God jul – og 1000 tak for historisk og løfterigt år
20.12.2022
Mens det sjældne, historiske håndskrift Liber Elienses kunne ses på Roskilde Museum, aflagde Hendes Majestæt Dronningen museet et mindeværdigt og opmuntrende besøg. Foto: Kristian Grøndahl.
2022 blev et mindeværdigt år med markant jubilæum for bispedømmet og byen Roskilde. Gæsterne strømmede til flere nye udstillinger og julemarkeder med hygge og charme. Museumsdirektør for ROMU gør status og sender hilsner til brugere og samarbejdspartnere
Af Morten Thomsen Højsgaard
En storsmilende majestæt besøgte i efteråret Roskilde Museum. Anledningen var også speciel. Efter lange og meget besværlige forhandlinger var det lykkedes for museet at få mulighed for at udstille det særdeles sjældne engelske håndskrift fra den tidlige middelalder, Liber Eliensis, også kaldet Ely-håndskriftet.
Håndskriftet sætter navn på den første kendte biskop i Roskilde, Gerbrand. Det nævner også byens navn, Roscylde, for første gang. Og så knytter håndskriftet byen og bispen sammen med danernes folk og datidens kongemagt, for det var selveste Knud den Store, der skrev under på den aftale fra 1022, der lå til grund for det hele.
Et scoop var det at få det håndskrift til byen netop i år 2022, hvor Roskilde Stift havde læst skriften på pergamentet og planlagt en storstilet fejring af 1000 års dansk bispehistorie med Roskilde som begyndelsespunkt.
At vores meget historisk interesserede og kyndige Dronning samtidig valgte at lægge vejen forbi både domkirke og museum i anledning af jubilæet, gjorde kun vingesuset større. I udstillingen om Roskildes middelalder på Sankt Ols Stræde kunne majestæten også se andre genstande – fra Grønland, Norge og Tyskland – som vidner om de vidtstrakte forbindelser, Roskilde havde i den tidlige middelalder, hvor grundstenene til den pompøse domkirke også blev lagt.
Mange besøg efter covid-19
Andre gæster fra nær og fjern har i år fulgt i Dronningens spor og besøgt Roskilde Museum, hvor der trods energikrise og nervøsitet over inflation har været solid fremgang at spore. Interessen har været stor også for andre udstillinger, blandt andet om det at bo i en by og om jagten på spor efter neandertalere.
Efter to år, der har været stærkt præget af restriktioner og frygt for covid-19, har det været en kæmpe glæde endelig i det meste af 2022 at kunne gennemføre planlagte aktiviteter og udstillinger ikke alene på Roskilde Museum, men på alle de ti besøgssteder, som museumsorganisationen ROMU driver.
Helt eventyrligt har det været at deltage i og opleve de traditionsrige julemarkeder, som i år i den grad har fået luft under vingerne.
På naturskønne Tadre Mølle strømmede folk til for at se nissen vågne og gøre en god handel. I den charmerende Lützhøfts Købmandsgaard har julemåneden budt på årets travleste dag med hestevogn og juleknas som i gamle markedsdage. I Frederikssund fungerer kombinationen af juletræssalg og museumsformidling på Færgegården, der ligger så smukt ved fjorden og Kronprins Frederiks Bro.
I den kreative bydel, Musicon, hvor Danmarks pop- og rockmuseum, RAGNAROCK, har til huse, er julemarkedet nu så stort, at det er ved at vokse ud af de eksisterende rammer. Det bidrager til tiltrækningskraften, at RAGNAROCK i år fik en stærk fornyelse i den permanente udstilling med lydstudiet ”Have a Cigar”, som et af Danmarks væsentligste popbands, TV-2, har indspillet flere af deres største hits på.
Museumsorganisation med mange opgaver
ROMU har ledelsesansvaret for arbejdet med verdensarv og turisme ved Roskilde Domkirke. Vi dyrker også pop, rock og ungdomskultur med et nationalt sigte. Vi har det kulturhistoriske ansvar i fire kommuner, Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal. Vi fører tilsyn med fredede fortidsminder i det midt- og vestsjællandske område.
Vi indsamler genstande – fra et spektakulært moselig fundet nær Egedal Rådhus til gule plakater, der vidner om den sommerdag, da verdens største cykelløb kørte igennem vores ansvarsområde i overværelse af mere end 200.000 mennesker. Vi registrerer, vi bevarer, vi forvalter, vi formidler, vi forsker, vi kommunikerer både i autentiske fysiske rum og digitalt på hjemmesider, via sociale medier og i pressen.
At være museum i dag med så mange opgaver kræver adskillige, højt specialiserede medarbejdere med stærke kompetencer samt dygtige og dedikerede frivillige. Det har vi! At være museum i dag med meget omskiftelige vilkår forudsætter også mange og stærke samarbejder med kommuner, myndigheder, turismeorganisationer, andre uddannelses- og vidensinstitutioner, lokale foreninger samt flere forskellige fonde. Det er vi så heldige også at have.
Historie for borgernes skyld
Som noget ganske enestående er det i år lykkedes ROMU via disse samarbejder at medvirke til at rejse tilsagn om midler til nye kulturhistoriske projekter på samlet over 30 millioner kroner. Det er vi på en gang meget stolte af og dybt taknemlige over.
Først og sidst er vi som museumsorganisation til for borgernes skyld. Vi passer på den fælles kulturarv, der knytter os alle sammen i et historisk fællesskab, og vi elsker at dele oplevelser med og indsigter i kulturhistorien for store og små, majestæt og menigmand, turister og lokale borgere, til højtider som julen og på alle andre tidspunkter af året i så mange sammenhænge, vi overhovedet kan komme afsted med.
2022 blev et historisk og løfterigt år for ROMU med en 1000-års-begivenhed og med rigtig mange gæster, nye initiativer og gode tilsagn, der peger frem mod endnu bedre tider.
Mens højtiden stunder til, skal der på denne baggrund lyde et stort og hjerteligt TAK til alle, der har været i forbindelse med ROMU og bidraget til at udbrede kendskabet til historie og kulturarv også i 2022. Vi glæder os meget til mange gensyn!
RIGTIG GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR!
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
KENDT FORFATTER GENFORTÆLLER ROSKILDES MODSTANDSHISTORIER
2. verdenskrig bød på adskillige dramatiske begivenheder i og omkring Roskilde. Journalist, historiker og forfatter Niels-Birger Danielsen har samlet flere eksempler her, som han uddyber ved foredrag på Roskilde Museum i anledning af særudstilling om arven fra modstandskampen.
SVENSK KUNSTNER KASTER LYS OVER MODSTANDSGRUPPE FRA BORUP
I en meget personlig udstilling går den svenske billedkunstner Anna Kristensen tæt sin fars historie som en del af modstandsbevægelsen omkring Roskilde.
EVIG UNGDOM INDTAGER ROSKILDE
Kulturstrøget, RAGNAROCK og Golden Days står sammen bag en lang stribe arrangementer i september måned under titlen ”Forever Young”. Gennem to en halv uge undersøger adskillige af byens kulturinstitutioner ungdom som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl.
“SOM AT BLADRE I EN BILLEDBOG OVER ROSKILDES HISTORIE”
Siden 1787 har man skudt til måls efter en fuglefigur på toppen af en stang i Roskilde. Vinderen af konkurrencen, den såkaldt fuglekonge, får lavet en udsmykket skive til året efter. Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab fejrer fødselsdag, og festlighederne begynder på Roskilde Museum, hvor mange af de historiske skiver er udstillet og giver et kig ind i byens historie.
KOM TIL DIGITAL UDSTILLINGSÅBNING PÅ ‘GRETHE – EN VÅBENMODTAGELSE’
Roskilde Museum inviterer alle til en digital åbning af ‘Grethe – en våbenmodtagelse’ den 31. august kl. 16, hvor du kan få et smugkig i særudstillingen før alle andre. I udstillingen fortæller den svenske billedkunstner Anna Kristensen om sin danske far, der var leder af en modstandsgruppe på Roskilde-egnen.
MUSEER BOBLER AF AKTIVITETER FOR BØRN OG VOKSNE
”Vi er så glade for at se brugerne vende tilbage til museerne”, siger formidlingschef fra museumsorganisationen ROMU, der melder om adskillige udsolgte omvisninger, sommerskoler med rekordhøjt antal deltagere og forrygende interesse i sommervejret for museumsfortællinger om festivaler, pop og rock.
KLAI’S KITCHEN SLÅR MENUKORTET OP PÅ ROSKILDE MUSEUM
Snart vil duften af kaffe og friskbagt brød brede sig ved Roskilde Museum. Der er nemlig fundet en forpagter til caféen, der 1. august genåbner som Roskilde Museumscafé Klai.
SUKKERHUS I ROSKILDE BYGGEDE PÅ SLAVEHANDEL I 1700-TALLET
Roskilde Museums bygninger gemmer på en mørk historie. En historie fra 1700-tallet om udnyttelse af mennesker i jagten på økono-misk fortjeneste og om vold, der dengang blev brugt og opfattet som et legitimt middel til at få mennesker til at rette ind. Roskilde Sukkerraffinaderis korte virke fra 1763-79 er en af historiens skyggesider, som museet her kaster lys over.
BRUG MUSEET – OGSÅ TIL DIT SKOLEBARN
Mange lærere sidder i disse uger og planlægger næste skoleår. Med fravigelsen af afstandskravet på skoler og ungdomsuddannelser er det nu blevet endnu lettere at tage eleverne med på byvandring, til rap-workshop, på oldtidsræs eller at benytte nogle af ROMUs andre undervisningsforløb. Det er oven i købet gratis for folkeskolerne i Lejre, Frederikssund og Roskilde.
FEM STEN, DER MINDER OS OM GENFORENINGEN
Museumsinspektør Louise Dahl Christensen har udvalgt fem genforeningssten fra Frederikssund, Lejre og Roskilde – med hver sin særlige historie.