Hvordan kan man vide, at et menneske fra bondestenalderen er blevet ofret? Og hvad er det vildeste fund, en arkæolog kan gøre? På en flad, mudret mark i Egedal fik en 6. klasse et godt indblik i arbejdet som arkæolog, og de blev klogere på, hvad man ved at grave i jorden kan finde ud af om deres forfædre, som boede lige her.
På en mudret mark nord for Egedal Rådhus venter arkæolog Emil Winther Struve på en 6. klasse fra Slagslunde. Eleverne skal sammen med deres lærere på en lille guidet rundvisning blandt huller og jordbunker. Det er ikke en hvilken som helst mark. Her skal efter planen opføres en ny bydel.
Men inden der kan bygges nye boliger, skal Emil Winther Struve og hans kollegaer fra museumsorganisationen ROMU grave i fortiden for at finde ud af så meget som muligt om stedets tidligere beboere: Oldtidens egedalborgere, som slog sig ned lige her for et par tusinde år siden. Derfor er marken for tiden omdannet til arkæologisk ”værksted”. I dag altså med selskab af en klasse, der er kommet for at bliver klogere på både arkæologernes arbejde og deres egne forfædre her i Egedal. Det hed det naturligvis ikke i oldtiden.
Da eleverne dukker op, lægger Emil Winther Struve ud med at spørge, om de ved, hvad hans arbejde går ud på. Det ved de godt: Arkæologer finder gamle ting. Arkæologen bekræfter.
”Det er rigtigt. Man kan også sige, at vi skal finde ud af noget om mennesker, som levede for lang tid siden. Hvis I gerne vil vide noget om et andet menneske, så spørger I dem. Det kan også være, at I går på nettet eller læser i en bog. Men hvis man ikke kan det, fordi de for eksempel har levet for meget længe siden, så må vi grave deres liv frem,” fortæller Emil Winther Struve.
En skov af røde pinde
Emil Winther Struve har det arkæologiske ansvar for Egedal Kommune, og han var med, da ROMU’s arkæologer sidste år lavede en forundersøgelse på stedet. Det viste sig, at vigtige fortidsminder potentielt ville lide skade og gå tabt, hvis man uden videre byggede på grunden. Derfor er arkæologerne nu i gang med en udgravning for at samle al den information, der kan aflæses i jordlagene fra oldtiden.
”Men har I så fundet noget,” lyder det utålmodigt fra elevgruppen.
”Ja! Ellers ville vi slet ikke være her i dag. Så ville jeg nok sidde med en varm kop kaffe foran computeren,” fortæller Emil Winther Struve og peger mod en mindre skov af røde pinde, der stikker op af markens søle. De markerer, hvor der engang for mange år siden – sandsynligvis i jernalderen – stod to huse.
”Det er faktisk ikke husene, vi finder, men spor efter dem,” forklarer Emil Winther Struve.
”Vi finder de huller, som man har gravet til stolperne, der er brugt til at bygge husene. Vi kan hente en del informationer i de stolpehuller. Især hvis vi er så heldige, at der er faldet nogle ting derned, som vi så kan udgrave i dag.”