertorvet og Fondens Bro rejst en mindesten, lavet af Knud Nellemose der selv var aktiv modstandsmand. Ud over Erik, finder vi en lang række andre navne på modstandsfolk tilknyttet Roskilde – herunder savværksejer fra Hvalsø, Poul Kristiansen, der samme dag som Erik blev henrettet i Ryvangen den 29. marts 1945 omkom i Neuengammen kz-lejr.

Våbenmodtagelser under svære forhold

Helmuth blev kontaktet og bedt om at skaffe så mange modtagepladser som muligt og udbygge modtagerhold og transportgrupper. Englænderne ville nemlig gerne undgå den farlige transport af våben fra Jylland til Sjælland og ønskede derfor at iværksætte våbennedkastninger på Sjælland. Tænker man tilbage, er det utroligt, at våbenmodtagelser kunne gennemføres i Borupområdet, skriver Helmuth. Afstanden mellem Ringsted og Roskilde og mellem Ringsted og Køge er i luftlinje kun ca. 30 km – et relativt lille område at skjule sine aktiviteter i. Ud over cykelpatruljerne var der var tyske soldater i Roskilde og en del i Køge.

Men det gik heller ikke altid som planlagt. Modtagelsen af våbennedkastningen med kodeordet ELISABETH ved Munkeskov ved Haslev i februar 1945 gik helt galt. Helmuth fortæller, at lysfolkene var på plads og ventede. De syntes, at de havde ventet en evighed, og så lige med et hørte de en maskine. I deres utålmodighed tændte de lygterne og morsede til den. Det skulle de ikke have gjort. Maskinen svingede hurtigt rundt og kom tilbage i et mægtigt dyk og afgav en række salver fra maskingeværer. Modstandsfolkene rullede sig under nogle små graner, der dog ikke gav meget beskyttelse. Heldigvis blev ingen ramt. Men der herskede en arrigskab over, at de havde fejlet og ængstelse for piloterne i den maskine, der formodentlig var på vej. Der var imidlertid ikke andet at gøre, end at komme bort fra området. Alle sivede væk fra pladsen i al stilfærdighed, hvilket var godt, da der ikke gik mere end en halv time, før der var to tyske vogne på stedet.

Jeg ser mig lykken har føjet

Da befrielsesbudskabet lød 4. maj 1945 blev det modtaget med en dyb lettelse og glæde. Helmuth skriver:

’Her stod vi så – udmattede og med nerverne i laser:  1 kvinde og omkring 27 mænd. Ingen arresterede. Ingen torterede. Ingen dræbte. Vi tænkte vel på den gamle soldatersang: Jeg takker min Gud, jeg slap så godt. Jeg ser mig lykken har føjet. Plaget mig ej en ulidelige tørst, da var jeg af hjertet fornøjet.’

Helmuth fortæller, at det var begrænset, hvor meget tid, der havde været til at lære praktisk skovbrug under opholdet på gården. Men han havde erhvervet en del specialviden, hvor han var sine studiekammerater overlegen:

Grantræer på 2-3 meters højde er egnede til at skjule containere

Grantræer på 3-5 meters højde er egnede til at skjule forskræmte modstandsfolk

Grantræer på 10-15 meters højde er egnede til at skjule transportkøretøjer

Bøgetræer på 22-25 meters højde er magnetiske og tiltrækker metalgenstande på 200 kg.

Helmuth er ikke med på fotografiet af Borupholdet taget foran Roskilde Domkirke d. 30 maj, hvor der var parade og festligheder, da han netop denne dag skulle til den afsluttende eksamen på skovbrugsstudiet.

Forbuddet mod DKP kom fra besættelsesmagten i forlængelse af deres angreb på Sovjetunionen. Det blev fulgt op af forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Kommunisterne agiterede dog fortsat for deres synspunkter på arbejdspladserne og via illegale blade.

Kommunisterne kritiserede arbejdsmarkedsforholdene, og de gav Socialdemokratiet ansvaret for de dårlige forhold på arbejdspladserne. Og vedtagelsen af kommunistloven gjorde ikke ligefrem Socialdemokratiet mere populær i kommunistiske kredse, der derimod så tiltaget som et eksempel på, hvor langt den danske regering var villig til at gå for at opretholde samarbejdspolitikken.

Fra nedkæmpning til tragedie

5. maj blev der taget kontakt til Jens Erik på Ting- og arresthuset i Roskilde, hvor modstandsfolk havde samlet sig. Han skulle sammen med et par andre modstandsfolk køre en kurér med anholdelseslister videre fra Roskilde til Sorø. Alle i bilen var iført frihedskæmperarmbind og på vognen vajede et blåhvidt flag, begge symboler for modstandsbevægelsen på Midtsjælland. Men da de ankom til Sorø blev der åbnet ild mod bilen af modstandsfolk – Jens Erik og to andre passagerer blev dræbt på stedet, mens den fjerde døde efter indlæggelse på sygehuset.

Den lokale avis skrev samme dag, at Hipofolk forklædt som frihedskæmpere var blevet nedkæmpet og stoppet i deres flugt. Nogle dage senere var historien dog en hel anden: der var tale om en tragisk fejltagelse.

Et ulægt sår

Det var da Jens Erik Clausens bror, Helmer Clausen, fik adgang til kapellet dagen efter hændelsen, at det blev klart, at der var tale om en tragisk nedskydning af egne modstandsfolk og ikke Hipofolk.

Gennem alle årene har nedskydningen været debatteret. Helmer Clausen mente, at det var et planlagt baghold, netop fordi Jens Erik og de to andre modstandsfolk fra Roskilde var tilknyttet en kommunistisk orienteret gruppe. Samme overbevisning havde kunstneren Anna Kristensens far, Erik Kristensen, som er afsættet for Roskilde Museums udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’. Både for Helmer Clausen og for Erik Kristensen fremstod hændelsen som uopklaret og forblev igennem deres liv et ulægt sår.

Deres syn på nedskydningen hang måske sammen med, at de med kommunistloven fra 1941, der betød at en række kommunister blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland, oplevede sig som forfulgte og marginaliserede. Et rygte forlød også, at socialdemokratiske kredse i Roskilde skulle have sørget for nedskydningen. Det er dog aldrig blevet bekræftet.

Politiet lagde en stor indsats i at få opklaret skyderiet. De foretog mange afhøringer af modstandsfolk, militærfolk m.v. i Sorø, Ringsted og Roskilde. Alt tyder på, at en forkert gengivelse af en telefonbesked var årsag til tragedien: vagtværnslederen på Ringsted Rådhus havde ringet til Ringsted Bykommando og fortalt, at han havde set to lastvogne passerer forbi rådhuset. Derfra bliver der ringet videre til Sorø Bykommando, hvor det bliver meddelt, at to formodede Hipo-vogne var på vej mod Sorø.

10. maj 1945 blev den 23-årige Jens Erik Clausen sammen med to af de andre dræbte modstandsfolk fra Roskilde – Knud Andersen og Børge Olsen – bisat fra Roskilde Domkirke, og han ligger begravet på Østre Kirkegaard. Kuréren fra København, Erik Andersen – der skulle have været forlovet 7. maj 1945 – ligger begravet i København.

Blandt Georgs medfanger i Vestre Fængsel i dagene umiddelbart før henrettelsen var en ung frihedskæmper, der fik den opgave at hjælpe med maduddelingen, hvilket gjorde det muligt at etablere en illegal posttjeneste ud af fængslet med beskeder i udhulede franskbrød. På den måde kom Georgs dagbøger og det sidste brev til hans mor ud af fængslet, inden henrettelsen blev fuldbyrdet den 20.5.1944 i Ryvangen.

Ellens skjul

Henrettelsen blev offentliggjort i danske aviser 23. maj, hvor Ellen læste det fra sit skjul i Sverige, hvor hun modvilligt havde søgt tilflugt. Hun ønskede ikke at forlade Danmark, når Georg var i fangenskab, men det var nødvendigt, da hun også var eftersøgt, og Gestapo var besiddelse af hendes signalement og kendte hendes modstandsaktiviteter.

Ellen fortsatte modstandskampen fra Sverige, hvor hun virkede som sekretær for efterretningsofficer Niels B. Schou, der arbejdede med sikkerhedsovervågning, kontrol med illegale ruter og indsamlede oplysninger om formodede stikkere i Danmark.

Brevet kom frem til Georgs mor, der sad i sit hjem på Sankt Mortensvej 6 i Roskilde og var bekymret for sin søn. Fra bogen ’Fængselsdagbog og breve’ – en samling af Georgs breve og dagbøger udgivet i 1946.

Tavs, kærlig og præget af minderne

Minderne fra de grænseoverskridende oplevelser under krigen havde Erik med sig, og han var som mange andre modstandsfolk præget af den frygt for stikkeri, forhør og tortur, som fulgte med modstandskampen. Hvorvidt han var stolt eller ej af sin indsats under krigen, er svært at svare på – men han valgte som sin kammerat Chresten, at forlade Danmark efter krigen. Chresten, der sidder på fotografiet ved siden af Erik, var også fra Osted, og han flyttede til Canada, hvor han levede resten af sit liv. Erik levede sit liv i Sverige – og det som for Eriks datter Anna var hendes barndomshjem, var for Erik også et tilflugtssted. 

Anna oplevede, at hendes far var en kærlig, men tavs mand. Samtidig oplevede hun, at han havde en total uvilje mod efter krigen nogensinde igen at skulle beskæftige sig med noget, som havde med krig at gøre.

Og netop derfor var den fritagelse fra svensk militærtjeneste, som fulgte med brevet fra Løkkegaard nok af mindst lige så stor betydning som anerkendelsen af hans modstandsarbejde.

Udstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse” kan opleves på Roskilde Museum frem til og med den 23. december.

Den 10. november 1944 dukkede en køn kvinde op på Valborup Skovridergård og spurgte efter skovrider Krarup. Denne var imidlertid ”gået under jorden” og ingen vidste, hvor han var henne. Kort efter blev skovridergården omringet af Gestapo og den unge kvinde mødte op igen, denne gang bevæbnet med maskinpistol. Hun kaldte sig Marianne Lund og var tilsyneladende kæreste med Birkedal. Folkene på skovridergården blev efter tur forhørt og afslørede til sidst en jagthytte ved Avnsø, hvor man opbevarede våbnene. De var dog blevet fjernet inden Gestapo nåede frem.

Som straffeaktion blev Valborup Skovridergaard og Sønderstrup sæbefabrik sprængt i luften og for de arresterede begyndte nu kampen for at overleve i de tyske kz-lejre. Og leder af våbenmodtageorganisationen på Sjælland, Stig Jensen, måtte sende telegrammet til London, hvor han meldte, at ”Sjælland er ramt af alvorlig sygdom og alle modtagepladser afmeldes”. I starten af 1945 kunne man dog melde sig klar til igen at modtage våben fra himlen og i løbet af foråret 1945 blev pladsen ”Ruins of Valborup” taget i brug igen.

Dybt var mørket I overvandt

Erik Briand Clausen måtte ”gå under jorden” som følge af optrevlingen, men blev den 8. marts 1945 arresteret af Gestapo og henrettet. Kunstneren Anna Kristensen mindes i den aktuelle udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’ på Roskilde Museum et møde mellem hendes far, Erik Kristensen og leder af Borupholdet Helmuth Barner, hvor de dybt bevæget holdt et minuts stilhed for Erik Briand Clausen, der trods tortur ikke afslørede nogle i gruppen.

Optrevlingen af modtagegrupperne på Sjælland fik stor betydning. Omkring 20-30 personer blev arresteret og deporteret til Frøslevlejren, tyske kz-lejre eller måtte ”gå under jorden”. Efter krigen kom de fleste tilbage og kunne genoptage deres civile liv, men ikke uden ar på krop og sjæl.

10 år efter befrielsen blev der ved hjørnet af Stændertorvet og Fondens Bro rejst en mindesten, lavet af Knud Nellemose der selv var aktiv modstandsmand. Ud over Erik, finder vi en lang række andre navne på modstandsfolk tilknyttet Roskilde – herunder savværksejer fra Hvalsø, Poul Kristiansen, der samme dag som Erik blev henrettet i Ryvangen den 29. marts 1945 omkom i Neuengammen kz-lejr.

Våbenmodtagelser under svære forhold

Helmuth blev kontaktet og bedt om at skaffe så mange modtagepladser som muligt og udbygge modtagerhold og transportgrupper. Englænderne ville nemlig gerne undgå den farlige transport af våben fra Jylland til Sjælland og ønskede derfor at iværksætte våbennedkastninger på Sjælland. Tænker man tilbage, er det utroligt, at våbenmodtagelser kunne gennemføres i Borupområdet, skriver Helmuth. Afstanden mellem Ringsted og Roskilde og mellem Ringsted og Køge er i luftlinje kun ca. 30 km – et relativt lille område at skjule sine aktiviteter i. Ud over cykelpatruljerne var der var tyske soldater i Roskilde og en del i Køge.

Men det gik heller ikke altid som planlagt. Modtagelsen af våbennedkastningen med kodeordet ELISABETH ved Munkeskov ved Haslev i februar 1945 gik helt galt. Helmuth fortæller, at lysfolkene var på plads og ventede. De syntes, at de havde ventet en evighed, og så lige med et hørte de en maskine. I deres utålmodighed tændte de lygterne og morsede til den. Det skulle de ikke have gjort. Maskinen svingede hurtigt rundt og kom tilbage i et mægtigt dyk og afgav en række salver fra maskingeværer. Modstandsfolkene rullede sig under nogle små graner, der dog ikke gav meget beskyttelse. Heldigvis blev ingen ramt. Men der herskede en arrigskab over, at de havde fejlet og ængstelse for piloterne i den maskine, der formodentlig var på vej. Der var imidlertid ikke andet at gøre, end at komme bort fra området. Alle sivede væk fra pladsen i al stilfærdighed, hvilket var godt, da der ikke gik mere end en halv time, før der var to tyske vogne på stedet.

Jeg ser mig lykken har føjet

Da befrielsesbudskabet lød 4. maj 1945 blev det modtaget med en dyb lettelse og glæde. Helmuth skriver:

’Her stod vi så – udmattede og med nerverne i laser:  1 kvinde og omkring 27 mænd. Ingen arresterede. Ingen torterede. Ingen dræbte. Vi tænkte vel på den gamle soldatersang: Jeg takker min Gud, jeg slap så godt. Jeg ser mig lykken har føjet. Plaget mig ej en ulidelige tørst, da var jeg af hjertet fornøjet.’

Helmuth fortæller, at det var begrænset, hvor meget tid, der havde været til at lære praktisk skovbrug under opholdet på gården. Men han havde erhvervet en del specialviden, hvor han var sine studiekammerater overlegen:

Grantræer på 2-3 meters højde er egnede til at skjule containere

Grantræer på 3-5 meters højde er egnede til at skjule forskræmte modstandsfolk

Grantræer på 10-15 meters højde er egnede til at skjule transportkøretøjer

Bøgetræer på 22-25 meters højde er magnetiske og tiltrækker metalgenstande på 200 kg.

Helmuth er ikke med på fotografiet af Borupholdet taget foran Roskilde Domkirke d. 30 maj, hvor der var parade og festligheder, da han netop denne dag skulle til den afsluttende eksamen på skovbrugsstudiet.

Forbuddet mod DKP kom fra besættelsesmagten i forlængelse af deres angreb på Sovjetunionen. Det blev fulgt op af forbud mod kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed. Kommunisterne agiterede dog fortsat for deres synspunkter på arbejdspladserne og via illegale blade.

Kommunisterne kritiserede arbejdsmarkedsforholdene, og de gav Socialdemokratiet ansvaret for de dårlige forhold på arbejdspladserne. Og vedtagelsen af kommunistloven gjorde ikke ligefrem Socialdemokratiet mere populær i kommunistiske kredse, der derimod så tiltaget som et eksempel på, hvor langt den danske regering var villig til at gå for at opretholde samarbejdspolitikken.

Fra nedkæmpning til tragedie

5. maj blev der taget kontakt til Jens Erik på Ting- og arresthuset i Roskilde, hvor modstandsfolk havde samlet sig. Han skulle sammen med et par andre modstandsfolk køre en kurér med anholdelseslister videre fra Roskilde til Sorø. Alle i bilen var iført frihedskæmperarmbind og på vognen vajede et blåhvidt flag, begge symboler for modstandsbevægelsen på Midtsjælland. Men da de ankom til Sorø blev der åbnet ild mod bilen af modstandsfolk – Jens Erik og to andre passagerer blev dræbt på stedet, mens den fjerde døde efter indlæggelse på sygehuset.

Den lokale avis skrev samme dag, at Hipofolk forklædt som frihedskæmpere var blevet nedkæmpet og stoppet i deres flugt. Nogle dage senere var historien dog en hel anden: der var tale om en tragisk fejltagelse.

Et ulægt sår

Det var da Jens Erik Clausens bror, Helmer Clausen, fik adgang til kapellet dagen efter hændelsen, at det blev klart, at der var tale om en tragisk nedskydning af egne modstandsfolk og ikke Hipofolk.

Gennem alle årene har nedskydningen været debatteret. Helmer Clausen mente, at det var et planlagt baghold, netop fordi Jens Erik og de to andre modstandsfolk fra Roskilde var tilknyttet en kommunistisk orienteret gruppe. Samme overbevisning havde kunstneren Anna Kristensens far, Erik Kristensen, som er afsættet for Roskilde Museums udstilling ’Grethe – en våbenmodtagelse’. Både for Helmer Clausen og for Erik Kristensen fremstod hændelsen som uopklaret og forblev igennem deres liv et ulægt sår.

Deres syn på nedskydningen hang måske sammen med, at de med kommunistloven fra 1941, der betød at en række kommunister blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland, oplevede sig som forfulgte og marginaliserede. Et rygte forlød også, at socialdemokratiske kredse i Roskilde skulle have sørget for nedskydningen. Det er dog aldrig blevet bekræftet.

Politiet lagde en stor indsats i at få opklaret skyderiet. De foretog mange afhøringer af modstandsfolk, militærfolk m.v. i Sorø, Ringsted og Roskilde. Alt tyder på, at en forkert gengivelse af en telefonbesked var årsag til tragedien: vagtværnslederen på Ringsted Rådhus havde ringet til Ringsted Bykommando og fortalt, at han havde set to lastvogne passerer forbi rådhuset. Derfra bliver der ringet videre til Sorø Bykommando, hvor det bliver meddelt, at to formodede Hipo-vogne var på vej mod Sorø.

10. maj 1945 blev den 23-årige Jens Erik Clausen sammen med to af de andre dræbte modstandsfolk fra Roskilde – Knud Andersen og Børge Olsen – bisat fra Roskilde Domkirke, og han ligger begravet på Østre Kirkegaard. Kuréren fra København, Erik Andersen – der skulle have været forlovet 7. maj 1945 – ligger begravet i København.

Blandt Georgs medfanger i Vestre Fængsel i dagene umiddelbart før henrettelsen var en ung frihedskæmper, der fik den opgave at hjælpe med maduddelingen, hvilket gjorde det muligt at etablere en illegal posttjeneste ud af fængslet med beskeder i udhulede franskbrød. På den måde kom Georgs dagbøger og det sidste brev til hans mor ud af fængslet, inden henrettelsen blev fuldbyrdet den 20.5.1944 i Ryvangen.

Ellens skjul

Henrettelsen blev offentliggjort i danske aviser 23. maj, hvor Ellen læste det fra sit skjul i Sverige, hvor hun modvilligt havde søgt tilflugt. Hun ønskede ikke at forlade Danmark, når Georg var i fangenskab, men det var nødvendigt, da hun også var eftersøgt, og Gestapo var besiddelse af hendes signalement og kendte hendes modstandsaktiviteter.

Ellen fortsatte modstandskampen fra Sverige, hvor hun virkede som sekretær for efterretningsofficer Niels B. Schou, der arbejdede med sikkerhedsovervågning, kontrol med illegale ruter og indsamlede oplysninger om formodede stikkere i Danmark.

Brevet kom frem til Georgs mor, der sad i sit hjem på Sankt Mortensvej 6 i Roskilde og var bekymret for sin søn. Fra bogen ’Fængselsdagbog og breve’ – en samling af Georgs breve og dagbøger udgivet i 1946.

Tavs, kærlig og præget af minderne

Minderne fra de grænseoverskridende oplevelser under krigen havde Erik med sig, og han var som mange andre modstandsfolk præget af den frygt for stikkeri, forhør og tortur, som fulgte med modstandskampen. Hvorvidt han var stolt eller ej af sin indsats under krigen, er svært at svare på – men han valgte som sin kammerat Chresten, at forlade Danmark efter krigen. Chresten, der sidder på fotografiet ved siden af Erik, var også fra Osted, og han flyttede til Canada, hvor han levede resten af sit liv. Erik levede sit liv i Sverige – og det som for Eriks datter Anna var hendes barndomshjem, var for Erik også et tilflugtssted. 

Anna oplevede, at hendes far var en kærlig, men tavs mand. Samtidig oplevede hun, at han havde en total uvilje mod efter krigen nogensinde igen at skulle beskæftige sig med noget, som havde med krig at gøre.

Og netop derfor var den fritagelse fra svensk militærtjeneste, som fulgte med brevet fra Løkkegaard nok af mindst lige så stor betydning som anerkendelsen af hans modstandsarbejde.

Udstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse” kan opleves på Roskilde Museum frem til og med den 23. december.