Svensk kunstner kaster lys over modstandsgruppe fra Borup
Af Lene Steinbeck
Udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’ er et møde mellem Anna Kristensens kunst, hendes film og billeder og genstande fra Roskilde Museums samlinger. Blandt andet kan man se containere og faldskærme fra våbenmodtagelserne. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen
I en meget personlig udstilling går den svenske billedkunstner Anna Kristensen tæt sin fars historie som en del af modstandsbevægelsen omkring Roskilde.
”Jeg har brugt seks år på at undersøge noget, der foregik i Danmark under krigen. Da jeg vågnede i morges, vidste jeg hvorfor,” fortæller Anna Kristensen.
Hun er kunstneren bag udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’, og det er en fint timet erkendelse. Ordene falder i museumsgården på Roskilde Museum på netop den dag, hvor hun taler til de fremmødte i anledningen af udstillingens åbning.
”Jeg har været drevet af kærlighed,” fortsætter hun, ”til mine forældre, til mine børn og til mine børnebørn. Og til Helmer, som døde i december og derfor ikke kan være her i dag.”
Helmer Clausen er en af mange skæbnefæller, som Anna Kristensen har mødt i sit arbejde med udstillingen, der kredser om en gruppe modstandsmænd og -kvinder under 2. verdenskrig. Hendes egen far, Erik Kristensen, var leder af Ostedgruppen – en modstandsgruppe under Borup-holdet, der deltog i sabotage mod tyskerne og modtog våben, som de allierede kastede ned fra fly.
Brødrene Poul-Erik (tv) og Mogens Thomsen er blevet meget klogere på en del af deres fars historie, efter at de blev kontaktet af Anna Kristensen. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen
Men hvorfor forlod Erik Kristensen Danmark umiddelbart efter befrielsen og slog sig ned i Sverige?
Og hvorfor blev det aldrig undersøgt, hvem der dræbte Helmer Clausens bror, modstandsmanden Erik Clausen, den 5. maj 1945?
Udstillingen er kulminationen på seks års arbejde med at grave sig ned i sin fars historie. Om krig besættelse, venskaber og heltemod. Om ideologier – og om at stå på den rigtige side til sidst.
En central del af udstillingen er Anna Kristensens film, hvor hun fortæller om arbejdet med at finde frem til sin fars og hans kammeraters historier. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen
Nøglen til familiehistorien
I en glasmontre ligger en rusten og hullet cylinder af metal som en del af Anna Kristensens udstilling på Roskilde Museum. Det er en container af den type, der blev brugt til våbennedkastningerne, som Anna Kristensens far deltog i. Fra loftet hænger faldskærmene, der ledsagede containerne mod jorden. Dog i nye klæder – de blev samlet op og syet om til blandt andet dåbs- og brudekjoler.
På et billede i udstillingen, kan man se Anna Kristensens far, Erik. Billedet er taget kort efter befrielsen af de 25 mænd og en enkelt kvinde, som udgjorde våbenmodtagergruppen Borupholdet. Lige ved siden af Erik Kristensen står den unge vognmand Martin Thomsen. Han får gennem glasrammen øjenkontakt med sine sønner, Poul-Erik og Mogens Thomsen, der i anledning af udstillingens åbning er taget fra Tinglev, hvor de bor, til Roskilde.
”Vi har jo nok været ret ærgerlige over den lange periode, hvor vi ikke har vidst, hvad han har lavet, og fortrudt, at vi ikke i tide har spurgt ind til hans fortid,” fortæller Poul-Erik Thomsen.
Billedet kendte de godt i forvejen. Og de må også indrømme at have fundet og leget med farens skjulte våben fra besættelsestiden. Derfor havde de gættet på, at han havde været med i noget under krigen. Men det er blevet ved gætterierne.
”Man snakkede jo bare ikke om det,” fortæller brødrene. Begge deres forældre er døde nu, så der er ikke længere nogen at spørge.
”Men da Anna kontaktede os, fik vi sat navn på, at han var med i gruppen. At han VAR modstandsmand og ikke bare red med på en bølge der 5. maj.”
Udover at have fået oplysninger om farens modstandsarbejde har Anna Kristensens research også kastet en adresse af sig: farens barndomshjem, som brødrene efter udstillingen skal besøge for første gang.
Direktør for Roskilde Museum, Morten Thomsen Højsgaard, og kunstner Anna Kristensen til åbningen af ’Grethe – en våbenmodtagelse’. De inviterede gæster var hovedsageligt efterkommere af Borup-holdets medlemmer. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen
Anna Kristensen har talt med over 100 mennesker i sin udredning af farens modstandsarbejde under krigen. Og udover at have givet brødrene Thomsen en nøgle til deres egen familiehistorie, holder hun fast i vigtigheden af at fortælle historien.
– Jeg er vokset op i fred og har ikke levet i et diktatur. Men jeg føler et stort ansvar for at fortælle, hvad der skete. Vi skal blive ved med at tale sammen for at forstå demokratiet. Det er stadig aktuelt.
Tommy Hansen var mødt op til åbningen. Hans far, Erik Hansen, var en del af Osted-gruppen. Tommy Hansen kendte i forvejen en del til sin fars historie, og han har hjulpet Anna Kristensen i det store arbejde med at stykke historien om modstandsgruppen sammen.
Udstillingen ’Grethe – en våbenmodtagelse’ består af værker af Anna Kristensen samt af genstande fra museets samlinger og fortællinger om våbennedkastninger i Roskildeområdet. Den kan ses på Roskilde Museum frem til 23. december 2020.
Kunstneren Anna Grethe Kristensen har tidligere udstillet på en række gallerier og offentlige institutioner i Sverige. Hun er født af danske forældre i Sverige i 1956.
Se udstillingen på
Roskilde Museum, Sankt Ols Stræde 3
4000 Roskilde
Se åbningstider og entrépris på Roskilde Museum.
RELATEREDE ARTIKLER OG NYHEDER
KULTURARV GENOPFINDER SIG SELV PÅ 4. MAJ I KRISETID
Roskildes kulturaktører er gået sammen for at holde traditioner for 4. maj lyslevende med virtuel alsang på den mindeværdige aften. Og det er et eksempel på, hvordan hele landet i virkeligheden har brugt krisen til at forstå og tage vare på det, der giver livet værdi, skriver museumsdirektør i en aktuel kommentar
KRISER KALDER PÅ SAMFUNDSSIND OG OPFINDSOMHED
Ordet samfundssind, som vi bruger så meget i disse uger, trækker tråde tilbage til besættelsestidens Danmark. Og selv om der er en verden til forskel på at være midt i en verdenskrig og at bekæmpe en pandemi, så er der også fællestræk. Kriser kræver afsavn i dagligdagen og kalder på samfundssind og opfindsomhed. Men hvor hverdagslivet under besættelsen især bød på materielle afsavn, er det i dag de sociale afsavn vi må leve med.
VÅBNENE KOMMER – HILSNER TIL GRETHE OG JULIANE…
’Så sad vi der og ventede på Grethe.’ Og det var det, de gjorde. En modstandsgruppe, Borup-holdet, sad i Bidstrup-skovene nær Roskilde i september 1944 og ventede på Grethe. Grethe var det kodeord, de havde hørt i radioen og navnet på den våbenmodtagelse, som de nu sad og ventede på ved Gyldenløveshøj, Sjællands højeste punkt. Våbennedkastningerne foregik også andre steder på Sjælland. De startede i 1943, og i disse dage for 75 år siden foregik en af de sidste våbenmodtagelser under kodeordet Juliane nær Hove i Nordsjælland.
Er du interesseret i nyheder fra Roskilde Museum?
Så tillmeld dig ROMU’s nyhedsbrev her.