Museumsdirektør advarer om konsekvens af langvarig krise
”Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
COVID-19 slår stadig hårdere til i det danske samfund. Også kulturinstitutioner og museer som ROMU er ramt, både på selvforståelsen, på indtjeningen og på trygheden. Krisen kalder både det bedste – og det værste frem, siger museumsdirektør, der også takker de mange forstående brugere.
Over 188.000 mennesker gik sidste år ind og ud ad dørene på et af de ti besøgssteder, som ROMU driver i Roskilde, Frederikssund og Lejre kommuner. Det er flere end nogensinde før på ét år. Men på grund af COVID-19 står museerne nu for tredje uge i træk med helt lukkede døre. Og dørene forbliver efter statsministerens seneste melding nu lukkede frem til 2. påskedag.
Det får museumsdirektøren for ROMU til at sende en tak til tålmodige borgere – og en advarsel om konsekvenserne af det, der nu tegner til at blive en endnu længere krise.
”Folk har været helt utroligt samarbejdsvillige og forstående. Da vi for eksempel skrev ud, at vi måtte udskyde forårets største event med gløden af Gasolin’ fra marts til efteråret, fik vi mange hjertevarme reaktioner som ”vi venter på jer på den anden side” og ”tak, det bedste, I kunne gøre”, siger direktør Morten Thomsen Højsgaard, der også har sendt besked ud om udskydelse af den ellers planlagte åbning i denne uge af særudstillingen ”Grethe – en våbenmodtagelse”.
”Museerne har en kolossal vigtig funktion i vores samfund som mødested for borgerne, som en institution, der forbinder nutidens liv med alt det, der skete i fortiden, så vi alle som borgere er bedst muligt rustet til at møde fremtiden. Men COVID-19 rammer centralnerven i det af være museum”, siger Morten Thomsen Højsgaard og uddyber:
”Vi kan ikke gøre det, der ellers har været unikt for os, nemlig at vise autentiske genstande fra fortiden frem og skabe fælles oplevelser med oplysning i museernes smukke og historiske rum. Dertil kommer så, at vi efterhånden som krisen trækker ud mister flere og flere indtægter fra entréer, fra butikker, fra arrangementer, fra events, fra mødepakker. Det handler om adskillige millioner kroner, og det kommer desværre til at gøre ondt”.
Regeringen og Folketinget har meldt flere hjælpepakker ud for at løse problemer i samfundet, ligesom for eksempel Carlsbergfondet har lovet en håndsrækning til kunstmuseerne, men endnu er der ingen hjælpepakker eller eksterne tiltag, som hjælper ROMU og flere andre af landets kulturhistoriske, mellemstore museer.
”Sådan som det ser ud lige nu, må ROMU selv må bære tabet. Og institutionen har ikke samlet penge på nogen kistebund til at modstå et pludseligt stop for stort set alle kommercielle indtægter i meget lang tid. Nu er vi så i fuld gang med at omstille os til krisen. Men, hvis der ikke kommer særlig hjælp til kulturinstitutioner som os med stor kontakt til et betalende publikum, som vi af hensyn til samfundet nu har bedt om at blive væk, så kommer vi som følge af krisen desværre også til at miste dygtige, højtspecialiserede og dedikerede kolleger, der selv er helt uden skyld i denne alvorlige og gennemgribende forandring af hele vores samfund”, siger Morten Thomsen Højsgaard.
Museumsdirektøren har mandag på et virtuelt personalemøde orienteret medarbejderne om de forandringer og udfordringer, som COVID-19 indebærer for kulturinstitutionen. Og det er med blandede følelser.
”COVID-19 kalder det bedste frem i os som borgere i form af hjælpsomhed, forståelse og vilje til forandring og opdagelse af nye veje til viden. Jeg er imponeret over, så hurtigt og så ansvarligt vores ansatte, frivillige og samarbejdspartnere har indstillet sig på denne fuldstændig nye og uventede situation. Vi gør alt, hvad vi kan for på nye måder fortsat at forske, bevare og formidle kulturarven”, siger Morten Thomsen Højsgaard
”Men samtidig fremtvinger sygdommen det værste, at skulle sige farvel, at miste, at tabe. Et medlem fra bestyrelsen skrev til mig forleden, da vi skubbede nogle af årets største begivenheder: ”Du udviser rettidig omhu, og tak for det. Men det er da brand-ærgerligt”. Det er sagen i en nøddeskal. Nu glæder vi os bare til den dag, hvor krisen er ovre, og vi igen kan slå alle museumsdørene op på vid gab”.
ROMU er en selvejende museumsorganisation, som dækker kulturarven fra stenalderen til nyere tid i Roskilde, Frederikssund og Lejre Kommuner. ROMU beskæftiger knap 60 ansatte på ti besøgssteder, herunder Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur. ROMU driver også adskillige hjemmesider, nyhedsbreve samt profiler på sociale medier, hvor aktiviteten nu er sat kraftigt op.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER DIREKTE I INDBAKKEN
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
ROMU GENNEMFØRER SPAREPLAN TIL OVER TRE MILLIONER
Ingen hjælpepakker har vist sig at kunne bruges for museumsorganisationen ROMU, som derfor har taget konsekvensen og i dag gennemført en omfattende mængde af besparelser – med opbakning fra tillidsfolk og samarbejdsudvalg. Det sker, samtidig med at organisationen i vid udstrækning omstiller sin formidling til digitale indsatser.
ROMU KLAR MED HJÆLP TIL LÆRERE OG FORÆLDRE
Museumsorganisationen ROMU lægger undervisningsmateriale ud digitalt som tilbud til lærere – og forældre, der kæmper med hjemmeundervisningen. Materialet er rettet mod bestemte trin i skolen og understøtter Folkeskolens Fælles Mål.
BÅDGRAVEN I LUFTHAVNEN
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser.
MUSEER HJÆLPER SYGEHUSE – ROMU-MEDARBEJDER BAG IDEEN
En konservator hos ROMU, Camilla Jul Bastholm, har taget initiativ til at indsamle åndedrætsværn og andre værnemidler i museums- og konserveringsbranchen som bidrag til de danske myndigheders COVID-19 indsats.
HOSPITALER I MIDDELALDERENS ROSKILDE
Af arkæolog Jesper Langkilde.
I disse dage er der meget fokus på hospitalernes kapacitet. Den er heldigvis meget bedre i dag end den var i middelalderen! Når det er sagt, så var Roskilde den by, der havde de fleste og første hospitaler i middelalderens Danmark.
DET KAN VI LÆRE AF ROSKILDE SYGEN
I en tid, hvor COVID-19 breder sig også i Danmark, kan det være en god ide at tage temperaturen på fortidens sygdomsforløb. For som alt andet har også epidemier en historie, som vi mennesker kan lære noget af, vurderer museumsdirektør i denne kommentar om norovirus.
OPDATERING CORONA/COVID-19
ROMUS MUSEER LUKKER NED RESTEN AF MARTS
Roskilde Museum er medarrangør på høring om menneskerettigheder
Roskilde Museum er medarrangør på høring om menneskerettigheder
VELKOMMEN TIL NOGET NYT
Vi forbereder på museet at gøre en ekstra indsats ud af Færgegården. Vi har en ny pop up-udstilling om arkæologiske fund fra området på vej. Vi planlægger forbedret og udvidet skiltning. Og så begynder vi allerede nu at gøre mere ud af den digitale kommunikation til, fra og om Færgegården.