En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.

En ny afhandling går bag om funklende fund og kigger i stedet på fortidens dagligliv og produktion. For det er primært et generelt overskud i samfundet, der kan drive fremskridt, nu såvel som historisk. ROMUs arkæolog Jens Winther Johannsen er dykket ned i bondestenalderens intensivering af landbruget, der var grundlag for fremskridt og udvikling i overgangen til bronzealderen.

Et gammelt ordsprog lyder, at ”uden mad og drikke, duer helten ikke”. Den påstand er på sin vis også tanken bag en ny afhandling om forandringer for godt 4000 år siden. For når vi fremhæver fremskridtets store helte, må vi også se på, hvad der overhovedet giver dem mulighed for at foretage de bedrifter, der foreviger dem.

I hvert fald hvis det står til arkæolog på ROMU, Jens Winther Johannsen. I afhandlingen ‘Reneolithisation – Subsistence and Change in Late Neolithic Southern Scandinavia’ går han tæt på ændringer i landbruget og deres betydning for udviklingen i den senneolitiske periode – groft sagt overgangen fra bondestenalder til bronzealder. Ændringer, som han på sin vis synes lidt for ofte bliver skubbet i baggrunden.

”I den arkæologiske forskning er det typisk de smukke, prangende fund, der har fået mest opmærksomhed. Det betyder, at nogle simple, men måske mere grundlæggende genstandstyper, bliver overset. Det er altid de smukke flintdolke, store huse og skinnende metalgenstande, der bliver udstillet. De er også meget fascinerende og virkelig iøjnefaldende. Men at man overhovedet har den slags genstande, er baseret på, at der er nogen, der producerer fødevarer, så det kan lade sig gøre at frembringe den slags. Derfor var ideen med mit projekt at undersøge den grundlæggende økonomi, altså landbruget, som jeg mener er helt afgørende for, hvor stort et overskud, der er i samfundet,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Et overflodssymbol vakte interessen

I forbindelse med at der skulle etableres en station i Vinge sydøst for Frederikssund, blev der i 2015 foretaget en arkæologisk forundersøgelse. Sammen med kollegaer fra ROMU udgravede Jens Winther Johannsen en boplads, som strakte sig over flere hundrede år, og et enormt hus fra slutningen af stenalderen dukkede op. Huset var 45 m langt og syv meter bredt.

”Det var i virkeligheden det, der satte gang i min interesse for den her periode. Det store hus i Vinge var imponerende og meget fascinerende. Det er et overflodssymbol, for det er virkelig ressourcekrævende. Det er, når man har sådan et overskud, at man kan udvikle kulturen.”

Det fik Jens Winther Johannsen til at zoome ind på det, der lå bag overfloden. For det er ikke en ny tanke, at det er produktionen, der muliggør udviklingen. Det er bare ikke tidligere blevet inddraget i diskussionen af samfundsudviklingen i bondestenalderens slutning.

Analyser af jordprøver og pollendiagrammer, som blev udarbejdet på baggrund af prøver fra bopladsen ved Vinge, underbyggede en teori om, at der i den senneolitiske periode – ca. 2350-1700 f.Kr. – skete en intensivering af landbruget.

”Prøverne viser klare indikationer på, at skoven blev ryddet til landbrugsjord, og at vådområder blev ryddet til husdyrhold. Det er blevet tolket som, at man gerne ville skabe græsningsområder til dyrene – men uden at optage den agerjord, som de tidligere græssede på. Det er altså en optimering af landbruget,” fortæller Jens Winther Johannsen.

Flere fødevarer fik befolkningstallet til at vokse

På bopladsen fandt man også en mængde halvmåneformede segle. Jens Winther Johannsens undersøgelser understøttede en formodning om, at de var høstredskaber.

”Der er fundet tusindvis af dem fra den her periode, og det er et væsentligt argument for, at der sker en forandring og et forøget fokus på kornproduktionen. At så mange forskellige kornsorter blev dyrket på bopladserne, underbygger også et øget fokus på agerdyrkningen i perioden.”

Og så er vi tilbage ved ordsproget om helten, der skal have noget at leve af. Intensiveringen af landbruget medførte, at man på mindre plads kunne brødføde en større befolkning og sikre et mere stabilt fødevaregrundlag. Overskuddet af mad frigjorde kræfter til at udvikle kulturen.

”Pludselig bliver det for eksempel vigtigt, at man får en flintdolk med i graven, og de er ofte meget flotte og avancerede flintarbejder. Der sker en specialisering af et håndværk, som man formodentligt kun har haft mulighed for at udvikle, fordi der generelt har været et overskud. Det samme gælder tilstedeværelsen af metaller, som ikke findes naturligt i den sydskandinaviske undergrund. De begynder at dukke op her på tærsklen til bronzealderen. Importen forudsætter kontakt syd- og vestpå, og den kontakt forudsætter igen, at der bliver lavet skibe, så man kan foretage den slags handelsekspeditioner.”

Kulturen bredte sig nordpå

Men udvekslingen foregår ikke kun én vej. Den senneolitiske kultur breder sig efterhånden nordpå i Skandinavien, og det, mener Jens Winther Johannsen, kan skyldes en voksende befolkningstæthed på grund af et øget fødegrundlag.

”Jeg tror, at udviklingen begynder med, at flere og flere overlever barndommen. Hvis der skal være plads og mad til alle, må man flytte sig og rejse ud og bryde ny jord. Måske til Norge, hvor der faktisk ikke tidligere fandtes landbrug. Min påstand er, at det intensiverede landbrug fører til et skub nordpå, hvor menneskene breder sig til Norge og til det vestlige Sverige,” siger Jens Winther Johannsen.

Med sig har de nogle metoder til at dyrke afgrøder og brødføde sig selv. Men de medbringer også en kultur, som i høj grad er præget af vaner, skikke og ritualer.

”I den forudgående periode er der en stor grad af kulturel diversitet. Der er store forskelle fra vest til øst, for eksempel på, hvordan man gravlægger folk. Men op gennem den senneolitiske periode og bronzealderen bliver det mere homogent. De folk, der flytter ud, har deres egen kulturelle identitet, som de bringer med sig. Lidt sat på spidsen fører den nye landbrugsøkonomi og den afledte befolkningstilvækst til den enhedskultur, der kendetegner bronzealderen,” fortæller han.

En vigtig opgave for museerne

Arkæologisk chef på ROMU, Julie Nielsen, bifalder Jens Winther Johannsens forskningsresultater, som står frem i afhandlingen.

”Jens’ dybdegående forskningsarbejde gennem de seneste tre år er et vidnesbyrd om, hvor langt vi kan nå i udforskningen af vores fælles fortid – og hvad den til stadighed kan fortælle os om den civilisation, vi i dag har opbygget. Forskningen udspringer af de arkæologiske udgravninger, som fortsat bidrager og beriger os med masser af information og viden.”

Samtidig anerkender hun opbakningen fra de bidragsydere, der er med til at muliggøre projekter som Jens Winther Johannsens:

”Samarbejdet med de uundværlige fonde, der qua bevillingerne til Jens’ ph.d.-projekt vælger at støtte op om den videre forskning og fordybelse i kulturarven, gør det muligt at producere og opnå forskningsresultater på et meget højt niveau. Resultater, der nu er udmundet og offentliggjort i en flot ph.d.-afhandling, så de kan formidles bredt ud, hvilket er en af vores fineste opgaver som statsanerkendt museum,” siger Julie Nielsen.

2023 kan på mange måder siges at have været et skelsættende år på den kulturhistoriske front for Roskilde og dens nærområde. To særlige begivenheder har været med til at bringe dele af områdets historie og kulturarv frem i lyset. På årets første dag døde Lise Nørgaard i en alder af 105 år, hvilket skabte landesorg og satte sine spor både lokalt og nationalt. Den 26. august blev den danske astronaut Andreas Mogensen opsendt til Den Internationale Rumstation som en del af missionen Huginn. I forbindelse med missionen blev Mogensen tildelt PAO-pakken, en samling af vigtige danske kulturgenstande, hvis formål er at symbolisere jagten på ny viden. Som en del af denne pakke havde Mogensen en kopi af Odinfiguren fra Lejre med i rummet. Hermed er både Lise Nørgaard og Odinfiguren på ny kommet i rampelyset, hvilket har sat sine spor både i Roskilde og Lejre og har givet nyt liv til dele af områdernes kulturarv.

Roskildes historie strækker sig tilbage til 1000-tallet, men hvad var der før dette? Formentlig ikke meget på stedet, vi i dag kender som Roskilde. Men kun få kilometer mod sydvest var der op til tidspunktet omkring Roskildes grundlæggelse et kongesæde beliggende i Lejre. Her strækker historien sig tilbage til 500-tallet – hvis ikke længere.2 I Lejre ved vi, at der blev opført flere kongehaller over en årrække, hvilket vidner om stedets betydning. Det er også i dette område, at en lille sølvfigur, som siden har været udstillet på Lejre Museum, blev fundet. Figuren blev lokalt kendt som ”Odin fra Lejre”, herefter omtalt som Odinfiguren. Figurens stil gør, at eksperter har dateret den til omkring år 950.3 Det vides dog ikke, om den er fremstillet i Lejre, men fundet af den her er med til at understrege områdets betydning i vikingetiden.

Omtrent 950 år efter Odinfigurens fremstilling kommer der i Roskilde en lille pige til verden som ældste barn af en af byens købmænd. Hun er senere beskrevet som en pige, der ikke altid opførte sig, som man forventede af en pige i 1920’ernes Roskilde, og gennem sin opvækst og ungdom gør hun sig flere gange bemærket i byen. Som voksen rejser hun til København, hvor hendes arbejde som journalist gør hende bemærket på landsplan. Hun bliver allemandseje som forfatter på tv-serien Matador, der endnu har rekorden som bedst sælgende dvd i Danmark. Det er selvfølgelig Lise Nørgaard.

Odin og Lise. Lise og Odin. To personer kan man vel næppe tale om, men to elementer i dansk kulturarv, som Roskildeområdet knytter sig tæt til. På trods af en aldersforskel på adskillige århundreder har de begge formået at betage og berøre ikke blot lokalbefolkningen, men det meste af Danmark.

ODINFIGUREN OG LEJREOMRÅDET SOM IDENTITETSSKABENDE KULTURARV

Odinfiguren blev fundet en efterårsdag i 2009 af amatørarkæologen Tommy Olesen som en del af en større udgravning af området ved Mysselhøjgård nord for Lejre Museum. Ud over figuren fandt man spor efter bl.a. fem store kongehaller, dateret til perioden mellem år 650 og 1000, eller det, vi kender som yngre jernalder og vikingetid. Odinfiguren er ikke blot endnu et arkæologisk levn fra fortiden. På grund af sin detaljerigdom, sjældenhed og symbolik er den noget ganske særligt (se fig. 1).

Detaljerne gør, at der ikke kan herske tvivl om, hvad figuren forestiller: en person på en stol, hvor der på hvert armlæn er placeret en stor fugl. På ryglænet er der to store dyrehoveder. Man har tolket stolen til at være en miniaturegengivelse af en tronstol – et højsæde. Fuglene har man på baggrund af de kraftige næb fastslået som ravne, der sidder med front mod personen på højsædet. Umiddelbart lader der ingen tvivl at være; de må være Hugin og Munin, Tanken og Erindringen, Odins ravne, der sidder på højsædet Lidskjalv, Odins trone. Dermed tolker arkæolog og Lejreekspert, Tom Christensen, figuren til at være en afbildning af Odin.

Odinfiguren er helt enestående i sine detaljer – selv omtrent 1.000 år efter fremstillingen. Dette i sig selv er nok til at betage de fleste. Dertil kommer den fascination, der stadig – eller måske igen – er af vores hedenske forhistorie. Vores før-kristne fortid er en del af vores danske kulturarv og vores identitet, og Odinfiguren bliver et symbol på dette. Et symbol, der har overlevet i århundreder – en stor del af disse i jorden.

Ligesom man fra kristendommen kender helgener, der beskyttede bestemte grupper, f.eks. rejsende, har guderne i nordisk mytologi haft en nogenlunde tilsvarende opdeling. Thor var bøndernes gud, mens Odin i dag kendes som elitens, kongernes gud. Med fundet af Odinfiguren fra Lejre ses en fysisk forbindelse til vikingetidens elite, hvilket indikerer, at stedet har været en konges – eller en høvdings – sted. Odinfiguren bliver et symbol på den kongemagt, der har eksisteret i Lejre og er derved med til at legitimere Lejreområdet som et sted med en helt særlig kulturarv. Noget, man er stolte af i Lejre og Roskilde.

At tolke figuren som værende Odin har enorm betydning for Lejreområdets historiske status og muligvis også for stedets kulturelle identitet. Området har i mange århundreder været indhyllet i myterne og sagnenes tåger. Lejres historiske værdi var funderet i fortællingerne om den store sagnkongeslægt Skjoldungerne, der var et symbol på Lejres dominerende position gennem jernalder og vikingetid, og som siges at have boet og hersket i området. Det er ifølge flere af de gamle krøniker og sagaer, kong Skjold, søn af guden Odin, der var skjoldungernes stamfader. Ifølge den fragmenterede Skjoldungesaga fra ca. år 1200, kan man muligvis drage en direkte forbindelse mellem Skjoldungerne og vores kongerække, der starter med Gorm den Gamle. Der er dog nogle usikkerheder omkring dette, da rekonstruktionen af sagaen er bygget op af flere forskellige kilder. I hvert fald er Skjoldungerne ifølge mange af sagnfortællingerne Danmarks første kongeslægt, hvilket gør Lejre til oprindelsesstedet for Danmarks første kongedynasti. Selvom der ikke kan føres fysisk bevis for sagnkongeslægtens eksistens, kan man forestille sig, at dens sagnhistoriske forbindelser til både det guddommelige, og muligvis også til den nuværende danske kongerække, har haft stor symbolsk betydning for lokalområdet.

I 1800-tallets nationalromantiske strømning havde disse sagn en vigtig position, idet danskerne havde brug for at knytte sig til fortidige helteskikkelser – formentlig i et forsøg på at distancere sig fra samtidens problemer. En af de største nationalromantiske skikkelser i 1800-tallets Danmark, N.F.S. Grundtvig, etablerede grundlovsmøder i Lejre, kaldet Lejre Møderne. I begyndelsen fandt de sted ved skibssætningerne tæt ved Gammel Lejre, men blev senere flyttet til Herthadalen ved Ledreborg Slot.13 Både Grundtvig og 1800-talsdigterne Hans Peter Holst og Jenny Blicher-Clausen skrev digte dedikeret til kong Skjold, som hyldest til Lejres sagnomspundne kulturarv. Mødernes placering og digternes hyldest til Skjold giver indblik i områdets betydning for den danske nationalromantik.

I slutningen af 1800-tallet udviklede historiefaget sig i en kildekritisk retning, hvilket betød, at man frakendte myter og sagnhistorier historisk værdi. For Lejre var dette en kulturel og erindringsmæssig katastrofe, da stedets historie netop udsprang af sagaerne. Arkæologien blev Lejres redning, og efter at flere udgravninger påbegyndtes i 1940’erne og i årtierne efter, fik man øjnene op for, at Lejre alligevel var et historisk betydningsfuldt sted. De arkæologiske udgravninger kulminerede med opdagelserne af mindst syv kongehaller samt Odinfiguren, hvilket førte til nye tolkninger af Lejres historie. Eller måske rettere: De gamle tolkninger fik nyt liv.

LISE NØRGAARD SOM LOKALT NATIONALKLENODIE

Kun en pige er titlen på første del af Lise Nørgaards selvbiografi, en titel, der udspringer af det faktum, at hun var lidt af en skuffelse, da hun blev født. Faderen, Harry Jensen, ønskede sig brændende en søn. Det afholdt ham dog ikke fra at elske Lise og hendes søster højt, selv ikke da den længe ønskede dreng endelig kom et par år efter Lises fødsel. Men selvom børnene var elskede, så blev der gjort forskel på de to piger og drengen Kai. Noget, som Lise, efter eget udsagn, aldrig rigtig affandt sig med. Alligevel ved man, hvis man har læst hendes selvbiografier, at hun var meget tæt på sin far – trods uenigheder om især ulighed, eller forskelle, mellem køn. Noget, hun måske havde fra sin mor, Olga Tønder Jensen, der ved Harrys frieri skulle have udtalt, at hun hverken kunne eller ville lave mad. Olga beholdt også, meget atypisk for tiden, sin forretning i mange år, efter hun var blevet gift, inden hun solgte den og blev fuldtidsfrue. Hun gik op i, at hendes børns aflagte legetøj kunne gives til børn af mindrebemidlede. Her er måske grundstenen til den sociale bevidsthed og indignation, der kom til at præge Lise Nørgaards arbejde. Et kendetegn ved hendes journalistiske arbejde er netop, at hun var på de svages side; mens hun var på Politiken, skrev hun blandt andet om kvindesagen og om handicappedes muligheder for genoptræning, emner, der ikke nødvendigvis gjorde hende populær i samfundet.

Det lå ikke i kortene, at Lise Nørgaard skulle blive en af Danmarks bedst kendte forfattere – eller journalister for den sags skyld. Det var hendes ønske, men i 1930’ernes Roskilde var det ikke en vej for en ung pige fra en velhavende familie, og hendes familie forsøgte sig med mange alternativer. Et af dem var, at hun kom på husholdningsskole, indtil hun sprang fra, fordi hun følte, at det bandt kvinden i en unødigt sløv rolle i hjemmet. Herefter var en fransk klosterskole på tale, men løsningen blev, at hun ansatte som kontorelev i faderens grossistvirksomhed. Hun blev dog hurtigt bedt om at stoppe igen, fordi hun spurgte ind til, hvorfor de unge piger ikke var i fagforening, som det var deres ret. Dette blev enden på Lise Nørgaards karriere som kontorist, efter blot seks uger. Dråben for forældrene blev, da Lise i sommeren 1935 blev kåret til Miss Køge Bugt. En skamplet på familien, der resulterede i en svigende lussing fra moderen. Herefter overgav Lises far sig og bad ejeren og redaktøren af Roskilde Dagblad, A.I. Hansen, om at tage Lise ind som elev. Tanken var, at hun ved selvsyn kunne se, at det ikke var noget for hende – noget, der aldrig skete. Hun blev på Roskilde Dagblad i en årrække og skabte sig her, og senere på Hjemmet og Politiken, en solid karriere som journalist.

Men de fleste kender nok Lise Nørgaard som forfatter på tv-serien Matador med karaktererne, vi alle er på fornavn med: Maude, der måtte op at lægge sig, når verden gik hende imod. Stuepigen Agnes, der skabte sig sit eget liv fri af sin mands. Regitze, der som Lise selv blev kåret til Miss Vår. Og ikke mindst bankdirektør Varnæs, der ikke ville låne penge til den nyankomne Mads Skjern, som derfor sammen med sin bror grundlagde en ny bank i byen. Der er mange i Danmark, der kan nikke genkendende til en eller flere af de fortællinger, der findes i den 24 episoder lange hitserie, og den indeholder bestemt også elementer fra Roskilde. Lise Nørgaard har selv udtalt, at hun har fundet inspiration i det Roskilde, hun kendte, men det er ikke en direkte fortælling om hendes barndomsby. Korsbæk er ikke Roskilde – og så alligevel lidt. Men Korsbæk er mange provinsbyer i Danmark fra mellemkrigstiden og årene lige efter Anden Verdenskrig. Det var det, Lise Nørgaard kunne – hun skabte en by, et univers om man vil, som var genkendeligt for den brede befolkning. Hermed samlede hun Danmark i et fællesskab, der trodsede sociale placeringer og normer. En årsag til dette er måske, at hun selv trodsede datidens sociale normer; hun ville være journalist – og blev det – på en tid, hvor det hovedsageligt var et ”mandejob”. Hun fortsatte med at arbejde, efter at hun blev gift i 1939, hvilket hendes far fandt utrolig pinligt, og han tilbød hende økonomisk støtte, hvis hun ville nøjes med at være freelancejournalist. Og ikke mindst blev hun skilt fra sin mand, hvorefter hun forlod Roskilde. Noget, der ikke var almindeligt – i hvert fald ikke i Roskilde i 1950. Man kan sige, at hun var forud for sin tid på mange af disse områder, og måske er det derfor, at så mange beundrede hende. Hun var ikke bange for at gøre, hvad hun følte var bedst, heller ikke når det gik imod normen. Måske netop af disse årsager har hendes forfatterskab, herunder Matador, kunnet begejstre og forene på tværs af generationer. Dr.phil. Vincent Hendricks har kaldt hende et ”nationalklenodie” i tv-programmet ‘Længe leve Lise’, og det er måske ikke en dårlig sammenfatning af alt, hvad Lise Nørgaard har været for den danske befolkning.

ODIN OG LISE – HVAD ER DET, DE KAN?

Lise Nørgaard og Odin fra Lejre har begge sat deres spor, lokalt og nationalt, i 2023.

Selvom Lise Nørgaards død påvirkede på landsplan og danskerne ser hende som allemandseje, så har hun en særlig placering for roskildensere. De ser hende som en af deres egne – på trods af at hun tidligt i sit lange liv flyttede fra byen. Der er opstået en slags ejerskabsfølelse over hende og hendes eftermæle, og hun er blevet en vigtig del af kulturarven i byen. Dette ses tydeligt ved Mette Agerbæks statue af Lise Nørgaard fra 2010 i Algade, hvor der i ugerne efter Lise Nørgaards død var en overflod af blomster – og alle tog ansvar for at holde det pænt. Den dag i dag kan man stadig se blomster ved statuen fra folk, der vil vise deres respekt og sige tak – ofte for Matador. Ved hendes og forældrenes gravsted på Skt. Ibs kirkegård kan man møde folk, der tager forbi, ligeledes for at vise deres respekt. Det var tydeligt, at man samledes i sorgen over Lise Nørgaards bortgang, men i Roskilde fornemmede man samtidig
stoltheden over at kunne kalde hende en af byens egne. Dette kom til udtryk, da Roskilde Museum i januar lavede en mindevandring, hvor der var 150 tilmeldte, som endte med at blive til 300 mennesker, da mange stødte til undervejs (fig. 2). 300 mennesker med det til fælles, at de ”kendte” Lise Nørgaard. Kendte hende som en del af dansk kultur, som en kvinde med meninger og som formidler af dansk historie. Og netop i kraft af sit arbejde skabte hun et stykke danmarkshistorie. 

Stoltheden fornemmede man også i Lejre i sommeren 2023 med Odinfigurens rejse til rummet. Efter at astronaut Andreas Mogensen tog en kopi af Odinfiguren med på Huginn-missionen, har den fået plads blandt nogle af de største kulturskatte i Danmark, men det er i Lejre og på Lejre Museum, at den så at sige ”lever sit liv”. Det er her, den tiltrækker sig gæsternes opmærksomhed og er kendt blandt personalet som museets kronjuvel. Selvom figuren er en vigtig brik i det samlede billede for de første århundreder af den danske historie, er den mere lokalt forankret end mange andre danske kulturskatte fra samme periode. Hvor de største fund fra oldtiden, såsom Jellingstenen eller Guldhornene, ofte omfavnes af hele Danmark og bliver vores fælles nationale stolthed, har Odinfiguren ikke haft en lige så central placering, men er i stedet et lokalt klenodie. Dog har figurens tur til rummet bidraget til at fremhæve, at den også har en form for national status. Dette er noget, der puster til den lokale stolthed og måske også til den lokale identitetsfølelse, idet Odinfiguren er et symbol for kongesædet, der har ligget i Lejre, hvor de første konger har hersket, længe før kristendommen og Roskilde blev til.

Det er svært at forestille sig, at Lejre og Roskildes kulturarv ikke har været med til at forme den lokale identitet. Både områderne som helhed, men også det enkelte menneske. Vi er som mennesker forbundne til vores lokale miljøer og deres historie. Lise Nørgaard fra Roskilde og Odinfiguren fra Lejre er begge en del af disse miljøers historie. Så mon ikke vi, som bor i Roskilde eller Lejre, i en eller anden forstand har fået præget vores tilhørsforhold til det lokale miljø på grund af disse begivenheder i 2023? Om det er på baggrund af sorg, stolthed eller noget helt tredje, er forskelligt fra menneske til menneske, men vores kulturarv vil påvirke os. Dermed er vi heldige at kunne sige, at vi er knyttet til Roskilde og Lejre, hvor kulturarven er en af de rigeste i hele det ganske land.

Udgravninger af jernaldergravpladsen Stålmosegård ved Vindinge nær Roskilde har været med til at nuancere opfattelsen af periodens begravelsesritualer. Samtidig har de givet forskerne noget nyt at tænke over. Undersøgelserne åbenbarede et grøftesystem på gravpladsen, og sådan et kender man umiddelbart ikke andre steder fra.

Stålmosegård er egentlig navnet på en gård i Vindinge, en lille landsby sydøst for Roskilde. Men siden man i 1970’erne fandt grave fra jernalderen på gårdens jorde, har gården måttet dele navnet med Sjællands største gravplads fra romersk jernalder – en periode, der i grove træk strækker sig fra år 0-400 e.Kr. Omkring 100 grave fra især den sidste del af perioden er med arkæologers mellemkomst gennem tiden dukket op. Det er piblet frem med genstande i gravene som tenvægte, knive og kamme, men også mere kostbare genstande som perler og dragtsmykker.

Sporene efter Vindinges fortid kan man læse om i udgivelsen ’Stålmosegård – En gravplads fra romersk og ældre germansk jernalder’, der netop er udkommet.

”Efterhånden ved vi, at Vindinge har været et vigtigt sted, især efter de seneste års mange nye fund af gravpladser og bopladser. Gravene afspejler et landbrugssamfund. Nogle af dem er særdeles rige og viser, at befolkningen har haft kontakter til de omkringliggende landskaber på Sjælland og måske videre,” fortæller Mette Høj.

Hun har som museumsinspektør ved ROMU været med på flere af udgravningerne og efterfølgende været ansvarlig for udgivelsen. Den er blevet til i samarbejde med en række institutioner og eksperter, som nøje beskriver fundgrupper, udgravningshistorie og arkæologiske fortolkninger af Stålmosegårdgravpladsen.

Nyt syn på gravskikke

I bogen kan man nærstudere de mange fund af blandt andet perler, lerkar og smykker, som er gjort på stedet. Men det er ikke kun de fysiske genstande, der kan fortælle noget om Vindinges spændende fortid. Det kan i høj grad også de arkæologiske tolkninger, som blandt andet handler om jernalderfolkets gravskikke i Vindinge.

”Vi kan se, at flere af gravene har været genåbnet, og at det må være sket forholdsvist kort tid efter, at de er anlagt. Man går meget direkte ned i gravene, specifikt omkring brystregionen på de gravlagte, så man har altså vidst, hvor og hvordan de lå. I nogle grave kan man se, at der er efterladt perler og nåle af guld eller bronze,” fortæller Mette Høj.

Tidligere har man troet, at genåbninger af grave var lig med, at gravrøvere havde været på spil. Men ofte ligger der fortsat kostbare genstande i grave, som har været åbnet. Derfor er man de seneste årtier blevet opmærksom på, at genåbningerne kan have været en del af begravelsesritualer. For hvor vi i dag betragter en begravelse som en engangsforeteelse, kan man godt forestille sig, at det så anderledes ud for 2000 år siden.

”Vi kan se, at man vendte tilbage til gravene. Måske for at tage noget op, som for eksempel knoglemateriale fra den døde. Men det kan også være, at man har hentet noget, der midlertidigt var blevet deponeret ved selve begravelsen. Uanset hvad er det en del af en rituel handling, som endnu ikke fuldt ud kan afkodes. Fænomenet kendes også fra store jyske, nordtyske og polske gravpladser,” siger Mette Høj og tilføjer, at emnet er meget aktuelt i den arkæologiske debat.

Et grøftesystem blandt gravene

Mens en del af ROMU’s forskning er med til at understøtte og nuancere eksisterende tolkninger, har Mette Høj og hendes kollegaer også gjort fund, der har givet anledning til helt nye grublerier. Blandt andet et grøftesystem, der er anlagt på gravpladsen samtidig med gravene, som grøfterne respekterer; de hverken krydser eller på andre måder forstyrrer gravene. Men hvorfor de er anlagt, kan Mette Høj ikke svare entydigt på.

”En mulighed kunne være, at grøfterne inddeler gravpladsen, for eksempel i familieenheder. Grøfterne er ikke ret dybe, og de er fornyet nogle gange. Men vi kan ikke se, om det er grøfterne i sig selv eller de volde, som den overskydende jord kan danne, som har udgjort markeringen. Vi ved det ikke, for grøftesystemet er så vidt vi ved unikt og kendes ikke andre steder fra.”

Samtidig åbenbarede grøfterne en anden type begravelser end de gængse jordfæstegrave.

”Der er fundet brandgrave, hvor de brændte knogler og gravgaver blev deponeret i nogle af markeringsgrøfterne. Og det er ret usædvanligt, for det er ellers jordfæstegrave, der er altdominerende i den her periode på Sjælland. Brandgravene er anlagt i pladsens seneste brugsperiode. En forklaring kunne være, at der er et trosskifte på vej, som indebar, at man nu brændte de døde. Der kan også være en anden mulighed, nemlig at disse grave rummer indgiftede kvinder fra områder, hvor brandgravskikken var fremherskende, og at man tog denne begravelsesskik med sig.”

Viden til glæde for alle

Bogen om Stålmosegård-gravpladsen er første bind i en planlagt trilogi om ’Jernalderens Vindinge’. De næste to udgivelser kommer ligesom den første til at omhandle gravpladser, men i tilgift også to bopladser, som er fundet tæt på Stålmosegård.

”Først og fremmest er det vigtigt for os at komme ud med al det materiale, som vi ligger inde med, så andre kan få mulighed for at arbejde videre med det. Vi er selv dykket ned i det materiale, der ligger fra Nationalmuseets udgravninger i 1970’erne. Blandt andet havde de ikke registreret genopgravninger, men ved at gennemgå gammelt tegningsmateriale og gravebøger, har vi kunnet omtolke en del af gravene som genåbnet,” forklarer Mette Høj.

Hun håber, at oplysningerne fra Vindinge på samme måde kan hjælpe forskere videre med tolkningsprocessen fra andre udgravninger.