Grusgrav ved Hedehusene gemte på børneskeletter og mysterier
11.10.2021
Af Linda Corfitz Jensen
![01 Lille flintdolk Foto Katrine Ipsen Kjær ROMU_WEB](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/10/01-lille-flintdolk-foto-katrine-ipsen-kjaer-romu-web.jpg)
En lille flintdolk var eneste gravgave i en hellekiste, hvor fire børn fra stenalderen var begravet. Børnegrave fra oldtiden er ellers et sjældent syn. Foto: Katrine Ipsen Kjær / ROMU
Børneskeletter fra oldtiden er et sjældent fund. Så ROMUs arkæologer løftede øjenbrynene, da de for nyligt fandt fem børneskeletter under en udgravning forud for udvidelsen af grusgrav ved Hedehusene. Hver gang børnegrave bliver fundet, rejser spørgsmålet sig på ny: Hvor er alle børnene blevet af?
Det er faktisk sjældent, at arkæologer har de helt små redskaber fremme. Men for nylig under en udgravning i Nymølle Stenindustriers grusgrav ved Hedehusene måtte arkæolog Katrine Ipsen Kjær og resten af holdet fra ROMU finde børsten, graveskeen og pincetten frem. For arkæologerne havde gjort et meget skrøbeligt fund, og ikke mindst et meget sjældent fund. Fem små børneskeletter fra dansk oldtid blev fjernet med nænsomme hænder, inden de store gravemaskiner kunne få lov at pløje deres grab gennem jorden.
“Vi er vildt begejstrede over fundet,” siger Katrine Ipsen Kjær og forklarer:
“Det er sjældent, at vi har mulighed for at udgrave gravhøje fra den tid. Når vi endelig får muligheden, er det sjældent, at der er bevarede skeletter i dem. Ydermere er det yderst sjældent, at de bevarede skeletter er af børn. Skeletterne er en kilde til kæmpe viden, som vi ikke kan få ud af gravpladsen alene.”
Var gravpladsen kun for børn?
Børneskeletterne lå fordelt i to grave. Den ene var en fællesgrav fra den sene del af bondestenalderen (2400 – 1700 f.Kr.) og den anden en grav med et enkelt individ fra bronzealderen (1700 – 500 f.Kr). I fællesgraven lå fire skeletter hvoraf tre af dem umiddelbart var 3-4 år, mens det sidste barn var lidt ældre. Det ene barn havde fået en flintdolk som gravgave. Arkæologerne estimerer, at de fire børn er blevet begravet omkring år 2000 f.Kr. Barnet fra enkeltgraven var fra bronzealderen, for det blev fundet med en bronzearmring ved hovedet. Det tætteste arkæologerne indtil videre kan komme en datering er 1700-1000 f.Kr.
“Lige nu virker det, som om det er en gravplads tilegnet børn. Det er interessant i sig selv med en gravplads med så langt et tidsspænd mellem de enkelte grave. Det virker, som om man har vidst, at det var en børnegravplads. Det er et mysterie, hvorfor kun børn er begravet her. Vi kan dog ikke afvise, at også voksne har ligget her. Vi har eksempelvis fundet en bronzeklinge i toppen af gravhøjen, og det er ikke en typisk gravgave til børn.”
Katrine Ipsen Kjær forklarer, at det er et kendt fænomen, at man i stenalderen og bronzealderen genbrugte gravhøje. Når man påny havde en afdød, åbnede man ind til gravhøjen, skubbede de gamle knogler til side og lagde liget ind til de andre afdøde.
Manglende børnegrave fra oldtiden er et mysterie
Hvorfor er det overhovedet interessant, at der er fundet børneskeletter?
“Fordi det er uhyre sjældent at finde børn i gravhøje. Det er faktisk først i grave fra senmiddelalderen (1300-1400 e.Kr.), at det bliver mere normalt at finde børnegrave. Hvor er alle de ældre børnegrave blevet af? Det faktisk et stort mysterie. Vi ved, at børnedødeligheden var høj, så der burde være mange børnegrave. Som i dette tilfælde finder vi arkæologer ind imellem børnegrave, men vi finder ikke så mange, som der burde være. Blev børn kun sjældent begravet? Havde de andre gravritualer for børn? Er de små knogler blot forsvundet med tiden?”
![02 Hellekiste med fire børneskeletter Foto Katrine Ipsen Kjær ROMU_WEB](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/10/02-hellekiste-med-fire-boerneskeletter-foto-katrine-ipsen-kjaer-romu-web.jpg)
Det er sjældent at finde børn i gravhøje. Her er fire børn blevet gravlagt for ca. 4000 år siden. De tre af børnene var i 3-4 års alderen, det fjerde barn var lidt ældre. Foto: Katrine Ipsen Kjær / ROMU
Naturvidenskabelige metoder skal scanne skeletterne for ny viden
Resterne af de sjældne børneskeletter er nu sikret af arkæologerne. Ved at udgrave og dokumentere gravene, ved at registrere og at tage billeder har arkæologerne allerede sikret sig en del viden. Men en spændende fase venter, hvor naturvidenskabelige metoder vil afsløre endnu mere specifik viden om de meget gamle danske børneskeletter.
Hvilke svar håber I, at knoglerne vil give jer?
“For det første skal vi 14C-datere skeletterne, så vi nærmere kan bestemme, hvornår børnene levede. Nogle gange kan vi fastsætte levetiden med kun 20-30 års usikkerhed, andre gange er usikkerheden 100-200 år. Under alle omstændigheder kommer vi tættere på end den nuværende datering,” siger Katrine Ipsen Kjær og fortsætter:
“For det andet håber vi, at der er rester af DNA i knoglerne. Særligt med henblik på at undersøge familierelationer. Var de måske søskende?”
Arkæologen håber også, at undersøgelserne kan give et praj om, hvorfor børnene døde.
“Begravede man de fire børn fra fællesgraven inden for en kort periode eller over lang tid? En meget kort periode kunne tyde på en smitsom sygdom,” siger Katrine Ipsen Kjær og slutter:
“Det er sjældent, at så gamle knogler indeholder DNA. Men vi håber meget, at de gamle knogler kan give os nogle svar, for vi er dødnysgerrige.”
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
KENDT FORFATTER GENFORTÆLLER ROSKILDES MODSTANDSHISTORIER
2. verdenskrig bød på adskillige dramatiske begivenheder i og omkring Roskilde. Journalist, historiker og forfatter Niels-Birger Danielsen har samlet flere eksempler her, som han uddyber ved foredrag på Roskilde Museum i anledning af særudstilling om arven fra modstandskampen.
SVENSK KUNSTNER KASTER LYS OVER MODSTANDSGRUPPE FRA BORUP
I en meget personlig udstilling går den svenske billedkunstner Anna Kristensen tæt sin fars historie som en del af modstandsbevægelsen omkring Roskilde.
EVIG UNGDOM INDTAGER ROSKILDE
Kulturstrøget, RAGNAROCK og Golden Days står sammen bag en lang stribe arrangementer i september måned under titlen ”Forever Young”. Gennem to en halv uge undersøger adskillige af byens kulturinstitutioner ungdom som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl.
“SOM AT BLADRE I EN BILLEDBOG OVER ROSKILDES HISTORIE”
Siden 1787 har man skudt til måls efter en fuglefigur på toppen af en stang i Roskilde. Vinderen af konkurrencen, den såkaldt fuglekonge, får lavet en udsmykket skive til året efter. Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab fejrer fødselsdag, og festlighederne begynder på Roskilde Museum, hvor mange af de historiske skiver er udstillet og giver et kig ind i byens historie.
KOM TIL DIGITAL UDSTILLINGSÅBNING PÅ ‘GRETHE – EN VÅBENMODTAGELSE’
Roskilde Museum inviterer alle til en digital åbning af ‘Grethe – en våbenmodtagelse’ den 31. august kl. 16, hvor du kan få et smugkig i særudstillingen før alle andre. I udstillingen fortæller den svenske billedkunstner Anna Kristensen om sin danske far, der var leder af en modstandsgruppe på Roskilde-egnen.
MUSEER BOBLER AF AKTIVITETER FOR BØRN OG VOKSNE
”Vi er så glade for at se brugerne vende tilbage til museerne”, siger formidlingschef fra museumsorganisationen ROMU, der melder om adskillige udsolgte omvisninger, sommerskoler med rekordhøjt antal deltagere og forrygende interesse i sommervejret for museumsfortællinger om festivaler, pop og rock.
KLAI’S KITCHEN SLÅR MENUKORTET OP PÅ ROSKILDE MUSEUM
Snart vil duften af kaffe og friskbagt brød brede sig ved Roskilde Museum. Der er nemlig fundet en forpagter til caféen, der 1. august genåbner som Roskilde Museumscafé Klai.
SUKKERHUS I ROSKILDE BYGGEDE PÅ SLAVEHANDEL I 1700-TALLET
Roskilde Museums bygninger gemmer på en mørk historie. En historie fra 1700-tallet om udnyttelse af mennesker i jagten på økono-misk fortjeneste og om vold, der dengang blev brugt og opfattet som et legitimt middel til at få mennesker til at rette ind. Roskilde Sukkerraffinaderis korte virke fra 1763-79 er en af historiens skyggesider, som museet her kaster lys over.
BRUG MUSEET – OGSÅ TIL DIT SKOLEBARN
Mange lærere sidder i disse uger og planlægger næste skoleår. Med fravigelsen af afstandskravet på skoler og ungdomsuddannelser er det nu blevet endnu lettere at tage eleverne med på byvandring, til rap-workshop, på oldtidsræs eller at benytte nogle af ROMUs andre undervisningsforløb. Det er oven i købet gratis for folkeskolerne i Lejre, Frederikssund og Roskilde.
FEM STEN, DER MINDER OS OM GENFORENINGEN
Museumsinspektør Louise Dahl Christensen har udvalgt fem genforeningssten fra Frederikssund, Lejre og Roskilde – med hver sin særlige historie.