Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024

Som leder af det tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’ ånder arkæolog og Lejre-ekspert Tom Christensen lettet op: Otte intense års arbejde er afsluttet og udkommet som bog. Tredje og sidste artikel i serien om ’Viking Dynasties’ giver ordet til manden, der samlede de mange tråde.

Han var klar til at nyde sit otium. Men da KrogagerFonden i 2016 kontaktede arkæolog og daværende museumsinspektør på ROMU Tom Christensen med idéen til det omfattende tværnordiske forskningsprojekt ’Viking Dynasties’, slog han til.

”Forskellige omstændigheder gjorde, at jeg blev ankermand på projektet; det havde jeg ikke planlagt. Dér sad jeg på den danske pind – nu som projektleder på Nationalmuseet – og skulle holde snor i alle forskningens elementer,” siger Tom Christensen.

Dybt indblik i Lejre

I ’Viking Dynasties’ belyser forskere, hvordan kongerne fra yngre jernalders to sæder i Lejre og Gamla Uppsala i Sverige har interageret med hinanden. For Tom Christensen ligger projektet i naturlig forlængelse af det mangeårige arkæologiske arbejde, han har udført i Lejre. Resultaterne herfra udgav han i 2015 i bogen ’Lejre bag myten’.

”Jeg var allerede i dialog med svenske forskere om deres parallelle udgravninger af kongesædet i Gamla Uppsala. På den baggrund skruede vi oplægget sammen til ’Viking Dynasties’,” siger Tom Christensen.

Skifter sprogkurs

Forskningsværket skulle udkomme på dansk og svensk. Men projektledelsens ekskursion til England med kig på berømte fund fra vikingetiden fik den til at skifte sprogkurs.

”Vi oplevede, at englænderne ikke kender tilstrækkeligt til dynastierne i Lejre og Gamla Uppsala. For at udbrede forskningen til et internationalt publikum valgte vi at udgive værket på engelsk,” fortæller Tom Christensen.

Skaffer forskere fotos

Samlet set strækker arbejdet med ’Viking Dynasties’ sig over otte år. Tom Christensens opgave var at bidrage med artikler og som redaktør sikre bogens visuelt ensartede udtryk. Foruden Tom Christensen bestod redaktionen af John Ljungkvist og Neil Price – begge fra Uppsala Universitet.

”Ikke alle skribenter er vant til at illustrere deres artikler med fotos, kort og grafik. Det blev en stor del af redaktionens arbejde, og det tog tid,” siger Tom Christensen.

Mytiske kongesæder bliver konkrete

Overordnet er ambitionen med bogen at berige læserne med en ny forståelse af de to kongesæder i Lejre og Gamla Uppsala.

”Det, der sammenbinder pladserne, er den centrale rolle, de begge spiller i den nordiske litteraturs sagaer. Det følger arkæologien op på. Omkring år 600 ser vi exceptionelle haller og gravhøje blive opført de to steder. De materielle fund, forskerne har gjort, cementerer, at her fysisk har siddet to kongeslægter,” fastslår Tom Christensen.

Grise slagtes yngre i Gamla Uppsala

Som et eksempel på brugen af fund fra de to pladser fremhæver Tom Christensen den svenske zoolog Rudolf Gustavssons bidrag til ’Viking Dynasties’. Zoologen analyserer bl.a. grisens rolle som fødekilde hos de to kongeslægter. Grisen holder dynastierne udelukkende for at spise kødet – modsat kvæg, ged og får, der også giver mælk, skind og uld.
”Knoglestudier viser, at grisene blev slagtet yngre i Gamla Uppsala end i Lejre. Måske fordi man i kongesædet længst mod nord manglede vinterfoder til dyrene,” siger Tom Christensen.

Lejre-konger trækker tråde til mytiske fortidsvæsner

En ting, som får Lejres skjoldungeslægt til at skille sig ud fra Gamla Uppsalas ynglinger, er dynastiets forhistorie. I Lejre peger Tom Christensen på fundet af kongsgården fra år 700-900, der er omgivet af en palisade. Indlemmet i kongsgården er en flere tusind år gammel jættestue – et gravmonument af kæmpestore sten.

”Det tyder på, at Lejre-kongerne i yngre jernalder dyrkede deres forfædre ved at implementere deres stenkamre i kongernes nye bygninger. De holder simpelthen liv i en oldtidskult og en tro på, at mytiske fortidsvæsner rejste jættestuerne,” siger Tom Christensen.

Gamla Uppsala får eget bispesæde

Gamla Uppsala var derimod dækket af vand frem til omkring århundrederne før Kristi fødsel. Her hævede landet sig så meget, at det blev beboeligt. Til gengæld trækker ynglingeslægten tråde længere frem i tid.

”Omkring år 1000 ser vi magten rykke fra Lejre til Roskilde, som i middelalderen bliver Sjællands domkirke- og kongesæde. I Gamla Uppsala bygger man en stenkirke oven på vikingetidshallen. Den bliver senere et bispesæde. Her fastholder man magten i adskillige århundreder længere end i Lejre. Det interessante er, at de to kongesæder krydser hinanden i en 500 år lang fælles historie,” forklarer Tom Christensen.

Ingen easy reader

Bogen ’Viking Dynasties’ er videnskabeligt gangbar – ingen easy reader, erkender Tom Christensen. Han fremhæver værkets billedside.

”Bogen er et smukt nordisk visitkort til den internationale verden med budskabet om, at vi i Lejre og Gamla Uppsala har sammenlignelige kongesæder, der er karakteristiske for de skandinaviske lande.”

Han håber, at bogen vil øge interessen for rollen, de to dynastier har spillet i skandinavisk historie.

”England har mange krøniker om vikingerne dér. Vi ønsker, at bogen genererer en øget opmærksomhed på det nordiske perspektiv,” siger Tom Christensen.

Arkæolog og seniorforsker ved ROMU Ole Kastholm stiller skarpt på Lejre-kongernes sørute og sejlene, de satte, når de drog til søsterdynastiet i den midtsvenske by Uppsala. Læs den første af tre artikler med nedslag i den alsidige forskning, der fylder ’Viking Dynasties’ – et tværnordisk projekt, som netop er udkommet som bog.

Hvordan ville du forcere de 700 kilometer fra Lejre til den midtsvenske by Uppsala? Nutidens rejsende tyer typisk til digitale værktøjer som Google Maps eller Rejseplanen. Arkæolog og seniorforsker ved ROMU, Ole Kastholm, måtte gå anderledes analogt til værks, da han identificerede ruten, som kongerne fra Lejre og Uppsala i yngre jernalder fulgte for at besøge hinanden. Med skriftlige kilder, skibsfund og en rationel tilgang har han kortlagt kongernes færd.

”I dag gør motorvejs- og jernbanenettet strækningen mellem Uppsala og Lejre komfortabel. Dengang var etapen præget af uvejsomt landskab. Netop på dén strækning var rejsen over land derfor urealistisk,” siger Ole Kastholm.
Så kongerne drog ad søvejen. Bådene signalerede status hos eliten.
”Dens sejlende skibe står som magtsymboler,” siger arkæologen.

Stedkendte folk var om bord

Hvor lang tid tog turen med skib? Og hvad fik sagnkongerne ud af de strabadserende togter? De spørgsmål besvarer Ole Kastholm i sit bidrag til forskningssamarbejdet ’Viking Dynasties’. I projektet, der netop er udkommet i en diger bogversion, analyserer han og arkæologkolleger fra både Danmark og Sverige relationen mellem de to kongedynastier i Lejre og Uppsala.

Søvejen, som Ole Kastholm kortlægger, er snirklet: Fra Roskilde Fjord sejlede kongerne videre ud på Kattegat, ned gennem Øresund, rundt om Sydsverige og ind gennem den store, labyrintiske sø Mälaren.
”Du kan kun navigere gennem Roskilde Fjord, hvis du kender den. Det samme gælder Mälaren. Begge steder må kongerne have haft stedkendte folk ombord, som kunne hjælpe dem,” vurderer Ole Kastholm.

Mange farer var på spil

Med brug af data fra eksperimentelarkæologi har Ole Kastholm beregnet, at kongerne kunne tilbagelægge 75 sømil i døgnet. Det giver en samlet rejsetid på otte dage og nætter på strækningen mellem Lejre til Uppsala. Hvis man, vel at mærke, sejler nonstop.
Som erfaren sejler på moderne sejlbåde såvel som traditionelle, nordiske skibe ved Ole Kastholm, at utallige faktorer kan forhale turen. Først og fremmest spiller vind, vejr og fartøjernes tilstand ind. Der er farvande, som kongerne må undgå, fordi de er uvenner med lokalbefolkningen. Andre strækninger udfordrer, fordi de med klippeskær og granbevoksede øer er labyrintiske.
”Nogle dage når man nul, nogle dage 10, nogle dage andre antal sømil,” konkluderer Ole Kastholm og tilføjer:
”Mine forskningsresultater afspejler den ideelle rejsetid fra A til B. Her har vi en måde at beskrive og beregne rejsen på – det er dét, som er essensen her.”

Sejl af uld hamp og hør

I sit forskningsprojekt undersøger Ole Kastholm også bådtypen, som kongerne og deres følger rejser med. I 600-tallet, omkring 100 år efter, at eliten etablerer magtsæder i Lejre og Uppsala, undergår dens skibe en banebrydende udvikling:

”De får sejl; det afspejler kongernes magt og særlig status,” siger seniorforskeren.
Sejl af uld krævede omfattende fårehold. For at fremstille sejl af plantematerialer måtte man dyrke enorme mængder hamp eller hør.
”Heri lå et kæmpe arbejde: Det var dobbelt-op på ressourcer i forhold til forløberen, robåden,” siger Ole Kastholm.
Tilmed fordrer sejlene særlige kompetencer hos skibsbyggerne.
”Håndværkerne skal have en kompleks viden om, hvordan de fremstiller sejl, tovværk og fartøjer, der passer til. Du kan ikke bare montere et sejl på den hidtidige robåd.”

Sejlet er showoff

Sejlets entré på kongernes maritime arena taler ind i samfundets infrastruktur, siger Ole Kastholm.

”Det bliver endnu en måde for kongerne at sætte sig i respekt og centrere deres ressourcer på. Et magtsymbol som dem, vi ser på landjorden, med imposante halbyggerier og monumentale skibssætninger af sten. Sejlet er ren showoff for kongerne.”

Ole Kastholm fremhæver den sanselighed, der er indvævet i sejlet:
”At se det fyldes af vinden og at opleve bådens lydløshed som kontrast til årernes højlydte plask i vandet – det må have været magisk.”

Roernes fysiske indsats krævede mad og drikke, hvile og en stor besætning med skiftehold. Sejlbåden kan i princippet skyde frem i døgndrift – med vinden som sin energikilde. Tilmed speeder sejlet bådens hastighed væsentligt op.
”Folk, der stod på bredden og betragtede sejlet, må have mærket en wow-effekt. Sejlets komme indikerer kongesamfundets udvikling i en ny retning,” siger Ole Kastholm.

Lejre ryger op i international forskningsliga

Seniorforskeren fremhæver ’Viking Dynasties’-projektets faglige udbytte:
”Det har været utroligt berigende, ikke kun for os som arkæologer, men også for selve udforskningen af Lejre. Sammen med kortlægningen af det fælles ideologiske grundlag for Uppsala og Lejre løfter kombinationen af tværfaglighed og mange stærke kompetencer kongesædet i Lejre op i en international forskningsliga.”

I dag ved vi, at kongesædet ved Lejre ikke blot er sagn og myter. Sådan har det dog ikke altid været. Middelalderens saga- og krønikelitteratur fremstiller Lejre som Skjoldungernes hjem og danernes første kongesæde, og scener fra det oldengelske heltekvad om Beowulf menes at udspille sig netop her. Men i lang tid var det kun de skriftlige kilder, der vidnede om det gamle kongesæde. I tiden efter anden verdenskrig begyndte vi imidlertid at få ”syn for sagn” gennem arkæologiske udgravninger. I 1940’erne og 1950’erne lokaliserede Nationalmuseet gravpladsen ved skibssætningen, og fra midten af 1980’erne og til 2009 kortlagde ROMU, med
arkæologen Tom Christensen i spidsen, de mange generationer af mægtige kongehaller – den største længere end 60 m – som dannede centerpunkt i de kongelige residensområder fra omkring år 500 og indtil 1000 e.Kr.

Resultaterne af museets mange undersøgelser samlede Tom i en stor bog, Lejre bag myten. De arkæologiske udgravninger, som blev udgivet i 2015. Bogen gjorde vores viden om kongesædet og dets betydning tilgængelig for både læg og lærd. Hermed var grunden også lagt for at se Lejre i et andet perspektiv, hvilket blev forfulgt i forskningsprojektet Viking Dynasties – The royal families of Lejre and Uppsala between archaeology and text. I dette samarbejde mellem Nationalmuseet, Uppsala universitet og ROMU blev mange aspekter, som binder kongesæderne ved Uppsala og Lejre sammen, udforsket af eksperter fra forskellige fagområder. Alt dette præsenteres i en snarlig bog.

Med Viking Dynasties-projektet blev der foretaget udgravninger i Lejre flere år i træk. Ved den sidste af disse undersøgelser – i 2019 – var det palisaden, som omkranser halområdet, der blev fokuseret på. Sporene efter palisaden er ved flere tidligere lejligheder blevet arkæologisk dokumenteret, men i 2019 blev den portåbning, som nødvendigvis måtte findes et sted i den flere hundrede meter lange palisade, eftersøgt – og fundet! Nu kunne vi endelig træde ind lige dér, hvor oldtidens arkitekt havde tænkt det, og med lige dele viden og forestillingsevne se den knejsende kongehal på bakkeskråningen (fig. 1).

NYE VEJE
Selv om vores viden om kongesædet på den måde er vokset gennem årene, så ved vi stadig kun en brøkdel om alt det uden for selve halområderne – om, hvordan et kongesæde satte sig aftryk i landskabet. Kort sagt: Når det kommer til Lejre – uden for palisaden – så står mange store spørgsmål ubesvarede. Men potentialet for at finde svarene gemmer sig heldigvis stadig derude.

I dag ved vi med sikkerhed, at Lejre er et af Danmarks tidligste kongesæder. Kongesædet har bestået af et større sammenhængende kompleks, hvor vi har en grundlæggende viden om bygningerne, og deres karakter og kronologi, inden for selve det palisadeomkransede residensområde. Vi kender i nogen grad også strukturerne i de nærmeste omgivelser uden
for palisaden. Således er undersøgt dele af et værkstedsområde under nutidens Gl. Lejre landsby og en del af et begravelsesområde ved skibssætningerne øst for landsbyen, der begge må have tilknytning til komplekset, og derudover har vi kendskabet til de synligt bevarede fortidsminder som gravhøje og rester efter skibssætninger. Inden for en radius af 1 kilometer omkring selve residensområdet er der imidlertid stor sandsynlighed for, at der findes yderligere – uopdagede – gravpladser, offerområder, vadesteder, broer, vandmøller, regulerede vandløb og skjulte spor efter oprindeligt monumentale fortidsminder. Hvert af disse elementer udgør større undersøgelsesobjekter, der kan bidrage med ny og vigtig viden til vores forståelse af kongesædets interne og eksterne strukturer og iscenesættelse og udviklingen heraf.

Men landskabet uden for palisaden er stort. Af praktiske, økonomiske og bevaringsmæssige årsager er det selvfølgelig ikke en mulighed at udgrave omgivelserne i deres helhed. Så hvordan finder vi egentlig nålene i høstakken? Der er flere veje frem: nye fund, et fornyet blik på den viden, som allerede ligger i arkiverne, og – ikke mindst – nye metoder til eftersøgning af arkæologiske strukturer.

Hvad nye fund angår, så danner de mange metalfund, som detektorarkæologer gennem de senere år har opdaget i Lejre-mulden, den absolut største landvinding. Hvert eneste år dukker nyt op, og antallet af detektorfund fra området tæller nu langt over 2.500. Således kan koncentrationerne af fund vise, hvor det kunne være givende at sætte ind med arkæologiske undersøgelser (fig. 2).

Men det er ikke kun nyhederne, som kan hjælpe i fremtidige projekter. Gamle fund og optegnelser rummer også væsentlig viden. For eksempel kan Nationalmuseets ældre småudgravninger af enkeltvise jernalderbegravelser være indikationer på, hvor der gemmer sig større gravpladser. Og historiske kilder kan indikere, hvor der skal ledes efter forsvundne
skibssætninger; for vi ved, at der har været adskilligt flere end de tilbageværende spor af de to, som består i dag. Gennemgang af gamle kort kan fortælle, hvor der blandt andet har været vadesteder og vandmøller, og moderne højdekort kan afsløre strukturer i landskabet som ødelagte gravhøje, dæmninger og hulveje.

Selv med metalfundene og vores viden fra arkiver og kort så er høstakken, hvori nålene skal findes, imidlertid stadig ret stor. Her er det, at nye metodiske landvindinger i form af geofysiske undersøgelser kan være en hjælp. Dette er non-destruktive undersøgelser, hvor store arealer kan afsøges næsten uden at knække et græsstrå, og under gunstige forhold
kan de vise præcist, hvor det vil være givtigt at sætte spaden i jorden. Det var geofysiske undersøgelser, som ledte museet på sporet af den største af kongehallerne, der blev udgravet i 2008-2009, og ved hvilken den nu så berømte Odin-figur i tilgift dukkede op. For at blive lidt klogere på, hvilket potentiale de geofysiske undersøgelser kunne have ved fremtidige undersøgelser omkring Lejre, udførte vi, i samarbejde med Norges teknisknaturvitenskapelige universitet i Trondhjem, et pilotprojekt i 2021.5 Lad os kaste et blik på, hvad der kom ud af det.

ET PILOTPROJEKT
Projektet, der strakte sig over to efterårsdage i 2021, skulle vurdere anvendeligheden af georadarmålinger som mulighed for at tilegne sig ny viden om Lejre. Et område omkring kongehallerne ved Mysselhøjgård og et område omkring Grydehøj og skibssætningerne blev undersøgt. Dele af disse områder har tidligere været arkæologisk undersøgt, mens andre dele var uberørte. Det var derfor muligt at lave nogle direkte sammenligninger mellem den eksisterende arkæologiske viden, og hvad den jordgennemtrængende radar – også kendt som en georadar – kunne synliggøre i undergrunden, uden at foretage en egentlig udgravning.

Om metoden
En georadar er en non-destruktiv måde, hvorpå man kan forsøge at få et billede af arkæologiske spor under jordoverfladen, men uden at grave, og på en hurtig og skånsom måde. Ved at sende radiobølger ned i jorden og derefter måle, hvilke dele af signalet der reflekteres tilbage til overfladen, og samtidig måle styrken af denne refleksion, kan man skabe billeder af undergrunden. Disse billeder ligner lange profiltegninger af undergrunden (fig. 3). Det er hovedsageligt ændringer i den elektriske ledningsevne, der forårsager ændringerne i signalets refleksion. Der, hvor der er en stor kontrast mellem for eksempel to uens jordlag eller mellem fyldet i en arkæologisk struktur og undergrunden omkring denne, vil dette skabe en ændring i refleksionerne, der kan detekteres ved hjælp af radarsystemet. Det kan enten skyldes, at noget af signalet reflekteres tilbage, eller at noget af signalet absorberes, og at kontrasten dermedfremstår som en zone med mindre reflekteret energi end en zone med
kraftigere refleksioner. Når man så samler et antal profiler tæt på hinanden, kan man lave et kort over alle disse ændringer, for en række forskellige dybder, og med høj grad af nøjagtighed. Dette kaldes dybdeskiver. Disse geofysiske kort over alle sådanne ”anomalier” tolkes derefter arkæologisk, hvor man forsøger at ”oversætte” de geofysiske observationer til en arkæologisk fortolkning ved at studere de indsamlede data i plan og profil, altså horisontalt og vertikalt. Typisk studerer man form, udseende og kontrast i de geofysiske data, samt om de fremstår i et mønster eller en udstrækning, som kan forklares ud fra arkæologiske observationer, der kendes fra andre steder.

Ved kongehallerne
Ved Mysselhøjgård undersøgte vi et areal på omtrent 20.200 m2, omkring sporene efter nogle af de tidligere udgravede halbygninger, men også et ret stort område vest for disse og videre vest forbi palisaden (fig. 4). Undergrunden består af moræneler længst mod vest, mens den i halområdet og ned mod landsbyen i øst består af smeltevandssand og smeltevandsgrus. En af de mest åbenlyse observationer var et klart signal fra stolpehullerne fra væggene i halbygning XLI og XLII. Disse har tidligere været undersøgt, men ikke alle blev fuldt udgravet. Hullerne fra de støttestolper, der træder synligt frem på georadaren, er opfyldt med lerklining, hvidbrændt flint og sten. Når vi ikke har meget tydelige spor af rækker af stolper i resten af georadardatasættet, men kan se nogle væggrøfter, kan det være et tegn på, at de stolpehuller, der ellers kan ligge inden for undersøgelsesområdet, ikke er fyldt med sten og lerklining – og derfor ikke er så lette at opdage med georadar på dette sted.

I øvrigt fremgik støttestolperne også meget tydeligt i et andet geofysisk datasæt fra 2008, hvor området blev undersøgt med magnetometer.8 Dette er en metode, der viser magnetiske egenskaber frem for den elektriske ledningsevne, som georadaren benytter. Derfor er det to målemetoder, der med fordel kan supplere hinanden.

En anden interessant observation fra georadaren er sporene efter en tilsyneladende velbevaret bygning på østsiden af den nord-syd-gående palisadegrøft vest for de berømte halbygninger. Her er der spor af en velbevaret væggrøft, der viser sporene efter en konstruktion på ca. 13,5
x 8 m N-S-orienteret parallelt med palisaden (fig. 5). Der er også spor efter en grøft i bueforløb fra enten et krumvægget langhus eller en buet drængrøft lidt længere mod øst, mellem palisaden og de kendte haller.

Ligeledes kan der observeres større nedgravninger ca. 90 meter længere vestpå, som kan være nedgravede værkstedshytter, såkaldte grubehuse (se fig. 4). På Mysselhøjgård ses desuden nogle grøfteforløb til huse, der tidligere er påvist, men ikke helt udgravet (fig. 6). Flere af disse kan nu spores videre i de geofysiske data i de områder, som ikke har været udgravet, og dette viser, hvordan metoden kan give et mere omfattende billede i situationer, hvor arkæologiske spor er kendt, men hvor vi ikke kender deres form, størrelse og omfang samt graden af deres bevaring.

Ved Grydehøj og skibssætningerne
Her undersøgte vi ca. 10.200 m2 (fig. 7). Vi forsøgte at komme så tæt på skibssætningen som muligt og at dække områderne både mod syd og mod nord. Det antages, at der har været yderligere to skibssætninger længere mod syd, som nu ikke længere er synlige, på grund af bl.a. grusgravning før i tiden. Der er foretaget en række undersøgelser på stedet i perioden 1944-1968, hvor der blev fundet mindst 55 grave fra vikingetiden, hvoraf 49 er sikre jordfæstegrave.

Formentlig er gravpladsen afgrænset mod syd og vest, men der bør være flere grave både mod nord og mod øst. Nogle af gravene havde spor af trækister, en enkelt havde spor af en indre stenfyldning, mens andre var dækket af mindre stenlægninger. Undergrunden på stedet er kategoriseret som smeltevandsgrus og består af en højderyg dannet som en del af en moræneafsætning og bakker af lagdelt sand og grus afsat af tidligere floder, som efterfølgende er blevet omgivet af dale, hvori der har løbet smeltevandsfloder, som har eroderet sig ned i de afsatte masser. Resultatet er en meget sammensat og varierende undergrund, som komplicerer billedet fra georadarundersøgelsen og gør det svært at fortolke entydigt. Nogle af de tidligere udgravede grave kan ses, ikke som en reflekterende anomali, men hvor energien absorberes. Disse grave er ikke særlig tydelige, og det er hovedsageligt, fordi vi i forvejen vidste, at de havde været der, at vi kunne bemærke dem i data (fig. 8). I georadarens data kan kun ses et par mulige nye grave eller anomalier med samme form og orientering, og generelt var tydelige grave vanskelige at opdage. Dette trods vores viden fra de tidligere udgravninger. Udfordringerne er et tegn på, at kontrasten mellem gravfyld og den omgivende undergrund er for lille til, at den pålideligt kan påvises ved denne metode for nuværende. Desuden forekommer der også generelt et stort antal sten i undergrunden. Nogle ligger i den bedst bevarede skibssætnings akse og kan være rester af fundamenter til denne velkendte skibssætning. Vi ved også, at flere grave havde stenmarkeringer, og i georadardataene er enkeltliggende sten tolket som ”punktobjekter”. Hvorvidt disse refleksioner fra enkeltliggende sten kan tolkes som gravmarkeringer, er usikkert. Det var ikke muligt at finde tydelige spor efter de i dag fjernede skibssætninger mod syd.

Samlet set
Generelt viser resultaterne fra dette pilotprojekt, at georadar som metode, gerne i kombination med magnetometermålinger, kan bidrage med ny viden. Ved at kunne ”teste” metoden på tidligere undersøgte huse, strukturer og grøfter omkring Mysselhøjgård viser projektet, at der kan opnås ny kulturhistorisk viden ved at anvende sådanne nondestruktive metoder, også ved Lejre. Især påvisningen af en bygning lige inden for palisaden er interessant for forståelsen af lokaliteten og understøtter det billede, som tidligere undersøgelser har påvist ved den
nordlige og vestlige palisade. Resultaterne fra området ved Grydehøj og skibssætningerne var mere tvetydige. Reaktionen fra georadaren var bedre på undergrunden ved Mysselhøjgård, end det var tilfældet på undergrunden ved Grydehøj. Desuden skal metoderne – eller mere specifikt fortolkningerne af de data, der kan udledes – anvendes med en vis forsigtighed. Vi ved, at ikke alle typer konstruktionsspor er lige lette at opdage, og at fraværet af anomalier ikke nødvendigvis betyder, at der ikke er arkæologiske strukturer i undergrunden. Denne udfordring kan imødekommes ved at kombinere de non-destruktive undersøgelser med mere konventionelle arkæologiske metoder, såsom prøvegravninger og rekognosceringer.

LEJRES FORTID FOR FREMTIDEN
Lejre er ikke bare arkæologiske fund og historie, det er et helstøbt og unikt landskab formet under istiden, hvor kulturarven føjer sig ind i det naturgivne. Det er et landskab, som vi må behandle med varsomhed – også når vi udforsker det videnskabeligt. Derfor er geofysisk undersøgelse en oplagt metode, der ikke alene giver mulighed for at dække store arealer, men også kan medvirke til, at arkæologiske udgravninger i så høj grad som muligt bliver udført som nålestiksoperationer. Pilotprojektet fra 2021 viser, at potentialet er til stede for at opnå brugbare resultater med geofysiske undersøgelser i Lejre (fig. 9). Dog virker metoden øjensynligt bedre i nogle områder end andre.

Med de non-destruktive geofysiske undersøgelser kan vi forhåbentlig i fremtiden skyde os ind på, hvad der egentlig har ligget dér, hvor for eksempel de mange detektorfund dukker op. Er det hirdens gårde, specialiserede håndværkspladser eller offerområder? Måske kan vi også

indkredse, hvor de ”forsvundne” skibssætninger har været placeret, og lægger vi dette sammen med den viden, vi kan samle om gravhøjene, begynder der at tegne sig et mere fuldendt billede af det monumentlandskab, som har udgjort det arkitektoniske bagtæppe for kongeslægtens haller.

Der vil også være steder, hvor mere traditionelle arkæologiske metoder som prøvegravning må tages i brug, hvis vi skal blive klogere på Lejre. Det gælder på gravpladsen ved skibssætningerne og Grydehøj, hvor de geofysiske undersøgelser tilsyneladende ikke rigtigt fungerer. Til gengæld er der tale om et afgrænset område, som relativt let kan undersøges, naturligvis under hensyntagen til, at der skal indhentes dispensation til arbejdet, da området i dag er et klassificeret fredet fortidsminde. Vådområderne – som ådalen – giver erfaringsmæssigt heller ikke så gode geofysiske resultater. Men her kan andre kilder til gengæld hjælpe. Eksempelvis kan moderne laseropmålte landskabsmodeller samt stednavne på historiske kort give fingerpeg om, hvor det vil være givtigt at lede efter for eksempel vadesteder, broer og vandmøller.

Der er således nok at tage fat på, når det kommer til udforskningen af Lejre – det vil vi gøre i de kommende år. Det var ikke blot med opførelsen af storslåede kongehaller, at kongemagten blev etableret i Danmark. Der var tale om en kompleks og veltilrettelagt iscenesættelse af magt, hvor kongen hævede sig over andre og begrundede sin magt ved at kunne demonstrere relationer tilbage til forfædre, monumental arkitektur, et langtrækkende netværk og specialiserede håndværk. Undersøgelsen af Lejres udtryk i landskabet vil føje mange brikker til dem, vi kender, i vores viden om den tidlige kongemagt i Danmark og dermed om landets tilblivelse.

Slots- og Kulturstyrelsens liste med de bedste arkæologiske fund i 2024 er netop blevet offentliggjort, og to af ti fund er gjort i ROMU’s ansvarsområde. Det viser, at fortidsminderne fra området omkring Roskilde Fjord ikke alene er interessant i et lokalt, men også i et nationalt perspektiv, lyder det fra ROMU’s arkæologiske chef.

Hvert år dukker utallige store og små spor fra fortiden op som arkæologisk materiale. Mens nogle genstande lægger sig i slipstrømmen af tusindvis af lignende fund, er andre helt særlige – nogle gange endda en nøgle til at forstå de mennesker, der har levet her før os. De mest spektakulære fund bliver fremhævet på en top ti-liste, når Slots- og Kulturstyrelsen gør status over det forgangne år. Og 2024 var et godt år for ROMU, som optræder på listen med hele to fund. Begge fund er gjort i Egedal kommune, altså op langs Roskilde Fjord, som i store træk hører til det område, hvor ROMU har det arkæologiske ansvar.

”Alle landets museer tænker jo nok, at de sidder med det vigtigste og mest spændende ansvarsområde – og det skal de jo også. Men jeg må sige, at det er ekstra fedt, at vi inden for vores område i år kan bidrage med to fund til listen. Det er med til at pege på den relevans, som området omkring Roskilde Fjord har, ikke bare lokalt, men også nationalt,” siger Julie Nielsen, der er arkæologisk chef i ROMU.

Spor efter store samfundsomvæltninger

Et af de to fund er Egedal-fundet, der dukkede ved en mose nær Veksø en forårsdag, da en detektorfører var ude for at lede efter fortidsspor. Og det fandt han i dén grad: 8-9 pragtgenstande, der for 2500 år siden blev lagt ned som et kostbart offer, dukkede frem af jorden. Blandt genstandene var et usædvanligt bronzesværd med nitter af jern. Dermed fremstod det som en fysisk materialisering af perioden, den stammer fra: Overgangen mellem bronzealder og jernalder, hvor store omvæltninger kom til at præge Danmark.

Det andet fund dukkede op ikke så langt derfra. I forbindelse med et anlægsarbejde ved Ølstykke skulle der foretages en rutinemæssig forundersøgelse af jorden, og her dukkede en gravhøj, et hus og et stort kornfund op. Det i sig selv er ikke spektakulært. Men arkæologerne studsede over nogle detaljer. Her, på det nordøstlige Sjælland, fandt man nu spor efter gravskikke og detaljer i huset, som i bondestenalderen var udbredt i Jylland – men stort set ukendt på Sjælland. Der var altså sandsynligvis tale om jyske tilflyttere, der tog ritualer og vaner med på den lange rejse til deres nye hjem.

Øget fokus gavner formidlingen

Den faglige anerkendelse luner naturligvis i ROMU’s faglige afdeling. Men der følger faktisk også sidegevinster med at have et fund – eller flere – på Slots- og Kulturstyrelsens top ti.

”Vi kan altid mærke, at der er en publikumsinteresse for at se fundene. Og vores fornemste opgave som museum er jo ikke kun at frembringe viden, men også at få den ud over rampen til et publikum. Så nu går vi i gang med et arbejde for at få formidlet fundene mere bredt. Blandt andet gennem medierne, men vi har jo også at gøre med et originalmateriale, der har ligget i jorden i flere tusinde år. Det vil vi selvfølgelig gerne udstille, så folk kan se det og på den måde få glæde af fundene,” fortæller Julie Nielsen.

Charlotte Haagendrup, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Egedal Kommune, er begejstret over, at Egedal har to fund på listen.

”Jeg kan jo ikke blive ved med at sige, at jeg ikke kan få armene ned, men de må altså blive deroppe lidt endnu. Det her giver os jo en mulighed for at komme bredere ud med historier, som jo ikke bare er interessante for Egedal, men som er vigtige på for hele Danmark og vores fælles, historiske tidslinje. Engang sagde jeg – lidt som en kæk bemærkning – at man ikke kan stikke en spade i jorden uden at finde noget, men der er jo noget om det! Jeg bliver igen og igen blæst bagover af den historie, der er her på stedet,” siger hun.

Flere af fundene er danefæ og skal derfor afleveres til Nationalmuseets samlinger. Men Julie Nielsen håber, at blandt andet det smukke, velbevarede sværd fra overgangen mellem bronze- og jernalder kan få lov til at møde et publikum i nærheden af det område, hvor det er fundet.

Læs mere om offerfundet:
Opsigtsvækkende offerfund fra Egedal har fået plads på fornem liste – ROMU

Læs mere om fundet, der vidner om jysk indflydelse:
Fund, der underbygger store skift i forhistorien, er blandt sidste års ti bedste – ROMU

Læs om de 10 mest opsigtsvækkende arkæologiske fund:
Top 10 – Årets fund 2024