Egedals stærke historie skal helt hjem til borgerne
Af: Lene Steinbeck
18.05.2021
![01_Charlotte Haagendrup_Kredit Emil Helms Ritzau Scanpix_FORMINDSKET](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2021/05/01-charlotte-haagendrup-kredit-emil-helms-ritzau-scanpix-formindsket.jpg)
Charlotte Haagendrup (C), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune, drømmer om, at det ikke kun er de meget historisk interesserede, der ved hvilke fantastiske historier, der knytter sig til området. Foto: Emil Helms, Ritzau Scanpix.
Egedal Kommune har en rig kulturarv, og hvis det står til formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget i Egedal, skal der trykkes på speederen for at få den formidlet. Hun tror på, at en fælles historie er en grundsten i at sammentømre borgerne i den store kommune.
For nogle år siden stod Charlotte Haagendrup på Nationalmuseet og beundrede to smukke hjelme fra bronzealderen. Hjelmene, der er omkring 3000 år gamle, er udhamret i bronzeblik og har snoede horn. De menes at være fremstillet i det sydlige Europa – men de er fundet i en mose på Sjælland. Formodentlig er de lagt ned som en offergave til guderne.
Det var først senere, at Charlotte Haagendrup (C) opdagede sammenhængen mellem hjelmene og den kommune, hvor hun bor og i dag er formand for Kultur- og Erhvervsudvalget: At de unikke hjelme er fundet i Brøns Mose. Nærmest i hendes egen baghave.
Den oplevelse rammer hovedet på sømmet i forhold til den opgave, Egedal kommune står overfor, når det kommer til kulturarv, mener Charlotte Haagendrup:
”Vi har så sindssygt meget her i Egedal kommune. Vi bor et vanvittigt interessant sted, men vi ved det ikke! Der er så mange gode historier her – de er omkring os, de ligger i bogform, i jorden og over den. Men på en eller anden måde får vi dem ikke ud.”
Engagerede formidlere
Kommunen har et stærkt talerør i de mange engagerede frivillige. De tre historiske foreninger i Stenløse, Smørum og Ølstykke afholder arrangementer, indsamler viden og udgiver publikationer med nyt og gammelt fra områderne.
”De er gode til at formidle, og jeg bliver så begejstret. Vi har nogle enormt engagerede mennesker. Så mit håb er, at vi bliver bedre til at komme ud med historierne. De er med til at definere os som kommune og som borgere. Når vi deler historie, er det nemmere at se, at vi ikke er så forskellige.”
Et stærkt korps af frivillige betyder ikke, at kommunen kan læne sig tilbage. Tværtimod. Der ligger nemlig en opgave i at hjælpe kulturarven med at krydse de gamle kommunegrænser mellem Stenløse, Ølstykke og Smørum. Og fra politisk side skal man gribe den opgave. Blandt andet via et stærkere samarbejde med områdets skoler, mener Charlotte Haagendrup. Egedal vokser hastigt, og blandt tilflytterne er mange børnefamilier.
”Lige når man flytter ind, skal man have styr på, hvor Brugsen og børnehaven er. Men når man lige falder til, har man overskud til mere. Da vil jeg gerne have, at børnene hjælper lidt på vej. Hvis de kommer hjem og siger: ’Nu skal du høre, hvad jeg har set i dag,’ så vil forældrene også se det.”
Byggeboom i Egedal
De mange nye borgere, der kommer til Egedal, skal have et sted at bo. Og det betyder, at byggebranchen har travlt. Det er blot med til at gøre historien større, siger Charlotte Haagendrup.
”At Egedal bygger meget nyt, gør jo også, at vi gør nye fund. Hver gang man graver, dukker der jo noget op. Vi skal sørge for, at de mennesker, der flytter ind, ved, at lige her på deres grund har vi fundet et halvt vikingeskib, eller hvad det nu måtte være. Det, der bliver gravet op her, skal ud lokalt. Det kan vi godt blive endnu bedre til at målrette.”
Det gælder de nye fund – men i høj grad også de gamle. Hun vender tilbage til Veksøhjelmene, der er danefæ og en del af Nationalmuseets permanente udstilling. Hvis det står til Charlotte Haagendrup, skal de på visit i Egedal.
”Jeg ville elske at kunne få udlånt hjelmene til en udstilling her i området, så de kan komme hjem. Det er et stort ønske, som jeg også har haft lejlighed til at ytre til Rane Willerslev (direktør for Nationalmuseet, red.). De er fundet her hos os, men mange er ikke klar over, at de faktisk er fra Brøns Mose. Det er den slags historier, jeg gerne vil have bundet helt sammen med området.”
Naturen som katalysator for kulturarven
De tydeligste spor efter historien finder vi i naturen, der gennem årtusinder har formet Egedal i området mellem Roskilde Fjord og Furesøen. Og det har mange fået øjnene op for det seneste år, hvor vores pandemiske virkelighed har lukket ned for stort set alt andet.
”At folk befinder sig mere i naturen, bringer mere fokus på kulturarven. Det er med til at pege på, at vi slet ikke er så forskellige. Egedal er et kæmpestort område, som er forbundet af naturen,” siger Charlotte Haagendrup, som fremhæver et helt specielt sted.
”Panoptikon i Smørum er mit yndlingssted. Det er en fantastisk udsigtspost.”
Det var her, hun selv begyndte at løfte blikket fra at spejde efter sin egen slægts historie til at se på naturen og landskabet som noget, der også former mennesket.
”Her står man og kigger ned på ådalen med alle de menneskeofringer og den mangeårige historie, der er foregået her. Når jeg står der og kigger, så tænker jeg, at her får vi på smukkeste vis bundet kommunerne sammen, fordi man kan se dem herfra.”
Fakta:
I 2021 har museumsorganisationen ROMU fået det samlede, lovafledte, kulturhistoriske ansvar i Egedal Kommune. ROMU skal i henhold til museumsloven foretage arkivalsk kontrol forud for nye byggesager for at sikre eventuelle væsentlige bevaringsværdier for eftertiden.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
ROMU GENNEMFØRER SPAREPLAN TIL OVER TRE MILLIONER
Ingen hjælpepakker har vist sig at kunne bruges for museumsorganisationen ROMU, som derfor har taget konsekvensen og i dag gennemført en omfattende mængde af besparelser – med opbakning fra tillidsfolk og samarbejdsudvalg. Det sker, samtidig med at organisationen i vid udstrækning omstiller sin formidling til digitale indsatser.
ROMU KLAR MED HJÆLP TIL LÆRERE OG FORÆLDRE
Museumsorganisationen ROMU lægger undervisningsmateriale ud digitalt som tilbud til lærere – og forældre, der kæmper med hjemmeundervisningen. Materialet er rettet mod bestemte trin i skolen og understøtter Folkeskolens Fælles Mål.
BÅDGRAVEN I LUFTHAVNEN
Københavns Lufthavn, som i disse dage ligger surrealistisk øde hen, står som et monument over den moderne verdens vidtforgrenede netværk. Men det er de færreste, som ved, at der for godt 1.300 år siden lå et andet monument her – lige uden for Terminal 3 – som på sin egen ensomme måde vidnede om vidtstrakte forbindelser.
MUSEER HJÆLPER SYGEHUSE – ROMU-MEDARBEJDER BAG IDEEN
En konservator hos ROMU, Camilla Jul Bastholm, har taget initiativ til at indsamle åndedrætsværn og andre værnemidler i museums- og konserveringsbranchen som bidrag til de danske myndigheders COVID-19 indsats.
MUSEUMSDIREKTØR ADVARER OM KONSEKVENS AF LANGVARIG KRISE
COVID-19 slår stadig hårdere til i det danske samfund. Også kulturinstitutioner og museer som ROMU er ramt, både på selvforståelsen, på indtjeningen og på trygheden. Krisen kalder både det bedste – og det værste frem, siger museumsdirektør, der også takker de mange forstående brugere.
HOSPITALER I MIDDELALDERENS ROSKILDE
Af arkæolog Jesper Langkilde.
I disse dage er der meget fokus på hospitalernes kapacitet. Den er heldigvis meget bedre i dag end den var i middelalderen! Når det er sagt, så var Roskilde den by, der havde de fleste og første hospitaler i middelalderens Danmark.
DET KAN VI LÆRE AF ROSKILDE SYGEN
I en tid, hvor COVID-19 breder sig også i Danmark, kan det være en god ide at tage temperaturen på fortidens sygdomsforløb. For som alt andet har også epidemier en historie, som vi mennesker kan lære noget af, vurderer museumsdirektør i denne kommentar om norovirus.
OPDATERING CORONA/COVID-19
ROMUS MUSEER LUKKER NED RESTEN AF MARTS
Roskilde Museum er medarrangør på høring om menneskerettigheder
Roskilde Museum er medarrangør på høring om menneskerettigheder
VELKOMMEN TIL NOGET NYT
Vi forbereder på museet at gøre en ekstra indsats ud af Færgegården. Vi har en ny pop up-udstilling om arkæologiske fund fra området på vej. Vi planlægger forbedret og udvidet skiltning. Og så begynder vi allerede nu at gøre mere ud af den digitale kommunikation til, fra og om Færgegården.