Roskilde Museum udstiller uvurderlig kulturarv – oplev Roskildes dåbsattest
16.05.2022
Af Stine Blegvad
![Steven Archer, bog, tv2](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/05/steven-archer-bog-tv2.jpg)
Det vakte stor interesse, da Ely-håndskriftet ankom med særlig kurer, Steven Archer (billedet), fra Trinity College Library til Roskilde Museum. Nu er museet klar til at vise det uvurderlige håndskrift frem. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU
Efter halvandet års forberedelse kan museet endelig udstille det enestående Ely-håndskrift, som omtaler Roskilde for første gang, og som er kilden til Roskilde Stifts 1000-års jubilæum. Borgmester Tomas Breddam og biskop Peter Fischer-Møller deltager ved åbningsreceptionen den 19. maj på Roskilde Museum. Det mageløse håndskrift kan opleves af alle i museets udstilling fra og med den 20. maj.
Under stor opmærksomhed ankom Ely-håndskriftet i slutningen af april til Roskilde Museum fra Storbritannien. Med særlig kurer, eget flysæde og klimasikret bil. Siden da har det befundet sig trygt og godt i sin montre, mens museets ansatte har lagt sidste hånd på forberedelserne.
Fredag den 20. maj kan museet så endelig efter mange måneders intenst arbejde slå dørene op for alle, der har lyst til at opleve ”Roskildes dåbsattest”.
”Ely-håndskriftet har en kæmpe betydning for vores fælles historie her i Roskilde, men også langt uden for vores byskilte. Derfor er jeg selvfølgelig utrolig glad for, at det er lykkedes Roskilde Museum at få det til byen, så alle nu får mulighed for at opleve det helt tæt på, siger borgmester Tomas Breddam, der også holder åbningstale ved museets åbningsreception.
1000 år med navnet Roskilde
Ely-håndskriftet er det tidligste bevis på, at der for nøjagtig 1000 år siden var en biskop i Roskilde. Det er på én gang den tidligste kilde overhovedet, som nævner bynavnet Roskilde, og kilden til Roskilde Stifts 1000 års jubilæum.
”Når vi i år markerer Roskilde Stifts jubilæum gør vi det under overskriften ’Kirke og samfund i 1000 år’, for den vekselvirkning har været frugtbar i 1000 år. Derfor er samarbejdet med Roskilde Museum om jubilæet helt oplagt, og vi glæder os over, at det er lykkedes museets dygtige folk at få Ely-håndskriftet hertil Roskilde i jubilæumsåret,” siger biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller.
Udstillingen af Ely-håndskriftet er blevet til med bidrag fra Roskilde Stiftsråd.
Få hele historien med
Roskilde Museum inviterer til tre foredragsaftener for alle, der har lyst til at komme endnu mere i dybden med Ely-håndskriftet og de mange fortællinger, der knytter sig til det:
25. maj kl. 19-21: Roskildes dåbsattest – foredrag om Ely-håndskriftet og det ældste Roskilde / middelalderarkæolog Jesper Langkilde, ROMU
7. juni kl. 19-21: Roskildes dåbsattest – foredrag om Ely-håndskriftet og det ældste Roskilde / middelalderarkæolog Jesper Langkilde, ROMU
15. juni kl. 19-21: Danmark og England i 1000-tallet – de arkæologiske spor /seniorforsker Anne Pedersen, Nationalmuseet
Roskilde Museum har desuden udviklet et undervisningsforløb for elever fra 6.-9. klasse. Forløbet kan bookes fra 23. maj og er gratis for skoler i Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner.
Skoleforløb bookes på tlf. 51 70 70 71 eller på booking@romu.dk.
Tid og sted
Ely-håndskriftet kan opleves på Roskilde Museum fra fredag den 20. maj til og med søndag den 25. september 2022.
Åbningstider: Tirsdag – søndag, samt helligdage kl. 10-16. Almindelig entré.
Åbningsreceptionen er for et inviteret publikum og finder sted torsdag den 19. maj kl. 14-15. Pressen er velkommen.
Tilmelding til Stine Blegvad på stinebleg@romu.dk eller til Hanne Larsen hannelar@romu.dk
![ELY bog, Steven Archer, Unn8](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2022/05/ely-bog-steven-archer-unn8.jpg)
Der bliver passet godt på Roskildes dåbsattest. Som den eneste af museets ansatte fik ROMUs konservator Unn Gelting (th) lov til – iført handsker – at røre Ely-håndskriftet, da det mageløse håndskrift ankom til Roskilde Museum. Fra 20. maj kan alle opleve det på nært hold. Foto: Kristian Grøndahl /ROMU
Derfor kalder vi det “Roskildes dåbsattest”
Roskilde by fejrede allerede i 1998 byens 1000 års jubilæum. Vi kender ikke det præcise årstal for byens grundlæggelse, men arkæologiske tyder fund på, at det skete i årtierne omkring år 1000.
Men første gang, byens navn optræder på skrift, er i et dokument fra 1022. Dokumentet er samtidig den første omtale af Roskilde stift og den første biskop. Derfor kalder vi det for byens dåbsattest.
Det originale dokument fra 1022 findes ikke længere, men ordlyden og indholdet er bevaret i en afskrift, nedskrevet i Ely kloster i England i midten af 1100-tallet i det såkaldte Ely-håndskrift.
Og det er dette håndskrift, som Roskilde Museum har fået lov at låne. Det er første gang nogensinde, at håndskriftet bliver udlånt til udstilling uden for England.
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
KENDT FORFATTER GENFORTÆLLER ROSKILDES MODSTANDSHISTORIER
2. verdenskrig bød på adskillige dramatiske begivenheder i og omkring Roskilde. Journalist, historiker og forfatter Niels-Birger Danielsen har samlet flere eksempler her, som han uddyber ved foredrag på Roskilde Museum i anledning af særudstilling om arven fra modstandskampen.
SVENSK KUNSTNER KASTER LYS OVER MODSTANDSGRUPPE FRA BORUP
I en meget personlig udstilling går den svenske billedkunstner Anna Kristensen tæt sin fars historie som en del af modstandsbevægelsen omkring Roskilde.
EVIG UNGDOM INDTAGER ROSKILDE
Kulturstrøget, RAGNAROCK og Golden Days står sammen bag en lang stribe arrangementer i september måned under titlen ”Forever Young”. Gennem to en halv uge undersøger adskillige af byens kulturinstitutioner ungdom som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl.
“SOM AT BLADRE I EN BILLEDBOG OVER ROSKILDES HISTORIE”
Siden 1787 har man skudt til måls efter en fuglefigur på toppen af en stang i Roskilde. Vinderen af konkurrencen, den såkaldt fuglekonge, får lavet en udsmykket skive til året efter. Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab fejrer fødselsdag, og festlighederne begynder på Roskilde Museum, hvor mange af de historiske skiver er udstillet og giver et kig ind i byens historie.
KOM TIL DIGITAL UDSTILLINGSÅBNING PÅ ‘GRETHE – EN VÅBENMODTAGELSE’
Roskilde Museum inviterer alle til en digital åbning af ‘Grethe – en våbenmodtagelse’ den 31. august kl. 16, hvor du kan få et smugkig i særudstillingen før alle andre. I udstillingen fortæller den svenske billedkunstner Anna Kristensen om sin danske far, der var leder af en modstandsgruppe på Roskilde-egnen.
MUSEER BOBLER AF AKTIVITETER FOR BØRN OG VOKSNE
”Vi er så glade for at se brugerne vende tilbage til museerne”, siger formidlingschef fra museumsorganisationen ROMU, der melder om adskillige udsolgte omvisninger, sommerskoler med rekordhøjt antal deltagere og forrygende interesse i sommervejret for museumsfortællinger om festivaler, pop og rock.
KLAI’S KITCHEN SLÅR MENUKORTET OP PÅ ROSKILDE MUSEUM
Snart vil duften af kaffe og friskbagt brød brede sig ved Roskilde Museum. Der er nemlig fundet en forpagter til caféen, der 1. august genåbner som Roskilde Museumscafé Klai.
SUKKERHUS I ROSKILDE BYGGEDE PÅ SLAVEHANDEL I 1700-TALLET
Roskilde Museums bygninger gemmer på en mørk historie. En historie fra 1700-tallet om udnyttelse af mennesker i jagten på økono-misk fortjeneste og om vold, der dengang blev brugt og opfattet som et legitimt middel til at få mennesker til at rette ind. Roskilde Sukkerraffinaderis korte virke fra 1763-79 er en af historiens skyggesider, som museet her kaster lys over.
BRUG MUSEET – OGSÅ TIL DIT SKOLEBARN
Mange lærere sidder i disse uger og planlægger næste skoleår. Med fravigelsen af afstandskravet på skoler og ungdomsuddannelser er det nu blevet endnu lettere at tage eleverne med på byvandring, til rap-workshop, på oldtidsræs eller at benytte nogle af ROMUs andre undervisningsforløb. Det er oven i købet gratis for folkeskolerne i Lejre, Frederikssund og Roskilde.
FEM STEN, DER MINDER OS OM GENFORENINGEN
Museumsinspektør Louise Dahl Christensen har udvalgt fem genforeningssten fra Frederikssund, Lejre og Roskilde – med hver sin særlige historie.