Ny udstilling sætter fokus på Roskilde i skyggen af krig
06.11.2023
![Soldater 1. vk - krediter Rigsarkivet](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2023/11/soldater-1.-vk-krediter-rigsarkivet.jpg)
Soldater træner deres færdigheder under en øvelse under 1. verdenskrig. Foto: Rigsarkivet
Den 23. november slog Roskilde Museum dørene op for en ny permanent udstilling, der kaster lys på, hvordan krigene i det 20. århundrede har påvirket livet i Roskilde. Fotos og genstande fra museets samling fortæller om håb og frygt i krigens skygge.
Hvordan satte 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og Den Kolde Krig præg på livet i Roskilde? Og hvordan bevarer mennesker et håb om fred i en verden præget af krig? Det er nogle af de gennemgående spørgsmål i Roskilde Museums nye udstilling ”Roskilde mellem håb og frygt – Fra Den Store Krig til Den Kolde Krig”.
Emnet er desværre både eviggyldigt og aktuelt, fremhæver museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard:
”Med den ulykkelige situation i Ukraine og nu også i Mellemøsten er krig igen kommet tæt på. Krige skaber usikkerhed og meningsløshed. De nedbryder håb og tro på fremtiden. Så hvordan bevarer vi et håb i frygten? Det spørgsmål er museets nye udstilling optaget af,” siger Morten Thomsen Højsgaard.
”Udstillingen giver et indblik i, hvordan krig har påvirket handlinger og oplevelser hos mennesker i Roskilde og omegn. Den rummer fortællinger om mennesker, der finder veje og tilpasser sig, selv i en verden præget af krig. I de fortællinger findes en form for håb,” siger han.
Rummene fortæller deres egen historie
Museumsinspektør og kurator på Roskilde Museum, Dorthe Godsk Larsen, ser frem til at invitere museets gæster indenfor i udstillingen. Hun har haft blik for, at også museets egne bygninger er en del af fortælling om, hvordan truslen om krig har præget byen:
”I rummene, netop hvor udstillingen kan opleves, var der soldaterhjem for de mange indkaldte soldater under Den Store Krig – som vi i dag kalder 1. verdenskrig. Den fortælling har vi med i udstillingens scenografi og gennem lokalhistoriske fotos, som er fundet frem i et tæt samarbejde med Roskilde Arkiverne. Det giver udstillingen et særligt nærvær, synes jeg, at vi kan inddrage fortællinger om noget, der er foregået lige præcis hér,” siger hun.
![B18573_Frihedskæmpere_Stændertorvet_05.05.1945 - Foto Roskilde Lokalhistoriske Arkiv](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2023/11/b18573-frihedskaempere-staendertorvet-05.05.1945-foto-roskilde-lokalhistoriske-arkiv-scaled.jpg)
Frihedskæmpere og befolkning kunne nære nyt håb og samles på Stændertorvet den 5. maj 1945. Foto: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv
Sammenhænge og stærke fortællinger
Formidlingen af de tre krige er fordelt i tre rum og håbet er, at de besøgende får blik for sammenhænge mellem krigene. En af pointerne i udstillingen er nemlig, at nazismen og kommunismen voksede ud af asken af Den Store Krig og lagde kimen til 2. verdenskrig og Den Kolde Krig.
Udstillingen rummer også stærke fortællinger om blandt andet om livet i Tune-stillingen under Den Store Krig, om mørklægningen, modstanden og befrielsen under 2. Verdenskrig og om kommandocentralen placeret under Klostermarksskolen under Den Kolde Krig.
”Vores håb er, at vores gæster får indsigt i, hvad en hverdag med krig vil sige og får nye perspektiver på krigens tilstedeværelse aktuelt og historisk,” siger hun.
Ny forskning indgår i foredrag om Den Kolde Krig
Som optakt til udstillingen inviterer Roskilde Museum den 14. november til foredraget ”Hvis krigen kommer – civilforsvar og civilt beredskab under Den Kolde Krig”.
Her fortæller historiker og koldkrigsekspert Iben Bjørnsson med afsæt i ny dansk forskning om truslen om atomkrig og om nogle af de tiltag, som skulle beskytte befolkning og samfund mod atombomben.
![A4 - B887117_Tyske soldater på hjemrejse_Algade_05.1945 - Foto Roskilde Lokalhistoriske Arkiv](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2023/11/a4-b887117-tyske-soldater-paa-hjemrejse-algade-05.1945-foto-roskilde-lokalhistoriske-arkiv-scaled.jpg)
Tyske soldater i Algade forlader Roskilde i maj-dagene efter befrielsen i 1945. Foto: Roskilde Lokalhistoriske Arkiv
- Udstillingen ”Roskilde mellem håb og frygt – fra Den Store Krig til Den Kolde Krig” åbner onsdag den 22. november og er tilgængelig for offentligheden fra og med torsdag den 23. november.
- Gennem tre udstillingsrum møder gæsten fortællinger om, hvordan Den Store Krig, 2. verdenskrig og Den Kolde Krig satte præg på livet i Roskilde og omegn.
- Udstillingen indgår i Roskilde Museums permanente udstillinger.
- Roskilde Museum udbyder undervisningsforløbet ”Jul i en krisetid” med afsæt i den nye udstilling. Siden følger flere nye undervisningsforløb.
![B_Våbentransport_Poppel Alle 21_1945_fot_Emil Hansen - Foto Roskilde Lokalhistoriske Arkiv](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2023/11/b-vaabentransport-poppel-alle-21-1945-fot-emil-hansen-foto-roskilde-lokalhistoriske-arkiv-scaled.jpg)
Selv i et tilsyneladende helt hverdagsagtigt foto kan krigen være skjult tilstede. På ladcyklen lige bag den cirka treårige Hanne Boegh Hansen ligger sprængstof gemt under sækkene. Billedet er taget ud for Poppel Allé 21 i 1945. Foto: Emil Hansen
![Telefoner sort hvid Foto Trine Sejthen ROMU](https://romu.dk/wp-content/uploads/sites/21/2023/11/telefoner-sort-hvid-foto-trine-sejthen-romu-scaled.jpg)
Telefonerne stod klar til vigtige opkald og kontakt med omverdenen i Kommandocentralen under Klostermarksskolen i årtierne, hvor Den Kolde Krig satte sit præg – også i Roskilde. Foto: Trine Sejthen /ROMU
Videomateriale:
Her kan du få mere viden om udstillingen.
Roskilde TV har været på besøg og dækket ”Roskilde mellem håb og frygt – Fra Den Store Krig til Den Kolde Krig”. Følg med i besøget her:
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV OG VIND PRÆMIER
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
KENDT FORFATTER GENFORTÆLLER ROSKILDES MODSTANDSHISTORIER
2. verdenskrig bød på adskillige dramatiske begivenheder i og omkring Roskilde. Journalist, historiker og forfatter Niels-Birger Danielsen har samlet flere eksempler her, som han uddyber ved foredrag på Roskilde Museum i anledning af særudstilling om arven fra modstandskampen.
SVENSK KUNSTNER KASTER LYS OVER MODSTANDSGRUPPE FRA BORUP
I en meget personlig udstilling går den svenske billedkunstner Anna Kristensen tæt sin fars historie som en del af modstandsbevægelsen omkring Roskilde.
EVIG UNGDOM INDTAGER ROSKILDE
Kulturstrøget, RAGNAROCK og Golden Days står sammen bag en lang stribe arrangementer i september måned under titlen ”Forever Young”. Gennem to en halv uge undersøger adskillige af byens kulturinstitutioner ungdom som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl.
“SOM AT BLADRE I EN BILLEDBOG OVER ROSKILDES HISTORIE”
Siden 1787 har man skudt til måls efter en fuglefigur på toppen af en stang i Roskilde. Vinderen af konkurrencen, den såkaldt fuglekonge, får lavet en udsmykket skive til året efter. Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab fejrer fødselsdag, og festlighederne begynder på Roskilde Museum, hvor mange af de historiske skiver er udstillet og giver et kig ind i byens historie.
KOM TIL DIGITAL UDSTILLINGSÅBNING PÅ ‘GRETHE – EN VÅBENMODTAGELSE’
Roskilde Museum inviterer alle til en digital åbning af ‘Grethe – en våbenmodtagelse’ den 31. august kl. 16, hvor du kan få et smugkig i særudstillingen før alle andre. I udstillingen fortæller den svenske billedkunstner Anna Kristensen om sin danske far, der var leder af en modstandsgruppe på Roskilde-egnen.
MUSEER BOBLER AF AKTIVITETER FOR BØRN OG VOKSNE
”Vi er så glade for at se brugerne vende tilbage til museerne”, siger formidlingschef fra museumsorganisationen ROMU, der melder om adskillige udsolgte omvisninger, sommerskoler med rekordhøjt antal deltagere og forrygende interesse i sommervejret for museumsfortællinger om festivaler, pop og rock.
KLAI’S KITCHEN SLÅR MENUKORTET OP PÅ ROSKILDE MUSEUM
Snart vil duften af kaffe og friskbagt brød brede sig ved Roskilde Museum. Der er nemlig fundet en forpagter til caféen, der 1. august genåbner som Roskilde Museumscafé Klai.
SUKKERHUS I ROSKILDE BYGGEDE PÅ SLAVEHANDEL I 1700-TALLET
Roskilde Museums bygninger gemmer på en mørk historie. En historie fra 1700-tallet om udnyttelse af mennesker i jagten på økono-misk fortjeneste og om vold, der dengang blev brugt og opfattet som et legitimt middel til at få mennesker til at rette ind. Roskilde Sukkerraffinaderis korte virke fra 1763-79 er en af historiens skyggesider, som museet her kaster lys over.
BRUG MUSEET – OGSÅ TIL DIT SKOLEBARN
Mange lærere sidder i disse uger og planlægger næste skoleår. Med fravigelsen af afstandskravet på skoler og ungdomsuddannelser er det nu blevet endnu lettere at tage eleverne med på byvandring, til rap-workshop, på oldtidsræs eller at benytte nogle af ROMUs andre undervisningsforløb. Det er oven i købet gratis for folkeskolerne i Lejre, Frederikssund og Roskilde.
FEM STEN, DER MINDER OS OM GENFORENINGEN
Museumsinspektør Louise Dahl Christensen har udvalgt fem genforeningssten fra Frederikssund, Lejre og Roskilde – med hver sin særlige historie.