Julen er tiden for refleksion, afslutninger og nye begyndelser. Når året rinder ud, står et nyt år for døren. Den mørkeste tid slutter, mens de længere og lysere dage melder deres ankomst. Skoler holder juleafslutninger, og virksomheder forbereder sig på en bølge af udsalg og sæsonens nye varer.

Også i ROMU markerer julen på én gang afslutninger og nye begyndelser. Julemarkederne, juleudstillingerne, juletræssalg og julehandelen i museumsbutikkerne udgør årets sidste store indsatser, der åbner og udbreder kulturarven for vores besøgende. Efter juleferien venter en ny sæson med spændende udstillinger og innovative programmer for borgerne.

I en videre forstand har hele år 2024 været præget af markante afslutninger og nye tider for museumsorganisationen med de ti besøgssteder omkring den smukke Roskilde Fjord.

Fra drøm til virkelighed med rumfornemmelse

Efter mange års arbejde lykkedes det ved årets afslutning, med ROMU i en ledende rolle, at samle 126,5 millioner kroner til et nyt formidlingscenter ved Roskilde Domkirke. Siden 1995 har domkirken været på UNESCO’s prestigefyldte liste over verdensarv. Dermed er mere end 29 års forventningsfuldt arbejde med at udvikle og skaffe midler til et ambitiøst verdensarvscenter nu afsluttet. På et pressemøde den 2. december i Det Kongelige Palæ blev planerne for det nye projekt præsenteret, og det har nu samlet bred opbakning. Fasen med fundraising er ovre, og vi ser frem til fire års nyt arbejde med formgivning og udførelse i et bredt og stærkt samarbejde i og omkring domkirkebyen.

Flere andre store og langvarige projekter er også blevet realiseret i 2024. Årtiers drømme om en større foredragssal og bedre faciliteter på Lejre Museum er blevet indfriet. Med astronaut Andreas Mogensen som gæstetaler kunne ROMU i slutningen af oktober indvie en ny, funktionel foredragssal, samt en skolestue og et nyt køkken. Disse forbedringer giver os mulighed for at imødekomme endnu flere brugerbehov i årene, der kommer.

Store forskningsindsatser i mål

Resultaterne af årtiers arkæologiske undersøgelser ved Stålmosegård i Vindinge, lige uden for Roskilde, blev også offentliggjort i 2024 i et anerkendt referenceværk på 526 rigt illustrerede sider. Museumsinspektør emerita Mette Høj, som har været den drivende kraft i projektet, kunne dermed krone sin lange karriere i museumsorganisationen med en udgivelse, der også markerer starten på en serie med yderligere to værker om jernalderens Vindinge.

Arkæolog Jens Winther Johannsen afsluttede i 2024 sit ph.d.-projekt om bronzealderens begyndelse, baseret på et righoldigt materiale fra området omkring Roskilde Fjord. Afhandlingen består af en række faglige artikler, der vil blive offentliggjort i nogle af de mest anerkendte internationale tidsskrifter inden for feltet. Dette lover godt for vores fremtidige forskningsindsatser.

Konservator Camilla Bastholm afsluttede også sit ph.d.-studium med fokus på skimmelsvamp i magasinerne på 11 forskellige museer i Danmark. Hendes afhandling blev forsvaret med stor anerkendelse på Nationalmuseet, og den opfordrer til yderligere studier inden for dette relevante og ofte oversete emne.

Så kom museumsreformen i hus

År 2024 vil i den danske museumsbranche især blive husket for museumsreformen. Med et omfattende politisk forlig blev adskillige års bestræbelser omsat til en aftale, der fundamentalt ændrer rammerne for de statsanerkendte museer, herunder ROMU. Med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, over 100 ansatte på kontrakt og mere end 160.000 gæster ind og ud ad dørene, også i 2024, hører ROMU til blandt den største tredjedel af landets museer.

Økonomisk set tyder bilagsmaterialet på, at ROMU vil bevare sine tildelinger af statsmidler efter reformen. I forhold til prestige og anerkendelse har vi nået en vigtig milepæl med vores samlinger, som nu er vurderet som værende af national relevans. Dette skyldes især vores genstande fra Lejres rige kulturarv og det indsamlede materiale om dansk rockhistorie. Sammen med Vikingeskibsmuseet er ROMU det eneste kulturhistoriske museum i den sjællandske region med en så høj kategorisering.

Vi ønsker naturligvis at nå endnu højere op i fremtiden, men vi er stolte af den anerkendelse, vi har opnået, som efter reformen ligger på niveau med H.C. Andersens Hus i Odense og Københavns Museum.

Museer husker på traditioner

Tiden op til jul og nytår er en særligt god anledning til at reflektere over det forgangne år og se fremad. For museer såvel som for familier, enkeltpersoner og venner. Hvad har været det største, der er sket for dig i år? Hvad drømmer du om i det kommende år?

For mange er et besøg på et museum en oplevelse, der skiller sig ud. Den hyggelige stemning til Sankt Hans på Færgegården eller til plantemarked ved Tadre Mølle. Den charmerende atmosfære, mens man ventede med børnene på hestevognen i Lützhøfts Købmandsgård. Den sjove tur med skolen til rockmuseet, iført udklædning som popstjerne. Den stolte følelse som borger ved at stå ved en åben arkæologisk udgravning i Egedal, i Vindinge eller i Vinge. Eller måske oplevelsen af at komme helt tæt på den velpolerede veteran-brandbil, der var udstillet i museumsgården på Roskilde Museum.

Juleaften og i juledagene står tiden næsten stille. Der er en form for hul i tiden lige der, hvor meget slutter og meget nyt er lige ved at begynde. Ganske symbolsk danses der i ring omkring juletræet. Og lige så slående handler de fleste julesalmer og julesange om glæde, om kærlighed, om drømme, om håb. For det er netop i denne tid, vi finder glæden ved traditioner og ved hinanden.

Mere end nogen anden tid på året trykker samfundet på ”standby” i julen. Mens vi venter og leder efter balancen mellem det, der slutter, og det nye, der snart skal begynde.

Med disse juletanker ønsker jeg de tusindvis af gæster fra ROMUs ti besøgssteder en højtid fyldt med ro, fred og tid til nærvær.

Museerne husker på traditionerne og bringer historien til live. I en tid med opbrud og uro tilbyder museerne rum til ro og eftertanke, oplysende oplevelser og samvær.

Tak for hvert besøg. Tak til alle, der har støttet og bakket op om arbejdet med den kulturarv, som forener os. Tak for alt, der endte godt. Og på hjerteligt gensyn til nye og spændende begyndelser med museerne for både børn og voksne i 2025.

GLÆDELIG JUL OG RIGTIG GODT NYTÅR!

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.

Julen er tiden for refleksion, afslutninger og nye begyndelser. Når året rinder ud, står et nyt år for døren. Den mørkeste tid slutter, mens de længere og lysere dage melder deres ankomst. Skoler holder juleafslutninger, og virksomheder forbereder sig på en bølge af udsalg og sæsonens nye varer.

Også i ROMU markerer julen på én gang afslutninger og nye begyndelser. Julemarkederne, juleudstillingerne, juletræssalg og julehandelen i museumsbutikkerne udgør årets sidste store indsatser, der åbner og udbreder kulturarven for vores besøgende. Efter juleferien venter en ny sæson med spændende udstillinger og innovative programmer for borgerne.

I en videre forstand har hele år 2024 været præget af markante afslutninger og nye tider for museumsorganisationen med de ti besøgssteder omkring den smukke Roskilde Fjord.

Fra drøm til virkelighed med rumfornemmelse

Efter mange års arbejde lykkedes det ved årets afslutning, med ROMU i en ledende rolle, at samle 126,5 millioner kroner til et nyt formidlingscenter ved Roskilde Domkirke. Siden 1995 har domkirken været på UNESCO’s prestigefyldte liste over verdensarv. Dermed er mere end 29 års forventningsfuldt arbejde med at udvikle og skaffe midler til et ambitiøst verdensarvscenter nu afsluttet. På et pressemøde den 2. december i Det Kongelige Palæ blev planerne for det nye projekt præsenteret, og det har nu samlet bred opbakning. Fasen med fundraising er ovre, og vi ser frem til fire års nyt arbejde med formgivning og udførelse i et bredt og stærkt samarbejde i og omkring domkirkebyen.

Flere andre store og langvarige projekter er også blevet realiseret i 2024. Årtiers drømme om en større foredragssal og bedre faciliteter på Lejre Museum er blevet indfriet. Med astronaut Andreas Mogensen som gæstetaler kunne ROMU i slutningen af oktober indvie en ny, funktionel foredragssal, samt en skolestue og et nyt køkken. Disse forbedringer giver os mulighed for at imødekomme endnu flere brugerbehov i årene, der kommer.

Store forskningsindsatser i mål

Resultaterne af årtiers arkæologiske undersøgelser ved Stålmosegård i Vindinge, lige uden for Roskilde, blev også offentliggjort i 2024 i et anerkendt referenceværk på 526 rigt illustrerede sider. Museumsinspektør emerita Mette Høj, som har været den drivende kraft i projektet, kunne dermed krone sin lange karriere i museumsorganisationen med en udgivelse, der også markerer starten på en serie med yderligere to værker om jernalderens Vindinge.

Arkæolog Jens Winther Johannsen afsluttede i 2024 sit ph.d.-projekt om bronzealderens begyndelse, baseret på et righoldigt materiale fra området omkring Roskilde Fjord. Afhandlingen består af en række faglige artikler, der vil blive offentliggjort i nogle af de mest anerkendte internationale tidsskrifter inden for feltet. Dette lover godt for vores fremtidige forskningsindsatser.

Konservator Camilla Bastholm afsluttede også sit ph.d.-studium med fokus på skimmelsvamp i magasinerne på 11 forskellige museer i Danmark. Hendes afhandling blev forsvaret med stor anerkendelse på Nationalmuseet, og den opfordrer til yderligere studier inden for dette relevante og ofte oversete emne.

Så kom museumsreformen i hus

År 2024 vil i den danske museumsbranche især blive husket for museumsreformen. Med et omfattende politisk forlig blev adskillige års bestræbelser omsat til en aftale, der fundamentalt ændrer rammerne for de statsanerkendte museer, herunder ROMU. Med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, over 100 ansatte på kontrakt og mere end 160.000 gæster ind og ud ad dørene, også i 2024, hører ROMU til blandt den største tredjedel af landets museer.

Økonomisk set tyder bilagsmaterialet på, at ROMU vil bevare sine tildelinger af statsmidler efter reformen. I forhold til prestige og anerkendelse har vi nået en vigtig milepæl med vores samlinger, som nu er vurderet som værende af national relevans. Dette skyldes især vores genstande fra Lejres rige kulturarv og det indsamlede materiale om dansk rockhistorie. Sammen med Vikingeskibsmuseet er ROMU det eneste kulturhistoriske museum i den sjællandske region med en så høj kategorisering.

Vi ønsker naturligvis at nå endnu højere op i fremtiden, men vi er stolte af den anerkendelse, vi har opnået, som efter reformen ligger på niveau med H.C. Andersens Hus i Odense og Københavns Museum.

Museer husker på traditioner

Tiden op til jul og nytår er en særligt god anledning til at reflektere over det forgangne år og se fremad. For museer såvel som for familier, enkeltpersoner og venner. Hvad har været det største, der er sket for dig i år? Hvad drømmer du om i det kommende år?

For mange er et besøg på et museum en oplevelse, der skiller sig ud. Den hyggelige stemning til Sankt Hans på Færgegården eller til plantemarked ved Tadre Mølle. Den charmerende atmosfære, mens man ventede med børnene på hestevognen i Lützhøfts Købmandsgård. Den sjove tur med skolen til rockmuseet, iført udklædning som popstjerne. Den stolte følelse som borger ved at stå ved en åben arkæologisk udgravning i Egedal, i Vindinge eller i Vinge. Eller måske oplevelsen af at komme helt tæt på den velpolerede veteran-brandbil, der var udstillet i museumsgården på Roskilde Museum.

Juleaften og i juledagene står tiden næsten stille. Der er en form for hul i tiden lige der, hvor meget slutter og meget nyt er lige ved at begynde. Ganske symbolsk danses der i ring omkring juletræet. Og lige så slående handler de fleste julesalmer og julesange om glæde, om kærlighed, om drømme, om håb. For det er netop i denne tid, vi finder glæden ved traditioner og ved hinanden.

Mere end nogen anden tid på året trykker samfundet på ”standby” i julen. Mens vi venter og leder efter balancen mellem det, der slutter, og det nye, der snart skal begynde.

Med disse juletanker ønsker jeg de tusindvis af gæster fra ROMUs ti besøgssteder en højtid fyldt med ro, fred og tid til nærvær.

Museerne husker på traditionerne og bringer historien til live. I en tid med opbrud og uro tilbyder museerne rum til ro og eftertanke, oplysende oplevelser og samvær.

Tak for hvert besøg. Tak til alle, der har støttet og bakket op om arbejdet med den kulturarv, som forener os. Tak for alt, der endte godt. Og på hjerteligt gensyn til nye og spændende begyndelser med museerne for både børn og voksne i 2025.

GLÆDELIG JUL OG RIGTIG GODT NYTÅR!

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.

Julen er tiden for refleksion, afslutninger og nye begyndelser. Når året rinder ud, står et nyt år for døren. Den mørkeste tid slutter, mens de længere og lysere dage melder deres ankomst. Skoler holder juleafslutninger, og virksomheder forbereder sig på en bølge af udsalg og sæsonens nye varer.

Også i ROMU markerer julen på én gang afslutninger og nye begyndelser. Julemarkederne, juleudstillingerne, juletræssalg og julehandelen i museumsbutikkerne udgør årets sidste store indsatser, der åbner og udbreder kulturarven for vores besøgende. Efter juleferien venter en ny sæson med spændende udstillinger og innovative programmer for borgerne.

I en videre forstand har hele år 2024 været præget af markante afslutninger og nye tider for museumsorganisationen med de ti besøgssteder omkring den smukke Roskilde Fjord.

Fra drøm til virkelighed med rumfornemmelse

Efter mange års arbejde lykkedes det ved årets afslutning, med ROMU i en ledende rolle, at samle 126,5 millioner kroner til et nyt formidlingscenter ved Roskilde Domkirke. Siden 1995 har domkirken været på UNESCO’s prestigefyldte liste over verdensarv. Dermed er mere end 29 års forventningsfuldt arbejde med at udvikle og skaffe midler til et ambitiøst verdensarvscenter nu afsluttet. På et pressemøde den 2. december i Det Kongelige Palæ blev planerne for det nye projekt præsenteret, og det har nu samlet bred opbakning. Fasen med fundraising er ovre, og vi ser frem til fire års nyt arbejde med formgivning og udførelse i et bredt og stærkt samarbejde i og omkring domkirkebyen.

Flere andre store og langvarige projekter er også blevet realiseret i 2024. Årtiers drømme om en større foredragssal og bedre faciliteter på Lejre Museum er blevet indfriet. Med astronaut Andreas Mogensen som gæstetaler kunne ROMU i slutningen af oktober indvie en ny, funktionel foredragssal, samt en skolestue og et nyt køkken. Disse forbedringer giver os mulighed for at imødekomme endnu flere brugerbehov i årene, der kommer.

Store forskningsindsatser i mål

Resultaterne af årtiers arkæologiske undersøgelser ved Stålmosegård i Vindinge, lige uden for Roskilde, blev også offentliggjort i 2024 i et anerkendt referenceværk på 526 rigt illustrerede sider. Museumsinspektør emerita Mette Høj, som har været den drivende kraft i projektet, kunne dermed krone sin lange karriere i museumsorganisationen med en udgivelse, der også markerer starten på en serie med yderligere to værker om jernalderens Vindinge.

Arkæolog Jens Winther Johannsen afsluttede i 2024 sit ph.d.-projekt om bronzealderens begyndelse, baseret på et righoldigt materiale fra området omkring Roskilde Fjord. Afhandlingen består af en række faglige artikler, der vil blive offentliggjort i nogle af de mest anerkendte internationale tidsskrifter inden for feltet. Dette lover godt for vores fremtidige forskningsindsatser.

Konservator Camilla Bastholm afsluttede også sit ph.d.-studium med fokus på skimmelsvamp i magasinerne på 11 forskellige museer i Danmark. Hendes afhandling blev forsvaret med stor anerkendelse på Nationalmuseet, og den opfordrer til yderligere studier inden for dette relevante og ofte oversete emne.

Så kom museumsreformen i hus

År 2024 vil i den danske museumsbranche især blive husket for museumsreformen. Med et omfattende politisk forlig blev adskillige års bestræbelser omsat til en aftale, der fundamentalt ændrer rammerne for de statsanerkendte museer, herunder ROMU. Med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, over 100 ansatte på kontrakt og mere end 160.000 gæster ind og ud ad dørene, også i 2024, hører ROMU til blandt den største tredjedel af landets museer.

Økonomisk set tyder bilagsmaterialet på, at ROMU vil bevare sine tildelinger af statsmidler efter reformen. I forhold til prestige og anerkendelse har vi nået en vigtig milepæl med vores samlinger, som nu er vurderet som værende af national relevans. Dette skyldes især vores genstande fra Lejres rige kulturarv og det indsamlede materiale om dansk rockhistorie. Sammen med Vikingeskibsmuseet er ROMU det eneste kulturhistoriske museum i den sjællandske region med en så høj kategorisering.

Vi ønsker naturligvis at nå endnu højere op i fremtiden, men vi er stolte af den anerkendelse, vi har opnået, som efter reformen ligger på niveau med H.C. Andersens Hus i Odense og Københavns Museum.

Museer husker på traditioner

Tiden op til jul og nytår er en særligt god anledning til at reflektere over det forgangne år og se fremad. For museer såvel som for familier, enkeltpersoner og venner. Hvad har været det største, der er sket for dig i år? Hvad drømmer du om i det kommende år?

For mange er et besøg på et museum en oplevelse, der skiller sig ud. Den hyggelige stemning til Sankt Hans på Færgegården eller til plantemarked ved Tadre Mølle. Den charmerende atmosfære, mens man ventede med børnene på hestevognen i Lützhøfts Købmandsgård. Den sjove tur med skolen til rockmuseet, iført udklædning som popstjerne. Den stolte følelse som borger ved at stå ved en åben arkæologisk udgravning i Egedal, i Vindinge eller i Vinge. Eller måske oplevelsen af at komme helt tæt på den velpolerede veteran-brandbil, der var udstillet i museumsgården på Roskilde Museum.

Juleaften og i juledagene står tiden næsten stille. Der er en form for hul i tiden lige der, hvor meget slutter og meget nyt er lige ved at begynde. Ganske symbolsk danses der i ring omkring juletræet. Og lige så slående handler de fleste julesalmer og julesange om glæde, om kærlighed, om drømme, om håb. For det er netop i denne tid, vi finder glæden ved traditioner og ved hinanden.

Mere end nogen anden tid på året trykker samfundet på ”standby” i julen. Mens vi venter og leder efter balancen mellem det, der slutter, og det nye, der snart skal begynde.

Med disse juletanker ønsker jeg de tusindvis af gæster fra ROMUs ti besøgssteder en højtid fyldt med ro, fred og tid til nærvær.

Museerne husker på traditionerne og bringer historien til live. I en tid med opbrud og uro tilbyder museerne rum til ro og eftertanke, oplysende oplevelser og samvær.

Tak for hvert besøg. Tak til alle, der har støttet og bakket op om arbejdet med den kulturarv, som forener os. Tak for alt, der endte godt. Og på hjerteligt gensyn til nye og spændende begyndelser med museerne for både børn og voksne i 2025.

GLÆDELIG JUL OG RIGTIG GODT NYTÅR!

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.