Efter Den Kolde Krigs afslutning var håbet, at det nu ville være slut med frygten for krig. Men alligevel har verden været præget af konflikt snarere end fred lige siden, og er det stadig den dag i dag. Hvordan bevarer vi håbet om fred i en verden med krig? Med udstillingen Roskilde mellem håb og frygt – fra Den Store Krig til Den Kolde Krig giver Roskilde Museum et indblik i fortællinger fra Roskilde i krigens skygge i det 20. århundrede i håbet om, at et historisk perspektiv kan være et bidrag til omtanke og til at forholde os til den aktuelle situation med krige og konflikter i verden.

Krig påvirker menneskers handlinger, forestillinger og oplevelser, både når krigen kommer helt tæt på i Danmark, som under besættelsen, og når krigen er varm i andre lande eller forbliver kold, som under Den Store Krig og Den Kolde Krig. Hverdagen og måden, hvorpå vi tilpasser os og lever vores liv i krigens skygge, viser, hvordan vi, på trods af at truslen om krig er nærværende, bevarer håbet i frygten. Dette er og var også tilfældet i Roskilde, som museets udstilling Roskilde mellem håb og frygt giver et indblik i.

SOLDATERHJEMMET

KFUM’s Soldatermission kan fejre 25-års jubilæum, samme år som Den Store Krig eller 1. Verdenskrig bryder ud. Da sikringsstyrken, som udgjorde den danske hærs ekstraordinære styrke, blev indkaldt, betød det en stor udvidelse af KFUM’s arbejde med åbning af 15 soldaterhjem på 15 måneder. I Roskilde etableres soldaterhjemmet i Sankt Olsgade 18 allerede d. 12. november 1913, samme år som den nybyggede kaserne i Roskilde netop var åbnet. Og det er i selvsamme lokaler, hvor fortællingen om Roskilde under Den Store krig nu bliver udstillet.

I soldaterhjemmet kunne soldaterne fra kasernen og Tunestillingen få en pause fra hærens strenge disciplin. De indkaldte soldater, der byggede Tunestillingen, var lige så meget arbejdsmænd på akkord, som de var soldater. Det meste af anlægsarbejdet blev udført ved håndkraft. Der var i perioder op til 5.000 arbejdende soldater i gang. Ud over gravearbejdet havde de militær træning og vagttjeneste. Soldaterne havde også deres geværer med ved gravearbejdet, så de hurtigt kunne gribe til våben.

Soldaterne kunne i soldaterhjemmet deltage i salmesang, lytte til foredrag og bibel- og vækkelsesmøder, der skulle højne soldaternes moral og kristne opdragelse. I de mere hjemlige omgivelser var der også mulighed for at få et varmt måltid mad, læse dagens avis, fordybe sig i bibliotekets bøger eller skrive breve til familien derhjemme. Soldaterhjemmet lå i Sankt Olsgade frem til 1916, hvorefter det flyttede til Helligkorsgade 8. Med både åbningen af kasernen, der blev nedlagt i 1974, og soldaterhjemmet var soldaterne en del af bybilledet i Roskilde under Den Store Krig, hvorved krigen på trods af Danmarks neutralitet altid var nærværende.

DEN SPANSKE SYGE

Da det første tilfælde af den spanske syge blev konstateret i Roskilde i 1918, blev det tydeligt for enhver, at byen er tæt forbundet med resten af verdenssamfundet. Navnet skyldes, at epidemien først blev omtalt i spanske medier, mens omtalen af den var underlagt censur i de lande, der deltog i Den Store Krig. Det betød dog ikke, at den havde sit udspring i Spanien, men betegnelsen kom hurtigt til at hænge fast også i danske aviser. Den opstod formentlig på en kaserne i USA i begyndelsen af 1918, og den nåede med de amerikanske soldater, der kæmpede på Vestfronten, til Europa i løbet af foråret.

Den spanske syge var en voldsom influenza, der på få dage kunne dræbe unge og raske mennesker. Under Den Store Krig spredte den sig hastigt i skyttegravene til de tæt befolkede europæiske storbyer og derfra videre til mindre byer, hvor blandt andet jernbaneforbindelsen mellem Roskilde og København hjalp smitten på vej. Knap fem uger efter at det første tilfælde blev konstateret, var antallet af smittetilfælde over 500 – hvoraf 272 var soldater. Soldaterne boede tæt på kasernen og var derfor meget modtagelige over for sygdommen. Knap 100 mennesker blev ofre for sygdommen i den lille provinsby Roskilde med knap 18.000 indbyggere. Som tilfældet var med covid-19, kom sundhedsstyrelsen og andre myndigheder med smitteforebyggende råd til befolkningen på plakater, i aviser m.v.

DA ROSKILDE GIK I SORT
I 1930’erne kom frygten for krig tæt på efter Tysklands totalt ødelæggende bombardement af den spanske by Guernica i 1937 under Den Spanske Borgerkrig. Derfor afholdt Statens Civile Luftværn både kurser og udstillinger, der kunne forberede danskerne på, hvordan en kommende krig kunne udfolde sig. Og 7. november 1938 og to dage frem indledte det danske militær og beredskab Danmarks første mørklægningsøvelse som foregik i Roskilde. Roskilde var et oplagt mål for mørklægningsøvelsen, da den som et trafikalt knudepunkt ville give rig mulighed for at afprøve mørklægning af særligt de mange tog, der passerede gennem byen.

For at hjælpe byens borgere med at orientere sig i mørket malede man kantsten langs vejen og perronkanten på stationen hvide, og byens lygtepæle fik påmalet et hvidt bælte. I byens vigtige gadekryds kom der hvide afskærmede lamper, og på Algade og Skomagergade kom der blå retningslys. Lise Nørgaard beskriver her, hvordan forberedelserne til mørklægningen var den rene feststemning:

”Indbyggerne følger fornøjet, hvordan kantstene kridtes hvide, og det bliver en ren sport at tilvejebringe ugennemsigtige stoffer eller fedt sort papir til opsætning for vinduerne i de titusinder hjem. De lokale blade giver råd og vejledning om alle de forholdsregler, der skal træffes i den særprægede folkefests anledning og oplyser samtidig om restauranters og hotellers muntre arrangementer og lækre traktementer, når byen går i sort.”

50.000 borgere fordelt på 10.000 husstande var omfattet af mørklægningen. Dertil kom, at lygterne på 300 tog, der kørte igennem byen under øvelsen, skulle være dæmpet og ruderne tildækket. Efter tre døgn i mørke ophævede man mørklægningen, og øvelsen havde været en succes. Da krigen kom d. 9. april 1940, blev danskerne pålagt fra den ene dag til den anden at mørklægge deres vinduer og begrænse al udendørs belysning. Hvad der i 1938 blev oplevet som en spændende og festligt øvelse, var nu skræmmende alvor. Mørklægningen var pålagt danskerne helt frem til befrielsen 4. maj 1945, hvor mange skyndte sig at rive mørklægningsgardinerne ned og markere besættelsens afslutning ved at afbrænde dem på bål.

HVIS KRIGEN KOMMER

Tiden efter 2. Verdenskrig var både kendetegnet ved optimisme med økonomisk fremgang og udbygning af velfærdssamfundet og den voksende frygt for 3. verdenskrig med Den Kolde Krigs oprustningskapløb og atomvåben. Civilforsvaret var en af fire grene i et komplekst totalforsvar, der skulle koordinere både militære og civile ressourcer: militæret, civilforsvaret, politiet og hjemmeværnet. Civilforsvarets hovedopgave var at beskytte befolkningens liv og ejendom under krise eller krig gennem forebyggende og afbødende indsatser. Dette gjorde CF ved at etablere beskyttelses- og sikringsrum og lave planer for flygtningelejre og nødhospitaler. Andre forebyggende opgaver inkluderede f.eks. etableringen og vedligeholdelsen af et landsdækkende varslingssystem, der kunne advare befolkningen før et angreb. I landets større byer var der sirener, som én gang om ugen blev afprøvet. På landet skulle højtalervogne og kirkeklokker advare befolkningen. Desuden var Danmarks Radio en central del af varslingsberedskabet.

I Roskilde blev der under Klostermarksskolen etableret en kommandocentral, hvorfra civilforsvarets beredskabsarbejder skulle ledes, hvis krigen blev varm. Fra centralen var der direkte telefonlinjer til udrykningsstationer, observationsposter, sygehus, politi og meldeposter. Der var køkken, toiletter, sovepladser til seks personer, nødgenerator, gasfiltre og egen vandboring. Hele centralen var beskyttet mod radioaktivt nedfald, gas- og bombeangreb. Der var planer for, hvordan beredskabet skulle aktiveres, herunder hvordan beredskabet kunne rykke ud til katastroferamte områder med en mobil kommandopostpakning og hermed etablere en fremrykket kommandocentral. Opgaven var at melde tilbage til kommandocenteret om situationen, få sårede i sikkerhed og finde et sted at gøre af de døde.

En del af beredskabet er også den borgerrettede beredskabsinformation, som den husstandsomdelte pjece Hvis krigen kommer, der blev uddelti januar 1962, er et eksempel på. Det var et forsøg fra Statsministeriets side på at oplyse befolkningen om farer, forebyggelse og fakta i forbindelse med et eventuelt angreb mod dansk territorium, herunder et atomangreb. Pjecen skulle komme bekymrede borgere i møde, som ønskede
information om, hvorledes man skulle forholde sig til et atomangreb på Danmark. Med covid-19 og den aktuelle situation i 2024 med krige og konflikter er efterspørgslen efter borgerrettet beredskabsinformation vokset og der er fokus på ikke at opskræmme, men som med mørklægningsøvelsen i 1938 eller den indkaldte sikringsstyrke under Den Store Krig at forberede sig og komme frygten for krig i møde og bevare håbet om fred i en verden med krige og konflikter.

Den 12. september kan leder af Egedal Arkiv og Museum, Rolf Kjær-Hansen, fejre sit 25-års jubilæum i kommunen. Jubilaren har stor aktie i, at Egedals historie ikke kun gemmer sig i arkivmapper og –skabe. Med en forbilledlig evne til at vække historiefortælleren i andre er Rolf Kjær-Hansen lykkedes med at gøre fortællingen om Egedal til et relevant, levende og ikke mindst fælles anliggende.

Der er dem, der er gode til at snakke, og så er der dem, der er gode til at fortælle. I den sidste kategori må man uvægerligt placere Rolf Kjær-Hansen. Han kan den 12. september fejre 25-års jubilæum i Egedal Kommune – de seneste 17 år som leder af Egedal Arkiv og Museum.

”Rolf er et utroligt behageligt menneske med en meget positiv tilgang,” fortæller Peter Høybye, Kultur- og fritidschef i Egedal Kommune og chef for Rolf Kjær-Hansen.

”Han har en sjov dobbelthed, fordi han på den ene side er meget beskeden og underspillet, men det forsvinder helt, når han træder ind i rollen som formidler. Så fortæller han historier, så man bare MÅ blive hængende. Faktisk har han en helt lille fangruppe, der nærmest er faste tilhørere, når han er ude for at fortælle. De er selvfølgelig historisk interesserede, så det er ikke ligesom Swifties (fans af sangerinden Taylor Swift, red.). Men så måske Rolfies,” siger Peter Høybye med et grin.

En fakkelbærer for historien

Rolf Kjær-Hansen blev for 25 år siden ansat i Ølstykke Kommune som leder af Ølstykke lokalhistoriske museum. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev Ølstykke sammen med Ledøje-Smørum og Stenløse kommuner til Egedal Kommune, og Rolf Kjær-Hansen rykkede med over som leder af Egedal Arkiv og Museum. Her udviklede han sig snart til en fakkelbærer for historien i en – på papiret – meget ung kommune.

”Vi forsøger jo at fortælle Egedals historie, som selvfølgelig også er bundet af de gamle kommunegrænser. Men Rolf er med til at formidle historien, så man ikke kun fornemmer, at man står i en by, der er skudt op som en del af et byggeboom i 1960’erne, men et sted, som har eksisteret meget længere tilbage i tiden. Rolf har en kulturhistorisk viden om alle hjørner af kommunen. Han kan fortælle, og han kan fortælle levende – om alt fra de små, dagligdags historier til historiens helt store vingesus.”

Samler de frivillige

Det er en stor opgave, men langt fra en solopræstation. For Rolf Kjær-Hansen har flere kompetencer end formidlingen. Hører man dybe, længselsfulde suk efter frivillige kræfter, kommer de i hvert fald ikke fra Egedal Arkiv og Museum. Omkring 80-100 frivillige, som Peter Høybye betegner som ’Rolfs faste slæng’, spiller en stor rolle i driften af Skenkelsø Mølle, de fortæller om gamle dage i Smørum Gamle Skole og vækker historien til live under det årlige Svenskeslag.

”Han får så mange mennesker til at være med til at fortælle de historier. Det er virkelig hans kernekompetence. Han forstår at engagere folk i alle aldre. Der er naturligt nok mange ældre, der er frivillige. Men han formår også at engagere de unge i historien. Gymnasierne hiver virkelig i ham for at få ham ud for at fortælle om beskyttelsesrum og så videre. Man kan sige, at han selv har været med til at udvide rollen fra at være leder af et lille arkiv og museum, til at han er blevet historiefortælleren i Egedal,” fortæller Peter Høybye.

Jubilæet blev markeret i Stenløse Kulturhus den 12. september.

Gamla Uppsala i Sverige er – ligesom Lejre – hjemsted for et berømt sagnkongesæde med imposante haller, enestående grave og fornemt håndværk. I det andet af fire foredrag på Lejre Museum sammenligner seniorforsker og arkæolog ved Uppsala Universitet, John Ljungkvist, de to steder. Afsættet er forskningsprojektet ”Viking Dynasties”, som han er en del af.  

To steder i Norden er kendt for deres mytiske herskerslægter: Gamla Uppsala i Sverige og Lejre i Danmark. I Uppsala har man fundet spor efter et kongesæde, som ligner Lejres fra yngre jernalder – med store halbygninger og imposante gravmonumenter. Tilmed har svenskerne her haft sagnkongeslægten Ynglingene – en pendant til Lejres Skjoldungerne.
I det fælles forskningsprojekt “Viking Dynasties” sammenholder danske og svenske forskere de to dynastier.

Lejre og Gamla Uppsala går hånd i hånd

Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet, John Ljungkvist, er en af nøgleforskerne på det storstilede projekt. Onsdag den 18. september indtager han scenen på Lejre Museum med foredraget “Uppsala – Lejres svenske Modstykke.” 

Han karakteriserer Gamla Uppsala som ”Sveriges nærmeste ækvivalent til Lejre”:
”Her er tale om et kongesæde, der bliver grundlagt på omkring samme tid, eksisterer i mange hundrede år, og som tilmed har en fantastisk arkæologi. Lejre og Gamla Uppsala supplerer hinanden på så mange spændende måder,” siger seniorforskeren.

Steder var forbundet med guddommelighed

John Ljungkvist fremhæver en lighed mellem Gamla Uppsalas og Lejres kongesæder, som i særlig grad optager ham og hans forskningskolleger: 

”Et af de mest fascinerende fællestræk ved de to steder er, at de begge står navngivet i de gamle skandinaviske myter. For vikingetidens mennesker er her tale om urgamle pladser, som var forbundet med guddommeligheder og beboet af fortidens herskere.”

En anden ting, forskeren hæfter sig ved, er arkæologien:
”Den fremstår med sine store halbygninger og grave og mange andre ting, fra dyr til håndværk, utroligt fascinerende,” siger John Ljungkvist.

Forskere inspirerer hinanden

Resultaterne af forskningsprojektet, der blev søsat i 2017, udkommer i storværket “Viking Dynasties.” John Ljungkvist kalder værket ”banebrydende formidling”:
”Jeg tror, det er første gang, at to store skandinaviske steder beskrives og sammenlignes så nuanceret i ét og samme projekt. Det har været utroligt spændende at arbejde så intensivt sammen og lære af hinanden gennem de hele syv år, indsatsen strækker sig over.”

Forskere fører en fælles debat

De aktuelle forskningsresultater fra henholdsvis Uppsala og Lejre vil påvirke den fremtidige formidling af historien, der knytter sig til stederne og til menneskene, der boede der, betoner John Ljungkvist:

”Med denne bog får læseren et bredt overblik over de arkæologiske pladser og deres rolle i sagaer og middelaldertekster. Det er en bog, hvori vi forskere fører en fælles diskussion af pladsernes rolle og oprindelse. Vi ser på forskelle og ligheder mellem skandinaviske kongehuse og på dynastiernes placeringer. Både før og under vikingetiden.”

På Lejre Museum ser museumsinspektør Maja Kvamm frem til en spændende aften med den svenske forsker, hvis foredrag er det andet i en række på fire.

”Vi glæder os helt vildt til at byde John Ljungkvist velkommen og blive klogere på den nye viden, sammenligningen af kongesæderne i Lejre og Uppsala har ført med sig.”

Få overblik over foredragsserien

De i alt fire foredrag i efterårets række på Lejre Museum er programsat sådan her:

Onsdag 18. september:
Uppsala – Lejres svenske modstykke v/ John Ljungkvist, arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet.
NB: Kun få billetter

Torsdag 24. oktober:
Kongeslægter i Lejre og Uppsala – mellem arkæologi og (sagn)historie, v/ Tom Christensen, arkæolog og leder af forskningsprojektet Viking Dynasties.
NB: Foredraget er udsolgt.

Tirsdag 26. november
Fra Lejre til Uppsala i sagnkongernes kølvand, v/ Ole Kastholm, arkæolog og seniorforsker i ROMU.
NB: Foredraget er udsolgt.

Det første foredrag i rækken – Skibssætningerne i Lejre genfortalt, v/ Julie Nielsen, arkæologisk chef i ROMU – fandt sted onsdag den 4. september. 

Fakta om ”Viking Dynasties”

Forskningsprojektet blev sat i gang i 2017.

Formålet er at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala.

Forskningsresultaterne bliver udgivet i storværket “Viking Dynasties – The Royal Families of Lejre and Uppsala between Archaeology and Text”.

Forskningsprojektet er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

Frivillige er helt essentielle for at bevare og formidle lokalhistorien – og så er foreningslivet givende. Derfor håber Egedal Kommunes tre historiske foreninger, at de på Kultur- og Fritidsmessen ”Sammen om frivilligheden”, som afholdes på Egedal Rådhus i september, kan åbne flere menneskers øjne for frivilligt arbejde.

Man kan sætte sig med en bog, man kan gå i haven eller gå en lang tur med hunden – fritid kan bruges på mange måder. Og der er masser af inspiration at hente, til hvor man kan deponere sin overskudstid på Egedal Rådhus den 7. september kl. 10-15. Her afholder kommunen nemlig en stor kultur- og fritidsmesse under overskriften ”Sammen om frivilligheden”.

Blandt messedeltagerne finder man også en stand med repræsentanter for Egedals tre historiske foreninger: Stenløse Historiske Forening, Ølstykke Historiske Forening og Ledøje-Smørum Historisk Forening. De håber at komme i kontakt med historieinteresserede mennesker, der kunne have lyst til at engagere sig i lokalhistorien.

”Vi vil gerne have flere medlemmer i de historiske foreninger, og så vil vi også gerne have flere frivillige på museerne. Vi kan faktisk bruge alle med interesse for det historiske. Det kan for eksempel være til at hjælpe med at registrere de genstande, som bliver indleveret til os, og som har historisk betydning,” fortæller Claus Skov Madsen, der er bestyrelsesmedlem i Ølstykke Historiske Forening.

Altid brug for hænder

De tre foreninger hører under Egedal Arkiv og Museum, som har omkring 80 frivillige tilknyttet. Og her kan frivillighed være mange ting. Derfor er der brug for hænder, hoveder og hjerter i alle størrelser og aldre. Nogle er gode til at løse praktiske opgaver i forbindelse med arrangementer, andre ligger inde med en viden, som der er behov for at bevare og videreføre, mens andre igen gør en stor indsats med at vedligeholde de små museer og genstande, som er vigtige for et lokalområde.

”Når det kommer til Ølstykke, handler det jo især om Skenkelsø Mølle som er det lokale museum. Det er jo frivillige, der står for møllen og for de arrangementer, der bliver afholdt. Til mølledagene, som er den første lørdag i måneden, sætter vi møllen i gang og har en masse aktiviteter. Så sejlet på møllen skal sættes op, der skal serveres kaffe, nogle gange er der udstillinger og underholdning for børn. Hele arrangementer er båret og styret af frivillige,” fortæller Claus Skov Madsen.

Samværet driver engagementet

Han har selv været frivillig, siden han for et par år siden gik på pension. Det er, som han siger, ofte der, man finder tiden til at give en hånd med. Eller et hoved – for det er blandt andet en stor viden om landbruget, der har netop hans interesse.

”Jeg synes, det er vigtigt at få beskrevet, hvad der er foregået, så man kan bevare den viden. Hvis man tager Ølstykke, så var det en landsby, der i 1967 blev til en by, fordi man udstykkede alle landbrugene. Det er jo den historiske udvikling, som jeg synes er vigtig at få fortalt.”

Derudover sætter han pris på det sammenhold, man får som frivillig. Ikke mindst, når man vælger med hjertet og lægger sit engagement i noget, som man interesserer sig for.

”Det er også det sociale samvær, som driver det. At man er sammen med andre om nogle fælles ting, man tager sig af. Sådan er det i foreninger generelt, og sådan er det også her.”

Efter Den Kolde Krigs afslutning var håbet, at det nu ville være slut med frygten for krig. Men alligevel har verden været præget af konflikt snarere end fred lige siden, og er det stadig den dag i dag. Hvordan bevarer vi håbet om fred i en verden med krig? Med udstillingen Roskilde mellem håb og frygt – fra Den Store Krig til Den Kolde Krig giver Roskilde Museum et indblik i fortællinger fra Roskilde i krigens skygge i det 20. århundrede i håbet om, at et historisk perspektiv kan være et bidrag til omtanke og til at forholde os til den aktuelle situation med krige og konflikter i verden.

Krig påvirker menneskers handlinger, forestillinger og oplevelser, både når krigen kommer helt tæt på i Danmark, som under besættelsen, og når krigen er varm i andre lande eller forbliver kold, som under Den Store Krig og Den Kolde Krig. Hverdagen og måden, hvorpå vi tilpasser os og lever vores liv i krigens skygge, viser, hvordan vi, på trods af at truslen om krig er nærværende, bevarer håbet i frygten. Dette er og var også tilfældet i Roskilde, som museets udstilling Roskilde mellem håb og frygt giver et indblik i.

SOLDATERHJEMMET

KFUM’s Soldatermission kan fejre 25-års jubilæum, samme år som Den Store Krig eller 1. Verdenskrig bryder ud. Da sikringsstyrken, som udgjorde den danske hærs ekstraordinære styrke, blev indkaldt, betød det en stor udvidelse af KFUM’s arbejde med åbning af 15 soldaterhjem på 15 måneder. I Roskilde etableres soldaterhjemmet i Sankt Olsgade 18 allerede d. 12. november 1913, samme år som den nybyggede kaserne i Roskilde netop var åbnet. Og det er i selvsamme lokaler, hvor fortællingen om Roskilde under Den Store krig nu bliver udstillet.

I soldaterhjemmet kunne soldaterne fra kasernen og Tunestillingen få en pause fra hærens strenge disciplin. De indkaldte soldater, der byggede Tunestillingen, var lige så meget arbejdsmænd på akkord, som de var soldater. Det meste af anlægsarbejdet blev udført ved håndkraft. Der var i perioder op til 5.000 arbejdende soldater i gang. Ud over gravearbejdet havde de militær træning og vagttjeneste. Soldaterne havde også deres geværer med ved gravearbejdet, så de hurtigt kunne gribe til våben.

Soldaterne kunne i soldaterhjemmet deltage i salmesang, lytte til foredrag og bibel- og vækkelsesmøder, der skulle højne soldaternes moral og kristne opdragelse. I de mere hjemlige omgivelser var der også mulighed for at få et varmt måltid mad, læse dagens avis, fordybe sig i bibliotekets bøger eller skrive breve til familien derhjemme. Soldaterhjemmet lå i Sankt Olsgade frem til 1916, hvorefter det flyttede til Helligkorsgade 8. Med både åbningen af kasernen, der blev nedlagt i 1974, og soldaterhjemmet var soldaterne en del af bybilledet i Roskilde under Den Store Krig, hvorved krigen på trods af Danmarks neutralitet altid var nærværende.

DEN SPANSKE SYGE

Da det første tilfælde af den spanske syge blev konstateret i Roskilde i 1918, blev det tydeligt for enhver, at byen er tæt forbundet med resten af verdenssamfundet. Navnet skyldes, at epidemien først blev omtalt i spanske medier, mens omtalen af den var underlagt censur i de lande, der deltog i Den Store Krig. Det betød dog ikke, at den havde sit udspring i Spanien, men betegnelsen kom hurtigt til at hænge fast også i danske aviser. Den opstod formentlig på en kaserne i USA i begyndelsen af 1918, og den nåede med de amerikanske soldater, der kæmpede på Vestfronten, til Europa i løbet af foråret.

Den spanske syge var en voldsom influenza, der på få dage kunne dræbe unge og raske mennesker. Under Den Store Krig spredte den sig hastigt i skyttegravene til de tæt befolkede europæiske storbyer og derfra videre til mindre byer, hvor blandt andet jernbaneforbindelsen mellem Roskilde og København hjalp smitten på vej. Knap fem uger efter at det første tilfælde blev konstateret, var antallet af smittetilfælde over 500 – hvoraf 272 var soldater. Soldaterne boede tæt på kasernen og var derfor meget modtagelige over for sygdommen. Knap 100 mennesker blev ofre for sygdommen i den lille provinsby Roskilde med knap 18.000 indbyggere. Som tilfældet var med covid-19, kom sundhedsstyrelsen og andre myndigheder med smitteforebyggende råd til befolkningen på plakater, i aviser m.v.

DA ROSKILDE GIK I SORT
I 1930’erne kom frygten for krig tæt på efter Tysklands totalt ødelæggende bombardement af den spanske by Guernica i 1937 under Den Spanske Borgerkrig. Derfor afholdt Statens Civile Luftværn både kurser og udstillinger, der kunne forberede danskerne på, hvordan en kommende krig kunne udfolde sig. Og 7. november 1938 og to dage frem indledte det danske militær og beredskab Danmarks første mørklægningsøvelse som foregik i Roskilde. Roskilde var et oplagt mål for mørklægningsøvelsen, da den som et trafikalt knudepunkt ville give rig mulighed for at afprøve mørklægning af særligt de mange tog, der passerede gennem byen.

For at hjælpe byens borgere med at orientere sig i mørket malede man kantsten langs vejen og perronkanten på stationen hvide, og byens lygtepæle fik påmalet et hvidt bælte. I byens vigtige gadekryds kom der hvide afskærmede lamper, og på Algade og Skomagergade kom der blå retningslys. Lise Nørgaard beskriver her, hvordan forberedelserne til mørklægningen var den rene feststemning:

”Indbyggerne følger fornøjet, hvordan kantstene kridtes hvide, og det bliver en ren sport at tilvejebringe ugennemsigtige stoffer eller fedt sort papir til opsætning for vinduerne i de titusinder hjem. De lokale blade giver råd og vejledning om alle de forholdsregler, der skal træffes i den særprægede folkefests anledning og oplyser samtidig om restauranters og hotellers muntre arrangementer og lækre traktementer, når byen går i sort.”

50.000 borgere fordelt på 10.000 husstande var omfattet af mørklægningen. Dertil kom, at lygterne på 300 tog, der kørte igennem byen under øvelsen, skulle være dæmpet og ruderne tildækket. Efter tre døgn i mørke ophævede man mørklægningen, og øvelsen havde været en succes. Da krigen kom d. 9. april 1940, blev danskerne pålagt fra den ene dag til den anden at mørklægge deres vinduer og begrænse al udendørs belysning. Hvad der i 1938 blev oplevet som en spændende og festligt øvelse, var nu skræmmende alvor. Mørklægningen var pålagt danskerne helt frem til befrielsen 4. maj 1945, hvor mange skyndte sig at rive mørklægningsgardinerne ned og markere besættelsens afslutning ved at afbrænde dem på bål.

HVIS KRIGEN KOMMER

Tiden efter 2. Verdenskrig var både kendetegnet ved optimisme med økonomisk fremgang og udbygning af velfærdssamfundet og den voksende frygt for 3. verdenskrig med Den Kolde Krigs oprustningskapløb og atomvåben. Civilforsvaret var en af fire grene i et komplekst totalforsvar, der skulle koordinere både militære og civile ressourcer: militæret, civilforsvaret, politiet og hjemmeværnet. Civilforsvarets hovedopgave var at beskytte befolkningens liv og ejendom under krise eller krig gennem forebyggende og afbødende indsatser. Dette gjorde CF ved at etablere beskyttelses- og sikringsrum og lave planer for flygtningelejre og nødhospitaler. Andre forebyggende opgaver inkluderede f.eks. etableringen og vedligeholdelsen af et landsdækkende varslingssystem, der kunne advare befolkningen før et angreb. I landets større byer var der sirener, som én gang om ugen blev afprøvet. På landet skulle højtalervogne og kirkeklokker advare befolkningen. Desuden var Danmarks Radio en central del af varslingsberedskabet.

I Roskilde blev der under Klostermarksskolen etableret en kommandocentral, hvorfra civilforsvarets beredskabsarbejder skulle ledes, hvis krigen blev varm. Fra centralen var der direkte telefonlinjer til udrykningsstationer, observationsposter, sygehus, politi og meldeposter. Der var køkken, toiletter, sovepladser til seks personer, nødgenerator, gasfiltre og egen vandboring. Hele centralen var beskyttet mod radioaktivt nedfald, gas- og bombeangreb. Der var planer for, hvordan beredskabet skulle aktiveres, herunder hvordan beredskabet kunne rykke ud til katastroferamte områder med en mobil kommandopostpakning og hermed etablere en fremrykket kommandocentral. Opgaven var at melde tilbage til kommandocenteret om situationen, få sårede i sikkerhed og finde et sted at gøre af de døde.

En del af beredskabet er også den borgerrettede beredskabsinformation, som den husstandsomdelte pjece Hvis krigen kommer, der blev uddelti januar 1962, er et eksempel på. Det var et forsøg fra Statsministeriets side på at oplyse befolkningen om farer, forebyggelse og fakta i forbindelse med et eventuelt angreb mod dansk territorium, herunder et atomangreb. Pjecen skulle komme bekymrede borgere i møde, som ønskede
information om, hvorledes man skulle forholde sig til et atomangreb på Danmark. Med covid-19 og den aktuelle situation i 2024 med krige og konflikter er efterspørgslen efter borgerrettet beredskabsinformation vokset og der er fokus på ikke at opskræmme, men som med mørklægningsøvelsen i 1938 eller den indkaldte sikringsstyrke under Den Store Krig at forberede sig og komme frygten for krig i møde og bevare håbet om fred i en verden med krige og konflikter.

Den 12. september kan leder af Egedal Arkiv og Museum, Rolf Kjær-Hansen, fejre sit 25-års jubilæum i kommunen. Jubilaren har stor aktie i, at Egedals historie ikke kun gemmer sig i arkivmapper og –skabe. Med en forbilledlig evne til at vække historiefortælleren i andre er Rolf Kjær-Hansen lykkedes med at gøre fortællingen om Egedal til et relevant, levende og ikke mindst fælles anliggende.

Der er dem, der er gode til at snakke, og så er der dem, der er gode til at fortælle. I den sidste kategori må man uvægerligt placere Rolf Kjær-Hansen. Han kan den 12. september fejre 25-års jubilæum i Egedal Kommune – de seneste 17 år som leder af Egedal Arkiv og Museum.

”Rolf er et utroligt behageligt menneske med en meget positiv tilgang,” fortæller Peter Høybye, Kultur- og fritidschef i Egedal Kommune og chef for Rolf Kjær-Hansen.

”Han har en sjov dobbelthed, fordi han på den ene side er meget beskeden og underspillet, men det forsvinder helt, når han træder ind i rollen som formidler. Så fortæller han historier, så man bare MÅ blive hængende. Faktisk har han en helt lille fangruppe, der nærmest er faste tilhørere, når han er ude for at fortælle. De er selvfølgelig historisk interesserede, så det er ikke ligesom Swifties (fans af sangerinden Taylor Swift, red.). Men så måske Rolfies,” siger Peter Høybye med et grin.

En fakkelbærer for historien

Rolf Kjær-Hansen blev for 25 år siden ansat i Ølstykke Kommune som leder af Ølstykke lokalhistoriske museum. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev Ølstykke sammen med Ledøje-Smørum og Stenløse kommuner til Egedal Kommune, og Rolf Kjær-Hansen rykkede med over som leder af Egedal Arkiv og Museum. Her udviklede han sig snart til en fakkelbærer for historien i en – på papiret – meget ung kommune.

”Vi forsøger jo at fortælle Egedals historie, som selvfølgelig også er bundet af de gamle kommunegrænser. Men Rolf er med til at formidle historien, så man ikke kun fornemmer, at man står i en by, der er skudt op som en del af et byggeboom i 1960’erne, men et sted, som har eksisteret meget længere tilbage i tiden. Rolf har en kulturhistorisk viden om alle hjørner af kommunen. Han kan fortælle, og han kan fortælle levende – om alt fra de små, dagligdags historier til historiens helt store vingesus.”

Samler de frivillige

Det er en stor opgave, men langt fra en solopræstation. For Rolf Kjær-Hansen har flere kompetencer end formidlingen. Hører man dybe, længselsfulde suk efter frivillige kræfter, kommer de i hvert fald ikke fra Egedal Arkiv og Museum. Omkring 80-100 frivillige, som Peter Høybye betegner som ’Rolfs faste slæng’, spiller en stor rolle i driften af Skenkelsø Mølle, de fortæller om gamle dage i Smørum Gamle Skole og vækker historien til live under det årlige Svenskeslag.

”Han får så mange mennesker til at være med til at fortælle de historier. Det er virkelig hans kernekompetence. Han forstår at engagere folk i alle aldre. Der er naturligt nok mange ældre, der er frivillige. Men han formår også at engagere de unge i historien. Gymnasierne hiver virkelig i ham for at få ham ud for at fortælle om beskyttelsesrum og så videre. Man kan sige, at han selv har været med til at udvide rollen fra at være leder af et lille arkiv og museum, til at han er blevet historiefortælleren i Egedal,” fortæller Peter Høybye.

Jubilæet blev markeret i Stenløse Kulturhus den 12. september.

Gamla Uppsala i Sverige er – ligesom Lejre – hjemsted for et berømt sagnkongesæde med imposante haller, enestående grave og fornemt håndværk. I det andet af fire foredrag på Lejre Museum sammenligner seniorforsker og arkæolog ved Uppsala Universitet, John Ljungkvist, de to steder. Afsættet er forskningsprojektet ”Viking Dynasties”, som han er en del af.  

To steder i Norden er kendt for deres mytiske herskerslægter: Gamla Uppsala i Sverige og Lejre i Danmark. I Uppsala har man fundet spor efter et kongesæde, som ligner Lejres fra yngre jernalder – med store halbygninger og imposante gravmonumenter. Tilmed har svenskerne her haft sagnkongeslægten Ynglingene – en pendant til Lejres Skjoldungerne.
I det fælles forskningsprojekt “Viking Dynasties” sammenholder danske og svenske forskere de to dynastier.

Lejre og Gamla Uppsala går hånd i hånd

Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet, John Ljungkvist, er en af nøgleforskerne på det storstilede projekt. Onsdag den 18. september indtager han scenen på Lejre Museum med foredraget “Uppsala – Lejres svenske Modstykke.” 

Han karakteriserer Gamla Uppsala som ”Sveriges nærmeste ækvivalent til Lejre”:
”Her er tale om et kongesæde, der bliver grundlagt på omkring samme tid, eksisterer i mange hundrede år, og som tilmed har en fantastisk arkæologi. Lejre og Gamla Uppsala supplerer hinanden på så mange spændende måder,” siger seniorforskeren.

Steder var forbundet med guddommelighed

John Ljungkvist fremhæver en lighed mellem Gamla Uppsalas og Lejres kongesæder, som i særlig grad optager ham og hans forskningskolleger: 

”Et af de mest fascinerende fællestræk ved de to steder er, at de begge står navngivet i de gamle skandinaviske myter. For vikingetidens mennesker er her tale om urgamle pladser, som var forbundet med guddommeligheder og beboet af fortidens herskere.”

En anden ting, forskeren hæfter sig ved, er arkæologien:
”Den fremstår med sine store halbygninger og grave og mange andre ting, fra dyr til håndværk, utroligt fascinerende,” siger John Ljungkvist.

Forskere inspirerer hinanden

Resultaterne af forskningsprojektet, der blev søsat i 2017, udkommer i storværket “Viking Dynasties.” John Ljungkvist kalder værket ”banebrydende formidling”:
”Jeg tror, det er første gang, at to store skandinaviske steder beskrives og sammenlignes så nuanceret i ét og samme projekt. Det har været utroligt spændende at arbejde så intensivt sammen og lære af hinanden gennem de hele syv år, indsatsen strækker sig over.”

Forskere fører en fælles debat

De aktuelle forskningsresultater fra henholdsvis Uppsala og Lejre vil påvirke den fremtidige formidling af historien, der knytter sig til stederne og til menneskene, der boede der, betoner John Ljungkvist:

”Med denne bog får læseren et bredt overblik over de arkæologiske pladser og deres rolle i sagaer og middelaldertekster. Det er en bog, hvori vi forskere fører en fælles diskussion af pladsernes rolle og oprindelse. Vi ser på forskelle og ligheder mellem skandinaviske kongehuse og på dynastiernes placeringer. Både før og under vikingetiden.”

På Lejre Museum ser museumsinspektør Maja Kvamm frem til en spændende aften med den svenske forsker, hvis foredrag er det andet i en række på fire.

”Vi glæder os helt vildt til at byde John Ljungkvist velkommen og blive klogere på den nye viden, sammenligningen af kongesæderne i Lejre og Uppsala har ført med sig.”

Få overblik over foredragsserien

De i alt fire foredrag i efterårets række på Lejre Museum er programsat sådan her:

Onsdag 18. september:
Uppsala – Lejres svenske modstykke v/ John Ljungkvist, arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet.
NB: Kun få billetter

Torsdag 24. oktober:
Kongeslægter i Lejre og Uppsala – mellem arkæologi og (sagn)historie, v/ Tom Christensen, arkæolog og leder af forskningsprojektet Viking Dynasties.
NB: Foredraget er udsolgt.

Tirsdag 26. november
Fra Lejre til Uppsala i sagnkongernes kølvand, v/ Ole Kastholm, arkæolog og seniorforsker i ROMU.
NB: Foredraget er udsolgt.

Det første foredrag i rækken – Skibssætningerne i Lejre genfortalt, v/ Julie Nielsen, arkæologisk chef i ROMU – fandt sted onsdag den 4. september. 

Fakta om ”Viking Dynasties”

Forskningsprojektet blev sat i gang i 2017.

Formålet er at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala.

Forskningsresultaterne bliver udgivet i storværket “Viking Dynasties – The Royal Families of Lejre and Uppsala between Archaeology and Text”.

Forskningsprojektet er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

Frivillige er helt essentielle for at bevare og formidle lokalhistorien – og så er foreningslivet givende. Derfor håber Egedal Kommunes tre historiske foreninger, at de på Kultur- og Fritidsmessen ”Sammen om frivilligheden”, som afholdes på Egedal Rådhus i september, kan åbne flere menneskers øjne for frivilligt arbejde.

Man kan sætte sig med en bog, man kan gå i haven eller gå en lang tur med hunden – fritid kan bruges på mange måder. Og der er masser af inspiration at hente, til hvor man kan deponere sin overskudstid på Egedal Rådhus den 7. september kl. 10-15. Her afholder kommunen nemlig en stor kultur- og fritidsmesse under overskriften ”Sammen om frivilligheden”.

Blandt messedeltagerne finder man også en stand med repræsentanter for Egedals tre historiske foreninger: Stenløse Historiske Forening, Ølstykke Historiske Forening og Ledøje-Smørum Historisk Forening. De håber at komme i kontakt med historieinteresserede mennesker, der kunne have lyst til at engagere sig i lokalhistorien.

”Vi vil gerne have flere medlemmer i de historiske foreninger, og så vil vi også gerne have flere frivillige på museerne. Vi kan faktisk bruge alle med interesse for det historiske. Det kan for eksempel være til at hjælpe med at registrere de genstande, som bliver indleveret til os, og som har historisk betydning,” fortæller Claus Skov Madsen, der er bestyrelsesmedlem i Ølstykke Historiske Forening.

Altid brug for hænder

De tre foreninger hører under Egedal Arkiv og Museum, som har omkring 80 frivillige tilknyttet. Og her kan frivillighed være mange ting. Derfor er der brug for hænder, hoveder og hjerter i alle størrelser og aldre. Nogle er gode til at løse praktiske opgaver i forbindelse med arrangementer, andre ligger inde med en viden, som der er behov for at bevare og videreføre, mens andre igen gør en stor indsats med at vedligeholde de små museer og genstande, som er vigtige for et lokalområde.

”Når det kommer til Ølstykke, handler det jo især om Skenkelsø Mølle som er det lokale museum. Det er jo frivillige, der står for møllen og for de arrangementer, der bliver afholdt. Til mølledagene, som er den første lørdag i måneden, sætter vi møllen i gang og har en masse aktiviteter. Så sejlet på møllen skal sættes op, der skal serveres kaffe, nogle gange er der udstillinger og underholdning for børn. Hele arrangementer er båret og styret af frivillige,” fortæller Claus Skov Madsen.

Samværet driver engagementet

Han har selv været frivillig, siden han for et par år siden gik på pension. Det er, som han siger, ofte der, man finder tiden til at give en hånd med. Eller et hoved – for det er blandt andet en stor viden om landbruget, der har netop hans interesse.

”Jeg synes, det er vigtigt at få beskrevet, hvad der er foregået, så man kan bevare den viden. Hvis man tager Ølstykke, så var det en landsby, der i 1967 blev til en by, fordi man udstykkede alle landbrugene. Det er jo den historiske udvikling, som jeg synes er vigtig at få fortalt.”

Derudover sætter han pris på det sammenhold, man får som frivillig. Ikke mindst, når man vælger med hjertet og lægger sit engagement i noget, som man interesserer sig for.

”Det er også det sociale samvær, som driver det. At man er sammen med andre om nogle fælles ting, man tager sig af. Sådan er det i foreninger generelt, og sådan er det også her.”

Efter Den Kolde Krigs afslutning var håbet, at det nu ville være slut med frygten for krig. Men alligevel har verden været præget af konflikt snarere end fred lige siden, og er det stadig den dag i dag. Hvordan bevarer vi håbet om fred i en verden med krig? Med udstillingen Roskilde mellem håb og frygt – fra Den Store Krig til Den Kolde Krig giver Roskilde Museum et indblik i fortællinger fra Roskilde i krigens skygge i det 20. århundrede i håbet om, at et historisk perspektiv kan være et bidrag til omtanke og til at forholde os til den aktuelle situation med krige og konflikter i verden.

Krig påvirker menneskers handlinger, forestillinger og oplevelser, både når krigen kommer helt tæt på i Danmark, som under besættelsen, og når krigen er varm i andre lande eller forbliver kold, som under Den Store Krig og Den Kolde Krig. Hverdagen og måden, hvorpå vi tilpasser os og lever vores liv i krigens skygge, viser, hvordan vi, på trods af at truslen om krig er nærværende, bevarer håbet i frygten. Dette er og var også tilfældet i Roskilde, som museets udstilling Roskilde mellem håb og frygt giver et indblik i.

SOLDATERHJEMMET

KFUM’s Soldatermission kan fejre 25-års jubilæum, samme år som Den Store Krig eller 1. Verdenskrig bryder ud. Da sikringsstyrken, som udgjorde den danske hærs ekstraordinære styrke, blev indkaldt, betød det en stor udvidelse af KFUM’s arbejde med åbning af 15 soldaterhjem på 15 måneder. I Roskilde etableres soldaterhjemmet i Sankt Olsgade 18 allerede d. 12. november 1913, samme år som den nybyggede kaserne i Roskilde netop var åbnet. Og det er i selvsamme lokaler, hvor fortællingen om Roskilde under Den Store krig nu bliver udstillet.

I soldaterhjemmet kunne soldaterne fra kasernen og Tunestillingen få en pause fra hærens strenge disciplin. De indkaldte soldater, der byggede Tunestillingen, var lige så meget arbejdsmænd på akkord, som de var soldater. Det meste af anlægsarbejdet blev udført ved håndkraft. Der var i perioder op til 5.000 arbejdende soldater i gang. Ud over gravearbejdet havde de militær træning og vagttjeneste. Soldaterne havde også deres geværer med ved gravearbejdet, så de hurtigt kunne gribe til våben.

Soldaterne kunne i soldaterhjemmet deltage i salmesang, lytte til foredrag og bibel- og vækkelsesmøder, der skulle højne soldaternes moral og kristne opdragelse. I de mere hjemlige omgivelser var der også mulighed for at få et varmt måltid mad, læse dagens avis, fordybe sig i bibliotekets bøger eller skrive breve til familien derhjemme. Soldaterhjemmet lå i Sankt Olsgade frem til 1916, hvorefter det flyttede til Helligkorsgade 8. Med både åbningen af kasernen, der blev nedlagt i 1974, og soldaterhjemmet var soldaterne en del af bybilledet i Roskilde under Den Store Krig, hvorved krigen på trods af Danmarks neutralitet altid var nærværende.

DEN SPANSKE SYGE

Da det første tilfælde af den spanske syge blev konstateret i Roskilde i 1918, blev det tydeligt for enhver, at byen er tæt forbundet med resten af verdenssamfundet. Navnet skyldes, at epidemien først blev omtalt i spanske medier, mens omtalen af den var underlagt censur i de lande, der deltog i Den Store Krig. Det betød dog ikke, at den havde sit udspring i Spanien, men betegnelsen kom hurtigt til at hænge fast også i danske aviser. Den opstod formentlig på en kaserne i USA i begyndelsen af 1918, og den nåede med de amerikanske soldater, der kæmpede på Vestfronten, til Europa i løbet af foråret.

Den spanske syge var en voldsom influenza, der på få dage kunne dræbe unge og raske mennesker. Under Den Store Krig spredte den sig hastigt i skyttegravene til de tæt befolkede europæiske storbyer og derfra videre til mindre byer, hvor blandt andet jernbaneforbindelsen mellem Roskilde og København hjalp smitten på vej. Knap fem uger efter at det første tilfælde blev konstateret, var antallet af smittetilfælde over 500 – hvoraf 272 var soldater. Soldaterne boede tæt på kasernen og var derfor meget modtagelige over for sygdommen. Knap 100 mennesker blev ofre for sygdommen i den lille provinsby Roskilde med knap 18.000 indbyggere. Som tilfældet var med covid-19, kom sundhedsstyrelsen og andre myndigheder med smitteforebyggende råd til befolkningen på plakater, i aviser m.v.

DA ROSKILDE GIK I SORT
I 1930’erne kom frygten for krig tæt på efter Tysklands totalt ødelæggende bombardement af den spanske by Guernica i 1937 under Den Spanske Borgerkrig. Derfor afholdt Statens Civile Luftværn både kurser og udstillinger, der kunne forberede danskerne på, hvordan en kommende krig kunne udfolde sig. Og 7. november 1938 og to dage frem indledte det danske militær og beredskab Danmarks første mørklægningsøvelse som foregik i Roskilde. Roskilde var et oplagt mål for mørklægningsøvelsen, da den som et trafikalt knudepunkt ville give rig mulighed for at afprøve mørklægning af særligt de mange tog, der passerede gennem byen.

For at hjælpe byens borgere med at orientere sig i mørket malede man kantsten langs vejen og perronkanten på stationen hvide, og byens lygtepæle fik påmalet et hvidt bælte. I byens vigtige gadekryds kom der hvide afskærmede lamper, og på Algade og Skomagergade kom der blå retningslys. Lise Nørgaard beskriver her, hvordan forberedelserne til mørklægningen var den rene feststemning:

”Indbyggerne følger fornøjet, hvordan kantstene kridtes hvide, og det bliver en ren sport at tilvejebringe ugennemsigtige stoffer eller fedt sort papir til opsætning for vinduerne i de titusinder hjem. De lokale blade giver råd og vejledning om alle de forholdsregler, der skal træffes i den særprægede folkefests anledning og oplyser samtidig om restauranters og hotellers muntre arrangementer og lækre traktementer, når byen går i sort.”

50.000 borgere fordelt på 10.000 husstande var omfattet af mørklægningen. Dertil kom, at lygterne på 300 tog, der kørte igennem byen under øvelsen, skulle være dæmpet og ruderne tildækket. Efter tre døgn i mørke ophævede man mørklægningen, og øvelsen havde været en succes. Da krigen kom d. 9. april 1940, blev danskerne pålagt fra den ene dag til den anden at mørklægge deres vinduer og begrænse al udendørs belysning. Hvad der i 1938 blev oplevet som en spændende og festligt øvelse, var nu skræmmende alvor. Mørklægningen var pålagt danskerne helt frem til befrielsen 4. maj 1945, hvor mange skyndte sig at rive mørklægningsgardinerne ned og markere besættelsens afslutning ved at afbrænde dem på bål.

HVIS KRIGEN KOMMER

Tiden efter 2. Verdenskrig var både kendetegnet ved optimisme med økonomisk fremgang og udbygning af velfærdssamfundet og den voksende frygt for 3. verdenskrig med Den Kolde Krigs oprustningskapløb og atomvåben. Civilforsvaret var en af fire grene i et komplekst totalforsvar, der skulle koordinere både militære og civile ressourcer: militæret, civilforsvaret, politiet og hjemmeværnet. Civilforsvarets hovedopgave var at beskytte befolkningens liv og ejendom under krise eller krig gennem forebyggende og afbødende indsatser. Dette gjorde CF ved at etablere beskyttelses- og sikringsrum og lave planer for flygtningelejre og nødhospitaler. Andre forebyggende opgaver inkluderede f.eks. etableringen og vedligeholdelsen af et landsdækkende varslingssystem, der kunne advare befolkningen før et angreb. I landets større byer var der sirener, som én gang om ugen blev afprøvet. På landet skulle højtalervogne og kirkeklokker advare befolkningen. Desuden var Danmarks Radio en central del af varslingsberedskabet.

I Roskilde blev der under Klostermarksskolen etableret en kommandocentral, hvorfra civilforsvarets beredskabsarbejder skulle ledes, hvis krigen blev varm. Fra centralen var der direkte telefonlinjer til udrykningsstationer, observationsposter, sygehus, politi og meldeposter. Der var køkken, toiletter, sovepladser til seks personer, nødgenerator, gasfiltre og egen vandboring. Hele centralen var beskyttet mod radioaktivt nedfald, gas- og bombeangreb. Der var planer for, hvordan beredskabet skulle aktiveres, herunder hvordan beredskabet kunne rykke ud til katastroferamte områder med en mobil kommandopostpakning og hermed etablere en fremrykket kommandocentral. Opgaven var at melde tilbage til kommandocenteret om situationen, få sårede i sikkerhed og finde et sted at gøre af de døde.

En del af beredskabet er også den borgerrettede beredskabsinformation, som den husstandsomdelte pjece Hvis krigen kommer, der blev uddelti januar 1962, er et eksempel på. Det var et forsøg fra Statsministeriets side på at oplyse befolkningen om farer, forebyggelse og fakta i forbindelse med et eventuelt angreb mod dansk territorium, herunder et atomangreb. Pjecen skulle komme bekymrede borgere i møde, som ønskede
information om, hvorledes man skulle forholde sig til et atomangreb på Danmark. Med covid-19 og den aktuelle situation i 2024 med krige og konflikter er efterspørgslen efter borgerrettet beredskabsinformation vokset og der er fokus på ikke at opskræmme, men som med mørklægningsøvelsen i 1938 eller den indkaldte sikringsstyrke under Den Store Krig at forberede sig og komme frygten for krig i møde og bevare håbet om fred i en verden med krige og konflikter.

Den 12. september kan leder af Egedal Arkiv og Museum, Rolf Kjær-Hansen, fejre sit 25-års jubilæum i kommunen. Jubilaren har stor aktie i, at Egedals historie ikke kun gemmer sig i arkivmapper og –skabe. Med en forbilledlig evne til at vække historiefortælleren i andre er Rolf Kjær-Hansen lykkedes med at gøre fortællingen om Egedal til et relevant, levende og ikke mindst fælles anliggende.

Der er dem, der er gode til at snakke, og så er der dem, der er gode til at fortælle. I den sidste kategori må man uvægerligt placere Rolf Kjær-Hansen. Han kan den 12. september fejre 25-års jubilæum i Egedal Kommune – de seneste 17 år som leder af Egedal Arkiv og Museum.

”Rolf er et utroligt behageligt menneske med en meget positiv tilgang,” fortæller Peter Høybye, Kultur- og fritidschef i Egedal Kommune og chef for Rolf Kjær-Hansen.

”Han har en sjov dobbelthed, fordi han på den ene side er meget beskeden og underspillet, men det forsvinder helt, når han træder ind i rollen som formidler. Så fortæller han historier, så man bare MÅ blive hængende. Faktisk har han en helt lille fangruppe, der nærmest er faste tilhørere, når han er ude for at fortælle. De er selvfølgelig historisk interesserede, så det er ikke ligesom Swifties (fans af sangerinden Taylor Swift, red.). Men så måske Rolfies,” siger Peter Høybye med et grin.

En fakkelbærer for historien

Rolf Kjær-Hansen blev for 25 år siden ansat i Ølstykke Kommune som leder af Ølstykke lokalhistoriske museum. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev Ølstykke sammen med Ledøje-Smørum og Stenløse kommuner til Egedal Kommune, og Rolf Kjær-Hansen rykkede med over som leder af Egedal Arkiv og Museum. Her udviklede han sig snart til en fakkelbærer for historien i en – på papiret – meget ung kommune.

”Vi forsøger jo at fortælle Egedals historie, som selvfølgelig også er bundet af de gamle kommunegrænser. Men Rolf er med til at formidle historien, så man ikke kun fornemmer, at man står i en by, der er skudt op som en del af et byggeboom i 1960’erne, men et sted, som har eksisteret meget længere tilbage i tiden. Rolf har en kulturhistorisk viden om alle hjørner af kommunen. Han kan fortælle, og han kan fortælle levende – om alt fra de små, dagligdags historier til historiens helt store vingesus.”

Samler de frivillige

Det er en stor opgave, men langt fra en solopræstation. For Rolf Kjær-Hansen har flere kompetencer end formidlingen. Hører man dybe, længselsfulde suk efter frivillige kræfter, kommer de i hvert fald ikke fra Egedal Arkiv og Museum. Omkring 80-100 frivillige, som Peter Høybye betegner som ’Rolfs faste slæng’, spiller en stor rolle i driften af Skenkelsø Mølle, de fortæller om gamle dage i Smørum Gamle Skole og vækker historien til live under det årlige Svenskeslag.

”Han får så mange mennesker til at være med til at fortælle de historier. Det er virkelig hans kernekompetence. Han forstår at engagere folk i alle aldre. Der er naturligt nok mange ældre, der er frivillige. Men han formår også at engagere de unge i historien. Gymnasierne hiver virkelig i ham for at få ham ud for at fortælle om beskyttelsesrum og så videre. Man kan sige, at han selv har været med til at udvide rollen fra at være leder af et lille arkiv og museum, til at han er blevet historiefortælleren i Egedal,” fortæller Peter Høybye.

Jubilæet blev markeret i Stenløse Kulturhus den 12. september.

Gamla Uppsala i Sverige er – ligesom Lejre – hjemsted for et berømt sagnkongesæde med imposante haller, enestående grave og fornemt håndværk. I det andet af fire foredrag på Lejre Museum sammenligner seniorforsker og arkæolog ved Uppsala Universitet, John Ljungkvist, de to steder. Afsættet er forskningsprojektet ”Viking Dynasties”, som han er en del af.  

To steder i Norden er kendt for deres mytiske herskerslægter: Gamla Uppsala i Sverige og Lejre i Danmark. I Uppsala har man fundet spor efter et kongesæde, som ligner Lejres fra yngre jernalder – med store halbygninger og imposante gravmonumenter. Tilmed har svenskerne her haft sagnkongeslægten Ynglingene – en pendant til Lejres Skjoldungerne.
I det fælles forskningsprojekt “Viking Dynasties” sammenholder danske og svenske forskere de to dynastier.

Lejre og Gamla Uppsala går hånd i hånd

Arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet, John Ljungkvist, er en af nøgleforskerne på det storstilede projekt. Onsdag den 18. september indtager han scenen på Lejre Museum med foredraget “Uppsala – Lejres svenske Modstykke.” 

Han karakteriserer Gamla Uppsala som ”Sveriges nærmeste ækvivalent til Lejre”:
”Her er tale om et kongesæde, der bliver grundlagt på omkring samme tid, eksisterer i mange hundrede år, og som tilmed har en fantastisk arkæologi. Lejre og Gamla Uppsala supplerer hinanden på så mange spændende måder,” siger seniorforskeren.

Steder var forbundet med guddommelighed

John Ljungkvist fremhæver en lighed mellem Gamla Uppsalas og Lejres kongesæder, som i særlig grad optager ham og hans forskningskolleger: 

”Et af de mest fascinerende fællestræk ved de to steder er, at de begge står navngivet i de gamle skandinaviske myter. For vikingetidens mennesker er her tale om urgamle pladser, som var forbundet med guddommeligheder og beboet af fortidens herskere.”

En anden ting, forskeren hæfter sig ved, er arkæologien:
”Den fremstår med sine store halbygninger og grave og mange andre ting, fra dyr til håndværk, utroligt fascinerende,” siger John Ljungkvist.

Forskere inspirerer hinanden

Resultaterne af forskningsprojektet, der blev søsat i 2017, udkommer i storværket “Viking Dynasties.” John Ljungkvist kalder værket ”banebrydende formidling”:
”Jeg tror, det er første gang, at to store skandinaviske steder beskrives og sammenlignes så nuanceret i ét og samme projekt. Det har været utroligt spændende at arbejde så intensivt sammen og lære af hinanden gennem de hele syv år, indsatsen strækker sig over.”

Forskere fører en fælles debat

De aktuelle forskningsresultater fra henholdsvis Uppsala og Lejre vil påvirke den fremtidige formidling af historien, der knytter sig til stederne og til menneskene, der boede der, betoner John Ljungkvist:

”Med denne bog får læseren et bredt overblik over de arkæologiske pladser og deres rolle i sagaer og middelaldertekster. Det er en bog, hvori vi forskere fører en fælles diskussion af pladsernes rolle og oprindelse. Vi ser på forskelle og ligheder mellem skandinaviske kongehuse og på dynastiernes placeringer. Både før og under vikingetiden.”

På Lejre Museum ser museumsinspektør Maja Kvamm frem til en spændende aften med den svenske forsker, hvis foredrag er det andet i en række på fire.

”Vi glæder os helt vildt til at byde John Ljungkvist velkommen og blive klogere på den nye viden, sammenligningen af kongesæderne i Lejre og Uppsala har ført med sig.”

Få overblik over foredragsserien

De i alt fire foredrag i efterårets række på Lejre Museum er programsat sådan her:

Onsdag 18. september:
Uppsala – Lejres svenske modstykke v/ John Ljungkvist, arkæolog og seniorforsker ved Uppsala Universitet.
NB: Kun få billetter

Torsdag 24. oktober:
Kongeslægter i Lejre og Uppsala – mellem arkæologi og (sagn)historie, v/ Tom Christensen, arkæolog og leder af forskningsprojektet Viking Dynasties.
NB: Foredraget er udsolgt.

Tirsdag 26. november
Fra Lejre til Uppsala i sagnkongernes kølvand, v/ Ole Kastholm, arkæolog og seniorforsker i ROMU.
NB: Foredraget er udsolgt.

Det første foredrag i rækken – Skibssætningerne i Lejre genfortalt, v/ Julie Nielsen, arkæologisk chef i ROMU – fandt sted onsdag den 4. september. 

Fakta om ”Viking Dynasties”

Forskningsprojektet blev sat i gang i 2017.

Formålet er at undersøge sammenhænge mellem de mytiske og de faktiske kongesæder i Lejre og Uppsala.

Forskningsresultaterne bliver udgivet i storværket “Viking Dynasties – The Royal Families of Lejre and Uppsala between Archaeology and Text”.

Forskningsprojektet er blevet til på initiativ af og er fuldt finansieret af Krogagerfonden.

Frivillige er helt essentielle for at bevare og formidle lokalhistorien – og så er foreningslivet givende. Derfor håber Egedal Kommunes tre historiske foreninger, at de på Kultur- og Fritidsmessen ”Sammen om frivilligheden”, som afholdes på Egedal Rådhus i september, kan åbne flere menneskers øjne for frivilligt arbejde.

Man kan sætte sig med en bog, man kan gå i haven eller gå en lang tur med hunden – fritid kan bruges på mange måder. Og der er masser af inspiration at hente, til hvor man kan deponere sin overskudstid på Egedal Rådhus den 7. september kl. 10-15. Her afholder kommunen nemlig en stor kultur- og fritidsmesse under overskriften ”Sammen om frivilligheden”.

Blandt messedeltagerne finder man også en stand med repræsentanter for Egedals tre historiske foreninger: Stenløse Historiske Forening, Ølstykke Historiske Forening og Ledøje-Smørum Historisk Forening. De håber at komme i kontakt med historieinteresserede mennesker, der kunne have lyst til at engagere sig i lokalhistorien.

”Vi vil gerne have flere medlemmer i de historiske foreninger, og så vil vi også gerne have flere frivillige på museerne. Vi kan faktisk bruge alle med interesse for det historiske. Det kan for eksempel være til at hjælpe med at registrere de genstande, som bliver indleveret til os, og som har historisk betydning,” fortæller Claus Skov Madsen, der er bestyrelsesmedlem i Ølstykke Historiske Forening.

Altid brug for hænder

De tre foreninger hører under Egedal Arkiv og Museum, som har omkring 80 frivillige tilknyttet. Og her kan frivillighed være mange ting. Derfor er der brug for hænder, hoveder og hjerter i alle størrelser og aldre. Nogle er gode til at løse praktiske opgaver i forbindelse med arrangementer, andre ligger inde med en viden, som der er behov for at bevare og videreføre, mens andre igen gør en stor indsats med at vedligeholde de små museer og genstande, som er vigtige for et lokalområde.

”Når det kommer til Ølstykke, handler det jo især om Skenkelsø Mølle som er det lokale museum. Det er jo frivillige, der står for møllen og for de arrangementer, der bliver afholdt. Til mølledagene, som er den første lørdag i måneden, sætter vi møllen i gang og har en masse aktiviteter. Så sejlet på møllen skal sættes op, der skal serveres kaffe, nogle gange er der udstillinger og underholdning for børn. Hele arrangementer er båret og styret af frivillige,” fortæller Claus Skov Madsen.

Samværet driver engagementet

Han har selv været frivillig, siden han for et par år siden gik på pension. Det er, som han siger, ofte der, man finder tiden til at give en hånd med. Eller et hoved – for det er blandt andet en stor viden om landbruget, der har netop hans interesse.

”Jeg synes, det er vigtigt at få beskrevet, hvad der er foregået, så man kan bevare den viden. Hvis man tager Ølstykke, så var det en landsby, der i 1967 blev til en by, fordi man udstykkede alle landbrugene. Det er jo den historiske udvikling, som jeg synes er vigtig at få fortalt.”

Derudover sætter han pris på det sammenhold, man får som frivillig. Ikke mindst, når man vælger med hjertet og lægger sit engagement i noget, som man interesserer sig for.

”Det er også det sociale samvær, som driver det. At man er sammen med andre om nogle fælles ting, man tager sig af. Sådan er det i foreninger generelt, og sådan er det også her.”