Museumsgården var fyldt med musik, kaffe og kage, godt humør og en flot tale, da den i går husede Roskilde Museums Grundlovsfejring. Dette års dygtige Grundlovstaler var RUCs rektor Hanne Leth Andersen, og hendes tale kan du læse her

Ved at fejre Danmarks Grundlov fejrer vi demokratiet og fællesskabet. Vi er her i dag, fordi vi ved, det er vigtigt. Grundloven sætter rammen for nogle af de mest grundlæggende værdier og rettigheder, vi siden 1849 som samfund har værnet om: personlig frihed, ytringsfrihed, lighed og undervisning.

For demokrati bygger på oplyste borgere, eller dannelse, siger vi, og tænker på vores kulturelle arvegods, på Grundtvig og Kold, på folkehøjskolerne og på folkeskolen. Vores demokrati bygger på fællesskaber og tro på, at den enkelte har betydning i fællesskabet. Og at fællesskabet forstår forbindelsen til vores omverden, kultur og natur, til det sted vi bor og er afhængige af.

Vi er privilegerede her i Roskilde. Her har vi kulturskatte af høj karat, og her er Skjoldungelandet og vikingefortiden, fjorden og alt det grønne. Det var også Grundtvigs tilgang: at besynge naturen og vise hvor forbundne vi er med den, både bonden og den lærde, som i ”Er lyset for de lærde blot” fra 1839. Det handler om nationalfølelse og om naturforståelse. Jeg forstår Grundtvigs salmer som del af en grøn dannelse. Ligesom andre af den tids store digtere, som vi skal synge i dag, som Jeppe Aakjær og Johannes Jørgensen, der besynger den nære natur, fx i ”Nu lyser løv i lunde” med frugtblomster og det rige grønne felt.

Men i dag er vi mindre forbundne med naturen. Og naturen lider under, at udviklingen har handlet om noget andet, om vækst, effektivisering og menneskers egen behagelighed. Fjordene dør ud, arterne forsvinder så hurtigt at videnskaben taler om den 6. masseuddøen; der er plastik i alting, også i nyfødte børn, og det er symptomatisk, at mange af os ikke længere kender navnene på blomster og træer. Over et par generationer har vi mistet viden om dyrkningskulturer, om opbevaring af grøntsager hen over vinteren, og vi har erstattet syltning og egnsretter med konserveringsmidler, færdigretter og jordbær midt om vinteren. Moderne dannelse handler også om at genopbygge al den højt specialiserede viden om natur, husholdning og god sparsommelighed, der gik tabt mellem vores forældres og bedsteforældres generation og i dag. Og heldigvis er mange unge i fuld gang med netop det. I deres uddannelse og i deres adfærd.

For de – og vi – mærker, at fællesskabet også handler om naturen. Og om at genopdage relationen til naturen. Og det kan være svært blot at udtrykke gennem CO2-beregninger. Der skal noget mere til. Nærhed for eksempel. Forfatteren Emmy Laura Perez Fjalland viser i sin bog ”Almanak”, en bevægelse gennem årets landskaber, hvordan fornemmelsen af steder og nærhed til naturen kan være en vej til at beskytte den. Hun viser os landskaber, blomster og vejrlig. Poetisk, erfaringsbaseret og videnskabeligt, fra forårsjævndøgn til vinter med krager og blåmejser, med hellige moser og lupinlandskaber. Fjallands pointe er, at det er nemmere at forstå steder og naturnærhed end CO2-beregninger, som let bliver meget abstrakte, og som de lærde skændes om, uden at vi ændrer adfærd. Og så beskriver hun natur og menneske, så vi mærker det, ligesom Grundtvig, Aakjær og Jørgensen.

Fællesskabet er også et grundlæggende demokratisk sindelag – og det er også udfordret af kriser og polarisering. Hvordan bevarer vi en stærk vilje til at bidrage til samfundet sammen, lytte til andres holdninger og sætte os ind i deres tilgange. Det er fundamentet for, at vi kan løse de store udfordringer.

Og det er netop kernen i undervisning og uddannelse. Vi har ansvar for at give børn og unge de bedste forudsætninger for, at de kan bidrage til en grøn og demokratisk samfundsudvikling, at de kan få redskaber til at modgå de udfordringer, de står over for. De møder en verden, hvor man ikke kan stole på det, man hører, eller det, man ser. Hvor kunstig intelligens i forskellige teknologier overhaler store dele af menneskehedens særegne evner og egenskaber.

Uddannelse er centralt for, at vi kan forstå konflikter og analysere deres årsager. Det er centralt for, at vi kan genfinde naturen, og for at vi kan udvikle mere bæredygtige produktionsmetoder, og tage stilling til, hvordan vi skal bruge kunstig intelligens, så den understøtter menneskers liv og udvikling. Og uddannelse til fremtiden, det handler både om at kunne bruge moderne teknologi og om at udvikle stærke menneskelige egenskaber som selvstændighed, kritisk tænkning, samarbejde – og handlekraft.

Heldigvis er uddannelsestraditionen i Danmark stærk og lighedsorienteret, fra Grundtvig og Kold, nærmest som et værdigrundlag der lever i os. Men der er brug for at værne om den.

For uddannelse har fået del i den styring og effektivisering, der er blevet gennemført i de offentlige systemer siden 90’erne, med mere konkurrence og økonomiske incitamenter til offentlige institutioner. I kender mange af redskaberne: taxameter-finansiering, kontraktstyring, måling og evaluering.

Udviklingen fandt sted i mange lande samtidig, også i lande, der ligesom Danmark hidtil havde foretrukket en mere social uddannelsesmodel – som fx Holland og Sverige.

Det var målet med uddannelse, der ændrede sig. I stedet for at se det som et offentligt gode, som en kapital til udvikling af samfundet, begyndte man i staten at se uddannelse som en investering. Det kom i den politiske sammenhæng til at handle om udbytte i form af arbejdsudbud, lønkroner og skatteindbetalinger. En værdifuld uddannelse giver høj skattebetaling til velfærdssamfundet. Det er jo logisk nok i et samfund, hvor vi som borgere forventer service og støtte på rigtig mange områder.

Og samtidig skulle uddannelse styres, så det passede til behovene i samfundet. Altså de behov man kendte, også selvom man diskuterede, om ikke man skulle kigge fremad, efter fremtidens behov.

Endelig omfattede styringen en standardisering af målene med uddannelse, fra grundskolen og frem. Der skulle være nationale tests, trinmål og kompetencemål. I USA hed det i 2001 No Child Left Behind og den lov var baseret på standardiserede læringsmål for alle elever. Den etablerede et rating-system for skoler og lærere baseret på elevernes præstationer i standardiserede tests. Resultatet var, at eleverne brugte mere tid på at lave tests og mindre tid på at lære noget, der ikke var pålagt af staten. Og lærerne brugte meget mere tid på at sikre sig, at eleverne kunne det de skulle til eksamen. For det var det, de blev målt på.

Formålet med national standardisering er at sikre kvalitet og effektivitet. Men det udvikler ikke helstøbte, demokratiske borgere, der kan møde fremtidens udfordringer med nysgerrighed, kreativitet og handlekraft.

Det er et problem, fordi uddannelse i høj grad handler om dem, der tager den, om borgerne i samfundet, om hvordan vi skaber det gode samfund, med social tryghed, gensidig forståelse og mulighed for at tackle de store udfordringer med klima, miljø, krig og ulighed.

Det handler både om de mere praktiske og de mere akademiske uddannelser. God almen dannelse handler om, at alle skal have mere af hinandens viden, praksis og forståelse. Studerende der arbejder med dyrkningsmetoder, kan også lære poesi, politisk økonomi og psykologi. Studerende der arbejder med international politik eller datalogi, skal ikke kun have næsen i bøgerne, de skal også have hænderne i jorden!

Vi er ikke hinandens modsætninger, vi er hinandens forudsætninger.

Højskolen forbliver idealet. Og det universitet vi har i baghaven, her i Roskilde, det har også fat i noget. Samarbejde og tværfaglighed mellem forskere fra forskellige felter, studerende, og virksomheder, institutioner eller NGO’er – alle kan vi lære af hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal have endnu mere fat i den bevidsthed og i det konkrete samarbejde. På RUC kan vi mærke gløden, både hos forskerne og de studerende og hos jer, vi deler sted og nærhed med. Gennem vores samarbejde og tværfaglighed, kan vi byde ind med relevante spørgsmål og analyser og veje til svar, når det gælder udfordringer i relation til natur, teknologi og mennesker – til gavn for samfundet. Både i forhold til det nære, det lokale, og til hele den sjællandske region. Det er derfor Roskilde Universitet i dag forstår sig som Sjællands Universitet. Det ligger i vores DNA at deltage i samfundet uden for campus, at forbinde os med virkelighedens udfordringer.

Jeg vil gerne give jer et par yderligere eksempler på, hvordan visionære uddannelser og nytænkende studerende kan gøre en forskel i samfundet. To fra udlandet, og et fra Lejre.

Det første er fra Paris. Her arbejder det nye Learning Planet Institute med tværfaglige uddannelser med biovidenskab og samfundsvidenskab, læring og digitale teknologier. Det bygger på citizen science, kollektiv intelligens og kunstig intelligens (AI). Den røde tråd i uddannelserne er målene for bæredygtig udvikling (SDG’erne) og stærk studenterinddragelse. Her taler man om planetar dannelse.

Det andet eksempel er New School i New York. New School er privat eliteuniversitet, kendt for progressiv uddannelse på tværs af Design og performance, samfundsvidenskab og humaniora. Praksis og teori sammen. Kunst og videnskab forenet. Her ser vi udvikling af uddannelser i Byøkologi og Miljøretfærdighed, og intensivt projektarbejde med virkelige problemer plus en stærk dosis praktisk erfaring gennem praktikmuligheder i hele New York City.

Det er sådan nogle institutioner over hele verden, vi på Roskilde Universitet arbejder sammen med, for hele tiden at give vores studerende de bedste muligheder for at få udsyn og forståelse for den verden, vi lever i.

Et af de seneste års tiltag på RUC handler om samarbejde med kommuner i hele Region Sjælland, mellem uddannelser og kommunale enheder eller erhvervsfora. Jeg har valgt et eksempel fra Lejre Kommune. De samarbejder med kandidatuddannelserne i dansk, filosofi og historie.

I forbindelse med semesteropstart holdt tre konsulenter fra Lejre Kommune oplæg for de studerende med inspiration til deres projektarbejde. De arbejder med klassiske humanistiske metoder, og en gruppe studerende undersøgte, hvordan selve den kropslige oplevelse i kontakten med kommunen kan styrke den enkelte borger. De fandt, at der var stort potentiale i at lave nye og bredere beskrivelser, som rækker ud over den ressourcestærke borger og kan imødekomme splittelser og dårlig dialog. De fik tilbudt praktikpladser i kommunen straks efter.

Jeg kunne også nævne eksempler fra uddannelser som ”bæredygtig omstilling” eller ”miljøvidenskab”, ”tværfaglige sundhedsstudier” og samarbejder med Roskilde, Guldborgsund og Holbæk, men jeg vil samtidig netop gerne minde om, at de kulturbærende fag også kan være med til bidrage til vores måde at forvalte samfund og natur.

Det er vigtigt, at vi har stærke uddannelses- og kulturinstitutioner i Roskilde og i Region Sjælland. Vi har brug for dem, og brug for hinanden for at værne om fællesskabet, og det der samler os.

Tak fordi I har lyttet,Hanne og fordi vi har mulighed for at bruge denne her særlige demokratidag til at tale om fællesskabet og forbundetheden mellem kultur, natur, uddannelse og samfund her i Roskilde, med udsyn til Sjællandsregionen og det internationale samfund, og med taknemmelighed for Danmarks Riges Grundlov.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Søndag d. 23. juni byder ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner velkommen til en stemningsfuld markedsdag på den historiske møllegård. Kom og vær med, når den danske sommer står i pragt og nyd den dejlige sommerstemning i Elverdamsdalen.

Tadre Mølle ligger naturskønt i Elverdamsdalen, omgivet af åer, skove, enge og duftende blomster. Den gamle møllegård danner dermed idylliske rammer for det årlige kildemarked, hvor gæster kan opleve lirekassemusik, lækre delikatesser og et væld af boder, der sælger smukke, håndlavede varer.

”Det er en stor fornøjelse igen i år at kunne bringe den gamle tradition med et kildemarked omkring Sankt Hans til live,” fortæller Maja Kvamm, museumsinspektør ved ROMU. ”På dagen er der rig mulighed for at gøre et godt køb og skabe dejlige sommerminder, men vi lover ikke helbredende kildevand!”

Traditionen med kildemarkeder har rødder tilbage til middelalderen. Man mente, at man kunne blive helbredt for alverdens skavanker ved at drikke af vandet fra hellige kilder, der var specielt livgivende omkring Sankt Hans. Mange valfartede til disse kilder og drak vandet i håb om at helbrede sygdomme og skavanker. Forsamlingerne ved kilderne tiltrak handelsfolk, kræmmere og gøglere, og med tiden blev de til kildemarkeder.

På dagen kan gæsterne også se det fungerende mølleværk i aktion, besøge udstillingen “Vandmøllernes Dal” og nyde kaffe, kage og andre lækkerier i Café Maries Minde.

Det traditionsrige Svenskeslag i Smørum løber af stablen d. 2. juni, og vanen tro skal der kæmpes mod de stygge, svenske naboer. Men i år får fortællingen tilføjet endnu et kapitel. Historierytterne, der laver teater på hesteryg, har nemlig forberedt et stykke, som udfolder historien og giver kvinderne en stemme.

Når den traditionsrige sommerfest, Svenskeslaget, skal afholdes i Smørum, er det som sædvanligt på den historiske baggrund om krigene mod svenskerne. Den 2. juni skrues tiden tilbage til 1650’erne, og plænen bag Smørum Kulturhus indtages af smede og slagtere, soldater og fulde svenskere fra den tid. Som sædvanligt kulminerer dagen med et imponerende teaterstykke af truppen Historierytterne, som med flotte kostumer på hesteryg opfører et stykke, der relaterer sig til svenskekrigene.

I år vil stykket dog ikke helt ligne sig selv, fortæller instruktør Tina Robinson fra Action Art, som sammen med Christina Keppie står bag Historierytterne.

”I fem år i træk har vi lavet et oplæg over den samme historie, hvor min gruppe prøver at slå de der svenskere ihjel. Men i år ville jeg gerne prøve noget andet. Så jeg besluttede at skrive et nyt stykke, der handler om dronning Kristina fra Sverige og Leonora Christina fra Danmark,” fortæller Tina Robinson.

Begge var kvinder, som skilte sig ud i samtiden, fordi de ikke altid opførte sig, som man forventede af damer. Dronning Kristina blev opdraget som en dreng og fandt det meget mere behageligt at gå i herretøj og -sko i stedet for de besværlige højhælede damesko.

”Hun lærte også Leonora Christina at iklæde sig herretøj, når hun red, for det var da meget nemmere. Der var altså kvinder, som red dengang, som gik på jagt og som kæmpede. Vi ved ikke, hvor mange det drejede sig om, for de var nødt til at klæde sig ud. Men de VAR der. Historien om de her kvinder er overset, og når vi ikke fortæller om kvinderne, mangler vi halvdelen af historien. Derfor vil vi gerne opføre den på en humoristisk måde.”

Rideturnering for at fejre freden

Leonora Christina, der var datter af Christian 4. og Kirsten Munk, blev i 1663 anholdt og spærret inde i Blåtårn, hvor hun sad som fange i mere end 20 år. Anklagen lød på, at hun var medskyldig i landsforræderi sammen med sin mand, Corfitz Ulfeldt.

Tina Robinsons stykke foregår dog noget tidligere, i 1657, hvor der var en pause i stridighederne mellem Danmark og Sverige. Spørgsmålet om Leonora Christinas medvirken til forræderi ligger altså lidt ude i fremtiden og er ikke en del af stykket. Omdrejningspunktet er derimod mere muntert og handler om et opvisningsshow med heste og ryttere.

”Dronning Sophie Amalie ville gerne fejre freden mellem Danmark og Sverige, og derfor arrangerer hun en rideturnering. Her byder hun velkommen til to herrer, den italienske fægtemester Francesco Alfieri og en mand ved navn Leonard Christian. Men ikke alt er som det ser ud – kan man egentlig regne med, at folk er dem, de udgiver sig for at være?” spørger Tina Robinson hemmelighedsfuldt.

Kloge heste og skuespillere på pladsen

I disse dage er Tina Robinson sammen med sin trup ved at gøre de sidste forberedelser til Svenskeslaget. Og det gælder både de tobenede og de firbenede skuespillere. For det kræver både noget af dyr og mennesker at lave teater, som foregår til hest.

”Min hest er så klog, at han ved, hvor han skal være hvornår. Det er faktisk som om, at han også kender replikkerne. Når jeg for eksempel råber ’Hurra’, så ved han godt, hvordan han skal forholde sig. Engang i et stykke troede jeg, at vi skulle ride frem. Men det ville han ikke. Jeg forstod ikke hvorfor, indtil jeg fandt ud af, at jeg var det forkerte sted i manuskriptet. Men det havde han altså helt styr på,” husker hun.

Udover opvisningen af rideturneringen vil skuespillere fra Tina Robinsons trup som sædvanligt blande sig med publikum. De inddrager gæsterne i et stort rollespil, hvor mennesker mødes på tværs af tid.

”Vi går rundt og henvender os til folk, men vi taler kun om ting, de ville have talt om dengang. Når folk begynder at snakke om moderne ting som telefoner og kaffe, så aner vi ikke, hvad de snakker om. Det plejer at løfte stemningen og at give folk en smagsprøve på, hvordan livet var i 1650’erne.”

Nogle af dem spiller svenske soldater, og selv om de i det store show med heste ikke får klø af smørumbønderne i år, så er der stadig svenske soldater, der rundt på pladsen risikerer at falde for danske sværd.

”Ork ja, det er der i hvert fald,” griner Tina Robinson.

Svenskeslaget foregår på plænen bag Smørum Kulturhus lørdag d. 2. juni.

Museumsgården var fyldt med musik, kaffe og kage, godt humør og en flot tale, da den i går husede Roskilde Museums Grundlovsfejring. Dette års dygtige Grundlovstaler var RUCs rektor Hanne Leth Andersen, og hendes tale kan du læse her

Ved at fejre Danmarks Grundlov fejrer vi demokratiet og fællesskabet. Vi er her i dag, fordi vi ved, det er vigtigt. Grundloven sætter rammen for nogle af de mest grundlæggende værdier og rettigheder, vi siden 1849 som samfund har værnet om: personlig frihed, ytringsfrihed, lighed og undervisning.

For demokrati bygger på oplyste borgere, eller dannelse, siger vi, og tænker på vores kulturelle arvegods, på Grundtvig og Kold, på folkehøjskolerne og på folkeskolen. Vores demokrati bygger på fællesskaber og tro på, at den enkelte har betydning i fællesskabet. Og at fællesskabet forstår forbindelsen til vores omverden, kultur og natur, til det sted vi bor og er afhængige af.

Vi er privilegerede her i Roskilde. Her har vi kulturskatte af høj karat, og her er Skjoldungelandet og vikingefortiden, fjorden og alt det grønne. Det var også Grundtvigs tilgang: at besynge naturen og vise hvor forbundne vi er med den, både bonden og den lærde, som i ”Er lyset for de lærde blot” fra 1839. Det handler om nationalfølelse og om naturforståelse. Jeg forstår Grundtvigs salmer som del af en grøn dannelse. Ligesom andre af den tids store digtere, som vi skal synge i dag, som Jeppe Aakjær og Johannes Jørgensen, der besynger den nære natur, fx i ”Nu lyser løv i lunde” med frugtblomster og det rige grønne felt.

Men i dag er vi mindre forbundne med naturen. Og naturen lider under, at udviklingen har handlet om noget andet, om vækst, effektivisering og menneskers egen behagelighed. Fjordene dør ud, arterne forsvinder så hurtigt at videnskaben taler om den 6. masseuddøen; der er plastik i alting, også i nyfødte børn, og det er symptomatisk, at mange af os ikke længere kender navnene på blomster og træer. Over et par generationer har vi mistet viden om dyrkningskulturer, om opbevaring af grøntsager hen over vinteren, og vi har erstattet syltning og egnsretter med konserveringsmidler, færdigretter og jordbær midt om vinteren. Moderne dannelse handler også om at genopbygge al den højt specialiserede viden om natur, husholdning og god sparsommelighed, der gik tabt mellem vores forældres og bedsteforældres generation og i dag. Og heldigvis er mange unge i fuld gang med netop det. I deres uddannelse og i deres adfærd.

For de – og vi – mærker, at fællesskabet også handler om naturen. Og om at genopdage relationen til naturen. Og det kan være svært blot at udtrykke gennem CO2-beregninger. Der skal noget mere til. Nærhed for eksempel. Forfatteren Emmy Laura Perez Fjalland viser i sin bog ”Almanak”, en bevægelse gennem årets landskaber, hvordan fornemmelsen af steder og nærhed til naturen kan være en vej til at beskytte den. Hun viser os landskaber, blomster og vejrlig. Poetisk, erfaringsbaseret og videnskabeligt, fra forårsjævndøgn til vinter med krager og blåmejser, med hellige moser og lupinlandskaber. Fjallands pointe er, at det er nemmere at forstå steder og naturnærhed end CO2-beregninger, som let bliver meget abstrakte, og som de lærde skændes om, uden at vi ændrer adfærd. Og så beskriver hun natur og menneske, så vi mærker det, ligesom Grundtvig, Aakjær og Jørgensen.

Fællesskabet er også et grundlæggende demokratisk sindelag – og det er også udfordret af kriser og polarisering. Hvordan bevarer vi en stærk vilje til at bidrage til samfundet sammen, lytte til andres holdninger og sætte os ind i deres tilgange. Det er fundamentet for, at vi kan løse de store udfordringer.

Og det er netop kernen i undervisning og uddannelse. Vi har ansvar for at give børn og unge de bedste forudsætninger for, at de kan bidrage til en grøn og demokratisk samfundsudvikling, at de kan få redskaber til at modgå de udfordringer, de står over for. De møder en verden, hvor man ikke kan stole på det, man hører, eller det, man ser. Hvor kunstig intelligens i forskellige teknologier overhaler store dele af menneskehedens særegne evner og egenskaber.

Uddannelse er centralt for, at vi kan forstå konflikter og analysere deres årsager. Det er centralt for, at vi kan genfinde naturen, og for at vi kan udvikle mere bæredygtige produktionsmetoder, og tage stilling til, hvordan vi skal bruge kunstig intelligens, så den understøtter menneskers liv og udvikling. Og uddannelse til fremtiden, det handler både om at kunne bruge moderne teknologi og om at udvikle stærke menneskelige egenskaber som selvstændighed, kritisk tænkning, samarbejde – og handlekraft.

Heldigvis er uddannelsestraditionen i Danmark stærk og lighedsorienteret, fra Grundtvig og Kold, nærmest som et værdigrundlag der lever i os. Men der er brug for at værne om den.

For uddannelse har fået del i den styring og effektivisering, der er blevet gennemført i de offentlige systemer siden 90’erne, med mere konkurrence og økonomiske incitamenter til offentlige institutioner. I kender mange af redskaberne: taxameter-finansiering, kontraktstyring, måling og evaluering.

Udviklingen fandt sted i mange lande samtidig, også i lande, der ligesom Danmark hidtil havde foretrukket en mere social uddannelsesmodel – som fx Holland og Sverige.

Det var målet med uddannelse, der ændrede sig. I stedet for at se det som et offentligt gode, som en kapital til udvikling af samfundet, begyndte man i staten at se uddannelse som en investering. Det kom i den politiske sammenhæng til at handle om udbytte i form af arbejdsudbud, lønkroner og skatteindbetalinger. En værdifuld uddannelse giver høj skattebetaling til velfærdssamfundet. Det er jo logisk nok i et samfund, hvor vi som borgere forventer service og støtte på rigtig mange områder.

Og samtidig skulle uddannelse styres, så det passede til behovene i samfundet. Altså de behov man kendte, også selvom man diskuterede, om ikke man skulle kigge fremad, efter fremtidens behov.

Endelig omfattede styringen en standardisering af målene med uddannelse, fra grundskolen og frem. Der skulle være nationale tests, trinmål og kompetencemål. I USA hed det i 2001 No Child Left Behind og den lov var baseret på standardiserede læringsmål for alle elever. Den etablerede et rating-system for skoler og lærere baseret på elevernes præstationer i standardiserede tests. Resultatet var, at eleverne brugte mere tid på at lave tests og mindre tid på at lære noget, der ikke var pålagt af staten. Og lærerne brugte meget mere tid på at sikre sig, at eleverne kunne det de skulle til eksamen. For det var det, de blev målt på.

Formålet med national standardisering er at sikre kvalitet og effektivitet. Men det udvikler ikke helstøbte, demokratiske borgere, der kan møde fremtidens udfordringer med nysgerrighed, kreativitet og handlekraft.

Det er et problem, fordi uddannelse i høj grad handler om dem, der tager den, om borgerne i samfundet, om hvordan vi skaber det gode samfund, med social tryghed, gensidig forståelse og mulighed for at tackle de store udfordringer med klima, miljø, krig og ulighed.

Det handler både om de mere praktiske og de mere akademiske uddannelser. God almen dannelse handler om, at alle skal have mere af hinandens viden, praksis og forståelse. Studerende der arbejder med dyrkningsmetoder, kan også lære poesi, politisk økonomi og psykologi. Studerende der arbejder med international politik eller datalogi, skal ikke kun have næsen i bøgerne, de skal også have hænderne i jorden!

Vi er ikke hinandens modsætninger, vi er hinandens forudsætninger.

Højskolen forbliver idealet. Og det universitet vi har i baghaven, her i Roskilde, det har også fat i noget. Samarbejde og tværfaglighed mellem forskere fra forskellige felter, studerende, og virksomheder, institutioner eller NGO’er – alle kan vi lære af hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal have endnu mere fat i den bevidsthed og i det konkrete samarbejde. På RUC kan vi mærke gløden, både hos forskerne og de studerende og hos jer, vi deler sted og nærhed med. Gennem vores samarbejde og tværfaglighed, kan vi byde ind med relevante spørgsmål og analyser og veje til svar, når det gælder udfordringer i relation til natur, teknologi og mennesker – til gavn for samfundet. Både i forhold til det nære, det lokale, og til hele den sjællandske region. Det er derfor Roskilde Universitet i dag forstår sig som Sjællands Universitet. Det ligger i vores DNA at deltage i samfundet uden for campus, at forbinde os med virkelighedens udfordringer.

Jeg vil gerne give jer et par yderligere eksempler på, hvordan visionære uddannelser og nytænkende studerende kan gøre en forskel i samfundet. To fra udlandet, og et fra Lejre.

Det første er fra Paris. Her arbejder det nye Learning Planet Institute med tværfaglige uddannelser med biovidenskab og samfundsvidenskab, læring og digitale teknologier. Det bygger på citizen science, kollektiv intelligens og kunstig intelligens (AI). Den røde tråd i uddannelserne er målene for bæredygtig udvikling (SDG’erne) og stærk studenterinddragelse. Her taler man om planetar dannelse.

Det andet eksempel er New School i New York. New School er privat eliteuniversitet, kendt for progressiv uddannelse på tværs af Design og performance, samfundsvidenskab og humaniora. Praksis og teori sammen. Kunst og videnskab forenet. Her ser vi udvikling af uddannelser i Byøkologi og Miljøretfærdighed, og intensivt projektarbejde med virkelige problemer plus en stærk dosis praktisk erfaring gennem praktikmuligheder i hele New York City.

Det er sådan nogle institutioner over hele verden, vi på Roskilde Universitet arbejder sammen med, for hele tiden at give vores studerende de bedste muligheder for at få udsyn og forståelse for den verden, vi lever i.

Et af de seneste års tiltag på RUC handler om samarbejde med kommuner i hele Region Sjælland, mellem uddannelser og kommunale enheder eller erhvervsfora. Jeg har valgt et eksempel fra Lejre Kommune. De samarbejder med kandidatuddannelserne i dansk, filosofi og historie.

I forbindelse med semesteropstart holdt tre konsulenter fra Lejre Kommune oplæg for de studerende med inspiration til deres projektarbejde. De arbejder med klassiske humanistiske metoder, og en gruppe studerende undersøgte, hvordan selve den kropslige oplevelse i kontakten med kommunen kan styrke den enkelte borger. De fandt, at der var stort potentiale i at lave nye og bredere beskrivelser, som rækker ud over den ressourcestærke borger og kan imødekomme splittelser og dårlig dialog. De fik tilbudt praktikpladser i kommunen straks efter.

Jeg kunne også nævne eksempler fra uddannelser som ”bæredygtig omstilling” eller ”miljøvidenskab”, ”tværfaglige sundhedsstudier” og samarbejder med Roskilde, Guldborgsund og Holbæk, men jeg vil samtidig netop gerne minde om, at de kulturbærende fag også kan være med til bidrage til vores måde at forvalte samfund og natur.

Det er vigtigt, at vi har stærke uddannelses- og kulturinstitutioner i Roskilde og i Region Sjælland. Vi har brug for dem, og brug for hinanden for at værne om fællesskabet, og det der samler os.

Tak fordi I har lyttet,Hanne og fordi vi har mulighed for at bruge denne her særlige demokratidag til at tale om fællesskabet og forbundetheden mellem kultur, natur, uddannelse og samfund her i Roskilde, med udsyn til Sjællandsregionen og det internationale samfund, og med taknemmelighed for Danmarks Riges Grundlov.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Søndag d. 23. juni byder ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner velkommen til en stemningsfuld markedsdag på den historiske møllegård. Kom og vær med, når den danske sommer står i pragt og nyd den dejlige sommerstemning i Elverdamsdalen.

Tadre Mølle ligger naturskønt i Elverdamsdalen, omgivet af åer, skove, enge og duftende blomster. Den gamle møllegård danner dermed idylliske rammer for det årlige kildemarked, hvor gæster kan opleve lirekassemusik, lækre delikatesser og et væld af boder, der sælger smukke, håndlavede varer.

”Det er en stor fornøjelse igen i år at kunne bringe den gamle tradition med et kildemarked omkring Sankt Hans til live,” fortæller Maja Kvamm, museumsinspektør ved ROMU. ”På dagen er der rig mulighed for at gøre et godt køb og skabe dejlige sommerminder, men vi lover ikke helbredende kildevand!”

Traditionen med kildemarkeder har rødder tilbage til middelalderen. Man mente, at man kunne blive helbredt for alverdens skavanker ved at drikke af vandet fra hellige kilder, der var specielt livgivende omkring Sankt Hans. Mange valfartede til disse kilder og drak vandet i håb om at helbrede sygdomme og skavanker. Forsamlingerne ved kilderne tiltrak handelsfolk, kræmmere og gøglere, og med tiden blev de til kildemarkeder.

På dagen kan gæsterne også se det fungerende mølleværk i aktion, besøge udstillingen “Vandmøllernes Dal” og nyde kaffe, kage og andre lækkerier i Café Maries Minde.

Det traditionsrige Svenskeslag i Smørum løber af stablen d. 2. juni, og vanen tro skal der kæmpes mod de stygge, svenske naboer. Men i år får fortællingen tilføjet endnu et kapitel. Historierytterne, der laver teater på hesteryg, har nemlig forberedt et stykke, som udfolder historien og giver kvinderne en stemme.

Når den traditionsrige sommerfest, Svenskeslaget, skal afholdes i Smørum, er det som sædvanligt på den historiske baggrund om krigene mod svenskerne. Den 2. juni skrues tiden tilbage til 1650’erne, og plænen bag Smørum Kulturhus indtages af smede og slagtere, soldater og fulde svenskere fra den tid. Som sædvanligt kulminerer dagen med et imponerende teaterstykke af truppen Historierytterne, som med flotte kostumer på hesteryg opfører et stykke, der relaterer sig til svenskekrigene.

I år vil stykket dog ikke helt ligne sig selv, fortæller instruktør Tina Robinson fra Action Art, som sammen med Christina Keppie står bag Historierytterne.

”I fem år i træk har vi lavet et oplæg over den samme historie, hvor min gruppe prøver at slå de der svenskere ihjel. Men i år ville jeg gerne prøve noget andet. Så jeg besluttede at skrive et nyt stykke, der handler om dronning Kristina fra Sverige og Leonora Christina fra Danmark,” fortæller Tina Robinson.

Begge var kvinder, som skilte sig ud i samtiden, fordi de ikke altid opførte sig, som man forventede af damer. Dronning Kristina blev opdraget som en dreng og fandt det meget mere behageligt at gå i herretøj og -sko i stedet for de besværlige højhælede damesko.

”Hun lærte også Leonora Christina at iklæde sig herretøj, når hun red, for det var da meget nemmere. Der var altså kvinder, som red dengang, som gik på jagt og som kæmpede. Vi ved ikke, hvor mange det drejede sig om, for de var nødt til at klæde sig ud. Men de VAR der. Historien om de her kvinder er overset, og når vi ikke fortæller om kvinderne, mangler vi halvdelen af historien. Derfor vil vi gerne opføre den på en humoristisk måde.”

Rideturnering for at fejre freden

Leonora Christina, der var datter af Christian 4. og Kirsten Munk, blev i 1663 anholdt og spærret inde i Blåtårn, hvor hun sad som fange i mere end 20 år. Anklagen lød på, at hun var medskyldig i landsforræderi sammen med sin mand, Corfitz Ulfeldt.

Tina Robinsons stykke foregår dog noget tidligere, i 1657, hvor der var en pause i stridighederne mellem Danmark og Sverige. Spørgsmålet om Leonora Christinas medvirken til forræderi ligger altså lidt ude i fremtiden og er ikke en del af stykket. Omdrejningspunktet er derimod mere muntert og handler om et opvisningsshow med heste og ryttere.

”Dronning Sophie Amalie ville gerne fejre freden mellem Danmark og Sverige, og derfor arrangerer hun en rideturnering. Her byder hun velkommen til to herrer, den italienske fægtemester Francesco Alfieri og en mand ved navn Leonard Christian. Men ikke alt er som det ser ud – kan man egentlig regne med, at folk er dem, de udgiver sig for at være?” spørger Tina Robinson hemmelighedsfuldt.

Kloge heste og skuespillere på pladsen

I disse dage er Tina Robinson sammen med sin trup ved at gøre de sidste forberedelser til Svenskeslaget. Og det gælder både de tobenede og de firbenede skuespillere. For det kræver både noget af dyr og mennesker at lave teater, som foregår til hest.

”Min hest er så klog, at han ved, hvor han skal være hvornår. Det er faktisk som om, at han også kender replikkerne. Når jeg for eksempel råber ’Hurra’, så ved han godt, hvordan han skal forholde sig. Engang i et stykke troede jeg, at vi skulle ride frem. Men det ville han ikke. Jeg forstod ikke hvorfor, indtil jeg fandt ud af, at jeg var det forkerte sted i manuskriptet. Men det havde han altså helt styr på,” husker hun.

Udover opvisningen af rideturneringen vil skuespillere fra Tina Robinsons trup som sædvanligt blande sig med publikum. De inddrager gæsterne i et stort rollespil, hvor mennesker mødes på tværs af tid.

”Vi går rundt og henvender os til folk, men vi taler kun om ting, de ville have talt om dengang. Når folk begynder at snakke om moderne ting som telefoner og kaffe, så aner vi ikke, hvad de snakker om. Det plejer at løfte stemningen og at give folk en smagsprøve på, hvordan livet var i 1650’erne.”

Nogle af dem spiller svenske soldater, og selv om de i det store show med heste ikke får klø af smørumbønderne i år, så er der stadig svenske soldater, der rundt på pladsen risikerer at falde for danske sværd.

”Ork ja, det er der i hvert fald,” griner Tina Robinson.

Svenskeslaget foregår på plænen bag Smørum Kulturhus lørdag d. 2. juni.

Museumsgården var fyldt med musik, kaffe og kage, godt humør og en flot tale, da den i går husede Roskilde Museums Grundlovsfejring. Dette års dygtige Grundlovstaler var RUCs rektor Hanne Leth Andersen, og hendes tale kan du læse her

Ved at fejre Danmarks Grundlov fejrer vi demokratiet og fællesskabet. Vi er her i dag, fordi vi ved, det er vigtigt. Grundloven sætter rammen for nogle af de mest grundlæggende værdier og rettigheder, vi siden 1849 som samfund har værnet om: personlig frihed, ytringsfrihed, lighed og undervisning.

For demokrati bygger på oplyste borgere, eller dannelse, siger vi, og tænker på vores kulturelle arvegods, på Grundtvig og Kold, på folkehøjskolerne og på folkeskolen. Vores demokrati bygger på fællesskaber og tro på, at den enkelte har betydning i fællesskabet. Og at fællesskabet forstår forbindelsen til vores omverden, kultur og natur, til det sted vi bor og er afhængige af.

Vi er privilegerede her i Roskilde. Her har vi kulturskatte af høj karat, og her er Skjoldungelandet og vikingefortiden, fjorden og alt det grønne. Det var også Grundtvigs tilgang: at besynge naturen og vise hvor forbundne vi er med den, både bonden og den lærde, som i ”Er lyset for de lærde blot” fra 1839. Det handler om nationalfølelse og om naturforståelse. Jeg forstår Grundtvigs salmer som del af en grøn dannelse. Ligesom andre af den tids store digtere, som vi skal synge i dag, som Jeppe Aakjær og Johannes Jørgensen, der besynger den nære natur, fx i ”Nu lyser løv i lunde” med frugtblomster og det rige grønne felt.

Men i dag er vi mindre forbundne med naturen. Og naturen lider under, at udviklingen har handlet om noget andet, om vækst, effektivisering og menneskers egen behagelighed. Fjordene dør ud, arterne forsvinder så hurtigt at videnskaben taler om den 6. masseuddøen; der er plastik i alting, også i nyfødte børn, og det er symptomatisk, at mange af os ikke længere kender navnene på blomster og træer. Over et par generationer har vi mistet viden om dyrkningskulturer, om opbevaring af grøntsager hen over vinteren, og vi har erstattet syltning og egnsretter med konserveringsmidler, færdigretter og jordbær midt om vinteren. Moderne dannelse handler også om at genopbygge al den højt specialiserede viden om natur, husholdning og god sparsommelighed, der gik tabt mellem vores forældres og bedsteforældres generation og i dag. Og heldigvis er mange unge i fuld gang med netop det. I deres uddannelse og i deres adfærd.

For de – og vi – mærker, at fællesskabet også handler om naturen. Og om at genopdage relationen til naturen. Og det kan være svært blot at udtrykke gennem CO2-beregninger. Der skal noget mere til. Nærhed for eksempel. Forfatteren Emmy Laura Perez Fjalland viser i sin bog ”Almanak”, en bevægelse gennem årets landskaber, hvordan fornemmelsen af steder og nærhed til naturen kan være en vej til at beskytte den. Hun viser os landskaber, blomster og vejrlig. Poetisk, erfaringsbaseret og videnskabeligt, fra forårsjævndøgn til vinter med krager og blåmejser, med hellige moser og lupinlandskaber. Fjallands pointe er, at det er nemmere at forstå steder og naturnærhed end CO2-beregninger, som let bliver meget abstrakte, og som de lærde skændes om, uden at vi ændrer adfærd. Og så beskriver hun natur og menneske, så vi mærker det, ligesom Grundtvig, Aakjær og Jørgensen.

Fællesskabet er også et grundlæggende demokratisk sindelag – og det er også udfordret af kriser og polarisering. Hvordan bevarer vi en stærk vilje til at bidrage til samfundet sammen, lytte til andres holdninger og sætte os ind i deres tilgange. Det er fundamentet for, at vi kan løse de store udfordringer.

Og det er netop kernen i undervisning og uddannelse. Vi har ansvar for at give børn og unge de bedste forudsætninger for, at de kan bidrage til en grøn og demokratisk samfundsudvikling, at de kan få redskaber til at modgå de udfordringer, de står over for. De møder en verden, hvor man ikke kan stole på det, man hører, eller det, man ser. Hvor kunstig intelligens i forskellige teknologier overhaler store dele af menneskehedens særegne evner og egenskaber.

Uddannelse er centralt for, at vi kan forstå konflikter og analysere deres årsager. Det er centralt for, at vi kan genfinde naturen, og for at vi kan udvikle mere bæredygtige produktionsmetoder, og tage stilling til, hvordan vi skal bruge kunstig intelligens, så den understøtter menneskers liv og udvikling. Og uddannelse til fremtiden, det handler både om at kunne bruge moderne teknologi og om at udvikle stærke menneskelige egenskaber som selvstændighed, kritisk tænkning, samarbejde – og handlekraft.

Heldigvis er uddannelsestraditionen i Danmark stærk og lighedsorienteret, fra Grundtvig og Kold, nærmest som et værdigrundlag der lever i os. Men der er brug for at værne om den.

For uddannelse har fået del i den styring og effektivisering, der er blevet gennemført i de offentlige systemer siden 90’erne, med mere konkurrence og økonomiske incitamenter til offentlige institutioner. I kender mange af redskaberne: taxameter-finansiering, kontraktstyring, måling og evaluering.

Udviklingen fandt sted i mange lande samtidig, også i lande, der ligesom Danmark hidtil havde foretrukket en mere social uddannelsesmodel – som fx Holland og Sverige.

Det var målet med uddannelse, der ændrede sig. I stedet for at se det som et offentligt gode, som en kapital til udvikling af samfundet, begyndte man i staten at se uddannelse som en investering. Det kom i den politiske sammenhæng til at handle om udbytte i form af arbejdsudbud, lønkroner og skatteindbetalinger. En værdifuld uddannelse giver høj skattebetaling til velfærdssamfundet. Det er jo logisk nok i et samfund, hvor vi som borgere forventer service og støtte på rigtig mange områder.

Og samtidig skulle uddannelse styres, så det passede til behovene i samfundet. Altså de behov man kendte, også selvom man diskuterede, om ikke man skulle kigge fremad, efter fremtidens behov.

Endelig omfattede styringen en standardisering af målene med uddannelse, fra grundskolen og frem. Der skulle være nationale tests, trinmål og kompetencemål. I USA hed det i 2001 No Child Left Behind og den lov var baseret på standardiserede læringsmål for alle elever. Den etablerede et rating-system for skoler og lærere baseret på elevernes præstationer i standardiserede tests. Resultatet var, at eleverne brugte mere tid på at lave tests og mindre tid på at lære noget, der ikke var pålagt af staten. Og lærerne brugte meget mere tid på at sikre sig, at eleverne kunne det de skulle til eksamen. For det var det, de blev målt på.

Formålet med national standardisering er at sikre kvalitet og effektivitet. Men det udvikler ikke helstøbte, demokratiske borgere, der kan møde fremtidens udfordringer med nysgerrighed, kreativitet og handlekraft.

Det er et problem, fordi uddannelse i høj grad handler om dem, der tager den, om borgerne i samfundet, om hvordan vi skaber det gode samfund, med social tryghed, gensidig forståelse og mulighed for at tackle de store udfordringer med klima, miljø, krig og ulighed.

Det handler både om de mere praktiske og de mere akademiske uddannelser. God almen dannelse handler om, at alle skal have mere af hinandens viden, praksis og forståelse. Studerende der arbejder med dyrkningsmetoder, kan også lære poesi, politisk økonomi og psykologi. Studerende der arbejder med international politik eller datalogi, skal ikke kun have næsen i bøgerne, de skal også have hænderne i jorden!

Vi er ikke hinandens modsætninger, vi er hinandens forudsætninger.

Højskolen forbliver idealet. Og det universitet vi har i baghaven, her i Roskilde, det har også fat i noget. Samarbejde og tværfaglighed mellem forskere fra forskellige felter, studerende, og virksomheder, institutioner eller NGO’er – alle kan vi lære af hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal have endnu mere fat i den bevidsthed og i det konkrete samarbejde. På RUC kan vi mærke gløden, både hos forskerne og de studerende og hos jer, vi deler sted og nærhed med. Gennem vores samarbejde og tværfaglighed, kan vi byde ind med relevante spørgsmål og analyser og veje til svar, når det gælder udfordringer i relation til natur, teknologi og mennesker – til gavn for samfundet. Både i forhold til det nære, det lokale, og til hele den sjællandske region. Det er derfor Roskilde Universitet i dag forstår sig som Sjællands Universitet. Det ligger i vores DNA at deltage i samfundet uden for campus, at forbinde os med virkelighedens udfordringer.

Jeg vil gerne give jer et par yderligere eksempler på, hvordan visionære uddannelser og nytænkende studerende kan gøre en forskel i samfundet. To fra udlandet, og et fra Lejre.

Det første er fra Paris. Her arbejder det nye Learning Planet Institute med tværfaglige uddannelser med biovidenskab og samfundsvidenskab, læring og digitale teknologier. Det bygger på citizen science, kollektiv intelligens og kunstig intelligens (AI). Den røde tråd i uddannelserne er målene for bæredygtig udvikling (SDG’erne) og stærk studenterinddragelse. Her taler man om planetar dannelse.

Det andet eksempel er New School i New York. New School er privat eliteuniversitet, kendt for progressiv uddannelse på tværs af Design og performance, samfundsvidenskab og humaniora. Praksis og teori sammen. Kunst og videnskab forenet. Her ser vi udvikling af uddannelser i Byøkologi og Miljøretfærdighed, og intensivt projektarbejde med virkelige problemer plus en stærk dosis praktisk erfaring gennem praktikmuligheder i hele New York City.

Det er sådan nogle institutioner over hele verden, vi på Roskilde Universitet arbejder sammen med, for hele tiden at give vores studerende de bedste muligheder for at få udsyn og forståelse for den verden, vi lever i.

Et af de seneste års tiltag på RUC handler om samarbejde med kommuner i hele Region Sjælland, mellem uddannelser og kommunale enheder eller erhvervsfora. Jeg har valgt et eksempel fra Lejre Kommune. De samarbejder med kandidatuddannelserne i dansk, filosofi og historie.

I forbindelse med semesteropstart holdt tre konsulenter fra Lejre Kommune oplæg for de studerende med inspiration til deres projektarbejde. De arbejder med klassiske humanistiske metoder, og en gruppe studerende undersøgte, hvordan selve den kropslige oplevelse i kontakten med kommunen kan styrke den enkelte borger. De fandt, at der var stort potentiale i at lave nye og bredere beskrivelser, som rækker ud over den ressourcestærke borger og kan imødekomme splittelser og dårlig dialog. De fik tilbudt praktikpladser i kommunen straks efter.

Jeg kunne også nævne eksempler fra uddannelser som ”bæredygtig omstilling” eller ”miljøvidenskab”, ”tværfaglige sundhedsstudier” og samarbejder med Roskilde, Guldborgsund og Holbæk, men jeg vil samtidig netop gerne minde om, at de kulturbærende fag også kan være med til bidrage til vores måde at forvalte samfund og natur.

Det er vigtigt, at vi har stærke uddannelses- og kulturinstitutioner i Roskilde og i Region Sjælland. Vi har brug for dem, og brug for hinanden for at værne om fællesskabet, og det der samler os.

Tak fordi I har lyttet,Hanne og fordi vi har mulighed for at bruge denne her særlige demokratidag til at tale om fællesskabet og forbundetheden mellem kultur, natur, uddannelse og samfund her i Roskilde, med udsyn til Sjællandsregionen og det internationale samfund, og med taknemmelighed for Danmarks Riges Grundlov.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Søndag d. 23. juni byder ROMU i samarbejde med Tadre Mølles Venner velkommen til en stemningsfuld markedsdag på den historiske møllegård. Kom og vær med, når den danske sommer står i pragt og nyd den dejlige sommerstemning i Elverdamsdalen.

Tadre Mølle ligger naturskønt i Elverdamsdalen, omgivet af åer, skove, enge og duftende blomster. Den gamle møllegård danner dermed idylliske rammer for det årlige kildemarked, hvor gæster kan opleve lirekassemusik, lækre delikatesser og et væld af boder, der sælger smukke, håndlavede varer.

”Det er en stor fornøjelse igen i år at kunne bringe den gamle tradition med et kildemarked omkring Sankt Hans til live,” fortæller Maja Kvamm, museumsinspektør ved ROMU. ”På dagen er der rig mulighed for at gøre et godt køb og skabe dejlige sommerminder, men vi lover ikke helbredende kildevand!”

Traditionen med kildemarkeder har rødder tilbage til middelalderen. Man mente, at man kunne blive helbredt for alverdens skavanker ved at drikke af vandet fra hellige kilder, der var specielt livgivende omkring Sankt Hans. Mange valfartede til disse kilder og drak vandet i håb om at helbrede sygdomme og skavanker. Forsamlingerne ved kilderne tiltrak handelsfolk, kræmmere og gøglere, og med tiden blev de til kildemarkeder.

På dagen kan gæsterne også se det fungerende mølleværk i aktion, besøge udstillingen “Vandmøllernes Dal” og nyde kaffe, kage og andre lækkerier i Café Maries Minde.

Det traditionsrige Svenskeslag i Smørum løber af stablen d. 2. juni, og vanen tro skal der kæmpes mod de stygge, svenske naboer. Men i år får fortællingen tilføjet endnu et kapitel. Historierytterne, der laver teater på hesteryg, har nemlig forberedt et stykke, som udfolder historien og giver kvinderne en stemme.

Når den traditionsrige sommerfest, Svenskeslaget, skal afholdes i Smørum, er det som sædvanligt på den historiske baggrund om krigene mod svenskerne. Den 2. juni skrues tiden tilbage til 1650’erne, og plænen bag Smørum Kulturhus indtages af smede og slagtere, soldater og fulde svenskere fra den tid. Som sædvanligt kulminerer dagen med et imponerende teaterstykke af truppen Historierytterne, som med flotte kostumer på hesteryg opfører et stykke, der relaterer sig til svenskekrigene.

I år vil stykket dog ikke helt ligne sig selv, fortæller instruktør Tina Robinson fra Action Art, som sammen med Christina Keppie står bag Historierytterne.

”I fem år i træk har vi lavet et oplæg over den samme historie, hvor min gruppe prøver at slå de der svenskere ihjel. Men i år ville jeg gerne prøve noget andet. Så jeg besluttede at skrive et nyt stykke, der handler om dronning Kristina fra Sverige og Leonora Christina fra Danmark,” fortæller Tina Robinson.

Begge var kvinder, som skilte sig ud i samtiden, fordi de ikke altid opførte sig, som man forventede af damer. Dronning Kristina blev opdraget som en dreng og fandt det meget mere behageligt at gå i herretøj og -sko i stedet for de besværlige højhælede damesko.

”Hun lærte også Leonora Christina at iklæde sig herretøj, når hun red, for det var da meget nemmere. Der var altså kvinder, som red dengang, som gik på jagt og som kæmpede. Vi ved ikke, hvor mange det drejede sig om, for de var nødt til at klæde sig ud. Men de VAR der. Historien om de her kvinder er overset, og når vi ikke fortæller om kvinderne, mangler vi halvdelen af historien. Derfor vil vi gerne opføre den på en humoristisk måde.”

Rideturnering for at fejre freden

Leonora Christina, der var datter af Christian 4. og Kirsten Munk, blev i 1663 anholdt og spærret inde i Blåtårn, hvor hun sad som fange i mere end 20 år. Anklagen lød på, at hun var medskyldig i landsforræderi sammen med sin mand, Corfitz Ulfeldt.

Tina Robinsons stykke foregår dog noget tidligere, i 1657, hvor der var en pause i stridighederne mellem Danmark og Sverige. Spørgsmålet om Leonora Christinas medvirken til forræderi ligger altså lidt ude i fremtiden og er ikke en del af stykket. Omdrejningspunktet er derimod mere muntert og handler om et opvisningsshow med heste og ryttere.

”Dronning Sophie Amalie ville gerne fejre freden mellem Danmark og Sverige, og derfor arrangerer hun en rideturnering. Her byder hun velkommen til to herrer, den italienske fægtemester Francesco Alfieri og en mand ved navn Leonard Christian. Men ikke alt er som det ser ud – kan man egentlig regne med, at folk er dem, de udgiver sig for at være?” spørger Tina Robinson hemmelighedsfuldt.

Kloge heste og skuespillere på pladsen

I disse dage er Tina Robinson sammen med sin trup ved at gøre de sidste forberedelser til Svenskeslaget. Og det gælder både de tobenede og de firbenede skuespillere. For det kræver både noget af dyr og mennesker at lave teater, som foregår til hest.

”Min hest er så klog, at han ved, hvor han skal være hvornår. Det er faktisk som om, at han også kender replikkerne. Når jeg for eksempel råber ’Hurra’, så ved han godt, hvordan han skal forholde sig. Engang i et stykke troede jeg, at vi skulle ride frem. Men det ville han ikke. Jeg forstod ikke hvorfor, indtil jeg fandt ud af, at jeg var det forkerte sted i manuskriptet. Men det havde han altså helt styr på,” husker hun.

Udover opvisningen af rideturneringen vil skuespillere fra Tina Robinsons trup som sædvanligt blande sig med publikum. De inddrager gæsterne i et stort rollespil, hvor mennesker mødes på tværs af tid.

”Vi går rundt og henvender os til folk, men vi taler kun om ting, de ville have talt om dengang. Når folk begynder at snakke om moderne ting som telefoner og kaffe, så aner vi ikke, hvad de snakker om. Det plejer at løfte stemningen og at give folk en smagsprøve på, hvordan livet var i 1650’erne.”

Nogle af dem spiller svenske soldater, og selv om de i det store show med heste ikke får klø af smørumbønderne i år, så er der stadig svenske soldater, der rundt på pladsen risikerer at falde for danske sværd.

”Ork ja, det er der i hvert fald,” griner Tina Robinson.

Svenskeslaget foregår på plænen bag Smørum Kulturhus lørdag d. 2. juni.