Med donationer på over 125 millioner i ryggen er der nu grønt lys til et besøgscenter lige ved den ikoniske Roskilde Domkirke, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste. 

Og om få år kan lokale og besøgende fra hele verden blive endnu klogere på den kongelige gravkirkes 1000-årige historie, når et nyt verdensarvscenter slår dørene op.

Det er realiteten, efter at finansieringen til projektet er faldet på plads med store donationer fra først og fremmest A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Roskilde Kommune og Kulturministeriet. Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har med en bevilling også bidraget til projektet.

Bag projektet står Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er med en donation på 60 millioner kroner den største bidragsyder.

”Fonden ønsker at bidrage til en stærkere formidling af den enestående fortælling om Roskilde Domkirkes 1000-årige Danmarkshistorie i værdige, smukke og attraktive rammer”, siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.  

Også Augustinus Fonden bidrager til besøgscentret med en donation på 25 millioner kroner.

”Det er meget glædeligt, at der med det nye verdensarvscenter bliver skabt en nutidig ramme for formidlingen af det storslåede historiske monument. Det giver alle mulighed for at få en dybere og mere kvalificeret forståelse af, at vores fælles nationale kulturarv også er verdensarv,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden. 

En samlende faktor for byens historiske miljø

Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af det store barokkompleks, Det Kongelige Palæ, midt i Roskilde. Med stor respekt for de historiske bygninger skal flere dele af Det Kongelige Palæ indrettes med udstillinger, der formidler historien om Roskilde Domkirke som UNESCO verdensarv. Derudover supplerer det kommende besøgssted Domkirken med moderne faciliteter som café, butik og undervisningsmiljø.

”Det er svært at skjule begejstringen og stoltheden i dag. Det kommende verdensarvscenter bliver en samlende faktor for hele det kulturhistoriske miljø omkring Domkirken til glæde for både byens borgere og turister. At det ovenikøbet kan placeres i de dele af det smukke Kongelige Palæ, der vender ud mod byen og ind mod Domkirken, er intet mindre end en helt optimal løsning,” fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam.

Med erklæringen om en bevilling, der både dækker anlægsudgifter og giver driftsstøtte til verdensarvscentret de første fem år efter åbningen, har kulturministeren banet vej for, at verdensarvscentret får en solid og sikker start.

“Roskilde Domkirke er med sin historie og arkitektur helt unik dansk kulturarv og verdensarv. Derfor skal turister og lokale besøgende naturligvis have adgang til en tidssvarende formidling, der gør det tydeligt, hvor enestående og universel en betydning, Domkirken har for dansk arkitektur og historie. Det er utroligt glædeligt, at det er lykkedes at samle så mange kræfter om at oprette det nye verdensarvscenter, så ikke alene Domkirkens tårne rager højt op, men fortællingen om Domkirken også kommer til at gøre det,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

For Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, som er bygherre på projektet, er nyheden selvsagt også skelsættende.

”Det er en glædens dag! Med verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke vil mennesker fra hele verden få øjnene op for, hvor rig en kulturarv, vi har i Danmark, med banebrydende håndværk, rig arkitektur og med kongelige historier af ypperste klasse. Vi er taknemlige over for de bevillingsgivere, som har gjort dette projekt muligt,” siger bestyrelsesformand i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, Morten Langager.

Levende kirke i kulturmiljø

I Roskilde Domsogn har menighedsrådet i flere årtier ønsket sig et besøgscenter, så glæden er stor nu, hvor det tegner til at blive til virkelighed.

“Det er en drøm, der går i opfyldelse. Som en aktiv og levende sognekirke er vi stolte af det unikke samspil, vi har med verdensarven. Med besøgscentret bliver der mere plads til på én gang at udfolde kirkelivet og at være et historisk vingesus i Roskilde”, siger Bjarne Hald, der er formand for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn.

Operatør og ansvarlig for projektet er museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen og Lena Bruun Jensen som projektleder.

”Roskilde Domkirke er et kulturhistorisk mesterværk og et nationalt klenodie. Med Verdensarvscentret bliver det muligt at åbne flere døre til den fælles kulturarv, der forener os. Så fra hjertet tak til alle, der har hjulpet og nu vil samarbejde yderligere om at løse denne enormt væsentlige opgave for vores samfund”, udtaler Morten Thomsen Højsgaard.

Kontakt:

Lena Bruun Jensen, projektleder Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke

Tlf.: 5359 1966, lenabj@romu.dk

Sara Peuron-Berg, Formidlingsansvarlig i Roskilde Domkirke

Tlf.: 2012 1981, sap@roskildedomkirke.dk

Fotos og videomateriale i høj opløsning kan hentes på www.verdensarvscenter.dk

Fakta:

Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal formidle historien om Roskilde Domkirke som UNESCO Verdensarv. Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af bygningskomplekset Det Kongelige Palæ lige ved siden af Roskilde Domkirke. Den centrale beliggenhed – med den ikoniske arkitekt Lauritz de Thurahs indgangsport direkte ud mod Roskildes livlige Stændertorv – giver det nye verdensarvscenter en nøglerolle med at binde Roskildes kulturhistoriske miljø omkring Domkirken sammen. Både inde i bygningerne og udenfor er visionen at skabe nye byrum i tidssvarende rammer med en solid historisk klangbund. Blandt andet inddrages palæhaven, så den dels i sig selv er en oplevelse og en oase midt i byen, dels genskaber en fysisk forbindelse mellem Domkirken og Det Kongelige Palæ. Verdensarvscentret vil også kunne tilbyde bedre tilgængelighed for bevægelseshæmmede mennesker.

Realiseringen af verdensarvscentret er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 60 mio. kr. og Augustinus Fonden med 25 mio. kr. Roskilde Kommune har bidraget med 25 mio. kr. Kulturministeriet bidrager – med forbehold for Folketingets endelige godkendelse – med 10 mio. kr. i anlægsstøtte og yderligere 10 mio. kr. i driftsstøtte over en 5-årig periode. Projektet er desuden støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med 500.000 kroner, hvilket er blandt de største bevillinger i fondens historie. Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, der selv har bidraget med 6 mio. kr., forventer, at det nye verdensarvscenter kan slå dørene op i løbet af 2028.

Roskilde Domkirke, der er kongelig gravkirke, er opført af teglsten omkring år 1200 som afløser for en mindre frådstenskirke på samme sted. I 1995 blev Domkirken optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. De to kriterier, som ligger til grund for udvælgelsen, er den tidlige brug af teglsten på et kirkebyggeri i gotisk stil samt den gennemslagskraft, som Domkirkens status som kongelig gravkirke har haft på monumentets arkitektoniske og stilmæssige udtryk. Formidlingen i det nye verdensarvscenter vil i høj grad afspejle udvælgelseskriterierne i udstillingerne.

Det Kongelige Palæ har siden opførelsen i 1700-tallet haft flere funktioner; som kongelig residens, skole, museum, hjemsted for færdselspolitiet, kreativt rum for flere kunstnere – og siden 1922 også som administrativt knudepunkt for Roskilde Stiftskontor og bispebolig. Den funktion fortsætter som et stærkt symbol på samspillet mellem kongemagt og kirkeliv på tværs af tid.

Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, der har Morten Langager som bestyrelsesformand, står for at etablere verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke. I bestyrelsen for fonden sidder i øvrigt repræsentanter for Roskilde Domsogn, Roskilde Kommune, Nationalmuseet, samt flere eksperter i kommunikation, bygningsdrift og projektudvikling.

Til at lede arbejdet med verdensarvscentret antog projektet i 2021 museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen som operatør og ansvarlig.

Arbejdet med at udvikle verdensarvscentret bygger desuden på et omfattende og velfungerende samarbejde mellem flere institutioner. Udstillingerne om de kongelige gravmonumenter skabes i samarbejde med Kongernes Samling. Projektet udgør en studiecase for Kulturens Analyseinstitut. En tæt dialog gennem flere år med fredningsmyndighederne har bidraget til, at projektet i videst muligt omfang understøtter bygningernes historiske værdier med så høj grad af genanvendelse som muligt.

Det nye verdensarvscenter forventes at åbne i løbet af 2028 efter udbud og under forudsætning af endelige godkendelser fra myndigheder.

Læs mere på verdensarvscenter.dk

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).

Med donationer på over 125 millioner i ryggen er der nu grønt lys til et besøgscenter lige ved den ikoniske Roskilde Domkirke, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste. 

Og om få år kan lokale og besøgende fra hele verden blive endnu klogere på den kongelige gravkirkes 1000-årige historie, når et nyt verdensarvscenter slår dørene op.

Det er realiteten, efter at finansieringen til projektet er faldet på plads med store donationer fra først og fremmest A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Roskilde Kommune og Kulturministeriet. Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har med en bevilling også bidraget til projektet.

Bag projektet står Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er med en donation på 60 millioner kroner den største bidragsyder.

”Fonden ønsker at bidrage til en stærkere formidling af den enestående fortælling om Roskilde Domkirkes 1000-årige Danmarkshistorie i værdige, smukke og attraktive rammer”, siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.  

Også Augustinus Fonden bidrager til besøgscentret med en donation på 25 millioner kroner.

”Det er meget glædeligt, at der med det nye verdensarvscenter bliver skabt en nutidig ramme for formidlingen af det storslåede historiske monument. Det giver alle mulighed for at få en dybere og mere kvalificeret forståelse af, at vores fælles nationale kulturarv også er verdensarv,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden. 

En samlende faktor for byens historiske miljø

Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af det store barokkompleks, Det Kongelige Palæ, midt i Roskilde. Med stor respekt for de historiske bygninger skal flere dele af Det Kongelige Palæ indrettes med udstillinger, der formidler historien om Roskilde Domkirke som UNESCO verdensarv. Derudover supplerer det kommende besøgssted Domkirken med moderne faciliteter som café, butik og undervisningsmiljø.

”Det er svært at skjule begejstringen og stoltheden i dag. Det kommende verdensarvscenter bliver en samlende faktor for hele det kulturhistoriske miljø omkring Domkirken til glæde for både byens borgere og turister. At det ovenikøbet kan placeres i de dele af det smukke Kongelige Palæ, der vender ud mod byen og ind mod Domkirken, er intet mindre end en helt optimal løsning,” fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam.

Med erklæringen om en bevilling, der både dækker anlægsudgifter og giver driftsstøtte til verdensarvscentret de første fem år efter åbningen, har kulturministeren banet vej for, at verdensarvscentret får en solid og sikker start.

“Roskilde Domkirke er med sin historie og arkitektur helt unik dansk kulturarv og verdensarv. Derfor skal turister og lokale besøgende naturligvis have adgang til en tidssvarende formidling, der gør det tydeligt, hvor enestående og universel en betydning, Domkirken har for dansk arkitektur og historie. Det er utroligt glædeligt, at det er lykkedes at samle så mange kræfter om at oprette det nye verdensarvscenter, så ikke alene Domkirkens tårne rager højt op, men fortællingen om Domkirken også kommer til at gøre det,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

For Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, som er bygherre på projektet, er nyheden selvsagt også skelsættende.

”Det er en glædens dag! Med verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke vil mennesker fra hele verden få øjnene op for, hvor rig en kulturarv, vi har i Danmark, med banebrydende håndværk, rig arkitektur og med kongelige historier af ypperste klasse. Vi er taknemlige over for de bevillingsgivere, som har gjort dette projekt muligt,” siger bestyrelsesformand i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, Morten Langager.

Levende kirke i kulturmiljø

I Roskilde Domsogn har menighedsrådet i flere årtier ønsket sig et besøgscenter, så glæden er stor nu, hvor det tegner til at blive til virkelighed.

“Det er en drøm, der går i opfyldelse. Som en aktiv og levende sognekirke er vi stolte af det unikke samspil, vi har med verdensarven. Med besøgscentret bliver der mere plads til på én gang at udfolde kirkelivet og at være et historisk vingesus i Roskilde”, siger Bjarne Hald, der er formand for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn.

Operatør og ansvarlig for projektet er museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen og Lena Bruun Jensen som projektleder.

”Roskilde Domkirke er et kulturhistorisk mesterværk og et nationalt klenodie. Med Verdensarvscentret bliver det muligt at åbne flere døre til den fælles kulturarv, der forener os. Så fra hjertet tak til alle, der har hjulpet og nu vil samarbejde yderligere om at løse denne enormt væsentlige opgave for vores samfund”, udtaler Morten Thomsen Højsgaard.

Kontakt:

Lena Bruun Jensen, projektleder Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke

Tlf.: 5359 1966, lenabj@romu.dk

Sara Peuron-Berg, Formidlingsansvarlig i Roskilde Domkirke

Tlf.: 2012 1981, sap@roskildedomkirke.dk

Fotos og videomateriale i høj opløsning kan hentes på www.verdensarvscenter.dk

Fakta:

Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal formidle historien om Roskilde Domkirke som UNESCO Verdensarv. Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af bygningskomplekset Det Kongelige Palæ lige ved siden af Roskilde Domkirke. Den centrale beliggenhed – med den ikoniske arkitekt Lauritz de Thurahs indgangsport direkte ud mod Roskildes livlige Stændertorv – giver det nye verdensarvscenter en nøglerolle med at binde Roskildes kulturhistoriske miljø omkring Domkirken sammen. Både inde i bygningerne og udenfor er visionen at skabe nye byrum i tidssvarende rammer med en solid historisk klangbund. Blandt andet inddrages palæhaven, så den dels i sig selv er en oplevelse og en oase midt i byen, dels genskaber en fysisk forbindelse mellem Domkirken og Det Kongelige Palæ. Verdensarvscentret vil også kunne tilbyde bedre tilgængelighed for bevægelseshæmmede mennesker.

Realiseringen af verdensarvscentret er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 60 mio. kr. og Augustinus Fonden med 25 mio. kr. Roskilde Kommune har bidraget med 25 mio. kr. Kulturministeriet bidrager – med forbehold for Folketingets endelige godkendelse – med 10 mio. kr. i anlægsstøtte og yderligere 10 mio. kr. i driftsstøtte over en 5-årig periode. Projektet er desuden støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med 500.000 kroner, hvilket er blandt de største bevillinger i fondens historie. Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, der selv har bidraget med 6 mio. kr., forventer, at det nye verdensarvscenter kan slå dørene op i løbet af 2028.

Roskilde Domkirke, der er kongelig gravkirke, er opført af teglsten omkring år 1200 som afløser for en mindre frådstenskirke på samme sted. I 1995 blev Domkirken optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. De to kriterier, som ligger til grund for udvælgelsen, er den tidlige brug af teglsten på et kirkebyggeri i gotisk stil samt den gennemslagskraft, som Domkirkens status som kongelig gravkirke har haft på monumentets arkitektoniske og stilmæssige udtryk. Formidlingen i det nye verdensarvscenter vil i høj grad afspejle udvælgelseskriterierne i udstillingerne.

Det Kongelige Palæ har siden opførelsen i 1700-tallet haft flere funktioner; som kongelig residens, skole, museum, hjemsted for færdselspolitiet, kreativt rum for flere kunstnere – og siden 1922 også som administrativt knudepunkt for Roskilde Stiftskontor og bispebolig. Den funktion fortsætter som et stærkt symbol på samspillet mellem kongemagt og kirkeliv på tværs af tid.

Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, der har Morten Langager som bestyrelsesformand, står for at etablere verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke. I bestyrelsen for fonden sidder i øvrigt repræsentanter for Roskilde Domsogn, Roskilde Kommune, Nationalmuseet, samt flere eksperter i kommunikation, bygningsdrift og projektudvikling.

Til at lede arbejdet med verdensarvscentret antog projektet i 2021 museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen som operatør og ansvarlig.

Arbejdet med at udvikle verdensarvscentret bygger desuden på et omfattende og velfungerende samarbejde mellem flere institutioner. Udstillingerne om de kongelige gravmonumenter skabes i samarbejde med Kongernes Samling. Projektet udgør en studiecase for Kulturens Analyseinstitut. En tæt dialog gennem flere år med fredningsmyndighederne har bidraget til, at projektet i videst muligt omfang understøtter bygningernes historiske værdier med så høj grad af genanvendelse som muligt.

Det nye verdensarvscenter forventes at åbne i løbet af 2028 efter udbud og under forudsætning af endelige godkendelser fra myndigheder.

Læs mere på verdensarvscenter.dk

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).

Med donationer på over 125 millioner i ryggen er der nu grønt lys til et besøgscenter lige ved den ikoniske Roskilde Domkirke, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste. 

Og om få år kan lokale og besøgende fra hele verden blive endnu klogere på den kongelige gravkirkes 1000-årige historie, når et nyt verdensarvscenter slår dørene op.

Det er realiteten, efter at finansieringen til projektet er faldet på plads med store donationer fra først og fremmest A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Roskilde Kommune og Kulturministeriet. Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har med en bevilling også bidraget til projektet.

Bag projektet står Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er med en donation på 60 millioner kroner den største bidragsyder.

”Fonden ønsker at bidrage til en stærkere formidling af den enestående fortælling om Roskilde Domkirkes 1000-årige Danmarkshistorie i værdige, smukke og attraktive rammer”, siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.  

Også Augustinus Fonden bidrager til besøgscentret med en donation på 25 millioner kroner.

”Det er meget glædeligt, at der med det nye verdensarvscenter bliver skabt en nutidig ramme for formidlingen af det storslåede historiske monument. Det giver alle mulighed for at få en dybere og mere kvalificeret forståelse af, at vores fælles nationale kulturarv også er verdensarv,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden. 

En samlende faktor for byens historiske miljø

Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af det store barokkompleks, Det Kongelige Palæ, midt i Roskilde. Med stor respekt for de historiske bygninger skal flere dele af Det Kongelige Palæ indrettes med udstillinger, der formidler historien om Roskilde Domkirke som UNESCO verdensarv. Derudover supplerer det kommende besøgssted Domkirken med moderne faciliteter som café, butik og undervisningsmiljø.

”Det er svært at skjule begejstringen og stoltheden i dag. Det kommende verdensarvscenter bliver en samlende faktor for hele det kulturhistoriske miljø omkring Domkirken til glæde for både byens borgere og turister. At det ovenikøbet kan placeres i de dele af det smukke Kongelige Palæ, der vender ud mod byen og ind mod Domkirken, er intet mindre end en helt optimal løsning,” fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam.

Med erklæringen om en bevilling, der både dækker anlægsudgifter og giver driftsstøtte til verdensarvscentret de første fem år efter åbningen, har kulturministeren banet vej for, at verdensarvscentret får en solid og sikker start.

“Roskilde Domkirke er med sin historie og arkitektur helt unik dansk kulturarv og verdensarv. Derfor skal turister og lokale besøgende naturligvis have adgang til en tidssvarende formidling, der gør det tydeligt, hvor enestående og universel en betydning, Domkirken har for dansk arkitektur og historie. Det er utroligt glædeligt, at det er lykkedes at samle så mange kræfter om at oprette det nye verdensarvscenter, så ikke alene Domkirkens tårne rager højt op, men fortællingen om Domkirken også kommer til at gøre det,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

For Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, som er bygherre på projektet, er nyheden selvsagt også skelsættende.

”Det er en glædens dag! Med verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke vil mennesker fra hele verden få øjnene op for, hvor rig en kulturarv, vi har i Danmark, med banebrydende håndværk, rig arkitektur og med kongelige historier af ypperste klasse. Vi er taknemlige over for de bevillingsgivere, som har gjort dette projekt muligt,” siger bestyrelsesformand i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, Morten Langager.

Levende kirke i kulturmiljø

I Roskilde Domsogn har menighedsrådet i flere årtier ønsket sig et besøgscenter, så glæden er stor nu, hvor det tegner til at blive til virkelighed.

“Det er en drøm, der går i opfyldelse. Som en aktiv og levende sognekirke er vi stolte af det unikke samspil, vi har med verdensarven. Med besøgscentret bliver der mere plads til på én gang at udfolde kirkelivet og at være et historisk vingesus i Roskilde”, siger Bjarne Hald, der er formand for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn.

Operatør og ansvarlig for projektet er museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen og Lena Bruun Jensen som projektleder.

”Roskilde Domkirke er et kulturhistorisk mesterværk og et nationalt klenodie. Med Verdensarvscentret bliver det muligt at åbne flere døre til den fælles kulturarv, der forener os. Så fra hjertet tak til alle, der har hjulpet og nu vil samarbejde yderligere om at løse denne enormt væsentlige opgave for vores samfund”, udtaler Morten Thomsen Højsgaard.

Kontakt:

Lena Bruun Jensen, projektleder Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke

Tlf.: 5359 1966, lenabj@romu.dk

Sara Peuron-Berg, Formidlingsansvarlig i Roskilde Domkirke

Tlf.: 2012 1981, sap@roskildedomkirke.dk

Fotos og videomateriale i høj opløsning kan hentes på www.verdensarvscenter.dk

Fakta:

Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal formidle historien om Roskilde Domkirke som UNESCO Verdensarv. Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af bygningskomplekset Det Kongelige Palæ lige ved siden af Roskilde Domkirke. Den centrale beliggenhed – med den ikoniske arkitekt Lauritz de Thurahs indgangsport direkte ud mod Roskildes livlige Stændertorv – giver det nye verdensarvscenter en nøglerolle med at binde Roskildes kulturhistoriske miljø omkring Domkirken sammen. Både inde i bygningerne og udenfor er visionen at skabe nye byrum i tidssvarende rammer med en solid historisk klangbund. Blandt andet inddrages palæhaven, så den dels i sig selv er en oplevelse og en oase midt i byen, dels genskaber en fysisk forbindelse mellem Domkirken og Det Kongelige Palæ. Verdensarvscentret vil også kunne tilbyde bedre tilgængelighed for bevægelseshæmmede mennesker.

Realiseringen af verdensarvscentret er sikret med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 60 mio. kr. og Augustinus Fonden med 25 mio. kr. Roskilde Kommune har bidraget med 25 mio. kr. Kulturministeriet bidrager – med forbehold for Folketingets endelige godkendelse – med 10 mio. kr. i anlægsstøtte og yderligere 10 mio. kr. i driftsstøtte over en 5-årig periode. Projektet er desuden støttet af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond med 500.000 kroner, hvilket er blandt de største bevillinger i fondens historie. Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, der selv har bidraget med 6 mio. kr., forventer, at det nye verdensarvscenter kan slå dørene op i løbet af 2028.

Roskilde Domkirke, der er kongelig gravkirke, er opført af teglsten omkring år 1200 som afløser for en mindre frådstenskirke på samme sted. I 1995 blev Domkirken optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. De to kriterier, som ligger til grund for udvælgelsen, er den tidlige brug af teglsten på et kirkebyggeri i gotisk stil samt den gennemslagskraft, som Domkirkens status som kongelig gravkirke har haft på monumentets arkitektoniske og stilmæssige udtryk. Formidlingen i det nye verdensarvscenter vil i høj grad afspejle udvælgelseskriterierne i udstillingerne.

Det Kongelige Palæ har siden opførelsen i 1700-tallet haft flere funktioner; som kongelig residens, skole, museum, hjemsted for færdselspolitiet, kreativt rum for flere kunstnere – og siden 1922 også som administrativt knudepunkt for Roskilde Stiftskontor og bispebolig. Den funktion fortsætter som et stærkt symbol på samspillet mellem kongemagt og kirkeliv på tværs af tid.

Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, der har Morten Langager som bestyrelsesformand, står for at etablere verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke. I bestyrelsen for fonden sidder i øvrigt repræsentanter for Roskilde Domsogn, Roskilde Kommune, Nationalmuseet, samt flere eksperter i kommunikation, bygningsdrift og projektudvikling.

Til at lede arbejdet med verdensarvscentret antog projektet i 2021 museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen som operatør og ansvarlig.

Arbejdet med at udvikle verdensarvscentret bygger desuden på et omfattende og velfungerende samarbejde mellem flere institutioner. Udstillingerne om de kongelige gravmonumenter skabes i samarbejde med Kongernes Samling. Projektet udgør en studiecase for Kulturens Analyseinstitut. En tæt dialog gennem flere år med fredningsmyndighederne har bidraget til, at projektet i videst muligt omfang understøtter bygningernes historiske værdier med så høj grad af genanvendelse som muligt.

Det nye verdensarvscenter forventes at åbne i løbet af 2028 efter udbud og under forudsætning af endelige godkendelser fra myndigheder.

Læs mere på verdensarvscenter.dk

Kostbare offerfund fra slutningen af bronzealderen dukkede i foråret op ved en mose omkring Veksø. Blandt andet blev der fundet en halsring og et særligt formgivet sværd. Bronzealderen er en periode, der ellers sjældent giver lyd fra sig, så fundet er med til at kaste lys over overgangen til jernalderen, der bragte nye traditioner og tider med sig.

I foråret gjorde detektorfører Claus Falsby et spektakulært fund – endda på sin allerførste tur med detektoren: Et såkaldt depotfund, hvor flere genstande sammen er lagt ned som et offer, fra overgangen mellem bronzealder og jernalder dukkede op ved en mose omkring Veksø. Den debuterende detektorfører kontaktede museumsorganisationen ROMU, der hurtigt rykkede ud til fundstedet med arkæologisk ekspertise. Og de blev ikke skuffede.

”Det er hvad jeg vil beskrive som et meget sjældent fund. Fra den første og mellemste del af bronzealderen har vi rigtig mange af de her depotfund, hvor bronzegenstande dukker op i moserne. Men vi kender ikke så mange fra den sidste del af bronzealderen. Den offertradition, der har været så synlig og dominerende, og som relaterer sig meget til det samfund, som har eksisteret gennem hele bronzealderen, den er på retræte her i slutningen af bronzealderen,” fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved ROMU og har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

På retræte – men altså ikke helt forsvundet. Arkæologerne overtog udgravningen fra detektorføreren og fandt yderlige genstande, så fundet nu rummer to små bronzeøkser, kaldet celte, et rituelt bøjet sværd af bronze med jernnitter i håndtaget, to-tre voluminøse ankelringe, kaldet vulstringe, muligvis et fragment af en stor dragtnål og en genstand, som arkæologerne har set før ved andre fund, men endnu ikke har kunnet bestemme anvendelsen af.

Som om det imponerende depotfund ikke var nok, gjorde Claus Falsby nogle dage senere yderligere et fund af endnu et pragtoffer bare 70 meter fra det første fund – denne gang en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning det blot andet fund i Danmark af sin slags. Det er sandsynligt, at halsringen i Egedalfundet er produceret i området langs den polske østersøkyst, hvor de hyppigere dukker op, og gennem handelsforbindelser til sidst er endt i området ved Værebro Ådal.

Nye kulturer dominerede

Genstandene fra det nye fund er endnu ikke blevet undersøgt og analyseret. Men noget kan Emil Winther Struve godt konkludere. Blandt andet hvornår de er blevet lagt i mosen som offer. Bronzesværdet med jernnitter er med de to materialer i samme genstand nærmest en fysisk manifestation af overgangen fra bronze- til jernalder. Det er muligt, at sværdets jernnitter udgør det tidligst kendte jernfund i Danmark. Det vil sige, at genstandene er lagt ned omkring år 500 f.Kr., altså for godt 2.500 år siden. Samtidig antyder sværdets formgivning, at det ikke er produceret i Danmark, men sandsynligvis importeret sydfra. Nærmere betegnet nord for alperne, hvor Hallstatt-kulturen i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa.

”Deres sværd er formgivet på en helt anden måde end tidligere, måske fordi de bliver brugt anderledes. Tidligere sværd var spinkle og blev måske brugt til at stikke. Men nu bliver de mere barske, mere solide og har en anden tyngde, så man kan bruge dem mere voldsomt og til at hugge med. Hallstatt-kulturen, som spreder sig forholdsvist hurtigt, har et krigerideal og en aggressiv strukturering, der fordrer erobring, krig og konflikt. Det er sværdet måske et billede på,” fortæller Emil Winther Struve.

Inden sværdet blev ofret, er det blevet rituelt bøjet. Det gjorde det ubrugeligt som våben – men materialerne og formgivningen gjorde, at det stadig var et kostbart offer.

Egedal-fundet viser bronzealderens svanesang

Det nye fund fra slutningen af bronzealderen – arkæologerne har valgt at kalde det Egedal-fundet – viser overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa og hvordan nye kulturer påvirkede os her i Danmark. Men fundet er også et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdte fast i bronzealdertraditionerne, og at de trods nedgangstider fortsat havde overskud til kostbare ofringer.

Fra Værebro Ådal kender man allerede to små bronze-figuriner, som forestiller kvinder med halsringe. Figurerne er samtidige med Egedalfundet og understreger den fortsatte villighed til fastholdelse af bronzealderens offeritualer i området omkring Værebro Ådal.

Genstandene er nu indleveret som danefæ til Nationalmuseet, og især sværdet har gjort Emil Winther Struve nysgerrig:

”Vi har ikke så mange af den type sværd i Danmark. Det kunne være spændende at lave analyser af både bronzen og jernet og finde ud af præcist, hvor det er produceret. Det bliver dog ikke lige i første omgang. Men det er usædvanligt, at jernnitterne i håndtaget er bevaret, så det skal nok blive flot, når Nationalmuseets eksperter er færdige med at konservere det.”

Bronzealderfund i Egedal

I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op i det, der i dag kendes som Smørumovrefundet. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns mose. Det nye fund, som arkæologerne kalder Egedal-fundet, stammer fra slutningen af bronzealderen, som omkring år 500 f.Kr. blev afløst af jernalderen. Dermed giver de tre fund tilsammen et godt billede af bronzealderens offertraditioner fra start til slut.

Det er vist en mild underdrivelse at konstatere, at digterjeget i Johannes V. Jensens klassiske digt Ved Frokosten fra 1906 var svært begejstret for øl. En begejstring, han ikke var alene om. I årene omkring 1900 drak hver dansker i gennemsnit 100 liter øl om året. Selvom nationen fortsat er glad for øl, så var tallet faldet til 65 liter i 2021.

Det har let kunnet mærkes, at ølbegejstringen stadig er stor i Lützhøfts Købmandsgaard, hvor der er langet hundredvis af øl over disken i 2023. Og ikke en hvilken som helst øl, men en gammel nyskabelse: Roskilde Dom Øl.

Øllen er brygget efter en opskrift fra 1893 og er udstyret med en etiket fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der lå i Roskilde. Øllen er brygget lokalt hos Himmelev Bryghus efter traditionelle metoder. Som med butikkens andre varer er ambitionen at komme så tæt på den historiske oplevelse som muligt, i smag, udseende og produktionsmetode.

Her kan du læse historien om det bryggeri, der oprindeligt bryggede øllen, og om hvordan museet har forsøgt at genskabe den.

DAMPBRYGGERIET PÅ ALGADE

Mens Johannes V. Jensens digterjeg hylder det ravgule øl, der omtales som en bajer – altså bajersk øl – så var det mørke hvidtøl noget mere udbredt. Modsat den undergærede bajerske pilsnerøl krævede den over gærede hvidtøl nemlig ikke køling under produktionen. Det gjorde fremstillingen meget lettere, og landet over fandtes der 387 bryggerier i 1903. De fleste producerede udelukkende hvidtøl.

En af de større spillere i den sammenhæng var F.R. Frederiksens Bryggeri
i Roskilde.

Bryggeriet lå på Algade som baghus til den bygning, der i skrivende stund huser restaurant Bryggergården. Fra den store gård i byens centrum blev der fra 1863 drevet købmandshandel, talgsmelteri, lysstøberi, handel med skind og huder – og altså også bryggeri.

Bryggeriet gik støt frem og kom i 1897 under ledelse af den driftige brygmester Hans Christiansen, der havde overtaget tøjlerne efter F.R. Frederiksens tidlige død i 1897. Ejeren var Frederiksens enke, Tekla Langreuter.

I 1903 nåede bryggeriets årlige produktion op på ca. 10.000 tønder eller omkring 1,3 mio. liter – lige under 1 % af den samlede danske produktion af skattefrit øl.

Men i 1904 blev bryggeriet ramt af en stor ulykke: en voldsom ildebrand, der gav genlyd i aviser landet over.

Branden blev opdaget af den årvågne overkelner Sørensen fra nabobygningen, Hotel Prindsen. Havde det ikke været for ham, havde ilden måske spredt sig yderligere. Den var ellers slem nok, som det var.

Både byens og domkirkens brandkorps kæmpede en brav kamp for at få ilden under kontrol. Da det så værst ud, tilkaldte de assistance fra København.

Ulykken var stor, men ikke fuldstændig. Der var tegnet en god forsikring, og dele af bygningerne overlevede. Bryggeriet kunne reetablere sig, og allerede et år efter branden blev der igen brygget øl på Algade – endda i mere tidssvarende rammer.

”DE SMUKKE MONUMENTALE BYGNINGER ER EN PRYD FOR
VORES BY”

Den udsendte medarbejder fra Roskilde Avis var så absolut imponeret over det nyindrettede bryggeri, som han mente måtte være det største hvidtølsbryggeri i Danmark uden for hovedstaden. Det skortede da heller ikke på praktiske mekaniske nyindretninger.

Den lokale Maglekilde Maskinfabrik havde leveret en dampmaskine på hestekræfter til at hjælpe kornet på vej gennem de forskellige etager med elevatorer og fødesnegle. Kornet vandrede på den måde fra kælder til kvist ”uden at berøres til det havner i Kælderen igen som Øl.”

Kapaciteten var også vokset betragteligt, fra 10.000 til 18.000 tønder øl – en mio. liter øl mere om året. Alt dette kunne klares af 12-14 arbejdere. Nybyggeriet stod i 100.000 kr., svarende til 7 mio. kr. i 2024, når der justeres for inflation.

Det var alt i alt et betragteligt foretagende. Det er næppe helt forkert, når den begejstrede skribent kalder bryggeriet for ”det største Hvidtøls-
bryggeri heri Landet udenfor København.”

Det topmoderne bryggeri kom hurtigt i gang igen og leverede snart alle de samme ølsorter til Roskilde og omegn som før branden. Og i december 1905 kom der en nyskabelse til bryggeriets sortiment: Roskilde Dom Øl.

ROSKILDE DOM ØL

Bryggeriet havde efter eget udsagn arbejdet på den nye ølsort i lang tid. Det var en rigtig luksusøl af typen dobbeltøl, som man ”anbefaler til Publikums Velville”.8 Det var altså ikke det billigste sprøjt, man havde opkaldt efter byens vartegn.

Navnet dobbeltøl kommer af, at man oprindeligt brugte dobbelt så meget malt som til de billigere bryg. I en betænkning fra 1673 kan vi læse, at man kun fik 5 tønder dobbeltøl ud af 4 tønder malt, mens man kunne lave hele 10 tønder skibsøl på samme mængde malt.

Dobbeltøllen havde en kraftigere smag og aroma og i reglen også en højere alkoholstyrke end de andre hvidtølstyper. Roskilde Dom Øl holdt sig dog under 2,25 vægtprocent alkohol, der var grænsen for skattefrit øl.

Øllen var noget anderledes end bryggeriets almindelige dobbeltøl. For mens dobbeltøl oftest var til den søde side, så var Roskilde Dom Øl ikke ”i Besiddelse af den stærke Sødme, som kendetegner dette Øl.”

Der har altså været tale om en mere bitter udgave af dobbeltøllen – formentlig en dobbelt bitterøl; en øltype, der er gået i glemmebogen.

Bitterøl var en meget udbredt øl op gennem 1800-tallet og nød fortsat en vis popularitet i den første del af 1900-tallet. Det var en øl med en udpræget bitterhed, som den fik fra en større mængde humle end de andre øltyper.

Imidlertid havde den fået hård konkurrence fra den nye undergærede bajerske pilsnerøl. Nogle bryggerier havde stor nedgang i salget af bitterøl allerede fra 1870’erne, og nogle bryghuse lod den udgå af sortimentet, da ølskatten kom i 1891. Som en lagret øltype blev bitterøl ofte for stærk til at undgå en beskatning, en udfordring, der også gjorde sig gældende for dobbeltøl.

En dobbelt bitterøl hørte ikke til blandt de mest almindelige øl på det danske ølmarked i 1905. Måske var Roskilde Dom Øl et tiltag fra F.R. Frederiksens Bryggeri, der skulle fastholde nogle af de pilsner-tørstige ølkunder, der måtte gå forgæves i bryggeriets sortiment efter undergæret øl?

Bryggeriet forsøgte sig også med, hvad de kaldte en pilsner, men da deres udgave af den populære øltype har været overgæret, må det så absolut betegnes som en tilsnigelse at give øllet det prædikat.

DEN GENSKABTE ØL

På Lützhøfts Købmandsgaard skal gæsterne opleve at blive sat tilbage til en købmand i tiden omkring 1920. Nogle varer skal se fremad og vise, hvor detailvarerne var på vej hen, og andre skal kigge mere bagud. De fleste varer kan dateres til perioden 1915-1925.

Det har ikke været muligt at finde ud af, hvornår Roskilde Dom Øl gik ud af produktion igen, men i de omfattende etikettesamlinger fra bryggeriet er der ikke eksempler på Dom Øl-etiketter, efter at bryggeriet skiftede navn til Roskilde Bryggerier i 1916.

Roskilde Dom Øl skal i butikken fungere som et kig tilbage på et mangfoldigt, lokalproduceret øludbud, der gradvist var ved at forsvinde i tiden omkring 1920. Det blev erstattet af et mindre antal produkter, der blev til på store fabrikker.

På den måde repræsenterer Roskilde Dom Øl en parallel til nutidens righoldige udbud af lokalt produceret håndværksøl. I postnummer 4000 findes der i skrivende stund seks bryggerier af varierende størrelse. Øllen er også i mere end én forstand en del af den tendens, da den er brygget på det lokale Himmelev Bryghus.

Her fik brygmester Per Rosen udarbejdet øllen på baggrund af en historisk opskrift. Da opskrifterne fra F.R. Frederiksens Bryggeri ikke er bevaret, måtte vi finde en tilsvarende fra et andet bryggeri. Valget faldt  på en Dobbelt Bitterøl fra Bryggeriet Rabeshave. Det lå på Christianshavn og var i lighed med F.R. Frederiksens Bryggeri et moderne dampbryggeri.

Opskriften er fra 1893 og lister kun de vigtigste elementer i brygget. Samtidig har f.eks. gærtyperne undergået en udvikling, og der er også sket ændringer på det hygiejniske område. Derfor har det været nødvendigt at komme med kvalificerede gæt og tilnærmelser for at få en anvendelig opskrift.

Hvor det er muligt, er de traditionelle metoder blevet bragt i anvendelse. Således er der knap så meget kulsyre som i en moderne øl, da den ikke er tvangskarboneret. Øllet er en anelse uklart, da det ikke er chokkølet
lige efter brygningen. På grund af den forbedrede hygiejne er det heller ikke nødvendigt at pasteurisere øllet længere. Da pasteuriseringen ændrer smagen, er dette trin fastholdt.

Til gengæld er alkoholstyrken justeret op i forhold til den oprindelige øl for at gøre den lidt mindre fremmed for nutidens øldrikkere.

Brygget gør det imidlertid ikke alene – udseendet må også være som dengang.

Etiketten var en vigtig ingrediens i et produkt, der slog på det lokale vartegn i markedsføringen. Imidlertid har arkiver og museer kun i begrænset omfang indsamlet de ret undseelige sodavands- og øletiketter. De gemmer på et lille stykke kulturhistorie, der både vidner om det store udbud af lokale drikkevarer og om store og små industrielle foretagender.

Lykkeligvis kom museet i forbindelse med Bo Petersson, der er ivrig etikettesamler. Blandt de utallige Roskilde-etiketter var også etiketten fra Roskilde Dom Øl i samlingen.

Med den store hjælp er det blevet muligt at skåle i et lille stykke Roskildehistorie igen

EFTERSKRIFT

F.R. Frederiksens Bryggeri opkøbte i 1916 den lokale konkurrent P. Nielsens Bryggeri og skiftede i den forbindelse navn til Roskilde Bryggerier. Men tiden løb fra hvidtølsbryggerierne, og i 1941 flyttede bryggeriet til Københavnsvej 26 og skiftede navn til Roar. Det er tvivlsomt, om der blev brygget øl her. Det lukkede i 1952.

Bryggeriet var fra 1914 ejet af journalist og lokalhistoriker Arthur Fang (1882-1973). Den genskabte Roskilde Dom Øl er dedikeret til hans datter, arkivar og lokalhistoriker Lotte Fang (1940-2020).