Gl. Kongsgaard slår dørene op for sommeren

26.05.2023

Et historisk teaterstykke udspiller sig på gårdspladsen et par gange i løbet af dagen, når Gl. Kongsgård fejrer begyndelsen på en ny sæson. Foto: ROMU

Sommeren begynder med en festlig og historisk sæsonåbning på Gl. Kongsgaard. Søndag den 4. juni fra 11-16 vil gården være fyldt med aktiviteter, håndværk, godt til ganen og hyggeligt samvær.

Gamle håndværk får et særligt fokus ved årets åbning. Her kan gæsterne opleve boder med salg af håndværksvarer og demonstration af b.la. plantefarvning, pilefletning, hørproduktion, båndvævning og produktion af strådyr.

”Der vil også være mulighed for at prøve kræfter med at slå med le og støbe sit eget lys. Så børnene kan få sig en sjov dag med gamle lege, og alle kan prøve lykken i en omgang hønsebingo. Det plejer at være ganske underholdende!” fortæller Maja Kvamm, der arbejder på Lejre Museum.

Gl. Kongsgaard er en fæstegård fra 1700-tallet, der ligger i hjertet af Gl. Lejre. Gårdens frivillige havehold, der hele sommeren holder gården åben med salg af kaffe og kage, vil vise rundt i den gamle gård med de smukke møbler og fortælle om den historiske have, som står med originale planter fra 1800-tallet. Hele dagen akkompagneres af lystig spillemandsmusik og et par gange vil et historisk teaterstykke udspille sig på gårdspladsen.

Lejre Museumsforening står for salg af sandwich, mens Gl. Kongsgårds frivillige sælger lækre kager og kaffe med på-tår.

Tag en dag ud af kalenderen og kom til en hyggelig sommerdag i Gl. Lejre.

”Vi glæder os alle sammen til at tage imod nye som gamle gæster til årets hyggelige sæsonåbning, og vi håber at gæsterne har lyst til at komme igen henover sommeren”, fortæller Else Kristiansen og Vivian Møller, der begge er medlemmer af det frivillige havehold.

Gl. Kongsgaard holder i sommersæsonen åbent torsdage og søndage kl. 13-16 i juni, juli og august med gratis adgang til det smukke stuehus og salg af kaffe og kage.

Tid, pris og sted

4. juni 2023, kl. 11:00-16:00

Gratis

Gl. Kongsgård, Orehøjvej 12, 4320 Lejre

OBS. Vær opmærksom på, at renoveringen af broen over Holbækmotorvejen (dvs. på Orehøjvej ved Gevninge) kan have betydning for din rute til Gl. Kongsgaard.

Slægtsforskere kan snart gå på opdagelse i pjæk og markarbejde

01.09.2021

Bent Thygesen ser til, mens den gamle verden møder den nye. Skoleprotokollen med 100 år på bagen skal digitaliseres, så den bliver tilgængelig online. Foto: Lene Steinbeck.

I et skab på Smørum gamle Skole gemmer sig en lang række guldkorn om områdets skolebørn. Lokalarkivet er i gang med at digitalisere gamle skoleprotokoller, så nysgerrige på jagt efter sin egen historie kan komme et skridt nærmere oldemor eller tipoldefars tid på skolebænken

Af Lene Steinbeck

Skannerens lysstribe glider langsomt hen under glaspladen, hvorpå den opslåede bog ligger og foretager sig intet. Efter 100 år som analog skal den nu til at være digital.

På computerskærmen ved siden af dukker snart et skan op. Af en række sirlige o’er fremgår, at stakkels Niels Hans Rasmussen på 11 år har brugt samtlige 43 skoledage i november og december 1920 på sygelejet.

Anders Martin Jacobsen har i samme periode til gengæld kun én dag med forsømmelse, og den var ganske lovlig. Den 3. november 1920 måtte skole nemlig være skole, for 11-årige Anders Martin skulle hjælpe til med roerne.

Ved computeren sidder Bent Thygesen. Han er frivillig på lokalarkivet i Ledøje-Smørum, og han sikrer sig, at de skannede sider ser ud, som de skal.

”Vi har en 50-60 skoleprotokoller fra omkring 1850 og frem til 1960, som vi skal digitalisere. De skal være forældet, før vi må offentliggøre dem, og det er de efter 50 år,” fortæller han.

Helt tæt på slægtningenes skolegang

Nu til dags bliver fravær registreret elektronisk, men man skal ikke så langt tilbage i tiden for at kunne huske kontaktbøger og navneopråb i begyndelsen af hver lektion. I disse gamle skoleprotokoller betyder en lille prik fremmøde, mens en bolle bliver sat ved sygdom og et kryds ved fravær.

”Læreren råbte børnenes navne op og satte et lille hak ved dem, der svarede og noterede på den måde elevernes forsømmelse. Der kunne være kommet en seddel fra forældrene om, at man havde været syg, eller at man skulle hjælpe til i marken. Til nogle skoler har vi også eksamensprotokollerne, så kan vi se, hvordan de klarede eksamenerne”.

Udover at være medlem af bestyrelsen i Ledøje-Smørum Historisk Forening og frivillig på arkivet, er Bent Thygesen formand for slægtshistorisk forening – og det er netop i den forbindelse, at han synes, skoleprotokollerne er en vigtig puslespilsbrik.

”Når man laver slægtsforskning, er det med at få flest mulige oplysninger om sin familie. Det er altid sjovt med billeder af gårde, fra dilettant-teater og sølvbryllupper. Men her kan man se, hvilken skole, de gik på, hvor meget fravær de havde og man kan komme tæt på dem i den periode af deres liv, hvor de gik i skole,” fortæller han.

Ledøje-Smørum lokalarkiv, som holder til i Smørum gamle Skole, har 50-60 gamle skoleprotokoller fra perioden 1850-1960. De protokoller, der er nyere, må først offentliggøres efter 50 år. Foto: Lene Steinbeck.

Kragetæer og gotisk håndskrift

Når alle protokollerne er skannet ind, bliver de lagt tilgængeligt på arkiv.dk, så man kan gå på jagt efter sine slægtninge. Det har Bent Thygesen selv haft held med:

”Jeg har siddet og kigget i bøgerne – og så fandt jeg min oldemor. Hun var i familiepleje i Ledøje og gik på Ledøje Rytterskole. Jeg fandt hende i protokollen, fra hun kom i skole i 1. klasse, til hun blev konfirmeret. Så gik hun ud af skolen for at komme ud på en gård og tjene.”

Han har stadig et stykke arbejde foran sig. Hver bog tager tre-fire timer at skanne. Og skal man nogle gange lige bruge lidt tid på at tyde, hvad der står i de gamle bøger.

”Det kan godt være lidt svært at læse. Lærerne har jo forskellige kragetæer, lige som vi andre har,” lyder det med et grin fra Bent Thygesen.

Det er ikke det eneste benspænd i skoleprotokollerne.

 ”Omkring år 1900 var de fleste gået over til at skrive med de latinske bogstaver, men før det brugte de gotisk håndskrift. Det kræver lige lidt øvelse at læse. Men når man har den, går det fint.”

På lokalarkivet har man indrettet en skoleklasse, som den så ud i gamle dage. På lærerens kateder ligger skoleprotokollen slået op, klar til navneopråb. Den røber, at vi befinder os i 4. klasse i skoleåret 1957/58. Foto: Lene Steinbeck.

ROMU samlede og hyldede de frivillige

25.08.2021

Der var hygge og højt humør, da ROMUs mange frivillige samledes på Lejre Museum til den årlige sommerfrokost. Der var både smørrebrød, kaffe og kage. Foto: Maja Kvamm.

De mange frivillige udgør en uvurderlig del af ROMUs besøgssteder. Det er dem, der sørger for, at haven ved Gammel Kongsgaard står i flor, det er dem, der svinger æbleskivepanden i Lützhøfts Købmandsgård, og de sørger for, at det gode skib Sommerflid hviler smukt i fjorden ved Frederikssund. Mandag d. 23. august samledes de til sommerfrokost på Lejre Museum

Humøret var højt, da ROMUs mange frivillige samledes til den årlige frivilligsommerfrokost. I år foregik frokosten på Lejre Museum.

Ved ankomsten var der kaffe, og frivilligkoordinator og museumsinspektør ved Lejre Museum, Isabella No’omi Fuglø bød velkommen.

De frivillige nyder i høj grad at dyrke deres passioner ved ROMUs forskellige besøgssteder – om disse så er havearbejdet, sejlads eller madlavning – og de sætter pris på de fællesskaber, som vokser ud af frivilligheden.

For eksempel siger ægteparret Leni og Kurt Kryger om deres engagement i Skibslauget Sommerflid ved Frederikssund:

”Man møder andre ligesindede, der er interesserede i både og arbejdet med dem. Det er en kæmpe verden at få indblik i, og man kommer bagom alt det, folk ikke ser. Vi har selv haft en lille jolle, men i Sommerflid er vi en del af et fællesskab omkring interessen for både”.

Leni og Kurt Kryger har nydt solskinstimerne på Sommerflid, hvilket ses på de brede smil og den solbrændte hud. Foto: Maja Kvamm.

Og netop fællesskaberne, og den menneskelige spejling i hinanden går igen, når man taler med de frivillige om deres motivation.

Anne Marie Dam, som er frivillig ved Skenkelsø Mølle i Egedal, hvor hun formidler om kornprodukter og kværner korn med børn, siger:

”Man får en anden hverdag. Efter et arbejdsliv i mange år med kollegaer får man nye forbindelser og et anderledes indhold i dagen”.

For Leni og Kurt er det Sommerflid, for Anne Marie er det samtalen med børnene – men listen over herlige aktiviteter, man kan kaste sig over som frivillig hos ROMU, er lang:
Der bages æbleskiver i Lützhøfts Købmandsgård, hvor Eva Pedersen er frivillig og er kommet så længe hun kan huske, og ved Gammel Kongsgård i Lejre blomstrer både haven og frivillighedsfællesskabet, som Tove Thorst er en del af:

”Man lærer noget om planterne af hinanden. Det er godt at være sammen om havearbejdet – og så er det sjovt at møde turister i foråret”.

Eva Pedersen til venstre, som er frivillig i Lützhøfts Købmandsgård, hvor hun bl.a. bager æbleskiver og Tove Thorst til højre, som bidrager til at holde haven ved Gammel Kongsgård, havde en hyggelig dag på Lejre Museum. Foto: Maja Kvamm.

De frivillige glædede sig over igen at kunne samles om kulturen og det fysiske møde, og frivilligkoordinator Isabella No’omi Fuglø var også begejstret over at kunne byde dem velkommen tilbage:

”Jeg håber og tror, at vi er ude på den anden side af den værste coronakrise, og jeg bliver glad af at se de frivillige, som stadig melder sig på banen – ikke bare i deres arbejde for ROMUs besøgssteder, men også som ambassadører for museerne og for et rigt kulturliv. Vi håber sådan på et rigtigt kultur-efterår”.

Frederikssund er en del af fjordens uendelige historie

Af: Lene Steinbeck

30.06.2021

John Schmidt Andersen (V) foran Frederikssund Museum, Færgegården, hvor livet ved fjorden gennem tiden skildres. Det er for borgmesteren en hjørnesten i fortællingen om Frederikssund, der geografisk bliver delt i to af Roskilde Fjord. Foto: ROMU/Trine Sejthen. 

I Frederikssund Kommune er naturen en meget aktiv del af at skabe et fællesskab i kommunen. Faktisk guider borgmesteren selv tilflyttere rundt i landskabet med et håb om, at de vil falde til, finde ro og føle sig som en del af kommunen. Vi har taget en snak borgmester John Schmidt Andersen om kulturarv og ikke mindst natur i denne artikel, der er en del af ROMU’s sommerserie om kulturarv i Egedal, Lejre, Roskilde og Frederikssund.

Når John Schmidt Andersen (V) sidder på en bænk ved Møllekrogen ved Selsø slot, bruser det i kroppen. Blikket glider på vandring over fjorden, helt ned til bunden, hvor spirene på Roskilde Domkirke giver øjnene en pause.

”Jeg får en sanseløs lykkefølelse i kroppen af det her langstrakte blik over forskellighederne ved fjorden. Min gamle far sagde altid: ”Hvad har vi da gjort, siden vi skal have det så godt? Det har jeg nok arvet.”

Det er naturen, han vender tilbage til igen og igen i en snak om kulturarven i Frederikssund Kommune, hvor han er borgmester. For mennesket har altid været forbundet med naturen, og det har man blik for, både i kommunen og på Frederikssund Museum, Færgegården. Her kan man i den permanente udstilling ’Menneske og fjord’ blive klogere på, hvordan fortidens mennesker søgte mod fjorden for at få mad på bordet eller sejle ud mod verden. Samtidig kan man udforske, hvordan mennesket i dag bruger fjordens natur – og måske blive inspirere til selv at udvide bekendtskabet.

”Den kan helt sikker være med til at skabe tætte forbindelser. Jeg elsker at gå rundt i naturen. Bare opdage og kigge. Det får mig til at tænke over, hvor stor en historie, vi er en del af,” siger John Schmidt Andersen

Borgmesteren som turguide

Ud over den bjergtagende skønhed har naturen en anden fordel: Den er let tilgængelig og nem at forstå. Uanset om småbørnsfamilien jagter det nærmeste ishus, eller den historieinteresserede pensionist spænder vandrestøvlerne på, så trænger historierne sig på.

”Når jeg står på de der gamle steder med en lang historie, får jeg altid refleksioner – hvordan var livet her, hvor gik de hen, når de var færdige i marken? Det er så fascinerende. Der har været så meget rum og plads til at dyrke naturen. Nu har vi så travlt hele tiden. Jeg har lyst til at rejse tilbage og se, hvordan det hele foregik. Altså, jeg ville ikke ønske, at jeg levede dengang. Men hvis man nu bare kunne gå lidt på sidelinjen og se, hvordan man levede.”

Faktisk står John Schmidt Andersen selv forrest i bussen med mikrofonen i hånden et par gange om året, hvor kommunen inviterer nye beboere på en sightseeing.

”Vi kører rundt i tre timer, mens jeg bare snakker og fortæller. Vi stopper ved kroen i Kulhuse og får kage og kaffe, men ellers kører vi bare. Kun på de store veje, vi kommer slet ikke ud i alle afkrogene. Der må de selv finde ud.” 

Selv mener han ikke, at han kan finde nye steder i kommunen. Men det kan andre måske. De kan finde deres egen lille yndlingsplet, hvor de kan lade sig overvælde af historien, kulturen og naturen. Og måske mærke det samme brus af lykke som borgmesteren.

Fjorden, der deler og samler

I Frederikssund Kommune er naturen i høj grad præget af Roskilde Fjord, som deler kommunen i to dele, kun forbundet af broer. Mod vest ligger Skibby og Jægerspris, der tidligere var to selvstændige kommuner – det samme var Frederikssund og Slangerup, der ligger på fjordens østlige bred. Ved kommunalreformen i 2007 blev de fire kommuner samlet under en.

Frederikssund stod – som mange andre kommuner dengang – over for en proces med at samle trådene og skabe en fælles kommunal forståelse. Det blev ikke nemmere af, at kommunen rent fysisk er splittet af vand. Men undervejs gik noget op for John Schmidt Andersen.

”Jeg sad med på nogle workshops, hvor vi skulle finde ud af, hvad vi gerne ville fremhæve. Jeg havde mit liv i Slangerup med små børn, så jeg så nok ikke så meget andet end dagligdagen og motorvejen. Det var først, da vi lagde kommunerne sammen, at jeg opdagede, hvad der var på den anden side.”

Og da borgmesteren først løftede blikket, sænkede han det ikke igen. Han så slotte og smukke kirker, gamle teglværker og savværker. Han så traditioner for landbrug på den ene side af fjorden og på handel på den anden side. Og i centrum for det hele var naturen. Her fandt han den fælles historie, der ikke skelner til kommunegrænserne.

”Vi bor et sted med stor mangfoldighed, både blandt borgerne og i naturen. Vi har moræne-landskaberne, vi har åse, der er Roskilde Fjord, højmoser i Kulhuse og Hammer bakker. Vi har det hele,” lyder det begejstret for John Schmidt Andersen.

Frisk luft og fortidsminder

23.04.2021

Ledreborg Allé. Dette snorlige prestigeprojekt er et godt udgangspunkt for en gå-, køre- eller cykletur. Foto: Cille Krause.

Få overblikket over naturens skjulte historier om fortiden i dette uddrag af ROMU Årbog 2020 “Kulturen på spil” 

Af Cille Krause, arkæolog ved ROMU

Covid-19 har, blandt mange andre ting, også givet os nogle nye rammer for at komme ud og opleve verden omkring os. Vi skal holde afstand, overholde retningslinjer, og man kan ikke bare rejse afsted efter nye oplevelser. Men det giver os også en anledning til at tage vores hverdag og vores lokale område i nærmere øjesyn. For der er mange skjulte oplevelser og ukendte ting i vores hverdag og det område, vi lever i. Men de kan ofte virke helt skjult, fordi vi har vænnet os til at suse forbi dem i hverdagens jag. Hvem tænker over, at vi måske passerer en 1700-tals milesten, når vi har været i Hyrdehøjcenteret for at handle, eller at gravhøjen Maglehøj, i et parcelhuskvarter i Frederikssund, indeholdt begravelsen af en heks fra bronzealderen?
Formålet med denne artikel er at give nogle bud på de skjulte fortidige fikspunkter, der er i vores nærmiljø, som man kan besøge, undre sig over og dykke ned i – i god afstand, hvor alle retningslinjer overholdes, mens eventuelle nys forvises til eget ærme. Samtidig er artiklen en anledning til at gøre opmærksom på, at fredede fortidsminder dækker over virkelig mange ting: De dækker over de klassiske dysser og jættestuer fra yngre stenalder, bronzealderens imponerende gravhøje, middelalderens borge og voldsteder samt de nyere stenbroer og milesten fra 1700-tallet. 

Nogle af de yngste fredede fortidsminder er krigergravene fra 1864 og de knap 600 genforeningssten, som blev rejst i hele Danmark til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Både i forhold til datering, funktion og udformning er her således tale om en pose blandede bolcher. Men fælles for dem er, at de hver især rummer vigtige historier om vores fælles fortid. 

Der er ikke offentlig adgang til fredede fortidsminder, ”bare” fordi de er fredede. En stor del af dem ligger på privat grund, og man skal derfor have tilladelse af lodsejer, inden man besigtiger fortidsmindet. De fortidsminder, der indgår i denne artikel, er udvalgt således, at her udelukkende er tale om steder med offentlig adgang. I det følgende præsenteres en håndfuld forslag til fortidige udflugtsmål. Vi begynder med de ældste og arbejder os frem til nyere tid. 

Harald Hildetands Høj 

Gl. Lejre er rigt på fortidsminder, og der findes nok ikke den arkæolog eller historiker i Danmark, der ikke kender til stedet. Her har både været stormandshaller, skibssætninger og gravhøje fra jernalder og vikingetid, og en del af dette ses stadig tydeligt i landskabet. Men området indeholder også fortidsminder, der er langt ældre end de sagnkonger, vi formoder holdt til her. Et af disse fortidsminder, der har været tilskuer til begivenhederne, da stedet var centrum for magthaverne, er langhøjen Harald Hildetands Høj. Den er fra yngre stenalder og ca. 5.500 år gammel eller fra omkring 3.500 f.Kr.
Når denne langhøj får opmærksomhed, er det primært på grund af dens navn, som den har fået meget senere end stenalderen. Første gang, vi ser dette navn, er på Ole Worms træsnit med prospekt over Lejreområdet fra 1643. At højen har fået dette navn, skyldes, at sagnkongen Harald Hildetand ifølge Saxo lå begravet i området, og det har Worm haft i baghovedet, da han lavede prospektet. Det ændrer dog ikke ved, at der er tale om en såkaldt langhøj fra yngre stenalder. Selve højen er, som navnet antyder, aflang, og cirka i midten lå gravkammeret, der var bygget af store sten. Omkring højen var ligeledes sat sten. Tiden har ikke været mild ved højen, og mennesker har også fjernet sten fra anlægget til brug i vejbyggeri. Derfor har der været behov for restaurering, der bl.a. har tilføjet højen nye sten. Det er usikkert, om den har set helt sådan ud, da den blev bygget i stenalderen. Yngre stenalder var en tid, hvor man, på sin vis, kæmpede mod naturen og landbruget var i sin spæde start. Man indførte landbrug med slid og møje og underlagde sig jord, så man kunne dyrke den og holde husdyr. Det kunne give anledning til strid med konkurrerende ”naboer”, og der var et stort behov for at kunne legitimere sin ret til jorden. Dette system kan yngre stenalders gravhøje være en del af. Ved at bygge denne type langtidsholdbare monumenter kunne man lave et fast holdepunkt for slægten, der kunne være med til at retfærdiggøre kravet på jorden. Og man må sige, at højen har været langtidsholdbar – hvis den kunne tale, ville den kunne fortælle historier om begivenheder fra tusindvis af år.

Harald Hildetands Høj har været vidne til mange af eftertidens begivenheder i Gl. Lejre. Foto: Cille Krause.

Børnehøjen – som at løfte taget af en LEGO-bygning 

Børnehøjen ligger på det store grønne areal ud til vejen Børnehøjen i Himmelev, nordøst for Roskilde. Her kan du opleve en dobbelt jættestue fra den del af bondestenalderen, vi kalder mellemneolitisk tid – det vil sige 3.200 2.400 f.Kr. Jættestuer er gravkamre, hvortil en snæver gang fører ind. De er bygget af store sten, og de har plads til, at flere kunne begraves derinde. Man kan kalde dem en slags “genbrugsgravplads”. Det er dog specielt, at der i Børnehøjen blev etableret to gravkamre – som regel ligger jættestuerne enkeltvis i hver deres høj. På samme måde som med Harald Hildetands Høj kan også denne høj ses som en del af et system, hvor man, via langtidsholdbare og forfædre-forbundne monumenter, forsøgte at styrke sit krav til et givent stykke jord. Oprindeligt har der ligget flere store “dæksten” som loft over gravkamrene i Børnehøjen, men de er blevet fjernet på et ukendt tidspunkt. Store kampesten var i høj kurs på den tid, hvor man anlagde veje, broer og jernbaner. Hvis man havde en dysse eller en jættestue liggende på sin jord, kunne man, i gamle dage, tjene penge på at sælge stenene til anlægsarbejdet. At dækstenene mangler på den dobbelte jættestue, giver os mulighed for at se, hvordan man har konstrueret anlægget – lidt ligesom når man løfter taget af en LEGO-bygning. Netop derfor er Børnehøjen en god høj at besøge, hvis man gerne vil ind i et af forhistoriens store stenbyggede gravkamre men ikke har fysik eller lyst til at kravle ind gennem snævre og mørke gange for at nå frem. 

En bronzealderheks og hendes gravhøj?

På hjørnet af Maglehøjvej og Ådalsvej i Frederikssund ligger der en anden type gravhøj på et grønt område med offentlig adgang. Den hedder Maglehøj. Det betyder ”meget stor høj”. I dag er den omgivet af parcelhuse og hverdagsliv. Denne høj gemmer på en af forhistoriens mest gådefulde og mystiske kvindeskæbner – en begravelse, der skiller sig markant ud fra de andre grave, vi kender fra bronzealderen (1.700-500 f.Kr.).
Da gravhøjen blev udgravet i 1888, fandt man en mindre stenkiste på blot 39 x 63 cm, bygget af flade sten. Da låget blev løftet af, må det have været som at gå ind i et egyptisk gravkammer – uforstyrret og som et øjebliksbillede fra ca. 3.200 år siden. I lidt mindre skala, bevares, men alligevel! I bunden af stenkisten lå brændte menneskeknogler, og oven på disse var gravgaverne blevet lagt – de havde heldigvis ikke været med på ligbålet. Blandt gaverne var en kniv, en bøjlenål (et dragtspænde), en dobbeltknap (til at holde dragten eller kappen lukket med) og en bæltedåse – en slags ”dekorativ bæltetaske”, som kvinder kunne gå med i bronzealderen, hvis de var rige nok. Dét der adskiller kvindens gravgaver fra datidens andre kendte gravgaver, er sagerne, hun gemte i sin ”bæltetaske”, de gør nemlig hendes grav helt unik …

I denne lå der to hestetænder, flere knogler fra et væseldyr, et kloled fra et kattedyr (formentlig en los), et knoglefragment fra et rådyr eller lam, et stykke af en fugls luftrør, mange hvirvler fra en slange og brændte knogler, der kunne stamme fra et menneske. Derudover indeholdt beholderen en gren fra en røn, et stykke trækul (formentlig af bævreasp), tre småsten, to stykker svovlkis, et stykke af en bronzekniv og et stykke bronzetråd. Indholdet er tolket som værende amuletter – magiske genstande, der måske kunne bringe lykke, værne mod ulykker eller bruges i trolddom? Hvem og hvad var denne kvinde, der blev begravet i en fjern fortid med sine mystiske gravgaver? 

Måske har kvinden i højen været en medicinkvinde, en heks, en klog kone, en troldkvinde eller én, der kunne kontakte de døde? Kært barn har ufatteligt mange navne. Og vi finder aldrig med sikkerhed ud af, hvilken rolle kvinden havde i sin samtid. En ting er dog sikker, hun skilte sig ud!
Ikke nok med, at hun havde et mystisk sæt genstande med sig i graven, hun var også begravet på fornem vis i en gravhøj. Det var bestemt ikke alle forundt på den tid. Måske har hendes efterladte familie eller venner, fra det samfund, hun var en del af, værdsat hende, fordi hun hjalp dem gennem livets faser og kriser? Under alle omstændigheder har hun haft en helt speciel skæbne, og selv om hendes gravhøj ligner alle de andre gravhøje i landskabet, rummer den en helt særlig historie.

Grundlovens konge samlede runesten

En anden speciel men senere skæbne finder vi hos Frederik 7. Han underskrev i 1849 grundloven, og på det tidspunkt havde han blot været konge i et år. Ved denne handling skrev han sig ind i danmarkshistorien. Men også blandt arkæologer er han en betydelig person, fordi han stod bag utallige udgravninger af fortidsminder og var en ivrig oldsagssamler. Nogle håndgribelige eksempler på hans interesse for oldtiden ses ved Jægerspris Slot. I slotsparken står der tre runesten, som han skaffede sig på Fyn. Runestenene er en lille eksklusiv samling af fortidsminder, som man sjældent finder opstillet i det fri. De tre sten blev skabt i vikingetiden og endte langt fra deres udgangspunkt på Vestfyn i en arkæologiglad konges varetægt. Det drejer sig om tre sten, der alle er fra den nuværende Assens Kommune. Den ene sten er Sønderby-stenen (700-1100 e.Kr.), der blev fundet i et gærde i 1809, hvorefter den blev glemt igen. Skriften på stenen er uklar, men den gengiver muligvis et kvindenavn. Efterfølgende genfindes runestenen i 1841. De to andre runesten er fundet ved Flemløse, og de kaldes derfor Flemløse-sten 1 og 2. Flemløse-sten 1 (700 800 e.Kr.) var indmuret i kirkegårdsmuren ved Flemløse Kirke. Vikingetidens tekst på den lyder ”Efter Roulv står denne sten. Han var nuRa-gode, sønnerne satte (den) efter. Åver malede.”
Flemløse-sten 2 (700-800 e.Kr.) bærer også indskriften Roulv, og den blev fundet omkring 1840 ved en gård i Voldtofte umiddelbart syd for Flemløse. Alle tre sten fik Frederik 7. bragt til Hagenskov, hvor han som kronprins og guvernør over Fyn boede. Tanken var, at stenene skulle opstilles i slotshaven på Hagenskov, beskyttet for fremtiden og vises frem for interesserede. I dag er stenene opstillet i Jægerspris Slotspark, hvor der er offentlig adgang, så man kan betragte dem på nært hold.
De er placeret nær Grevinde Danners grav. Hun var Frederiks 7.s tredje kone – en borgerlig kvinde, som han giftede sig med til stor opstandelse i sin samtid. Frederik 7. og hans livsførelse synes at have været omgivet af virak og spontanitet. Men han har også haft en stor interesse for fortiden og det faste holdepunkt, den kan være.

Fra bispens travle minisamfund til et stille sind med ro

Et område, der har undergået stor udvikling, er Sankt Hans i den vestlige del af Roskilde. Stedet er især kendt for den store rolle i forhold til psykiatrien. Fra begyndelsen af 1800-tallet byggede Københavns Kommune sit store psykiatriske hospital her ved Bistrup, et område, som København havde fået af Frederik 3. som tak for byens vellykkede forsvar mod svenskerne ved stormen på København i 1659. Området bliver flittigt benyttet af løbere og gående, der nyder de smukke omgivelser og den ro, der er her. Og noget af det, som de besøgende kan se på deres tur, er de meget tydelige rester af den middelalderlige borg, der lå her, længe før det psykiatriske hospital rykkede ind.
Hvis man følger Bistrup Allé gennem Sankt Hans, i retningen væk fra Roskilde, kommer man på et tidspunkt til en lille å, der løber ud i Roskilde Fjord. Lige efter man har krydset denne, kan man, på venstre hånd, se en meget markant bakke. På denne bakke står nogle gule bygninger med rødt tegltag. Men i middelalderen lå der en borg, ejet af Roskildebispen. Voldgravene fra borgen ses stadig tydeligt i landskabet mod nord og vest. Denne borg indeholdt et helt lille samfund. I Bistrup lå også bispens teglværk, der producerede glaserede gulvfliser til mange sjællandske kirker.
Ligesom her også engang lå en lille sognekirke, der var et yndet mål for valfart i 1400-tallet. At folk tog hertil langvejsfra, skyldes historien om, at der i 1404 skulle være flydt blod fra et kors i kirken. Der må have været et leben! Kirken blev revet ned i 1500-tallet, og borgen blev brændt ned i 1534 i forbindelse med Grevens Fejde. Ved reformationen overgik området til kongen, der byggede et jagtslot på stedet, hvoraf intet nu er tilbage.
Som nævnt skænkede Frederik 3. området til København, og de smukke omgivelser kommer både patienter og besøgende til gode.

Et snorlige prestigeprojekt – Ledreborg Allé 

Et fortidsminde, der breder sig over et overordentligt stort areal, er den imponerende Ledreborg Allé anlagt i midten af 1700-tallet. Det var arkitekten Lauritz de Thurah, der også stod for en del byggeri på Ledreborg Slot, der planlagde den. Måske var det planen, at den skulle have strakt sig hele vejen fra Ledreborg i sydvest til Roskilde i nordøst? Så vidt nåede den dog aldrig – nu løber den fra Lindenborgvej i nordøst til godsets gravsted sydvest for Ledreborg. Man begyndte at beplante alléen i 1747. Træerne i alléen er i dag fredet og bliver supperet med nye træer, når de gamle fældes. Alléen er Danmarks længste allé – og oprindeligt var den også Nordeuropas længste. I det vejanlæg, som alléen udgør, indgår Maglebro, der går over Kornerup Å. Broen er opført i 1755 af granitkvadre med tøndehvælvede gennemløb, og den er i dag klassificeret som et fredet fortidsminde. Hvis man vil betragte broen fra et godt udsigtspunkt, gøres det bedst fra cykelstien, der løber på en træbro umiddelbart nord for broen. At gå, køre eller cykle en tur på alléen, og passere den fine bro er den ultimative måde at opleve det imponerende vejanlæg på. For det er næsten kun ved at opleve det ”live”, at storheden kommer til sin ret. Og derfor er det et oplagt mål for en ”coronaudflugt”.

Den fredede Maglebro fra 1755 som man ser den fra den parallelle træbro. Foto: Cille Krause.

Milesten – fikspunkter i et ambitiøst vejnet

Mens Ledreborg Allé gør opmærksom på sig selv fra lang afstand, er der andre fortidsminder, der er langt mindre, og som man hurtigt kan overse, hvis man har for meget fart på. Et sådant står langs den trafikerede Holbækvej, på strækningen mellem krydset Låddenhøj og rundkørslen ud mod Svogerslev. Det drejer sig om en høj milesten udhugget af norsk marmor. Med sine over tre meter, og i sin nyrestaurerede form, ser den både smuk og imponerende ud. Men hvad er en milesten egentlig, og hvilken historie er den med til at fortælle?
I 1761 havde man besluttet, at der skulle anlægges helt nye hovedlandeveje i landet. Det skyldes, at de eksisterende var dårligt vedligeholdt, de snoede og bugtede sig, og de var svært fremkommelige. Et moderniseret vejnet ville være nyttigt, når varer skulle transporteres, rejsende skulle frem mere komfortabelt, og når militæret skulle rykke ud. Alt i alt var der mange fordele ved et moderniseret vejsystem. En konsekvens af projektet var, at flere af de gamle, lidt primitive milesten blev udskiftet. Milestenenes formål var at markere afstande i vejnettet, i dette tilfælde distancen fra Københavns vestlige byport.

Det var Frederik 5., der påbegyndte arbejdet med vejnettet, og ved hans død, tog sønnen, Christian 7., over. Christian 7. lod en del af milestenene bære faderens monogram, mens andre bar hans eget – fx stenen på Holbækvej. Yderligere ser man på denne sten et posthorn. Det er ikke tilfældigt. Da prisen for postforsendelser på dette tidspunkt afhang af afstand, var postvæsnet meget interesseret i de nye angivelser af vejmål og opsætningen af milesten.

Milesten kendes i forskellige former. De er opsat og udskiftet under forskellige konger, men ikke alle bærer monogram. En lidt mere simpel milesten står langs Svogerslev Hovedgade ved Svogerslev Kro. Den er af granit og blot en meter høj, og den angiver, at der er 43/4 mil til København. En tredje type milesten finder man 1/4 mil længere vest på. Her står en stor granit-keglestub, hvor Kornerup Landevej krydser Kornerup Å, og den gør opmærksom på, at vi befinder os fem mil fra København. Denne type milesten blev afløseren for de slanke obelisker af norsk marmor, som ikke kunne tåle det danske vejr. Det er ligeledes Christian 7.s monogram, der er på de to milesten i Svogerslev og Kornerup. Fælles for stenene er, at de vidner om et kompliceret og ambitiøst moderniseringsarbejde i Danmark, der lagde grunden til den moderne infrastruktur.

Her slutter forslagene til ture for denne gang. Der er ingen tvivl om, at vores nærområde er en næsten uudtømmelig kilde til gode kulturhistoriske oplevelser og historier. Vi skal bare standse op indimellem og iagttage. Eller gå målrettet efter nogle nedslagspunkter – derfor denne håndfuld forslag. De viser bredden i fortidsminderne – både i funktion og i forhold til deres alder. Fælles for dem er, at de er vidner fra fortiden, som vi kan lære meget af.

God tur i landskabet!