For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.

Det er ikke nogen ny opfindelse at slå sig ned i Egedal for at skabe sig et godt liv. Siden oldtiden har området omkring Værebro Ådal været et attraktivt sted at bo.

”Som ejendomsmægleren ville sige: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,” lyder det fra arkæolog Emil Winther Struve, der er museumsinspektør ved ROMU med ansvar for de arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune

”Det var et rigt område, fordi det naturligt havde gode betingelser for bosættelse. Det handler om placeringen ved Værebro Ådal, der fungerede som oldtidens motorvej, men også om det omkringliggende land. Det var perfekt landbrugsjord, noget af det bedste i Danmark. De to ting kombineret gjorde, at området var attraktivt,” fortæller han.

Levede som fyrster og prinser

Arkæologerne har tidligere fundet tegn på, at området var beboet i oldtiden. Udgravninger ved Toftegård Nord og det store offerfund, Egedal-fundet, der begge kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, tegner et billede af en bronzealderbefolkning, som ellers har været lidt underbelyst, fortæller Emil Winther Struve. Det er der ellers ingen grund til. De gik nemlig heller ikke selv og puttede sig.

”Her har levet en meget rig befolkning, som selv har kontrolleret områder med god landbrugsjord, og som har indgået i handler og netværk langt nede i Europa. Var vi længere sydpå, ville vi tale om dem som fyrster og prinser. Det brugte vi ikke i Danmark på det tidspunkt, men det har været rige og magtfulde slægter,” fortæller Emil Winther Struve.

Bronzealderen var netop kendetegnet ved stor fremgang og velstand. En effektivisering af landbruget gjorde det muligt at få flere ressourcer, og det skabte et overskud til at fokusere på andet end ren og skær overlevelse. Det betød blandt andet, at man også orienterede sig ud i verden for at få nye ideer. Via ådalens vidtforgrenede vandveje og den store velstand var områdets elite i stand til at indgå i høvdinge- og fyrstenetværk på et større europæisk plan.

”I de netværk udveksler man pragtgenstande, man bliver en del af en verden af symboler og prestige, man køber ind på den pakke, der hedder: Sådan opfører vi os, når vi er rige og høvdinger. Vi er også en del af det, de andre i Europa gør, vi adopterer deres fortællinger og ritualer. Vi er også europæiske aristokrater,” fortæller Emil Winter Struve.

Kostbare bronzealderfund

Blandt de mere udtryksfulde ritualer var de imponerende gravhøje, der var som skabt til at signalere magt og rigdom i bakkerne omkring Værebro Ådal. Men også ofringer var en vigtig del af bronzealderens forestillingsverden. De var ikke som gravhøjene et visuelt orienteret symbol, men når offerfundene i dag dukker frem af jorden og ser dagens lys efter 3000 år, kan arkæologerne ved selvsyn konstatere de tydelige tegn på velstand og overskud i området.

Det gælder et stort bronzealderfund med 163 genstande fra Smørumovre, det gælder Veksøhjelmene, og så gælder det det nyere fund af pragtsværd og smykker, gjort i foråret 2024 ved Veksø – også kaldet Egedalfundet. Tilsammen afdækker fundene hele bronzealderen, der strakte sig fra ca. 1700-500 f.Kr. Over en periode på godt 1200 år var de rige slægter tydeligt til stedet omkring Ådalen.

Et samfund med hierarki

Gravhøjene og de kostbare offerfund fortæller en historie om tilstedeværelsen af rigdom og velstand omkring ådalen. Men med de seneste udgravninger af områdets bopladser begynder arkæologerne at få et nuanceret billede af bronzealderens Egedal-borgere. For der skal andre end en elite til at opretholde velstand, og på bakkerne omkring ådalen har der sandsynligvis været bopladser, hvor de knap så velstående beboere har holdt til.

”Generelt set må vi sige, at der har været en form for samfund med øverste magthavere og så nogle mere almindelige bønder. Da kan man for eksempel pege på udgravningen ved Gammel Toftegård Nord, som er en boplads af vis betydning, hvor der er arbejdet med metal. Pladsen udstråler med sin størrelse en vis status, men svømmer ikke over i statusgenstande og rigdom,” fortæller Emil Winther Struve.

Gammel Toftegård Nord blev udgravet i foråret 2024 i området nord for Egedal Rådhus, og hvor offerfund og gravhøje er elitens tydelige stemme, var her spor efter dem, som var lidt længere nede i hierarkiet.

”Vi udgravede et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Vi ved altså, at der er blevet ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her,” fortæller Emil Winther Struve.

En velpolstret elite

Hen mod slutningen af bronzealderen var de gyldne tider ved at være forbi, og der blæste nye vinde. Arkæologisk kommer forandringerne omkring år 500 f.Kr. til udtryk i markant mindre huse, mere spredt bosætning og et tydeligt fald i mængden af rige metalfund. Bronzealderen var slut og den før-romerske jernalder fulgte.

Men selv om nedgangstiderne stod for døren, havde man fortsat et vist overskud i Værebro Ådal. Det viser det nyeste store offerfund, der stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Egedal-fundet, der dukkede op nær Veksø i foråret 2024, var et depotfund med bandt andet et kostbart bronzesværd, små bronzeøkser og store pragtsmykker.

”Vi vidste allerede på forhånd, at her har boet en meget velstående befolkning gennem hele bronzealderen. Det kommer også til udtryk i det her nye fund: Selv i den sidste periode, hvor det gik ned ad bakke, var man stadig i stand til at gøre et kostbart offer. Det er nok en udløber af, hvor imponerende godt, det har været tidligere i bronzealderen,” siger Emil Winther Struve.

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

På en netop offentliggjort liste med de ti bedste arkæologiske fund fra 2024 finder man et usædvanligt depotfund fra Egedal. En samling ofrede pragtgenstande, som har ligget i jorden i 2500 år, kan være med til at gøre os klogere på overgangen fra bronzealder til jernalder.

En forårsdag i 2024 modtog arkæolog Emil Winther Struve et billede. Det var fra en detektorfører, der mente, at han måske var stødt på noget interessant. Han havde brugt weekenden med sin metaldetektor i et område nær en mose ved Veksø. Og det havde altså givet pote. I hvor høj grad vidste han ikke endnu. Men da Emil Winther Struve så billedet, var han ikke i tvivl: Detektorføreren havde fundet noget helt ud over det sædvanlige.

”Det var helt klart sværdet, der tiltrak sig mest opmærksomhed til at begynde med. Som fagperson ser man med det samme, at det er noget særligt. Det er formgivet meget anderledes, end hvad vi ofte ser. Og det var så velbevaret, at det nærmest så ud som om, det var lagt i jorden i går. Det er virkelig fantastisk flot,” siger Emil Winther Struve, arkæolog hos ROMU med det arkæologiske ansvar for Egedal Kommune, hvor fundet blev gjort.

Sjældent offerfund

Emil Winther Struve er ikke alene om at mene, at fundet var noget helt særligt. Slots- og Kulturstyrelsen har netop offentliggjort listen over de ti bedste fund fra 2024, og her optræder sværdet som en del af det depotfund, der er blevet døbt Egedal-fundet.

Depotfundet, der består af i alt 8-9 pragtgenstande i primært bronze, er antageligt lagt ned som et offer i Værebro Ådal, hvor en rig elite holdt til gennem store dele af bronzealderen. På det tidspunkt, da offeret blev nedlagt – omkring år 500 f.Kr. – var Danmark på vej ud af bronzealderen og ind i jernalderen. Dateringer af fundet bliver understøttet af sværdet, der er af bronze, men har nitter af jern på håndtaget. Det er med andre ord en fysisk manifestation af brydningstiden mellem de to perioder.

Jernalder bød på store, samfundsmæssige omvæltninger. En lang periode med overskud blev afløst af nedgangstider, og de offertraditioner, der var dominerende gennem bronzealderen, var på voldsom retræte i slutningen af perioden.

”Det her fund er sjældent, fordi det er et af de få eksempler på, at man har holdt fast i ritualerne omkring ofringer helt indtil begyndelsen af jernalderen,” fortæller Emil Winther Struve.

Det var ikke kun en brydningstid på de nordlige breddegrader. Længere nede i Europa voksede nye, magtfulde netværk frem. Blandt andet Hallstatt-kulturen, der blev dominerende i området nord for alperne. Og så er vi tilbage ved sværdet. Det stammer ifølge Emil Winther Struve netop fra Hallstatt-kulturen, hvis påvirkninger rakte hele vejen til Danmark.

Fortællinger om magt og rigdom

Det kostbare offer, som nu er kendt som Egedal-fundet, er i sig selv som fysisk genstandsmateriale interessant, fordi blandt andet sværdet er så velbevaret. Men mindst lige så spændende er selvfølgelig, hvad de kan fortælle os om samfundet for 2500 år siden.

”Når vi så gør sådan et fund, er én tolkning, at man i længere tid har kunnet fastholde gamle strukturer og systemer. En anden tolkning er – netop på grund af sværdet, som er udtryk for nye tendenser – at man har at gøre med en ny spiller på banen, som kommer og markerer sin status med et offer. Det kan vi ikke sige noget om. Men vi kan sige, at der på det her sted på det tidspunkt, modsat andre steder, er kapacitet til at lave den slags ofringer.”

Han glæder sig over den faglige anerkendelse, der ligger i, at fundet er kommet på listen – og at det bakker ham op i det grundlæggende instinkt, at fundet var noget særligt. Samtidig er pladsen på listen et vindue for interesse, og han håber, at det kan være løftestang for yderligere forskning i Egedal-fundet.

”Det kunne for eksempel være at undersøge metallet. Sværdet er produceret indenfor Hallstedt-kulturen, men med analyser kan man måske komme endnu nærmere, hvor det præcist er importeret fra. Der vil også være forskellige naturvidenskabelige analyser, man kan lave på det materiale, der har siddet i hulrummene omkring genstandene, og som vi må regne med har samlet sig, da genstandene blev lagt ned. Det kan måske give en mere præcis datering for offerets udførelse.”

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024: Top 10 – Årets fund 2024

Læs mere om det andet fund fra Top 10, der også ligger inden for ROMUs område i Egedal: Fund, der underbygger stort skift i forhistorien, er blandt de ti bedste i 2024

En gravhøj, der bebudede nye gravskikke, et hus med en usædvanlig detalje og et historisk stort kornfund. Allerede, da fundet dukkede op nær Ølstykke sidste vinter, vidste arkæolog Jens Winther Johannsen, at det var noget ganske særligt. Og Slots- og Kulturstyrelsen er enig: Fundet er blandt de ti bedste i 2024.

Egentlig kunne det ikke passe meget bedre. Arkæolog Jens Winther Johannsen var i slutspurten af sin ph.d., der handlede om omfattende ændringer i bondestenalderen, da han skulle på udgravning. En bygherrefinansieret sag nær Ølstykke i Egedal Kommune krævede en systematisk forundersøgelse af jorden. Snart dukkede resterne af en gravhøj op. En ganske særlig gravhøj. Og ikke langt derfra lå et hus. Lige som gravhøjen viste det sig, at huset var med til at pege på nogle af de forandringer, som Jens Winther Johannsen netop havde beskrevet i sin afhandling.

”Det er altid spændende, for man ved ikke, hvad man finder på udgravning. Men nu dukkede det her op – noget, som jeg har arbejdet med og interesserer mig rigtig meget for. Så det var ekstra motiverende for mig at udgrave området lige efter, at jeg havde siddet med min ph.d.,” fortæller Jens Winther Johannsen, arkæolog ved ROMU.

Det er ikke bare Jens Winther Johannsen, der fandt fundet fascinerende. Da Slots- og Kulturstyrelsen for nyligt udpegede de ti bedste fund i 2024, var gravhøjen, huset og kornfundet på listen.

Nye vinde

I sig selv er det ikke usædvanligt at finde gravhøje, huse og organisk materiale fra oldtiden. Men hver især har de tre fund nogle karakteristika, der åbner for nye perspektiver. Kornfundet, fordi det er historisk stort. Prøverne, som arkæologerne fra ROMU har afleveret hos Nationalmuseet, indeholder 17.000 brændte korn og er dermed det største sjællandske kornfund fra perioden. Kornene lå inde i huset, nærmere bestemt i en lille forsænkning i husets østlige ende. Og netop den detalje fik Jens Winther Johannsen til at studse.

”Det er et udpræget jysk fænomen. Vi kender kun omkring en håndfuld huse på Sjælland, hvor man har sådan en svag fordybning i den ene ende af huset. Forsænkningen er ikke mere end 10-20 cm, så der er ikke tale om en kælder. Vi ved ikke helt, hvad det er et udtryk for, men min umiddelbare tolkning har været, at man har gravet lidt ned for at skabe noget loftshøjde.

Huset er ikke c14-dateret, men Jens Winther Johannsen og hans kollegaer mener, at det er fra slutningen af bondestenalderen, altså omkring 2350 f.Kr. En periode, som var præget af nogle kulturelle og genetiske skift. Det kan være forklaringen på, at skikke, som stort set kun findes i Jylland, pludselig dukker op på Sjælland. Det gør sig også gældende i forbindelse med gravhøjen, som ligger omkring 100 meter fra huset.

”Da vi tog hul på at udgrave gravhøjen, tænkte vi slet ikke på, at det kunne være en gravhøj fra enkeltgravskulturen, vi var ved at udgrave. Vi var vant til, at den kultur stort set ikke findes på Sjælland. Men så fandt vi nogle genstande, som er meget karakteristiske for enkeltgravskulturen – som fx pilespidser og en smule keramik, som også er ret karakteristisk. Da vi begyndte at få de fund, begyndte vi at lægge tolkningen om.”

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024.

Læs mere om det andet fund på listen, som også ligger i ROMUs område i Egedal: et offerfund med et yderst velbevaret sværd.

Jysk fremstød

På trods af, at graven på et tidspunkt er blevet plyndret, var der materiale til at datere den – og dateringen passer med enkeltgravskulturen.

Hvor man på Sjælland fortsatte med at gravlægge sine døde i de gamle dysser og jættestuer, var man altså i Jylland gået over til enkeltbegravelse, i små, lave gravhøje. Det var en indikation på, at man i højere grad orienterede sig mod individet i stedet for fællesskabet. Det er derfor en helt anden social kultur og et clash mellem to verdener, når man finder eksempler på enkeltgravskultur på Sjælland.

”Den måde, man gravlægger folk på, er et stærkt udtryk for kulturelle tilhørsforhold, så det er virkelig et skift. Vi har det, man kunne kalde en enkeltgravshøj og et hus med typiske jyske træk, så man kunne tale om et jysk fremstød med jyske indvandrere, der er kommet med ny materiel kultur, gravskikke og byggestil og har slået sig ned,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Dna-studier underbygger, at der finder folkevandringer sted på det her tidspunkt i forhistorien. Der sker et genetisk skift i befolkningen, og de udpræget jyske skikke er de fysiske manifestationer af, at der er nye boller på suppen. Men det er ikke sådan at pille ved traditionerne.

”Kulturen ændrer sig så faktisk heller ikke over en bred kam på Sjælland, for der findes kun den ene håndfuld enkeltgravhøje på Sjælland. Den gravhøj, vi har udgravet heroppe, er nok et udtryk for en jysk påvirkning, men som aldrig rigtig får fodfæste på Sjælland. Man fortsætter med de gamle traditioner, så det er nok snarere omvendt – at det er de jyske tilflyttere, der tilpasser sig.”

Det kan man se i de traditionelle jættestuer, som også efter det jyske fremstød er den primære måde at begrave på. Nu kan man bare se skeletfund med den nye genetik.

”Det kan godt være, at der kommer jyder og tager ny genetik med sig, men de indgår i den lokale kultur og bliver begravet på sammen vis, som man har gjort i 1000 år,” siger Jens Winther Johannsen.

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024: Top 10 – Årets fund 2024

Læs mere om det andet fund fra Top 10, der også ligger inden for ROMUs område i Egedal: Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste

For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.

Det er ikke nogen ny opfindelse at slå sig ned i Egedal for at skabe sig et godt liv. Siden oldtiden har området omkring Værebro Ådal været et attraktivt sted at bo.

”Som ejendomsmægleren ville sige: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,” lyder det fra arkæolog Emil Winther Struve, der er museumsinspektør ved ROMU med ansvar for de arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune

”Det var et rigt område, fordi det naturligt havde gode betingelser for bosættelse. Det handler om placeringen ved Værebro Ådal, der fungerede som oldtidens motorvej, men også om det omkringliggende land. Det var perfekt landbrugsjord, noget af det bedste i Danmark. De to ting kombineret gjorde, at området var attraktivt,” fortæller han.

Levede som fyrster og prinser

Arkæologerne har tidligere fundet tegn på, at området var beboet i oldtiden. Udgravninger ved Toftegård Nord og det store offerfund, Egedal-fundet, der begge kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, tegner et billede af en bronzealderbefolkning, som ellers har været lidt underbelyst, fortæller Emil Winther Struve. Det er der ellers ingen grund til. De gik nemlig heller ikke selv og puttede sig.

”Her har levet en meget rig befolkning, som selv har kontrolleret områder med god landbrugsjord, og som har indgået i handler og netværk langt nede i Europa. Var vi længere sydpå, ville vi tale om dem som fyrster og prinser. Det brugte vi ikke i Danmark på det tidspunkt, men det har været rige og magtfulde slægter,” fortæller Emil Winther Struve.

Bronzealderen var netop kendetegnet ved stor fremgang og velstand. En effektivisering af landbruget gjorde det muligt at få flere ressourcer, og det skabte et overskud til at fokusere på andet end ren og skær overlevelse. Det betød blandt andet, at man også orienterede sig ud i verden for at få nye ideer. Via ådalens vidtforgrenede vandveje og den store velstand var områdets elite i stand til at indgå i høvdinge- og fyrstenetværk på et større europæisk plan.

”I de netværk udveksler man pragtgenstande, man bliver en del af en verden af symboler og prestige, man køber ind på den pakke, der hedder: Sådan opfører vi os, når vi er rige og høvdinger. Vi er også en del af det, de andre i Europa gør, vi adopterer deres fortællinger og ritualer. Vi er også europæiske aristokrater,” fortæller Emil Winter Struve.

Kostbare bronzealderfund

Blandt de mere udtryksfulde ritualer var de imponerende gravhøje, der var som skabt til at signalere magt og rigdom i bakkerne omkring Værebro Ådal. Men også ofringer var en vigtig del af bronzealderens forestillingsverden. De var ikke som gravhøjene et visuelt orienteret symbol, men når offerfundene i dag dukker frem af jorden og ser dagens lys efter 3000 år, kan arkæologerne ved selvsyn konstatere de tydelige tegn på velstand og overskud i området.

Det gælder et stort bronzealderfund med 163 genstande fra Smørumovre, det gælder Veksøhjelmene, og så gælder det det nyere fund af pragtsværd og smykker, gjort i foråret 2024 ved Veksø – også kaldet Egedalfundet. Tilsammen afdækker fundene hele bronzealderen, der strakte sig fra ca. 1700-500 f.Kr. Over en periode på godt 1200 år var de rige slægter tydeligt til stedet omkring Ådalen.

Et samfund med hierarki

Gravhøjene og de kostbare offerfund fortæller en historie om tilstedeværelsen af rigdom og velstand omkring ådalen. Men med de seneste udgravninger af områdets bopladser begynder arkæologerne at få et nuanceret billede af bronzealderens Egedal-borgere. For der skal andre end en elite til at opretholde velstand, og på bakkerne omkring ådalen har der sandsynligvis været bopladser, hvor de knap så velstående beboere har holdt til.

”Generelt set må vi sige, at der har været en form for samfund med øverste magthavere og så nogle mere almindelige bønder. Da kan man for eksempel pege på udgravningen ved Gammel Toftegård Nord, som er en boplads af vis betydning, hvor der er arbejdet med metal. Pladsen udstråler med sin størrelse en vis status, men svømmer ikke over i statusgenstande og rigdom,” fortæller Emil Winther Struve.

Gammel Toftegård Nord blev udgravet i foråret 2024 i området nord for Egedal Rådhus, og hvor offerfund og gravhøje er elitens tydelige stemme, var her spor efter dem, som var lidt længere nede i hierarkiet.

”Vi udgravede et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Vi ved altså, at der er blevet ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her,” fortæller Emil Winther Struve.

En velpolstret elite

Hen mod slutningen af bronzealderen var de gyldne tider ved at være forbi, og der blæste nye vinde. Arkæologisk kommer forandringerne omkring år 500 f.Kr. til udtryk i markant mindre huse, mere spredt bosætning og et tydeligt fald i mængden af rige metalfund. Bronzealderen var slut og den før-romerske jernalder fulgte.

Men selv om nedgangstiderne stod for døren, havde man fortsat et vist overskud i Værebro Ådal. Det viser det nyeste store offerfund, der stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Egedal-fundet, der dukkede op nær Veksø i foråret 2024, var et depotfund med bandt andet et kostbart bronzesværd, små bronzeøkser og store pragtsmykker.

”Vi vidste allerede på forhånd, at her har boet en meget velstående befolkning gennem hele bronzealderen. Det kommer også til udtryk i det her nye fund: Selv i den sidste periode, hvor det gik ned ad bakke, var man stadig i stand til at gøre et kostbart offer. Det er nok en udløber af, hvor imponerende godt, det har været tidligere i bronzealderen,” siger Emil Winther Struve.

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

På en netop offentliggjort liste med de ti bedste arkæologiske fund fra 2024 finder man et usædvanligt depotfund fra Egedal. En samling ofrede pragtgenstande, som har ligget i jorden i 2500 år, kan være med til at gøre os klogere på overgangen fra bronzealder til jernalder.

En forårsdag i 2024 modtog arkæolog Emil Winther Struve et billede. Det var fra en detektorfører, der mente, at han måske var stødt på noget interessant. Han havde brugt weekenden med sin metaldetektor i et område nær en mose ved Veksø. Og det havde altså givet pote. I hvor høj grad vidste han ikke endnu. Men da Emil Winther Struve så billedet, var han ikke i tvivl: Detektorføreren havde fundet noget helt ud over det sædvanlige.

”Det var helt klart sværdet, der tiltrak sig mest opmærksomhed til at begynde med. Som fagperson ser man med det samme, at det er noget særligt. Det er formgivet meget anderledes, end hvad vi ofte ser. Og det var så velbevaret, at det nærmest så ud som om, det var lagt i jorden i går. Det er virkelig fantastisk flot,” siger Emil Winther Struve, arkæolog hos ROMU med det arkæologiske ansvar for Egedal Kommune, hvor fundet blev gjort.

Sjældent offerfund

Emil Winther Struve er ikke alene om at mene, at fundet var noget helt særligt. Slots- og Kulturstyrelsen har netop offentliggjort listen over de ti bedste fund fra 2024, og her optræder sværdet som en del af det depotfund, der er blevet døbt Egedal-fundet.

Depotfundet, der består af i alt 8-9 pragtgenstande i primært bronze, er antageligt lagt ned som et offer i Værebro Ådal, hvor en rig elite holdt til gennem store dele af bronzealderen. På det tidspunkt, da offeret blev nedlagt – omkring år 500 f.Kr. – var Danmark på vej ud af bronzealderen og ind i jernalderen. Dateringer af fundet bliver understøttet af sværdet, der er af bronze, men har nitter af jern på håndtaget. Det er med andre ord en fysisk manifestation af brydningstiden mellem de to perioder.

Jernalder bød på store, samfundsmæssige omvæltninger. En lang periode med overskud blev afløst af nedgangstider, og de offertraditioner, der var dominerende gennem bronzealderen, var på voldsom retræte i slutningen af perioden.

”Det her fund er sjældent, fordi det er et af de få eksempler på, at man har holdt fast i ritualerne omkring ofringer helt indtil begyndelsen af jernalderen,” fortæller Emil Winther Struve.

Det var ikke kun en brydningstid på de nordlige breddegrader. Længere nede i Europa voksede nye, magtfulde netværk frem. Blandt andet Hallstatt-kulturen, der blev dominerende i området nord for alperne. Og så er vi tilbage ved sværdet. Det stammer ifølge Emil Winther Struve netop fra Hallstatt-kulturen, hvis påvirkninger rakte hele vejen til Danmark.

Fortællinger om magt og rigdom

Det kostbare offer, som nu er kendt som Egedal-fundet, er i sig selv som fysisk genstandsmateriale interessant, fordi blandt andet sværdet er så velbevaret. Men mindst lige så spændende er selvfølgelig, hvad de kan fortælle os om samfundet for 2500 år siden.

”Når vi så gør sådan et fund, er én tolkning, at man i længere tid har kunnet fastholde gamle strukturer og systemer. En anden tolkning er – netop på grund af sværdet, som er udtryk for nye tendenser – at man har at gøre med en ny spiller på banen, som kommer og markerer sin status med et offer. Det kan vi ikke sige noget om. Men vi kan sige, at der på det her sted på det tidspunkt, modsat andre steder, er kapacitet til at lave den slags ofringer.”

Han glæder sig over den faglige anerkendelse, der ligger i, at fundet er kommet på listen – og at det bakker ham op i det grundlæggende instinkt, at fundet var noget særligt. Samtidig er pladsen på listen et vindue for interesse, og han håber, at det kan være løftestang for yderligere forskning i Egedal-fundet.

”Det kunne for eksempel være at undersøge metallet. Sværdet er produceret indenfor Hallstedt-kulturen, men med analyser kan man måske komme endnu nærmere, hvor det præcist er importeret fra. Der vil også være forskellige naturvidenskabelige analyser, man kan lave på det materiale, der har siddet i hulrummene omkring genstandene, og som vi må regne med har samlet sig, da genstandene blev lagt ned. Det kan måske give en mere præcis datering for offerets udførelse.”

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024: Top 10 – Årets fund 2024

Læs mere om det andet fund fra Top 10, der også ligger inden for ROMUs område i Egedal: Fund, der underbygger stort skift i forhistorien, er blandt de ti bedste i 2024

En gravhøj, der bebudede nye gravskikke, et hus med en usædvanlig detalje og et historisk stort kornfund. Allerede, da fundet dukkede op nær Ølstykke sidste vinter, vidste arkæolog Jens Winther Johannsen, at det var noget ganske særligt. Og Slots- og Kulturstyrelsen er enig: Fundet er blandt de ti bedste i 2024.

Egentlig kunne det ikke passe meget bedre. Arkæolog Jens Winther Johannsen var i slutspurten af sin ph.d., der handlede om omfattende ændringer i bondestenalderen, da han skulle på udgravning. En bygherrefinansieret sag nær Ølstykke i Egedal Kommune krævede en systematisk forundersøgelse af jorden. Snart dukkede resterne af en gravhøj op. En ganske særlig gravhøj. Og ikke langt derfra lå et hus. Lige som gravhøjen viste det sig, at huset var med til at pege på nogle af de forandringer, som Jens Winther Johannsen netop havde beskrevet i sin afhandling.

”Det er altid spændende, for man ved ikke, hvad man finder på udgravning. Men nu dukkede det her op – noget, som jeg har arbejdet med og interesserer mig rigtig meget for. Så det var ekstra motiverende for mig at udgrave området lige efter, at jeg havde siddet med min ph.d.,” fortæller Jens Winther Johannsen, arkæolog ved ROMU.

Det er ikke bare Jens Winther Johannsen, der fandt fundet fascinerende. Da Slots- og Kulturstyrelsen for nyligt udpegede de ti bedste fund i 2024, var gravhøjen, huset og kornfundet på listen.

Nye vinde

I sig selv er det ikke usædvanligt at finde gravhøje, huse og organisk materiale fra oldtiden. Men hver især har de tre fund nogle karakteristika, der åbner for nye perspektiver. Kornfundet, fordi det er historisk stort. Prøverne, som arkæologerne fra ROMU har afleveret hos Nationalmuseet, indeholder 17.000 brændte korn og er dermed det største sjællandske kornfund fra perioden. Kornene lå inde i huset, nærmere bestemt i en lille forsænkning i husets østlige ende. Og netop den detalje fik Jens Winther Johannsen til at studse.

”Det er et udpræget jysk fænomen. Vi kender kun omkring en håndfuld huse på Sjælland, hvor man har sådan en svag fordybning i den ene ende af huset. Forsænkningen er ikke mere end 10-20 cm, så der er ikke tale om en kælder. Vi ved ikke helt, hvad det er et udtryk for, men min umiddelbare tolkning har været, at man har gravet lidt ned for at skabe noget loftshøjde.

Huset er ikke c14-dateret, men Jens Winther Johannsen og hans kollegaer mener, at det er fra slutningen af bondestenalderen, altså omkring 2350 f.Kr. En periode, som var præget af nogle kulturelle og genetiske skift. Det kan være forklaringen på, at skikke, som stort set kun findes i Jylland, pludselig dukker op på Sjælland. Det gør sig også gældende i forbindelse med gravhøjen, som ligger omkring 100 meter fra huset.

”Da vi tog hul på at udgrave gravhøjen, tænkte vi slet ikke på, at det kunne være en gravhøj fra enkeltgravskulturen, vi var ved at udgrave. Vi var vant til, at den kultur stort set ikke findes på Sjælland. Men så fandt vi nogle genstande, som er meget karakteristiske for enkeltgravskulturen – som fx pilespidser og en smule keramik, som også er ret karakteristisk. Da vi begyndte at få de fund, begyndte vi at lægge tolkningen om.”

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024.

Læs mere om det andet fund på listen, som også ligger i ROMUs område i Egedal: et offerfund med et yderst velbevaret sværd.

Jysk fremstød

På trods af, at graven på et tidspunkt er blevet plyndret, var der materiale til at datere den – og dateringen passer med enkeltgravskulturen.

Hvor man på Sjælland fortsatte med at gravlægge sine døde i de gamle dysser og jættestuer, var man altså i Jylland gået over til enkeltbegravelse, i små, lave gravhøje. Det var en indikation på, at man i højere grad orienterede sig mod individet i stedet for fællesskabet. Det er derfor en helt anden social kultur og et clash mellem to verdener, når man finder eksempler på enkeltgravskultur på Sjælland.

”Den måde, man gravlægger folk på, er et stærkt udtryk for kulturelle tilhørsforhold, så det er virkelig et skift. Vi har det, man kunne kalde en enkeltgravshøj og et hus med typiske jyske træk, så man kunne tale om et jysk fremstød med jyske indvandrere, der er kommet med ny materiel kultur, gravskikke og byggestil og har slået sig ned,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Dna-studier underbygger, at der finder folkevandringer sted på det her tidspunkt i forhistorien. Der sker et genetisk skift i befolkningen, og de udpræget jyske skikke er de fysiske manifestationer af, at der er nye boller på suppen. Men det er ikke sådan at pille ved traditionerne.

”Kulturen ændrer sig så faktisk heller ikke over en bred kam på Sjælland, for der findes kun den ene håndfuld enkeltgravhøje på Sjælland. Den gravhøj, vi har udgravet heroppe, er nok et udtryk for en jysk påvirkning, men som aldrig rigtig får fodfæste på Sjælland. Man fortsætter med de gamle traditioner, så det er nok snarere omvendt – at det er de jyske tilflyttere, der tilpasser sig.”

Det kan man se i de traditionelle jættestuer, som også efter det jyske fremstød er den primære måde at begrave på. Nu kan man bare se skeletfund med den nye genetik.

”Det kan godt være, at der kommer jyder og tager ny genetik med sig, men de indgår i den lokale kultur og bliver begravet på sammen vis, som man har gjort i 1000 år,” siger Jens Winther Johannsen.

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024: Top 10 – Årets fund 2024

Læs mere om det andet fund fra Top 10, der også ligger inden for ROMUs område i Egedal: Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste

For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.

Det er ikke nogen ny opfindelse at slå sig ned i Egedal for at skabe sig et godt liv. Siden oldtiden har området omkring Værebro Ådal været et attraktivt sted at bo.

”Som ejendomsmægleren ville sige: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,” lyder det fra arkæolog Emil Winther Struve, der er museumsinspektør ved ROMU med ansvar for de arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune

”Det var et rigt område, fordi det naturligt havde gode betingelser for bosættelse. Det handler om placeringen ved Værebro Ådal, der fungerede som oldtidens motorvej, men også om det omkringliggende land. Det var perfekt landbrugsjord, noget af det bedste i Danmark. De to ting kombineret gjorde, at området var attraktivt,” fortæller han.

Levede som fyrster og prinser

Arkæologerne har tidligere fundet tegn på, at området var beboet i oldtiden. Udgravninger ved Toftegård Nord og det store offerfund, Egedal-fundet, der begge kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, tegner et billede af en bronzealderbefolkning, som ellers har været lidt underbelyst, fortæller Emil Winther Struve. Det er der ellers ingen grund til. De gik nemlig heller ikke selv og puttede sig.

”Her har levet en meget rig befolkning, som selv har kontrolleret områder med god landbrugsjord, og som har indgået i handler og netværk langt nede i Europa. Var vi længere sydpå, ville vi tale om dem som fyrster og prinser. Det brugte vi ikke i Danmark på det tidspunkt, men det har været rige og magtfulde slægter,” fortæller Emil Winther Struve.

Bronzealderen var netop kendetegnet ved stor fremgang og velstand. En effektivisering af landbruget gjorde det muligt at få flere ressourcer, og det skabte et overskud til at fokusere på andet end ren og skær overlevelse. Det betød blandt andet, at man også orienterede sig ud i verden for at få nye ideer. Via ådalens vidtforgrenede vandveje og den store velstand var områdets elite i stand til at indgå i høvdinge- og fyrstenetværk på et større europæisk plan.

”I de netværk udveksler man pragtgenstande, man bliver en del af en verden af symboler og prestige, man køber ind på den pakke, der hedder: Sådan opfører vi os, når vi er rige og høvdinger. Vi er også en del af det, de andre i Europa gør, vi adopterer deres fortællinger og ritualer. Vi er også europæiske aristokrater,” fortæller Emil Winter Struve.

Kostbare bronzealderfund

Blandt de mere udtryksfulde ritualer var de imponerende gravhøje, der var som skabt til at signalere magt og rigdom i bakkerne omkring Værebro Ådal. Men også ofringer var en vigtig del af bronzealderens forestillingsverden. De var ikke som gravhøjene et visuelt orienteret symbol, men når offerfundene i dag dukker frem af jorden og ser dagens lys efter 3000 år, kan arkæologerne ved selvsyn konstatere de tydelige tegn på velstand og overskud i området.

Det gælder et stort bronzealderfund med 163 genstande fra Smørumovre, det gælder Veksøhjelmene, og så gælder det det nyere fund af pragtsværd og smykker, gjort i foråret 2024 ved Veksø – også kaldet Egedalfundet. Tilsammen afdækker fundene hele bronzealderen, der strakte sig fra ca. 1700-500 f.Kr. Over en periode på godt 1200 år var de rige slægter tydeligt til stedet omkring Ådalen.

Et samfund med hierarki

Gravhøjene og de kostbare offerfund fortæller en historie om tilstedeværelsen af rigdom og velstand omkring ådalen. Men med de seneste udgravninger af områdets bopladser begynder arkæologerne at få et nuanceret billede af bronzealderens Egedal-borgere. For der skal andre end en elite til at opretholde velstand, og på bakkerne omkring ådalen har der sandsynligvis været bopladser, hvor de knap så velstående beboere har holdt til.

”Generelt set må vi sige, at der har været en form for samfund med øverste magthavere og så nogle mere almindelige bønder. Da kan man for eksempel pege på udgravningen ved Gammel Toftegård Nord, som er en boplads af vis betydning, hvor der er arbejdet med metal. Pladsen udstråler med sin størrelse en vis status, men svømmer ikke over i statusgenstande og rigdom,” fortæller Emil Winther Struve.

Gammel Toftegård Nord blev udgravet i foråret 2024 i området nord for Egedal Rådhus, og hvor offerfund og gravhøje er elitens tydelige stemme, var her spor efter dem, som var lidt længere nede i hierarkiet.

”Vi udgravede et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Vi ved altså, at der er blevet ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her,” fortæller Emil Winther Struve.

En velpolstret elite

Hen mod slutningen af bronzealderen var de gyldne tider ved at være forbi, og der blæste nye vinde. Arkæologisk kommer forandringerne omkring år 500 f.Kr. til udtryk i markant mindre huse, mere spredt bosætning og et tydeligt fald i mængden af rige metalfund. Bronzealderen var slut og den før-romerske jernalder fulgte.

Men selv om nedgangstiderne stod for døren, havde man fortsat et vist overskud i Værebro Ådal. Det viser det nyeste store offerfund, der stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Egedal-fundet, der dukkede op nær Veksø i foråret 2024, var et depotfund med bandt andet et kostbart bronzesværd, små bronzeøkser og store pragtsmykker.

”Vi vidste allerede på forhånd, at her har boet en meget velstående befolkning gennem hele bronzealderen. Det kommer også til udtryk i det her nye fund: Selv i den sidste periode, hvor det gik ned ad bakke, var man stadig i stand til at gøre et kostbart offer. Det er nok en udløber af, hvor imponerende godt, det har været tidligere i bronzealderen,” siger Emil Winther Struve.

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

På en netop offentliggjort liste med de ti bedste arkæologiske fund fra 2024 finder man et usædvanligt depotfund fra Egedal. En samling ofrede pragtgenstande, som har ligget i jorden i 2500 år, kan være med til at gøre os klogere på overgangen fra bronzealder til jernalder.

En forårsdag i 2024 modtog arkæolog Emil Winther Struve et billede. Det var fra en detektorfører, der mente, at han måske var stødt på noget interessant. Han havde brugt weekenden med sin metaldetektor i et område nær en mose ved Veksø. Og det havde altså givet pote. I hvor høj grad vidste han ikke endnu. Men da Emil Winther Struve så billedet, var han ikke i tvivl: Detektorføreren havde fundet noget helt ud over det sædvanlige.

”Det var helt klart sværdet, der tiltrak sig mest opmærksomhed til at begynde med. Som fagperson ser man med det samme, at det er noget særligt. Det er formgivet meget anderledes, end hvad vi ofte ser. Og det var så velbevaret, at det nærmest så ud som om, det var lagt i jorden i går. Det er virkelig fantastisk flot,” siger Emil Winther Struve, arkæolog hos ROMU med det arkæologiske ansvar for Egedal Kommune, hvor fundet blev gjort.

Sjældent offerfund

Emil Winther Struve er ikke alene om at mene, at fundet var noget helt særligt. Slots- og Kulturstyrelsen har netop offentliggjort listen over de ti bedste fund fra 2024, og her optræder sværdet som en del af det depotfund, der er blevet døbt Egedal-fundet.

Depotfundet, der består af i alt 8-9 pragtgenstande i primært bronze, er antageligt lagt ned som et offer i Værebro Ådal, hvor en rig elite holdt til gennem store dele af bronzealderen. På det tidspunkt, da offeret blev nedlagt – omkring år 500 f.Kr. – var Danmark på vej ud af bronzealderen og ind i jernalderen. Dateringer af fundet bliver understøttet af sværdet, der er af bronze, men har nitter af jern på håndtaget. Det er med andre ord en fysisk manifestation af brydningstiden mellem de to perioder.

Jernalder bød på store, samfundsmæssige omvæltninger. En lang periode med overskud blev afløst af nedgangstider, og de offertraditioner, der var dominerende gennem bronzealderen, var på voldsom retræte i slutningen af perioden.

”Det her fund er sjældent, fordi det er et af de få eksempler på, at man har holdt fast i ritualerne omkring ofringer helt indtil begyndelsen af jernalderen,” fortæller Emil Winther Struve.

Det var ikke kun en brydningstid på de nordlige breddegrader. Længere nede i Europa voksede nye, magtfulde netværk frem. Blandt andet Hallstatt-kulturen, der blev dominerende i området nord for alperne. Og så er vi tilbage ved sværdet. Det stammer ifølge Emil Winther Struve netop fra Hallstatt-kulturen, hvis påvirkninger rakte hele vejen til Danmark.

Fortællinger om magt og rigdom

Det kostbare offer, som nu er kendt som Egedal-fundet, er i sig selv som fysisk genstandsmateriale interessant, fordi blandt andet sværdet er så velbevaret. Men mindst lige så spændende er selvfølgelig, hvad de kan fortælle os om samfundet for 2500 år siden.

”Når vi så gør sådan et fund, er én tolkning, at man i længere tid har kunnet fastholde gamle strukturer og systemer. En anden tolkning er – netop på grund af sværdet, som er udtryk for nye tendenser – at man har at gøre med en ny spiller på banen, som kommer og markerer sin status med et offer. Det kan vi ikke sige noget om. Men vi kan sige, at der på det her sted på det tidspunkt, modsat andre steder, er kapacitet til at lave den slags ofringer.”

Han glæder sig over den faglige anerkendelse, der ligger i, at fundet er kommet på listen – og at det bakker ham op i det grundlæggende instinkt, at fundet var noget særligt. Samtidig er pladsen på listen et vindue for interesse, og han håber, at det kan være løftestang for yderligere forskning i Egedal-fundet.

”Det kunne for eksempel være at undersøge metallet. Sværdet er produceret indenfor Hallstedt-kulturen, men med analyser kan man måske komme endnu nærmere, hvor det præcist er importeret fra. Der vil også være forskellige naturvidenskabelige analyser, man kan lave på det materiale, der har siddet i hulrummene omkring genstandene, og som vi må regne med har samlet sig, da genstandene blev lagt ned. Det kan måske give en mere præcis datering for offerets udførelse.”

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024: Top 10 – Årets fund 2024

Læs mere om det andet fund fra Top 10, der også ligger inden for ROMUs område i Egedal: Fund, der underbygger stort skift i forhistorien, er blandt de ti bedste i 2024

En gravhøj, der bebudede nye gravskikke, et hus med en usædvanlig detalje og et historisk stort kornfund. Allerede, da fundet dukkede op nær Ølstykke sidste vinter, vidste arkæolog Jens Winther Johannsen, at det var noget ganske særligt. Og Slots- og Kulturstyrelsen er enig: Fundet er blandt de ti bedste i 2024.

Egentlig kunne det ikke passe meget bedre. Arkæolog Jens Winther Johannsen var i slutspurten af sin ph.d., der handlede om omfattende ændringer i bondestenalderen, da han skulle på udgravning. En bygherrefinansieret sag nær Ølstykke i Egedal Kommune krævede en systematisk forundersøgelse af jorden. Snart dukkede resterne af en gravhøj op. En ganske særlig gravhøj. Og ikke langt derfra lå et hus. Lige som gravhøjen viste det sig, at huset var med til at pege på nogle af de forandringer, som Jens Winther Johannsen netop havde beskrevet i sin afhandling.

”Det er altid spændende, for man ved ikke, hvad man finder på udgravning. Men nu dukkede det her op – noget, som jeg har arbejdet med og interesserer mig rigtig meget for. Så det var ekstra motiverende for mig at udgrave området lige efter, at jeg havde siddet med min ph.d.,” fortæller Jens Winther Johannsen, arkæolog ved ROMU.

Det er ikke bare Jens Winther Johannsen, der fandt fundet fascinerende. Da Slots- og Kulturstyrelsen for nyligt udpegede de ti bedste fund i 2024, var gravhøjen, huset og kornfundet på listen.

Nye vinde

I sig selv er det ikke usædvanligt at finde gravhøje, huse og organisk materiale fra oldtiden. Men hver især har de tre fund nogle karakteristika, der åbner for nye perspektiver. Kornfundet, fordi det er historisk stort. Prøverne, som arkæologerne fra ROMU har afleveret hos Nationalmuseet, indeholder 17.000 brændte korn og er dermed det største sjællandske kornfund fra perioden. Kornene lå inde i huset, nærmere bestemt i en lille forsænkning i husets østlige ende. Og netop den detalje fik Jens Winther Johannsen til at studse.

”Det er et udpræget jysk fænomen. Vi kender kun omkring en håndfuld huse på Sjælland, hvor man har sådan en svag fordybning i den ene ende af huset. Forsænkningen er ikke mere end 10-20 cm, så der er ikke tale om en kælder. Vi ved ikke helt, hvad det er et udtryk for, men min umiddelbare tolkning har været, at man har gravet lidt ned for at skabe noget loftshøjde.

Huset er ikke c14-dateret, men Jens Winther Johannsen og hans kollegaer mener, at det er fra slutningen af bondestenalderen, altså omkring 2350 f.Kr. En periode, som var præget af nogle kulturelle og genetiske skift. Det kan være forklaringen på, at skikke, som stort set kun findes i Jylland, pludselig dukker op på Sjælland. Det gør sig også gældende i forbindelse med gravhøjen, som ligger omkring 100 meter fra huset.

”Da vi tog hul på at udgrave gravhøjen, tænkte vi slet ikke på, at det kunne være en gravhøj fra enkeltgravskulturen, vi var ved at udgrave. Vi var vant til, at den kultur stort set ikke findes på Sjælland. Men så fandt vi nogle genstande, som er meget karakteristiske for enkeltgravskulturen – som fx pilespidser og en smule keramik, som også er ret karakteristisk. Da vi begyndte at få de fund, begyndte vi at lægge tolkningen om.”

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024.

Læs mere om det andet fund på listen, som også ligger i ROMUs område i Egedal: et offerfund med et yderst velbevaret sværd.

Jysk fremstød

På trods af, at graven på et tidspunkt er blevet plyndret, var der materiale til at datere den – og dateringen passer med enkeltgravskulturen.

Hvor man på Sjælland fortsatte med at gravlægge sine døde i de gamle dysser og jættestuer, var man altså i Jylland gået over til enkeltbegravelse, i små, lave gravhøje. Det var en indikation på, at man i højere grad orienterede sig mod individet i stedet for fællesskabet. Det er derfor en helt anden social kultur og et clash mellem to verdener, når man finder eksempler på enkeltgravskultur på Sjælland.

”Den måde, man gravlægger folk på, er et stærkt udtryk for kulturelle tilhørsforhold, så det er virkelig et skift. Vi har det, man kunne kalde en enkeltgravshøj og et hus med typiske jyske træk, så man kunne tale om et jysk fremstød med jyske indvandrere, der er kommet med ny materiel kultur, gravskikke og byggestil og har slået sig ned,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Dna-studier underbygger, at der finder folkevandringer sted på det her tidspunkt i forhistorien. Der sker et genetisk skift i befolkningen, og de udpræget jyske skikke er de fysiske manifestationer af, at der er nye boller på suppen. Men det er ikke sådan at pille ved traditionerne.

”Kulturen ændrer sig så faktisk heller ikke over en bred kam på Sjælland, for der findes kun den ene håndfuld enkeltgravhøje på Sjælland. Den gravhøj, vi har udgravet heroppe, er nok et udtryk for en jysk påvirkning, men som aldrig rigtig får fodfæste på Sjælland. Man fortsætter med de gamle traditioner, så det er nok snarere omvendt – at det er de jyske tilflyttere, der tilpasser sig.”

Det kan man se i de traditionelle jættestuer, som også efter det jyske fremstød er den primære måde at begrave på. Nu kan man bare se skeletfund med den nye genetik.

”Det kan godt være, at der kommer jyder og tager ny genetik med sig, men de indgår i den lokale kultur og bliver begravet på sammen vis, som man har gjort i 1000 år,” siger Jens Winther Johannsen.

Læs mere om de 10 mest opsigtsvækkende fund i 2024: Top 10 – Årets fund 2024

Læs mere om det andet fund fra Top 10, der også ligger inden for ROMUs område i Egedal: Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste