Indsamling: Husker du, da hele Danmark tog afsked med Frederik 9.?
07.01.2022
Frederik 9. var på én gang en utraditionel og folkelig konge. Det afspejlede sig også på begravelsesdagen, hvor kisten lidt usædvanligt blev trukket af gaster fra søværnet, og hvor tusindvis af mennesker tog del i kongens sidste rejse. Foto: Willy Henriksen/Ritzau Scanpix.
Så vil Roskilde Domkirke og museumsorganisationen ROMU gerne høre fra dig. I anledningen af 50-året for Frederik 9.s død sætter de to samarbejdspartnere sammen gang i en stor indsamling af erindringer, billeder og ting, der knytter sig til den folkekære konges død og begravelse
Den 14. januar er det 50 år siden, H.M. Dronning Margrethe 2. blev regent, og dermed runder nationen også en mærkedag for Frederik 9.s død.
Kongens død og begravelse blev en begivenhed, som optog hele Danmark. Mange sagde et sidste farvel, da kongens kiste stod Castrum Doloris i Christiansborg Slotskirke. Og sørgeoptoget, der 24. januar førte kisten gennem København og videre med tog til Roskilde, passerede tusinder af mennesker.
Mange havde ventet i timevis i kulden med tæpper og stole for at tage afsked. Forskellige foreninger sænkede deres faner som en sidste ære til den afdøde konge.
I Roskilde var vejen fra stationen til Domkirkepladsen dækket med gran, der duftede i hele byen, og folk hang ud af vinduerne for at opleve optoget. Roskilde Domkirke var fyldt med den kongelige familie, ministre og udenlandske statsoverhoveder, mens alle, der ikke selv kunne være til stede, kunne følge begivenheden i fjernsynet.
Fortsat stor betydning i dag
”Begravelsen understregede med al tydelighed, at Frederik 9. var en konge, som havde stor betydning for folk. Det mærker vi også den dag i dag. I Roskilde Domkirke er han sammen med Christian 4. den konge, Domkirkens besøgende er mest interesserede i, og vi mærker en stor veneration for ”Sømandskongen”. Han betyder utvivlsomt meget for de generationer, der husker ham. Så vi håber, at mange har lyst til at dele deres erindringer om afskeden med ham, fortæller Sara Peuron-Berg, formidlingsansvarlig i Fonden til formidling af kulturarven Roskilde Domkirke.
Folkelig og utraditionel
Det er ikke tilfældigt, at Frederik 9. fik så stor betydning, vurderer museumsinspektør og ph.d. i ROMU, Laura Maria Schütze:
”Frederik 9. var en utraditionel konge og samtidig – eller måske derfor – var han den mest folkekære konge vi har haft i Danmark. Sammen med Dronning Ingrid moderniserede han kongehuset i efterkrigstiden ved at balancere det folkelige med det formelle. Frederik 9. forstod, at monarkiets overlevelse var betinget af folkets interesse, kærlighed og opbakning. Derfor er folkets oplevelser af kongens død og begravelse interessante i dag og vigtige at bevare for eftertiden. Og derfor indsamler vi nu personlige beretninger, fotografier eller ting, som har med Frederik 9.s begravelse at gøre.”
Fortæl din historie
Er du en af de mange, der vinkede til toget, der fragtede kisten til Roskilde? Eller fulgte du hvert minut af begivenheden i fjernsynet? Har du fotografier fra begivenheden eller ting, der knytter sig til begravelsen?
Så vil ROMU og Roskilde Domkirke meget gerne høre fra dig.
Du kan læse mere og skrive din fortælling på ROMUs hjemmeside: romu.dk/frederik9.
Du kan også sende din fortælling med post til ROMU, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde.
Fortæl hvad du husker fra dagen eller dagene omkring begravelsen. Det behøver ikke være en lang tekst. Send gerne et foto med, hvis det er muligt.
Har du spørgsmål til, hvordan du kan dele dine erindringer med ROMU, så kontakt museumsinspektør Laura Maria Schütze på laurams@romu.dk eller telefon 29327593.
Indsamlingen varer, indtil regeringsjubilæet er afholdt i løbet af 2022.
FAKTA
Sara Peuron-Berg er ansat af Fonden til Formidling af Kulturarven Roskilde Domkirke som formidlingsansvarlig ved Roskilde Domkirke. Hun er cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling med mange års erfaring i formidling af kunst, kultur og historie.
Laura Maria Schütze, museumsinspektør, ph.d., gæsteforsker ved RUC, har mange års erfaring med at forske i religion og kulturarv. Hun er tilknyttet forsknings- og formidlingsprojektet ”Religion – levende kulturarv”, som er støttet af Velux Fonden.
Roskilde Domkirke er udpeget som UNESCO verdensarv på grund af sin enestående arkitektur.
Den er kongelig gravkirke, og mindst 38 konger og dronninger er blevet stedt til hvile her.
Frederik 9.s kiste stod i Glücksborgernes Kapel fra 1972 indtil 1985, hvor den endelige begravelsesplads stod færdig.
Den ottekantede plads er den eneste kongelige begravelse uden for Domkirken.
Frederik 9.s begravelsesplads er bygget af Inger og Johannes Exner.
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner.
ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund.
ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929.
I dag driver ROMU 10 museer og besøgssteder i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
KENDT FORFATTER GENFORTÆLLER ROSKILDES MODSTANDSHISTORIER
2. verdenskrig bød på adskillige dramatiske begivenheder i og omkring Roskilde. Journalist, historiker og forfatter Niels-Birger Danielsen har samlet flere eksempler her, som han uddyber ved foredrag på Roskilde Museum i anledning af særudstilling om arven fra modstandskampen.
SVENSK KUNSTNER KASTER LYS OVER MODSTANDSGRUPPE FRA BORUP
I en meget personlig udstilling går den svenske billedkunstner Anna Kristensen tæt sin fars historie som en del af modstandsbevægelsen omkring Roskilde.
EVIG UNGDOM INDTAGER ROSKILDE
Kulturstrøget, RAGNAROCK og Golden Days står sammen bag en lang stribe arrangementer i september måned under titlen ”Forever Young”. Gennem to en halv uge undersøger adskillige af byens kulturinstitutioner ungdom som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl.
“SOM AT BLADRE I EN BILLEDBOG OVER ROSKILDES HISTORIE”
Siden 1787 har man skudt til måls efter en fuglefigur på toppen af en stang i Roskilde. Vinderen af konkurrencen, den såkaldt fuglekonge, får lavet en udsmykket skive til året efter. Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab fejrer fødselsdag, og festlighederne begynder på Roskilde Museum, hvor mange af de historiske skiver er udstillet og giver et kig ind i byens historie.
KOM TIL DIGITAL UDSTILLINGSÅBNING PÅ ‘GRETHE – EN VÅBENMODTAGELSE’
Roskilde Museum inviterer alle til en digital åbning af ‘Grethe – en våbenmodtagelse’ den 31. august kl. 16, hvor du kan få et smugkig i særudstillingen før alle andre. I udstillingen fortæller den svenske billedkunstner Anna Kristensen om sin danske far, der var leder af en modstandsgruppe på Roskilde-egnen.
MUSEER BOBLER AF AKTIVITETER FOR BØRN OG VOKSNE
”Vi er så glade for at se brugerne vende tilbage til museerne”, siger formidlingschef fra museumsorganisationen ROMU, der melder om adskillige udsolgte omvisninger, sommerskoler med rekordhøjt antal deltagere og forrygende interesse i sommervejret for museumsfortællinger om festivaler, pop og rock.
KLAI’S KITCHEN SLÅR MENUKORTET OP PÅ ROSKILDE MUSEUM
Snart vil duften af kaffe og friskbagt brød brede sig ved Roskilde Museum. Der er nemlig fundet en forpagter til caféen, der 1. august genåbner som Roskilde Museumscafé Klai.
SUKKERHUS I ROSKILDE BYGGEDE PÅ SLAVEHANDEL I 1700-TALLET
Roskilde Museums bygninger gemmer på en mørk historie. En historie fra 1700-tallet om udnyttelse af mennesker i jagten på økono-misk fortjeneste og om vold, der dengang blev brugt og opfattet som et legitimt middel til at få mennesker til at rette ind. Roskilde Sukkerraffinaderis korte virke fra 1763-79 er en af historiens skyggesider, som museet her kaster lys over.
BRUG MUSEET – OGSÅ TIL DIT SKOLEBARN
Mange lærere sidder i disse uger og planlægger næste skoleår. Med fravigelsen af afstandskravet på skoler og ungdomsuddannelser er det nu blevet endnu lettere at tage eleverne med på byvandring, til rap-workshop, på oldtidsræs eller at benytte nogle af ROMUs andre undervisningsforløb. Det er oven i købet gratis for folkeskolerne i Lejre, Frederikssund og Roskilde.
FEM STEN, DER MINDER OS OM GENFORENINGEN
Museumsinspektør Louise Dahl Christensen har udvalgt fem genforeningssten fra Frederikssund, Lejre og Roskilde – med hver sin særlige historie.