Tilbud om gratis skoleforløb forlænges med et halvt år
27.01.2022
ROMUs tilbud om skoleforløb forlænges, således at eleverne i Egedal kan komme på RAGNAROCK og blive klogere på bl.a. Roskilde Festivalens historie. Foto: Daniel Tarkan Nacak Rasmussen/ROMU.
Museumsorganisationen ROMU har nu fået mulighed for at forlænge perioden, hvor grundskolerne i Egedal Kommune ganske gratis kan tage eleverne med på udvalgte skoleforløb. Det betyder, at skolerne hele foråret kan komme ud og prøve kræfter med vikingelivet i Frederikssund og festivalhistorie på RAGNAROCK
Af Lene Steinbeck
Det lysner efterhånden i mere end én forstand: Foråret er på vej, oven i købet nu uden corona-restriktioner. Hos museumsorganisationen ROMU håber de, at det kan lokke grundskolerne i Egedal Kommune til at flytte undervisningen ud af klasselokalerne. Ikke til skærm og hjemmeskole – men til rollespil på Frederikssund Museum, Færgegården, eller festival-workshops på RAGNAROCK, hvor der vil være fokus på at styrke trivslen blandt eleverne.
ROMU har nemlig forlænget tilbuddet om gratis skoleforløb på de to museer helt frem til sommer. Den tidligere frist for at booke forløb udløb sidste år, men Børne- & Undervisningsministeriet, der med en pulje afsat til at styrke elevernes trivsel har stået for økonomien i tilbuddet, har valgt at lade ordningen fortsætte indtil 30. juni. Og den mulighed har ROMU grebet.
”Vi har da haft skoler forbi, men lige som andre museer har vi oplevet, at det har været svært at få dem til at komme ud og bruge vores forløb. Derfor er tilbuddet nu blevet forlænget, og vi er utroligt glade for, at flere klasser nu kan få glæde af forløbene,” fortæller Louise Dahl Christensen, der er museumsinspektør på ROMU med ansvar for undervisning og læring.
Elevernes trivsel i fokus
Puljen fra Børne- & Undervisningsministeriet er afsat til formål, der skal øge og styrke elevernes trivsel. Den er nemlig ikke helt på toppen efter en lang periode med nedlukninger og hjemsendelser, hvor mange elever har siddet alene foran en skærm. Men det kan oplevelser uden for klasselokalet være med til at rette op på. Her er det nemlig helt andre kompetencer end de boglige, der skal i spil. Derfor er der også fokus på aktiviteter, der styrker samarbejde og medejerskab og lægger vægt på, at alle elever skal have muligheden for at være med og bidrage.
På RAGNAROCK skal eleverne i 8.-10. klasse blandt andet diskutere fællesskaber, identitet og grænser på Roskilde Festival. De kommer også til at arbejde med, hvilke normer der er gældende på festivalen, og hvor og hvordan sætter man grænsen, så frirummet ikke går tabt.
På Færgegården i Frederikssund rejser 4. og 5. klassetrin tilbage til vikingetiden og skal gennem rollespil og samarbejde finde løsninger på vikingernes dilemmaer. Her foregår størstedelen af forløbet udendørs, og det har måske også afskrækket nogle.
”Da har sæsonen nok været lidt imod os. Men det er et fedt forløb at kunne tilbyde her i forårsmånederne. Selvom lærerne nok lige skal tilbage til ’normale tilstande’, så er der lys forude og masser af muligheder for at deltage i et spændende forårsforløb, hvor alle elever kan være med” siger Louise Dahl Christensen.
Først til mølle
ROMU udbyder forløb på henholdsvis RAGNAROCK og Færgegården. Men man skal ikke tøve for længe, hvis man vil give eleverne en god oplevelse.
”Vi har kun et begrænset antal forløb, vi kan tilbyde, så det er med at få booket. Det er efter først-til-mølle-princippet, så hvis man venter for længe, kan det være for sent.”
Samarbejdet mellem skolerne i Egedal og museerne er blevet styrket af portalen ’Skolen i virkeligheden’, som samler de bedste skoleforløb fra virksomheder, museer og andre institutioner. Her kan man læse mere om forløbene på RAGNAROCK og Frederikssund Museum, Færgegården, samt finde oplysninger om, hvordan man booker forløbene.
Man kan læse mere om ROMUs undervisningstilbud generelt her.
TILMELD DIG ROMU’S NYHEDSBREV
– OG MODTAG LIGNENDE ARTIKLER DIREKTE I DIN INDBAKKE
FLERE ARTIKLER OG NYHEDER
Lützhøfts Købmandsgaard i Roskilde søger frivillige
Der er snart æbleskiver, æbletryk og æblemost i stride strømme, når købmandsgården slår porten op for den traditionsrige æblefest i efterårsferien. Men med et stigende antal gæster er der brug for flere, gode frivillige kræfter til at skabe historiske oplevelser for byens børnefamilier.
Odin fra Lejre skal på mission i rummet
Den danske astronaut Andreas Mogensen tager en kopi af en unik Odin-sølvfigur fra vikingetidens Lejre med på sin kommende rum-mission. Figuren, der er en af flere danske kulturgenstande med ombord, symboliserer jagten på ny viden og skal øge kendskabet til Danmarks og Lejres spændende vikingehistorie.
Roskilde Domkirke styrker formidlingen med ny guidebog
Sommerens mange besøgende i Roskilde Domkirke er blandt de første til at tage en helt ny guidebog i brug. Guidebogen giver mere plads til kvinderne i den kongelige danmarkshistorie, som domkirken er så rig på. Desuden er det gjort lettere for gæsterne at finde rundt og opdage de mange detaljer i kunsten og arkitekturen i kirken, der er UNESCO verdensarv.
Den spektakulære grav fra Trekroner-Grydehøj
Køge Museum åbner ny udstilling med 3D genskabelse af den spektakulære Grydehøj, der blev udgravet af ROMUs arkæologer i 2005, i den østlige del af Trekroner. Flere genstande fra graven befinder sig i dag i Roskilde Museums udstilling.
Ildsjælen Vibeke har hjulpet flere tusind borgere i Egedal
Jobbroens Vibeke Holm Wismer, der gennem 16 år har hjulpet borgere i Egedal på rette spor i jobjagten, går nu på pension. Hun ser tilbage på et rigt arbejdsliv, hvor hun blandt andet har bidraget til levende formidling af Egedals historie.
Børn lærer billedkunst på Lejre Museum: “Alt var glædesfuldt”
Alle 2. klasser i Lejre Kommune får to dages undervisning i billedkunst og historie på Lejre Museum. Børnene er vilde med forløbet – for her er kreativitet, historie og ikke mindst børnenes eget udtryk i højsæde.
Kulturens Analyseinstitut bliver en del af stærk kulturkoalition i Det Kongelige Palæ
Den 1. juli flytter Kulturens Analyseinstitut ind i portnerboligen i Det Kongelige Palæ og kommer til at have sin hverdag tæt på arbejdsgruppen bag det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Begge parter glæder sig til samarbejdet, som de forudser kan gavne både instituttet og centret, men i særdeleshed kulturen generelt.
ROSKILDES SKJULTE PERLE SLÅR DØRENE OP – FØDSELSDAGSÅBENT HVER DAG HELE SOMMEREN
Sankt Laurentius, der ligger lige ved Roskilde Domkirke, rummer både unik, underjordisk kirkeruin og tårn med udkig og fangeceller. I år fylder kirkeruinen 900 år, og det fejrer Sankt Laurentius med åbent hver dag hele sommeren og gratis introduktioner hver time i åbningstiden.
Hyld demokratiet sammen med ROMU
På grundlovsdag den 5. juni fejrer ROMU demokratiet i Lejre og Roskilde – med fællessang, godt til ganen og overraskende, væsentlige lokalhistorier. Roskilde var det danske demokratis vugge, og i Lejre blev der holdt gigantiske folkefester til ære for grundloven. Dét bliver afsættet, når ROMU markerer dagen med to gratis arrangementer.
Musicons vilde sjæl
Dette er fortællingen om, hvordan ungdomskultur, frivilligheds- og foreningsarbejde førte til noget større og som en drivende kraft påvirkede en ny bydels udvikling og identitet. Byrådets beslutning om at renovere og udvide Hal 12 for mange millioner kroner understreger, at det er lykkedes
de lokale ildsjæle at skabe en succes på de 16 år, hvor Hal 12 har eksisteret som skatehal.