For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.

Den har gemt på en hemmelighed i tusindvis af år.

Det gik op for arkæologerne på Frederikssund Museum, Færgegården, da de tidligere på året fik overdraget et enestående fund fra en privatperson i området.

Et fund, som efter nærmere undersøgelser har vist sig at være netop den puslespilsbrik, de i årevis har manglet – nemlig en vildsvine-underkæbe med en enestående forhistorie, der går 6.500 år tilbage i Danmarkshistorien.

Altafgørende detalje

Underkæben fra vildsvinet stammer med andre ord helt tilbage fra jægerstenalderen.

Den har stadigvæk sine drabelige kindtænder og er blevet omhyggeligt gennemboret i midten, hvilket gør det muligt at sætte den fast på en pæl. En detalje, som kunne virke ligegyldig – men som blev noget af en øjenåbner for arkæologerne, da de fik den i hænderne:

“Det er den første gennemborede vildsvinekæbe, vi kender til i den danske museumsverden, så det er et enestående fund. Derudover er den velbevaret, og fordi den er uden tegn på slitage, kan man udelukke, at den har været brugt som redskab eller våben,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

En vigtig del af fødekæden

Den hemmelighedsfulde underkæbe stammer med al sandsynlighed fra et vildsvin, som det er lykkedes Ertebøllekulturens jægere at indfange for godt 6.500 år siden. Dengang levede der vildsvin i Danmarks skove, og deres kød holdt jægerfolket i live gennem de strenge vinterperioder.

Men lige netop dette vildsvin skulle ikke blot brødføde stammens familie, forklarer Line Jandoria Jørgensen. Den skulle i stedet tjene et højere formål.

“Jagt var afgørende for stammens overlevelse i jægerstenalderen, og derfor vurderer vi på baggrund af gennemboringen, at vildsvinekæben her er blevet brugt som en del af et ritual, der skulle sikre fremtidig jagtlykke ved at sætte kæben på en pæl og placere det i jorden nær kysten.”

Den manglende puslespilsbrik

Hvordan stammens ritual helt præcist har set ud dengang, kan museets arkæologer kun gisne om. Til gengæld har fundet af vildsvinekæben fået flere brikker til at falde på plads, når det gælder andre centrale fund fra museets samling.

“Vi kunne straks genkende den type gennemboring fra to andre genstande i vores samling, to hjortetakker fra samme tidsperiode. På grund af gennemboringen er hjortetakkerne hidtil blevet opfattet som en slags spidsvåben. Men de er samtidig smukt dekorerede, så det er meget sandsynligt, at de i virkeligheden ligesom vildsvinekæben er fremstillet til rituelt brug i stedet,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

Den største af de to dekorerede hjortetakker er blevet fundet af en sportsdykker, som det lykkedes at nå ned til den allerdybeste del af Roskilde Fjord. Her stødte dykkeren ved rent held på kronhjortetakken, som har hvilet der siden stenalderen, hvor området var dækket af en sø med et kraftigt, underjordisk kildevæld.

De to ornamenterede hjortetakker fra samlingen bliver nu sammen med det nye vildsvinefund en del af den kommende spot-udstilling ‘Vildsvinekæben på pælen – stenalderens rituelle verden’, som åbner den 13. juni.

Er du nysgerrig på Lejres fortidsminder og spændende historie – eller vil du gerne blive klogere på sagnhelten Beowulfs eventyr, Harald Hildetands høj eller gudinden Nerthus i Herthadalen? Så tag med på en historisk sommervandring.

I samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske Forening og lokale lodsejere inviterer Lejre Museum til gratis historiske vandreture hen over sommeren.

Vandringerne finder sted hver torsdag og søndag i juni, juli og august med start kl. 11.15 ved Lejre Museum. Frivillige og lokale guider tager dig med på tur forbi fortidsminder, gamle møller, stråtækte landsbyer og majestætiske alléer, alt imens de deler deres viden om områdets historie med dig.

“De historiske vandringer giver en fantastisk mulighed for at opdage nyt om det smukke Lejreområde,” fortæller Maja Kvamm fra Lejre Museum.

“Her kommer man ud i naturen i godt selskab, og bliver samtidig klogere på områdets historie undervejs”.

Turene varierer mellem 2 og 9 km og har forskellige temaer. Du kan for eksempel gå “I Beowulfs fodspor” eller tage med på Åvandring. Turen “Rundt om Knapsø” er barnevognsvenlig, og andre ture starter med en kort bustur til Gevninge eller Osted. Der er noget for alle, og museet tør godt love, at det bliver hyggeligt.

Turene er åbne for alle, der kan lide at vandre, og kræver ikke tilmelding på forhånd. Det eneste, du skal huske, er godt fodtøj og en madpakke.

Efter hver tur har du mulighed for at nyde en velfortjent kop kaffe og hjemmebagt kage på Gl. Kongsgaard, der ligger et stenkast fra Lejre Museum – i hjertet af Gl. Lejre.

Tid, pris og sted:
Hver torsdag og søndag i juni, juli og august. De fleste ture starter kl. 11.15 ved Lejre Museum. Bemærk, at vandreture med bustur har særlige mødetider, som fremgår af programmet.
Pris: Gratis
Sted: Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre

Se det fulde program for årets sommervandringer her

For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.

Det er ikke nogen ny opfindelse at slå sig ned i Egedal for at skabe sig et godt liv. Siden oldtiden har området omkring Værebro Ådal været et attraktivt sted at bo.

”Som ejendomsmægleren ville sige: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,” lyder det fra arkæolog Emil Winther Struve, der er museumsinspektør ved ROMU med ansvar for de arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune

”Det var et rigt område, fordi det naturligt havde gode betingelser for bosættelse. Det handler om placeringen ved Værebro Ådal, der fungerede som oldtidens motorvej, men også om det omkringliggende land. Det var perfekt landbrugsjord, noget af det bedste i Danmark. De to ting kombineret gjorde, at området var attraktivt,” fortæller han.

Levede som fyrster og prinser

Arkæologerne har tidligere fundet tegn på, at området var beboet i oldtiden. Udgravninger ved Toftegård Nord og det store offerfund, Egedal-fundet, der begge kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, tegner et billede af en bronzealderbefolkning, som ellers har været lidt underbelyst, fortæller Emil Winther Struve. Det er der ellers ingen grund til. De gik nemlig heller ikke selv og puttede sig.

”Her har levet en meget rig befolkning, som selv har kontrolleret områder med god landbrugsjord, og som har indgået i handler og netværk langt nede i Europa. Var vi længere sydpå, ville vi tale om dem som fyrster og prinser. Det brugte vi ikke i Danmark på det tidspunkt, men det har været rige og magtfulde slægter,” fortæller Emil Winther Struve.

Bronzealderen var netop kendetegnet ved stor fremgang og velstand. En effektivisering af landbruget gjorde det muligt at få flere ressourcer, og det skabte et overskud til at fokusere på andet end ren og skær overlevelse. Det betød blandt andet, at man også orienterede sig ud i verden for at få nye ideer. Via ådalens vidtforgrenede vandveje og den store velstand var områdets elite i stand til at indgå i høvdinge- og fyrstenetværk på et større europæisk plan.

”I de netværk udveksler man pragtgenstande, man bliver en del af en verden af symboler og prestige, man køber ind på den pakke, der hedder: Sådan opfører vi os, når vi er rige og høvdinger. Vi er også en del af det, de andre i Europa gør, vi adopterer deres fortællinger og ritualer. Vi er også europæiske aristokrater,” fortæller Emil Winter Struve.

Kostbare bronzealderfund

Blandt de mere udtryksfulde ritualer var de imponerende gravhøje, der var som skabt til at signalere magt og rigdom i bakkerne omkring Værebro Ådal. Men også ofringer var en vigtig del af bronzealderens forestillingsverden. De var ikke som gravhøjene et visuelt orienteret symbol, men når offerfundene i dag dukker frem af jorden og ser dagens lys efter 3000 år, kan arkæologerne ved selvsyn konstatere de tydelige tegn på velstand og overskud i området.

Det gælder et stort bronzealderfund med 163 genstande fra Smørumovre, det gælder Veksøhjelmene, og så gælder det det nyere fund af pragtsværd og smykker, gjort i foråret 2024 ved Veksø – også kaldet Egedalfundet. Tilsammen afdækker fundene hele bronzealderen, der strakte sig fra ca. 1700-500 f.Kr. Over en periode på godt 1200 år var de rige slægter tydeligt til stedet omkring Ådalen.

Et samfund med hierarki

Gravhøjene og de kostbare offerfund fortæller en historie om tilstedeværelsen af rigdom og velstand omkring ådalen. Men med de seneste udgravninger af områdets bopladser begynder arkæologerne at få et nuanceret billede af bronzealderens Egedal-borgere. For der skal andre end en elite til at opretholde velstand, og på bakkerne omkring ådalen har der sandsynligvis været bopladser, hvor de knap så velstående beboere har holdt til.

”Generelt set må vi sige, at der har været en form for samfund med øverste magthavere og så nogle mere almindelige bønder. Da kan man for eksempel pege på udgravningen ved Gammel Toftegård Nord, som er en boplads af vis betydning, hvor der er arbejdet med metal. Pladsen udstråler med sin størrelse en vis status, men svømmer ikke over i statusgenstande og rigdom,” fortæller Emil Winther Struve.

Gammel Toftegård Nord blev udgravet i foråret 2024 i området nord for Egedal Rådhus, og hvor offerfund og gravhøje er elitens tydelige stemme, var her spor efter dem, som var lidt længere nede i hierarkiet.

”Vi udgravede et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Vi ved altså, at der er blevet ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her,” fortæller Emil Winther Struve.

En velpolstret elite

Hen mod slutningen af bronzealderen var de gyldne tider ved at være forbi, og der blæste nye vinde. Arkæologisk kommer forandringerne omkring år 500 f.Kr. til udtryk i markant mindre huse, mere spredt bosætning og et tydeligt fald i mængden af rige metalfund. Bronzealderen var slut og den før-romerske jernalder fulgte.

Men selv om nedgangstiderne stod for døren, havde man fortsat et vist overskud i Værebro Ådal. Det viser det nyeste store offerfund, der stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Egedal-fundet, der dukkede op nær Veksø i foråret 2024, var et depotfund med bandt andet et kostbart bronzesværd, små bronzeøkser og store pragtsmykker.

”Vi vidste allerede på forhånd, at her har boet en meget velstående befolkning gennem hele bronzealderen. Det kommer også til udtryk i det her nye fund: Selv i den sidste periode, hvor det gik ned ad bakke, var man stadig i stand til at gøre et kostbart offer. Det er nok en udløber af, hvor imponerende godt, det har været tidligere i bronzealderen,” siger Emil Winther Struve.

Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.

Stenalderbopladser, løse vragdele fra vikingeskibe eller anlæg fra tidlig middelalder til at regulere kyst og vandløb – det er den slags spor af fortiden, som ROMUs arkæologer håber at finde, når de fra i dag går i gang med forundersøgelser i området, hvor den nye udstillingsbygning til de fem umistelige Skuldelevskibe fra vikingetiden skal ligge

“Lige siden oldtiden har der været masser af liv og aktivitet på strandengen ned mod Roskilde Fjord. Selvom nye fund indebærer en risiko for projektet med en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, er vi meget spændte på at se, hvad der dukker op. Hvert nyt fund kan berige vores forståelse af området, og det vil bidrage til at skabe et endnu mere interessant og informativt Vikingeskibsmuseum for fremtidige generationer,” fortæller chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet Jesper Stub Johnsen.

Området, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal placeres, var i vikingetiden og middelalderen den mest lavvandede del af fjorden. Arealet var også en del af den lavvandede kyst, hvor jægere og samlere levede i den ældre stenalder 6.000 år før Kristus fødsel.

Mulige fund af flere vikingeskibe og havneanlæg

Da Vikingeskibsmuseet i 1996 byggede Museumsøen fandt man i etableringsfasen i alt 9 skibsvrag. Heriblandt det hidtil længste kendte vikingeskib, Roskilde 6, som i dag er en del af Nationalmuseets samling.

Når ROMU’s arkæologer i næste uge undersøger de cirka 1,5 meter brede søgegrøfter i tre lige linjer, så er det muligt, at de finder dele af vikingeskibe. Det vurderer arkæolog ved ROMU Jesper Langkilde, der står for de arkæologiske forundersøgelser.

”Når vi kommer ned til den oprindelige fjordbund og strandeng, kan der muligvis ligge skibsvrag eller vragdele fra vikingetid og middelalder, ligesom det var tilfældet ved gravningen af kanalen rundt om museumsøen i 1996. Vi forventer gode bevaringsforhold for organisk materiale på grund af de fugtige aflejringsforhold,” lyder det fra Jesper Langkilde.

Udgravningen til forundersøgelserne foregår i første omgang med gravemaskine.

”Længst mod syd i det område vi graver i, kommer man måske så meget ind mod stranden, at der kan findes rester af forskellige anlæg til havn eller kystsikring,” vurderer Jesper Langkilde.

Rester fra 1.000 år gamle bebyggelser

Det ligger allerede gemt i navnet på Vikingeskibsmuseets adresse ’Vindeboder 12´. Stednavnet Vindeboder betyder vendernes boder. Venderne var et slavisk folk, som i vikingetiden og tidlig middelalder holdt til ved Østersøen i det nuværende Nordstyskland og Polen.

Flere steder, især på Lolland-Falster, er der stednavne, som stammer fra det vendiske sprog. Det vidner om, at der har været et dynamisk handelsforhold mellem venderne og danskerne, som har levet side om side.

Der er dog ikke fundet mange arkæologiske spor efter venderne. En undtagelse er netop her i Roskilde, hvor der i området omkring Skt. Ibs Kirke er fundet en del genstande med vendisk islæt.

Arkæolog Jesper Langkilde regner dog kun med at kunne finde spor af affald fra egentlige havnebebyggelser ved udgravningerne i området, hvor den nye udstillingsbygning skal opføres.

”Længere inde på land har der ligget en bebyggelse, der i middelalderen blev kaldt Vindeboder i området omkring Skt. Ibs kirke. Denne har i middelalderen ligget ned til strandengen, men så langt skal vi ikke ind og lave forundersøgelser. Der kan dog sagtens være gode affaldslag fra handelspladsen, da man i vikingetid og middelalder kan have dumpet affald i kystzonen,” lyder det.

Køkkenmøddinger og strandvoldsbegravelser fra oldtiden

Udover fund fra vikingetiden og de tidlige havnebebyggelser fra middelalderen, er der et særligt fokus på fund fra oldtiden. Langs kystzonerne omkring Roskilde Fjord er der nemlig registreret mange arkæologiske lokaliteter med fund fra især ældre stenalder.

I rundkørslen ved Sankt Claras Vej blev der eksempelvis fundet et menneskeskelet i 1999 uden spor af kiste, gravgaver eller nedgravning. Man regner derfor med, at der her var tale om en strandvoldsbegravelse fra oldtiden. Strandboldsbegravelser var nemlig et almindeligt fænomen i både sten-, bronze-, og jernalder. Skelettet blev dog ikke præcist dateret. Sankt Claras Vej er også hjem for fundet af en køkkenmødding af muslingeskaller, hvori der fandtes spor af stenaldermenneskers madrester og redskaber som blandt andet flintgenstande fra Ertebøllekulturen cirka 5400-3900 f.Kr.

For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.

Den har gemt på en hemmelighed i tusindvis af år.

Det gik op for arkæologerne på Frederikssund Museum, Færgegården, da de tidligere på året fik overdraget et enestående fund fra en privatperson i området.

Et fund, som efter nærmere undersøgelser har vist sig at være netop den puslespilsbrik, de i årevis har manglet – nemlig en vildsvine-underkæbe med en enestående forhistorie, der går 6.500 år tilbage i Danmarkshistorien.

Altafgørende detalje

Underkæben fra vildsvinet stammer med andre ord helt tilbage fra jægerstenalderen.

Den har stadigvæk sine drabelige kindtænder og er blevet omhyggeligt gennemboret i midten, hvilket gør det muligt at sætte den fast på en pæl. En detalje, som kunne virke ligegyldig – men som blev noget af en øjenåbner for arkæologerne, da de fik den i hænderne:

“Det er den første gennemborede vildsvinekæbe, vi kender til i den danske museumsverden, så det er et enestående fund. Derudover er den velbevaret, og fordi den er uden tegn på slitage, kan man udelukke, at den har været brugt som redskab eller våben,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

En vigtig del af fødekæden

Den hemmelighedsfulde underkæbe stammer med al sandsynlighed fra et vildsvin, som det er lykkedes Ertebøllekulturens jægere at indfange for godt 6.500 år siden. Dengang levede der vildsvin i Danmarks skove, og deres kød holdt jægerfolket i live gennem de strenge vinterperioder.

Men lige netop dette vildsvin skulle ikke blot brødføde stammens familie, forklarer Line Jandoria Jørgensen. Den skulle i stedet tjene et højere formål.

“Jagt var afgørende for stammens overlevelse i jægerstenalderen, og derfor vurderer vi på baggrund af gennemboringen, at vildsvinekæben her er blevet brugt som en del af et ritual, der skulle sikre fremtidig jagtlykke ved at sætte kæben på en pæl og placere det i jorden nær kysten.”

Den manglende puslespilsbrik

Hvordan stammens ritual helt præcist har set ud dengang, kan museets arkæologer kun gisne om. Til gengæld har fundet af vildsvinekæben fået flere brikker til at falde på plads, når det gælder andre centrale fund fra museets samling.

“Vi kunne straks genkende den type gennemboring fra to andre genstande i vores samling, to hjortetakker fra samme tidsperiode. På grund af gennemboringen er hjortetakkerne hidtil blevet opfattet som en slags spidsvåben. Men de er samtidig smukt dekorerede, så det er meget sandsynligt, at de i virkeligheden ligesom vildsvinekæben er fremstillet til rituelt brug i stedet,” siger Line Jandoria Jørgensen, museumsinspektør på Frederikssund Museum, Færgegården.

Den største af de to dekorerede hjortetakker er blevet fundet af en sportsdykker, som det lykkedes at nå ned til den allerdybeste del af Roskilde Fjord. Her stødte dykkeren ved rent held på kronhjortetakken, som har hvilet der siden stenalderen, hvor området var dækket af en sø med et kraftigt, underjordisk kildevæld.

De to ornamenterede hjortetakker fra samlingen bliver nu sammen med det nye vildsvinefund en del af den kommende spot-udstilling ‘Vildsvinekæben på pælen – stenalderens rituelle verden’, som åbner den 13. juni.

Er du nysgerrig på Lejres fortidsminder og spændende historie – eller vil du gerne blive klogere på sagnhelten Beowulfs eventyr, Harald Hildetands høj eller gudinden Nerthus i Herthadalen? Så tag med på en historisk sommervandring.

I samarbejde med Lejre Museumsforening, Lejre Historiske Forening og lokale lodsejere inviterer Lejre Museum til gratis historiske vandreture hen over sommeren.

Vandringerne finder sted hver torsdag og søndag i juni, juli og august med start kl. 11.15 ved Lejre Museum. Frivillige og lokale guider tager dig med på tur forbi fortidsminder, gamle møller, stråtækte landsbyer og majestætiske alléer, alt imens de deler deres viden om områdets historie med dig.

“De historiske vandringer giver en fantastisk mulighed for at opdage nyt om det smukke Lejreområde,” fortæller Maja Kvamm fra Lejre Museum.

“Her kommer man ud i naturen i godt selskab, og bliver samtidig klogere på områdets historie undervejs”.

Turene varierer mellem 2 og 9 km og har forskellige temaer. Du kan for eksempel gå “I Beowulfs fodspor” eller tage med på Åvandring. Turen “Rundt om Knapsø” er barnevognsvenlig, og andre ture starter med en kort bustur til Gevninge eller Osted. Der er noget for alle, og museet tør godt love, at det bliver hyggeligt.

Turene er åbne for alle, der kan lide at vandre, og kræver ikke tilmelding på forhånd. Det eneste, du skal huske, er godt fodtøj og en madpakke.

Efter hver tur har du mulighed for at nyde en velfortjent kop kaffe og hjemmebagt kage på Gl. Kongsgaard, der ligger et stenkast fra Lejre Museum – i hjertet af Gl. Lejre.

Tid, pris og sted:
Hver torsdag og søndag i juni, juli og august. De fleste ture starter kl. 11.15 ved Lejre Museum. Bemærk, at vandreture med bustur har særlige mødetider, som fremgår af programmet.
Pris: Gratis
Sted: Lejre Museum, Orehøjvej 4B, 4320 Lejre

Se det fulde program for årets sommervandringer her

For omkring 3000 år siden var området omkring Værebro Ådal præget af rigdom og magt. Et lille paradis med optimal landbrugsjord og gode transportveje ud i verden medførte velstand og høj status gennem godt et årtusinde. Arkæolog Emil Winther Struve tegner et billede af de mennesker, der boede i Egedal-området i bronzealderen.

Det er ikke nogen ny opfindelse at slå sig ned i Egedal for at skabe sig et godt liv. Siden oldtiden har området omkring Værebro Ådal været et attraktivt sted at bo.

”Som ejendomsmægleren ville sige: beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,” lyder det fra arkæolog Emil Winther Struve, der er museumsinspektør ved ROMU med ansvar for de arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune

”Det var et rigt område, fordi det naturligt havde gode betingelser for bosættelse. Det handler om placeringen ved Værebro Ådal, der fungerede som oldtidens motorvej, men også om det omkringliggende land. Det var perfekt landbrugsjord, noget af det bedste i Danmark. De to ting kombineret gjorde, at området var attraktivt,” fortæller han.

Levede som fyrster og prinser

Arkæologerne har tidligere fundet tegn på, at området var beboet i oldtiden. Udgravninger ved Toftegård Nord og det store offerfund, Egedal-fundet, der begge kom på Top 10 over arkæologiske fund i 2024, tegner et billede af en bronzealderbefolkning, som ellers har været lidt underbelyst, fortæller Emil Winther Struve. Det er der ellers ingen grund til. De gik nemlig heller ikke selv og puttede sig.

”Her har levet en meget rig befolkning, som selv har kontrolleret områder med god landbrugsjord, og som har indgået i handler og netværk langt nede i Europa. Var vi længere sydpå, ville vi tale om dem som fyrster og prinser. Det brugte vi ikke i Danmark på det tidspunkt, men det har været rige og magtfulde slægter,” fortæller Emil Winther Struve.

Bronzealderen var netop kendetegnet ved stor fremgang og velstand. En effektivisering af landbruget gjorde det muligt at få flere ressourcer, og det skabte et overskud til at fokusere på andet end ren og skær overlevelse. Det betød blandt andet, at man også orienterede sig ud i verden for at få nye ideer. Via ådalens vidtforgrenede vandveje og den store velstand var områdets elite i stand til at indgå i høvdinge- og fyrstenetværk på et større europæisk plan.

”I de netværk udveksler man pragtgenstande, man bliver en del af en verden af symboler og prestige, man køber ind på den pakke, der hedder: Sådan opfører vi os, når vi er rige og høvdinger. Vi er også en del af det, de andre i Europa gør, vi adopterer deres fortællinger og ritualer. Vi er også europæiske aristokrater,” fortæller Emil Winter Struve.

Kostbare bronzealderfund

Blandt de mere udtryksfulde ritualer var de imponerende gravhøje, der var som skabt til at signalere magt og rigdom i bakkerne omkring Værebro Ådal. Men også ofringer var en vigtig del af bronzealderens forestillingsverden. De var ikke som gravhøjene et visuelt orienteret symbol, men når offerfundene i dag dukker frem af jorden og ser dagens lys efter 3000 år, kan arkæologerne ved selvsyn konstatere de tydelige tegn på velstand og overskud i området.

Det gælder et stort bronzealderfund med 163 genstande fra Smørumovre, det gælder Veksøhjelmene, og så gælder det det nyere fund af pragtsværd og smykker, gjort i foråret 2024 ved Veksø – også kaldet Egedalfundet. Tilsammen afdækker fundene hele bronzealderen, der strakte sig fra ca. 1700-500 f.Kr. Over en periode på godt 1200 år var de rige slægter tydeligt til stedet omkring Ådalen.

Et samfund med hierarki

Gravhøjene og de kostbare offerfund fortæller en historie om tilstedeværelsen af rigdom og velstand omkring ådalen. Men med de seneste udgravninger af områdets bopladser begynder arkæologerne at få et nuanceret billede af bronzealderens Egedal-borgere. For der skal andre end en elite til at opretholde velstand, og på bakkerne omkring ådalen har der sandsynligvis været bopladser, hvor de knap så velstående beboere har holdt til.

”Generelt set må vi sige, at der har været en form for samfund med øverste magthavere og så nogle mere almindelige bønder. Da kan man for eksempel pege på udgravningen ved Gammel Toftegård Nord, som er en boplads af vis betydning, hvor der er arbejdet med metal. Pladsen udstråler med sin størrelse en vis status, men svømmer ikke over i statusgenstande og rigdom,” fortæller Emil Winther Struve.

Gammel Toftegård Nord blev udgravet i foråret 2024 i området nord for Egedal Rådhus, og hvor offerfund og gravhøje er elitens tydelige stemme, var her spor efter dem, som var lidt længere nede i hierarkiet.

”Vi udgravede et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Vi ved altså, at der er blevet ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her,” fortæller Emil Winther Struve.

En velpolstret elite

Hen mod slutningen af bronzealderen var de gyldne tider ved at være forbi, og der blæste nye vinde. Arkæologisk kommer forandringerne omkring år 500 f.Kr. til udtryk i markant mindre huse, mere spredt bosætning og et tydeligt fald i mængden af rige metalfund. Bronzealderen var slut og den før-romerske jernalder fulgte.

Men selv om nedgangstiderne stod for døren, havde man fortsat et vist overskud i Værebro Ådal. Det viser det nyeste store offerfund, der stammer fra overgangen mellem bronzealder og jernalder. Egedal-fundet, der dukkede op nær Veksø i foråret 2024, var et depotfund med bandt andet et kostbart bronzesværd, små bronzeøkser og store pragtsmykker.

”Vi vidste allerede på forhånd, at her har boet en meget velstående befolkning gennem hele bronzealderen. Det kommer også til udtryk i det her nye fund: Selv i den sidste periode, hvor det gik ned ad bakke, var man stadig i stand til at gøre et kostbart offer. Det er nok en udløber af, hvor imponerende godt, det har været tidligere i bronzealderen,” siger Emil Winther Struve.

Arkæologer fra ROMU er klar til at begynde forundersøgelser af det område, hvor den nye udstillingsbygning til Vikingeskibsmuseet skal opføres. Vikingeskibe, stenalderfund, havneanlæg og affald fra vikingetidens beboere i havneområdet kan være blandt mulige fund.

Stenalderbopladser, løse vragdele fra vikingeskibe eller anlæg fra tidlig middelalder til at regulere kyst og vandløb – det er den slags spor af fortiden, som ROMUs arkæologer håber at finde, når de fra i dag går i gang med forundersøgelser i området, hvor den nye udstillingsbygning til de fem umistelige Skuldelevskibe fra vikingetiden skal ligge

“Lige siden oldtiden har der været masser af liv og aktivitet på strandengen ned mod Roskilde Fjord. Selvom nye fund indebærer en risiko for projektet med en ny udstillingsbygning til de fem vikingeskibe, er vi meget spændte på at se, hvad der dukker op. Hvert nyt fund kan berige vores forståelse af området, og det vil bidrage til at skabe et endnu mere interessant og informativt Vikingeskibsmuseum for fremtidige generationer,” fortæller chef for museumsfaglig afdeling på Vikingeskibsmuseet Jesper Stub Johnsen.

Området, hvor Vikingeskibsmuseets nye udstillingsbygning skal placeres, var i vikingetiden og middelalderen den mest lavvandede del af fjorden. Arealet var også en del af den lavvandede kyst, hvor jægere og samlere levede i den ældre stenalder 6.000 år før Kristus fødsel.

Mulige fund af flere vikingeskibe og havneanlæg

Da Vikingeskibsmuseet i 1996 byggede Museumsøen fandt man i etableringsfasen i alt 9 skibsvrag. Heriblandt det hidtil længste kendte vikingeskib, Roskilde 6, som i dag er en del af Nationalmuseets samling.

Når ROMU’s arkæologer i næste uge undersøger de cirka 1,5 meter brede søgegrøfter i tre lige linjer, så er det muligt, at de finder dele af vikingeskibe. Det vurderer arkæolog ved ROMU Jesper Langkilde, der står for de arkæologiske forundersøgelser.

”Når vi kommer ned til den oprindelige fjordbund og strandeng, kan der muligvis ligge skibsvrag eller vragdele fra vikingetid og middelalder, ligesom det var tilfældet ved gravningen af kanalen rundt om museumsøen i 1996. Vi forventer gode bevaringsforhold for organisk materiale på grund af de fugtige aflejringsforhold,” lyder det fra Jesper Langkilde.

Udgravningen til forundersøgelserne foregår i første omgang med gravemaskine.

”Længst mod syd i det område vi graver i, kommer man måske så meget ind mod stranden, at der kan findes rester af forskellige anlæg til havn eller kystsikring,” vurderer Jesper Langkilde.

Rester fra 1.000 år gamle bebyggelser

Det ligger allerede gemt i navnet på Vikingeskibsmuseets adresse ’Vindeboder 12´. Stednavnet Vindeboder betyder vendernes boder. Venderne var et slavisk folk, som i vikingetiden og tidlig middelalder holdt til ved Østersøen i det nuværende Nordstyskland og Polen.

Flere steder, især på Lolland-Falster, er der stednavne, som stammer fra det vendiske sprog. Det vidner om, at der har været et dynamisk handelsforhold mellem venderne og danskerne, som har levet side om side.

Der er dog ikke fundet mange arkæologiske spor efter venderne. En undtagelse er netop her i Roskilde, hvor der i området omkring Skt. Ibs Kirke er fundet en del genstande med vendisk islæt.

Arkæolog Jesper Langkilde regner dog kun med at kunne finde spor af affald fra egentlige havnebebyggelser ved udgravningerne i området, hvor den nye udstillingsbygning skal opføres.

”Længere inde på land har der ligget en bebyggelse, der i middelalderen blev kaldt Vindeboder i området omkring Skt. Ibs kirke. Denne har i middelalderen ligget ned til strandengen, men så langt skal vi ikke ind og lave forundersøgelser. Der kan dog sagtens være gode affaldslag fra handelspladsen, da man i vikingetid og middelalder kan have dumpet affald i kystzonen,” lyder det.

Køkkenmøddinger og strandvoldsbegravelser fra oldtiden

Udover fund fra vikingetiden og de tidlige havnebebyggelser fra middelalderen, er der et særligt fokus på fund fra oldtiden. Langs kystzonerne omkring Roskilde Fjord er der nemlig registreret mange arkæologiske lokaliteter med fund fra især ældre stenalder.

I rundkørslen ved Sankt Claras Vej blev der eksempelvis fundet et menneskeskelet i 1999 uden spor af kiste, gravgaver eller nedgravning. Man regner derfor med, at der her var tale om en strandvoldsbegravelse fra oldtiden. Strandboldsbegravelser var nemlig et almindeligt fænomen i både sten-, bronze-, og jernalder. Skelettet blev dog ikke præcist dateret. Sankt Claras Vej er også hjem for fundet af en køkkenmødding af muslingeskaller, hvori der fandtes spor af stenaldermenneskers madrester og redskaber som blandt andet flintgenstande fra Ertebøllekulturen cirka 5400-3900 f.Kr.