Sæt dig til rette, og bliv revet med af de seks stumfilm, som Lützhøfts Købmandsgaard viser over sommeren. Røde scenetæpper, sprød klavermusik og bolsjer i kræmmerhuse sætter stemningen, som den var i en af Roskildes første biografer.

Grin, gys og grib din sidemand i ærmet af spænding, når Lützhøfts Købmandsgaard i sommer viser seks stumfilm. I et originalt interiør mærker gæsterne stemningen fra Kinografen – en af Roskildes første biografer, der åbnede i Algade i 1907.

”I dag omgiver vi os jo hele tiden med levende billeder på vores telefoner, fladskærme og iPads. I Lützhøfts Købmandsgaard gør vi os umage med at genskabe den oplevelse og de følelser, som biografgæsterne fik i starten af det 20. århundrede,” fortæller museumsinspektør Jakob Caspersen.

Kinografen danner historisk afsæt for sommerens stumfilm-show. En søn til stifteren af Lützhøfts Købmandsgaard var med til at åbne og drive den.
”Kino Ros Torv er en direkte efterkommer til netop denne biograf,” fortæller Jakob Caspersen. 

Klavermusik, kaffe og kræmmerhuse med bolsjer

Hvor man i nutidsbiografen slænger sig i bløde sæder, sad man anderledes rankt og hårdt i 1900-tallets kinograf.

”Det var på bænke og spisestole af træ; samme seating giver vi vores filmgæster,” siger Jakob Caspersen og uddyber:

”Men lækkert bliver det også – med flotte røde scenetæpper, højttalere med pianomusik, der akkompagnerer filmene, og salg af kaffe og bolsjekræmmerhuse.”

Giv de yngste biografgæster en hånd

Hver filmvisning har plads til 10-15 gæster. Det er gratis; man dukker bare op og bliver hængende, så længe man har lyst. Filmenes længde varierer: De korteste kører knap fem minutter, mens den længste holder seerne åndeløse i hele 12 minutter.

Arrangørerne har gjort sig umage med at vælge film, der appellerer til hele familien.
”Har man helt små børn med, kan det være, de lige skal holde en voksen i hånden under de vildeste scener,” siger Sif Vorre Mandøe. 

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Oplev flot, original brandbil fra 1937 i museets gård, og mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Den gamle skibssætning tæt ved Lejre Museum, beliggende i Gl. Lejres smukke kulturlandskab, var kulisse til en skøn Grundlovsdagsfejring. Her var både fællessang, kaffe og kage, godt humør og en flot tale, der blev afholdt af Tobias Mortensen, historiker & leder af Lejre Bibliotek & Arkiv. Hans tale kan du læse her.

Det er en historisk tid vi lever i. 2024. En brydningstid i en omskiftelig verden, hvor grundlæggende spørgsmål om frihed, demokratiets holdbarhed og troen på fremtiden, er blevet mere aktuelle end i flere årtier.

Selv om verdenssituationen sagtens kan give anledning til mange bekymringer, så kan netop Grundlovsfest-dagen give os et perspektiv; for den udvikling som vi ser nu, står historisk set ikke alene. Begivenheden for 175 år siden, med underskrivelsen af Grundloven den 5. juni 1849, var født ud af urolige og usikre tider. Nogen vil nok ligefrem påstå, at innovation og fremskridt ofte ligger lige i krisens kølvand, og at det netop ligger dybt i menneskets natur at være både tilpasningsdygtigt og søge mod de bedste løsninger for fællesskabet.

Hvorvidt det altid gælder, kan man nok godt diskutere. Men intentionen og tankegangen bag Grundloven, lever og består stadig den dag i dag. Og den er stærkt forankret i vores liv, og forsyner os med helt grundlæggende rettigheder i vores hverdag; for eksempel når vi dyrker vores religiøse overbevisning. Men også hvis vi netop ikke ønsker at tilhøre en religion. Det er når vi deltager som foreningsfrivillige, eller nyder godt af de mange fantastiske foreninger, der findes i Danmark. Og helt afgørende for vores liv er det når vi går til valg for at stemme, eller når vi ytrer vores tanker.

Selv om det kan virke som selvfølgeligheder, er det langt fra tilfældet. På den menneskelige tidslinje, udgør den frihed vi oplever i dag, kun et splitsekund. Som et lille fragment, og som resultat af den historiske udvikling.

Der tegnes ofte et billede af, at det var kongen, Frederik den 7., og folket som i samarbejde fandt fremtidens demokrati. Men som det så ofte er med historie, er begivenhedernes gang mere nuancerede. Bag Grundlovens hvidpigmenterede pergaments-sider, gemmer der sig en tid fyldt med konflikter. Grundloven er skabt i skyggen af en usikker, ustabil og turbulent periode i den europæiske historie. 1840’erne var præget af krise og social nød. Kulminationen kom i februar 1848, og blev til blodig opstand i de parisiske gader, rettet imod monarkiet.

Martsrevolutionerne bølgede igennem Europa – Frederik den 7. stod med en brændende platform – det var på tide at gøre noget for at undgå fysisk konflikt.

De revolutionære tilstande udeblev, da Frederik den 7. kom bevægelsen i møde ved at udnævne Martsministeriet i 1848. Ministeriets opgave blev at skabe rammerne for udarbejdelsen af en ny forfatning, det første skridt hen mod en demokratisk stat.

Resultatet blev Grundloven som endeligt markerede overgangen fra enevælde til indskrænket monarki, og dermed en styreform, der var mere demokratisk. Dog uden at være den form for demokrati, som vi kender i dag.

Men vigtigst var at bevægelsen nu var igangsat, og at folkets kontrakt med den siddende magt blev anerkendt og underskrevet. Dermed var brodden, i form af det dybfølte ønske om opgør mod centraliseringen af magten, nu fjernet.

Ligheden for alle befolkningsgrupper i samfundet var dog ikke en del af den oprindelige Grundlovs ordlyd. For demokratiet var begrænset til at omfatte: ”… uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke modtog eller havde modtaget fattighjælp…”.[i]

Det svarede i 1849 til ca. 15 pct. af befolkningen.[ii] De resterende 85% af befolkningen var ikke en del af det nyoprettede demokratiske fællesskab. Dengang talte man om de 7 f’er;

Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede.[iii]

Men intet forbliver statisk i et samfund, der hele tiden ændrer sig, heller ikke Grundloven. Måske er Grundloven ligefrem det historiske dokument, der stærkest har formet vores land. Da den politiske situation allerede i 1848, balancerede på en knivsæg, blev arbejdet med Grundloven, nemlig tungen på vægtskålen. I Syddanmark lurede oprøret nemlig; Det Slesvig-holstenske oprør blev udløst af, at man fra dansk side netop inkluderede Slesvig i den nye Grundlov. Det udløste Treårskrigen.

De ændringer der er sket siden 1849 havde dramatisk effekt på samfundet. Først i 1863, med endnu et dansk forsøg på at indlemme Slesvig i Grundloven; Tyskland blandede sig i 1864, og Danmark tabte den 2. slesvigske krig. I 1915 fik kvinder (fruentimmere) og tjenestefolk (Folkehold) grundlovssikret stemmeret, først her har vi så et reelt demokrati.

I 1953, blev tokammersystemet med Landsting og Folketing afskaffet, og kvindelige tronarvinger blev ligestillet med mænd. Helt konkret betød det jo som bekendt, at Dronning Margrethe nu kunne blive regent og dronning efter sin far, Kong Frederik 9.

Her i Lejre var de første år med en ny Grundlov også historiske. Her startede traditionen med Grundlovsfester tidligt. Den første grundlovsfest blev nemlig fejret i 1851.

For 173 år siden i 1851, præcis her ved skibssætningen i Lejre, stod ingen ringere end Grundtvig. Selv om det også dengang handlede om at fejre Grundlovens tilblivelse, var tiden en anden, og krisen dengang, var som vi lige hørte – det slesvigske spørgsmål.

Faktisk var Grundtvigs tale fra 1851, en kombineret mindetale for Slaget ved Isted, Danmarkshistoriens største salg, som fandt sted året før, og så 2-året for Grundlovens underskrivelse. [iv]

For Grundtvig skilte besøget til Lejre sig ud. I hans egen beskrivelse af dagen skriver Grundtvig, at der var noget: ”…frit og livligt, udvidet og kiækt…”,[v] ved netop festen i Lejre. Han bemærkede i øvrigt at kønsfordelingen mellem de 8000 tilskuere var fifty-fifty.

Grundtvig var i samtiden en meget eftertragtet taler, og blev sikkert opfordret til at deltage i mange lignende begivenheder. Men at det blev til et ja til Lejre, er ikke overraskende. Muligheden for at kombinere Grundlovsfejringen, og 1-årsdagen for Slaget ved Isted, midt i det vigtigste mytologiske landskab for den nationale fortælling, var for ham en nationalromantisk lækkerbisken, som passede perfekt i Grundtvigs verdensbillede, og i periodens voksende nationale identitets-forståelse.

Grundtvig fremhævede selv den direkte naturlige forbindelse ved festen i Lejre, og oldtidens heltesagn, da han bemærkede en ung landsoldat fra Slaget ved Isted, der bar Dannebrog. Det var for ham et symbol på nye heltegerninger, der hvilede smukt i udsigten til de oldgamle ”…Kæmpehøie…”.[vi] I midten af 1800-tallet mente man i øvrigt at skibssætningen, som vi står her midt i – var resterne af sagnkongen Rolf Krakes borg.

Deltagelse i festen kostede 8 skilling, og overskuddet fra festen, skulle gå til sårede, kvæstede og efterladte efter treårskrigen i 1848-1851. [vii]

Og en lille note til ROMU. Jeg tillader mig lige at læse et par ord fra datidens aviser om rammesætningen for den første grundlovsfest, måske til fremtidig inspiration; Folkefesten dengang var jo et heldagsarrangement. Langs vejene ved Kornerup og Lejre var blomsterudsmykkede æresporte. Gravhøjene var udsmykket med Dannebrogsflag, der var telte med mad og drikke, og dertil var der indrettet danseplads. Aftenen blev sluttet af med et festfyrværkeri.[viii]

Og det passede Grundtvig fint at være til folkefest blandt folket, væk fra den arrogante elite i København. Som Grundtvig selv beskrev rejsen: ”… fra Kiøbenhavn til Folket i det Grønne…”.[ix] En vending der nærmest kunne bruges i dag om Lejre Kommunes attraktive landskab. Og for Grundtvig var det vigtigt at fremstå som landfolkets mand, og hans København-bashing var nådesløs, som han sagde til festen i Lejre:

”… Landet har Vorherre skabt, men Kiøbenhavn, og alle saadanne store Kiøbstæder, dem har Kræmmerne skabt…” [x]

Og så står vi jo her midt i gamle Lejre. Det sagnomspundne Lejre. Omgivet af mere end 1000 års nordiske fortællinger om; Kong Skjold, Rolf Krake, Helge og Roar, Ragnar Lodbrog, Harald Hildetand – alle sagnkongerne fra Lejre. Også kaldet Skjoldungerne, efter stamfaren Kong Skjold.

Det måske vigtigste og mest grundlæggende litterære værk i den vestlige kultur, er det angelsaksiske digt fra vikingetid – Bjovulf, som også fortæller om en skjoldungekonge, nemlig Roar. Selv om håndskriftet som Bjovulf er overleveret i er helt tilbage fra vikingetiden, så udspiller historien i Bjovulf sig i 500-tallet, på samme tid hvor Lejre for alvor træder ind i historien, som en afgørende lokalitet.

Og det var selvfølgelig Grundtvig, der i tællelysets skær, kæmpede sig igennem de oldengelske vers, og skabte verdens første oversættelse af det vigtige digt til et moderne sprog allerede i 1820.

Grundtvigs store forfatterskab om det nordiske åndsliv og mytologi er et helt unikt bidrag til Danmarkshistorien og dengang et vigtigt oplysningsprojekt til danskerne om deres egen kulturarv, for netop at skabe fundamentet for en fælles national identitet. En så markant indsats, at han nu også selv er blevet en del af mytologien.

Men hvad kan vi i dag lærer af Grundloven?

I dag er bekymringen især rettet imod totalitære styreformer, som ikke så sjældent er hurtige til at bruge teknologi til deres nepotistiske dagsordener. AI er det næste store teknologiske kvantespring, men også en demokratisk udfordring. For med udviklingen følger en automatisering af tanker, idéer og værdier. Og her bliver det vigtigere end nogensinde før, at den samme kritiske tænkning og ånd for fællesskabets bedste, som Grundloven blev skabt i, også er til stede, når vi benytter os af de nye teknologier.

Selv om vi her i dag fejrer Grundloven gennem det talte ord, så er det jo netop den skrevne ord, som har gjort det hele muligt – for i Grundlovens linjer, findes det som binder ord til handling og konsekvens. Før de nedskrevne love, var det op til kyndige lovsigemænd at memorere lovene. Og det er heldigt for nutidens lovkyndige, at de ikke skal huske, fx ordlyden i den sidste finanslov, som fylder ca. 500 sider, og dertil bemærkningerne på 2.500 sider.[xi]

Siden Gutenberg udbredte trykpressen i midten af 1450’erne, ja, siden de norrøne sagaskrivere i 1150’erne beskrev sagnkongerne i Lejre, har den skrevne bog været fundamentet for oplysningen – demokratiets og frihedens vigtigste talerør. Fra blodige kongesagaer over Grundlovens paragraffer til modstandsbevægelsens illegale pamfletter – man skal ikke undervurdere ordets magt, når det omsættes til handling, berettiget kritik og skabelse af fælles identitet.

Nu står jeg også her i dag som leder af bibliotekerne og arkivet i Lejre Kommune. Det er ligger i vores grundlov – nemlig biblioteksloven – at vi hver dag skal:

”… Fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger… til rådighed…” [xii]

På bibliotekerne arbejder vi først og fremmest med hverdagsdemokratiet og nærhedsdemokratiet. Hvor man som borger i Lejre Kommune hver dag kan deltage i samtalen, gå på opdagelse og bliver oplyst i den litterære verden, tilegne sig den viden som fører til uddannelse og et bedre liv, eller deltage aktivt i de frivillige fællesskaber, der skaber værdi, indhold og glæde for andre. Vores fem biblioteker har åbent 16 timer hver dag, hele året rundt. For vi skal tilgængelig-gøre og ikke begrænse tilgangen til den demokratiske deltagelse gennem viden.

Så fremtiden er lys. Nærhedsdemokratiet og fællesskaber opblomstrer overalt. Vi vil hinanden. Vi har tillid til hinanden. Og det er netop den tillid, som er brændstof i nærhedsdemokratiet, og det er den tillid, vi arbejder med i vores bibliotek og arkiv, hvor borgere på tværs af sted og alder mødes. Det er vigtigere end nogensinde før, i en verden hvor skærmen er det fortrukne spejl. Men vi skal spejle os i den aktive samtale i fællesskabet. Og vi skal altid øve os i at gribe ud efter dem som famler efter de fysiske fællesskaber.

Lad mig slutte af med en lille opfordring til alle jer fremmødte i dag. Lad os sammen hylde fællesskabet.

Lad os sammen hylde hverdagsdemokratiet.

JEG ØNSKER ALLE EN GLÆDELIG GRUNDLOVSDAG!

[i] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” i Danskeren et Ugeblad, bind 4, s. 483-491, København; her efter udgaven i Grundtvigs Værker, udg. af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet (www.grundtvigsværker.dk).

[ii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 483.

[iii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 483.

[iv] Almuevennen 21. juli 1851, s. 232.

[v] Fædrelandet 29. juli 1851, s. 1, Almuevennen 21. juli 1851, s. 232 & Hansen, Hans-Ole (1988) Herthadalen I Lejre. Lejre. s. 7.

[vi] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 486.

[vii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 487.

[viii] https://www.ft.dk/da/folkestyret/folketinget/finansloven (2.juni 2024).

[ix] Biblioteksloven, kap. 1 § 1.: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/100 .

Sæt dig til rette, og bliv revet med af de seks stumfilm, som Lützhøfts Købmandsgaard viser over sommeren. Røde scenetæpper, sprød klavermusik og bolsjer i kræmmerhuse sætter stemningen, som den var i en af Roskildes første biografer.

Grin, gys og grib din sidemand i ærmet af spænding, når Lützhøfts Købmandsgaard i sommer viser seks stumfilm. I et originalt interiør mærker gæsterne stemningen fra Kinografen – en af Roskildes første biografer, der åbnede i Algade i 1907.

”I dag omgiver vi os jo hele tiden med levende billeder på vores telefoner, fladskærme og iPads. I Lützhøfts Købmandsgaard gør vi os umage med at genskabe den oplevelse og de følelser, som biografgæsterne fik i starten af det 20. århundrede,” fortæller museumsinspektør Jakob Caspersen.

Kinografen danner historisk afsæt for sommerens stumfilm-show. En søn til stifteren af Lützhøfts Købmandsgaard var med til at åbne og drive den.
”Kino Ros Torv er en direkte efterkommer til netop denne biograf,” fortæller Jakob Caspersen. 

Klavermusik, kaffe og kræmmerhuse med bolsjer

Hvor man i nutidsbiografen slænger sig i bløde sæder, sad man anderledes rankt og hårdt i 1900-tallets kinograf.

”Det var på bænke og spisestole af træ; samme seating giver vi vores filmgæster,” siger Jakob Caspersen og uddyber:

”Men lækkert bliver det også – med flotte røde scenetæpper, højttalere med pianomusik, der akkompagnerer filmene, og salg af kaffe og bolsjekræmmerhuse.”

Giv de yngste biografgæster en hånd

Hver filmvisning har plads til 10-15 gæster. Det er gratis; man dukker bare op og bliver hængende, så længe man har lyst. Filmenes længde varierer: De korteste kører knap fem minutter, mens den længste holder seerne åndeløse i hele 12 minutter.

Arrangørerne har gjort sig umage med at vælge film, der appellerer til hele familien.
”Har man helt små børn med, kan det være, de lige skal holde en voksen i hånden under de vildeste scener,” siger Sif Vorre Mandøe. 

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Oplev flot, original brandbil fra 1937 i museets gård, og mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Den gamle skibssætning tæt ved Lejre Museum, beliggende i Gl. Lejres smukke kulturlandskab, var kulisse til en skøn Grundlovsdagsfejring. Her var både fællessang, kaffe og kage, godt humør og en flot tale, der blev afholdt af Tobias Mortensen, historiker & leder af Lejre Bibliotek & Arkiv. Hans tale kan du læse her.

Det er en historisk tid vi lever i. 2024. En brydningstid i en omskiftelig verden, hvor grundlæggende spørgsmål om frihed, demokratiets holdbarhed og troen på fremtiden, er blevet mere aktuelle end i flere årtier.

Selv om verdenssituationen sagtens kan give anledning til mange bekymringer, så kan netop Grundlovsfest-dagen give os et perspektiv; for den udvikling som vi ser nu, står historisk set ikke alene. Begivenheden for 175 år siden, med underskrivelsen af Grundloven den 5. juni 1849, var født ud af urolige og usikre tider. Nogen vil nok ligefrem påstå, at innovation og fremskridt ofte ligger lige i krisens kølvand, og at det netop ligger dybt i menneskets natur at være både tilpasningsdygtigt og søge mod de bedste løsninger for fællesskabet.

Hvorvidt det altid gælder, kan man nok godt diskutere. Men intentionen og tankegangen bag Grundloven, lever og består stadig den dag i dag. Og den er stærkt forankret i vores liv, og forsyner os med helt grundlæggende rettigheder i vores hverdag; for eksempel når vi dyrker vores religiøse overbevisning. Men også hvis vi netop ikke ønsker at tilhøre en religion. Det er når vi deltager som foreningsfrivillige, eller nyder godt af de mange fantastiske foreninger, der findes i Danmark. Og helt afgørende for vores liv er det når vi går til valg for at stemme, eller når vi ytrer vores tanker.

Selv om det kan virke som selvfølgeligheder, er det langt fra tilfældet. På den menneskelige tidslinje, udgør den frihed vi oplever i dag, kun et splitsekund. Som et lille fragment, og som resultat af den historiske udvikling.

Der tegnes ofte et billede af, at det var kongen, Frederik den 7., og folket som i samarbejde fandt fremtidens demokrati. Men som det så ofte er med historie, er begivenhedernes gang mere nuancerede. Bag Grundlovens hvidpigmenterede pergaments-sider, gemmer der sig en tid fyldt med konflikter. Grundloven er skabt i skyggen af en usikker, ustabil og turbulent periode i den europæiske historie. 1840’erne var præget af krise og social nød. Kulminationen kom i februar 1848, og blev til blodig opstand i de parisiske gader, rettet imod monarkiet.

Martsrevolutionerne bølgede igennem Europa – Frederik den 7. stod med en brændende platform – det var på tide at gøre noget for at undgå fysisk konflikt.

De revolutionære tilstande udeblev, da Frederik den 7. kom bevægelsen i møde ved at udnævne Martsministeriet i 1848. Ministeriets opgave blev at skabe rammerne for udarbejdelsen af en ny forfatning, det første skridt hen mod en demokratisk stat.

Resultatet blev Grundloven som endeligt markerede overgangen fra enevælde til indskrænket monarki, og dermed en styreform, der var mere demokratisk. Dog uden at være den form for demokrati, som vi kender i dag.

Men vigtigst var at bevægelsen nu var igangsat, og at folkets kontrakt med den siddende magt blev anerkendt og underskrevet. Dermed var brodden, i form af det dybfølte ønske om opgør mod centraliseringen af magten, nu fjernet.

Ligheden for alle befolkningsgrupper i samfundet var dog ikke en del af den oprindelige Grundlovs ordlyd. For demokratiet var begrænset til at omfatte: ”… uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke modtog eller havde modtaget fattighjælp…”.[i]

Det svarede i 1849 til ca. 15 pct. af befolkningen.[ii] De resterende 85% af befolkningen var ikke en del af det nyoprettede demokratiske fællesskab. Dengang talte man om de 7 f’er;

Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede.[iii]

Men intet forbliver statisk i et samfund, der hele tiden ændrer sig, heller ikke Grundloven. Måske er Grundloven ligefrem det historiske dokument, der stærkest har formet vores land. Da den politiske situation allerede i 1848, balancerede på en knivsæg, blev arbejdet med Grundloven, nemlig tungen på vægtskålen. I Syddanmark lurede oprøret nemlig; Det Slesvig-holstenske oprør blev udløst af, at man fra dansk side netop inkluderede Slesvig i den nye Grundlov. Det udløste Treårskrigen.

De ændringer der er sket siden 1849 havde dramatisk effekt på samfundet. Først i 1863, med endnu et dansk forsøg på at indlemme Slesvig i Grundloven; Tyskland blandede sig i 1864, og Danmark tabte den 2. slesvigske krig. I 1915 fik kvinder (fruentimmere) og tjenestefolk (Folkehold) grundlovssikret stemmeret, først her har vi så et reelt demokrati.

I 1953, blev tokammersystemet med Landsting og Folketing afskaffet, og kvindelige tronarvinger blev ligestillet med mænd. Helt konkret betød det jo som bekendt, at Dronning Margrethe nu kunne blive regent og dronning efter sin far, Kong Frederik 9.

Her i Lejre var de første år med en ny Grundlov også historiske. Her startede traditionen med Grundlovsfester tidligt. Den første grundlovsfest blev nemlig fejret i 1851.

For 173 år siden i 1851, præcis her ved skibssætningen i Lejre, stod ingen ringere end Grundtvig. Selv om det også dengang handlede om at fejre Grundlovens tilblivelse, var tiden en anden, og krisen dengang, var som vi lige hørte – det slesvigske spørgsmål.

Faktisk var Grundtvigs tale fra 1851, en kombineret mindetale for Slaget ved Isted, Danmarkshistoriens største salg, som fandt sted året før, og så 2-året for Grundlovens underskrivelse. [iv]

For Grundtvig skilte besøget til Lejre sig ud. I hans egen beskrivelse af dagen skriver Grundtvig, at der var noget: ”…frit og livligt, udvidet og kiækt…”,[v] ved netop festen i Lejre. Han bemærkede i øvrigt at kønsfordelingen mellem de 8000 tilskuere var fifty-fifty.

Grundtvig var i samtiden en meget eftertragtet taler, og blev sikkert opfordret til at deltage i mange lignende begivenheder. Men at det blev til et ja til Lejre, er ikke overraskende. Muligheden for at kombinere Grundlovsfejringen, og 1-årsdagen for Slaget ved Isted, midt i det vigtigste mytologiske landskab for den nationale fortælling, var for ham en nationalromantisk lækkerbisken, som passede perfekt i Grundtvigs verdensbillede, og i periodens voksende nationale identitets-forståelse.

Grundtvig fremhævede selv den direkte naturlige forbindelse ved festen i Lejre, og oldtidens heltesagn, da han bemærkede en ung landsoldat fra Slaget ved Isted, der bar Dannebrog. Det var for ham et symbol på nye heltegerninger, der hvilede smukt i udsigten til de oldgamle ”…Kæmpehøie…”.[vi] I midten af 1800-tallet mente man i øvrigt at skibssætningen, som vi står her midt i – var resterne af sagnkongen Rolf Krakes borg.

Deltagelse i festen kostede 8 skilling, og overskuddet fra festen, skulle gå til sårede, kvæstede og efterladte efter treårskrigen i 1848-1851. [vii]

Og en lille note til ROMU. Jeg tillader mig lige at læse et par ord fra datidens aviser om rammesætningen for den første grundlovsfest, måske til fremtidig inspiration; Folkefesten dengang var jo et heldagsarrangement. Langs vejene ved Kornerup og Lejre var blomsterudsmykkede æresporte. Gravhøjene var udsmykket med Dannebrogsflag, der var telte med mad og drikke, og dertil var der indrettet danseplads. Aftenen blev sluttet af med et festfyrværkeri.[viii]

Og det passede Grundtvig fint at være til folkefest blandt folket, væk fra den arrogante elite i København. Som Grundtvig selv beskrev rejsen: ”… fra Kiøbenhavn til Folket i det Grønne…”.[ix] En vending der nærmest kunne bruges i dag om Lejre Kommunes attraktive landskab. Og for Grundtvig var det vigtigt at fremstå som landfolkets mand, og hans København-bashing var nådesløs, som han sagde til festen i Lejre:

”… Landet har Vorherre skabt, men Kiøbenhavn, og alle saadanne store Kiøbstæder, dem har Kræmmerne skabt…” [x]

Og så står vi jo her midt i gamle Lejre. Det sagnomspundne Lejre. Omgivet af mere end 1000 års nordiske fortællinger om; Kong Skjold, Rolf Krake, Helge og Roar, Ragnar Lodbrog, Harald Hildetand – alle sagnkongerne fra Lejre. Også kaldet Skjoldungerne, efter stamfaren Kong Skjold.

Det måske vigtigste og mest grundlæggende litterære værk i den vestlige kultur, er det angelsaksiske digt fra vikingetid – Bjovulf, som også fortæller om en skjoldungekonge, nemlig Roar. Selv om håndskriftet som Bjovulf er overleveret i er helt tilbage fra vikingetiden, så udspiller historien i Bjovulf sig i 500-tallet, på samme tid hvor Lejre for alvor træder ind i historien, som en afgørende lokalitet.

Og det var selvfølgelig Grundtvig, der i tællelysets skær, kæmpede sig igennem de oldengelske vers, og skabte verdens første oversættelse af det vigtige digt til et moderne sprog allerede i 1820.

Grundtvigs store forfatterskab om det nordiske åndsliv og mytologi er et helt unikt bidrag til Danmarkshistorien og dengang et vigtigt oplysningsprojekt til danskerne om deres egen kulturarv, for netop at skabe fundamentet for en fælles national identitet. En så markant indsats, at han nu også selv er blevet en del af mytologien.

Men hvad kan vi i dag lærer af Grundloven?

I dag er bekymringen især rettet imod totalitære styreformer, som ikke så sjældent er hurtige til at bruge teknologi til deres nepotistiske dagsordener. AI er det næste store teknologiske kvantespring, men også en demokratisk udfordring. For med udviklingen følger en automatisering af tanker, idéer og værdier. Og her bliver det vigtigere end nogensinde før, at den samme kritiske tænkning og ånd for fællesskabets bedste, som Grundloven blev skabt i, også er til stede, når vi benytter os af de nye teknologier.

Selv om vi her i dag fejrer Grundloven gennem det talte ord, så er det jo netop den skrevne ord, som har gjort det hele muligt – for i Grundlovens linjer, findes det som binder ord til handling og konsekvens. Før de nedskrevne love, var det op til kyndige lovsigemænd at memorere lovene. Og det er heldigt for nutidens lovkyndige, at de ikke skal huske, fx ordlyden i den sidste finanslov, som fylder ca. 500 sider, og dertil bemærkningerne på 2.500 sider.[xi]

Siden Gutenberg udbredte trykpressen i midten af 1450’erne, ja, siden de norrøne sagaskrivere i 1150’erne beskrev sagnkongerne i Lejre, har den skrevne bog været fundamentet for oplysningen – demokratiets og frihedens vigtigste talerør. Fra blodige kongesagaer over Grundlovens paragraffer til modstandsbevægelsens illegale pamfletter – man skal ikke undervurdere ordets magt, når det omsættes til handling, berettiget kritik og skabelse af fælles identitet.

Nu står jeg også her i dag som leder af bibliotekerne og arkivet i Lejre Kommune. Det er ligger i vores grundlov – nemlig biblioteksloven – at vi hver dag skal:

”… Fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger… til rådighed…” [xii]

På bibliotekerne arbejder vi først og fremmest med hverdagsdemokratiet og nærhedsdemokratiet. Hvor man som borger i Lejre Kommune hver dag kan deltage i samtalen, gå på opdagelse og bliver oplyst i den litterære verden, tilegne sig den viden som fører til uddannelse og et bedre liv, eller deltage aktivt i de frivillige fællesskaber, der skaber værdi, indhold og glæde for andre. Vores fem biblioteker har åbent 16 timer hver dag, hele året rundt. For vi skal tilgængelig-gøre og ikke begrænse tilgangen til den demokratiske deltagelse gennem viden.

Så fremtiden er lys. Nærhedsdemokratiet og fællesskaber opblomstrer overalt. Vi vil hinanden. Vi har tillid til hinanden. Og det er netop den tillid, som er brændstof i nærhedsdemokratiet, og det er den tillid, vi arbejder med i vores bibliotek og arkiv, hvor borgere på tværs af sted og alder mødes. Det er vigtigere end nogensinde før, i en verden hvor skærmen er det fortrukne spejl. Men vi skal spejle os i den aktive samtale i fællesskabet. Og vi skal altid øve os i at gribe ud efter dem som famler efter de fysiske fællesskaber.

Lad mig slutte af med en lille opfordring til alle jer fremmødte i dag. Lad os sammen hylde fællesskabet.

Lad os sammen hylde hverdagsdemokratiet.

JEG ØNSKER ALLE EN GLÆDELIG GRUNDLOVSDAG!

[i] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” i Danskeren et Ugeblad, bind 4, s. 483-491, København; her efter udgaven i Grundtvigs Værker, udg. af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet (www.grundtvigsværker.dk).

[ii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 483.

[iii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 483.

[iv] Almuevennen 21. juli 1851, s. 232.

[v] Fædrelandet 29. juli 1851, s. 1, Almuevennen 21. juli 1851, s. 232 & Hansen, Hans-Ole (1988) Herthadalen I Lejre. Lejre. s. 7.

[vi] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 486.

[vii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 487.

[viii] https://www.ft.dk/da/folkestyret/folketinget/finansloven (2.juni 2024).

[ix] Biblioteksloven, kap. 1 § 1.: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/100 .

Sæt dig til rette, og bliv revet med af de seks stumfilm, som Lützhøfts Købmandsgaard viser over sommeren. Røde scenetæpper, sprød klavermusik og bolsjer i kræmmerhuse sætter stemningen, som den var i en af Roskildes første biografer.

Grin, gys og grib din sidemand i ærmet af spænding, når Lützhøfts Købmandsgaard i sommer viser seks stumfilm. I et originalt interiør mærker gæsterne stemningen fra Kinografen – en af Roskildes første biografer, der åbnede i Algade i 1907.

”I dag omgiver vi os jo hele tiden med levende billeder på vores telefoner, fladskærme og iPads. I Lützhøfts Købmandsgaard gør vi os umage med at genskabe den oplevelse og de følelser, som biografgæsterne fik i starten af det 20. århundrede,” fortæller museumsinspektør Jakob Caspersen.

Kinografen danner historisk afsæt for sommerens stumfilm-show. En søn til stifteren af Lützhøfts Købmandsgaard var med til at åbne og drive den.
”Kino Ros Torv er en direkte efterkommer til netop denne biograf,” fortæller Jakob Caspersen. 

Klavermusik, kaffe og kræmmerhuse med bolsjer

Hvor man i nutidsbiografen slænger sig i bløde sæder, sad man anderledes rankt og hårdt i 1900-tallets kinograf.

”Det var på bænke og spisestole af træ; samme seating giver vi vores filmgæster,” siger Jakob Caspersen og uddyber:

”Men lækkert bliver det også – med flotte røde scenetæpper, højttalere med pianomusik, der akkompagnerer filmene, og salg af kaffe og bolsjekræmmerhuse.”

Giv de yngste biografgæster en hånd

Hver filmvisning har plads til 10-15 gæster. Det er gratis; man dukker bare op og bliver hængende, så længe man har lyst. Filmenes længde varierer: De korteste kører knap fem minutter, mens den længste holder seerne åndeløse i hele 12 minutter.

Arrangørerne har gjort sig umage med at vælge film, der appellerer til hele familien.
”Har man helt små børn med, kan det være, de lige skal holde en voksen i hånden under de vildeste scener,” siger Sif Vorre Mandøe. 

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Oplev flot, original brandbil fra 1937 i museets gård, og mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men når spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner på Roskilde Museum den 18. juni, er anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” siger museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kan besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde. Åbningsdagen for udstillingen markeres med foredrag om branden i Roskilde Domkirke i 1968.

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Fra den 23. juni og sommeren over får et helt særligt køretøj plads som en del af udstillingsoplevelsen. Da vender drejestigen ”S.1.”, som brandinspektøren anskaffede i 1937, nemlig for en tid ”hjem” til den gamle brandstation. Den vil holde i museumsgården, der engang var ramme om brandøvelser og klargøring af brandmateriel. Drejestigen er en af Danmarks ældst bevarede og vedligeholdes i dag af Roskilde Stigeholdere.

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbner tirsdag den 18. juni på Roskilde Museum.

Den gamle skibssætning tæt ved Lejre Museum, beliggende i Gl. Lejres smukke kulturlandskab, var kulisse til en skøn Grundlovsdagsfejring. Her var både fællessang, kaffe og kage, godt humør og en flot tale, der blev afholdt af Tobias Mortensen, historiker & leder af Lejre Bibliotek & Arkiv. Hans tale kan du læse her.

Det er en historisk tid vi lever i. 2024. En brydningstid i en omskiftelig verden, hvor grundlæggende spørgsmål om frihed, demokratiets holdbarhed og troen på fremtiden, er blevet mere aktuelle end i flere årtier.

Selv om verdenssituationen sagtens kan give anledning til mange bekymringer, så kan netop Grundlovsfest-dagen give os et perspektiv; for den udvikling som vi ser nu, står historisk set ikke alene. Begivenheden for 175 år siden, med underskrivelsen af Grundloven den 5. juni 1849, var født ud af urolige og usikre tider. Nogen vil nok ligefrem påstå, at innovation og fremskridt ofte ligger lige i krisens kølvand, og at det netop ligger dybt i menneskets natur at være både tilpasningsdygtigt og søge mod de bedste løsninger for fællesskabet.

Hvorvidt det altid gælder, kan man nok godt diskutere. Men intentionen og tankegangen bag Grundloven, lever og består stadig den dag i dag. Og den er stærkt forankret i vores liv, og forsyner os med helt grundlæggende rettigheder i vores hverdag; for eksempel når vi dyrker vores religiøse overbevisning. Men også hvis vi netop ikke ønsker at tilhøre en religion. Det er når vi deltager som foreningsfrivillige, eller nyder godt af de mange fantastiske foreninger, der findes i Danmark. Og helt afgørende for vores liv er det når vi går til valg for at stemme, eller når vi ytrer vores tanker.

Selv om det kan virke som selvfølgeligheder, er det langt fra tilfældet. På den menneskelige tidslinje, udgør den frihed vi oplever i dag, kun et splitsekund. Som et lille fragment, og som resultat af den historiske udvikling.

Der tegnes ofte et billede af, at det var kongen, Frederik den 7., og folket som i samarbejde fandt fremtidens demokrati. Men som det så ofte er med historie, er begivenhedernes gang mere nuancerede. Bag Grundlovens hvidpigmenterede pergaments-sider, gemmer der sig en tid fyldt med konflikter. Grundloven er skabt i skyggen af en usikker, ustabil og turbulent periode i den europæiske historie. 1840’erne var præget af krise og social nød. Kulminationen kom i februar 1848, og blev til blodig opstand i de parisiske gader, rettet imod monarkiet.

Martsrevolutionerne bølgede igennem Europa – Frederik den 7. stod med en brændende platform – det var på tide at gøre noget for at undgå fysisk konflikt.

De revolutionære tilstande udeblev, da Frederik den 7. kom bevægelsen i møde ved at udnævne Martsministeriet i 1848. Ministeriets opgave blev at skabe rammerne for udarbejdelsen af en ny forfatning, det første skridt hen mod en demokratisk stat.

Resultatet blev Grundloven som endeligt markerede overgangen fra enevælde til indskrænket monarki, og dermed en styreform, der var mere demokratisk. Dog uden at være den form for demokrati, som vi kender i dag.

Men vigtigst var at bevægelsen nu var igangsat, og at folkets kontrakt med den siddende magt blev anerkendt og underskrevet. Dermed var brodden, i form af det dybfølte ønske om opgør mod centraliseringen af magten, nu fjernet.

Ligheden for alle befolkningsgrupper i samfundet var dog ikke en del af den oprindelige Grundlovs ordlyd. For demokratiet var begrænset til at omfatte: ”… uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke modtog eller havde modtaget fattighjælp…”.[i]

Det svarede i 1849 til ca. 15 pct. af befolkningen.[ii] De resterende 85% af befolkningen var ikke en del af det nyoprettede demokratiske fællesskab. Dengang talte man om de 7 f’er;

Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Fjolser, Forbrydere, Fallenter og Fremmede.[iii]

Men intet forbliver statisk i et samfund, der hele tiden ændrer sig, heller ikke Grundloven. Måske er Grundloven ligefrem det historiske dokument, der stærkest har formet vores land. Da den politiske situation allerede i 1848, balancerede på en knivsæg, blev arbejdet med Grundloven, nemlig tungen på vægtskålen. I Syddanmark lurede oprøret nemlig; Det Slesvig-holstenske oprør blev udløst af, at man fra dansk side netop inkluderede Slesvig i den nye Grundlov. Det udløste Treårskrigen.

De ændringer der er sket siden 1849 havde dramatisk effekt på samfundet. Først i 1863, med endnu et dansk forsøg på at indlemme Slesvig i Grundloven; Tyskland blandede sig i 1864, og Danmark tabte den 2. slesvigske krig. I 1915 fik kvinder (fruentimmere) og tjenestefolk (Folkehold) grundlovssikret stemmeret, først her har vi så et reelt demokrati.

I 1953, blev tokammersystemet med Landsting og Folketing afskaffet, og kvindelige tronarvinger blev ligestillet med mænd. Helt konkret betød det jo som bekendt, at Dronning Margrethe nu kunne blive regent og dronning efter sin far, Kong Frederik 9.

Her i Lejre var de første år med en ny Grundlov også historiske. Her startede traditionen med Grundlovsfester tidligt. Den første grundlovsfest blev nemlig fejret i 1851.

For 173 år siden i 1851, præcis her ved skibssætningen i Lejre, stod ingen ringere end Grundtvig. Selv om det også dengang handlede om at fejre Grundlovens tilblivelse, var tiden en anden, og krisen dengang, var som vi lige hørte – det slesvigske spørgsmål.

Faktisk var Grundtvigs tale fra 1851, en kombineret mindetale for Slaget ved Isted, Danmarkshistoriens største salg, som fandt sted året før, og så 2-året for Grundlovens underskrivelse. [iv]

For Grundtvig skilte besøget til Lejre sig ud. I hans egen beskrivelse af dagen skriver Grundtvig, at der var noget: ”…frit og livligt, udvidet og kiækt…”,[v] ved netop festen i Lejre. Han bemærkede i øvrigt at kønsfordelingen mellem de 8000 tilskuere var fifty-fifty.

Grundtvig var i samtiden en meget eftertragtet taler, og blev sikkert opfordret til at deltage i mange lignende begivenheder. Men at det blev til et ja til Lejre, er ikke overraskende. Muligheden for at kombinere Grundlovsfejringen, og 1-årsdagen for Slaget ved Isted, midt i det vigtigste mytologiske landskab for den nationale fortælling, var for ham en nationalromantisk lækkerbisken, som passede perfekt i Grundtvigs verdensbillede, og i periodens voksende nationale identitets-forståelse.

Grundtvig fremhævede selv den direkte naturlige forbindelse ved festen i Lejre, og oldtidens heltesagn, da han bemærkede en ung landsoldat fra Slaget ved Isted, der bar Dannebrog. Det var for ham et symbol på nye heltegerninger, der hvilede smukt i udsigten til de oldgamle ”…Kæmpehøie…”.[vi] I midten af 1800-tallet mente man i øvrigt at skibssætningen, som vi står her midt i – var resterne af sagnkongen Rolf Krakes borg.

Deltagelse i festen kostede 8 skilling, og overskuddet fra festen, skulle gå til sårede, kvæstede og efterladte efter treårskrigen i 1848-1851. [vii]

Og en lille note til ROMU. Jeg tillader mig lige at læse et par ord fra datidens aviser om rammesætningen for den første grundlovsfest, måske til fremtidig inspiration; Folkefesten dengang var jo et heldagsarrangement. Langs vejene ved Kornerup og Lejre var blomsterudsmykkede æresporte. Gravhøjene var udsmykket med Dannebrogsflag, der var telte med mad og drikke, og dertil var der indrettet danseplads. Aftenen blev sluttet af med et festfyrværkeri.[viii]

Og det passede Grundtvig fint at være til folkefest blandt folket, væk fra den arrogante elite i København. Som Grundtvig selv beskrev rejsen: ”… fra Kiøbenhavn til Folket i det Grønne…”.[ix] En vending der nærmest kunne bruges i dag om Lejre Kommunes attraktive landskab. Og for Grundtvig var det vigtigt at fremstå som landfolkets mand, og hans København-bashing var nådesløs, som han sagde til festen i Lejre:

”… Landet har Vorherre skabt, men Kiøbenhavn, og alle saadanne store Kiøbstæder, dem har Kræmmerne skabt…” [x]

Og så står vi jo her midt i gamle Lejre. Det sagnomspundne Lejre. Omgivet af mere end 1000 års nordiske fortællinger om; Kong Skjold, Rolf Krake, Helge og Roar, Ragnar Lodbrog, Harald Hildetand – alle sagnkongerne fra Lejre. Også kaldet Skjoldungerne, efter stamfaren Kong Skjold.

Det måske vigtigste og mest grundlæggende litterære værk i den vestlige kultur, er det angelsaksiske digt fra vikingetid – Bjovulf, som også fortæller om en skjoldungekonge, nemlig Roar. Selv om håndskriftet som Bjovulf er overleveret i er helt tilbage fra vikingetiden, så udspiller historien i Bjovulf sig i 500-tallet, på samme tid hvor Lejre for alvor træder ind i historien, som en afgørende lokalitet.

Og det var selvfølgelig Grundtvig, der i tællelysets skær, kæmpede sig igennem de oldengelske vers, og skabte verdens første oversættelse af det vigtige digt til et moderne sprog allerede i 1820.

Grundtvigs store forfatterskab om det nordiske åndsliv og mytologi er et helt unikt bidrag til Danmarkshistorien og dengang et vigtigt oplysningsprojekt til danskerne om deres egen kulturarv, for netop at skabe fundamentet for en fælles national identitet. En så markant indsats, at han nu også selv er blevet en del af mytologien.

Men hvad kan vi i dag lærer af Grundloven?

I dag er bekymringen især rettet imod totalitære styreformer, som ikke så sjældent er hurtige til at bruge teknologi til deres nepotistiske dagsordener. AI er det næste store teknologiske kvantespring, men også en demokratisk udfordring. For med udviklingen følger en automatisering af tanker, idéer og værdier. Og her bliver det vigtigere end nogensinde før, at den samme kritiske tænkning og ånd for fællesskabets bedste, som Grundloven blev skabt i, også er til stede, når vi benytter os af de nye teknologier.

Selv om vi her i dag fejrer Grundloven gennem det talte ord, så er det jo netop den skrevne ord, som har gjort det hele muligt – for i Grundlovens linjer, findes det som binder ord til handling og konsekvens. Før de nedskrevne love, var det op til kyndige lovsigemænd at memorere lovene. Og det er heldigt for nutidens lovkyndige, at de ikke skal huske, fx ordlyden i den sidste finanslov, som fylder ca. 500 sider, og dertil bemærkningerne på 2.500 sider.[xi]

Siden Gutenberg udbredte trykpressen i midten af 1450’erne, ja, siden de norrøne sagaskrivere i 1150’erne beskrev sagnkongerne i Lejre, har den skrevne bog været fundamentet for oplysningen – demokratiets og frihedens vigtigste talerør. Fra blodige kongesagaer over Grundlovens paragraffer til modstandsbevægelsens illegale pamfletter – man skal ikke undervurdere ordets magt, når det omsættes til handling, berettiget kritik og skabelse af fælles identitet.

Nu står jeg også her i dag som leder af bibliotekerne og arkivet i Lejre Kommune. Det er ligger i vores grundlov – nemlig biblioteksloven – at vi hver dag skal:

”… Fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger… til rådighed…” [xii]

På bibliotekerne arbejder vi først og fremmest med hverdagsdemokratiet og nærhedsdemokratiet. Hvor man som borger i Lejre Kommune hver dag kan deltage i samtalen, gå på opdagelse og bliver oplyst i den litterære verden, tilegne sig den viden som fører til uddannelse og et bedre liv, eller deltage aktivt i de frivillige fællesskaber, der skaber værdi, indhold og glæde for andre. Vores fem biblioteker har åbent 16 timer hver dag, hele året rundt. For vi skal tilgængelig-gøre og ikke begrænse tilgangen til den demokratiske deltagelse gennem viden.

Så fremtiden er lys. Nærhedsdemokratiet og fællesskaber opblomstrer overalt. Vi vil hinanden. Vi har tillid til hinanden. Og det er netop den tillid, som er brændstof i nærhedsdemokratiet, og det er den tillid, vi arbejder med i vores bibliotek og arkiv, hvor borgere på tværs af sted og alder mødes. Det er vigtigere end nogensinde før, i en verden hvor skærmen er det fortrukne spejl. Men vi skal spejle os i den aktive samtale i fællesskabet. Og vi skal altid øve os i at gribe ud efter dem som famler efter de fysiske fællesskaber.

Lad mig slutte af med en lille opfordring til alle jer fremmødte i dag. Lad os sammen hylde fællesskabet.

Lad os sammen hylde hverdagsdemokratiet.

JEG ØNSKER ALLE EN GLÆDELIG GRUNDLOVSDAG!

[i] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” i Danskeren et Ugeblad, bind 4, s. 483-491, København; her efter udgaven i Grundtvigs Værker, udg. af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet (www.grundtvigsværker.dk).

[ii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 483.

[iii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 483.

[iv] Almuevennen 21. juli 1851, s. 232.

[v] Fædrelandet 29. juli 1851, s. 1, Almuevennen 21. juli 1851, s. 232 & Hansen, Hans-Ole (1988) Herthadalen I Lejre. Lejre. s. 7.

[vi] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 486.

[vii] Grundtvig, N.F.S. (1851) “ Folke-Festen ved Leire.” s. 487.

[viii] https://www.ft.dk/da/folkestyret/folketinget/finansloven (2.juni 2024).

[ix] Biblioteksloven, kap. 1 § 1.: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2013/100 .