En bronzealderheks og hendes gravhøj?
På hjørnet af Maglehøjvej og Ådalsvej i Frederikssund ligger der en anden type gravhøj på et grønt område med offentlig adgang. Den hedder Maglehøj. Det betyder ”meget stor høj”. I dag er den omgivet af parcelhuse og hverdagsliv. Denne høj gemmer på en af forhistoriens mest gådefulde og mystiske kvindeskæbner – en begravelse, der skiller sig markant ud fra de andre grave, vi kender fra bronzealderen (1.700-500 f.Kr.).
Da gravhøjen blev udgravet i 1888, fandt man en mindre stenkiste på blot 39 x 63 cm, bygget af flade sten. Da låget blev løftet af, må det have været som at gå ind i et egyptisk gravkammer – uforstyrret og som et øjebliksbillede fra ca. 3.200 år siden. I lidt mindre skala, bevares, men alligevel! I bunden af stenkisten lå brændte menneskeknogler, og oven på disse var gravgaverne blevet lagt – de havde heldigvis ikke været med på ligbålet. Blandt gaverne var en kniv, en bøjlenål (et dragtspænde), en dobbeltknap (til at holde dragten eller kappen lukket med) og en bæltedåse – en slags ”dekorativ bæltetaske”, som kvinder kunne gå med i bronzealderen, hvis de var rige nok. Dét der adskiller kvindens gravgaver fra datidens andre kendte gravgaver, er sagerne, hun gemte i sin ”bæltetaske”, de gør nemlig hendes grav helt unik …
I denne lå der to hestetænder, flere knogler fra et væseldyr, et kloled fra et kattedyr (formentlig en los), et knoglefragment fra et rådyr eller lam, et stykke af en fugls luftrør, mange hvirvler fra en slange og brændte knogler, der kunne stamme fra et menneske. Derudover indeholdt beholderen en gren fra en røn, et stykke trækul (formentlig af bævreasp), tre småsten, to stykker svovlkis, et stykke af en bronzekniv og et stykke bronzetråd. Indholdet er tolket som værende amuletter – magiske genstande, der måske kunne bringe lykke, værne mod ulykker eller bruges i trolddom? Hvem og hvad var denne kvinde, der blev begravet i en fjern fortid med sine mystiske gravgaver?
Måske har kvinden i højen været en medicinkvinde, en heks, en klog kone, en troldkvinde eller én, der kunne kontakte de døde? Kært barn har ufatteligt mange navne. Og vi finder aldrig med sikkerhed ud af, hvilken rolle kvinden havde i sin samtid. En ting er dog sikker, hun skilte sig ud!
Ikke nok med, at hun havde et mystisk sæt genstande med sig i graven, hun var også begravet på fornem vis i en gravhøj. Det var bestemt ikke alle forundt på den tid. Måske har hendes efterladte familie eller venner, fra det samfund, hun var en del af, værdsat hende, fordi hun hjalp dem gennem livets faser og kriser? Under alle omstændigheder har hun haft en helt speciel skæbne, og selv om hendes gravhøj ligner alle de andre gravhøje i landskabet, rummer den en helt særlig historie.
Grundlovens konge samlede runesten
En anden speciel men senere skæbne finder vi hos Frederik 7. Han underskrev i 1849 grundloven, og på det tidspunkt havde han blot været konge i et år. Ved denne handling skrev han sig ind i danmarkshistorien. Men også blandt arkæologer er han en betydelig person, fordi han stod bag utallige udgravninger af fortidsminder og var en ivrig oldsagssamler. Nogle håndgribelige eksempler på hans interesse for oldtiden ses ved Jægerspris Slot. I slotsparken står der tre runesten, som han skaffede sig på Fyn. Runestenene er en lille eksklusiv samling af fortidsminder, som man sjældent finder opstillet i det fri. De tre sten blev skabt i vikingetiden og endte langt fra deres udgangspunkt på Vestfyn i en arkæologiglad konges varetægt. Det drejer sig om tre sten, der alle er fra den nuværende Assens Kommune. Den ene sten er Sønderby-stenen (700-1100 e.Kr.), der blev fundet i et gærde i 1809, hvorefter den blev glemt igen. Skriften på stenen er uklar, men den gengiver muligvis et kvindenavn. Efterfølgende genfindes runestenen i 1841. De to andre runesten er fundet ved Flemløse, og de kaldes derfor Flemløse-sten 1 og 2. Flemløse-sten 1 (700 800 e.Kr.) var indmuret i kirkegårdsmuren ved Flemløse Kirke. Vikingetidens tekst på den lyder ”Efter Roulv står denne sten. Han var nuRa-gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede.”
Flemløse-sten 2 (700-800 e.Kr.) bærer også indskriften Roulv, og den blev fundet omkring 1840 ved en gård i Voldtofte umiddelbart syd for Flemløse. Alle tre sten fik Frederik 7. bragt til Hagenskov, hvor han som kronprins og guvernør over Fyn boede. Tanken var, at stenene skulle opstilles i slotshaven på Hagenskov, beskyttet for fremtiden og vises frem for interesserede. I dag er stenene opstillet i Jægerspris Slotspark, hvor der er offentlig adgang, så man kan betragte dem på nært hold.
De er placeret nær Grevinde Danners grav. Hun var Frederiks 7.s tredje kone – en borgerlig kvinde, som han giftede sig med til stor opstandelse i sin samtid. Frederik 7. og hans livsførelse synes at have været omgivet af virak og spontanitet. Men han har også haft en stor interesse for fortiden og det faste holdepunkt, den kan være.
Fra bispens travle minisamfund til et stille sind med ro
Et område, der har undergået stor udvikling, er Sankt Hans i den vestlige del af Roskilde. Stedet er især kendt for den store rolle i forhold til psykiatrien. Fra begyndelsen af 1800-tallet byggede Københavns Kommune sit store psykiatriske hospital her ved Bistrup, et område, som København havde fået af Frederik 3. som tak for byens vellykkede forsvar mod svenskerne ved stormen på København i 1659. Området bliver flittigt benyttet af løbere og gående, der nyder de smukke omgivelser og den ro, der er her. Og noget af det, som de besøgende kan se på deres tur, er de meget tydelige rester af den middelalderlige borg, der lå her, længe før det psykiatriske hospital rykkede ind.
Hvis man følger Bistrup Allé gennem Sankt Hans, i retningen væk fra Roskilde, kommer man på et tidspunkt til en lille å, der løber ud i Roskilde Fjord. Lige efter man har krydset denne, kan man, på venstre hånd, se en meget markant bakke. På denne bakke står nogle gule bygninger med rødt tegltag. Men i middelalderen lå der en borg, ejet af Roskildebispen. Voldgravene fra borgen ses stadig tydeligt i landskabet mod nord og vest. Denne borg indeholdt et helt lille samfund. I Bistrup lå også bispens teglværk, der producerede glaserede gulvfliser til mange sjællandske kirker.
Ligesom her også engang lå en lille sognekirke, der var et yndet mål for valfart i 1400-tallet. At folk tog hertil langvejsfra, skyldes historien om, at der i 1404 skulle være flydt blod fra et kors i kirken. Der må have været et leben! Kirken blev revet ned i 1500-tallet, og borgen blev brændt ned i 1534 i forbindelse med Grevens Fejde. Ved reformationen overgik området til kongen, der byggede et jagtslot på stedet, hvoraf intet nu er tilbage.
Som nævnt skænkede Frederik 3. området til København, og de smukke omgivelser kommer både patienter og besøgende til gode.
Et snorlige prestigeprojekt – Ledreborg Allé
Et fortidsminde, der breder sig over et overordentligt stort areal, er den imponerende Ledreborg Allé anlagt i midten af 1700-tallet. Det var arkitekten Lauritz de Thurah, der også stod for en del byggeri på Ledreborg Slot, der planlagde den. Måske var det planen, at den skulle have strakt sig hele vejen fra Ledreborg i sydvest til Roskilde i nordøst? Så vidt nåede den dog aldrig – nu løber den fra Lindenborgvej i nordøst til godsets gravsted sydvest for Ledreborg. Man begyndte at beplante alléen i 1747. Træerne i alléen er i dag fredet og bliver supperet med nye træer, når de gamle fældes. Alléen er Danmarks længste allé – og oprindeligt var den også Nordeuropas længste. I det vejanlæg, som alléen udgør, indgår Maglebro, der går over Kornerup Å. Broen er opført i 1755 af granitkvadre med tøndehvælvede gennemløb, og den er i dag klassificeret som et fredet fortidsminde. Hvis man vil betragte broen fra et godt udsigtspunkt, gøres det bedst fra cykelstien, der løber på en træbro umiddelbart nord for broen. At gå, køre eller cykle en tur på alléen, og passere den fine bro er den ultimative måde at opleve det imponerende vejanlæg på. For det er næsten kun ved at opleve det ”live”, at storheden kommer til sin ret. Og derfor er det et oplagt mål for en ”coronaudflugt”.
