I udstillingen indgår et omfattende dokumentarisk materiale med en film, kort, gamle og nye fotos, steder, personer og genstande, avisudklip, breve og håndskrevne notater, interviews og en række malerier.

– I vores livestream kan man komme med bag om udstillingsarbejdet og høre, hvordan Anna fik indsamlet fotos, beretninger og kort, og om hendes møde med den sidste overlevende fra Ostedgruppen, fortæller museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen.

Anna Kristensens personlige og kunstneriske fortælling er suppleret med genstande fra museets samling og fortællinger om de lokale våbennedkastninger omkring Roskilde.

– Vi udstiller for eksempel en stor våbencontainer, som blev kastet ned over området, og tøj syet af materiale fra de allieredes faldskærme, fortæller Dorthe Godsk Larsen.
Udstillingen, der skulle have været åbnet i foråret, er en del af museets markering af 75-året for Danmarks Befrielse i 1945. I løbet af efteråret arrangeres familieaktiviteter, byvandringer og foredrag om tiden under og efter besættelsen.

Frihedens sol over Roskilde     

Af museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen

Ligtog i Roskilde

Det er bemærkelsesværdigt, at et af befrielsesdagenes mest frastødende scenerier – nemlig klippeaktioner, hvor afklædte tyskerpiger fik håret klippet af foran hujende og spottende opløb – ikke er at finde i det materiale, der er bevaret. Der eksisterer filmoptagelser af klippeaktioner, men ikke blandt optagelserne fra de største filmproduktioner. En anden af selvjustitsens mørke sider, stikkerlikvideringerne, findes der heller ikke optagelser af.

Selv om de scener heller ikke optræder i Frihedens sol over Roskilde, fremstår den i modsætning til andre af besættelsestidens film som Danmark i Lænker (1945) og Det gælder din Frihed (1946) som en mere nøgtern registrering af det kaos, der udspillede sig i dagene omkring befrielsen.

Eksempelvis vises ligtoget med transporten af fire kister på lastvogne, der d. 6. maj passerer Stændertorvet på vej mod Algade. De fire modstandsmænd var blevet ofre for en tragisk fejltagelse, da de blev beskudt af deres egne, der troede, de var HIPO- eller Schalburgfolk forklædt som modstandsfolk. Gennem alle årene har sagen været debatteret, da enkelte mente, at det var et planlagt baghold, fordi de tre fra Roskilde var tilknyttet en kommunistisk orienteret gruppe. Politiet foretog mange afhøringer af modstandsfolk, militærfolk m.v. i Sorø, Ringsted og Roskilde. Alt tyder på, at en forkert gengivelse af en telefonbesked var årsag til tragedien på en dag, der var en glædens dag de fleste andre steder i landet.

Tilvalg og fravalg

Enhver historiefortæller former sin udlægning af historien med sit fokus, sine fra- og tilvalg og med sine ord og billedvalg. Det gør sig gældende for den, der skriver disse linjer, og for Knud Henker, der i disse dage for 75 år siden gik rundt med sit kamera i Roskilde og gav eftertiden billeder til erindringen af de historiske dage i Danmark.

Befrielsen var en lykkelig tid – men også en kaotisk periode i danmarkshistorien, som stadig rummer gemte fortællinger, der skal fortælles, så vi fortsat bliver udfordret på det vi ved om og udvider vores forståelse af perioden. Det gør museer landet over med udstillinger, der indtil videre er bag lukkede døre. Også på Roskilde Museum, der senere på året åbner særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse, hvori også filmen Frihedens sol over Roskilde kan ses.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden.

Tid til at mindes og hylde friheden

Af museumsinspektør Louise Dahl Christensen og Dorthe Godsk Larsen
04.05.2020

Flertallet af de mindesten, der blev opført i 10 året efter Besættelsen er store marksten, som landsbyens beboere fysisk selv har flyttet og placeret på et centralt sted ved kirken, forsamlingshuset eller i et vejkryds. Dermed bliver denne fysiske kraftanstrengelse en del af erindringen. Næsten alle mindesten er rejst på højkant, fordi en oprejst, fast forankret sten udtrykker noget fast og viljestærkt, og mange af dem er stadig samlingssted for mindehøjtideligheder, hvor fællessang tages i brug for at hylde og mindes.

Stemmer skaber levende minder

Mindehøjtideligheden i aften henviser under navnet Alsang, til den fællessang, der foregik under besættelsen, hvor befolkningen på tværs af samfundslag og interesser samledes til sangaftner.

Sangaftnerne var præget både af højtidelig alvor og mere underholdende indslag – f.eks. blev Mester Jacob sunget i kanon som et spontant indslag til det første arrangement i 1940. Men samtidig opfattede de hundredtusindvis af almindelige danskere, der deltog i alsangsarrangementer under besættelsen, også sangaftnerne som en hyldest til frihed. For i bund og grund håbede både befolkning, politikere og modstandsbevægelse under besættelsen, at tyskerne tabte, at de allierede vandt, og at Danmark atter blev frit og demokratisk.

Når sangen Man binder os på mund og hånd fra 1940 synges i dag, opleves den af de fleste som en sang med et budskab om frihed eller en sang om kampen mod undertrykkelse. Hvilket især kommer til udtryk i de sidste linjer af Poul Henningens tekst:

Når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi

Men sangen minder os samtidig om besættelsestiden, da den lige fra første færd fik en enestående historisk betydning som et nationalt samlingssymbol i besættelsestiden, idet den præsenterer sig som en sang til den frie kærlighed –  men indeholder en hyldest til frihed og modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Sådan kan du selv mindes

Det er i dag en historisk dag med 75-året for Danmarks Befrielse, hvor det er tid til at mindes og hylde friheden, hvilket vi både kan gøre ved at opsøge mindestenene i byens rum og sammen synge såvel gamle som nye sange om frihed.

Tag på mindetur i Roskilde, skriv din egen sang om frihed og syng med i aften kl. 19 – 20 her: https://www.facebook.com/alsang4000/live/

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Kommentar: Kulturarv genopfinder sig selv på 4. maj i en krisetid

Længslen efter at vende tilbage

I 1945 kom meddelelsen om aftenen den 4. maj via radio om, at “Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig” vitterlig som en sand befrielse. Folk strømmede ud i gaderne. Mørklægningsgardiner blev revet ned. Lys blev symbolsk tændt i stedet i vinduerne. Længslen efter det vante og normale liv fra før krigen kunne begynde at indfries, “så landet fyldtes af klokkers klang, og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit”, som Mads Nielsen beskrev det til lejligheden i sin berømte sang.

Den verdensomspændende krise med COVID-19 er af mange blevet sammenlignet med 2. verdenskrig. Fordi den forandrer så meget. Fordi den lukker samfund ned. Fordi den også dræber mange uskyldige, om end på en helt anden måde end i krigens dage.

Længslen efter, at krisen og kampen mod den synlige eller usynlige fjende skal være overstået, kan også sammenlignes. Og derfor er der også god timing i, at de næste skridt i planerne om gradvis genåbning af Danmark kommer til at udfolde sig sideløbende med fejringen af befrielsen og 4. maj.

“Man binder os på mund og hånd”, lød det Poul Henningsens slående revyvise fra besættelsesåret 1940. Men visen pegede også frem mod befrielsen, for “ingen er fangne, når tanken er fri”, og når vi blot kæmper “for det vi kan li'”.

Når vi synger sammen

Tyskernes mødeforbud slukkede alsangen i 1943 – og den blev først vakt til live ved befrielsen. COVID-19 har medført forbud mod at mødes, men takket være ny teknologi skal der ikke gå flere år, før vi alligevel kan finde sammen om traditionerne.

Når borgerne tænder lys og sætter dem i vinduerne og bryder ud i virtuel alsang mandag aften den 4. maj 2020, så vil det ikke bare være til minde om befrielsen fra den synlige fjende dengang. Det vil også være et signal om, at kulturen og håbet og sammenholdet er lyslevende den dag i dag. Stillet over for en ny usynlig fjende bliver det så tydeligt, hvad det er, vi holder af og så gerne vil holde fast i og sættes fri til.

“Når vi synger sammen – hører vi sammen”, som det lyder i mottoet for sangkraftcenteret Roskilde Synger, som er initiativtager til arrangementet. På lokalt plan er det et eksempel på, hvad DR og Philip Faber er lykkedes med i national skala, nemlig at gribe fat i sangtraditionen og forny den, så den stadig kan udtrykke sammenholdet.

På den 4. maj ser vi således ikke kun tilbage, vi ser også frem, og vi ser os selv som en del af en større historie her og nu. Og mon ikke, at der i virkeligheden vil være langt, langt flere end 700.000, som tager del netop i år i alle de nye typer af fællessang – hver for sig.

Og skulle det ske, så har historien endnu engang vist, at kriser kan gøre os stærkere, når bare vi har noget, vi kan li’ at holde sammen om.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Kriser kalder på samfundssind og opfindsomhed

Af museumsinspektør Louise Dahl Christensen 
30.04.2020

Husmoderforeningerne opfordrede til kødløse dage med opskrifter på kartoffelfrikadeller eller selleribøffer. Man fandt ud af at lave ”marcipan” af kartofler, flormelis og mandelessens. Med rationering på brændsel og gas måtte husmoderen tænke kreativt og servere retter, som kunne tilberedes på et enkelt blus. For at spare på gassen kunne aftensmaden sættes over og varmes op, hvorefter den kunne simre færdigt og holdes varm i høkassen. Alle kneb blev taget i brug for at få resurserne til at strække så langt som muligt.

En dukke af lodne underbukser

Vintrene var lange og kolde i 1940’erne og rationering på brændsel og gas gjorde ikke sagen bedre. Der blev indført retningslinjer, der betød at temperaturen i boligen højst måtte være 18 grader (det blev fra januar 1945) sænket til 16 grader. En varmedunk kunne holde en lidt varm – eller et par forede underbukser. Og når underbukserne var udtjente, kunne de bruges til fx dukketøj som på billedet. Dukken er fremstillet af halm, og kjolen er syet af et par forede underbukser. Læg mærke til de nationale rød-hvide farver.

Kriser og opfindsomhed

Coronakrisen viser nogle af de træk, vi kender fra andre kriser som den tyske besættelse. Midt i bekymringerne og udfordringerne ser vi, at der vokser en stor opfindsomhed frem, hvor vi prøver at finde løsninger til den nye situation.

Nogle virksomheder har hurtigt fået omstillet den normale produktion til at lave værnemidler eller håndsprit og opfindsomme borgere i hele landet kommer op med nye løsninger til, hvordan vi kan indrette os under de nuværende foranstaltninger. Med retningslinjer og påbud om at mødes mindre og holde afstand til hinanden betyder coronakrisen en række sociale afsavn.

Hvor opfindsomheden under besættelsestiden primært var rettet mod udviklingen af erstatningsprodukter til brug i perioden, er den aktuelle opfindsomhed for at håndtere den nuværende sundhedskrise især møntet på at fastholde fællesskabet på andre måder. Vi samles om fællessang hver for sig, vi spiser middag med vennerne via skype, foretager indkøb for hinanden og holder afstand. Vi ofrer måden at være sammen på for at sikre vores medborgeres ve og vel.  En måde at vise samfundsfølelse på, der i høj grad kan sætte sine spor langt ind i fremtiden.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden.

I udstillingen indgår et omfattende dokumentarisk materiale med en film, kort, gamle og nye fotos, steder, personer og genstande, avisudklip, breve og håndskrevne notater, interviews og en række malerier.

– I vores livestream kan man komme med bag om udstillingsarbejdet og høre, hvordan Anna fik indsamlet fotos, beretninger og kort, og om hendes møde med den sidste overlevende fra Ostedgruppen, fortæller museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen.

Anna Kristensens personlige og kunstneriske fortælling er suppleret med genstande fra museets samling og fortællinger om de lokale våbennedkastninger omkring Roskilde.

– Vi udstiller for eksempel en stor våbencontainer, som blev kastet ned over området, og tøj syet af materiale fra de allieredes faldskærme, fortæller Dorthe Godsk Larsen.
Udstillingen, der skulle have været åbnet i foråret, er en del af museets markering af 75-året for Danmarks Befrielse i 1945. I løbet af efteråret arrangeres familieaktiviteter, byvandringer og foredrag om tiden under og efter besættelsen.

Frihedens sol over Roskilde     

Af museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen

Ligtog i Roskilde

Det er bemærkelsesværdigt, at et af befrielsesdagenes mest frastødende scenerier – nemlig klippeaktioner, hvor afklædte tyskerpiger fik håret klippet af foran hujende og spottende opløb – ikke er at finde i det materiale, der er bevaret. Der eksisterer filmoptagelser af klippeaktioner, men ikke blandt optagelserne fra de største filmproduktioner. En anden af selvjustitsens mørke sider, stikkerlikvideringerne, findes der heller ikke optagelser af.

Selv om de scener heller ikke optræder i Frihedens sol over Roskilde, fremstår den i modsætning til andre af besættelsestidens film som Danmark i Lænker (1945) og Det gælder din Frihed (1946) som en mere nøgtern registrering af det kaos, der udspillede sig i dagene omkring befrielsen.

Eksempelvis vises ligtoget med transporten af fire kister på lastvogne, der d. 6. maj passerer Stændertorvet på vej mod Algade. De fire modstandsmænd var blevet ofre for en tragisk fejltagelse, da de blev beskudt af deres egne, der troede, de var HIPO- eller Schalburgfolk forklædt som modstandsfolk. Gennem alle årene har sagen været debatteret, da enkelte mente, at det var et planlagt baghold, fordi de tre fra Roskilde var tilknyttet en kommunistisk orienteret gruppe. Politiet foretog mange afhøringer af modstandsfolk, militærfolk m.v. i Sorø, Ringsted og Roskilde. Alt tyder på, at en forkert gengivelse af en telefonbesked var årsag til tragedien på en dag, der var en glædens dag de fleste andre steder i landet.

Tilvalg og fravalg

Enhver historiefortæller former sin udlægning af historien med sit fokus, sine fra- og tilvalg og med sine ord og billedvalg. Det gør sig gældende for den, der skriver disse linjer, og for Knud Henker, der i disse dage for 75 år siden gik rundt med sit kamera i Roskilde og gav eftertiden billeder til erindringen af de historiske dage i Danmark.

Befrielsen var en lykkelig tid – men også en kaotisk periode i danmarkshistorien, som stadig rummer gemte fortællinger, der skal fortælles, så vi fortsat bliver udfordret på det vi ved om og udvider vores forståelse af perioden. Det gør museer landet over med udstillinger, der indtil videre er bag lukkede døre. Også på Roskilde Museum, der senere på året åbner særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse, hvori også filmen Frihedens sol over Roskilde kan ses.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden.

Tid til at mindes og hylde friheden

Af museumsinspektør Louise Dahl Christensen og Dorthe Godsk Larsen
04.05.2020

Flertallet af de mindesten, der blev opført i 10 året efter Besættelsen er store marksten, som landsbyens beboere fysisk selv har flyttet og placeret på et centralt sted ved kirken, forsamlingshuset eller i et vejkryds. Dermed bliver denne fysiske kraftanstrengelse en del af erindringen. Næsten alle mindesten er rejst på højkant, fordi en oprejst, fast forankret sten udtrykker noget fast og viljestærkt, og mange af dem er stadig samlingssted for mindehøjtideligheder, hvor fællessang tages i brug for at hylde og mindes.

Stemmer skaber levende minder

Mindehøjtideligheden i aften henviser under navnet Alsang, til den fællessang, der foregik under besættelsen, hvor befolkningen på tværs af samfundslag og interesser samledes til sangaftner.

Sangaftnerne var præget både af højtidelig alvor og mere underholdende indslag – f.eks. blev Mester Jacob sunget i kanon som et spontant indslag til det første arrangement i 1940. Men samtidig opfattede de hundredtusindvis af almindelige danskere, der deltog i alsangsarrangementer under besættelsen, også sangaftnerne som en hyldest til frihed. For i bund og grund håbede både befolkning, politikere og modstandsbevægelse under besættelsen, at tyskerne tabte, at de allierede vandt, og at Danmark atter blev frit og demokratisk.

Når sangen Man binder os på mund og hånd fra 1940 synges i dag, opleves den af de fleste som en sang med et budskab om frihed eller en sang om kampen mod undertrykkelse. Hvilket især kommer til udtryk i de sidste linjer af Poul Henningens tekst:

Når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi

Men sangen minder os samtidig om besættelsestiden, da den lige fra første færd fik en enestående historisk betydning som et nationalt samlingssymbol i besættelsestiden, idet den præsenterer sig som en sang til den frie kærlighed –  men indeholder en hyldest til frihed og modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Sådan kan du selv mindes

Det er i dag en historisk dag med 75-året for Danmarks Befrielse, hvor det er tid til at mindes og hylde friheden, hvilket vi både kan gøre ved at opsøge mindestenene i byens rum og sammen synge såvel gamle som nye sange om frihed.

Tag på mindetur i Roskilde, skriv din egen sang om frihed og syng med i aften kl. 19 – 20 her: https://www.facebook.com/alsang4000/live/

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Kommentar: Kulturarv genopfinder sig selv på 4. maj i en krisetid

Længslen efter at vende tilbage

I 1945 kom meddelelsen om aftenen den 4. maj via radio om, at “Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig” vitterlig som en sand befrielse. Folk strømmede ud i gaderne. Mørklægningsgardiner blev revet ned. Lys blev symbolsk tændt i stedet i vinduerne. Længslen efter det vante og normale liv fra før krigen kunne begynde at indfries, “så landet fyldtes af klokkers klang, og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit”, som Mads Nielsen beskrev det til lejligheden i sin berømte sang.

Den verdensomspændende krise med COVID-19 er af mange blevet sammenlignet med 2. verdenskrig. Fordi den forandrer så meget. Fordi den lukker samfund ned. Fordi den også dræber mange uskyldige, om end på en helt anden måde end i krigens dage.

Længslen efter, at krisen og kampen mod den synlige eller usynlige fjende skal være overstået, kan også sammenlignes. Og derfor er der også god timing i, at de næste skridt i planerne om gradvis genåbning af Danmark kommer til at udfolde sig sideløbende med fejringen af befrielsen og 4. maj.

“Man binder os på mund og hånd”, lød det Poul Henningsens slående revyvise fra besættelsesåret 1940. Men visen pegede også frem mod befrielsen, for “ingen er fangne, når tanken er fri”, og når vi blot kæmper “for det vi kan li'”.

Når vi synger sammen

Tyskernes mødeforbud slukkede alsangen i 1943 – og den blev først vakt til live ved befrielsen. COVID-19 har medført forbud mod at mødes, men takket være ny teknologi skal der ikke gå flere år, før vi alligevel kan finde sammen om traditionerne.

Når borgerne tænder lys og sætter dem i vinduerne og bryder ud i virtuel alsang mandag aften den 4. maj 2020, så vil det ikke bare være til minde om befrielsen fra den synlige fjende dengang. Det vil også være et signal om, at kulturen og håbet og sammenholdet er lyslevende den dag i dag. Stillet over for en ny usynlig fjende bliver det så tydeligt, hvad det er, vi holder af og så gerne vil holde fast i og sættes fri til.

“Når vi synger sammen – hører vi sammen”, som det lyder i mottoet for sangkraftcenteret Roskilde Synger, som er initiativtager til arrangementet. På lokalt plan er det et eksempel på, hvad DR og Philip Faber er lykkedes med i national skala, nemlig at gribe fat i sangtraditionen og forny den, så den stadig kan udtrykke sammenholdet.

På den 4. maj ser vi således ikke kun tilbage, vi ser også frem, og vi ser os selv som en del af en større historie her og nu. Og mon ikke, at der i virkeligheden vil være langt, langt flere end 700.000, som tager del netop i år i alle de nye typer af fællessang – hver for sig.

Og skulle det ske, så har historien endnu engang vist, at kriser kan gøre os stærkere, når bare vi har noget, vi kan li’ at holde sammen om.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Kriser kalder på samfundssind og opfindsomhed

Af museumsinspektør Louise Dahl Christensen 
30.04.2020

Husmoderforeningerne opfordrede til kødløse dage med opskrifter på kartoffelfrikadeller eller selleribøffer. Man fandt ud af at lave ”marcipan” af kartofler, flormelis og mandelessens. Med rationering på brændsel og gas måtte husmoderen tænke kreativt og servere retter, som kunne tilberedes på et enkelt blus. For at spare på gassen kunne aftensmaden sættes over og varmes op, hvorefter den kunne simre færdigt og holdes varm i høkassen. Alle kneb blev taget i brug for at få resurserne til at strække så langt som muligt.

En dukke af lodne underbukser

Vintrene var lange og kolde i 1940’erne og rationering på brændsel og gas gjorde ikke sagen bedre. Der blev indført retningslinjer, der betød at temperaturen i boligen højst måtte være 18 grader (det blev fra januar 1945) sænket til 16 grader. En varmedunk kunne holde en lidt varm – eller et par forede underbukser. Og når underbukserne var udtjente, kunne de bruges til fx dukketøj som på billedet. Dukken er fremstillet af halm, og kjolen er syet af et par forede underbukser. Læg mærke til de nationale rød-hvide farver.

Kriser og opfindsomhed

Coronakrisen viser nogle af de træk, vi kender fra andre kriser som den tyske besættelse. Midt i bekymringerne og udfordringerne ser vi, at der vokser en stor opfindsomhed frem, hvor vi prøver at finde løsninger til den nye situation.

Nogle virksomheder har hurtigt fået omstillet den normale produktion til at lave værnemidler eller håndsprit og opfindsomme borgere i hele landet kommer op med nye løsninger til, hvordan vi kan indrette os under de nuværende foranstaltninger. Med retningslinjer og påbud om at mødes mindre og holde afstand til hinanden betyder coronakrisen en række sociale afsavn.

Hvor opfindsomheden under besættelsestiden primært var rettet mod udviklingen af erstatningsprodukter til brug i perioden, er den aktuelle opfindsomhed for at håndtere den nuværende sundhedskrise især møntet på at fastholde fællesskabet på andre måder. Vi samles om fællessang hver for sig, vi spiser middag med vennerne via skype, foretager indkøb for hinanden og holder afstand. Vi ofrer måden at være sammen på for at sikre vores medborgeres ve og vel.  En måde at vise samfundsfølelse på, der i høj grad kan sætte sine spor langt ind i fremtiden.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden.

I udstillingen indgår et omfattende dokumentarisk materiale med en film, kort, gamle og nye fotos, steder, personer og genstande, avisudklip, breve og håndskrevne notater, interviews og en række malerier.

– I vores livestream kan man komme med bag om udstillingsarbejdet og høre, hvordan Anna fik indsamlet fotos, beretninger og kort, og om hendes møde med den sidste overlevende fra Ostedgruppen, fortæller museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen.

Anna Kristensens personlige og kunstneriske fortælling er suppleret med genstande fra museets samling og fortællinger om de lokale våbennedkastninger omkring Roskilde.

– Vi udstiller for eksempel en stor våbencontainer, som blev kastet ned over området, og tøj syet af materiale fra de allieredes faldskærme, fortæller Dorthe Godsk Larsen.
Udstillingen, der skulle have været åbnet i foråret, er en del af museets markering af 75-året for Danmarks Befrielse i 1945. I løbet af efteråret arrangeres familieaktiviteter, byvandringer og foredrag om tiden under og efter besættelsen.

Frihedens sol over Roskilde     

Af museumsinspektør Dorthe Godsk Larsen

Ligtog i Roskilde

Det er bemærkelsesværdigt, at et af befrielsesdagenes mest frastødende scenerier – nemlig klippeaktioner, hvor afklædte tyskerpiger fik håret klippet af foran hujende og spottende opløb – ikke er at finde i det materiale, der er bevaret. Der eksisterer filmoptagelser af klippeaktioner, men ikke blandt optagelserne fra de største filmproduktioner. En anden af selvjustitsens mørke sider, stikkerlikvideringerne, findes der heller ikke optagelser af.

Selv om de scener heller ikke optræder i Frihedens sol over Roskilde, fremstår den i modsætning til andre af besættelsestidens film som Danmark i Lænker (1945) og Det gælder din Frihed (1946) som en mere nøgtern registrering af det kaos, der udspillede sig i dagene omkring befrielsen.

Eksempelvis vises ligtoget med transporten af fire kister på lastvogne, der d. 6. maj passerer Stændertorvet på vej mod Algade. De fire modstandsmænd var blevet ofre for en tragisk fejltagelse, da de blev beskudt af deres egne, der troede, de var HIPO- eller Schalburgfolk forklædt som modstandsfolk. Gennem alle årene har sagen været debatteret, da enkelte mente, at det var et planlagt baghold, fordi de tre fra Roskilde var tilknyttet en kommunistisk orienteret gruppe. Politiet foretog mange afhøringer af modstandsfolk, militærfolk m.v. i Sorø, Ringsted og Roskilde. Alt tyder på, at en forkert gengivelse af en telefonbesked var årsag til tragedien på en dag, der var en glædens dag de fleste andre steder i landet.

Tilvalg og fravalg

Enhver historiefortæller former sin udlægning af historien med sit fokus, sine fra- og tilvalg og med sine ord og billedvalg. Det gør sig gældende for den, der skriver disse linjer, og for Knud Henker, der i disse dage for 75 år siden gik rundt med sit kamera i Roskilde og gav eftertiden billeder til erindringen af de historiske dage i Danmark.

Befrielsen var en lykkelig tid – men også en kaotisk periode i danmarkshistorien, som stadig rummer gemte fortællinger, der skal fortælles, så vi fortsat bliver udfordret på det vi ved om og udvider vores forståelse af perioden. Det gør museer landet over med udstillinger, der indtil videre er bag lukkede døre. Også på Roskilde Museum, der senere på året åbner særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse, hvori også filmen Frihedens sol over Roskilde kan ses.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden.

Tid til at mindes og hylde friheden

Af museumsinspektør Louise Dahl Christensen og Dorthe Godsk Larsen
04.05.2020

Flertallet af de mindesten, der blev opført i 10 året efter Besættelsen er store marksten, som landsbyens beboere fysisk selv har flyttet og placeret på et centralt sted ved kirken, forsamlingshuset eller i et vejkryds. Dermed bliver denne fysiske kraftanstrengelse en del af erindringen. Næsten alle mindesten er rejst på højkant, fordi en oprejst, fast forankret sten udtrykker noget fast og viljestærkt, og mange af dem er stadig samlingssted for mindehøjtideligheder, hvor fællessang tages i brug for at hylde og mindes.

Stemmer skaber levende minder

Mindehøjtideligheden i aften henviser under navnet Alsang, til den fællessang, der foregik under besættelsen, hvor befolkningen på tværs af samfundslag og interesser samledes til sangaftner.

Sangaftnerne var præget både af højtidelig alvor og mere underholdende indslag – f.eks. blev Mester Jacob sunget i kanon som et spontant indslag til det første arrangement i 1940. Men samtidig opfattede de hundredtusindvis af almindelige danskere, der deltog i alsangsarrangementer under besættelsen, også sangaftnerne som en hyldest til frihed. For i bund og grund håbede både befolkning, politikere og modstandsbevægelse under besættelsen, at tyskerne tabte, at de allierede vandt, og at Danmark atter blev frit og demokratisk.

Når sangen Man binder os på mund og hånd fra 1940 synges i dag, opleves den af de fleste som en sang med et budskab om frihed eller en sang om kampen mod undertrykkelse. Hvilket især kommer til udtryk i de sidste linjer af Poul Henningens tekst:

Når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel’
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi

Men sangen minder os samtidig om besættelsestiden, da den lige fra første færd fik en enestående historisk betydning som et nationalt samlingssymbol i besættelsestiden, idet den præsenterer sig som en sang til den frie kærlighed –  men indeholder en hyldest til frihed og modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Sådan kan du selv mindes

Det er i dag en historisk dag med 75-året for Danmarks Befrielse, hvor det er tid til at mindes og hylde friheden, hvilket vi både kan gøre ved at opsøge mindestenene i byens rum og sammen synge såvel gamle som nye sange om frihed.

Tag på mindetur i Roskilde, skriv din egen sang om frihed og syng med i aften kl. 19 – 20 her: https://www.facebook.com/alsang4000/live/

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Kommentar: Kulturarv genopfinder sig selv på 4. maj i en krisetid

Længslen efter at vende tilbage

I 1945 kom meddelelsen om aftenen den 4. maj via radio om, at “Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig” vitterlig som en sand befrielse. Folk strømmede ud i gaderne. Mørklægningsgardiner blev revet ned. Lys blev symbolsk tændt i stedet i vinduerne. Længslen efter det vante og normale liv fra før krigen kunne begynde at indfries, “så landet fyldtes af klokkers klang, og byer blomstred i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit”, som Mads Nielsen beskrev det til lejligheden i sin berømte sang.

Den verdensomspændende krise med COVID-19 er af mange blevet sammenlignet med 2. verdenskrig. Fordi den forandrer så meget. Fordi den lukker samfund ned. Fordi den også dræber mange uskyldige, om end på en helt anden måde end i krigens dage.

Længslen efter, at krisen og kampen mod den synlige eller usynlige fjende skal være overstået, kan også sammenlignes. Og derfor er der også god timing i, at de næste skridt i planerne om gradvis genåbning af Danmark kommer til at udfolde sig sideløbende med fejringen af befrielsen og 4. maj.

“Man binder os på mund og hånd”, lød det Poul Henningsens slående revyvise fra besættelsesåret 1940. Men visen pegede også frem mod befrielsen, for “ingen er fangne, når tanken er fri”, og når vi blot kæmper “for det vi kan li'”.

Når vi synger sammen

Tyskernes mødeforbud slukkede alsangen i 1943 – og den blev først vakt til live ved befrielsen. COVID-19 har medført forbud mod at mødes, men takket være ny teknologi skal der ikke gå flere år, før vi alligevel kan finde sammen om traditionerne.

Når borgerne tænder lys og sætter dem i vinduerne og bryder ud i virtuel alsang mandag aften den 4. maj 2020, så vil det ikke bare være til minde om befrielsen fra den synlige fjende dengang. Det vil også være et signal om, at kulturen og håbet og sammenholdet er lyslevende den dag i dag. Stillet over for en ny usynlig fjende bliver det så tydeligt, hvad det er, vi holder af og så gerne vil holde fast i og sættes fri til.

“Når vi synger sammen – hører vi sammen”, som det lyder i mottoet for sangkraftcenteret Roskilde Synger, som er initiativtager til arrangementet. På lokalt plan er det et eksempel på, hvad DR og Philip Faber er lykkedes med i national skala, nemlig at gribe fat i sangtraditionen og forny den, så den stadig kan udtrykke sammenholdet.

På den 4. maj ser vi således ikke kun tilbage, vi ser også frem, og vi ser os selv som en del af en større historie her og nu. Og mon ikke, at der i virkeligheden vil være langt, langt flere end 700.000, som tager del netop i år i alle de nye typer af fællessang – hver for sig.

Og skulle det ske, så har historien endnu engang vist, at kriser kan gøre os stærkere, når bare vi har noget, vi kan li’ at holde sammen om.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden. Selve Befrielsen markerer vi den 4. maj om aftenen med et alsangsarrangement, hvor vi sammen med alle, der har lyst, både vil mindes og fejre friheden.

Læs mere om og syng med til Alsang i Roskilde Livestream hér

Kriser kalder på samfundssind og opfindsomhed

Af museumsinspektør Louise Dahl Christensen 
30.04.2020

Husmoderforeningerne opfordrede til kødløse dage med opskrifter på kartoffelfrikadeller eller selleribøffer. Man fandt ud af at lave ”marcipan” af kartofler, flormelis og mandelessens. Med rationering på brændsel og gas måtte husmoderen tænke kreativt og servere retter, som kunne tilberedes på et enkelt blus. For at spare på gassen kunne aftensmaden sættes over og varmes op, hvorefter den kunne simre færdigt og holdes varm i høkassen. Alle kneb blev taget i brug for at få resurserne til at strække så langt som muligt.

En dukke af lodne underbukser

Vintrene var lange og kolde i 1940’erne og rationering på brændsel og gas gjorde ikke sagen bedre. Der blev indført retningslinjer, der betød at temperaturen i boligen højst måtte være 18 grader (det blev fra januar 1945) sænket til 16 grader. En varmedunk kunne holde en lidt varm – eller et par forede underbukser. Og når underbukserne var udtjente, kunne de bruges til fx dukketøj som på billedet. Dukken er fremstillet af halm, og kjolen er syet af et par forede underbukser. Læg mærke til de nationale rød-hvide farver.

Kriser og opfindsomhed

Coronakrisen viser nogle af de træk, vi kender fra andre kriser som den tyske besættelse. Midt i bekymringerne og udfordringerne ser vi, at der vokser en stor opfindsomhed frem, hvor vi prøver at finde løsninger til den nye situation.

Nogle virksomheder har hurtigt fået omstillet den normale produktion til at lave værnemidler eller håndsprit og opfindsomme borgere i hele landet kommer op med nye løsninger til, hvordan vi kan indrette os under de nuværende foranstaltninger. Med retningslinjer og påbud om at mødes mindre og holde afstand til hinanden betyder coronakrisen en række sociale afsavn.

Hvor opfindsomheden under besættelsestiden primært var rettet mod udviklingen af erstatningsprodukter til brug i perioden, er den aktuelle opfindsomhed for at håndtere den nuværende sundhedskrise især møntet på at fastholde fællesskabet på andre måder. Vi samles om fællessang hver for sig, vi spiser middag med vennerne via skype, foretager indkøb for hinanden og holder afstand. Vi ofrer måden at være sammen på for at sikre vores medborgeres ve og vel.  En måde at vise samfundsfølelse på, der i høj grad kan sætte sine spor langt ind i fremtiden.

Mens vi venter på, at vi kan åbne særudstillingen Grethe – en våbenmodtagelse på Roskilde Museum for at markere 75-året for befrielsen, dykker vi i en række artikler ned i fortællinger fra besættelsestiden.