Roskilde brænder! – Roskilde Museum hylder brandvæsnet og mindes byens brande

13.06.2024

I spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ bliver branden i Roskilde Domkirke i 1968 mindet med et rigt fotomateriale, avisartikler og dokumentaroptagelser. Foto: Roskilde Domkirkes Arkiv

Med spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ og byvandringer fejrer Roskilde Museum det lokale brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Kom tæt på byens brande og brandfolkenes indsatser. Mærk museumsbygningens fortid som brandstation.

Brand er ofte forbundet med svidende røg, tab og tristesse. Men da spotudstillingen ’Roskilde brænder!’ åbnede på Roskilde Museum i 2024, var anledningen heldigvis mere festlig:

”Udstillingen er en del af fejringen af Roskilde Brandvæsen, der fylder 150 år i 2024. Gennem fotos, dokumentarfilmklip, nyt og gammelt brandmateriel sætter vi spot på Roskilde Brandvæsens vigtige rolle i byens historie,” sagde museumsinspektør ved Roskilde Museum Dorthe Godsk Larsen.

Derudover kunne besøgende glæde sig til byvandringer om Roskildes brande og de mindste kan tage brandhjelmen på og selv slukke brand i museets børneområde.

Det vakte opsigt, og folk stimlede sammen på Stændertorvet, da Roskilde Domkirke brændte i 1968. Nu mindes branden og brandfolkenes indsats i spotudstillingen ‘Roskilde brænder’ på Roskilde Museum. Foto: Roskilde Arkiverne

Fra brandstation til museumsbygning

Spotudstillingen sætter et særligt fokus på bygningen i Sankt Ols Stræde, der i dag rummer Roskilde Museum. Her lå nemlig Roskilde Brandstation fra 1909 og frem til 1984.

”Mange husker stationens centrale placering i byen; den fortælling er oplagt at gøre til en del af besøget på Roskilde Museum,” uddyber Dorthe Godsk Larsen.

Mange voksne og ældre roskildensere husker brandstationen i Sankt Ols Stræde, som i årene 1909 – 1984 havde til huse i en af de bygninger, der i dag rummer Roskilde Museum. Foto: Gorm Grove

Brandmuseum genopstår

Da museumsbygningen husede Roskilde Brandstation, lå her et lille brandmuseum med materiale, som brandmændene selv havde samlet gennem årene – materiale, som museet nu har lånt af brandstationen, så det igen kommer frem i lyset.

”Et rigtigt godt og tæt samarbejde med og lån af materiale af Roskilde Brandvæsen, Roskilde Stigeholdere og tidligere vicebrandinspektør Ebbe Bødker danner grundlag for udstillingen. Det glæder os som museum, at de har gemt og indsamlet så meget fint materiale, så vi kan fortælle deres historie,” siger Dorthe Godsk Larsen.

I sommeren 2024 kunne den originale brandbil, drejestigen ”S.1.” fra 1937, opleves i gården på Roskilde Museum som en del af spotudstillingen ”Roskilde brænder!” Det er foreningen Roskilde Stigeholdere, som vedligeholder og passer på det flotte køretøj, der kendes fra den årlige juletræstænding på Stændertorvet. Foto: Gorm Grove

Borgervæbningen holdt udkig efter brande

Udstillingen giver også et indblik i tiden før vedtægten i 1874, der banede vejen for brandvæsnet: I 1700-tallet var det borgervæbningen, der slukkede brandene i byen.

”Borgervæbningen havde mange opgaver, der omhandlede byens beredskab, herunder at slukke brande og holde udkig efter ildspåsættelse. Den var en stor del af gadebilledet: Når dens medlemmer spillede det nye år ind på deres trommer, gik de parade i deres flotte uniformer,” fortæller Julie Borg Jensen, der er udstillingsassistent på ’Roskilde Brænder!’

Hun opfordrer museumsgæsterne til også at besøge tårnet i Sankt Laurentius på Stændertorvet og se den store klokke, der blev brugt som brandalarm fra middelalderen og frem til 1933.

Det lille brandmuseum, lavet af brandmændene i anledning af brandvæsnets 100 års jubilæum i 1974 i den gamle brandstation, genopstår i ny form i udstillingen Roskilde brænder! Foto: Gorm Grove

Domkirkebranden er aktuel

I spotudstillingen kan gæsterne komme tæt på branden i Roskilde Domkirke i 1968.

”I lyset af den nylige brand i Børsen i København står domkirkebranden særligt stærkt i folks bevidsthed. Mange lokale drager parallel mellem de to brande. Spotudstillingen åbner med et foredrag om domkirkebranden, og i udstillingen mindes vi den med et rigt fotomateriale og sjældne dokumentarfilmoptagelser,” røber Dorthe Godsk Larsen.

Med brandstationen på Sankt Ols Stræde fik brandfolkene helt nyt udstyr. Her ses deres første brandbil, Trianglen, som de indkøbte for 100 år siden, i 1924. Foto: Roskilde Brandvæsen.

Lützhøfts Købmandsgaard tager en bid Roskilde-historie med til København

Af Lene Steinbeck

09.03.2023

Hyld demokratiet sammen med ROMU

25.05.2023

Folkemøde i Herthadalen. Tidspunktet for mødet er ukendt, men billedet giver et indtryk af rammerne i Herthadalen for de populære folkemøder i 1800-tallet. Foto: Flensborg. Lejre Arkiv.

På grundlovsdag den 5. juni fejrer ROMU demokratiet i Lejre og Roskilde – med fællessang, godt til ganen og overraskende, væsentlige lokalhistorier. Roskilde var det danske demokratis vugge, og i Lejre blev holdt gigantiske folkefester til ære for grundloven. Dét bliver afsættet, når ROMU markerer dagen med to gratis arrangementer.

Mange tusind mennesker havde fundet vej, på gåben, til hest eller i hestevogn, til Herthadalen nær Gl. Lejre den 5. juni 1854. De ville fejre landets nye forfatning, grundloven – og ikke mindst høre den berømte præst, salmedigter, politiker, forfatter og folkeoplysningsmand N.F.S. Grundtvigs tale om sagn fra Lejre, national stolthed og borgeren.

“I midten af 1800-tallet kunne de virkelig fejre det spæde demokrati. Vi kan ikke måle os med datidens rene og skære folkefest, men fra ROMUs side vil vi også markere denne demokratiets festdag med fælleskab, gode historier og fejring af demokratiet,” siger museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard.

Derfor markerer ROMU årets grundlovsdag med to hyggelige, oplysende, underholdende mini-folkefester – om formiddagen på Lejre Museum, efter middag i museumsgården på Roskilde Museum.

Lokale historier og lokale sange
Gæsterne vil kunne nyde gratis kaffe, te og kage, fællessang med lokalområdet som tema ved pianist og sanger Line Rosenlund og en kort og fyndig grundlovstale fra museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard om lokalområdets spændende historier fra grundlovens tidlige år.

Arrangøren bag begge grundlovsfejringer, Marie Abel Hesse fra ROMU, fortæller, at det især handler om at være sammen med andre om at fejre demokratiet:

“For os handler det for om at skabe en fællesskabsfølelse – med spændende lokalhistorier om demokratiets begyndelse og fællessang, fordi det bringer os tættere sammen”.

Museumsdirektøren tilføjer:

“Når man arbejder med museer, så lever og ånder man på mange måder for demokratiet. Museer er sat i verden for at oplyse, berige og underholde borgerne med den historie, vi er rundet af.”

Derfor er begge arrangementer også rundet af lokalområdets lange tradition for politiske folkefester, fortæller Marie Abel Hesse og påpeger, at Grundtvig allerede i 1851, tre år før det første store møde i Herthadalen, holdt tale for folket et andet sted i lokalområdet; nemlig ved den engang 100 meter lange skibssætning fra vikingetiden i Gl. Lejre – hvorfor arrangementet i Lejre også i år bliver afholdt netop dér.

I Roskilde vil fokus naturligt være på byens enestående historier som rugemaskine for det danske demokrati.

Roskilde var grundlovens vugge

I 1844 – altså fem år før grundloven – stod den nationalliberale politiker Orla Lehmann i en stor sal i det smukke gule barokanlæg, Det Kongelige Palæ, i centrum af Roskilde. I hesteskoformede rækker sad repræsentanter for bønder, borgere og godsejere på Sjælland, Fyn og øerne og hørte den kendte politiker bruge sin taletid på at kritisere stilstanden i udviklingen af en ny forfatning for Danmark.

Forsamlingen på omkring 70 mænd var den såkaldte stænderforsamling, hvor delegerede fra de tre stænder i det østlige Danmark siden 1835 mødtes for at drøfte statens anliggender.

“Det er ikke en historie, som vi har patent på, for der var også stænderforsamlinger i Viborg og i de to hertugdømmer. Men Roskilde var en vugge for demokratiet i Danmark, ” fortæller Morten Thomsen Højsgaard.

Faktisk var stænderforsamlingerne det repræsentative demokratis spæde begyndelse, for de delegerede blev stemt ind af omkring tre procent af vælgerne. Dog havde forsamlingen ingen magt, men de måtte rådgive enevoldskongen.

Værdsæt demokratiet – og dem vi står på skuldrene af

Og det var ikke uden betydning at sidde i stænderforsamlingen i Det Kongelige Palæ. Flere af herrerne blev forkæmpere for demokratiet – heriblandt grundlovens hovedforfatter, D.G. Monrad – og førnævnte Orla Lehmann, som også fik stor indflydelse på udkastet til grundloven.

“På stænderforsamlingen blev der slået en grundtone an – mændene her diskuterede statens anliggender og dannede netværk, som skubbede på for en ny styreform i Danmark,” fortæller museumsdirektøren og påpeger, hvorfor vi skal mindes historien:

“Vi skylder at fejre, markere og hylde vores demokrati og værdsætte de personer, som muliggjorde det gode samfund, vi har i dag med ytringsfrihed, ligestilling, foreningsliv med mere”.

Morten Thomsen Højsgaard fortsætter med stof til eftertanke:

“Når man kigger ud i verden, er det tydeligt, at demokratiet ikke er en given styreform, som alle lande en dag vil tage til sig – det troede en del danskere nok engang. Så hvis demokratiet er noget man er glad for, så synes jeg, at man skal fejre grundlovsdag.”

Kom til fejring af grundloven i Lejre og Roskilde

Lejre Museum, kl. 9.45

Program:

9.45-10.00: Udskænkning af kaffe og kage ved Skibssætningen til de første 50.

10.00: Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale ved Skibssætningen.

10.15: Alle går i samlet flok til Lejre Museum

10.30-11.00: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.

Tid, pris og sted

Tid: 5. juni 2023, kl. 9.45-11.00

Pris: Gratis

Sted: Skibssætningen i Gl. Lejre, tæt ved Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre

Roskilde Museum, museumsgården, kl. 12.30

Program:

12.30-12.45: Udskænkning af kaffe og kage til de første 50.

12.45-13.00:  Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard holder grundlovstale.

13.00-13.30: Fællessange med udgangspunkt i lokalområdet med pianist og sanger Line Rosenlund.

Tid, pris og sted

Tid: 5. juni 2023, kl. 12.30-13.30

Pris: Gratis

Sted: Roskilde Museum, Museumsgården, Sankt Ols Stræde 3, 4000 Roskilde

Husk: Påklædning efter vejrforholdene – vi rykker dog indenfor, hvis nødvendigt.

Bronzealderens Egedal-elite var ualmindeligt velstående

20.03.2025

Af  Lene Steinbeck

Fra sin særdeles synlige plads i bakkerne omkring Værebro Ådal signalerede gravhøjen Maglehøj, at her boede magtfulde mennesker. Foto Maria Lizette Jacobsen, Kroppedal Museum

Udgravningerne af Gammel Toftegård Nord, der kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, åbenbarede en boplads fra bronzealderen. Her fandt man spor efter en række aktiviteter, der knyttede sig til egnens rige elite og deres pragtgenstande, som er fundet i store mængder. Her ses fragmenter af en smeltedigel, som blev brugt til bronzestøbning. Foto. Jens Winther Johannsen, ROMU.

Arkæologiske forundersøgelser ved nyt Vikingeskibsmuseum går i gang

17.03.2025

Af Kathrine Meyer Jørgensen

Roskildes store kulturarvsinstitutioner tager nu hul på et samarbejde om at lede efter spor af fortiden på grænsen mellem land og vand. Jesper Langkilde, arkæolog og museumsinspektør i ROMU, og Louise K. Henriksen, Vikingeskibsmuseets projektleder for formidling i Nyt Museum, forbereder området, hvor ROMU nu går i gang med de arkæologiske forundersøgelser, inden der om få år skal bygges en ny udstillingsbygning til de fem Skuldelevskibe. Foto: Werner Karrasch /Vikingeskibsmuseet

”Uanset, hvad arkæologerne fra ROMU finder i søgegrøfterne, er det deres forpligtelse at dokumentere det. Denne forundersøgelse vil danne grundlag for at vurdere, om det nye byggeri ifølge museumsloven kræver egentlige udgravninger af hele eller dele af byggefeltet. Slots- og Kulturstyrelsen træffer den endelige beslutning på baggrund af en indstilling fra ROMU,” afslutter Jesper Stub Johnsen, chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet.

Sikkerhedsrisiko og forurenet jord

I løbet af 1800-tallet og 1900-tallet blev det lavvandede område i fjorden stille og roligt fyldt op med affaldsjord.

I 2019 foretog COWI en rapport med en historisk gennemgang af forurening og geoteknisk viden af projektområdet ved Vikingeskibshallen og Roskilde havn. Her fremgår det af et borgmesterbrev fra 1935, at Strandengen blandt andet er opstået ved, at der blev kørt affaldsjord fra eksempelvis garverier til det lavvandede område.

Det område, hvor der i dag er parkeringsplads, her lå før i tiden et gasværk, som har forurenet den omkringliggende jord. Desuden fandt man forurenet jord, da man gravede ud til Museumsøen i 1993 og denne jord blev lagt i 1,5 meters lag på en allerede forurenet grund og forseglet med asfalt i kraft af parkeringspladsen.

Når gravemaskinerne har fjernet de første jordlag kommer ROMUs arkæologer derfor til at arbejde med sikkerhedsudstyr og værn mod tungmetaller og skadelig kemiske jordtyper, som er tilstede i de øverste jordlag.

Området bliver også hegnet ind af sikkerhedsmæssige årsager, for at forbipasserende ikke risikerer at komme i kontakt med jorden.

Foredrag: Restaureringen af Øm Jættestue kom omkring en blød hat, slumrende firben og arkæologiske dilemmaer

07.03.2025

Af Lene Steinbeck

Arkæolog Emil Winther Struve, der her ses ved jættestuens indgang i april 2024, forklarer om de såkaldte tørmursfliser. Det var tilpassede stenfliser, som blev lagt i lag mellem de større kampesten for at holde jættestuen tør. Foto: Claus Bech /Ritzau Sanpix

Projektet er udført med en lang række moderne teknologiske løsninger – blandt andet 3D fotogrammetri, hvor man har koblet tusindvis af billeder af gravhøjen med nøjagtige GPS-målinger og på den måde skabt en digital model af højen. Den kan vendes og drejes, så højens udtryk hele vejen rundt, ude og inde, er bevaret digitalt. Når arbejdet med restaureringen er afsluttet, laves en ny model, så man kan se jættestuen både før og efter. 3D-illustration: Nadja Kring Mortensen /ROMU

En skitse viser dilemmaet ved stendiget, set oppefra. Nederst ses metoden fra det oprindelige dige fra 1830’erne. Den største flade af stenene vender ud og forstyrrer gravhøjen mindst muligt. Til gengæld er sikkerheden tvivlsom, fordi de ikke ligger stabilt over en lang periode. Øverst ligger stenen mere sikkert, men stikker langt ind højen og forstyrrer mere end den oprindelige metode. Skitse: Emil Winther Struve /ROMU

Træerne på toppen af Øm Jættestue var med til at presse stendiget, fordi rødderne skubbede på stenene. Derfor blev træerne fjernet for at forhindre samme pres på det restaurerede dige. Her ses jættestuen efter restaureringen af stendiget, men inden alle træer på toppen er fjernet. Foto: Lene Steinbeck

Jættestuens indgang er blevet restaureret med både nye og gamle sten, så den i højere grad har samme udtryk som den oprindelige jættestue fra bondestenalderen. Foto: Lene Steinbeck

Altså lå hovedvægten af restaureringen udenfor. Hovedsageligt for at sikre stendiget og højen, men også for at skabe et bedre indtryk af, hvordan højen så ud i bondestenalderen. For der er som nævnt sket store forandringer med fortidsmindets udseende.

Ny viden i ældgammel jord

Jættestuens oprindelige omkreds er sandsynligvis afmærket af randsten hele vejen rundt – men skjult et stykke inde i højen. De er blevet ”spist” af højen i den langvarige proces, der med Emil Winther Struves billede har ændret højens udseende fra stejlt fortidsminde til blød hat.

”De her randsten formoder vi har været hele vejen rundt og er måske stadig derinde. Men det ville være lidt for meget at skære ind til dem hele vejen rundt, så vi nøjedes med et lille område her ved indgangen til kammeret. Her har vi dannet en plads, hvor man kan opleve det at stå foran jættestuen, som folk har gjort i bondestenalderen,” fortæller han.

Samtidig håbede Emil Winther Struve, at man kunne hente ny viden og blive klogere på højens historie. Man ved, at det ikke kun er gravkammeret inde i jættestuer, der bliver brugt ved gravlæggelser. Indgangspartierne blev også brugt til ritualer, hvor man for eksempel har placeret lerskåle med et madoffer. De arkæologiske udgravninger i jordlaget foran indgangen til Øm Jættestue blotlagde keramik, flintaffald samt mejsel og økse. Genstandene har forskellige datering og stammer altså ikke fra samme periode.

”Det tyder mere og mere på, at jordlaget er et udtryk for mange hundrede års aktivitet, der er blandet sammen. Mejslen har et voldsomt knæk, der ser ret nyt ud, så der er blevet rodet godt rundt. Det er altså ikke et offerlag, der har ligget der siden stenalderen.”

Flyttedag for firben
Efter udgravningerne og undersøgelserne af jorden, er indgangspartiet blevet restaureret og har fået et nyt, gammelt look. Det er udbedret med både gamle og nye sten efter de originale principper og udtryk. Solidt, stabilt og klar til næste skridt: At sikre diget fra 1832. Og så er vi tilbage ved firbenene, hvis habitat er beskyttet af EU. Så længe, firbenene bor i diget, må man ikke forstyrre dem. Derfor måtte Emil Winther Struve og hans hold sadle om i forhold til den oprindelige plan.

”I første omgang fik vi lov til at pille ved nordsiden af jættestuen, fordi der er mere skygge, så der er der ikke firben. Sydsiden må så vente, indtil firbenene er blevet flyttet et andet sted hen. Det har vi fået tilladelse til af Miljøstyrelsen. Så er der bare lige det, at nu er firbenene gået i hi, og vi må ikke flytte dem, før de vågner op igen. Derfor er vi ikke færdige med arbejdet endnu. Der er blevet bygget et nyt hjem, så det hele er klar til, at de
skal flyttes, når de vågner.”

I samarbejde med Miljøstyrelsens konsulenter er der blevet etableret et erstatningshabitat af overskydende sten fra restaureringen af stendiget. Stenene forbliver altså i tæt tilknytning til fortidsmindet.

Dilemmafyldt stendige
Men på nordsiden, der var altså firbenfri, kunne arbejdet begynde. ROMU kontaktede flere anlægsfirmaer for at få en vurdering af mulighederne for at reparere tilføjelsen fra 1800-tallet.

”Dem, vi havde fat i, sagde alle: ’Hvis vi begynder at pille i det, så kan vi ikke rigtigt stoppe. Så skal vi stort set sætte det hele om.’ De påpegede nogle konstruktionsmæssige ting, der bestemt ikke var optimale. Der var nok nogle bønderkarle i 1832, der havde tænkt, at de skulle være hurtigt færdige, så de har vendt de store, flade sider af stenene udad. Det er samtidig den tunge side, og derfor er stenene begyndt at skride ud efter mange års erosion af jord, eller når rødderne fra de træer, der vokser på toppen, har skubbet til dem.”

Det var altså svært at reparere på diget uden at begynde forfra. Man ville gerne genbruge så mange af stenene som muligt – men flere af dem havde en uhensigtsmæssig form i forhold til at bygge et sikkert dige. Og det var jo hele anledningen til restaureringen.

”Det skal være tilgængeligt for ca. 10.000 besøgende om året og børn kravler på det, og så dur det ikke, at man kan få sådan en sten ned over sig. Så der var flere hensyn, vægtninger og kompromiser. Skal man bevare udseendet som det er, skal man vægte sikkerheden, og hvordan risikerer man at påvirke den originale høj, når man piller ned og bygger op?”

De arkæologiske dilemmaer stod i kø og skabte også debat.

Emil Winther Struve sammenlignede de arkæologiske optegnelser af højen fra genopdagelsen i 1832 med et billede fra nutiden. Der var tydeligt forskel på højens form. Hvis stenalderfolket dukkede op i dag for at finde jættestuen, er det ikke sikkert, at de ville kunne kende den. Foto: Lene Steinbeck

Total omsætning blev løsningen   

”I sidste ende blev løsningen at sætte diget om med samme form som før. Altså samme uregelmæssige, ikke-cirkulære form, samme højde, samme bundniveau, som tidligere, men et andet udseende, fordi 1) det er ikke de samme sten, der bliver brugt, og 2) de bliver ikke placeret på præcis samme måde.”   

Arbejdet blev udført af anlægsgartnerne under tilsyn af arkæologerne, der rensede jorden bagved op for at gøre observationer og gøre tolkninger, om man havde fat i jord fra den oprindelige høj eller fra 1830’erne, så man havde styr på, hvad der blev påvirket af arbejdet.

Undervejs blev træerne på toppen af højen fjernet. Rodnettet har ikke kunnet trænge ned i stenlaget over gravkammeret og har derfor søgt ud mod diget. For at fjerne presset på diget, blev træerne fjernet.

”Hvis jeg skulle nævne én ting, jeg ærgrer mig over, er det, at vi ikke fræsede rødderne ud i stedet for at grave dem ud. Heldigvis kan vi konstatere, at det ikke gjorde skade på de originale dele af højen, og til gengæld fik vi mulighed for at lave de her små indhak og få
meget brugbar viden om fortidsmindet,” fortæller Emil Winther Struve.

Jættestuens mange faser
I højen fandt han en lille højafgrænsning, der ikke ligner randstenene fra jættestuen.  

”Den ligger også et sted, vi ikke ville forvente. Med den diameter, vi forventer jættestuen har, er den placeret mere yderligt. Så vurderingen er, at det nok er en anden fase af højen, vi har fat på her.” 

Byggeteknikken minder om den, der er brugt ved to bronzealderhøje ved Venslev – og den sag leder Emil Winther Struve frem til den tolkning, at Øm Jættestue starter som et mindre fortidsminde og udvikler sig over tid til og med de formål, som mennesker senere har brug for.

”Der gemmer sig en jættestue inde i højen, som giver den her høje form i ’den bløde hat’, som jeg kaldte det, og inde i højen gemmer der sig både randsten, som hører til den afgrænsning, som højen havde, da man opførte jættestuen i bondestenalderen, og sten tilhørende den senere byggefase fra bronzealderen”

Efter undersøgelserne er diget – på den nordlige, firbenfri side – blevet bygget op igen. Og selv om arbejdet ikke er helt færdigt, så kan Emil Winther Struve allerede nu godt sætte streg under nogle delkonklusioner.

”Jeg er stolt over og tilfreds med den flotte åbning på jættestuen, hvor man for alvor kan føle sig mere i kontakt med jættestuen, som den oprindeligt har set ud. Om man leder efter oplevelsen med oldtiden, som den så ud, eller man har en anden form interaktion med fortidsmindet og den stemning, der er der, så er der skabt en rigtig god mulighed for det nu.”

Og det resterende arbejde med digets sydside? Tja – det er ganske enkelt helt ude af arkæologens hænder.

”Vi går i gang, når solen har bestemt, at firbenene skal op, men inden de er i gang med at hygge sig alt for meget. Før får vi ikke lov til at gøre noget,” slutter Emil Winther Struve.

Let your fingers do the walking: 
Rockmuseum søger markedsføringsmedarbejder

05.03.2025

Foto: Kristian Grøndahl.

Om os
På Danmarks Rockmuseum ser, lytter og danser gæsterne sig gennem syv årtiers pop- og rockhistorie! Museet har en stadig voksende samling af national relevans og betydning med genstande fra rock- og popmiljøet. Du kommer til at have din daglige gang i den spektakulære guldbygning på Rabalderstræde, midt i det vibrerende, kreative område Musicon i Roskilde.

En fast gruppe medarbejdere på tværs af faggrupper arbejder i dagligdagen på rockmuseet sammen med kolleger på ROMUs andre museer, kulturaktører, caféer og mange andre. Der venter en dynamisk og meningsfuld hverdag blandt kreative personligheder, der lægger stort engagement i museerne.

Om formalia
Stillingen er på 30 timer ugentligt og til besættelse 1. maj 2025 eller snarest derefter. Aflønning sker efter gældende overenskomst. Primært arbejdssted er Rabalderstræde, Roskilde.

Deadline for ansøgning er 21. marts 2025 kl. 12.00. Der holdes samtaler den 26. marts. Tiltrædelse 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Ansøgning og CV sendes til hannelar@romu.dk med følgende ord i emnefeltet: ’markedsføringsmedarbejder’

For yderligere oplysninger om stillingen kontakt: Kommerciel chef Stine Groth Rasmussen på mobil 21635618 eller mail: stigra@romu.dk.

Museumsorganisationen ROMU driver med base i området omkring Roskilde Fjord 10 museer og besøgssteder, heriblandt Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK. Museumsorganisationen har omkring 100 ansatte fordelt på knap 60 årsværk. Museets samlinger består af over 205.000 kulturhistoriske genstande, herunder Lejres kulturarv og genstande fra dansk rockhistorie med national relevans. Læs mere på romu.dk. 

Oplev sjove sommersøndage for hele familien på Tadre Mølle

19.06.2023

Over fire søndage i juli inviterer Tadre Mølle børn og deres familier til spændende aktiviteter. Kreative naturkunstværker udformes, naturen skal udforskes og brød skal bages i den gamle stenovn.

Sommer og søndag er i hvert fald på plads. Om der også kommer sol til de, der finder vej til Tadre Mølles alsidige og hyggelige ferieaktiviteter, må tiden vise. Men næsten uanset vejret bliver der gode muligheder for at få sig en feriesøndag fyldt med fælles oplevelser på tværs af generationer ved den kulturhistoriske perle i Elverdamsdalen.

Kreativt naturværksted

På det kreative naturværksted på Tadre Mølle skal børn og deres familier slippe deres indre kunstner løs og lave flotte kunstværker af de naturmaterialer, der findes rundt om møllen.

”Kyndige krea-vejledere vil hjælpe de besøgende med at skabe smukke kreationer af naturens materialer. Kun fantasien sætter grænser, når de besøgende gennem denne kreative aktivitet kommer tæt på naturen og skaber hyggeligt samvær,” siger museumsmedarbejder Maja Kvamm.

Det kreative naturværksted finder sted den 2. juli fra klokken 12:00-15:00.

Naturdage
Hele familien er inviteret, når Tadre Mølle holder naturdag i den smukke Elverdamsdal. Kyndige naturvejleder fra Nationalpark Skjoldungernes Land vil udstyre børn og deres familier med grej til at gå på opdagelse i naturens liv omkring den gamle vandmølle.

”Den kulturhistoriske perle Tadre Mølle ligger omgivet af smuk natur i Elverdamsdalen, og denne dag er der ekstra mulighed for at komme helt tæt på det krible- krablende liv, der findes ved møllen,” siger Maja Kvamm.

Naturdage på Tadre Mølle finder sted søndag den 16. juli og 23. juli fra klokken 11:00-14:00.

Bagedag
Den, der kommer først til mølle, får først malet melet. Korn skal kværnes til mel, og brød skal bages i Tadre Mølles gamle stenovn, når der inviteres til bagedag for hele familien.

”Oplev naturens kræfter, når den gamle vandmølle forvandler korn til mel. Få hænderne i dejen og mærk de gamle traditioner på egen krop. Der vil være forskellige aktiviteter på dagen, så alle familiens medlemmer kan sætte sanserne i brug,” siger Maja Kvamm.

Bagedagen på Tadre Mølle finder sted søndag den 20. juli fra kl. 12:00-16:00.

Billetter til alle arrangementer kan købes i Møllecafeen. Børn er gratis.

Bronzealderens Egedal-elite var ualmindeligt velstående

20.03.2025

Af  Lene Steinbeck

Fra sin særdeles synlige plads i bakkerne omkring Værebro Ådal signalerede gravhøjen Maglehøj, at her boede magtfulde mennesker. Foto Maria Lizette Jacobsen, Kroppedal Museum

Udgravningerne af Gammel Toftegård Nord, der kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, åbenbarede en boplads fra bronzealderen. Her fandt man spor efter en række aktiviteter, der knyttede sig til egnens rige elite og deres pragtgenstande, som er fundet i store mængder. Her ses fragmenter af en smeltedigel, som blev brugt til bronzestøbning. Foto. Jens Winther Johannsen, ROMU.

Arkæologiske forundersøgelser ved nyt Vikingeskibsmuseum går i gang

17.03.2025

Af Kathrine Meyer Jørgensen

Roskildes store kulturarvsinstitutioner tager nu hul på et samarbejde om at lede efter spor af fortiden på grænsen mellem land og vand. Jesper Langkilde, arkæolog og museumsinspektør i ROMU, og Louise K. Henriksen, Vikingeskibsmuseets projektleder for formidling i Nyt Museum, forbereder området, hvor ROMU nu går i gang med de arkæologiske forundersøgelser, inden der om få år skal bygges en ny udstillingsbygning til de fem Skuldelevskibe. Foto: Werner Karrasch /Vikingeskibsmuseet

”Uanset, hvad arkæologerne fra ROMU finder i søgegrøfterne, er det deres forpligtelse at dokumentere det. Denne forundersøgelse vil danne grundlag for at vurdere, om det nye byggeri ifølge museumsloven kræver egentlige udgravninger af hele eller dele af byggefeltet. Slots- og Kulturstyrelsen træffer den endelige beslutning på baggrund af en indstilling fra ROMU,” afslutter Jesper Stub Johnsen, chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet.

Sikkerhedsrisiko og forurenet jord

I løbet af 1800-tallet og 1900-tallet blev det lavvandede område i fjorden stille og roligt fyldt op med affaldsjord.

I 2019 foretog COWI en rapport med en historisk gennemgang af forurening og geoteknisk viden af projektområdet ved Vikingeskibshallen og Roskilde havn. Her fremgår det af et borgmesterbrev fra 1935, at Strandengen blandt andet er opstået ved, at der blev kørt affaldsjord fra eksempelvis garverier til det lavvandede område.

Det område, hvor der i dag er parkeringsplads, her lå før i tiden et gasværk, som har forurenet den omkringliggende jord. Desuden fandt man forurenet jord, da man gravede ud til Museumsøen i 1993 og denne jord blev lagt i 1,5 meters lag på en allerede forurenet grund og forseglet med asfalt i kraft af parkeringspladsen.

Når gravemaskinerne har fjernet de første jordlag kommer ROMUs arkæologer derfor til at arbejde med sikkerhedsudstyr og værn mod tungmetaller og skadelig kemiske jordtyper, som er tilstede i de øverste jordlag.

Området bliver også hegnet ind af sikkerhedsmæssige årsager, for at forbipasserende ikke risikerer at komme i kontakt med jorden.

Foredrag: Restaureringen af Øm Jættestue kom omkring en blød hat, slumrende firben og arkæologiske dilemmaer

07.03.2025

Af Lene Steinbeck

Arkæolog Emil Winther Struve, der her ses ved jættestuens indgang i april 2024, forklarer om de såkaldte tørmursfliser. Det var tilpassede stenfliser, som blev lagt i lag mellem de større kampesten for at holde jættestuen tør. Foto: Claus Bech /Ritzau Sanpix

Projektet er udført med en lang række moderne teknologiske løsninger – blandt andet 3D fotogrammetri, hvor man har koblet tusindvis af billeder af gravhøjen med nøjagtige GPS-målinger og på den måde skabt en digital model af højen. Den kan vendes og drejes, så højens udtryk hele vejen rundt, ude og inde, er bevaret digitalt. Når arbejdet med restaureringen er afsluttet, laves en ny model, så man kan se jættestuen både før og efter. 3D-illustration: Nadja Kring Mortensen /ROMU

En skitse viser dilemmaet ved stendiget, set oppefra. Nederst ses metoden fra det oprindelige dige fra 1830’erne. Den største flade af stenene vender ud og forstyrrer gravhøjen mindst muligt. Til gengæld er sikkerheden tvivlsom, fordi de ikke ligger stabilt over en lang periode. Øverst ligger stenen mere sikkert, men stikker langt ind højen og forstyrrer mere end den oprindelige metode. Skitse: Emil Winther Struve /ROMU

Træerne på toppen af Øm Jættestue var med til at presse stendiget, fordi rødderne skubbede på stenene. Derfor blev træerne fjernet for at forhindre samme pres på det restaurerede dige. Her ses jættestuen efter restaureringen af stendiget, men inden alle træer på toppen er fjernet. Foto: Lene Steinbeck

Jættestuens indgang er blevet restaureret med både nye og gamle sten, så den i højere grad har samme udtryk som den oprindelige jættestue fra bondestenalderen. Foto: Lene Steinbeck

Altså lå hovedvægten af restaureringen udenfor. Hovedsageligt for at sikre stendiget og højen, men også for at skabe et bedre indtryk af, hvordan højen så ud i bondestenalderen. For der er som nævnt sket store forandringer med fortidsmindets udseende.

Ny viden i ældgammel jord

Jættestuens oprindelige omkreds er sandsynligvis afmærket af randsten hele vejen rundt – men skjult et stykke inde i højen. De er blevet ”spist” af højen i den langvarige proces, der med Emil Winther Struves billede har ændret højens udseende fra stejlt fortidsminde til blød hat.

”De her randsten formoder vi har været hele vejen rundt og er måske stadig derinde. Men det ville være lidt for meget at skære ind til dem hele vejen rundt, så vi nøjedes med et lille område her ved indgangen til kammeret. Her har vi dannet en plads, hvor man kan opleve det at stå foran jættestuen, som folk har gjort i bondestenalderen,” fortæller han.

Samtidig håbede Emil Winther Struve, at man kunne hente ny viden og blive klogere på højens historie. Man ved, at det ikke kun er gravkammeret inde i jættestuer, der bliver brugt ved gravlæggelser. Indgangspartierne blev også brugt til ritualer, hvor man for eksempel har placeret lerskåle med et madoffer. De arkæologiske udgravninger i jordlaget foran indgangen til Øm Jættestue blotlagde keramik, flintaffald samt mejsel og økse. Genstandene har forskellige datering og stammer altså ikke fra samme periode.

”Det tyder mere og mere på, at jordlaget er et udtryk for mange hundrede års aktivitet, der er blandet sammen. Mejslen har et voldsomt knæk, der ser ret nyt ud, så der er blevet rodet godt rundt. Det er altså ikke et offerlag, der har ligget der siden stenalderen.”

Flyttedag for firben
Efter udgravningerne og undersøgelserne af jorden, er indgangspartiet blevet restaureret og har fået et nyt, gammelt look. Det er udbedret med både gamle og nye sten efter de originale principper og udtryk. Solidt, stabilt og klar til næste skridt: At sikre diget fra 1832. Og så er vi tilbage ved firbenene, hvis habitat er beskyttet af EU. Så længe, firbenene bor i diget, må man ikke forstyrre dem. Derfor måtte Emil Winther Struve og hans hold sadle om i forhold til den oprindelige plan.

”I første omgang fik vi lov til at pille ved nordsiden af jættestuen, fordi der er mere skygge, så der er der ikke firben. Sydsiden må så vente, indtil firbenene er blevet flyttet et andet sted hen. Det har vi fået tilladelse til af Miljøstyrelsen. Så er der bare lige det, at nu er firbenene gået i hi, og vi må ikke flytte dem, før de vågner op igen. Derfor er vi ikke færdige med arbejdet endnu. Der er blevet bygget et nyt hjem, så det hele er klar til, at de
skal flyttes, når de vågner.”

I samarbejde med Miljøstyrelsens konsulenter er der blevet etableret et erstatningshabitat af overskydende sten fra restaureringen af stendiget. Stenene forbliver altså i tæt tilknytning til fortidsmindet.

Dilemmafyldt stendige
Men på nordsiden, der var altså firbenfri, kunne arbejdet begynde. ROMU kontaktede flere anlægsfirmaer for at få en vurdering af mulighederne for at reparere tilføjelsen fra 1800-tallet.

”Dem, vi havde fat i, sagde alle: ’Hvis vi begynder at pille i det, så kan vi ikke rigtigt stoppe. Så skal vi stort set sætte det hele om.’ De påpegede nogle konstruktionsmæssige ting, der bestemt ikke var optimale. Der var nok nogle bønderkarle i 1832, der havde tænkt, at de skulle være hurtigt færdige, så de har vendt de store, flade sider af stenene udad. Det er samtidig den tunge side, og derfor er stenene begyndt at skride ud efter mange års erosion af jord, eller når rødderne fra de træer, der vokser på toppen, har skubbet til dem.”

Det var altså svært at reparere på diget uden at begynde forfra. Man ville gerne genbruge så mange af stenene som muligt – men flere af dem havde en uhensigtsmæssig form i forhold til at bygge et sikkert dige. Og det var jo hele anledningen til restaureringen.

”Det skal være tilgængeligt for ca. 10.000 besøgende om året og børn kravler på det, og så dur det ikke, at man kan få sådan en sten ned over sig. Så der var flere hensyn, vægtninger og kompromiser. Skal man bevare udseendet som det er, skal man vægte sikkerheden, og hvordan risikerer man at påvirke den originale høj, når man piller ned og bygger op?”

De arkæologiske dilemmaer stod i kø og skabte også debat.

Emil Winther Struve sammenlignede de arkæologiske optegnelser af højen fra genopdagelsen i 1832 med et billede fra nutiden. Der var tydeligt forskel på højens form. Hvis stenalderfolket dukkede op i dag for at finde jættestuen, er det ikke sikkert, at de ville kunne kende den. Foto: Lene Steinbeck

Total omsætning blev løsningen   

”I sidste ende blev løsningen at sætte diget om med samme form som før. Altså samme uregelmæssige, ikke-cirkulære form, samme højde, samme bundniveau, som tidligere, men et andet udseende, fordi 1) det er ikke de samme sten, der bliver brugt, og 2) de bliver ikke placeret på præcis samme måde.”   

Arbejdet blev udført af anlægsgartnerne under tilsyn af arkæologerne, der rensede jorden bagved op for at gøre observationer og gøre tolkninger, om man havde fat i jord fra den oprindelige høj eller fra 1830’erne, så man havde styr på, hvad der blev påvirket af arbejdet.

Undervejs blev træerne på toppen af højen fjernet. Rodnettet har ikke kunnet trænge ned i stenlaget over gravkammeret og har derfor søgt ud mod diget. For at fjerne presset på diget, blev træerne fjernet.

”Hvis jeg skulle nævne én ting, jeg ærgrer mig over, er det, at vi ikke fræsede rødderne ud i stedet for at grave dem ud. Heldigvis kan vi konstatere, at det ikke gjorde skade på de originale dele af højen, og til gengæld fik vi mulighed for at lave de her små indhak og få
meget brugbar viden om fortidsmindet,” fortæller Emil Winther Struve.

Jættestuens mange faser
I højen fandt han en lille højafgrænsning, der ikke ligner randstenene fra jættestuen.  

”Den ligger også et sted, vi ikke ville forvente. Med den diameter, vi forventer jættestuen har, er den placeret mere yderligt. Så vurderingen er, at det nok er en anden fase af højen, vi har fat på her.” 

Byggeteknikken minder om den, der er brugt ved to bronzealderhøje ved Venslev – og den sag leder Emil Winther Struve frem til den tolkning, at Øm Jættestue starter som et mindre fortidsminde og udvikler sig over tid til og med de formål, som mennesker senere har brug for.

”Der gemmer sig en jættestue inde i højen, som giver den her høje form i ’den bløde hat’, som jeg kaldte det, og inde i højen gemmer der sig både randsten, som hører til den afgrænsning, som højen havde, da man opførte jættestuen i bondestenalderen, og sten tilhørende den senere byggefase fra bronzealderen”

Efter undersøgelserne er diget – på den nordlige, firbenfri side – blevet bygget op igen. Og selv om arbejdet ikke er helt færdigt, så kan Emil Winther Struve allerede nu godt sætte streg under nogle delkonklusioner.

”Jeg er stolt over og tilfreds med den flotte åbning på jættestuen, hvor man for alvor kan føle sig mere i kontakt med jættestuen, som den oprindeligt har set ud. Om man leder efter oplevelsen med oldtiden, som den så ud, eller man har en anden form interaktion med fortidsmindet og den stemning, der er der, så er der skabt en rigtig god mulighed for det nu.”

Og det resterende arbejde med digets sydside? Tja – det er ganske enkelt helt ude af arkæologens hænder.

”Vi går i gang, når solen har bestemt, at firbenene skal op, men inden de er i gang med at hygge sig alt for meget. Før får vi ikke lov til at gøre noget,” slutter Emil Winther Struve.

Let your fingers do the walking: 
Rockmuseum søger markedsføringsmedarbejder

05.03.2025

Foto: Kristian Grøndahl.

Om os
På Danmarks Rockmuseum ser, lytter og danser gæsterne sig gennem syv årtiers pop- og rockhistorie! Museet har en stadig voksende samling af national relevans og betydning med genstande fra rock- og popmiljøet. Du kommer til at have din daglige gang i den spektakulære guldbygning på Rabalderstræde, midt i det vibrerende, kreative område Musicon i Roskilde.

En fast gruppe medarbejdere på tværs af faggrupper arbejder i dagligdagen på rockmuseet sammen med kolleger på ROMUs andre museer, kulturaktører, caféer og mange andre. Der venter en dynamisk og meningsfuld hverdag blandt kreative personligheder, der lægger stort engagement i museerne.

Om formalia
Stillingen er på 30 timer ugentligt og til besættelse 1. maj 2025 eller snarest derefter. Aflønning sker efter gældende overenskomst. Primært arbejdssted er Rabalderstræde, Roskilde.

Deadline for ansøgning er 21. marts 2025 kl. 12.00. Der holdes samtaler den 26. marts. Tiltrædelse 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Ansøgning og CV sendes til hannelar@romu.dk med følgende ord i emnefeltet: ’markedsføringsmedarbejder’

For yderligere oplysninger om stillingen kontakt: Kommerciel chef Stine Groth Rasmussen på mobil 21635618 eller mail: stigra@romu.dk.

Museumsorganisationen ROMU driver med base i området omkring Roskilde Fjord 10 museer og besøgssteder, heriblandt Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK. Museumsorganisationen har omkring 100 ansatte fordelt på knap 60 årsværk. Museets samlinger består af over 205.000 kulturhistoriske genstande, herunder Lejres kulturarv og genstande fra dansk rockhistorie med national relevans. Læs mere på romu.dk. 

19.06.2023

Færgegården inviterer til sort magi og finurlige dyr i sommerferien

Foto: Trine Sejthen, ROMU

Alle sanser skal i brug, når Frederikssund Museum, Færgegården, inviterer børn og deres familier til at gå på opdagelse i naturen både til lands og til vands i sommerferien. I museumshaven kan man gå på jagt efter naturens magi og den ”sorte bogs” magiske trylleremse. Derudover skal fjordens dyr både røres, lugtes og smages. 

Magiske planter og trylleformularer skal findes, når besøgende får udleveret en Sort Bog i museumsbutikken. Herefter kan de begive sig ud på jagt i museumshaven, hvor de med bogen i hånden, vil blive udfordret med fem opgaver, der skal løses, før de finder den magiske trylleremse. Løser man den sorte bogs opgaver, får man en lille belønning.

”En sort bog var en håndskreven magisk bog, som engang var udbredt blandt kloge koner og mænd. Bøgerne var fulde af viden om planter, naturens magi og onde væsner, og de indeholdt hemmelige opskrifter, trylleremser og gode råd til at opdage tyve, kurere sygdomme, afværge hekseri og meget mere,” fortæller vikarierende museumsinspektør Maja Kvamm, og fortsætter:

”Med vores sjove sommeraktivitet genopliver vi den sorte bog, og sender børn og deres familier på en spændende jagt efter magiske planter og beskyttende trylleremser i Færgegårdens eventyrlige museumshave,” siger hun.

Ifølge Maja Kvamm gik der, særligt i 17- og 1800-tallet, rygter på Frederikssundegnen om, hvem der mon ejede sådanne sorte bøger. Folk var både bange for dem – men også nysgerrige på den store magi, bøgerne indeholdt.

Besøg museumsbutikken på Færgegården i åbningstiden for at få udleveret alt, hvad der skal bruges. Børn kan deltage gratis i aktiviteten, mens voksne betaler almindelig entré til museet.

Mød dyrene i fjorden

Alle sanser får motion, når børn og deres familier skal røre, prøve, lugte, se og smage sig igennem fjordens maritime historie i sommerferien.

Lige siden jægerstenalderen har nærheden til fjorden og dens dyreliv formet den måde, mennesker har levet, tænkt, talt, troet og spist på. I sommerferien inviterer Færgegården til hyggelige og sanselige aktiviteter i museumshaven, hvor de besøgende har rig mulighed for at udforske fjordens historie og myldrende dyreliv. Familierne kan gå på opdagelse i de mange akvarier, hvor fjordens smådyr kribler og krabler frem fra alle afkroge.

”Der er rejer, søpunge, krabber, rurer, sandkutlinger, tangnåle, hundestejler, brødkrummesvamp og mange flere. Man også prøve at bøde sit eget fiskegarn som i 1800-tallet, lave en vandkikkert og udforske fjordens mest gådefulde fisk: ålen. Der er også mulighed for selv at hoppe i fjorden med net og spand og fange de mange spændende smådyr,” fortæller Museumsinspektør Maja Kvamm.

Museets formidlere fortæller i strandkanten og sørger for, at de besøgende får deres rejefangst med tilbage på museet, hvor de kan tilberede dem på gammeldags manér. Til sidst kan de konkurrere mod hinanden i årets store åledyst, hvor de prøver ålens fascinerende evner af på egen krop.

Dagen igennem vil der blive fortalt sjove og forunderlige historier om alle dyrene.

”Ikke mange ved, at krabben tisser ud gennem øjnene, eller at man i 1500-tallet mente, at tangnålen kunne forudsige vejret,” siger Maja Kvamm.

Den sorte bogs hemmeligheder
Aktiviteten finder sted fra den 24. juni – 11. august. Åbningstiderne er tirsdag- søndag kl. 11-15.

Mød dyrene i fjorden
Aktiviteten foregår tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27 og 31. Alle dage kl. 11:00-15:00. 
Børn under 18: gratis, voksne: 50 kr. (+ billetgebyr). Tilmelding er nødvendig. Tilmelding via Billetto. 

Læs flere nyheder og artikler her.

Eller besøg Frederikssund Museum, Færgegården her.

FÅ LIGNENDE ARTIKLER OG NYHEDER FRA
FREDERIKSSUND MUSEUM, FÆRGEGÅRDEN DIREKTE I DIN INDBAKKE

Bronzealderens Egedal-elite var ualmindeligt velstående

20.03.2025

Af  Lene Steinbeck

Fra sin særdeles synlige plads i bakkerne omkring Værebro Ådal signalerede gravhøjen Maglehøj, at her boede magtfulde mennesker. Foto Maria Lizette Jacobsen, Kroppedal Museum

Udgravningerne af Gammel Toftegård Nord, der kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, åbenbarede en boplads fra bronzealderen. Her fandt man spor efter en række aktiviteter, der knyttede sig til egnens rige elite og deres pragtgenstande, som er fundet i store mængder. Her ses fragmenter af en smeltedigel, som blev brugt til bronzestøbning. Foto. Jens Winther Johannsen, ROMU.

Arkæologiske forundersøgelser ved nyt Vikingeskibsmuseum går i gang

17.03.2025

Af Kathrine Meyer Jørgensen

Roskildes store kulturarvsinstitutioner tager nu hul på et samarbejde om at lede efter spor af fortiden på grænsen mellem land og vand. Jesper Langkilde, arkæolog og museumsinspektør i ROMU, og Louise K. Henriksen, Vikingeskibsmuseets projektleder for formidling i Nyt Museum, forbereder området, hvor ROMU nu går i gang med de arkæologiske forundersøgelser, inden der om få år skal bygges en ny udstillingsbygning til de fem Skuldelevskibe. Foto: Werner Karrasch /Vikingeskibsmuseet

”Uanset, hvad arkæologerne fra ROMU finder i søgegrøfterne, er det deres forpligtelse at dokumentere det. Denne forundersøgelse vil danne grundlag for at vurdere, om det nye byggeri ifølge museumsloven kræver egentlige udgravninger af hele eller dele af byggefeltet. Slots- og Kulturstyrelsen træffer den endelige beslutning på baggrund af en indstilling fra ROMU,” afslutter Jesper Stub Johnsen, chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet.

Sikkerhedsrisiko og forurenet jord

I løbet af 1800-tallet og 1900-tallet blev det lavvandede område i fjorden stille og roligt fyldt op med affaldsjord.

I 2019 foretog COWI en rapport med en historisk gennemgang af forurening og geoteknisk viden af projektområdet ved Vikingeskibshallen og Roskilde havn. Her fremgår det af et borgmesterbrev fra 1935, at Strandengen blandt andet er opstået ved, at der blev kørt affaldsjord fra eksempelvis garverier til det lavvandede område.

Det område, hvor der i dag er parkeringsplads, her lå før i tiden et gasværk, som har forurenet den omkringliggende jord. Desuden fandt man forurenet jord, da man gravede ud til Museumsøen i 1993 og denne jord blev lagt i 1,5 meters lag på en allerede forurenet grund og forseglet med asfalt i kraft af parkeringspladsen.

Når gravemaskinerne har fjernet de første jordlag kommer ROMUs arkæologer derfor til at arbejde med sikkerhedsudstyr og værn mod tungmetaller og skadelig kemiske jordtyper, som er tilstede i de øverste jordlag.

Området bliver også hegnet ind af sikkerhedsmæssige årsager, for at forbipasserende ikke risikerer at komme i kontakt med jorden.

Foredrag: Restaureringen af Øm Jættestue kom omkring en blød hat, slumrende firben og arkæologiske dilemmaer

07.03.2025

Af Lene Steinbeck

Arkæolog Emil Winther Struve, der her ses ved jættestuens indgang i april 2024, forklarer om de såkaldte tørmursfliser. Det var tilpassede stenfliser, som blev lagt i lag mellem de større kampesten for at holde jættestuen tør. Foto: Claus Bech /Ritzau Sanpix

Projektet er udført med en lang række moderne teknologiske løsninger – blandt andet 3D fotogrammetri, hvor man har koblet tusindvis af billeder af gravhøjen med nøjagtige GPS-målinger og på den måde skabt en digital model af højen. Den kan vendes og drejes, så højens udtryk hele vejen rundt, ude og inde, er bevaret digitalt. Når arbejdet med restaureringen er afsluttet, laves en ny model, så man kan se jættestuen både før og efter. 3D-illustration: Nadja Kring Mortensen /ROMU

En skitse viser dilemmaet ved stendiget, set oppefra. Nederst ses metoden fra det oprindelige dige fra 1830’erne. Den største flade af stenene vender ud og forstyrrer gravhøjen mindst muligt. Til gengæld er sikkerheden tvivlsom, fordi de ikke ligger stabilt over en lang periode. Øverst ligger stenen mere sikkert, men stikker langt ind højen og forstyrrer mere end den oprindelige metode. Skitse: Emil Winther Struve /ROMU

Træerne på toppen af Øm Jættestue var med til at presse stendiget, fordi rødderne skubbede på stenene. Derfor blev træerne fjernet for at forhindre samme pres på det restaurerede dige. Her ses jættestuen efter restaureringen af stendiget, men inden alle træer på toppen er fjernet. Foto: Lene Steinbeck

Jættestuens indgang er blevet restaureret med både nye og gamle sten, så den i højere grad har samme udtryk som den oprindelige jættestue fra bondestenalderen. Foto: Lene Steinbeck

Altså lå hovedvægten af restaureringen udenfor. Hovedsageligt for at sikre stendiget og højen, men også for at skabe et bedre indtryk af, hvordan højen så ud i bondestenalderen. For der er som nævnt sket store forandringer med fortidsmindets udseende.

Ny viden i ældgammel jord

Jættestuens oprindelige omkreds er sandsynligvis afmærket af randsten hele vejen rundt – men skjult et stykke inde i højen. De er blevet ”spist” af højen i den langvarige proces, der med Emil Winther Struves billede har ændret højens udseende fra stejlt fortidsminde til blød hat.

”De her randsten formoder vi har været hele vejen rundt og er måske stadig derinde. Men det ville være lidt for meget at skære ind til dem hele vejen rundt, så vi nøjedes med et lille område her ved indgangen til kammeret. Her har vi dannet en plads, hvor man kan opleve det at stå foran jættestuen, som folk har gjort i bondestenalderen,” fortæller han.

Samtidig håbede Emil Winther Struve, at man kunne hente ny viden og blive klogere på højens historie. Man ved, at det ikke kun er gravkammeret inde i jættestuer, der bliver brugt ved gravlæggelser. Indgangspartierne blev også brugt til ritualer, hvor man for eksempel har placeret lerskåle med et madoffer. De arkæologiske udgravninger i jordlaget foran indgangen til Øm Jættestue blotlagde keramik, flintaffald samt mejsel og økse. Genstandene har forskellige datering og stammer altså ikke fra samme periode.

”Det tyder mere og mere på, at jordlaget er et udtryk for mange hundrede års aktivitet, der er blandet sammen. Mejslen har et voldsomt knæk, der ser ret nyt ud, så der er blevet rodet godt rundt. Det er altså ikke et offerlag, der har ligget der siden stenalderen.”

Flyttedag for firben
Efter udgravningerne og undersøgelserne af jorden, er indgangspartiet blevet restaureret og har fået et nyt, gammelt look. Det er udbedret med både gamle og nye sten efter de originale principper og udtryk. Solidt, stabilt og klar til næste skridt: At sikre diget fra 1832. Og så er vi tilbage ved firbenene, hvis habitat er beskyttet af EU. Så længe, firbenene bor i diget, må man ikke forstyrre dem. Derfor måtte Emil Winther Struve og hans hold sadle om i forhold til den oprindelige plan.

”I første omgang fik vi lov til at pille ved nordsiden af jættestuen, fordi der er mere skygge, så der er der ikke firben. Sydsiden må så vente, indtil firbenene er blevet flyttet et andet sted hen. Det har vi fået tilladelse til af Miljøstyrelsen. Så er der bare lige det, at nu er firbenene gået i hi, og vi må ikke flytte dem, før de vågner op igen. Derfor er vi ikke færdige med arbejdet endnu. Der er blevet bygget et nyt hjem, så det hele er klar til, at de
skal flyttes, når de vågner.”

I samarbejde med Miljøstyrelsens konsulenter er der blevet etableret et erstatningshabitat af overskydende sten fra restaureringen af stendiget. Stenene forbliver altså i tæt tilknytning til fortidsmindet.

Dilemmafyldt stendige
Men på nordsiden, der var altså firbenfri, kunne arbejdet begynde. ROMU kontaktede flere anlægsfirmaer for at få en vurdering af mulighederne for at reparere tilføjelsen fra 1800-tallet.

”Dem, vi havde fat i, sagde alle: ’Hvis vi begynder at pille i det, så kan vi ikke rigtigt stoppe. Så skal vi stort set sætte det hele om.’ De påpegede nogle konstruktionsmæssige ting, der bestemt ikke var optimale. Der var nok nogle bønderkarle i 1832, der havde tænkt, at de skulle være hurtigt færdige, så de har vendt de store, flade sider af stenene udad. Det er samtidig den tunge side, og derfor er stenene begyndt at skride ud efter mange års erosion af jord, eller når rødderne fra de træer, der vokser på toppen, har skubbet til dem.”

Det var altså svært at reparere på diget uden at begynde forfra. Man ville gerne genbruge så mange af stenene som muligt – men flere af dem havde en uhensigtsmæssig form i forhold til at bygge et sikkert dige. Og det var jo hele anledningen til restaureringen.

”Det skal være tilgængeligt for ca. 10.000 besøgende om året og børn kravler på det, og så dur det ikke, at man kan få sådan en sten ned over sig. Så der var flere hensyn, vægtninger og kompromiser. Skal man bevare udseendet som det er, skal man vægte sikkerheden, og hvordan risikerer man at påvirke den originale høj, når man piller ned og bygger op?”

De arkæologiske dilemmaer stod i kø og skabte også debat.

Emil Winther Struve sammenlignede de arkæologiske optegnelser af højen fra genopdagelsen i 1832 med et billede fra nutiden. Der var tydeligt forskel på højens form. Hvis stenalderfolket dukkede op i dag for at finde jættestuen, er det ikke sikkert, at de ville kunne kende den. Foto: Lene Steinbeck

Total omsætning blev løsningen   

”I sidste ende blev løsningen at sætte diget om med samme form som før. Altså samme uregelmæssige, ikke-cirkulære form, samme højde, samme bundniveau, som tidligere, men et andet udseende, fordi 1) det er ikke de samme sten, der bliver brugt, og 2) de bliver ikke placeret på præcis samme måde.”   

Arbejdet blev udført af anlægsgartnerne under tilsyn af arkæologerne, der rensede jorden bagved op for at gøre observationer og gøre tolkninger, om man havde fat i jord fra den oprindelige høj eller fra 1830’erne, så man havde styr på, hvad der blev påvirket af arbejdet.

Undervejs blev træerne på toppen af højen fjernet. Rodnettet har ikke kunnet trænge ned i stenlaget over gravkammeret og har derfor søgt ud mod diget. For at fjerne presset på diget, blev træerne fjernet.

”Hvis jeg skulle nævne én ting, jeg ærgrer mig over, er det, at vi ikke fræsede rødderne ud i stedet for at grave dem ud. Heldigvis kan vi konstatere, at det ikke gjorde skade på de originale dele af højen, og til gengæld fik vi mulighed for at lave de her små indhak og få
meget brugbar viden om fortidsmindet,” fortæller Emil Winther Struve.

Jættestuens mange faser
I højen fandt han en lille højafgrænsning, der ikke ligner randstenene fra jættestuen.  

”Den ligger også et sted, vi ikke ville forvente. Med den diameter, vi forventer jættestuen har, er den placeret mere yderligt. Så vurderingen er, at det nok er en anden fase af højen, vi har fat på her.” 

Byggeteknikken minder om den, der er brugt ved to bronzealderhøje ved Venslev – og den sag leder Emil Winther Struve frem til den tolkning, at Øm Jættestue starter som et mindre fortidsminde og udvikler sig over tid til og med de formål, som mennesker senere har brug for.

”Der gemmer sig en jættestue inde i højen, som giver den her høje form i ’den bløde hat’, som jeg kaldte det, og inde i højen gemmer der sig både randsten, som hører til den afgrænsning, som højen havde, da man opførte jættestuen i bondestenalderen, og sten tilhørende den senere byggefase fra bronzealderen”

Efter undersøgelserne er diget – på den nordlige, firbenfri side – blevet bygget op igen. Og selv om arbejdet ikke er helt færdigt, så kan Emil Winther Struve allerede nu godt sætte streg under nogle delkonklusioner.

”Jeg er stolt over og tilfreds med den flotte åbning på jættestuen, hvor man for alvor kan føle sig mere i kontakt med jættestuen, som den oprindeligt har set ud. Om man leder efter oplevelsen med oldtiden, som den så ud, eller man har en anden form interaktion med fortidsmindet og den stemning, der er der, så er der skabt en rigtig god mulighed for det nu.”

Og det resterende arbejde med digets sydside? Tja – det er ganske enkelt helt ude af arkæologens hænder.

”Vi går i gang, når solen har bestemt, at firbenene skal op, men inden de er i gang med at hygge sig alt for meget. Før får vi ikke lov til at gøre noget,” slutter Emil Winther Struve.

Let your fingers do the walking: 
Rockmuseum søger markedsføringsmedarbejder

05.03.2025

Foto: Kristian Grøndahl.

Om os
På Danmarks Rockmuseum ser, lytter og danser gæsterne sig gennem syv årtiers pop- og rockhistorie! Museet har en stadig voksende samling af national relevans og betydning med genstande fra rock- og popmiljøet. Du kommer til at have din daglige gang i den spektakulære guldbygning på Rabalderstræde, midt i det vibrerende, kreative område Musicon i Roskilde.

En fast gruppe medarbejdere på tværs af faggrupper arbejder i dagligdagen på rockmuseet sammen med kolleger på ROMUs andre museer, kulturaktører, caféer og mange andre. Der venter en dynamisk og meningsfuld hverdag blandt kreative personligheder, der lægger stort engagement i museerne.

Om formalia
Stillingen er på 30 timer ugentligt og til besættelse 1. maj 2025 eller snarest derefter. Aflønning sker efter gældende overenskomst. Primært arbejdssted er Rabalderstræde, Roskilde.

Deadline for ansøgning er 21. marts 2025 kl. 12.00. Der holdes samtaler den 26. marts. Tiltrædelse 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Ansøgning og CV sendes til hannelar@romu.dk med følgende ord i emnefeltet: ’markedsføringsmedarbejder’

For yderligere oplysninger om stillingen kontakt: Kommerciel chef Stine Groth Rasmussen på mobil 21635618 eller mail: stigra@romu.dk.

Museumsorganisationen ROMU driver med base i området omkring Roskilde Fjord 10 museer og besøgssteder, heriblandt Danmarks Rockmuseum, RAGNAROCK. Museumsorganisationen har omkring 100 ansatte fordelt på knap 60 årsværk. Museets samlinger består af over 205.000 kulturhistoriske genstande, herunder Lejres kulturarv og genstande fra dansk rockhistorie med national relevans. Læs mere på romu.dk.