ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal.3 Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

EN FREJA-FIGUR?
Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve.7 Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT?
Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og
en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig
tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre9, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det
gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.

ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, har forsket i Lejres skibssætninger – formationen af store sten, der menes at symbolisere de afdødes sejltur til dødsriget. Hun ser de monumentale skibssætninger tale ind storheden, der kendetegner områdets kongehaller. Læs det andet af tre nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, der nu er ude som bog.

Manifestér din status, mens du lever – og også på din rejse til dødsriget. Det var tankegangen hos de magtfulde konger, der befolkede Lejre i yngre jernalder. I sit bidrag til det store fællesnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, der netop er udkommet som bog, genskaber ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, Lejres skibssætninger: De bådformede stenformationer, der markerer de afdødes sejltur til dødsriget.

Spektakulære fund i Lejre

I sit forskningsprojekt genbesøger Julie Nielsen en udgravning, som Nationalmuseets arkæolog Harald Andersen forestod i gravhøjen Grydehøj i Lejre i 1956. I samme periode undersøgte han i området en velbevaret vikingetidsgravplads fra omkring år 900- 950.

”Man kan sige, at han med sit spektakulære fund var personen, der genopdagede Lejre,” siger Julie Nielsen.

Genskaber skibssætninger

Mange ved, at der omkring Grydehøj har stået én skibssætning. Færre er klar over, at gravhøjen var omkranset af en mindre flåde med mindst fire skibssætninger. Konkret har Julie Nielsen prøvet at genskabe stenformationerne ved at koble gamle og nye tegninger af dem.

”Jeg forsøger at rekonstruere skibssætningerne for at vise, hvor og hvordan de stod i landskabet. Og ikke mindst hvad de betød – i sig selv, i samspil med gravhøjen, med vikingetidsgravpladsen – med Lejre i et større perspektiv,” forklarer Julie Nielsen.

Mytiske sten med og uden grave

Skibssætninger kommer i mange former: I Lejres stræber store, ovale sten på højkant mod himlen. Stenformationerne knytter sig til flere historiske perioder, fortæller Julie Nielsen:

”Med inspiration fra bronzealderens skibssætninger konstruerer yngre jernalders mennesker deres egne udgaver. Det er interessant, at de læner sig op ad en tradition, men samtidig skaber en ny ved at gøre skibssætningerne så store og monumentale.”

Skibssætningerne forbinder vi med gravsteder, men man ser også skibssætninger uden grave. ”Det giver anlæggene en nærmest mytisk karakter,” pointerer Julie Nielsen.

Sten udstråler kongers magt

I projektet ’Viking Dynasties’ sammenligner forskere fra Danmark og Sverige de to søsterdynastier med hver deres sagnomspundne slægt: skjoldungerne i Lejre og ynglingerne i Gamla Uppsala i Sverige.

”Vi ser ikke skibssætninger i selve Gamla Uppsala. Ynglingerne har til gengæld runesten. De har anvendt skibsbegravelser, hvor de stedte de døde til hvile i rigtige både ved de nærliggende gravpladser – Valsgärde og Vendel,” siger Julie Nielsen.

Hun fremhæver desuden Lejre-skibssætningens størrelse.

”Den afspejler opblomstringen af Lejres monumentale periode omkring 650. Vi kan sammenkoble den med Lejres kongehaller, der viser kongernes enorme storhed, status og magt.”

Folk valfartede til døde i gravhøj

Som en del af sit projekt har Julie Nielsen med nye kulstof 14-dateringer tidsbestemt knoglemateriale fra gravhøjen Grydehøj. Hendes forskning viser, at gravhøjen er blevet opført omkring år 650. Og at skibssætningen sandsynligvis blev rejst samtidig med gravhøjen.

”Jeg tror, at højen fortæller historien om en fyrstelig gravlæggelse i yngre jernalder – med et stort anlagt ligbål, der er brændt ned, hvorefter højen er opført. Højen stod formentligt åben en periode, så folk kunne valfarte hertil og sige farvel til afdøde. Sådan som mennesker også i dag tager afsked med statsoverhoveder og kongelige,” siger Julie Nielsen.

Rejsen til dødsriget er showoff

Samme bygherre står bag skibssætning og gravhøj, mener Julie Nielsen. De to elementer ser hun som dele af én imposant minde- og gravplads. Hun drager parallel til den tidligste Lejre-hal ved Mysselhøjgård-bopladsen: Den imponerende halbygning, der her er opført på en jordplatform og omkranset af en smuk stenformation, viser Lejres indtræden i sin storhedstid med ekstravagante byggerier.

”Ikke kun i de store haller, der tilhørte de levende, men også i begravelsesceremonierne, de afdødes rejse herfra og deres fysiske aftryk udtrykker vores forfædre et showoff uden lige,” siger Julie Nielsen.

Deler viden med svenske forskere

Som forsker føler hun sig privilegeret ved med sit projekt at bidrage til ’Viking Dynasties’.

”Det internationale samarbejde har været utroligt spændende. Fagligt og personligt har det beriget at få et dybdegående indblik i udgravningerne i Gamla Uppsala og dele værdifuld viden med forskerne dér.”

Bog er efterspurgt

I ’Viking Dynasties’ formidler Julie Nielsen og hendes forskerkolleger Lejres fortid til et internationalt publikum, der længe har efterspurgt den viden og indsigt, bogen giver.

”Vi håber, at værket på sigt vil trække flere gæster til Lejre Museum – at folk vil føle, at de må hertil og have det fulde og virkelige billede af det, vi kalder kongerigets vugge,” siger Julie Nielsen.

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I foråret 2023 afsøgte Kaare Bøgh-Jensen et område ved Kirke Hyllinge med sin metaldetektor, og det viste sig at blive en af de ture, der for alvor gav bid. Kaare stødte nemlig på en valkyrie fra vikingetiden.

Det var selvfølgelig ikke en valkyrie af kød og blod, men derimod i form af et relativt sjældent smykke af forgyldt sølv, der måler 35 x 13 x 1,5 mm. Smykket er udformet som en opretstående figur, og på bagsiden er det forsynet med en lille øsken, så det enten kunne sys fast på dragten1 eller hænge i en spinkel kæde og på den måde pynte på en af egnens vikinger for 1.000 år siden. Den første mulighed synes, på grund af den lille øskens beskedne størrelse, nok at være det bedste bud. Smykket har således både kunnet sidde som et lille ”emblem” og pyntet, men derudover har selve motivet måske også haft en mere religiøs betydning og signalværdi – præcis som vi også i nutiden bærer religiøse motiver.

SMYKKER OG SKÆBNESPIL I VIKINGETIDEN

Typen af små smykke-valkyrier er kendt fra både Danmark, Sverige og Norge, og de daterer sig bredt til 700-1000-årene og er dermed tæt knyttet til vikingetiden.

Smykket fra Kirke Hyllinge forestiller en figur, der bærer en ankellang, prikket kappe over en ligeledes ankellang dragt/kjole. Figuren har et vidt ærme, der, på trods af at det har samme linjerede mønster som resten af kjolen, godt kunne have form som en vinge.

Figuren, der ses fra siden, vender sig mod venstre, hvor den bærer et muligt drikkehorn foran sig, som den holder frem, som ville den række drikkehornet frem til nogen. En almindelig tolkning af disse figurer er, at her er tale om valkyrier, der byder krigere velkommen til Valhal.3 Motivet, hvor faldne krigere på denne måde bydes velkommen til Valhal med et drikkehorn, er dog ikke kun noget, man kender fra disse smykker – det kan man eksempelvis også se på de gotlandske billedsten fra 700- og 800-årene.

En valkyrie er en vigtig aktør i den nordiske mytologi. Valkyrierne er en gruppe mennesker med feminine træk, der sammenkædes med guden Odin, krig og død. Kilder fra 800-årene beretter om, hvordan de, under Odins autoritet, rider ud på slagmarken – bevæbnet med sværd, spyd, skjold og hjelm – for at udvælge de krigere, der skal falde i kamp, og som dermed er velkomne i efterlivet i Valhal. Valkyrierne er således tæt forbundet med det overordnede skæbnespil i vikingetiden.

EN FREJA-FIGUR?
Valkyrien fra Kirke Hyllinge bærer en dragt med et ”ærme”, der stikker lidt ud forneden. Formen på dette ærme leder tankerne hen på en fuglevinge. Og hvis vi leger med tanken om, at det er en vinge, og ikke blot er en del af dragten, kunne det være en henvisning til gudinden Freja fra den nordiske mytologi.

Freja er en meget vigtig figur i den nordiske mytologi, og hun er en del af ”valkyrie-staben”. Hun er en frugtbarhedsgudinde, der er knyttet til kærlighed, skæbne, liv og død. Og når hun tog på slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø, delte hun dem med Odin.

Et andet særkende ved Freja er, at hun råder over en falkeham – dvs. en fugledragt, hun kan tage på og derved forvandle sig til en fugl og blive i stand til at flyve.7 Måske peger dragten på figuren fra Kirke Hyllinge på, at det ikke bare drejer sig om en ”almindelig” valkyrie, men derimod er selveste Freja, som Kaare har mødt på sin tur med detektoren.

ANDRE VALKYRIER – SAME, SAME BUT DIFFERENT?
Valkyrie-smykkerne findes i forskellige varianter – enten som fritstående enkeltfigurer (ligesom valkyrien fra Kirke Hyllinge) eller som en kombination af rytter + hest + opretstående figur. Nogle er til påsyning, og andre har en nål på bagsiden og kan dermed sættes fast på dragten med et snuptag – dem kalder man fibler (”brocher”).

Når der er tale om fritstående enkeltfigurer, bærer de en lang dragt og
en frisure, der er kunstnerisk opsat i en flettet ”knold” i nakken.8 Et rigtig
tydeligt og flot eksempel på denne type flettede frisure kender vi fra Mysselhøjgård, Gl. Lejre9, hvor der er fundet et fragment af en lignende valkyrie-figur i ekstremt høj håndværksmæssig kvalitet. Her er dog kun bevaret den øverste del af figuren med hoved, hals og frisure, og her ser man tydeligt, hvor fint opsat håret er – en detalje, der synes at gå igen på alle valkyrierne. Som det gælder for de andre kendte valkyrier, har også den fra Kirke Hyllinge et rundt og markeret øje.

Der er rigtig mange fællestræk, der sammenbinder smykketypen. Valkyrierne er langt hen ad vejen udformet på samme måde. De har f.eks. samme slags frisurer, dragter, der ligner hinanden, og mange af dem rækker noget frem. Og det er nærliggende at opfatte dem som en populær (eller ligefrem moderne) smykketype, hvor der var nogenlunde enighed om, hvordan de skulle se ud.

På samme måde fungerer modebegrebet stadig i nutiden. I øjeblikket er Nike Jordan-sneakers populære blandt børn og unge. De har alle en ensartet udformning, så man kan se, hvad det er, og hvilket firma de stammer fra – men materiale og farver på disse sportssko kan variere nærmest i det uendelige. På samme måde var det med valkyrierne. De kunne fås i varianter: med og uden hest og i både forgyldt sølv og kobberlegering, så der var lidt til enhver pengepung. Nogle af dem er af meget høj håndværksmæssig kvalitet, som fragmentet fra Mysselhøjgård, mens andre virker lidt mere ”masseproducerede”.

Jo flere valkyrier og andre sager detektorførerne møder på deres vej, jo klogere bliver vi på fortiden. Det er det aktuelle fund et rigtig godt eksempel på. At Kaare mødte en valkyrie – der måske endda er Freja – var et lykketræf, der giver os stor indsigt i fortidens liv – både når det
gælder mode, tro og mytologiske forestillinger. Derfor skylder vi, både som museum og som samfund, en stor tak til de mange aktive og dedikerede detektorførere, der hjælper os med at opsamle de uendeligt vigtige stumper af fortiden.