Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.

Fra første til sidste dag bød 2023 på store forandringer, ændrede omstændigheder, nye beslutninger, vilde rejser og store fund, fortæller museumsdirektør i denne introduktion til årsskrift fra museumsorganisationen ROMU.

På årets sidste dag. På den allersidste aften. Da familie og venner stod klar med velkomstdrinken. Mens fjernsynet kørte, som traditionerne byder det.

Da kom overraskelsen.

Hendes Majestæt Dronningen meddelte den 31. december 2023 klokken lidt over 18 i sin tv-transmitterede nytårstale til nationen, at hun havde besluttet sig for at abdicere og overdrage ansvaret til sin søn.

Det var – og det skulle blive – nye tider i Kongeriget Danmark. En epoke på over et halvt århundrede med samme monark på tronen var på vej mod sin afslutning. Kong Frederik 10. og dronning Mary var på vej mod en ny begyndelse i deres gerning, i deres liv, i deres roller som forbundne og forpligtede forbilleder for folket.

Ord skaber, hvad de nævner. Det sagte kan ikke være usagt. Så da først beskeden var givet nytårsaften, var overdragelsen af ansvaret sådan set allerede i gang.

Et tronskifte var sat i værk. Samtidig blev der sat en hegnspæl i danmarkshistorien af den slags, som fremtiden vil inddele mangt og meget efter. Der vil være en tid før, en tid under og en tid efter,
at dronning Margrethe 2. var regent i Danmark.

Verden som sådan ændrede sig i virkeligheden ikke ret meget fra klokken lidt i 18 til klokken kvart over 18 nytårsaften. Men mentalt og i borgernes bevidsthed gjorde det kvarter en verden til forskel.
Pludselig stod det klart, at vi havde flyttet os.

Fra en verden uden internet ved tiltrædelsen i begyndelsen af 1970’erne til en tid i dag med kunstig intelligens, techgiganter og world wide web.

Fra et samfund uden fri abort til en tid med p-piller, meget mere ligestilling og MeToo.

Fra et land med monopol hos DR til en tid med konkurrence om opmærksomheden i mediefladen og på utallige andre fronter.

Fra et Danmark uden for EF og et neutralt Sverige til en situation med stadig tættere bånd mellem Danmark og Europa og med svenskerne på vej ind i NATO.

Listen kunne meget let forlænges. Men pointen står allerede fast: Med tronskiftet har vi fået et nyt årstal, en ny anledning, et nyt prisme, hvorigennem vi kan se på tiden og verden og nationen og vores egen hverdag der, hvor vi nu engang har hjemme.

”Du er kvinde. Jeg er mand. Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i forsvaret. Du skaber billeder. Jeg danner makkerskaber. Du svinger den fine pensel. Jeg kom under den store bjælke. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock”, sagde den daværende kronprins i sin tale til sin mor, da dronningens 50-års regentjubilæum blev fejret i 2022. Vi bladrer således ikke bare om til næste side i bogen om Danmark.

Vi begynder på et nyt kapitel, når vi går fra 2023 til 2024.

PERSONLIGE FORTÆLLINGER I TID OG RUM

2023 vil for altid blive husket i Danmark for det, der skete på årets sidste
dag.

Men året har budt på meget andet, der også har sat sig spor, og som også har betydning, der rækker vidt omkring.

På årets allerførste dag den 1. januar 2023 døde den folkekære journalist og forfatter Lise Nørgaard i en alder af 105 år. Hun kom til verden i 1917 i Roskilde, hvor hun fik sin opdragelse, sin skolegang, sin uddannelse, sine første arbejdsår, sin egen bolig, sin egen familie.

Da nyheden om Lise Nørgaards dødsfald nåede ud til danskerne, gjorde det stort indtryk, ikke mindst i Roskilde, hvor statuen i bronze på Algade
blev et samlingspunkt for mange.

En mindevandring, som ROMU arrangerede sammen med Roskilde Kommune og byens øvrige kulturinstitutioner, opnåede bred opbakning og måtte anmeldes som demonstration for at kunne blive gennemført.

Hele året igennem kunne borgere skrive hilsner med personlige fortællinger om Lise Nørgaard i forbindelse med en portrætudstilling på Roskilde Museum til ære for en af byens mest kendte og indflydelsesrige personligheder fra det 20. århundrede.

”Du har betydet meget for mig og mit liv, som forganger for aldrig at give op”, skrev en gæst, der underskrev sig Majbritt.

”Lise er mit livs Emma Gad. Og tak for det”, skrev en anonym gæst.

”Kære Lise. Tak for alt, hvad du har givet os alle sammen. Det tager vi med os, og derfor er du her stadig”, skrev journalist og foredragsholder Cecilie Frøkjær og bidrog dermed til den store samling af kommentarer, der nu indgår i Roskilde Museums arkiv som dokumentation for eftertiden.

Lise Nørgaards liv fra 1917 til 2023 vil for mange også markere en periode, ikke bare i Roskildes, men i hele Danmarks historie. Hun blev født midt under 1. Verdenskrig, og hun døde, mens Ruslands krig mod Ukraine
rasede. Hun bidrog til at ændre kønsrollerne og synet på flere sociale forhold i Danmark.

Og så skabte hun særligt via tv-serien ”Matador” med fiktionens virkemidler et tidsbillede og et sindbillede på livet i provinsbyen Korsbæk, der i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig hvirvles ind i den ene menneskelige og samfundsmæssige udviklingshistorie efter den anden.

Lise Nørgaard gjorde flere generationer interesserede i det 20. århundredes historie i Danmark. Med skarp iagttagelsesevne så hun nye tider komme, og hun bidrog selv til at forme og iscenesætte tiden med et væld af kreative talenter. Det er unikt og samtidig utrolig genkendeligt, eksemplarisk og alment.

I en af de første artikler i dette årsskrift fra museumsorganisationen ROMU kædes Lise Nørgaards personlige livshistorie sammen med astronauten Andreas Mogensens rumrejse. I august 2023 tiltrak Mogensen verdens og Danmarks opmærksomhed via sit livs opgave med missionen mod Den Internationale Rumstation.

Med sig havde Andreas Mogensen bl.a. en kopi af Odin-figuren fra Lejre sammen med andre eksempler på kulturskatte med stor betydning for kongerigets udvikling. Det var – og det er – nye tider med en dansker i rummet, som i en koordineret indsats med ROMU og andre museer benytter anledningen til at slå et slag for forhistoriens betydning til den brede befolkning.

ÅRSSKRIFT MED FLERE NYE SIDER AF HISTORIEN

Lise Nørgaard og Andreas Mogensen er langtfra de eneste, der repræsenterer noget epokegørende, noget nyt, noget afgørende i årsskriftet for 2023 fra ROMU. I hver eneste artikel er der nyt at hente, nyt at forstå, nyt at tilføje til den kulturhistorie, som ROMU er sat i verden for at tage vare på.

I Lene Steinbecks artikel om de såkaldte museumshackere får vi historien om, hvordan ROMU i et flerårigt projekt har genopfundet selve museumsbegrebet og skabt udstillinger og tiltag på nye måder og sammen med nye mennesker. For eksempel en 8.-klasse, der viser, hvor og hvordan de finder ny musik. Eller med et andet eksempel en tv-vært som Clement Kjersgaard, der har skabt en ny talkfestival og en ny måde at gå på museum på sammen med ROMU.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om”, siger Clement Kjersgaard om det nye projekt, hvor stjerneartister foran et livepublikum på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, fortæller deres livshistorie, som samtidig er et stykke dansk musik- og samtidshistorie. Han uddyber:

”Når jeg interviewer Annisette, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”.

Der er nogle, som fordomsfuldt tror, at museer er støvede eller stillestående. Kommer man i kontakt med et af de ti besøgssteder i ROMU, opdager man en dynamisk og innovativ tilgang, som betyder, at intet støv får lov til at lægge sig.

Nye udstillinger inddrager eksistentielle vinkler på nutidens brændende spørgsmål såsom håbet og frygten i en tid med krig. Det uddyber Dorthe Godsk Larsen i sin artikel om Roskildes historie i krigenes skygge i det 20. århundrede.

Nye produkter opfindes i en lind strøm. Og et af dem er den såkaldte Dom Øl, som udgår fra den i øvrigt nyligt istandsatte Lützhøfts Købmandsgaard i hjertet af Roskilde. Det skriver Jakob Caspersen meget mere om i sin artikel i årsskriftet.

En ny gennemillustreret bog til turister om konger og dronninger i Roskilde Domkirke siden Harald Blåtands dage gør et stykke verdensarv og et nationalt klenodie tilgængeligt for meget brede målgrupper. Det beretter Sara Peuron-Berg om.

Nye metoder med georadar-undersøgelser finder spor i fortidens mægtige landskaber ved Lejre. Det fortæller Ole Thirup Kastholm, Julie Nielsen og Arne Anderson Stamnes om i deres bidrag.

Derudover vælter det frem med nye og undertiden vilde fund fra oldtiden, når detektorførere og fagarkæologer i Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal Kommuner går i felten. Med tidens nye fremgangsmåder udgør arkæologien en stadig mere fascinerende kilde til ny indsigt og mere udsyn, hvad angår oldtidens samfund og menneskeliv. Det hjælper arkæologerne Cille Krause, Marion Ree, Emil Winther Struve, Christian Dedenroth-Schou, Palle Østergaard Sørensen og Nadja M.K. Mortensen os med at forstå med eksempler og overblik i flere forskellige bidrag til årsskriftet.

Emil Winther Struve kommer i sin artikel om det overraskende og særegne fund af en såkaldt tapkile ved Jørlunde med en særlig arkæologisk opfordring til at holde øjnene særdeles åbne og kigge ned i stedet for op for at finde nyt:

”På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier”, skriver Emil og fortsætter: ”Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned!”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten”.

STIGENDE INTERESSE HOS BRUGERNE

Det er med god grund, at dronning Margrethe 2. siden studietiden har holdt fast i en tårnhøj interesse for det arkæologiske område. Det er hun bestemt ikke ene om. For bag gråbrune farver kan store skatte gemme sig.

På Frederikssund Museum Færgegården åbnede ROMU i 2023 en spotudstilling med rige detektorfund fra Hornsherred. Udstillingen med titlen ”Manden med ørnehjelmen” blev bredt omtalt og førte til en fornem stigning i antallet af gæster i udstillingerne på museet.

ROMU fik i 2023 i det hele taget flere gæster end året før. Aldrig har der været så mange børn og unge på de ti besøgssteder, som samlet opnåede et besøgstal på 220.874.

At verden forandrer sig omkring ROMU, kan aflæses på flere andre måder, end at tronen skifter, og at en rummission optager os. Det er en trend i hele samfundet, at den trykte presse får stadig vanskeligere vilkår med færre udgivelser, færre mennesker og færre sider til følge. Dette slog også igennem for ROMU, som blev omtalt i færre artikler i pressen i 2023 end året før.

Til gengæld steg den digitale udbredelse for museumsorganisationen ganske betragteligt med flere visninger og besøgende på web, flere brugere af sociale medier og markant flere modtagere af nyhedsbreve end tidligere. Det er nye tider, også hvad angår museumsorganisationens måde at komme i kontakt med sine brugere på.

Den digitale transformation i verden og den nye tids sociale medier præger også ROMU. Men et stort mål er og bliver uforandret: Vi ønsker i ROMU at gøre kulturarven inden for vores ansvarsområde tilgængelig for stadig flere borgere gennem møder med autentiske genstande på fysiske besøgssteder.

MUSEERNES NYE TIDER

I slutningen af 2023 godkendte bestyrelsen for ROMU en ny strategi for museumsorganisationen, der gælder for de næste fem år. Netop det fysiske besøg og mødet med autentiske arkæologiske og historiske genstande er et nøglepunkt i strategien.

”Dit besøg forandrer dig – og verden”, lyder visionen. Vi ønsker i ROMU gennem vores arbejde at gøre en forskel, at påvirke og gerne forandre vores besøgende og brugere.

I ROMU tror vi på, at det er hamrende vigtigt for samfundet, at museerne bevarer, åbner og udbreder kulturarv.

Også derfor ønsker vi i ROMU på tværs af generationer og på et solidt fagligt grundlag at give stadig flere borgere mulighed for at møde fortiden i nutiden for sammen at kunne forme en bedre fremtid.

Det er store ord, som giver mening, når de i det daglige omsættes til konkrete møder med borgere og konkret arbejde med at indsamle, registrere, bevare, forske, formidle, forvalte og administrere kulturarv.

I 2023 kom en arbejdsgruppe med mandat fra kulturministeren og rege ringen med et forslag til en ny museumsreform. Forslaget har skabt stor debat om, hvad fremtiden vil indebære, især for de statsanerkendte museer i Danmark, som også er den kategori, ROMU hører til.

ROMU har igennem de senere år udviklet sig til at blive en af de større museumsenheder i landet med en samling fordelt på to magasiner med i alt over 200.000 genstande, med over 100 ansatte på kontrakt, med ansvar for mere end 220.000 gæster, med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, med kulturhistorisk ansvar for både arkæologi og nyere tid i fire kommuner, med tilsyn med fredede fortidsminder i ti kommuner, med ledelsesansvar for og arbejde med verdensarv ved Roskilde Domkirke, dertil med en landsdækkende opgave med populærmusikkens kulturarv.

Det er meget væsentligt for ROMU, at der i så kompleks og stor en organisation med højt specialiserede indsatser, der udføres på vegne af hele samfundet, er ro omkring økonomien og statslig og offentlig opbakning til det virke, der udfoldes.

I skrivende stund er der ikke klarhed over, hvad museumsreformen vil indebære af nye tider omkring de statslige rammer for landets museer og for ROMU som en statsanerkendt kulturhistorisk museumsorganisation.

Men det er sikkert og vist, at vi ufortrødent med afsæt i den nye strategi fortsætter vores arbejde med fortiden i nutiden med fast overbevisning om, at det bidrager til, at vi sammen kan forme en bedre, en mere oplyst og en rigere fremtid.

Også i 2023 har vi kun kunnet udføre vores virke som følge af velvillig støtte og opbakning fra en meget bred og meget trofast vifte af fonde, foreninger og andre bevillingsgivere, hvoraf flere fremhæves på en særlig takkeliste her i årsskriftet.

Årsskriftet for 2023 vidner med sine eksempler om den enorme dedikation, som topprofessionelle kolleger lægger i deres arbejde dag efter dag, år efter år. Nogle år står i traditionernes og gentagelsernes tegn. Andre år er, som 2023, kendetegnet ved større eller usædvanlige mængder af brud, forandringer, skift i tid, i rum, i metoder, i materialer, i måden at organisere sig på.

I 2023 flyttede vi fra første til sidste dag historiske hegnspæle med ord, med handlinger, med rejser, med beslutninger og med nye omstændigheder eller forhold, der bare indtraf.

”Nye tider” er således i flere henseender den helt rigtige overskrift på årsskriftet om det epokegørende 2023 fra ROMU. Indholdet er dygtigt udvalgt og nøje kvalitetssikret af redaktørerne, Nadja M.K. Mortensen og Lars Kjølhede Christensen.

Rigtig god læselyst!

Arkæolog Ole Kastholm har lagt sig i slipstrømmen på vikingernes skibe. Målet var at kortlægge rejsen fra sagnkongernes Lejre til de svenske naboer, Ynglingerne i Uppsala. Samtidig har Kastholm kigget på betydningen af både rejsen og sejlet, når kongernes skibe kløvede bølgerne op langs Sveriges østkyst.

I dag kan man køre fra Lejre ved Roskilde til Uppsala nord for Stockholm på omkring 8 timer. Der er motorveje og bro, og der er ingen umiddelbar grund til at frygte bagholdsangreb.

Knap så luksuriøs var rejsen for 1500 år siden. Ikke desto mindre kan man læse i sagnlitteraturen, at konger fra Skjoldungeslægten i Lejre og fra Ynglingeslægten i Uppsala foretog rejsen for at besøge hinanden. Men hvor lang tid brugte de på at nå fra det ene kongesæde til det andet? Og hvad betød rejsen for kongerne?

Det satte Ole Kastholm, der er arkæolog og seniorforsker ved ROMU, sig for at undersøge som en del af det store, tværnordiske projekt ’Viking Dynasties’, der er udviklet af KrogagerFonden. Her har arkæologer fra Danmark og Sverige i samarbejde undersøgt kontakten mellem de to mytiske kongeslægter på hver sin side af Øresund. 

I princippet kunne det meste af turen foregå over land, men den mulighed har Kastholm og hans kollegaer anset for så usandsynligt, at de har udelukket den.

”Det er en over 700 km lang strækning i fugleflugtslinje gennem et uvejsomt landskab. Det er ikke sådan lige at finde vej, det er bøvlet at have noget med og bøvlet at forsvare sig. Desuden er det ikke muligt for kongen at færdes standsmæssigt på den måde. Det svarer lidt til, at Dronning Margrethe ankom til en udstillingsåbning på cykel.”

Rejse med forhindringer

Derfor må turen være foregået til søs fra Roskilde Fjord og op til den østsvenske skærgård. Men den faktiske rejsetid er svær at udregne.

”Helt grundlæggende ved vi ikke, hvordan de gjorde. Skulle de ind undervejs for at besøge alliancepartnere? Var der områder med store religiøse tabuer, man skulle undgå, eller steder, man holdt sig fra, fordi andre kontrollerede farvandet? Rejsetiden bliver jo både defineret af ruten og af eventuelle stop undervejs. Men fordi vi ikke kender til den del, så er det taget ud af regnestykket.”

Det samme gælder materielle skader og dårligt rejsevejr. Et knækket ror eller en flænge i sejlet måtte repareres, før man kunne rejse videre, lige som vejret havde stor indflydelse på rejsen. Alle disse faktorer har Kastholm set bort fra for at udregne den ideelle rejsetid.

Den imaginære rejse, som Ole Kastholm har foretaget i et lige så imaginært vikingeskib, tager sit udspring i Lejre og altså Roskilde Fjord, som man må formode, at kongen selv kontrollerede. Op langs fjorden lå en koncentration af anløbspladser med maritime specialer, som vendte ud mod fjorden.

”Det er en form for indgangsportal til Lejre med en masse fund, som fortæller om vidstrakte netværk med tråde til Roskilde Fjord. Kongen har udnyttet landskabet til at kontrollere, hvem der kan komme ind, og derved gøre fjorden til et trygt rum. Det er umuligt at besejle for fremmede. Uden nogen ombord, der kender sejlrenderne, er du lost. Du kommer simpelthen ikke igennem,” forklarer Kastholm.

På svensk udebane

Vel ude af den trygge fjord, ændrer rejsen karakter. Først venter det åbne Kattegat, som har været svært at kontrollere. Området ned til Øresundstragten har sandsynligvis til en vis grad stadig været kontrolleret af Lejrekongen og virket hjemligt. Men når man har rundet sydspidsen af Sverige, møder man op langs den svenske østkyst de fremmedartede klippekyster, som er helt anderledes at besejle. Omkring Stockholm er man tæt på målet, men her venter en sidste udfordring: En indsejling, der minder om den i Roskilde Fjord – men med omvendt fortegn. Her var Lejre-kongen på udebane.

 ”Det er et kontrolleret område, og du er afhængig af en ombord, der kan navigere. Det er en labyrint af små, granbevoksede øer, og man er absolut prisgivet i forhold til at finde vej. Man har også været afhængig af en form for beskyttelse – ellers har man været i en udsat position.”

Ole Kastholm har ud fra en masse eksperimentelarkæologisk data regnet sig frem til, at den ideelle rejsetid er 75 sømil i døgnet.

”Det tal ligner det vi ved fra rejsebeskrivelser fra middelhavsområdet. Men man skal tage det med et gran salt. Alle ved, at der kan være modvind, og at det kan tage en uge bare at komme ud af Roskilde Fjord. Eller at vejret er så dårligt, at du slet ikke kommer afsted. Men hvis du havde medvind, sejllykke og ikke stoppede, kunne du gøre det på syv døgn.”

Rejse for syns skyld

Men hvad var egentlig kongernes incitament til de lange og potentielt farlige rejser? Det har Ole Kastholm også undersøgt. Blandt andet med baggrund i den amerikanske antropolog Mary Helms’ forskning i magthavernes rejser. For selvom vi måske har en tendens til at tro, at fortidens rejser altid måtte have praktiske årsager, som krig eller handel, så var der også dengang andet og mere på spil.

“Den, der besidder fremmed viden, som andre ikke besidder, får en særlig aura. Kongen opnår den her viden ved at rejse ud til steder, som andre måske kun kender på et mytologisk plan, og kommer hjem med nyt. Det er en måde at cementere sin magt på. Derfor er det rejsen i sig selv, der er kvaliteten. Det kan godt være, at man så etablerer handelsnetværk og derefter rejser primært for at handle. Men det kommer i anden række.”

Ole Kastholm forestiller sig, at Lejrekongen har rejst med et mindre følge af skibe og selv ladet sig transportere i et skib, der kan minde om det, der er fundet i Ladby på Fyn. Samtidig har han nok ikke stået tilbage for at gøre brug af tidens revolutionerende nybrud: Sejlet. Det dukker op i Skandinavien omkring 600-tallet. Og det er ikke bare et heldigt tilfælde. For skandinaverne må have kendt til romernes brug af sejlet længe før. Hvis det var løsningen på et funktionelt behov, ville det være dukket op tidligere, mener Kastholm.

”Jeg ser det som en markering af en elite, en måde at skille sig ud. Sejlet er noget eksotisk og fremmed, som må have virket næsten magisk i en rokultur. Det er jo en helt tyst måde at bevæge sig på, at man kan få vinden til at bevæge båden.”

Sejlet som magtsymbol

Sejlet kommer til Skandinavien i en periode, hvor kongesæderne med monumentale byggerier og grave opstår i blandt andet Lejre og Uppsala. Teknologien omkring sejlet er en oplagt måde for en konge at spille med musklerne.

”Det er jo ikke bare at sætte en klud på en pind – der er et væld af specialviden i det at lave et sejl. Det kræver en dyb viden om samspillet mellem det aerodynamiske og hydrodynamiske. Hvad gør skroget, og hvad gør sejlet? Derudover er det en gigantisk investering i ressourcer at sætte sejl på skibene,” fortæller Ole Kastholm.

Andre steder i verden kan man se samme mønster. Sejlet dukker op med mange hundrede års mellemrum, men ofte i samme situation: I staters formative fase.

”Min tanke er, at der er en kobling mellem arkitekturen i kongemagten og sejlets indførelse. Der sker gerne der, hvor stater er ved at blive skabt. Der er et behov for at markere sig, så man bygger gravmonumenter, paladser og så videre. Og så kommer der altså sejl på skibene,” slutter Ole Kastholm.

Man kan altså roligt gå ud fra, at Lejre-kongen ankom standsmæssigt til Uppsala, og at det imponerende syn af et udspilet sejl gennem den drilske skærgård må have gjort indtryk.

På det sydøstlige Fyn ligger den lille landsby Gudme, der med sine knap 1000 indbyggere ikke umiddelbart gør meget væsen af sig. Men arkæolog Palle Østergaard Sørensen, der i dag er ansat i ROMU, har i mere end 30 år haft blikket rettet mod den lille fynske plet. Gudme har nemlig – ligesom for eksempel Lejre på Sjælland – en langstrakt og vægtig fortid som magtcentrum og førkristen kult.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og det gjorde man i mange år ikke. Man havde måske en anelse om, at området omkring Gudme på det sydøstlige Fyn engang var noget, man kunne fortælle historier om. Stednavne som Gudme, Gudbjerg og Gudmeløkke antyder, at stedet måske havde været noget nær guddommeligt.

Det er alment kendt, at Lejre blev betragtet som hjemsted for den mytologiske kongeslægt, Skjoldungerne. De dukker op i de skriftlige kilder omkring 4-500-tallet, og man hører blandt andet om dem i sagnene om Beowulf og Nibelungens Ring. Men når det kommer til Gudme, er der ingen hjælp at hente i gamle kilder. Ingen har skrevet krøniker eller besunget stedets helte.

Men faktisk er Gudmes historie mindst lige så imponerende som Lejres. Det mener i hvert fald arkæolog Palle Østergaard Sørensen, museumsinspektør hos ROMU:

”De bebyggelser, som vi har fundet i Gudme fra jernalderen, adskiller sig fra andre lignende fundsteder, fordi man typisk flyttede, når marken var udpint. Bebyggelsen her har ligget samme sted omkring 600 år. Så min hypotese er, at det altså ikke var jorden, der betød noget.”

Flere af hans kollegaer i ROMU har i årevis gravet i Lejre. Men Palle Østergaard Sørensen har siden sin studietid i 1980’erne og efterfølgende hos Nationalmuseet været med på udgravninger i Gudme. Og interessen i det sydfynske slaraffenland har holdt ved i årevis.

Smykkeproduktion og handel ved vandet

Siden 1833, hvor den imponerende Broholmskat dukkede op af mulden, er flere fund gjort i området. Guld, smykker, glasperler, ornamenteret keramik. Og ikke mindst bygninger, der peger på, at Gudme gennem mange hundrede år var et særligt sted.

Præcis hvad man gennem næsten fire årtier har opdaget, kan man læse i udgivelsen ”Gudme: Iron Age Settlement and Central Halls”. Her samler Palle Østergaard Sørensen trådene om alt fra de utroligt mange genstandsfund til kronologien for stedets langstrakte bebyggelse.

Det, vi i dag betegner som Gudme-bebyggelsen, ligger omkring 10 kilometer fra vandet og anløbspladsen Lundeborg, hvor der er foregået udveksling af varer med handelsmænd og rejsende fra ind- og udland. Selve bebyggelsen var omkring 15 kilometer i diameter og koncentreret omkring ca. 60 gårde. Men man har altså ikke ernæret sig som bønder.

”Der må være nogle andre, der brødføder dem, når de tilsyneladende ikke selv gør. Man kan forestille sig, at maden kommer fra andre gårde, der ligger i periferien af Gudme-bebyggelsen. Til gengæld er der tegn på, at smedehåndværket med fremstilling af for eksempel smykker har været i fokus her. Altså, noget man kunne tjene penge på. Vi har fundet rigtig meget romersk materiale, der er kommet hertil for så at blive smeltet om til noget andet. Måske lokale former for smykker,” siger Palle Østergaard Sørensen.

Kultstedet i centrum

Men det var heller ikke smykkeproduktionen, der gjorde Gudme til et magtcenter i jernalderen. I stedet peger arkæologen på nogle af de tidligste fund, der er gjort ved de arkæologiske udgravninger: To mindre haller, som udgør et kultsted eller et tempel.

”Jeg vil påstå, at det er religionen, der er anledningen til Gudme. Kultstedet er noget af det første, der bliver bygget. Derfra udvikler det sig hurtigt, men til noget andet end det, vi ellers ser af bebyggelser fra jernalderen. Og så ender det med meget store religiøse haller – det er den sidste del af det, vi kan kalde en førkristen kultur,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Det lille religiøse tempel eller kultsted er fra omkring år 200 e.Kr. Det bliver genopført og repareret i mange faser, så det altså ligger på samme sted gennem flere århundreder. Kort derfra er på et tidspunkt opført en lidt større residensbygning, og den ser Palle Østergaard Sørensen som en indikation af, at nogen har prøvet at få kontrol over stedet.

”Der er nok en slags konge eller stormand, der med sin magt har forsøgt at koble sig på. Man kan forestille sig, at en rig mand prøver at få magt over druiderne, eller hvem der nu er, og hvad de nu laver der. Men den store bygning forsvinder efter ganske kort tid, mens den første fortsætter. Efter min mening er den første bygning altså temmelig usædvanlig.”

En grundbog over Gudme

Det er sådan, Palle Østergaard Sørensen forestiller sig det. For som sagt ligger der ikke en oprindelig manual et sted og giver svarene. Men med Sørensens udgivelse om Gudme har vi faktisk en slags grundbog over al den arkæologiske forskning, der er lavet i Gudme.

”Men også en grundbog i huskronologi i jernalderen, vil jeg sige. Hvordan udvikler huse og gårde sig i jernalderen fra omkring år 0 og frem til vikingetiden? Det er jo ikke specifikt for Gudme, men her er vi bare heldige, at vi har dem oveni i hinanden i et langt forløb. De mange stolpehuller, vi har på samme sted, og den kronologi, man kan få ud af det – det ville også være vigtigt uden alle blærefundene.”

For ham er de mange fund, som indikerer stedets overvældende rigdom, egentlig bare en krølle på historien.

”Det er jo nok det, der får folk til at spærre øjnene op.

Ligesom religionen var begyndelsen for Gudmes storhed, bliver det også afslutningen. Det samme sker på en række andre lokaliteter, der lige som Gudme er koncentreret om en førkristen kult.

”De forsvinder alle med kristendommen. Da kirkerne kommer, bliver ”kultcentrene” flyttet andre steder hen. Og alle spor efter, at der har været andre religioner før den kristne, bliver fuldstændig udraderet,” slutter Palle Østergaard Sørensen.

Kan et 1000 år gammelt flisegulv fortælle nye historier? I høj grad. I den gamle ruin af Sankt Laurentii Kirke midt i Roskilde har nye undersøgelser af et smukt mosaikgulv givet spændende resultater. Om kirken og om byen – men også om nye teknologier, der revolutionerede byggeriet og arkitekturen i middelalderen.

Under Stændertorvet i Roskilde kan man se resterne af Sankt Laurentii Kirke. Oprindeligt stod her en trækirke fra 1000-tallet, som senere, omkring år 1125, blev erstattet af en frådstenskirke. Kirkens gulv findes stadig: Et smukt, gammelt mosaikgulv, hvor sorte og røde teglsten danner et imponerende roset-mønster. Gulvet blev opdaget ved den første arkæologiske udgravning af kirkeruinen i 1931.

”Dengang kunne man godt se, at det her gulv var noget specielt. Det så meget fremmedartet ud. Man kendte ikke – og har heller ikke siden fundet – noget, der ligner i hele Skandinavien. Så allerede på det tidspunkt spekulerede man i, om det kunne være importeret. Derfor har min indgangsvinkel været at prøve at finde ud af, hvor fliserne er lavet henne.” fortæller Jesper Langkilde.

Han er arkæolog og museumsinspektør ved museumskoncernen ROMU. I artiklen ’An Exceptional Twelfth-Century Tile Floor, Its Origins and the Network Behind It: Compositional Analysis of Tiles from St. Lawrence Church in Roskilde, Denmark’ fremlægger han resultaterne af sit arbejde med at dykke ned i flisernes historie.

Der var faktisk teglproduktion i Roskilde i middelalderen. ROMU’s arkæologer har tidligere udgravet teglovne, der blev brugt til at brænde lokalt ler til teglsten. Det har givet Jesper Langkilde en referenceramme til at undersøge, om gulvfliserne fra Sankt Laurentii er herfra.

Sandsynligvis fra Sydeuropa

Ved at sammenligne grundstofferne i mosaik-fliserne med fund i teglovnene kan han konstatere, at leret i fliserne ikke er hjemligt. Faktisk var prøverne så forskellige, at Langkilde vurderer teglfliserne fra Sankt Laurentii til at være produceret i det centrale eller sydlige Europa. Og det bakkes op af andre fund.

”Når vi ser på, hvad vi kender af den slags teglgulve, findes der nogle i det vestlige Tyskland, som ligner og har nogenlunde samme datering fra midten af 1100-tallet. Så et bud kunne være, at det kom derfra,” siger Jesper Langkilde.

Det har ikke været nogen nem opgave at få fragtet de omkring 3.500 fliser til Roskilde. Jesper Langkilde har udregnet den samlede vægt til omkring 3,5 tons fliser, som sandsynligvis er kommet til Roskilde med skib.

”Men selv om det var en betydelig vægtmængde at flytte, kunne det nok svare sig at få det lavet i for eksempel Tyskland. I stedet for at sende et helt hold af specialiserede håndværkere, som skulle bygge ovne og producere stenene i Danmark, kunne man nøjes med at sende en enkelt mand, der fungerede som byggeleder, og som kunne vejlede og dirigere de lokale håndværkere, når gulvet skulle lægges” fortæller Jesper Langkilde.

Det kan også forklare, hvorfor man ikke har fundet lignende gulve andre steder: Viden om, hvordan fliserne er lavet, er simpelthen ikke kommet med til Danmark.

Banebrydende teglteknikker

Undervejs i undersøgelserne dukkede endnu en undren op hos Jesper Langkilde. For fliserne er af tegl. De ældste teglbyggerier herhjemme er fra omkring år 1160, hvor Valdemar den Store menes at være den første i Danmark til at bygge med de ’bagte sten’, som der står på en blyplade fundet i hans grav i Ringsted Kirke. Kirken er sammen med Sorø Klosterkirke netop en af de tidligste teglstensbyggerier, faktisk i hele norden, og kort efter blev også Roskilde Domkirke opført som et tidligt eksempel på et stort teglstensbyggeri i Danmark.

”Men noget tyder på, at fliserne i Skt. Laurentii godt kunne være blandt den tidligste brug af tegl, vi kender til. De ligger i den frådstenskirke, som vi har dateret til omkring 1125. Flisegulvet er ikke det første gulv, men ligger som nummer to, direkte oven på det ældste mørtelgulv. Det tyder på, at der nok ikke er gået så lang tid fra, at kirken blev bygget, til flisegulvet er blevet lagt. I min forestilling sker det i midten af 1100-tallet,” fortæller Jesper Langkilde.

Hvis det passer, så skal vi til at se på en omskrivelse af, hvornår og hvordan tegl blev udbredt i Danmark. Og det er ikke uvæsentligt. For netop brugen af tegl var en revolution inden for byggekunsten. Udover, at det visuelt og arkitektonisk åbnede for nye muligheder, var det også en stor sikkerhedsmæssig progression. Tegl er et langt mere brandsikkert materiale end fx halm og træ, så både tag og murværk af tegl ydede bedre beskyttelse mod en af middelalderens helt store farer: Ilden.

”Hvis en datering på gulvet kommer ned før midten af 1100-tallet, er det måske et tegn på, at man brugte tegl til mindre opgaver, inden man begyndte at bygge med mursten. Altså, at den første brug af tegl var gulvfliser eller tagsten. Derfor synes jeg, det ville være interessant med en mere præcis datering. Det ville måske pege på, at udbredelsen af tegl i Danmark skete i forskellige tempi,” fortæller Jesper Langkilde.

Ideernes byttecentral

Både som æstetisk og arkitektonisk spydspids er kirkegulvet i Roskilde med til at fortælle om byen ved fjorden. Et velstående magtcentrum med et højtudviklet netværk ud i Europa.

”Det var et sted, som flyttede ideer, materialer og mennesker. Der har været udlændinge her i byen, både kirkefolk, handlende, købmænd, håndværkere. Roskilde var et knudepunkt, der tiltrak en hel masse, fordi det især kirkeligt var et magtcenter med et betydeligt bispesæde. Den var også vigtig for kongemagten, så der er ingen tvivl om, at det var en helt særlig by i Danmark i middelalderen.”

Derfor skeler han også til kirken, når han prøver at forestille sig, hvem der har taget initiativ til mosaikgulvet. Oplagt, fordi det ligger i en kirke. Men også med tanke på, hvem der havde mulighed for det. For det har både krævet ressourcer og udsyn.

”På det her tidspunkt bevægede kirkens folk sig meget rundt i Europa, hvor de blandt andet tog deres uddannelser. Da kan de godt have set den slags gulve. Så det vidner altså om det kirkeliges internationale miljø og netværk, hvor ting og ideer flytter sig hurtigt.”

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.

Fra første til sidste dag bød 2023 på store forandringer, ændrede omstændigheder, nye beslutninger, vilde rejser og store fund, fortæller museumsdirektør i denne introduktion til årsskrift fra museumsorganisationen ROMU.

På årets sidste dag. På den allersidste aften. Da familie og venner stod klar med velkomstdrinken. Mens fjernsynet kørte, som traditionerne byder det.

Da kom overraskelsen.

Hendes Majestæt Dronningen meddelte den 31. december 2023 klokken lidt over 18 i sin tv-transmitterede nytårstale til nationen, at hun havde besluttet sig for at abdicere og overdrage ansvaret til sin søn.

Det var – og det skulle blive – nye tider i Kongeriget Danmark. En epoke på over et halvt århundrede med samme monark på tronen var på vej mod sin afslutning. Kong Frederik 10. og dronning Mary var på vej mod en ny begyndelse i deres gerning, i deres liv, i deres roller som forbundne og forpligtede forbilleder for folket.

Ord skaber, hvad de nævner. Det sagte kan ikke være usagt. Så da først beskeden var givet nytårsaften, var overdragelsen af ansvaret sådan set allerede i gang.

Et tronskifte var sat i værk. Samtidig blev der sat en hegnspæl i danmarkshistorien af den slags, som fremtiden vil inddele mangt og meget efter. Der vil være en tid før, en tid under og en tid efter,
at dronning Margrethe 2. var regent i Danmark.

Verden som sådan ændrede sig i virkeligheden ikke ret meget fra klokken lidt i 18 til klokken kvart over 18 nytårsaften. Men mentalt og i borgernes bevidsthed gjorde det kvarter en verden til forskel.
Pludselig stod det klart, at vi havde flyttet os.

Fra en verden uden internet ved tiltrædelsen i begyndelsen af 1970’erne til en tid i dag med kunstig intelligens, techgiganter og world wide web.

Fra et samfund uden fri abort til en tid med p-piller, meget mere ligestilling og MeToo.

Fra et land med monopol hos DR til en tid med konkurrence om opmærksomheden i mediefladen og på utallige andre fronter.

Fra et Danmark uden for EF og et neutralt Sverige til en situation med stadig tættere bånd mellem Danmark og Europa og med svenskerne på vej ind i NATO.

Listen kunne meget let forlænges. Men pointen står allerede fast: Med tronskiftet har vi fået et nyt årstal, en ny anledning, et nyt prisme, hvorigennem vi kan se på tiden og verden og nationen og vores egen hverdag der, hvor vi nu engang har hjemme.

”Du er kvinde. Jeg er mand. Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i forsvaret. Du skaber billeder. Jeg danner makkerskaber. Du svinger den fine pensel. Jeg kom under den store bjælke. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock”, sagde den daværende kronprins i sin tale til sin mor, da dronningens 50-års regentjubilæum blev fejret i 2022. Vi bladrer således ikke bare om til næste side i bogen om Danmark.

Vi begynder på et nyt kapitel, når vi går fra 2023 til 2024.

PERSONLIGE FORTÆLLINGER I TID OG RUM

2023 vil for altid blive husket i Danmark for det, der skete på årets sidste
dag.

Men året har budt på meget andet, der også har sat sig spor, og som også har betydning, der rækker vidt omkring.

På årets allerførste dag den 1. januar 2023 døde den folkekære journalist og forfatter Lise Nørgaard i en alder af 105 år. Hun kom til verden i 1917 i Roskilde, hvor hun fik sin opdragelse, sin skolegang, sin uddannelse, sine første arbejdsår, sin egen bolig, sin egen familie.

Da nyheden om Lise Nørgaards dødsfald nåede ud til danskerne, gjorde det stort indtryk, ikke mindst i Roskilde, hvor statuen i bronze på Algade
blev et samlingspunkt for mange.

En mindevandring, som ROMU arrangerede sammen med Roskilde Kommune og byens øvrige kulturinstitutioner, opnåede bred opbakning og måtte anmeldes som demonstration for at kunne blive gennemført.

Hele året igennem kunne borgere skrive hilsner med personlige fortællinger om Lise Nørgaard i forbindelse med en portrætudstilling på Roskilde Museum til ære for en af byens mest kendte og indflydelsesrige personligheder fra det 20. århundrede.

”Du har betydet meget for mig og mit liv, som forganger for aldrig at give op”, skrev en gæst, der underskrev sig Majbritt.

”Lise er mit livs Emma Gad. Og tak for det”, skrev en anonym gæst.

”Kære Lise. Tak for alt, hvad du har givet os alle sammen. Det tager vi med os, og derfor er du her stadig”, skrev journalist og foredragsholder Cecilie Frøkjær og bidrog dermed til den store samling af kommentarer, der nu indgår i Roskilde Museums arkiv som dokumentation for eftertiden.

Lise Nørgaards liv fra 1917 til 2023 vil for mange også markere en periode, ikke bare i Roskildes, men i hele Danmarks historie. Hun blev født midt under 1. Verdenskrig, og hun døde, mens Ruslands krig mod Ukraine
rasede. Hun bidrog til at ændre kønsrollerne og synet på flere sociale forhold i Danmark.

Og så skabte hun særligt via tv-serien ”Matador” med fiktionens virkemidler et tidsbillede og et sindbillede på livet i provinsbyen Korsbæk, der i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig hvirvles ind i den ene menneskelige og samfundsmæssige udviklingshistorie efter den anden.

Lise Nørgaard gjorde flere generationer interesserede i det 20. århundredes historie i Danmark. Med skarp iagttagelsesevne så hun nye tider komme, og hun bidrog selv til at forme og iscenesætte tiden med et væld af kreative talenter. Det er unikt og samtidig utrolig genkendeligt, eksemplarisk og alment.

I en af de første artikler i dette årsskrift fra museumsorganisationen ROMU kædes Lise Nørgaards personlige livshistorie sammen med astronauten Andreas Mogensens rumrejse. I august 2023 tiltrak Mogensen verdens og Danmarks opmærksomhed via sit livs opgave med missionen mod Den Internationale Rumstation.

Med sig havde Andreas Mogensen bl.a. en kopi af Odin-figuren fra Lejre sammen med andre eksempler på kulturskatte med stor betydning for kongerigets udvikling. Det var – og det er – nye tider med en dansker i rummet, som i en koordineret indsats med ROMU og andre museer benytter anledningen til at slå et slag for forhistoriens betydning til den brede befolkning.

ÅRSSKRIFT MED FLERE NYE SIDER AF HISTORIEN

Lise Nørgaard og Andreas Mogensen er langtfra de eneste, der repræsenterer noget epokegørende, noget nyt, noget afgørende i årsskriftet for 2023 fra ROMU. I hver eneste artikel er der nyt at hente, nyt at forstå, nyt at tilføje til den kulturhistorie, som ROMU er sat i verden for at tage vare på.

I Lene Steinbecks artikel om de såkaldte museumshackere får vi historien om, hvordan ROMU i et flerårigt projekt har genopfundet selve museumsbegrebet og skabt udstillinger og tiltag på nye måder og sammen med nye mennesker. For eksempel en 8.-klasse, der viser, hvor og hvordan de finder ny musik. Eller med et andet eksempel en tv-vært som Clement Kjersgaard, der har skabt en ny talkfestival og en ny måde at gå på museum på sammen med ROMU.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om”, siger Clement Kjersgaard om det nye projekt, hvor stjerneartister foran et livepublikum på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, fortæller deres livshistorie, som samtidig er et stykke dansk musik- og samtidshistorie. Han uddyber:

”Når jeg interviewer Annisette, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”.

Der er nogle, som fordomsfuldt tror, at museer er støvede eller stillestående. Kommer man i kontakt med et af de ti besøgssteder i ROMU, opdager man en dynamisk og innovativ tilgang, som betyder, at intet støv får lov til at lægge sig.

Nye udstillinger inddrager eksistentielle vinkler på nutidens brændende spørgsmål såsom håbet og frygten i en tid med krig. Det uddyber Dorthe Godsk Larsen i sin artikel om Roskildes historie i krigenes skygge i det 20. århundrede.

Nye produkter opfindes i en lind strøm. Og et af dem er den såkaldte Dom Øl, som udgår fra den i øvrigt nyligt istandsatte Lützhøfts Købmandsgaard i hjertet af Roskilde. Det skriver Jakob Caspersen meget mere om i sin artikel i årsskriftet.

En ny gennemillustreret bog til turister om konger og dronninger i Roskilde Domkirke siden Harald Blåtands dage gør et stykke verdensarv og et nationalt klenodie tilgængeligt for meget brede målgrupper. Det beretter Sara Peuron-Berg om.

Nye metoder med georadar-undersøgelser finder spor i fortidens mægtige landskaber ved Lejre. Det fortæller Ole Thirup Kastholm, Julie Nielsen og Arne Anderson Stamnes om i deres bidrag.

Derudover vælter det frem med nye og undertiden vilde fund fra oldtiden, når detektorførere og fagarkæologer i Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal Kommuner går i felten. Med tidens nye fremgangsmåder udgør arkæologien en stadig mere fascinerende kilde til ny indsigt og mere udsyn, hvad angår oldtidens samfund og menneskeliv. Det hjælper arkæologerne Cille Krause, Marion Ree, Emil Winther Struve, Christian Dedenroth-Schou, Palle Østergaard Sørensen og Nadja M.K. Mortensen os med at forstå med eksempler og overblik i flere forskellige bidrag til årsskriftet.

Emil Winther Struve kommer i sin artikel om det overraskende og særegne fund af en såkaldt tapkile ved Jørlunde med en særlig arkæologisk opfordring til at holde øjnene særdeles åbne og kigge ned i stedet for op for at finde nyt:

”På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier”, skriver Emil og fortsætter: ”Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned!”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten”.

STIGENDE INTERESSE HOS BRUGERNE

Det er med god grund, at dronning Margrethe 2. siden studietiden har holdt fast i en tårnhøj interesse for det arkæologiske område. Det er hun bestemt ikke ene om. For bag gråbrune farver kan store skatte gemme sig.

På Frederikssund Museum Færgegården åbnede ROMU i 2023 en spotudstilling med rige detektorfund fra Hornsherred. Udstillingen med titlen ”Manden med ørnehjelmen” blev bredt omtalt og førte til en fornem stigning i antallet af gæster i udstillingerne på museet.

ROMU fik i 2023 i det hele taget flere gæster end året før. Aldrig har der været så mange børn og unge på de ti besøgssteder, som samlet opnåede et besøgstal på 220.874.

At verden forandrer sig omkring ROMU, kan aflæses på flere andre måder, end at tronen skifter, og at en rummission optager os. Det er en trend i hele samfundet, at den trykte presse får stadig vanskeligere vilkår med færre udgivelser, færre mennesker og færre sider til følge. Dette slog også igennem for ROMU, som blev omtalt i færre artikler i pressen i 2023 end året før.

Til gengæld steg den digitale udbredelse for museumsorganisationen ganske betragteligt med flere visninger og besøgende på web, flere brugere af sociale medier og markant flere modtagere af nyhedsbreve end tidligere. Det er nye tider, også hvad angår museumsorganisationens måde at komme i kontakt med sine brugere på.

Den digitale transformation i verden og den nye tids sociale medier præger også ROMU. Men et stort mål er og bliver uforandret: Vi ønsker i ROMU at gøre kulturarven inden for vores ansvarsområde tilgængelig for stadig flere borgere gennem møder med autentiske genstande på fysiske besøgssteder.

MUSEERNES NYE TIDER

I slutningen af 2023 godkendte bestyrelsen for ROMU en ny strategi for museumsorganisationen, der gælder for de næste fem år. Netop det fysiske besøg og mødet med autentiske arkæologiske og historiske genstande er et nøglepunkt i strategien.

”Dit besøg forandrer dig – og verden”, lyder visionen. Vi ønsker i ROMU gennem vores arbejde at gøre en forskel, at påvirke og gerne forandre vores besøgende og brugere.

I ROMU tror vi på, at det er hamrende vigtigt for samfundet, at museerne bevarer, åbner og udbreder kulturarv.

Også derfor ønsker vi i ROMU på tværs af generationer og på et solidt fagligt grundlag at give stadig flere borgere mulighed for at møde fortiden i nutiden for sammen at kunne forme en bedre fremtid.

Det er store ord, som giver mening, når de i det daglige omsættes til konkrete møder med borgere og konkret arbejde med at indsamle, registrere, bevare, forske, formidle, forvalte og administrere kulturarv.

I 2023 kom en arbejdsgruppe med mandat fra kulturministeren og rege ringen med et forslag til en ny museumsreform. Forslaget har skabt stor debat om, hvad fremtiden vil indebære, især for de statsanerkendte museer i Danmark, som også er den kategori, ROMU hører til.

ROMU har igennem de senere år udviklet sig til at blive en af de større museumsenheder i landet med en samling fordelt på to magasiner med i alt over 200.000 genstande, med over 100 ansatte på kontrakt, med ansvar for mere end 220.000 gæster, med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, med kulturhistorisk ansvar for både arkæologi og nyere tid i fire kommuner, med tilsyn med fredede fortidsminder i ti kommuner, med ledelsesansvar for og arbejde med verdensarv ved Roskilde Domkirke, dertil med en landsdækkende opgave med populærmusikkens kulturarv.

Det er meget væsentligt for ROMU, at der i så kompleks og stor en organisation med højt specialiserede indsatser, der udføres på vegne af hele samfundet, er ro omkring økonomien og statslig og offentlig opbakning til det virke, der udfoldes.

I skrivende stund er der ikke klarhed over, hvad museumsreformen vil indebære af nye tider omkring de statslige rammer for landets museer og for ROMU som en statsanerkendt kulturhistorisk museumsorganisation.

Men det er sikkert og vist, at vi ufortrødent med afsæt i den nye strategi fortsætter vores arbejde med fortiden i nutiden med fast overbevisning om, at det bidrager til, at vi sammen kan forme en bedre, en mere oplyst og en rigere fremtid.

Også i 2023 har vi kun kunnet udføre vores virke som følge af velvillig støtte og opbakning fra en meget bred og meget trofast vifte af fonde, foreninger og andre bevillingsgivere, hvoraf flere fremhæves på en særlig takkeliste her i årsskriftet.

Årsskriftet for 2023 vidner med sine eksempler om den enorme dedikation, som topprofessionelle kolleger lægger i deres arbejde dag efter dag, år efter år. Nogle år står i traditionernes og gentagelsernes tegn. Andre år er, som 2023, kendetegnet ved større eller usædvanlige mængder af brud, forandringer, skift i tid, i rum, i metoder, i materialer, i måden at organisere sig på.

I 2023 flyttede vi fra første til sidste dag historiske hegnspæle med ord, med handlinger, med rejser, med beslutninger og med nye omstændigheder eller forhold, der bare indtraf.

”Nye tider” er således i flere henseender den helt rigtige overskrift på årsskriftet om det epokegørende 2023 fra ROMU. Indholdet er dygtigt udvalgt og nøje kvalitetssikret af redaktørerne, Nadja M.K. Mortensen og Lars Kjølhede Christensen.

Rigtig god læselyst!

Arkæolog Ole Kastholm har lagt sig i slipstrømmen på vikingernes skibe. Målet var at kortlægge rejsen fra sagnkongernes Lejre til de svenske naboer, Ynglingerne i Uppsala. Samtidig har Kastholm kigget på betydningen af både rejsen og sejlet, når kongernes skibe kløvede bølgerne op langs Sveriges østkyst.

I dag kan man køre fra Lejre ved Roskilde til Uppsala nord for Stockholm på omkring 8 timer. Der er motorveje og bro, og der er ingen umiddelbar grund til at frygte bagholdsangreb.

Knap så luksuriøs var rejsen for 1500 år siden. Ikke desto mindre kan man læse i sagnlitteraturen, at konger fra Skjoldungeslægten i Lejre og fra Ynglingeslægten i Uppsala foretog rejsen for at besøge hinanden. Men hvor lang tid brugte de på at nå fra det ene kongesæde til det andet? Og hvad betød rejsen for kongerne?

Det satte Ole Kastholm, der er arkæolog og seniorforsker ved ROMU, sig for at undersøge som en del af det store, tværnordiske projekt ’Viking Dynasties’, der er udviklet af KrogagerFonden. Her har arkæologer fra Danmark og Sverige i samarbejde undersøgt kontakten mellem de to mytiske kongeslægter på hver sin side af Øresund. 

I princippet kunne det meste af turen foregå over land, men den mulighed har Kastholm og hans kollegaer anset for så usandsynligt, at de har udelukket den.

”Det er en over 700 km lang strækning i fugleflugtslinje gennem et uvejsomt landskab. Det er ikke sådan lige at finde vej, det er bøvlet at have noget med og bøvlet at forsvare sig. Desuden er det ikke muligt for kongen at færdes standsmæssigt på den måde. Det svarer lidt til, at Dronning Margrethe ankom til en udstillingsåbning på cykel.”

Rejse med forhindringer

Derfor må turen være foregået til søs fra Roskilde Fjord og op til den østsvenske skærgård. Men den faktiske rejsetid er svær at udregne.

”Helt grundlæggende ved vi ikke, hvordan de gjorde. Skulle de ind undervejs for at besøge alliancepartnere? Var der områder med store religiøse tabuer, man skulle undgå, eller steder, man holdt sig fra, fordi andre kontrollerede farvandet? Rejsetiden bliver jo både defineret af ruten og af eventuelle stop undervejs. Men fordi vi ikke kender til den del, så er det taget ud af regnestykket.”

Det samme gælder materielle skader og dårligt rejsevejr. Et knækket ror eller en flænge i sejlet måtte repareres, før man kunne rejse videre, lige som vejret havde stor indflydelse på rejsen. Alle disse faktorer har Kastholm set bort fra for at udregne den ideelle rejsetid.

Den imaginære rejse, som Ole Kastholm har foretaget i et lige så imaginært vikingeskib, tager sit udspring i Lejre og altså Roskilde Fjord, som man må formode, at kongen selv kontrollerede. Op langs fjorden lå en koncentration af anløbspladser med maritime specialer, som vendte ud mod fjorden.

”Det er en form for indgangsportal til Lejre med en masse fund, som fortæller om vidstrakte netværk med tråde til Roskilde Fjord. Kongen har udnyttet landskabet til at kontrollere, hvem der kan komme ind, og derved gøre fjorden til et trygt rum. Det er umuligt at besejle for fremmede. Uden nogen ombord, der kender sejlrenderne, er du lost. Du kommer simpelthen ikke igennem,” forklarer Kastholm.

På svensk udebane

Vel ude af den trygge fjord, ændrer rejsen karakter. Først venter det åbne Kattegat, som har været svært at kontrollere. Området ned til Øresundstragten har sandsynligvis til en vis grad stadig været kontrolleret af Lejrekongen og virket hjemligt. Men når man har rundet sydspidsen af Sverige, møder man op langs den svenske østkyst de fremmedartede klippekyster, som er helt anderledes at besejle. Omkring Stockholm er man tæt på målet, men her venter en sidste udfordring: En indsejling, der minder om den i Roskilde Fjord – men med omvendt fortegn. Her var Lejre-kongen på udebane.

 ”Det er et kontrolleret område, og du er afhængig af en ombord, der kan navigere. Det er en labyrint af små, granbevoksede øer, og man er absolut prisgivet i forhold til at finde vej. Man har også været afhængig af en form for beskyttelse – ellers har man været i en udsat position.”

Ole Kastholm har ud fra en masse eksperimentelarkæologisk data regnet sig frem til, at den ideelle rejsetid er 75 sømil i døgnet.

”Det tal ligner det vi ved fra rejsebeskrivelser fra middelhavsområdet. Men man skal tage det med et gran salt. Alle ved, at der kan være modvind, og at det kan tage en uge bare at komme ud af Roskilde Fjord. Eller at vejret er så dårligt, at du slet ikke kommer afsted. Men hvis du havde medvind, sejllykke og ikke stoppede, kunne du gøre det på syv døgn.”

Rejse for syns skyld

Men hvad var egentlig kongernes incitament til de lange og potentielt farlige rejser? Det har Ole Kastholm også undersøgt. Blandt andet med baggrund i den amerikanske antropolog Mary Helms’ forskning i magthavernes rejser. For selvom vi måske har en tendens til at tro, at fortidens rejser altid måtte have praktiske årsager, som krig eller handel, så var der også dengang andet og mere på spil.

“Den, der besidder fremmed viden, som andre ikke besidder, får en særlig aura. Kongen opnår den her viden ved at rejse ud til steder, som andre måske kun kender på et mytologisk plan, og kommer hjem med nyt. Det er en måde at cementere sin magt på. Derfor er det rejsen i sig selv, der er kvaliteten. Det kan godt være, at man så etablerer handelsnetværk og derefter rejser primært for at handle. Men det kommer i anden række.”

Ole Kastholm forestiller sig, at Lejrekongen har rejst med et mindre følge af skibe og selv ladet sig transportere i et skib, der kan minde om det, der er fundet i Ladby på Fyn. Samtidig har han nok ikke stået tilbage for at gøre brug af tidens revolutionerende nybrud: Sejlet. Det dukker op i Skandinavien omkring 600-tallet. Og det er ikke bare et heldigt tilfælde. For skandinaverne må have kendt til romernes brug af sejlet længe før. Hvis det var løsningen på et funktionelt behov, ville det være dukket op tidligere, mener Kastholm.

”Jeg ser det som en markering af en elite, en måde at skille sig ud. Sejlet er noget eksotisk og fremmed, som må have virket næsten magisk i en rokultur. Det er jo en helt tyst måde at bevæge sig på, at man kan få vinden til at bevæge båden.”

Sejlet som magtsymbol

Sejlet kommer til Skandinavien i en periode, hvor kongesæderne med monumentale byggerier og grave opstår i blandt andet Lejre og Uppsala. Teknologien omkring sejlet er en oplagt måde for en konge at spille med musklerne.

”Det er jo ikke bare at sætte en klud på en pind – der er et væld af specialviden i det at lave et sejl. Det kræver en dyb viden om samspillet mellem det aerodynamiske og hydrodynamiske. Hvad gør skroget, og hvad gør sejlet? Derudover er det en gigantisk investering i ressourcer at sætte sejl på skibene,” fortæller Ole Kastholm.

Andre steder i verden kan man se samme mønster. Sejlet dukker op med mange hundrede års mellemrum, men ofte i samme situation: I staters formative fase.

”Min tanke er, at der er en kobling mellem arkitekturen i kongemagten og sejlets indførelse. Der sker gerne der, hvor stater er ved at blive skabt. Der er et behov for at markere sig, så man bygger gravmonumenter, paladser og så videre. Og så kommer der altså sejl på skibene,” slutter Ole Kastholm.

Man kan altså roligt gå ud fra, at Lejre-kongen ankom standsmæssigt til Uppsala, og at det imponerende syn af et udspilet sejl gennem den drilske skærgård må have gjort indtryk.

På det sydøstlige Fyn ligger den lille landsby Gudme, der med sine knap 1000 indbyggere ikke umiddelbart gør meget væsen af sig. Men arkæolog Palle Østergaard Sørensen, der i dag er ansat i ROMU, har i mere end 30 år haft blikket rettet mod den lille fynske plet. Gudme har nemlig – ligesom for eksempel Lejre på Sjælland – en langstrakt og vægtig fortid som magtcentrum og førkristen kult.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og det gjorde man i mange år ikke. Man havde måske en anelse om, at området omkring Gudme på det sydøstlige Fyn engang var noget, man kunne fortælle historier om. Stednavne som Gudme, Gudbjerg og Gudmeløkke antyder, at stedet måske havde været noget nær guddommeligt.

Det er alment kendt, at Lejre blev betragtet som hjemsted for den mytologiske kongeslægt, Skjoldungerne. De dukker op i de skriftlige kilder omkring 4-500-tallet, og man hører blandt andet om dem i sagnene om Beowulf og Nibelungens Ring. Men når det kommer til Gudme, er der ingen hjælp at hente i gamle kilder. Ingen har skrevet krøniker eller besunget stedets helte.

Men faktisk er Gudmes historie mindst lige så imponerende som Lejres. Det mener i hvert fald arkæolog Palle Østergaard Sørensen, museumsinspektør hos ROMU:

”De bebyggelser, som vi har fundet i Gudme fra jernalderen, adskiller sig fra andre lignende fundsteder, fordi man typisk flyttede, når marken var udpint. Bebyggelsen her har ligget samme sted omkring 600 år. Så min hypotese er, at det altså ikke var jorden, der betød noget.”

Flere af hans kollegaer i ROMU har i årevis gravet i Lejre. Men Palle Østergaard Sørensen har siden sin studietid i 1980’erne og efterfølgende hos Nationalmuseet været med på udgravninger i Gudme. Og interessen i det sydfynske slaraffenland har holdt ved i årevis.

Smykkeproduktion og handel ved vandet

Siden 1833, hvor den imponerende Broholmskat dukkede op af mulden, er flere fund gjort i området. Guld, smykker, glasperler, ornamenteret keramik. Og ikke mindst bygninger, der peger på, at Gudme gennem mange hundrede år var et særligt sted.

Præcis hvad man gennem næsten fire årtier har opdaget, kan man læse i udgivelsen ”Gudme: Iron Age Settlement and Central Halls”. Her samler Palle Østergaard Sørensen trådene om alt fra de utroligt mange genstandsfund til kronologien for stedets langstrakte bebyggelse.

Det, vi i dag betegner som Gudme-bebyggelsen, ligger omkring 10 kilometer fra vandet og anløbspladsen Lundeborg, hvor der er foregået udveksling af varer med handelsmænd og rejsende fra ind- og udland. Selve bebyggelsen var omkring 15 kilometer i diameter og koncentreret omkring ca. 60 gårde. Men man har altså ikke ernæret sig som bønder.

”Der må være nogle andre, der brødføder dem, når de tilsyneladende ikke selv gør. Man kan forestille sig, at maden kommer fra andre gårde, der ligger i periferien af Gudme-bebyggelsen. Til gengæld er der tegn på, at smedehåndværket med fremstilling af for eksempel smykker har været i fokus her. Altså, noget man kunne tjene penge på. Vi har fundet rigtig meget romersk materiale, der er kommet hertil for så at blive smeltet om til noget andet. Måske lokale former for smykker,” siger Palle Østergaard Sørensen.

Kultstedet i centrum

Men det var heller ikke smykkeproduktionen, der gjorde Gudme til et magtcenter i jernalderen. I stedet peger arkæologen på nogle af de tidligste fund, der er gjort ved de arkæologiske udgravninger: To mindre haller, som udgør et kultsted eller et tempel.

”Jeg vil påstå, at det er religionen, der er anledningen til Gudme. Kultstedet er noget af det første, der bliver bygget. Derfra udvikler det sig hurtigt, men til noget andet end det, vi ellers ser af bebyggelser fra jernalderen. Og så ender det med meget store religiøse haller – det er den sidste del af det, vi kan kalde en førkristen kultur,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Det lille religiøse tempel eller kultsted er fra omkring år 200 e.Kr. Det bliver genopført og repareret i mange faser, så det altså ligger på samme sted gennem flere århundreder. Kort derfra er på et tidspunkt opført en lidt større residensbygning, og den ser Palle Østergaard Sørensen som en indikation af, at nogen har prøvet at få kontrol over stedet.

”Der er nok en slags konge eller stormand, der med sin magt har forsøgt at koble sig på. Man kan forestille sig, at en rig mand prøver at få magt over druiderne, eller hvem der nu er, og hvad de nu laver der. Men den store bygning forsvinder efter ganske kort tid, mens den første fortsætter. Efter min mening er den første bygning altså temmelig usædvanlig.”

En grundbog over Gudme

Det er sådan, Palle Østergaard Sørensen forestiller sig det. For som sagt ligger der ikke en oprindelig manual et sted og giver svarene. Men med Sørensens udgivelse om Gudme har vi faktisk en slags grundbog over al den arkæologiske forskning, der er lavet i Gudme.

”Men også en grundbog i huskronologi i jernalderen, vil jeg sige. Hvordan udvikler huse og gårde sig i jernalderen fra omkring år 0 og frem til vikingetiden? Det er jo ikke specifikt for Gudme, men her er vi bare heldige, at vi har dem oveni i hinanden i et langt forløb. De mange stolpehuller, vi har på samme sted, og den kronologi, man kan få ud af det – det ville også være vigtigt uden alle blærefundene.”

For ham er de mange fund, som indikerer stedets overvældende rigdom, egentlig bare en krølle på historien.

”Det er jo nok det, der får folk til at spærre øjnene op.

Ligesom religionen var begyndelsen for Gudmes storhed, bliver det også afslutningen. Det samme sker på en række andre lokaliteter, der lige som Gudme er koncentreret om en førkristen kult.

”De forsvinder alle med kristendommen. Da kirkerne kommer, bliver ”kultcentrene” flyttet andre steder hen. Og alle spor efter, at der har været andre religioner før den kristne, bliver fuldstændig udraderet,” slutter Palle Østergaard Sørensen.

Kan et 1000 år gammelt flisegulv fortælle nye historier? I høj grad. I den gamle ruin af Sankt Laurentii Kirke midt i Roskilde har nye undersøgelser af et smukt mosaikgulv givet spændende resultater. Om kirken og om byen – men også om nye teknologier, der revolutionerede byggeriet og arkitekturen i middelalderen.

Under Stændertorvet i Roskilde kan man se resterne af Sankt Laurentii Kirke. Oprindeligt stod her en trækirke fra 1000-tallet, som senere, omkring år 1125, blev erstattet af en frådstenskirke. Kirkens gulv findes stadig: Et smukt, gammelt mosaikgulv, hvor sorte og røde teglsten danner et imponerende roset-mønster. Gulvet blev opdaget ved den første arkæologiske udgravning af kirkeruinen i 1931.

”Dengang kunne man godt se, at det her gulv var noget specielt. Det så meget fremmedartet ud. Man kendte ikke – og har heller ikke siden fundet – noget, der ligner i hele Skandinavien. Så allerede på det tidspunkt spekulerede man i, om det kunne være importeret. Derfor har min indgangsvinkel været at prøve at finde ud af, hvor fliserne er lavet henne.” fortæller Jesper Langkilde.

Han er arkæolog og museumsinspektør ved museumskoncernen ROMU. I artiklen ’An Exceptional Twelfth-Century Tile Floor, Its Origins and the Network Behind It: Compositional Analysis of Tiles from St. Lawrence Church in Roskilde, Denmark’ fremlægger han resultaterne af sit arbejde med at dykke ned i flisernes historie.

Der var faktisk teglproduktion i Roskilde i middelalderen. ROMU’s arkæologer har tidligere udgravet teglovne, der blev brugt til at brænde lokalt ler til teglsten. Det har givet Jesper Langkilde en referenceramme til at undersøge, om gulvfliserne fra Sankt Laurentii er herfra.

Sandsynligvis fra Sydeuropa

Ved at sammenligne grundstofferne i mosaik-fliserne med fund i teglovnene kan han konstatere, at leret i fliserne ikke er hjemligt. Faktisk var prøverne så forskellige, at Langkilde vurderer teglfliserne fra Sankt Laurentii til at være produceret i det centrale eller sydlige Europa. Og det bakkes op af andre fund.

”Når vi ser på, hvad vi kender af den slags teglgulve, findes der nogle i det vestlige Tyskland, som ligner og har nogenlunde samme datering fra midten af 1100-tallet. Så et bud kunne være, at det kom derfra,” siger Jesper Langkilde.

Det har ikke været nogen nem opgave at få fragtet de omkring 3.500 fliser til Roskilde. Jesper Langkilde har udregnet den samlede vægt til omkring 3,5 tons fliser, som sandsynligvis er kommet til Roskilde med skib.

”Men selv om det var en betydelig vægtmængde at flytte, kunne det nok svare sig at få det lavet i for eksempel Tyskland. I stedet for at sende et helt hold af specialiserede håndværkere, som skulle bygge ovne og producere stenene i Danmark, kunne man nøjes med at sende en enkelt mand, der fungerede som byggeleder, og som kunne vejlede og dirigere de lokale håndværkere, når gulvet skulle lægges” fortæller Jesper Langkilde.

Det kan også forklare, hvorfor man ikke har fundet lignende gulve andre steder: Viden om, hvordan fliserne er lavet, er simpelthen ikke kommet med til Danmark.

Banebrydende teglteknikker

Undervejs i undersøgelserne dukkede endnu en undren op hos Jesper Langkilde. For fliserne er af tegl. De ældste teglbyggerier herhjemme er fra omkring år 1160, hvor Valdemar den Store menes at være den første i Danmark til at bygge med de ’bagte sten’, som der står på en blyplade fundet i hans grav i Ringsted Kirke. Kirken er sammen med Sorø Klosterkirke netop en af de tidligste teglstensbyggerier, faktisk i hele norden, og kort efter blev også Roskilde Domkirke opført som et tidligt eksempel på et stort teglstensbyggeri i Danmark.

”Men noget tyder på, at fliserne i Skt. Laurentii godt kunne være blandt den tidligste brug af tegl, vi kender til. De ligger i den frådstenskirke, som vi har dateret til omkring 1125. Flisegulvet er ikke det første gulv, men ligger som nummer to, direkte oven på det ældste mørtelgulv. Det tyder på, at der nok ikke er gået så lang tid fra, at kirken blev bygget, til flisegulvet er blevet lagt. I min forestilling sker det i midten af 1100-tallet,” fortæller Jesper Langkilde.

Hvis det passer, så skal vi til at se på en omskrivelse af, hvornår og hvordan tegl blev udbredt i Danmark. Og det er ikke uvæsentligt. For netop brugen af tegl var en revolution inden for byggekunsten. Udover, at det visuelt og arkitektonisk åbnede for nye muligheder, var det også en stor sikkerhedsmæssig progression. Tegl er et langt mere brandsikkert materiale end fx halm og træ, så både tag og murværk af tegl ydede bedre beskyttelse mod en af middelalderens helt store farer: Ilden.

”Hvis en datering på gulvet kommer ned før midten af 1100-tallet, er det måske et tegn på, at man brugte tegl til mindre opgaver, inden man begyndte at bygge med mursten. Altså, at den første brug af tegl var gulvfliser eller tagsten. Derfor synes jeg, det ville være interessant med en mere præcis datering. Det ville måske pege på, at udbredelsen af tegl i Danmark skete i forskellige tempi,” fortæller Jesper Langkilde.

Ideernes byttecentral

Både som æstetisk og arkitektonisk spydspids er kirkegulvet i Roskilde med til at fortælle om byen ved fjorden. Et velstående magtcentrum med et højtudviklet netværk ud i Europa.

”Det var et sted, som flyttede ideer, materialer og mennesker. Der har været udlændinge her i byen, både kirkefolk, handlende, købmænd, håndværkere. Roskilde var et knudepunkt, der tiltrak en hel masse, fordi det især kirkeligt var et magtcenter med et betydeligt bispesæde. Den var også vigtig for kongemagten, så der er ingen tvivl om, at det var en helt særlig by i Danmark i middelalderen.”

Derfor skeler han også til kirken, når han prøver at forestille sig, hvem der har taget initiativ til mosaikgulvet. Oplagt, fordi det ligger i en kirke. Men også med tanke på, hvem der havde mulighed for det. For det har både krævet ressourcer og udsyn.

”På det her tidspunkt bevægede kirkens folk sig meget rundt i Europa, hvor de blandt andet tog deres uddannelser. Da kan de godt have set den slags gulve. Så det vidner altså om det kirkeliges internationale miljø og netværk, hvor ting og ideer flytter sig hurtigt.”

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.

Fra første til sidste dag bød 2023 på store forandringer, ændrede omstændigheder, nye beslutninger, vilde rejser og store fund, fortæller museumsdirektør i denne introduktion til årsskrift fra museumsorganisationen ROMU.

På årets sidste dag. På den allersidste aften. Da familie og venner stod klar med velkomstdrinken. Mens fjernsynet kørte, som traditionerne byder det.

Da kom overraskelsen.

Hendes Majestæt Dronningen meddelte den 31. december 2023 klokken lidt over 18 i sin tv-transmitterede nytårstale til nationen, at hun havde besluttet sig for at abdicere og overdrage ansvaret til sin søn.

Det var – og det skulle blive – nye tider i Kongeriget Danmark. En epoke på over et halvt århundrede med samme monark på tronen var på vej mod sin afslutning. Kong Frederik 10. og dronning Mary var på vej mod en ny begyndelse i deres gerning, i deres liv, i deres roller som forbundne og forpligtede forbilleder for folket.

Ord skaber, hvad de nævner. Det sagte kan ikke være usagt. Så da først beskeden var givet nytårsaften, var overdragelsen af ansvaret sådan set allerede i gang.

Et tronskifte var sat i værk. Samtidig blev der sat en hegnspæl i danmarkshistorien af den slags, som fremtiden vil inddele mangt og meget efter. Der vil være en tid før, en tid under og en tid efter,
at dronning Margrethe 2. var regent i Danmark.

Verden som sådan ændrede sig i virkeligheden ikke ret meget fra klokken lidt i 18 til klokken kvart over 18 nytårsaften. Men mentalt og i borgernes bevidsthed gjorde det kvarter en verden til forskel.
Pludselig stod det klart, at vi havde flyttet os.

Fra en verden uden internet ved tiltrædelsen i begyndelsen af 1970’erne til en tid i dag med kunstig intelligens, techgiganter og world wide web.

Fra et samfund uden fri abort til en tid med p-piller, meget mere ligestilling og MeToo.

Fra et land med monopol hos DR til en tid med konkurrence om opmærksomheden i mediefladen og på utallige andre fronter.

Fra et Danmark uden for EF og et neutralt Sverige til en situation med stadig tættere bånd mellem Danmark og Europa og med svenskerne på vej ind i NATO.

Listen kunne meget let forlænges. Men pointen står allerede fast: Med tronskiftet har vi fået et nyt årstal, en ny anledning, et nyt prisme, hvorigennem vi kan se på tiden og verden og nationen og vores egen hverdag der, hvor vi nu engang har hjemme.

”Du er kvinde. Jeg er mand. Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i forsvaret. Du skaber billeder. Jeg danner makkerskaber. Du svinger den fine pensel. Jeg kom under den store bjælke. Du mestrer ordet. Jeg mangler det af og til. Du er til klassisk. Jeg er til rock”, sagde den daværende kronprins i sin tale til sin mor, da dronningens 50-års regentjubilæum blev fejret i 2022. Vi bladrer således ikke bare om til næste side i bogen om Danmark.

Vi begynder på et nyt kapitel, når vi går fra 2023 til 2024.

PERSONLIGE FORTÆLLINGER I TID OG RUM

2023 vil for altid blive husket i Danmark for det, der skete på årets sidste
dag.

Men året har budt på meget andet, der også har sat sig spor, og som også har betydning, der rækker vidt omkring.

På årets allerførste dag den 1. januar 2023 døde den folkekære journalist og forfatter Lise Nørgaard i en alder af 105 år. Hun kom til verden i 1917 i Roskilde, hvor hun fik sin opdragelse, sin skolegang, sin uddannelse, sine første arbejdsår, sin egen bolig, sin egen familie.

Da nyheden om Lise Nørgaards dødsfald nåede ud til danskerne, gjorde det stort indtryk, ikke mindst i Roskilde, hvor statuen i bronze på Algade
blev et samlingspunkt for mange.

En mindevandring, som ROMU arrangerede sammen med Roskilde Kommune og byens øvrige kulturinstitutioner, opnåede bred opbakning og måtte anmeldes som demonstration for at kunne blive gennemført.

Hele året igennem kunne borgere skrive hilsner med personlige fortællinger om Lise Nørgaard i forbindelse med en portrætudstilling på Roskilde Museum til ære for en af byens mest kendte og indflydelsesrige personligheder fra det 20. århundrede.

”Du har betydet meget for mig og mit liv, som forganger for aldrig at give op”, skrev en gæst, der underskrev sig Majbritt.

”Lise er mit livs Emma Gad. Og tak for det”, skrev en anonym gæst.

”Kære Lise. Tak for alt, hvad du har givet os alle sammen. Det tager vi med os, og derfor er du her stadig”, skrev journalist og foredragsholder Cecilie Frøkjær og bidrog dermed til den store samling af kommentarer, der nu indgår i Roskilde Museums arkiv som dokumentation for eftertiden.

Lise Nørgaards liv fra 1917 til 2023 vil for mange også markere en periode, ikke bare i Roskildes, men i hele Danmarks historie. Hun blev født midt under 1. Verdenskrig, og hun døde, mens Ruslands krig mod Ukraine
rasede. Hun bidrog til at ændre kønsrollerne og synet på flere sociale forhold i Danmark.

Og så skabte hun særligt via tv-serien ”Matador” med fiktionens virkemidler et tidsbillede og et sindbillede på livet i provinsbyen Korsbæk, der i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig hvirvles ind i den ene menneskelige og samfundsmæssige udviklingshistorie efter den anden.

Lise Nørgaard gjorde flere generationer interesserede i det 20. århundredes historie i Danmark. Med skarp iagttagelsesevne så hun nye tider komme, og hun bidrog selv til at forme og iscenesætte tiden med et væld af kreative talenter. Det er unikt og samtidig utrolig genkendeligt, eksemplarisk og alment.

I en af de første artikler i dette årsskrift fra museumsorganisationen ROMU kædes Lise Nørgaards personlige livshistorie sammen med astronauten Andreas Mogensens rumrejse. I august 2023 tiltrak Mogensen verdens og Danmarks opmærksomhed via sit livs opgave med missionen mod Den Internationale Rumstation.

Med sig havde Andreas Mogensen bl.a. en kopi af Odin-figuren fra Lejre sammen med andre eksempler på kulturskatte med stor betydning for kongerigets udvikling. Det var – og det er – nye tider med en dansker i rummet, som i en koordineret indsats med ROMU og andre museer benytter anledningen til at slå et slag for forhistoriens betydning til den brede befolkning.

ÅRSSKRIFT MED FLERE NYE SIDER AF HISTORIEN

Lise Nørgaard og Andreas Mogensen er langtfra de eneste, der repræsenterer noget epokegørende, noget nyt, noget afgørende i årsskriftet for 2023 fra ROMU. I hver eneste artikel er der nyt at hente, nyt at forstå, nyt at tilføje til den kulturhistorie, som ROMU er sat i verden for at tage vare på.

I Lene Steinbecks artikel om de såkaldte museumshackere får vi historien om, hvordan ROMU i et flerårigt projekt har genopfundet selve museumsbegrebet og skabt udstillinger og tiltag på nye måder og sammen med nye mennesker. For eksempel en 8.-klasse, der viser, hvor og hvordan de finder ny musik. Eller med et andet eksempel en tv-vært som Clement Kjersgaard, der har skabt en ny talkfestival og en ny måde at gå på museum på sammen med ROMU.

”Vi har jo nogle kilder, som lever og har en erindring, som vi kan mødes om”, siger Clement Kjersgaard om det nye projekt, hvor stjerneartister foran et livepublikum på hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK, fortæller deres livshistorie, som samtidig er et stykke dansk musik- og samtidshistorie. Han uddyber:

”Når jeg interviewer Annisette, sidder der blandt publikum folk, som har fulgt hende i 60 år og er en del af den løbende samtale. Og når vi interviewer yngre generationer af musikere, så starter vi en samtale, som kan fortsætte de næste mange år. Så vi bygger bro i alle retninger – både til fortiden, nutiden og fremtiden”.

Der er nogle, som fordomsfuldt tror, at museer er støvede eller stillestående. Kommer man i kontakt med et af de ti besøgssteder i ROMU, opdager man en dynamisk og innovativ tilgang, som betyder, at intet støv får lov til at lægge sig.

Nye udstillinger inddrager eksistentielle vinkler på nutidens brændende spørgsmål såsom håbet og frygten i en tid med krig. Det uddyber Dorthe Godsk Larsen i sin artikel om Roskildes historie i krigenes skygge i det 20. århundrede.

Nye produkter opfindes i en lind strøm. Og et af dem er den såkaldte Dom Øl, som udgår fra den i øvrigt nyligt istandsatte Lützhøfts Købmandsgaard i hjertet af Roskilde. Det skriver Jakob Caspersen meget mere om i sin artikel i årsskriftet.

En ny gennemillustreret bog til turister om konger og dronninger i Roskilde Domkirke siden Harald Blåtands dage gør et stykke verdensarv og et nationalt klenodie tilgængeligt for meget brede målgrupper. Det beretter Sara Peuron-Berg om.

Nye metoder med georadar-undersøgelser finder spor i fortidens mægtige landskaber ved Lejre. Det fortæller Ole Thirup Kastholm, Julie Nielsen og Arne Anderson Stamnes om i deres bidrag.

Derudover vælter det frem med nye og undertiden vilde fund fra oldtiden, når detektorførere og fagarkæologer i Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal Kommuner går i felten. Med tidens nye fremgangsmåder udgør arkæologien en stadig mere fascinerende kilde til ny indsigt og mere udsyn, hvad angår oldtidens samfund og menneskeliv. Det hjælper arkæologerne Cille Krause, Marion Ree, Emil Winther Struve, Christian Dedenroth-Schou, Palle Østergaard Sørensen og Nadja M.K. Mortensen os med at forstå med eksempler og overblik i flere forskellige bidrag til årsskriftet.

Emil Winther Struve kommer i sin artikel om det overraskende og særegne fund af en såkaldt tapkile ved Jørlunde med en særlig arkæologisk opfordring til at holde øjnene særdeles åbne og kigge ned i stedet for op for at finde nyt:

”På storbyferie lyder mantraet ”kig op!” for ikke at gå glip af arkitektoniske detaljer på gamle bygninger med spændende historier”, skriver Emil og fortsætter: ”Ude i landskabet er det oftest også udsigter og horisonter, som drager. Omvendt kunne man opfordre til et ”kig ned!”, hvis man på samme måde er draget af at finde spændende historier fra fortiden på turene i det fri. Hold øjnene åbne. Den næste historie gemmer sig endnu derude i en ved første øjekast undseelig, gråbrun sten”.

STIGENDE INTERESSE HOS BRUGERNE

Det er med god grund, at dronning Margrethe 2. siden studietiden har holdt fast i en tårnhøj interesse for det arkæologiske område. Det er hun bestemt ikke ene om. For bag gråbrune farver kan store skatte gemme sig.

På Frederikssund Museum Færgegården åbnede ROMU i 2023 en spotudstilling med rige detektorfund fra Hornsherred. Udstillingen med titlen ”Manden med ørnehjelmen” blev bredt omtalt og førte til en fornem stigning i antallet af gæster i udstillingerne på museet.

ROMU fik i 2023 i det hele taget flere gæster end året før. Aldrig har der været så mange børn og unge på de ti besøgssteder, som samlet opnåede et besøgstal på 220.874.

At verden forandrer sig omkring ROMU, kan aflæses på flere andre måder, end at tronen skifter, og at en rummission optager os. Det er en trend i hele samfundet, at den trykte presse får stadig vanskeligere vilkår med færre udgivelser, færre mennesker og færre sider til følge. Dette slog også igennem for ROMU, som blev omtalt i færre artikler i pressen i 2023 end året før.

Til gengæld steg den digitale udbredelse for museumsorganisationen ganske betragteligt med flere visninger og besøgende på web, flere brugere af sociale medier og markant flere modtagere af nyhedsbreve end tidligere. Det er nye tider, også hvad angår museumsorganisationens måde at komme i kontakt med sine brugere på.

Den digitale transformation i verden og den nye tids sociale medier præger også ROMU. Men et stort mål er og bliver uforandret: Vi ønsker i ROMU at gøre kulturarven inden for vores ansvarsområde tilgængelig for stadig flere borgere gennem møder med autentiske genstande på fysiske besøgssteder.

MUSEERNES NYE TIDER

I slutningen af 2023 godkendte bestyrelsen for ROMU en ny strategi for museumsorganisationen, der gælder for de næste fem år. Netop det fysiske besøg og mødet med autentiske arkæologiske og historiske genstande er et nøglepunkt i strategien.

”Dit besøg forandrer dig – og verden”, lyder visionen. Vi ønsker i ROMU gennem vores arbejde at gøre en forskel, at påvirke og gerne forandre vores besøgende og brugere.

I ROMU tror vi på, at det er hamrende vigtigt for samfundet, at museerne bevarer, åbner og udbreder kulturarv.

Også derfor ønsker vi i ROMU på tværs af generationer og på et solidt fagligt grundlag at give stadig flere borgere mulighed for at møde fortiden i nutiden for sammen at kunne forme en bedre fremtid.

Det er store ord, som giver mening, når de i det daglige omsættes til konkrete møder med borgere og konkret arbejde med at indsamle, registrere, bevare, forske, formidle, forvalte og administrere kulturarv.

I 2023 kom en arbejdsgruppe med mandat fra kulturministeren og rege ringen med et forslag til en ny museumsreform. Forslaget har skabt stor debat om, hvad fremtiden vil indebære, især for de statsanerkendte museer i Danmark, som også er den kategori, ROMU hører til.

ROMU har igennem de senere år udviklet sig til at blive en af de større museumsenheder i landet med en samling fordelt på to magasiner med i alt over 200.000 genstande, med over 100 ansatte på kontrakt, med ansvar for mere end 220.000 gæster, med en årlig omsætning på tæt ved 50 millioner kroner, med kulturhistorisk ansvar for både arkæologi og nyere tid i fire kommuner, med tilsyn med fredede fortidsminder i ti kommuner, med ledelsesansvar for og arbejde med verdensarv ved Roskilde Domkirke, dertil med en landsdækkende opgave med populærmusikkens kulturarv.

Det er meget væsentligt for ROMU, at der i så kompleks og stor en organisation med højt specialiserede indsatser, der udføres på vegne af hele samfundet, er ro omkring økonomien og statslig og offentlig opbakning til det virke, der udfoldes.

I skrivende stund er der ikke klarhed over, hvad museumsreformen vil indebære af nye tider omkring de statslige rammer for landets museer og for ROMU som en statsanerkendt kulturhistorisk museumsorganisation.

Men det er sikkert og vist, at vi ufortrødent med afsæt i den nye strategi fortsætter vores arbejde med fortiden i nutiden med fast overbevisning om, at det bidrager til, at vi sammen kan forme en bedre, en mere oplyst og en rigere fremtid.

Også i 2023 har vi kun kunnet udføre vores virke som følge af velvillig støtte og opbakning fra en meget bred og meget trofast vifte af fonde, foreninger og andre bevillingsgivere, hvoraf flere fremhæves på en særlig takkeliste her i årsskriftet.

Årsskriftet for 2023 vidner med sine eksempler om den enorme dedikation, som topprofessionelle kolleger lægger i deres arbejde dag efter dag, år efter år. Nogle år står i traditionernes og gentagelsernes tegn. Andre år er, som 2023, kendetegnet ved større eller usædvanlige mængder af brud, forandringer, skift i tid, i rum, i metoder, i materialer, i måden at organisere sig på.

I 2023 flyttede vi fra første til sidste dag historiske hegnspæle med ord, med handlinger, med rejser, med beslutninger og med nye omstændigheder eller forhold, der bare indtraf.

”Nye tider” er således i flere henseender den helt rigtige overskrift på årsskriftet om det epokegørende 2023 fra ROMU. Indholdet er dygtigt udvalgt og nøje kvalitetssikret af redaktørerne, Nadja M.K. Mortensen og Lars Kjølhede Christensen.

Rigtig god læselyst!

Arkæolog Ole Kastholm har lagt sig i slipstrømmen på vikingernes skibe. Målet var at kortlægge rejsen fra sagnkongernes Lejre til de svenske naboer, Ynglingerne i Uppsala. Samtidig har Kastholm kigget på betydningen af både rejsen og sejlet, når kongernes skibe kløvede bølgerne op langs Sveriges østkyst.

I dag kan man køre fra Lejre ved Roskilde til Uppsala nord for Stockholm på omkring 8 timer. Der er motorveje og bro, og der er ingen umiddelbar grund til at frygte bagholdsangreb.

Knap så luksuriøs var rejsen for 1500 år siden. Ikke desto mindre kan man læse i sagnlitteraturen, at konger fra Skjoldungeslægten i Lejre og fra Ynglingeslægten i Uppsala foretog rejsen for at besøge hinanden. Men hvor lang tid brugte de på at nå fra det ene kongesæde til det andet? Og hvad betød rejsen for kongerne?

Det satte Ole Kastholm, der er arkæolog og seniorforsker ved ROMU, sig for at undersøge som en del af det store, tværnordiske projekt ’Viking Dynasties’, der er udviklet af KrogagerFonden. Her har arkæologer fra Danmark og Sverige i samarbejde undersøgt kontakten mellem de to mytiske kongeslægter på hver sin side af Øresund. 

I princippet kunne det meste af turen foregå over land, men den mulighed har Kastholm og hans kollegaer anset for så usandsynligt, at de har udelukket den.

”Det er en over 700 km lang strækning i fugleflugtslinje gennem et uvejsomt landskab. Det er ikke sådan lige at finde vej, det er bøvlet at have noget med og bøvlet at forsvare sig. Desuden er det ikke muligt for kongen at færdes standsmæssigt på den måde. Det svarer lidt til, at Dronning Margrethe ankom til en udstillingsåbning på cykel.”

Rejse med forhindringer

Derfor må turen være foregået til søs fra Roskilde Fjord og op til den østsvenske skærgård. Men den faktiske rejsetid er svær at udregne.

”Helt grundlæggende ved vi ikke, hvordan de gjorde. Skulle de ind undervejs for at besøge alliancepartnere? Var der områder med store religiøse tabuer, man skulle undgå, eller steder, man holdt sig fra, fordi andre kontrollerede farvandet? Rejsetiden bliver jo både defineret af ruten og af eventuelle stop undervejs. Men fordi vi ikke kender til den del, så er det taget ud af regnestykket.”

Det samme gælder materielle skader og dårligt rejsevejr. Et knækket ror eller en flænge i sejlet måtte repareres, før man kunne rejse videre, lige som vejret havde stor indflydelse på rejsen. Alle disse faktorer har Kastholm set bort fra for at udregne den ideelle rejsetid.

Den imaginære rejse, som Ole Kastholm har foretaget i et lige så imaginært vikingeskib, tager sit udspring i Lejre og altså Roskilde Fjord, som man må formode, at kongen selv kontrollerede. Op langs fjorden lå en koncentration af anløbspladser med maritime specialer, som vendte ud mod fjorden.

”Det er en form for indgangsportal til Lejre med en masse fund, som fortæller om vidstrakte netværk med tråde til Roskilde Fjord. Kongen har udnyttet landskabet til at kontrollere, hvem der kan komme ind, og derved gøre fjorden til et trygt rum. Det er umuligt at besejle for fremmede. Uden nogen ombord, der kender sejlrenderne, er du lost. Du kommer simpelthen ikke igennem,” forklarer Kastholm.

På svensk udebane

Vel ude af den trygge fjord, ændrer rejsen karakter. Først venter det åbne Kattegat, som har været svært at kontrollere. Området ned til Øresundstragten har sandsynligvis til en vis grad stadig været kontrolleret af Lejrekongen og virket hjemligt. Men når man har rundet sydspidsen af Sverige, møder man op langs den svenske østkyst de fremmedartede klippekyster, som er helt anderledes at besejle. Omkring Stockholm er man tæt på målet, men her venter en sidste udfordring: En indsejling, der minder om den i Roskilde Fjord – men med omvendt fortegn. Her var Lejre-kongen på udebane.

 ”Det er et kontrolleret område, og du er afhængig af en ombord, der kan navigere. Det er en labyrint af små, granbevoksede øer, og man er absolut prisgivet i forhold til at finde vej. Man har også været afhængig af en form for beskyttelse – ellers har man været i en udsat position.”

Ole Kastholm har ud fra en masse eksperimentelarkæologisk data regnet sig frem til, at den ideelle rejsetid er 75 sømil i døgnet.

”Det tal ligner det vi ved fra rejsebeskrivelser fra middelhavsområdet. Men man skal tage det med et gran salt. Alle ved, at der kan være modvind, og at det kan tage en uge bare at komme ud af Roskilde Fjord. Eller at vejret er så dårligt, at du slet ikke kommer afsted. Men hvis du havde medvind, sejllykke og ikke stoppede, kunne du gøre det på syv døgn.”

Rejse for syns skyld

Men hvad var egentlig kongernes incitament til de lange og potentielt farlige rejser? Det har Ole Kastholm også undersøgt. Blandt andet med baggrund i den amerikanske antropolog Mary Helms’ forskning i magthavernes rejser. For selvom vi måske har en tendens til at tro, at fortidens rejser altid måtte have praktiske årsager, som krig eller handel, så var der også dengang andet og mere på spil.

“Den, der besidder fremmed viden, som andre ikke besidder, får en særlig aura. Kongen opnår den her viden ved at rejse ud til steder, som andre måske kun kender på et mytologisk plan, og kommer hjem med nyt. Det er en måde at cementere sin magt på. Derfor er det rejsen i sig selv, der er kvaliteten. Det kan godt være, at man så etablerer handelsnetværk og derefter rejser primært for at handle. Men det kommer i anden række.”

Ole Kastholm forestiller sig, at Lejrekongen har rejst med et mindre følge af skibe og selv ladet sig transportere i et skib, der kan minde om det, der er fundet i Ladby på Fyn. Samtidig har han nok ikke stået tilbage for at gøre brug af tidens revolutionerende nybrud: Sejlet. Det dukker op i Skandinavien omkring 600-tallet. Og det er ikke bare et heldigt tilfælde. For skandinaverne må have kendt til romernes brug af sejlet længe før. Hvis det var løsningen på et funktionelt behov, ville det være dukket op tidligere, mener Kastholm.

”Jeg ser det som en markering af en elite, en måde at skille sig ud. Sejlet er noget eksotisk og fremmed, som må have virket næsten magisk i en rokultur. Det er jo en helt tyst måde at bevæge sig på, at man kan få vinden til at bevæge båden.”

Sejlet som magtsymbol

Sejlet kommer til Skandinavien i en periode, hvor kongesæderne med monumentale byggerier og grave opstår i blandt andet Lejre og Uppsala. Teknologien omkring sejlet er en oplagt måde for en konge at spille med musklerne.

”Det er jo ikke bare at sætte en klud på en pind – der er et væld af specialviden i det at lave et sejl. Det kræver en dyb viden om samspillet mellem det aerodynamiske og hydrodynamiske. Hvad gør skroget, og hvad gør sejlet? Derudover er det en gigantisk investering i ressourcer at sætte sejl på skibene,” fortæller Ole Kastholm.

Andre steder i verden kan man se samme mønster. Sejlet dukker op med mange hundrede års mellemrum, men ofte i samme situation: I staters formative fase.

”Min tanke er, at der er en kobling mellem arkitekturen i kongemagten og sejlets indførelse. Der sker gerne der, hvor stater er ved at blive skabt. Der er et behov for at markere sig, så man bygger gravmonumenter, paladser og så videre. Og så kommer der altså sejl på skibene,” slutter Ole Kastholm.

Man kan altså roligt gå ud fra, at Lejre-kongen ankom standsmæssigt til Uppsala, og at det imponerende syn af et udspilet sejl gennem den drilske skærgård må have gjort indtryk.

På det sydøstlige Fyn ligger den lille landsby Gudme, der med sine knap 1000 indbyggere ikke umiddelbart gør meget væsen af sig. Men arkæolog Palle Østergaard Sørensen, der i dag er ansat i ROMU, har i mere end 30 år haft blikket rettet mod den lille fynske plet. Gudme har nemlig – ligesom for eksempel Lejre på Sjælland – en langstrakt og vægtig fortid som magtcentrum og førkristen kult.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og det gjorde man i mange år ikke. Man havde måske en anelse om, at området omkring Gudme på det sydøstlige Fyn engang var noget, man kunne fortælle historier om. Stednavne som Gudme, Gudbjerg og Gudmeløkke antyder, at stedet måske havde været noget nær guddommeligt.

Det er alment kendt, at Lejre blev betragtet som hjemsted for den mytologiske kongeslægt, Skjoldungerne. De dukker op i de skriftlige kilder omkring 4-500-tallet, og man hører blandt andet om dem i sagnene om Beowulf og Nibelungens Ring. Men når det kommer til Gudme, er der ingen hjælp at hente i gamle kilder. Ingen har skrevet krøniker eller besunget stedets helte.

Men faktisk er Gudmes historie mindst lige så imponerende som Lejres. Det mener i hvert fald arkæolog Palle Østergaard Sørensen, museumsinspektør hos ROMU:

”De bebyggelser, som vi har fundet i Gudme fra jernalderen, adskiller sig fra andre lignende fundsteder, fordi man typisk flyttede, når marken var udpint. Bebyggelsen her har ligget samme sted omkring 600 år. Så min hypotese er, at det altså ikke var jorden, der betød noget.”

Flere af hans kollegaer i ROMU har i årevis gravet i Lejre. Men Palle Østergaard Sørensen har siden sin studietid i 1980’erne og efterfølgende hos Nationalmuseet været med på udgravninger i Gudme. Og interessen i det sydfynske slaraffenland har holdt ved i årevis.

Smykkeproduktion og handel ved vandet

Siden 1833, hvor den imponerende Broholmskat dukkede op af mulden, er flere fund gjort i området. Guld, smykker, glasperler, ornamenteret keramik. Og ikke mindst bygninger, der peger på, at Gudme gennem mange hundrede år var et særligt sted.

Præcis hvad man gennem næsten fire årtier har opdaget, kan man læse i udgivelsen ”Gudme: Iron Age Settlement and Central Halls”. Her samler Palle Østergaard Sørensen trådene om alt fra de utroligt mange genstandsfund til kronologien for stedets langstrakte bebyggelse.

Det, vi i dag betegner som Gudme-bebyggelsen, ligger omkring 10 kilometer fra vandet og anløbspladsen Lundeborg, hvor der er foregået udveksling af varer med handelsmænd og rejsende fra ind- og udland. Selve bebyggelsen var omkring 15 kilometer i diameter og koncentreret omkring ca. 60 gårde. Men man har altså ikke ernæret sig som bønder.

”Der må være nogle andre, der brødføder dem, når de tilsyneladende ikke selv gør. Man kan forestille sig, at maden kommer fra andre gårde, der ligger i periferien af Gudme-bebyggelsen. Til gengæld er der tegn på, at smedehåndværket med fremstilling af for eksempel smykker har været i fokus her. Altså, noget man kunne tjene penge på. Vi har fundet rigtig meget romersk materiale, der er kommet hertil for så at blive smeltet om til noget andet. Måske lokale former for smykker,” siger Palle Østergaard Sørensen.

Kultstedet i centrum

Men det var heller ikke smykkeproduktionen, der gjorde Gudme til et magtcenter i jernalderen. I stedet peger arkæologen på nogle af de tidligste fund, der er gjort ved de arkæologiske udgravninger: To mindre haller, som udgør et kultsted eller et tempel.

”Jeg vil påstå, at det er religionen, der er anledningen til Gudme. Kultstedet er noget af det første, der bliver bygget. Derfra udvikler det sig hurtigt, men til noget andet end det, vi ellers ser af bebyggelser fra jernalderen. Og så ender det med meget store religiøse haller – det er den sidste del af det, vi kan kalde en førkristen kultur,” fortæller Palle Østergaard Sørensen.

Det lille religiøse tempel eller kultsted er fra omkring år 200 e.Kr. Det bliver genopført og repareret i mange faser, så det altså ligger på samme sted gennem flere århundreder. Kort derfra er på et tidspunkt opført en lidt større residensbygning, og den ser Palle Østergaard Sørensen som en indikation af, at nogen har prøvet at få kontrol over stedet.

”Der er nok en slags konge eller stormand, der med sin magt har forsøgt at koble sig på. Man kan forestille sig, at en rig mand prøver at få magt over druiderne, eller hvem der nu er, og hvad de nu laver der. Men den store bygning forsvinder efter ganske kort tid, mens den første fortsætter. Efter min mening er den første bygning altså temmelig usædvanlig.”

En grundbog over Gudme

Det er sådan, Palle Østergaard Sørensen forestiller sig det. For som sagt ligger der ikke en oprindelig manual et sted og giver svarene. Men med Sørensens udgivelse om Gudme har vi faktisk en slags grundbog over al den arkæologiske forskning, der er lavet i Gudme.

”Men også en grundbog i huskronologi i jernalderen, vil jeg sige. Hvordan udvikler huse og gårde sig i jernalderen fra omkring år 0 og frem til vikingetiden? Det er jo ikke specifikt for Gudme, men her er vi bare heldige, at vi har dem oveni i hinanden i et langt forløb. De mange stolpehuller, vi har på samme sted, og den kronologi, man kan få ud af det – det ville også være vigtigt uden alle blærefundene.”

For ham er de mange fund, som indikerer stedets overvældende rigdom, egentlig bare en krølle på historien.

”Det er jo nok det, der får folk til at spærre øjnene op.

Ligesom religionen var begyndelsen for Gudmes storhed, bliver det også afslutningen. Det samme sker på en række andre lokaliteter, der lige som Gudme er koncentreret om en førkristen kult.

”De forsvinder alle med kristendommen. Da kirkerne kommer, bliver ”kultcentrene” flyttet andre steder hen. Og alle spor efter, at der har været andre religioner før den kristne, bliver fuldstændig udraderet,” slutter Palle Østergaard Sørensen.

Kan et 1000 år gammelt flisegulv fortælle nye historier? I høj grad. I den gamle ruin af Sankt Laurentii Kirke midt i Roskilde har nye undersøgelser af et smukt mosaikgulv givet spændende resultater. Om kirken og om byen – men også om nye teknologier, der revolutionerede byggeriet og arkitekturen i middelalderen.

Under Stændertorvet i Roskilde kan man se resterne af Sankt Laurentii Kirke. Oprindeligt stod her en trækirke fra 1000-tallet, som senere, omkring år 1125, blev erstattet af en frådstenskirke. Kirkens gulv findes stadig: Et smukt, gammelt mosaikgulv, hvor sorte og røde teglsten danner et imponerende roset-mønster. Gulvet blev opdaget ved den første arkæologiske udgravning af kirkeruinen i 1931.

”Dengang kunne man godt se, at det her gulv var noget specielt. Det så meget fremmedartet ud. Man kendte ikke – og har heller ikke siden fundet – noget, der ligner i hele Skandinavien. Så allerede på det tidspunkt spekulerede man i, om det kunne være importeret. Derfor har min indgangsvinkel været at prøve at finde ud af, hvor fliserne er lavet henne.” fortæller Jesper Langkilde.

Han er arkæolog og museumsinspektør ved museumskoncernen ROMU. I artiklen ’An Exceptional Twelfth-Century Tile Floor, Its Origins and the Network Behind It: Compositional Analysis of Tiles from St. Lawrence Church in Roskilde, Denmark’ fremlægger han resultaterne af sit arbejde med at dykke ned i flisernes historie.

Der var faktisk teglproduktion i Roskilde i middelalderen. ROMU’s arkæologer har tidligere udgravet teglovne, der blev brugt til at brænde lokalt ler til teglsten. Det har givet Jesper Langkilde en referenceramme til at undersøge, om gulvfliserne fra Sankt Laurentii er herfra.

Sandsynligvis fra Sydeuropa

Ved at sammenligne grundstofferne i mosaik-fliserne med fund i teglovnene kan han konstatere, at leret i fliserne ikke er hjemligt. Faktisk var prøverne så forskellige, at Langkilde vurderer teglfliserne fra Sankt Laurentii til at være produceret i det centrale eller sydlige Europa. Og det bakkes op af andre fund.

”Når vi ser på, hvad vi kender af den slags teglgulve, findes der nogle i det vestlige Tyskland, som ligner og har nogenlunde samme datering fra midten af 1100-tallet. Så et bud kunne være, at det kom derfra,” siger Jesper Langkilde.

Det har ikke været nogen nem opgave at få fragtet de omkring 3.500 fliser til Roskilde. Jesper Langkilde har udregnet den samlede vægt til omkring 3,5 tons fliser, som sandsynligvis er kommet til Roskilde med skib.

”Men selv om det var en betydelig vægtmængde at flytte, kunne det nok svare sig at få det lavet i for eksempel Tyskland. I stedet for at sende et helt hold af specialiserede håndværkere, som skulle bygge ovne og producere stenene i Danmark, kunne man nøjes med at sende en enkelt mand, der fungerede som byggeleder, og som kunne vejlede og dirigere de lokale håndværkere, når gulvet skulle lægges” fortæller Jesper Langkilde.

Det kan også forklare, hvorfor man ikke har fundet lignende gulve andre steder: Viden om, hvordan fliserne er lavet, er simpelthen ikke kommet med til Danmark.

Banebrydende teglteknikker

Undervejs i undersøgelserne dukkede endnu en undren op hos Jesper Langkilde. For fliserne er af tegl. De ældste teglbyggerier herhjemme er fra omkring år 1160, hvor Valdemar den Store menes at være den første i Danmark til at bygge med de ’bagte sten’, som der står på en blyplade fundet i hans grav i Ringsted Kirke. Kirken er sammen med Sorø Klosterkirke netop en af de tidligste teglstensbyggerier, faktisk i hele norden, og kort efter blev også Roskilde Domkirke opført som et tidligt eksempel på et stort teglstensbyggeri i Danmark.

”Men noget tyder på, at fliserne i Skt. Laurentii godt kunne være blandt den tidligste brug af tegl, vi kender til. De ligger i den frådstenskirke, som vi har dateret til omkring 1125. Flisegulvet er ikke det første gulv, men ligger som nummer to, direkte oven på det ældste mørtelgulv. Det tyder på, at der nok ikke er gået så lang tid fra, at kirken blev bygget, til flisegulvet er blevet lagt. I min forestilling sker det i midten af 1100-tallet,” fortæller Jesper Langkilde.

Hvis det passer, så skal vi til at se på en omskrivelse af, hvornår og hvordan tegl blev udbredt i Danmark. Og det er ikke uvæsentligt. For netop brugen af tegl var en revolution inden for byggekunsten. Udover, at det visuelt og arkitektonisk åbnede for nye muligheder, var det også en stor sikkerhedsmæssig progression. Tegl er et langt mere brandsikkert materiale end fx halm og træ, så både tag og murværk af tegl ydede bedre beskyttelse mod en af middelalderens helt store farer: Ilden.

”Hvis en datering på gulvet kommer ned før midten af 1100-tallet, er det måske et tegn på, at man brugte tegl til mindre opgaver, inden man begyndte at bygge med mursten. Altså, at den første brug af tegl var gulvfliser eller tagsten. Derfor synes jeg, det ville være interessant med en mere præcis datering. Det ville måske pege på, at udbredelsen af tegl i Danmark skete i forskellige tempi,” fortæller Jesper Langkilde.

Ideernes byttecentral

Både som æstetisk og arkitektonisk spydspids er kirkegulvet i Roskilde med til at fortælle om byen ved fjorden. Et velstående magtcentrum med et højtudviklet netværk ud i Europa.

”Det var et sted, som flyttede ideer, materialer og mennesker. Der har været udlændinge her i byen, både kirkefolk, handlende, købmænd, håndværkere. Roskilde var et knudepunkt, der tiltrak en hel masse, fordi det især kirkeligt var et magtcenter med et betydeligt bispesæde. Den var også vigtig for kongemagten, så der er ingen tvivl om, at det var en helt særlig by i Danmark i middelalderen.”

Derfor skeler han også til kirken, når han prøver at forestille sig, hvem der har taget initiativ til mosaikgulvet. Oplagt, fordi det ligger i en kirke. Men også med tanke på, hvem der havde mulighed for det. For det har både krævet ressourcer og udsyn.

”På det her tidspunkt bevægede kirkens folk sig meget rundt i Europa, hvor de blandt andet tog deres uddannelser. Da kan de godt have set den slags gulve. Så det vidner altså om det kirkeliges internationale miljø og netværk, hvor ting og ideer flytter sig hurtigt.”